Historie

Israel – ung og ældgammel

 

 

Jerusalem - Israel ung og ældgammel

Af Otto Rühl

I Danmark lader vi Danmarks historie starte omkring år 950 med Jellingestenen – som vi kalder ”Danmarks Dåbsattest” – som endda er i vores pas.

I Tv-serien Historien om Danmarks var der tre udsendelser om tiden før Gorm den Gamle og Harald Blåtand  – ”Stenalder”, ”Metallernes tid” og ”Vikingetiden”.

Intet af dette er politisk problematisk – selvfølgelig boede der folk, i det, der nu er Danmark før Gorm den Gamle – vi er bare tilbage i ”forhistorisk” tid – hvor vi ingen skriftlige kilder har – og derfor i højere grad må støtte os på arkæologiske fund.

Når vi her på israel-info.dk giver informationer om Israels historie, er selv dette med, hvornår historien begynder, kontroversielt. For historien bruges i den grad i nutiden – til at vise den enes eller den andens ret til landet.

I jødisk tradition er der ingen tvivl: Historien begynder med Guds løfte til Abraham om et land, Abrahams vandring til ”Det hellige Land” – patriarkerne Abraham, Isak og Jakob – og Jakobs tolv sønner – stamfædrene til Israels 12 stammer.

Fortællingen om Moses spiller også en så vigtig rolle, at den i årtusinder er fortalt ved den jødiske påskefest. Udvandringen fra Egypten er en kernefortælling – de 40 år i ørkenen, hvor Moses bl.a. får Loven, Toraen, der er hele grundlaget for jødedommen.

Vi begynder dog først fortællingen om Israels historie omkring år 1000 f.v.t.

Baggrunden for dette kan ses på nedenstående billede fra Det jødiske Museum i Ferrara i Norditalien: ”Esodo” betyder ”Exodos” – udvandringen (fra Egypten) – ”Conquista di Canaan” erobringen af Kanaans land – og nedenunder står de to centrale personer i historien: Moses og Josua – Josua som ledte indvandringen i Det hellige Land.

Billede viser at starten på Israels historie sættes omkring 1000 år f.v.t. hvor de første skriftelige kilder dukker op.Det jødiske Museum i Ferrara i Norditalien. Israel - ung og ældgammel

Bemærk: Der er ingen årstal ud for Moses og Josua.

Museet sætter først årstal på, når vi når ned mod år 1000 f.v.t., hvor vi begynder at have skriftlige kilder – nedskrevet langt senere – men vi kan begynde at tale om ”Israels historie”.

 

Kongetiden

Der stor uenighed blandt historikerne om, hvor meget vi rent faktisk ved om Israel i Kongetiden ca. år 1000-587 f.v.t..

Politikens Verdenshistorie taler klart om et kongevalg kort før år 1000 f.v.t, mens N.P. Lemche afviser, at der er kildemæssigt grundlag for at tale om Davids storrige.

Læs mere om de forskellige historiesyn i: Kilderne til Israels ældste historie

Langt de fleste historikere mener dog, at der er arkæologiske beviser for en indvandring af nye stammer i området i sidste halvdel af det 2. årtusinde f.v.t. – og at disse stammer har sluttet sig sammen omkring år 1000 f.v.t.

Ifølge de skriftlige kilder blev disse stammer trængt af filistrene, folket, der boede ude ved kysten omkring byer som Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron.

Filistrene har været en gruppe blandt de såkaldte havfolk, der som led i en række folkevandringer angreb Egypten under Ramses 3. (1198-1166 f.v.t.).

Dette kan have været grunden til, at nogle grupper sidst i det 11.årh. f.v.t. krævede, at de skulle overtage nabolandenes styreform – at også de skulle have en konge.

Vi har i 1.Samuelsbog i Det gamle Testamente (GT) interessante kilder til dette spørgsmål. Det skinner nemlig her igennem, at der næppe har været enighed om den nye styreform.

I kap. 8, som har én holdning, reagerer Jahve på folkets krav med følgende svar til Dommeren Samuel: “Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, for det er ikke dig, de vrager, men mig, de vrager, som deres konge” (vers 7).

Det er én af de ting, der gør historiebøgerne i Det gamle Testamente vanskelige – hvad skal vi som historikere stille op, når Gud sådan meget direkte griber ind i historien ?

Noget overraskende er holdningen en anden i kap.9 og begyndelsen af kap.10. Her salver dommeren Samuel Saul til konge og spørger: “Har Herren ikke salvet dig til fyrste over sit folk Israel?”

Med salvningen får vi grundlagt hele traditionen om “kongedømmet af Guds nåde” – når danske konger efter enevælden og frem til 1848 salvedes af den ledende biskop, ja, så går der en lige linie tilbage til fortællingen i 1.Samuelsbog.

Hvornår sker dette? Ja, hvis der er tale om historiske forhold, er vi som sagt nok sidst i det 11.årh. f.Kr.. Sauls regeringstid sættes gerne til omkring 1020 -1000 f.v.t..

Ifølge kilderne opfylder Saul dog ikke folkets forventninger. Han vinder godt nok flere krige, men skildres som mere og mere mistroisk og til sidst afløses han af David fra Bethlehem, der i al senere jødisk historieskrivning står som storkongen.

Ifølge GT gjorde David op med fjenderne, filistrene måtte underkaste sig og deres byer skulle fremover betale tribut til Israels konge.

Også Israels øvrige naboer måtte underkaste sig, og David kom til sidst til at herske over et land, der ifølge GT strakte sig fra “Eufrat i nord til Egypten i syd”.

Meget vigtigt er, at David erobrede den sidste af kananæernes faste borge i Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad.

Om dette hører vi i vores næste kilder (4 + 5) – det er denne skildring, der er baggrunden for, at den moderne stat Israel i 1995/96 fejrede “Jerusalems 3000 års jubilæum” – et meget omstridt jubilæum.

Ingen er jo i tvivl om, at byen er ældre – vi hører, at David erobrer en stærk by – beliggende på en klippe.

Derimod er der tvivl om, hvorvidt skildringen i GTs historiske bøger er korrekte – og her har vi ét af de historiske spørgsmål, hvor arkæologerne giver forskelle svar.

Efter David fulgte kong Salomo/Salomon. Han havde regeret sammen med David de sidste år og stod nu som regent over et storrige, der strakte sig fra Det røde Hav til Eufrat.

Hvor David er gået ind i historien som erobrerkongen, der skabte Storisrael og hvis tid – “Davids-tiden” – man siden drømte sig tilbage til, er Salomon gået ind i historien som bygmesteren – det var Salomon, der byggede Det første Tempel.

Man vil derfor ofte se perioden fra David og Salomon og frem til templets ødelæggelse i 587 f.v.t. kaldt “Det første Tempels tid”.

Ifølge GT bygges templet som en bolig for Jahve – nu var israelitterne bofaste, nu skulle deres gud have en prægtig bolig – og i templet placerede man “Pagtens Ark”, den helligdom, man havde haft med sig på vandringen i ørkenen.

Opførelsen af templet har krævet utrolig megen arbejdskraft og kostet en formue.

Om det har været grunden til utilfredsheden med styret, eller det har været modsætninger mellem stammerne, der gjorde sig gældende, kan vi ikke vide med sikkerhed – det korte af det lange er, at den fælles kongetid slutter allerede her – med Salomons død omkring år 935 f.v.t..

Dette år vælges to konger – Rehabeam i den sydligste og mindste del – Juda – Jeroboam i den største og nordligste del, der fik navnet Israel.

Hermed stopper den fælles historie – og vi må se på de to rigers historie hver for sig.

 

Nordriget Israel

Nordrigets historie (935-722 f.v.t.) led under mange indbyrdes magtkampe, ligesom der var religiøse stridigheder.

Det var jo et problem, at Jerusalem med templet lå i Sydriget – derfor byggede man egne helligsteder – men var det så stadig “Jahve”, man dyrkede? I hvert fald talte de såkaldte profeter vredt om, at man svigtede den oprindelige religion.

Nordriget lå også mere farligt end Sydriget. Hvis du ser på kortet nedenfor, kan du se, at Israel mod nord havde en meget stærk nabo – Assyrerriget.

Assyrerriget erobrede efter år 1000 f.v.t. stadig mere land og i 722 blev også Israel erobret af Assyrerkongen Sargon 2.

Han deporterede befolkningen for at undgå senere oprør, og dermed ophørte Nordrigets eksistens.

Fra da af og indtil 1948 har betegnelsen Israel ikke været brugt om nogen stat, men du vil se, at begrebet af og til bruges om det jødiske folk, patriarken Jakobs (“Israels”) efterkommere.

Judæa i det Assuriske rige. Historie Israel - ung og ældgammel.

 

Sydriget  Juda

Judas rige (935-587 f.v.t.) havde fra starten flere fordele.

Hvis du ser på kortet igen, kan du se, at riget lå mere beskyttet – og man havde stadig Jerusalem både som hovedstad og som religiøst centrum med Salomons tempel som stedet, hvor man dyrkede Jahve.

Kongerne var også stadig af Davids slægt.

Alligevel blev Juda også påvirket af naboerne. En overgang var Juda nærmest en assyrisk lydstat.

Ser vi i GTs historiebøger, er det tydeligt, at den af kongerne, der omtales mest positivt, er kong Josias (639-609 f.v.t.). Det skyldes nok, at han en overgang genoprettede Judas selvstændighed.

Men baggrunden er nok i høj grad Assyrerrigets nedgang: Efter i 671 f.v.t. at have erobret Egypten og Babylon, så riget strakte sig “fra Sahara til Iran”, begyndte det sidst i det 600-tallet at gå ned ad bakke.

I 616 f.v.t. var Babylon blevet samlet som stormagt under kaldæeren Nabopolassar, og allerede fire år senere erobrede han sammen med mederkongen Kyaxares´ hær Assyrerrigets hovedstad Ninive.

Assyrerriget var brudt sammen – en ny stormagt trådt frem på scenen: Babylon (se kortet)

Under kong Nebukadnezar den 2 (605-562 f.v.t.) begyndte Babylon nu en erobringspolitik i stil med den, assyrerkongerne havde praktiseret i århundreder.

Det første område, der blev erobret var Syrien og derpå gjorde Nebukadnezar klar til næste store modstander: Ægypten.

To gange – i 601 og 568 f.v.t.. prøvede Nebukadnezar at erobre Ægypten, men uden held – Jerusalem og Juda derimod indtog han i 597 f.v.t.

Juda blev nu lydstat under Babylon, og Nebukadnezar blandede sig kraftigt i Judas indre forhold. Han tog to af Judas konger – Jojakim og Jojakin – til fange, og da kong Sidkija i 587 f.v.t. gjorde oprør mod ham, erobrede han byen, ødelagde templet og førte kongen og en stor del af befolkningen med til Babylon.

På den måde ville Nebukadnezar sikre sig, at Judas indbyggere ikke længere gjorde oprør.

Læs om: Kilderne til Kongetiden

Det Babyloniske Imperium og nabolande 560 f.v.t. - Israel - ung og ældgammel. Israel Info

 

Det babylonske Fangenskab

Det babylonske Fangenskab 587 – 539 f.v.t. er et vendepunkt i Israels historie.

Det ser man ud fra flere ting: Man gik i de år i gang med at nedskrive alle de mundtlige traditioner – sandsynligvis er Mosebøgerne nedskrevet i disse år på baggrund af den mundtlige overlevering og Det deuteronomistiske historieværk stammer også fra denne periode.

Det var uhyre vigtigt for folket fra Juda at minde sig selv om, at de havde en stolt forhistorie – ja, at det land, de var ført bort fra, havde de engang i tidernes morgen fået af Gud selv – og løftet om land havde han opfyldt også sidst, de var fanger.

Der eksisterede sagn og overleveringer om, at man engang havde været trælle i Ægypten, men at Gud havde henvendt sig til Moses og han havde ført dem ud af Ægypten til “landet, der flød med mælk og honning”.

Men hvis dette var rigtigt – hvis israelitterne virkelig var “Guds udvalgte folk” – hvorfor sad de så nu som trælle i Babylon?

Hvorfor var deres tempel og deres hovedstad blevet ødelagt? Det er klart, at et muligt svar var, at Babylonernes gud Marduk var stærkere.

Vi ser igen og igen folk skifte religion, fordi de opdager, at andre folk klarer sig bedre med deres gud eller guder. Vikingernes skifte til “Hvide Krist” ved middelalderens start er et eksempel herpå.

Det overraskende er, at dette ikke skete for jøderne. Tværtimod begyndte man at gøre sig klart, hvad troen egentlig gik ud på.

I de mange regler og love, man traditionelt havde fulgt, fandt man det nye holdepunkt. Lovene gav man navn efter Moses og Moseloven eller Tora´en blev det nye centrum i jødedommen.

Hvorfor nu jødedommen? Fordi vi hidtil har talt om israelitterne. De stammer, der ifølge traditionen stammede fra Abraham, Isak og Jakob/Israel, som boede i det hellige land.

Men fra nu af og op til i dag har man nu kunnet tilhøre dette folk uden nødvendigvis at bo i det hellige land. Man kunne være jøde, overholde de efterhånden 613 bud om alt lige fra at drengene skulle omskæres til spiseregler og de vigtigste ti bud.

Og svaret på jødernes situation i Babylon?

Ja, det så vi i kilderne fra Kongebøgerne i Det deuteronomistiske Historieværk:

Det var på grund af Herrens vrede, det gik Jerusalem og Juda sådan. Til sidst forstødte han dem fra sit ansigt 
2. Kongebog 24,20

Det var altså, fordi man havde svigtet Jahve!

Jahve havde ikke svigtet jøderne. Nej jøderne havde svigtet ham. Denne holdning skinner igennem Det deuteronomistiske historieværk og hos profeten Esajas.

En lærd jøde der forkyndte for folket, at hvis de fremover rettede sig efter Jahves bud og dyrkede Jahve, som skrifterne lærte dem – ja, så var der chancer for, at de kunne vende tilbage til Jerusalem.

Og tilbage til Jerusalem ville langt de fleste. I et digt fra disse år (Salme 137 i “Salmernes Bog”, en samling af salmer i Tanach/GT) – lyder det:

Glemmer jeg dig, Jerusalem, da visne min højre (hånd).

Nogle vil måske kende  salmen uden at tænke over det. Det var den, der dannede grundlag for popgruppen “Bonnie M´s” “At the Rivers of Babylon” i 1970´erne!

Jøderne var næppe klar over, hvilken betydning det ville få for dem og deres fremtid, da persernes leder, Kyros, i midten af 550´erne gjorde oprør mod den mediske konge. Medien var nabo til Det babylonske Rige, men hvad kom dette jøderne ved? Det skulle hurtigt vise sig!

I år 550 f.v.t. erobrede Kyros medernes hovedstad. I 546 f.v.t. Lydiens hovedstad Sardes. Dermed strakte Kyros´ Perserrige sig pludseligt fra den Arabiske Havbugt til Ægæerhavet.

Perserriget var nu en trussel mod Babylon.

Samtidig var Perserriget blevet nabo til de græske folk, hvad der i det følgende århundrede skulle få store konsekvenser.

I Babylon var der på dette tidspunkt stor utilfredshed med herskeren, Nabunaid 555-539 f.v.t.. Da Kyros i begyndelsen af 539 f.v.t. angriber rigets centrum, kan han rykke frem uden at møde den store modstand. Den 12. oktober 539 rykkede han ind i selve hovedstaden, Babylon. Et storrige var igen forsvundet. Et nyt ,Perserriget, havde afløst det.

Og nu går profetierne i opfyldelse. Kyros fører en ganske anden politik end de babylonske konger, og han lader derfor jøderne vende hjem til Israel. Dette er baggrunden for, at Kyros – som naturligvis dyrkede de persiske guder – i GT omtales særdeles positivt.

Det er værd at bemærke, at det langt fra var alle jøder, der efter 539 vendte hjem til Israel. En del blev og fra nu af, har vi altså både jøderne i Israel og jøder, der bor andre steder.

I diaspora´en som det blev og stadig kaldes. Ordet kommer fra græsk og betyder adspredelse. Her betyder det altså de jøder, der levede spredt rundt om i verden.

De jøder, der kom hjem, gik som noget af det første i gang med at genopføre templet. Men det var hårde tider, og Det 2. tempel stod først færdigt i 515 f.v.t..

Det har ifølge de beskrivelser, vi har, næppe været så prægtigt som Salomons, der var blevet ødelagt i 587 f.v.t., men det bliver dog hurtigt igen centrum for jødedommen.

Man beholdt dog også de skikke, man havde tillagt sig i Babylon, nemlig at mødes i synagoger, der er en slags forsamlingshuse, hvor man hørte tekster fra det, der nu var jødedommens hellige bøger, og hvor man udlagde disse tekster.

Læs om: Kilderne til Det babylonske Fangenskab

 

Det Persiske Imperium ca. 500 f.v.t. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

 

Hjemkomsten fra Babylon

I det 6. årh. f.v.t .skete der store forandringer i hele Lilleasien.

Fra omkring år 550 f.v.t gjorde perserkongen Kyros sig til herre over hele området frem til Ægæerhavet.

Perserriget grænser nu op mod den græske verden og de græske byer på Ægæerhavets østkyst hører nu under perserne. Det er denne periode, ”historiens fader”, Herodot, skriver om i sit historieværk.

I 539-538 erobrer Kyros derpå Babylon, og herefter strækker Perserriget sig fra Middelhavet til Indusfloden. Hans søn Kambyses indlemmer Middelhavets sidste stormagt Egypten i Perserriget.

Efter Kambyses fulgte Dareios  521-485 f.v.t.  Det er ham, der går i gang med at organisere det nye kæmpestore Perserrige, og det er ham, der angriber Athen i 490 f.v.t. og indleder Perserkrigene.

Årsagen var, at Athen havde støttet en af de græske byer på Ægæerhavets østkyst, Milet, der havde gjort oprør mod Persernes undertrykkelse. Dareios ødelægger Milet i 494 f.v.t og sender indbyggerne i fangenskab til Babylon.

Da Kyros i 539-538 havde erobret Babylon, havde han ladet de jødiske fanger vende tilbage til Israel – se kilde 9 – og genopbygningen af Jerusalem og Templet tager nu fat.

Men som det fremgår af kortet, bliver der ikke genetableret en jødisk stat. Juda, som Sydriget jo var blevet kaldt, genopstår som en persisk provins med Jerusalem som hovedstad og religiøst centrum.

Læg mærke til i kilde 9 fra Ezras Bog, en del af det tidligere nævnte Kronistiske Historieværk, at Kyros taler om, at Gud har givet ham ordrer til at genopbygge hans Tempel i Jerusalem. Det er det, der nu er det centrale at få genopbygget Templet og få jøderne til at følge Moseloven.

Ifølge de historiske bøger var det jo på grund af frafald, de var blevet sendt i eksil. Nu gjaldt det om at følge Loven. Vi hører i Nehemias´ Bog kap. 8, at Ezra læser Loven op for folket i Jerusalem og de genoptager de religiøse fester . f.eks. Løvhyttefesten:

Da de nærlæste Loven, fandt de ud af, at Gud gennem Moses havde givet ordre til, at israelitterne skulle bo i hytter lavet af blade under den fest, de kaldte løvhyttefesten

Vores kendskab til Judæa de næste 150 år er ikke stort. Perserriget er fortsat stormagten også efter nederlaget til Athen i slaget i Salamis-bugten i 480 f.v.t. og slaget ved Plalæa i 479 f.v.t., der indledte Athens storhedstid.

Vi har en langt senere kilde – historikeren Flavius Josefus, der sidst i det første århundrede e.v.t. skriver sit 20-binds værk Jødiske Antikviteter ( Ἰουδαϊκὴ ἀρχαιολογία).

I hans 11. bog skriver han om tiden ”Fra Kyros´ første år til Alexander den Stores død”. Han bygger i denne bog meget på Ezras og Nehemias´ bøger og så historien om Esther, der under Ahasverus hindrer et massedrab på jøderne, som kongens medarbejder Haman planlagde, som er skildret i Esthers Bog i Det Gamle Testamente.

 

Alexander den Stores rige. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

 

Alexander den Store

Athens storhedstid sluttede kort før år 400 f.v.t.. og der var ingen af de andre græske bystater, der kunne overtale pladsen.

Fra midten af 300-tallet melder der sig en ny magt, Makedonien. I modsætning til de græske bystater var Makedonien et monarki og kongen fra 359 f.v.t., Filip 2. fik frem mod 338 f.v.t. samlet alle de græske bystater under sit herredømme.

To år senere blev han dræbt, og sønnen Alexander (den Store) overtager tronen. Alexander starter i 334 f.v.t. et felttog, der kommer til at vare resten af hans liv. Allerede to år efter har han underlagt sig Lilleasien og i 332 Syrien og Egypten. I Egypten bliver han som faraoerne dyrket som guddommelig.

Josefus har i ”Jødiske Antikviteter” (11. bog kap. 8) en fortælling om, at Alexander den store skal have besøgt Templet i Jerusalem på vej mod Egypten. Vores hovedkilde til den næste periode, Makkabæerbøgerne kender ikke historien. Det gør den græske filosof og historiker Arrian fra det 2. årh. e.v.t. heller ikke.  Arrian, der kunne bruge flere samtidige kilder, er vores hovedkilde til Alexanders felttog.

Alexanders besøg i Templet har siden været omdiskuteret blandt historikere, og der er ikke enighed om, hvorvidt besøget virkelig fandt sted.

Alexander fortsatte østpå og besejrer Perserkongen Dareios. Han lader sig hylde som Asiens konge. Siden rykker han mod Indien, men da hans tropper gør oprør, fordi de ikke vil med længere, vender han modvilligt om og dør 323 f.v.t. af malaria i Babylon.

 

Judæa i den hellenistiske tid

Efter Alexander den Stores død falder hans rige hurtigt fra hinanden. Hans nærmeste hjælpere, de førende generaler, kom i langvarig indbyrdes strid om magten og ud af de næsten 40 års kampe, får vi omkring år 280 f.v.t. tre nye kongeriger, Makedonien, Syrien – Seleukidernes Rige – og Egypten, der også er kendt som Ptolemæernes Rige.

For Israels historie er de to sidstnævnte af meget stor betydning. I Egypten var Alexanders general Ptolemæus 1. blevet statsholder og senere konge, og hans slægt Ptolemæerne sad til og med Dronning Cleopatra, der begik selvmord i år 30 f.v.t..

I Syrien var det Alexanders general Seleukos og hans efterfølgere Seleukiderne, der havde magten.

Begge magter blev en del af det vi kalder den hellenistiske verden. Det var faktisk lykkedes Alexander at sprede en græsk-inspireret kultur ud over det store rige, han havde samlet og den hellenistiske kultur fortsatte i de tre riger, der fulgte.

Vi vil altså se, at også jøderne i Israel og andre steder blev stærkt påvirket af denne kultur og måske mest i den by, Alexander selv havde grundlagt i Egypten, Alexandria.

Alexander havde opfordret jøder til at slå sig ned i nogle af de byer, han havde grundlagt og efter ca. halvtreds år, var jøderne i Alexandria så påvirket af det græske sprog, at der opstod et behov for at oversætte den jødiske bibel Tanach til græsk.

Ifølge traditionen var der 72 lærde jødiske mænd, der oversatte Tanach og oversættelsen kaldes Septuaginta, der er latin og betyder hvalfjerds.

Judæa var frem til 198 f.v.t. under Ptolemæerne i Egypten, men blev det år erobret af Antiochus 3. den Store, der var konge i Syrien 222-187 f.v.t..

Det er under hans søn Antiochus 4. Epifanes, som forfatteren til 1. Makkabæerbog kalder ”et syndigt rodskud”, at det går galt.

Vi får nu et kulturelt sammenstød mellem jøder, der fastholder traditionerne og jøder, der er påvirkede af nu mere end hundrede års hellenistisk indflydelse og vil leve som alle andre i Seleukide-riget.

Når Makkabæerbøgerne kalder det  at ”slutte pagt med hedningerne”, så er vi jo ikke i tvivl om, hvordan han ser på forslaget om at assimilere sig, for at bruge et moderne udtryk.

Antiochus 4. Efifanes, buste på Altes Museum i Berling. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

 

Antiochus starter i 170 f.v.t. et felttog mod Egypten og prøver igen i 168 f.v.t. at erobre naboriget men stoppes af Middelhavets ny stormagt – Romerriget.

På vejen hjem erobrer han Jerusalem, plyndrer Templet og prøver at tvinge jøderne til at følge de græske skikke og den græske religion.

Dette medfører et oprør under ledelse af præsten Mattathias og hans søn Judas – kaldet Makkabæeren.

Det lykkedes dem at erobre magten, og i en selvstændighedsperiode på omkring hundrede år blev tempeltjenesten igen renset for den udenlandske indflydelse.

Det er i forbindelse med denne renselse miraklet med olien til lamperne sker – som jøder også i dag fejrer under Chanukka-festen i december måned.

Tiden var præget af indre splid og førte til sidst til, at den romerske hærfører Pompejus i år 63 f.v.t. lagde landet ind under Romerriget.

Makkabæerne står i det moderne Israel som helte og har givet navn til rigtig mange sportsklubber – og sågar en israelsk øl.

Læs om: Kilderne til Tiden efter eksilet

Se også: Tidstavlen til Israels historie

 

Israel under Romerriget 63 f.v.t. - 135 e.v.t.. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

 

Israel under Romerriget

Israel blev eroberet af Romerriget i  63 f.v.t. og helt frem til  135 e.v.t.. Byen Rom  havde frem mod 266 f.v.t. erobret hele Italien og i årene frem til 133 f.v.t. store dele af Middelhavsområdet.

I første halvdel af det 1. årh f.v.t. kæmpede først den romerske feltherre Sulla og senere Pompejus mod øst i Lilleasien og ved kampenes slutning i år 63 f.v.t. oprettede Pompejus to nye romerske provinser, Pontus (det nordlige Lilleasien) og Syrien, hvortil Israel hørte.

Kejser Gnaeus Pompejus eroberer Israel. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Kejser Gnaeus Pmpejus (106-48 f.v.t.) Ny Carlsberg Glyptotek

Hvis man kender Lukas´ fortælling om Jesu fødsel, der taler om en folketælling, vil man vide, at ”det var den første folketælling, der blev holdt mens Kvirinius var guvernør i Syrien”. Israel var altså en del af denne provins.

Romerne ville have ro og derfor brugte de tit en styreform, hvor der var en vis form for selvstyre. I Judæa valgte Cæsar idumæeren Antipater til lokal leder. Idumæa var et område syd for Judæa.

Antipaters søn Herodes blev fra 37-4 f.v.t. romersk ”lydkonge”, d.v.s. han styrer Israel på vegne af romerne. For at legitimere sin magt giftede Herodes sig med Mariamme, der var en del af den Makkabæerslægten, der siden oprøret i 170-erne f.v.t. havde styret Israel som konger og ypperstepræster – han dræbte hende dog i år 29 f.v.t..

 

Herodes som romersk lydkonge

Herodes (37-4 f.v.t.) er kendt som Judæas store bygherre – det var under ham, Det 2.Tempel bliver udvidet og udbygget til det, der senere står som billedet af Det 2.Tempel.

Model af Det 2. Tempel. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Model af Det 2.Tempel fra Israel Museum i Jerusalem

Herodes byggede også en imponerende fæstning ved Det døde Hav, et vinterpalads ved Jeriko, havnen Caesarea ved Middelhavet og den imponerende fæstning, Masada, ved Det døde Hav.

Herodes' fæstning Masada ved Det døde Hav. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Herodes fæstning Massada ved Det døde Hav.

I Jerusalem byggede han Antoniaborgen for at beskytte Templet og Tempelpladsen og endelig byggede han Herodion i nærheden af Bethlehem, hvor nogle forskere mener, han blev begravet.

 

Herodes var en dygtig diplomat

Under den romerske borgerkrig, efter at samarbejdet mellem Marcus Antonius og Octavian er brudt sammen, holder han først med Antonius og dennes elskerinde Cleopatra.

Det var ikke overraskende, da Antonius i magtdelingen havde fået den østlige del af Romerriget. Men da Antonius lider nederlag i søslaget ved Actium i 31 f.v.t. og Antonius og Kleopatra har begået selvmord, iler han til Rom.

I Rom sværger Herodes troskab mod Octavian. Der senere til Augustus, der ofte bliver omtalt, som den første kejser, ledede Romerriget 31 f.v.t. til 14 e.v.t.

Herodes synes at have været utrolig bange for at miste sin magt. Ifølge historikeren Josefus udrydder han alle konkurrenter – incl. flere af sine egne børn. Dette kan være baggrunden for den historie, evangelisten Mathæus langt senere fortæller om barnemordet i Betlehem – som ikke optræder nogen andre steder.

Da Herodes den Store døde, udbrød der et oprør, som blev slået ned af den romerske statholder i Syrien, Varus. Derefter blev landet delt mellem tre af Herodes´ sønner:

  • Akkelaos fik Judæa, Samaria og Idumæa
  • Herodes Antipas Galilæa og Østjordanlandet
  • Filip egnene nordøst for Galilæa.

 

Judæa under romersk styre

Allerede i år 6 e.v.t. blev Arkalaos afsat og herefter blev Judæa, Samaria og Idumæa underlagt en romersk landshøvding.

Det vil altså sige, at Judæa med Jerusalem nu er under direkte romersk styre, mens Galilæa fortsatte under Herodes Antipas frem til år 39 e.v.t, hvor han forsøgte at blive konge og herefter blev landsforvist.  Rollen for disse små konger var jo blot at være trofaste undersåtter af kejseren og så styre de indre forhold.

På nogle områder kan Det nye Testamente fint kan fungere som historisk kilde. F.eks. ser vi meget tydeligt i de tre ældste evangelier, at dette med at betale skat til romerne var kontroversielt.

I alle tre har vi fortællingen om, at farisæerne spørger Jesus, om det er tilladt gudfrygtige jøder at betale skat til kejseren eller ej. Jesus beder dem derpå om at kigge på en sølvmønt, selve beskatningsmidlet, og fortælle ham, hvis portræt og navn der er fremstillet på mønten, nemlig den romerske kejsers. Og derpå siger han til dem:

“Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”

Matth. 22,15-22 med parallelstederne Mark. 12,13-17 og Luk. 20,20-26

Det er jo også dette, der er baggrunden for, at ”tolderne” er utrolig upopulære på dette tidspunkt – de opkrævede jo skatter for besættelsesmagten, romerne.

Vi kender navnene på flere af de romerske ”guvernører ”eller statholdere i Judæa – først og fremmest Pontius Pilatus, der havde embedet fra ca. 26 – 36, altså under kejser Tiberius (14-39).

Det var under hans styre, Jesus fra Nazareth ifølge både evangelierne og den romerske historikere Tacitus blev henrettet

Indskrift fra havnebyen Caesarea. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

 

Det jødiske Oprør

Alle kilder taler om en stigende utilfredshed med det romerske styre og der er enighed om, at oprøret, der endte med at blive så katastrofalt, startede under Kejser Nero og den romerske landshøvding  Gessius Florus i år 66.

 

Nero – romersk kejser 54-68. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Nero – romersk kejser 54-68 e.v.t.

Vi kan følge krigens gang nærmest dag for dag takket være den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus, men også hos de romerske historikere Sueton og Tacitus findes flere oplysninger om det jødiske oprør 66-70 e.v.t..

Josefus påstår i sit værk, skrevet efter krigen, at han advarede meget imod at gøre oprør. Trods advarslerne bliver dog øverstkommanderende for nordfronten i Galilæa og tages her til fange af den romerske general Vespasian.

Resten af krigen tilbringer han på romersk side. Først med Vespasian, derpå med sønnen Titus, som overtager krigsførelsen, da faderen bliver kejser i Rom.

Situationen er nemlig den, at da Nero dør i år 68 udbryder der krig om arvefølgen. Nero var sidste kejser af det julisk-claudiske dynasti – den slægt, der havde regeret Rom siden Cæsar og Augustus.

Nu blev der strid om, hvem der skulle efterfølge Nero. Efter tre kejsere, der kun sad nogle måneder, ender det med, at Vespasian, der var i gang med at bekæmpe det jødiske oprør, blev kejser i år 69 og indledte perioden med det flaviske dynasti.

 

Kejser Vespasian

I år 70 belejres Jerusalem og i august måned sker katastrofen. Oprørernes sidste holdepunkt  Tempelpladsen erobres og Det 2.Tempel ødelægges. Kun en lille rest af muren omkring Tempelpladsen står tilbage – Vestmuren eller Grædemuren.

Den sidste rest af muren omkring Det andet Tempel – Vestmuren eller ”Grædemuren”. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Den sidste rest af muren omkring Det andet Tempel – Vestmuren eller ”Grædemuren”

Josefus gør meget ud af, at Templets ødelæggelse sker mod Titus´ vilje. Vi skal huske, at Josefus, da han skriver, er i Titus´ tjeneste.

Titus – Jerusalems erobrer – senere kejser 79-81 e.v.t.

Titus – Jerusalems erobrer – senere kejser 79-81 e.v.t.

Titus får efter sejren opført en triumfbue i Rom, der er en meget vigtig kilde til erobringen, idet reliefferne viser, hvordan krigsbyttet føres gennem Rom.

Vi ved derfor helt sikkert ved, at der i Templet har stået en syvarmet lysestage – en Menorah. Vi har også mønter, hvor kejser Vespasian fejrer sønnens sejr i Judae.

Titus-buen i Rom til minde om Titus´ sejr i år 70. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Titus-buen i Rom til minde om Titus´ sejr i år 70

Krigsbyttet fra Templet i Jerusalem – herunder Menorah´en:

Krigsbyttet fra Templet i Jerusalem – herunder Menorah´en. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Krigsbyttet fra Templet i Jerusalem – herunder Menorah´en

Det besejrede Judaea – romersk mønt fra Vespasians regering:

 

Det besejrede Judaea – romersk mønt fra Vespasians regering. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Det er vigtigt at understrege, at den romerske nedkæmpelse af oprøret i Jerusalem i år 70 ikke var helt slut. En gruppe oprørere havde forskanset sig på Herodes den Stores fæstning Massada ved Det døde Hav.

Josefus har også en skildring af denne belejring  og dets tragiske endeligt: Romerne får ved hjælp af jødiske krigsfanger bygget en rampe op til fæstningen over fra vest og i år 73 lykkes det at indtage fæstningen.

Alle beboerne med ganske få undtagelser har forinden begået selvmord . En begivenhed, som vi dels hører om hos Josefus, men hvor vi også har arkæologiske kilder nemlig brikker med navne fra en lodtrækning, som Josefus taler om.

 

Massada en omdiskuteret begivenhed

Begivenheden har siden været særdeles omdiskuteret: Nogle lægger vægt på, at selvmord er stærkt fordømt i jødedommen, andre lægger vægt på, at man valgte at dø som frie mennesker og ikke som romerske slaver.

Enhver, der har besøgt stedet, vil kende mottoet ”Masada shall never fall again” – Masada skal aldrig falde igen – det moderne Israel vil også kæmpe til sidste mand.

Det var nu romerne, der 100 % styrede området. Der var intet Tempel, og Jerusalem lå øde hen. Først under kejser Hadrian skete der noget.Han gik i gang med at genopbygge Jerusalem – nu med navnet Aelia Capitolina .

 

Jødernes Judæa blev til romernes Palæstina

Da Hadrian omkring år 130 lod bygge et Jupitertempel på Tempelpladsen i Jerusalem, udbrød der et nyt jødisk oprør – Bar Kochba-opstanden, der varede fra ca. 132-135.

Efter nedkæmpelsen af opstanden blev alle jøder fordrevet fra Judæa og romerne gav landet et nyt navn: Palæstina.

Kejser Hadrian (117-138) fordrev jøderne fra Judæa efter det 2. jødiske oprør i 132-135 e.v.t.. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Kejser Hadrian (117-138 fordrev jøderne fra Judæa efter det 2. jødiske oprør i 132-135 e.v.t.

Læs om: Kilderne til Israel under Romerriget

 

Palæstina 135 til 1100

Den første arabiske periode 638-1099. I løbet af 620´erne var der sket store omvæltninger syd for Det byzantinske Rige.

I Mekka havde den arabiske købmand og karavanefører Muhammed fra omkring 610 haft den oplevelse, at Gud talte til ham. Han var ikke i tvivl om, hvilken Gud det var – fra sine rejser i det nordligste Arabien kendte han til både jødernes og de kristnes tro på den ene Gud. Så Muhammed begyndte at prøve at overbevise de andre borgere i Mekka om, at der kun eksisterede én almægtig gud, nemlig Gud – på arabisk ”Allah”.

Ifølge traditionen fik han de første 12 år kun 70 tilhængere, men i 622 fik han fra byen længere nordpå et tilbud om at komme til Medina, hvorfra hans mor, Aminah stammede. I Medina lå de 11 stammer, heraf 3 jødiske, ofte i strid, så Muhammed skulle være en slags mægler.

Muhammed drog derfor til Medina – begivenheden kaldes i islam ”Hidjra”, der betyder udvandringen, og den har i islam en så afgørende betydning, at den islamiske tidsregning begynder på den dag, Muhammed drog af sted, nemlig den 16. juli 622, som altså er år 1 i islam.

Bemærk: Muslimer bruger som jøderne en månekalender – månederne følger som i jødedommen nymånen – men i modsætning til jødedommen bruger islam ikke ”skudmåneder” – fester som Ramadanen flytter sig derfor i forhold til den kristne kalender, da året er ca. 11 dage kortere.

De følgende ti år underlægger Muhammed sig nu hele den arabiske halvø – i 630 erobrer han også Mekka – og vender tilbage på en pilgrimsrejse til Kabaen – en gammel arabisk helligdom i byen. Han rydder den for gudebilleder og gør den til centrum for tilbedelsen af den ene Gud.

Muhammed død år 632

Muhammed dør år 632 og der opstår stridigheder om ”arvefølgen”.

En strid, der den i dag har følger, idet islam splittes mellem sunnier og shiíter. Men i første omgang ender de med de 4 såkaldte ”retledede” kaliffer, der alle havde været blandt Muhammeds første tilhængere og havde nære familiebånd til ham – stærkest Ali, Muhammeds fætter, hvis tilhængere – shiat Ali – Alis parti – er starten på den shiitiske retning indenfor islam.

For Israel/Palæstina er den 3. kalif – Umar (634-644) – afgørende. På 7 år erobrede hans hære Iran, Syrien og Egypten. Historisk er årsagen i høj grad, at områdets to hidtidige stormagter – Det byzantinske Rige og Persien (Iran) havde slidt hinanden op i en langvarig krig i årene inden. Der var altså ingen stormagt, der kunne stoppe ham.

I 638 erobrer han Jerusalem – en by ladet med religiøse følelser – jødedommens centrum fra omkring år 1000 f.v.t. – også efter byens og templets ødelæggelse i år 70 e.v.t – og fra omkring år 30 også kristendommens – der var her, Jesus var korsfæstet under den romerske statholder Pilatus, men også her han ifølge sine tilhængere var opstået efter tre dage og efter 40 dage opfaret til himmelen.

Hvad gør så islam?

Jo – muslimerne prøver fra første øjeblik at forbinde islam og Jerusalem. På én måde er det nemt – for islam er det jo samme Gud alle tre monoteistiske religioner taler om – i Koranen optræder mange af historierne fra Tanach/Det gamle Testamente – jødernes stamfader bliver derfor også muslimernes – Abraham/Ibrahim – dog via den førstefødte – Ismael – og ikke via hustruen Saras søn, Isak.

Men hurtigt opstår endnu en forbindelse:

I de mange fortællinger om Muhammed, samlet i Hadith-samlingerne, har vi flere fortællinger om en natlig rejse til Jerusalem.

Ærkeenglen Gabriel fører en nat Muhammed på et helt specielt ridedyr – ”Buraq” – til Jerusalem, hvor han møder de andre profeter, der klart accepterer ham som bønneleder – imam. Fortællingen kobles senere sammen med andre fortællinger om Muhammeds himmelfærd – det vigtigste her er dog, at såvel Abraham og Moses som Jesus anerkender Muhammed som imam – jøder og kristne burde altså gøre det samme – og Muhammed har også selv været i Jerusalem – ja, ifølge senere traditioner er han oven i købet faret til himmelen herfra, inden han tager tilbage til Mekka, hvor mange ifølge de muslimske traditioner nu falder fra – ”Det er jo umuligt. Det tager en karavane en måned at drage til Syrien og en måned at komme hjem igen. Kan Muhammed virkelig rejse frem og tilbage på én nat? Og mange af dem, der allerede havde omvendt sig, faldt igen fra troen.” (Ibn Ishaqs biografi om Muhammed fra det 8.årh.)

Da Kaliffen Umar (Umar 1. ibn al-Khattab) havde erobret Jerusalem i 638, tilbad han stamfaderen Abraham/Ibrahim oppe på Tempelpladsen, hvor også Islam lærer, at Abraham havde skullet ofre sin søn – i islam dog Ismael. Herpå lod han bygge en moské af træ.

Klippemoskéen i Jerusalem

Da den 4. af de retledede kaliffer, Ali, dør i 661 overtager Ummajadeslægten magten og flytter hovedstaden til Damaskus.

Den 5. kalif af Ummajadeslægten, Abd al-Malik gik nu 690-92 i gang med at opføre en større helligdom på Tempelpladsen – Qubbat al-Sakhra –(eller ‘klippekuplen’), somme tider også kaldt Umarmoskeen, fordi det jo er Umar, der byggede den første helligdom.

Stedet forbindes nu både med Abraham/Ibrahims ofring af Ismael – men også med historien om Muhammeds natlige tur til Jerusalem. Og den blev nu efter Mekka og Medina Islams tredje vigtigste helligdom.

Klippemoskéen i Jerusalem. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Klippemoskéen i Klippemoskéen i Jerusalem

 

Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem

Men Klippekuplen er jo ikke en moské til bl.a. fredagsbøn – og Abd al-Malik bygger også en ”rigtig” måske på Tempelpladsen – Al Aqsa Moskeen – Masjid al-Aqsa.

Den store syvskibede bygning med arkader og en blytækket kuppel over mihraben (bederetningen mod Mekka) rummer bl.a. udskårne træpaneler fra 700-tallet. Og stod i sin nuværende form færdig omkring 1035.

Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem

Islams spredning fra 632

Da den 4. kalif, Ali, dør strækker Det arabiske Rige sig i øst næsten til Indien og i vest til Tunesien.

Under de efterfølgende kaliffer – Ummajaderne – nåede riget sin største udstrækning i vest, da hele Spanien var erobret og de arabiske hære i hundredåret for Muhammeds død var trængt helt op i nærheden af Paris, men standsedes af Karl Mantel i slaget ved Poitiers.

 

Islams spredning fra 632. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Islams spredning fra 632

Flere kalifater

Efter Ummajaderne fulgte Abbasiderne med hovedstad i Bagdad, men ummajaderne fortsatte med deres eget kalifat i Spanien, ligesom Bagdad-kalifatet måtte acceptere andre rivaler.

I denne periode af den arabiske historie er der i perioder stor tolerance overfor jøder og kristne – da begge grupper jo ifølge islam tilhører ”Bogens Folk” – Moses og Jesus havde jo også som profeter fået ”Bogen” – altså Koranen.

Men da de i modsætning til Muhammed ikke selv havde skrevet eller fået skrevet teksten ned, var der opstået mange misforståelser, da man senere i Toraen skrev Moses´ fortællinger ned og i evangelierne Jesu budskab. For islam er det altså ikke Muhammed, der har misforstået nogle af de fortællinger fra Tanach/Det gamle Testamente eller fra Det nye Testamente, han hørte på sine handelsrejser mod Syrien – nej ifølge islam er Koranen den oprindelige Bog, der altid har eksisteret.

Jøder og kristne under Islam

Men jøder og kristne var ”andenrangsborgere”.

Der var rettigheder, de ikke havde og omvendt skatter, som kun de skulle betale. For jøderne var det muslimske styre dog generelt mere tolerant – her led de ikke over de kristnes beskyldninger om ikke at have taget imod Messias, da han kom – men oven i købet – beskyldte de kristne dem for – slået ham ihjel.

Og der var selvfølgelig stadig jøder og kristne i det hellige land, selvom mange var gået over til islam. Og ifølge den beretning, en muslimsk digter og filosof, Nasir-i-Khusraw, skrev om et besøg i 1047, kom der ”fra alle græske områder og fra alle andre lande også kristne og jøder til Jerusalem i stort antal for at besøge ”Opstandelseskirken” og synagogen”.

Læs om: Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

Palæstina – Korstogene 1095-1299

Baggrunden for korstogene har været diskuteret i århundreder. Der er næppe tvivl om, at den romersk-katolske kirke efter bruddet med de ortodokse kirker i 1054 har følt behov for at markere sig som den eneste sande kirke.

Der var en magtkamp mellem kejser og pave (investiturstriden) – kunne denne løses ved et samarbejde om korstog? Og var erobringen af Det hellige Land også svaret på de mange småkampe mellem fyrstesønner i Europa – kunne yngre brødre få land dér.

Endelig peger nogle historikere på, at korstogene jo kom som en reaktion på de sidste fire århundreders arabiske erobringer i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien – nu skulle der slås tilbage.

Ofte regnes Pave Urban den .2.’s tale fra 1095 som startsignalet (se kilde 23), hvor han appellerede til indbyggerne i det kristne Europa om at drage ned og befri de kristne, hellige steder.

Kort over de 8 korstog til Det hellige Land. Israel-Info

Kongedømmet Jerusalem

Året efter drog det første korstog af sted og via Konstantinopel nærmere man sig Det hellige Land.

I efteråret 1097 nåede hæren frem til den vigtige havneby Antiokia i det nordlige Syrien, der blev erobret efter syv måneders belejring. Og i sommeren 1099 ankom korsfarerhæren til Jerusalem.

Efter en måned belejring blev Jerusalem indtaget midt i juli 1099, og et frygteligt blodbad brød løs. Muslimer og jøder blev skånselsløst nedslagtet og alt blev plyndret. Vi har en samtidig kristen kilde, der slutter:

Ingen har før eller siden hørt om eller set et sådant slagteri af hedninger, for begravelsesbålene lignede pyramider – undtaget Gud alene (se kilde 24).

Den erobrede by blev nu omdannet til Kongedømmet Jerusalem.

Gravkirken på kristne hænder

Godefroy af Bouillon blev valgt som den første regent. Han mente, at det jo var Jesus Kristus, der var den sande konge og fik derfor titlen ”advocatus sancti sepulchri ”, Den Hellige Gravs forsvarer. Det var jo det vigtigste. Gravkirken var nu igen på kristne hænder.

Hans bror Baudouin 1. efterfulgte ham ved hans død året efter, og han lod sig hylde som ”Konge af Jerusalem”. Han gjorde Al Aksa-moskeen til kongeligt palads og satte et kors på toppen af Klippehelligdommen, som herefter blev kaldt ”Templum Domino” , Herrens Tempel.

Kongeriget Jerusalem havde fra starten problemer. Det  var svært at få forsyninger til hæren af mænd, der havde erobret byen. Hvordan skulle riget regeres?

Baudouin døde allerede i 1118 og blev efterfulgt af sin fætter, Baudouin 2., der 1131 efterfølges af sin datter Melisende. Hun regerede først med Fulko 5., greve af Anjou og fra 1143 med sønnen Baldouin 3. (1143-1163).

Korsfarernes borg i Akko. Israel-Info

Hovedstad flytter til Akko

Byen Jerusalem erobredes af Syriens hersker, den kurdiske sultan Saladin, i 1187. Det var ifølge flere kilder en noget mindre blodig affære (se kilde 25) Og hermed startede den 2.arabiske periode – 1187 – 1517.

Efter Jerusalems fald i 1187 blev Kongeriget Jerusalems hovedstad flyttet til Akko, hvor den forblev indtil 1291.

Men i denne periode var kongeembedet ofte bare en formel titel, som blev holdt af en europæisk hersker, der aldrig faktisk boede i Akko.

Korsfarernes borg i Akko set indefra. Israel-Info

Læs om: Kilderne til Korstogene

Palæstina 135 til 1948

Den anden arabiske periode 1187/1291 – 1517

 

Egypten under Bahri-dynasiet 1250-1382. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Egypten under Bahri-dynasiet 1250-1382

Perioden efter korsfarerne og frem til Det osmanniske Riges erobring af Jerusalem i 1517 er svær at sætte under én overskrift. Med udtrykket ”den anden arabiske periode” slår man blot fast, at nu var korsfarertiden forbi – endegyldigt med Akkos fald i 1291.

Mamelukkernes tid

Men der ”genopstår” ikke et Palæstina – området er nu blot igen under arabisk eller snarere ægyptisk overherredømme – ofte omtalt som ”Mamelukkernes” tid, fordi det er denne gruppe af frigivne slaver – eller efterkommere af frigivne slaver – der hersker over området – i perioder som vist på kortet både Ægypten og Syrien.

Jerusalem spiller stadig en vigtig rolle. Vi ser det under sultanen Nasir Muhammed – den niende sultan af Bahri-dynastiet, som regerede 1293-1294, 1299-1309 og 1310-1341.

Brutale magtkampe

Hele perioden er præget af brutale magtkampe – derfor er der perioder, hvor andre tog magten.

Nazir, der også kaldte sig ”Sultan al-Quds” – altså sultan over al-Quds – det arabiske navn for Jerusalem, besøgte i 1317 byen og gik straks i gang med at restaurere Tempelbjerget og gaderne omkring det.

De kaukasiske sultaner

I perioden fra 1250 til 1382 var det Bahri-dynastiet, der regerede over området – først i 1382 kommer Burji-dynastiet til, der sad helt frem til Osmannernes erobring i 1517.

De kaldes også ”de kaukasiske sultaner”, fordi de første sultaten har rødder til Kaukasus.

Det orange område viser Mameluk-sultanatet under Burji-dynastiet omkring 1389. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Det orange område viser Mameluk-sultanatet under Burji-dynastiet omkring 1389.

Den osmanniske erobring af Jerusalem

Denne side er ikke en komplet verdenshistorie – men to vigtige begivenheder må nævnes her, fordi de får betydning for Israels senere historie:

I 1453 erobrede den tyrkiske sultan Mehmet 2. Konstantinopel – den sidste rest af Det Byzantiske Rige.

Mamelukkerne havde hermed fået en mægtig nabo mod nord, der i 1517 erobrede Jerusalem og startede en helt ny periode – den osmanniske eller tyrkiske.

Muslimerne må forlade Spanien

Og i 1492 erobrede de spanske regenter Ferdinand og Isabella den sidste muslimske bastion i Spanien, hvor det fik voldsomme konsekvenser for de spanske – sefardiske – jøder.

Se kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517

 

Den osmanniske periode1517 til 1917

 

Den osmanniske periode 1530. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

 

Den osmanniske periode fra 1517 til 1917. Efter Mamelukkerne fulgte Osmannerne: Omkring år 1300 var der under Osman 1  (1258-1326) – opstået et mindre tyrkisk rige, der de følgende århundreder voksede og voksede.

I 1453 havde osmannerne erobret den sidste rest af Det byzantinske Rige – byen Konstantinopel – som de herefter kaldte Istanbul – og i 1517 erobrede sultanen Selim 1. Jerusalem, senere Egypten og de hellige byer Mekka og Medina

Selim 1. – sultan 1512-1520 – billede på militærmuseet i Istanbul, Israel - ung og ældgammel. Israel Info

Selim 1. – sultan 1512-1520 – billede på militærmuseet i Istanbul.

Selim 1. døde i 1520 og efterfulgtes af sønnen Süleiman den Prægtige, der regerede fra 1520-1566. Og det er i høj grad ham, der er forbundet med Jerusalem, selvom han aldrig selv kom til byen. Han satte nemlig gang i en storstilet genopbygning, og murene omkring den gamle by er fra hans tid.

Sefardiske jøder fra Spanien og Portugal

Disse år er også interessante af en anden grund: I 1492 havde jøderne i Spanien og siden også i Portugal fået valget mellem at konvertere til katolicismen eller at udvandre.

De fleste valgte det sidste – men hvor skulle man drage hen? Mange drog til Det osmanniske Rige, som i store perioder viste stor tolerance overfor ”Bogens Folk” – jøder og kristne – således blev Thessaloniki, Konstantinopel/Istanbul og Jerusalem nye centre for disse sefardiske – spanske – jøder

 

Løveporten – fra Süleiman den Prægtiges tid. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

Løveporten – fra Süleiman den Prægtiges tid

Süleimans erobringer stoppede ikke med Mellemøsten.

I Europa erobredes nu hele Balkan og i slaget ved Mohács i 1526 erobrede han Ungarn. Tre år senere stod hans hær foran Wiens porte, men belejringen ophørte på grund af vinteren. De næste mere end 150 år var Det osmanniske Rige dog fortsat en trussel mod Det habsburgske Rige, og så sent som i 1683 stod en tyrkisk hær igen foran Wiens porte.

Freden i Karlowitz

Efter dette andet angreb sluttede Østrig og Det osmanniske Rige fred i Karlowitz i 1699.

Den har stor interesse for Europas historie – fra nu af var Osmannerne trængt i defensiven og grundlaget for Østrigs status som stormagt fastslået.

Men også for Mellemøsten fik freden betydning: Stormagterne fik ifølge aftalen lov til at beskytte de kristne i Jerusalem – en bestemmelse, der for alvor får betydning i 1800-tallet, efter at også Rusland ved freden i Küçük Kaynarca i 1774 havde fået Det osmanniske Rige til at anerkende sig som beskytter af de ortodokse kristne i Palæstina.

1799 får vi det første vestlige forsøg på ligefrem at få fodfæste i landet. Napoleon går i land i Egypten rykker i 1799 frem gennem Palæstinas kystland – erobrer Yafo – men bliver standset af en tyrkisk hær uden for den gamle korsfarerfæstning Akko, hjulpet af en engelsk flådestyrke, idet englænderne bestemt ikke ønsker at overlade Mellemøsten til franske interesser.

Osmannerne taber terræn

1800-talllet præges af Det osmanniske Riges svaghed og tilbagegang. På Balkan sker det i flere omgange. Serberne gør oprør allerede i 1804, grækerne i 1821. Men også hele Nordafrika tabes – Frankrig sidder i 1914 på Algeriet og Tunesien, Italien på Libyen, England på Egypten.

Men også i det arabiske område mistede Det osmanniske Rige indflydelse. Frankrig blandede sig meget i forholdene i Libanon, idet man anså sig for beskytter af de kristne i området.  Og også ”det hellige Land” bliver genstand for større og større interesse fra stormagternes side.

Først skulle man dog igennem den albanske periode.

Den albanske periode

I Egypten havde den albanske soldat Muhammed Ali Pasha (1769-1849) fået større og større magt. I 1805 gjorde sultanen i Istanbul ham til vicekonge/vali af Egypten. I 1831 erobrede han Syrien og det meste af Tyrkiet, hvad der fik sultanen til også at give ham Arabien, hvorefter han gjorde sin søn Ibrahim (1789-1848) til guvernør over Syrien – incl. Det hellige Land.

Dette tabte Ibrahim Pasha dog igen i 1840, hvor Sultanen i Istanbul med hjælp fra både Østrig og Storbritannien generobrede landet. Man han fortsatte som vicekonge i Egypten til sin død i 1849 og fik oven i købet garanti for, at hans efterkommere ville arve magten, så det er hans slægt, der sidder om konger i Egypten frem til revolutionen i 1952.

Men vi går nu ind i en periode, hvor stormagterne i højere og højere grad blander sig i forholdene i Palæstina – og det af flere grunde.

Storbritannien tager magten i Egypten

I 1869 var Suez-kanalen blevet indviet, og i 1875 havde englænderne købt den egyptiske part af Kanalselskabet, der var et fransk-egyptisk foretagende. 1882 sætter Storbritannien sig på magten i Egypten, der dog frem til 1914 på papiret stadig er en del af Det osmanniske Rige. Men området på den anden side af Sinaihalvøen er nu interessant af strategiske grunde for Storbritannien.

Men der er stadig også den religiøse interesse for området. Den amerikanske historiker Barbara W. Tuchman har skrevet en bog kaldet ”Bible and Sword – How the British came to Palestine” (1956), hvor hun viser, hvordan Palæstina, der på dette tidspunkt blot er en del af det resterende Osmanniske Rige – for mange engelske politikere og andre i stadig højere grad var ”Bibelens Land”, som man som kristne havde et ansvar for og kunne involvere sig i.

Men også jøder i diasporaen – i eksilet – der hvert år ved den jødiske påskefest (Pesach) havde bedt om næste år at måtte fejre festen i Jerusalem, begyndte nu i højere grad at tage dette bogstaveligt.

Bibelens land og stormagtspolitik

Blandt de første i 1800-tallet er Judith og Moses Montefiore – en italiensk født engelsk jøde og hans hustru. De er der allerede i slutningen af 1820´erne, men vender tilbage flere gange og i 1860 grundlægger han sin vindmølle udenfor Den gamle By og begynder at opføre huse til fattige jøder.

 

Montefioris vindmølle lige udenfor Den gamle By i Jerusalem. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

Montefioris vindmølle lige udenfor Den gamle By i Jerusalem

Også den senere britiske premierminister Benjamin Disraeli (1804-1881) – den første – og indtil videre den eneste – af jødisk afstamning, der har været britisk premierminister, besøgte allerede i 1830 Palæstina og var senere ikke i tvivl om Englands ansvar for Bibelens Land.

I 1865 dannedes Palestine Exploration Fund, der skulle kortlægge og udforske Palæstina, og med var Charles Warren, som  i 1867 drog til Palæstina for at lave arkæologiske udgravninger.

Jødisk indvandring til Palæstina

Slutningen af 1800-tallet er helt afgørende for at forstå den senere udvikling i det 20.årh. I Rusland starter igen voldsomme forfølgelser af jøder (pogromer).

Forfølgelser der fortsætter op til 1. Verdenskrig og danner baggrund for den første Aliyah – den første større jødiske indvandring til Palæstina.

Der havde jo været jøder i Palæstina hele tiden, først og fremmest i Jerusalem, men også i enkelte andre byer. Nu indvandrede mellem 1882 og 1903 omkring 35.000 især russiske jøder til Palæstina.

Mange grundlagde jordbrugssamfund. Blandt de byer, som disse indvandrere oprettede, er Petah Tikva (der blev oprettet allerede i 1878), Rishon LeZion, Rosh Pina og Zikhron Ya’aqov. I 1882 etablerede yemenitiske jøder en ny bydel i Jerusalem i Silwan, sydøst for den gamle bys mure ved Oliebjerget. Den jødiske tilbagevenden til Eretz-Israel var begyndt

Billede fra Museet i Rishon Le Zion. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

Billede fra Museet i Rishon Le Zion

Antisemitisme i Frankrig

Men et var forfølgelserne i Rusland, noget andet var, at Dreyfus-affæren i Frankrig i 1894 viste, at selv i det mest liberale land var der mere end 100 år efter den franske revolutions store ord om frihed, lighed og broderskab stadig antisemitisme:  Had mod jøder.

Ikke længere af religiøse grunde, men fordi man opfattede jøderne som ”fremmede” også selv om de havde boet i Frankrig i mange generationer. Så når der var en spion i den franske hærledelse kunne det jo kun være den jødiske officer, Alfred Dreyfus – han var jo ikke ”rigtig franskmand”.

Dreyfus blev dømt, men meget hurtigt opstod der tvivl om, hvorvidt det nu også var ham. Man kan finde meget mere om affæren på nettet – eller se Roman Polanskis nye film: J’Accuse – på dansk « Officer og Spion », der netop handler om efterspillet.

 

Officeren Alfred Dreyfus får frataget alle militære symboler efter sin dom for forræderi. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

Officeren Alfred Dreyfus får frataget alle militære symboler efter sin dom for forræderi

Startsskuddet til Zionismen

Blandt de, der overværede retssagen i Paris, var journalisten Theodor Herzl (1860-1904). Han havde allerede som studerende i Wien oplevet antisemitismen. Han kunne f.eks. ikke blive medlem af studenterforeningen, men det han oplever her, hvor der i Paris´ gader råbes ”Død over jøderne” og det had, der udvises mod Dreyfus, chokerer ham.

Han drager derfor hjem og skriver bogen i 1896 bogen ”Der Judenstaat” og i august 1897 blev den første Zionistkongres holdt i Basel. Den skulle have været i München, men flertallet af de tyske jøder ønskede ikke at sætte deres jødiske identitet i centrum. De var gode tyskere, der så også var jøder.

 

Theodor Herzl ved kongressen i Basel. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

Theodor Herzl ved kongressen i Basel

Herzl prøver nu de sidste år af sit liv, han dør allerede i 1904, at sikre politiske alliancer. Først med Sultanen i Istanbul. Siden med Kejser Wilhelm i Det tyske Kejserrige, der stod på god fod med Sultanen og også med engelske politikere, da England som ovenfor nævnt havde store interesser i området. Intet lykkedes, og der opstod endda en debat om, hvorvidt man skulle finde et andet sted til en jødisk stat. England foreslår Uganda.

Den anden indvandring til Palæstina

Men samtidig foregår ”Den anden Aliya”. Den varede fra 1904 til 1914, hvor 1. Verdenskrig stopper muligheden for indvandring. Her immigrerede 40 000 jøder til det osmanniske Palæstina, for det meste fra Rusland og Polen, samt nogle fra Yemen. Årsagen var de fortsatte forfølgelser i Rusland, specielt efter den mislykkede russiske revolution i 1905.

En af immigranterne var Israels senere første premierminister David Ben Gurion (1886-1973).

Han var født som David Grün i byen Płońsk, i nærheden af Warszawa i Polen, dengang en del af Det Russiske Kejserrige og kom til Palæstina i 1906.

I 1910 begyndte han at skrive for avisen Yerushalayim i Jerusalem, og i forbindelse med hans politiske karriere skiftede han navn til det hebraiske Ben-Gurion. I 1912-1914 studerede han jura på universitetet i Istanbul. Palæstina var jo stadig en del af Det osmanniske Rige og Istanbul hovedstaden.

En ung David Ben-Gurion. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

En ung David Ben-Gurion

I 1906 var der også et møde i Manchester, som måske fik betydning for begivenheder elleve år efter – nemlig Balfourdeklarationen.

Afgørende møde mellem Balfour og zionisten Weizmann

I 1906 mødte zionisten Chaim Weizmann, der arbejdede som biokemiker på Victoria Universitetet i Manchester, den engelske politiker Arthur James Balfour, der havde været premierminister fra 1902-1905 og nu førte valgkamp i Manchester.

Det var Balfour, der havde tilbudt jøderne Uganda – men nu lykkedes det Weizmann at overbevise ham om, at:

det jødiske folk aldrig ville kunne præstere de penge og den energi, der krævedes for at opbygge et øde land og gøre det beboeligt, med mindre dette land var Palæstina

Men Palæstina var stadig en del af Det osmanniske Rige.

Klokketårn til sultanen

I 1876 havde den 34. sultan, Abdul Hamid II. (1842-1919) besteget tronen i Istanbul.

Hans 25-års-jubilæum nærmede sig. Jøder og arabere i Jaffa/Yafo besluttede at samle ind til et minde – som mere end hundrede andre steder i Det osmanniske Rige: De byggede et klokketårn.

Klokketårnet er i dag et af de sidste minder om Palæstinas osmanniske periode 1517-1917.

 

Klokketårnet i Jaffa – til ære for sultan Abdul Hamid II.s 25-års-regeringsjubilæum i 1901. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

Klokketårnet i Jaffa – til ære for sultan Abdul Hamid II.s 25-års-regeringsjubilæum i 1901

Klokketårnet var færdigt i 1903. Kun seks år senere grundlægger nogle af Jaffas jødiske indbyggere en ny, jødisk by i området nord for Jaffa – Tel Aviv.

 

Tel Aviv grundlægges i 1909. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

Tel Aviv grundlægges i 1909

 

1.Verdenskrig

Der kan ikke herske megen tvivl om, at det var under 1. Verdenskrig, mange af de problemer, der stadig præger Israels situation, blev grundlagt.

Igen kan der ikke på denne side gives en lang redegørelse for krigen i alle dens aspekter. Det, der er afgørende her, er, at Det osmanniske Rige der i hele det 19.årh. har følt sig presset af Østrig og Rusland i 1914 føler, at Rusland er den største trussel.  Det osmanniske Rige har har i tiden op til 1. Verdenskrig udviklet gode relationer med Østrigs allierede, Det tyske Kejserrige.

Så Tyrkiet går ind i krigen på Centralmagternes side, Tyskland og Østrig-Ungarn og kommer dermed i krig med Entente-magterne England, Frankrig og Rusland. Disse går omgående i gang med at dele byttet, idet de selvfølgelig regner med at vinde krigen.

England og Frankrig deler de arabiske områder

Noget af det første, der sker, er, at England sætter sig i forbindelse med Emiren af Mekka, Hussein ibn Ali (1852-1931). Hvis man kan prikke til den arabiske modvilje mod at blive styret fra Istanbul, kunne man måske få et arabisk oprør i gang og dermed tvinge tyrkerne til at sende tropper mod syd.

Samtidig med disse forhandlinger aftales med Rusland, at de, når Det osmanniske Rige har tabt (!), kan få Konstantinopel og kontrol over stræderne fra Sortehavet ud til Middelhavet, russerne vil så ikke blande sig i, hvordan England og Frankrig deler de arabiske områder.

Netop dette gør England og Frankrig i maj 1916 med Sykes-Picot-overenskomsten. Kort fortalt får Frankrig magten over Syrien og England over Palæstina og Mesopotamien/Irak. England prøver dog at tage hensyn til de aftaler, man har med Hussein ibn Ali og hans sønner ved at tale om arabisk selvstyre i en del om området.

Løfte til zionisterne

Sidst, men ikke mindst lover den engelske regering i 1917 den zionistiske bevægelse, at man:

vil se med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina  (Balforu-deklartionen)

Den sidste aftale – eller løfte, kommer den 2. november 1917 altså en måned før den engelske hær den 9. december under general Allenby rykker ind i Jerusalem .

400 års osmannisk styre er forbi – hvad nu?

 

General Allenby rykker ind i Jerusalem 9. december 1917. Israel - ung og ældgammel. Israel Info

General Allenby rykker ind i Jerusalem 9. december 1917

Se kilderne til den osmansike periode 1517 – 1917

 

Det britiske Palæstinamandat 1917– 1945

 

Det britiske mandat i Palæstina 1917-1920. Israel ung og ældgammel. Israel-Info.

Det britiske mandat Palæstina omfattede i 1917-1920 både landet vest og øst for Jordanfloden.

 

Efter den 2. jødiske opstand mod romerne og det jødiske nederlag havde romerne som nævnt ovenfor givet ”området” navnet Palæstina. Siden har det været brugt på denne hjemmeside – men som det er fremgået af kortene, var det aldrig en politisk enhed: Området var en del af Romerriget/Det byzantinske Rige, Det arabiske Rige, Mamelukkernes Rige og Det osmanniske Rige. Kun under korsfarertiden havde det – som Kongeriget Jerusalem – været et særligt område.

Når englændernes nu efter 1.Verdenskrig sætter sig på Palæstina og Mesopotaminen/Irak, så vækker det fra starten arabiske protester. De linjer, en engelsk og en fransk diplomat Georges-Picot og Mark Sykes i 1916 havde tegnet på et kort over Mellemøsten, skar jo ”Den arabiske Verden” midt over. Linjerne var udelukkende trukne for at adskille engelske og franske interesser fra hinanden.

Vi vil her koncentrere os om Palæstina – man må gå til andre sider, for at finde informationer om det franske område – Syrien – som franskmændene hurtigt deler i en stribe langs kysten – Libanon, men en stor kristen-arabisk befolkningsgruppe – og så den nuværende stat Syrien.

Palæstina deles til to lande

England får som sagt Palæstina, men hvad omfattede det geografiske begreb egentlig? I aftalerne var der tale om Palæstina og Mesopotamien, der i 400 år havde været dele af Det osmanniske Rige. Begge med en egen historie i oldtiden som Israel og Mesopotamien.

Palæstina blev altså i første omgang defineret som området mod vest helt over til Mesopotamien/Irak. Men meget hurtigt gjorde englænderne det, at man delte området. Alene området vest for Jordanfloden blev nu defineret som Palæstina. Landet øst for Jordanfloden fik navnet Transjordanien – fra latin: Landet på den anden side af Jordan – set fra Rom.

Det gav englænderne en stor fordel.

Man havde jo, for at få araberne til at gøre oprør mod Det osmanniske Rige, lovet Hussein ibn Ali, fyrsten i Hedjaz, et selvstændigt arabiske rige, når Det osmanniske Rige var besejret. Det løfte var svært at holde, fordi man jo også havde delt meget af området med Frankrig og givet nogle løfter om velvilje til Den zionistiske Bevægelse.

Men nu prøver England at klare problemet. Hussein selv kunne blive siddende som Emir i Hedjaz med ansvaret for Mekka og Medina, der er de muslimske hellige byer. Og så fik hans to sønner hvert deres kongerige.

Feisal, der ellers havde placeret sig i Damaskus, men hurtigt var blevet smidt ud af franskmændene, blev fyrste i Irak. Broderen Abdullah ibn Hussein (1880-1951) fik det nyskabte land Transjordanien.

Så nu så kortet således ud:

Deling af det britiske mandat i Palæstina 1920. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

I 1920 delte englænderne det britiske mandat i to lande Palæstina og Transjordan.

1.Verdenskrig er forbi – hvad nu?

Allerede det sidste år inden Det osmanniske Rige den 31. oktober 1918 indgik en våbenstilstand med De Allierede, var der opstået en voldsom modstand mod de planer, der efterhånden var kommet frem omkring englændernes og franskmændenes planer.

Og man havde også et problem med USA, der var gået ind i krigen for et sikre en retfærdig fred med hensyntagen til folkenes selvbestemmelse. Den 7. november 1918 prøvede England og Frankrig derfor at berolige araberne:

Man var kun kommet for at hjælpe

Men i Palæstina var der også pres fra Den zionistiske Bevægelse. Chaim Weizmann havde allerede samme dag, som general Allenby rykkede ind i Jerusalem i 1917, holdt en tale, hvor han anmodede om, at en jødisk kommission snart måtte rejse til Palæstina:

for at begynde på den vanskelige opgave at kolonisere det gamle land og give det et nyt liv

Alle disse problemer blev en del af de forhandlinger, der fra 18. januar 1919 startede i Paris. Fredsforhandlingerne der ifølge USA’s præsident Wilson skulle gøre en ende på alle krige.

Datoen var nøje valgt, som en slags “tak for sidst” overfor Tyskland, der den 18. januar 1871 havde fejret sin sejr over franskmændene i Den fransk-tyske Krig og udråbt deres nye kejser, netop i Versailles.

Fredskonferencen i Paris resulterede i fem fredstraktater med de lande, der havde tabt krigen. Traktaterne blev underskrevet på slotte i Paris’ forstæder eller omegn.

I de fleste danske historiebøger vil der i sagens natur blive lagt vægt på den fred, der blev indgået på Versailles Slottet: Fredsaftalen med Tyskland.

Den havde også helt klart første prioritet. Tyskland havde været hovedfjenden. Det er også den aftale, der lagde op til folkeafstemningerne i Nord- og Mellemslesvig og førte til ”Genforeningen” af det nordlige Slesvig og Danmark i 1920.

Men her er det fredsaftalen med Det osmanniske Rige, der er i centrum.

Fredsforhandlingerne i Paris 1919-20

Fredsaftalen blev først indgået den 10. august 1920 i Sèvres vest for Paris. Traktaten blev undertegnet af den tyrkiske sultan men afvist af en mod-regering under ledelse af Kemal Atatürk. Traktaten blev aldrig gennemført. I stedet opnåede Tyrkiet i 1923 en mere favorabel fredsaftale med Lausanne-traktaten.

Det var fra starten klart, at der foruden stormagterne i hvert fald var to grupper mere med interesser i det område af Mellemøsten, som England foreløbig sad på: Araberne og jøderne.

Allerede den 3. januar 1919 var der indgået en aftale mellem disse to grupper. Emil Feisal – Hussein ibn Alis søn – og Chaim Weizmann, den zionistiske leder.

Feisal-Weizmann-aftalen fra 3. januar 1919. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Feisal-Weizmann-aftalen fra 3. januar 1919

 

Feisal-Weizmann-aftalen

Aftalen forudsatte, at der faktisk blev oprettet en stor arabisk, selvstændig stat. Det skete ikke og dermed var forudsætningerne for samarbejdet væk. Begge parter kom nu med deres egne ønsker.

Præsident Wilson foreslog så i et møde i ”Det øverste Råd” med lederne fra USA, England, Frankrig, Italien og Japan, at man skulle udpege de bedst egnede mænd til en inter-allieret kommission.

Kommissionen skulle rejse til Syrien, og hvis forholdene gjorde det ønskeligt, skulle den udstrække sine undersøgelser ud over Syriens grænser.

Frankrigs premierminister Clemenceau erklærer omgående, at det dog ikke kun skal være Syrien, der skal undersøges. Det må også være de andre områder. England accepterer.

Engelsk og fransk modvilje mod at folkene skulle spørges

Men mistroen mellem England og Frankrig var stor og stor var de to kolonimagters modvilje mod præsident Wilsons insisteren på, at folkene skulle spørges.

Kun USA udpegede sine medlemmer af kommissionen, der rejste rundt og talte med mange.  Kommissionen kom med en rapport, men da USA efterhånden fik mindre og mindre indflydelse på fredsforhandlingerne, fik rapporten ingen betydning.

USA var faktisk slet ikke med, da man i den italienske by San Remo i april 1920 holdt en konference, hvor de allierede sejrherrer fra 1.Verdenskrig bl.a. afgjorde de arabiske tidligere osmanniske områders fremtid.

På vegne af det nyoprettede Folkeforbund fik Frankrig mandat over Syrien, herunder Libanon. Storbritannien fik mandat over Irak og Palæstina. Det blev samtidig bestemt, at mandatområderne senere skulle overgå til fuld selvstændighed.

Sèvres-traktaten – freden med Det osmanniske Rige – bekræftede få måneder senere dette resultat.

Herbert Samuel – den første britiske højkommissær i Palæstina. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Herbert Samuel – den første britiske højkommissær i Palæstina

Palæstina efter 1920

I det øjeblik, England i 1917 og 1918 erobrede det område, som efter krigen blev til Palæstina, blev der indsat en militær administration, som fik navnet Occupied Enemy Territory Administration (O.E.T.A.).

Med Folkeforbundets officielle tildeling af Palæstina som britisk mandatområde blev der oprettet en civil administration under en britisk højkommissær, der overtog ledelsen i september 1920. Palæstinas første højkommisær blev den tidligere britiske indenrigsminister, Herbert Samuel.

Herbert Samuel var en britisk jøde og den første jøde i et britisk kabinet. Nej, vil nogen sige! Disraeli havde da været premierminister i 1868 og 1874-80. Det er på en måde korrekt, men Disraeli var blevet døbt i den anglikanske kirke som 13-årig, så på den måde var han ikke jøde.

Advarsel fra Alleny blev overhørt

At den første højkommissær var jøde førte faktisk til en advarsel fra general Allenby, der havde erobret området i 1917 og 1918 og nu sad som britisk højkommissær i Egypten. Hans advarsel blev ikke taget til følge, og Herbert Samuel ankom til landet i juni 1920.

Sidst i marts 1921 kom Winston Churchill som nyudnævnt koloniminister til Palæstina. Han rejste hjem med en klar opfattelse af, at dette ikke blev let:

  • De arabiske palæstinensere bad ham om at opgive løfterne om et nationalt hjem for jøderne
  • De jødiske palæstinensere bad om mere støtte til indvandring og overdragelse af statens jord til det jødiske folk
  • Churchill svarede diplomatisk tilbage (kilde 41-44).

Bemærk at begge grupper omtales som palæstinensere. Under det britiske mandat var indbyggerne uanset religion palæstinensere.

Winston Churchill i Jerusalem med den britiske højkommissær Herbert Samuel marts 1921. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Winston Churchill i Jerusalem med den britiske højkommissær Herbert Samuel marts 1921

Nogle måneder senere godkendte Folkeforbundet ”Mandatforordningen for Palæstina”.

Fordobling af befolkningen i Palæstina

De næste 17 år frem til 2. Verdenskrigs udbrud i september 1939 skete der en fordobling af indbyggertallet i Palæstina fra 752.000 i 1922 til 1,5 mio. i 1939.

Der er flere interessante oplysninger, hvis man dykker ned i tallene.

Det jødiske indbyggertal steg fra 83.800 til 445.000, og også antallet af palæstinensiske arabere steg bl.a. ved indvandring fra naboområderne. I 1922 var der 589.000 muslimske indbyggere, der i 1939 var steget til 927.000.

Og de kristne indbyggere er steget fra 71.000 til 117.000

På nogle punkter gik der lang tid før dette med, at Palæstina nu var en selvstændig enhed blev en realitet. Lidt overraskende fortsatte man med at bruge egyptiske pund som valuta ved siden af engelske pund . For det var jo engelske tropper fra Egypten, der havde erobret Palæstina.

Det samme med frimærker. Man brugte frimærkerne, som den engelske hær havde udstedt. E E F står for Egyptian Expeditionary Force.

Frimærke fra Palæstina udstedt af den britiske hær. Israel ung og ældgammel. Israel-Info.

Frimærke fra Palæstina udstedt af den britiske hær

Først ti år efter englænderne havde besat området og fem år efter Mandatforordningen var trådt i kraft, fik man sin egen valuta.

Pengeseddel fra Palæstina. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Pengeseddel fra Palæstina

Og der blev udsendt de første palæstinensiske frimærker.

Frimærker fra Palæsina. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

De første egne frimærker fra Palæstina

Jødisk stat under opbygning

Imens arbejdede de jødiske indbyggere og indvandrere på at skabe forudsætningen for et jødisk hjemland i Palæstina.

Allerede da Churchill er i Jerusalem i 1922, mødes han med Det jødiske Nationalråd (Va´ad  Le´umi).

Det var valgt af Den jødiske Nationalforsamling (Asefat HaNivharim), der var en demokratisk valgt jødisk parlamentarisk forsamling i Palæstina under mandattiden. Den var dannet 19. april 1920, og virkede indtil 13. februar 1949, dagen før det første Knesset, der var valgt den 25. januar 1949,  tiltrådte.

Nationalforsamlingen mødtes en gang om året for at vælge den udøvende magt: Det jødiske Nationalråd. Rådet tog sig af uddannelse, lokalstyret, velfærd, sikkerhed og forsvar.

Vi får også de første partier.

Ahdut Ha´Avoda – Arbejderpartiets symbol:

Ahdut Ha´Avoda – Arbejderpartiets symbol. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Hatzohar – Revisionisternes symbol:

Hatzohar – Revisionisternes symbol. Israel ung og ældgammel. Israel-Info.

 

Mange af de jødiske indvandrere var socialister fra Østeuropa, så de danner hurtigt en arbejderbevægelse med egen forsvarsgruppe HaHaganah og en fagbevægelse Histadrut.

I 1925 danner så højrefløjen Hatzohar, der er en  forkortelse for HaTzionim HaRevizionistim (De revisionistiske Zionister). Hatzohar står i skarp opposition til arbejderbevægelsens dominans og dens ”eftergivenhedspolitik”. De beskyldte arbejderpartiet for at være alt for eftergivende overfor englænderne. Hvad blev der af løftet om en jødisk nationalstat?

Hatzohar danner også egen forsvarsgruppe Irgun. Irguns plakat viser klart, at man ikke accepterede delingen af Erez Israel, som er det hebræiske navn for området Palæstina.

Irguns plakat viser klart, at man ikke accepterede delingen af Erez Israel. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Irgun plakat

 

Israelsk politik er vanskeligt. Det var den politiske deling i mandatperioden også. Der var altså en politisk venstre- og en højrefløj med egne illegale militærgrupper, der var uenige indbyrdes og uenig om forholdet til den engelske mandatmagt. Og så er der jo en gruppe mere: De religiøse jøder.

Mange af disse lagde afstand til zionismen. Kun Gud kunne genoprette en jødisk stat. Mange jøder i Palæstina var religiøse og tilsluttede sig et parti, der var dannet i Kattowitz i Schlesien i den del af Polen, der til 1918 hørte under Preussen/Tyskland: Agudat Israel.

Agudat Israel – de ortodokse jøders parti. Agudat Israel – de ortodokse jøders parti. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Hvad var også vigtigt for at gøre sig klar til selvstændigheden: Et universitet. I 1925 åbnedes Det hebraiske Universitet i Jerusalem.

 Lord Balfour åbner Det hebraiske Universitet på Scopus Bjerget i 1925. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Lord Balfour åbner Det hebraiske Universitet på Scopus Bjerget i 1925

 

De arabiske palæstinensere

Og hvad med de arabiske palæstinensere, der udgjorde størstedelen af befolkningen i det engelske mandat?

Da England i 1947 overgiver mandatet til FN, lyder der kritik af, at England ikke i tilstrækkelig grad har forberedt den arabiske del af befolkningen på selvstændighed. Det hebraiske Universitet var som navnet antyder et jødisk universitet. De arabiske palæstinensere studerede mest i Beirut.

Politisk var det englænderne, der valgte de arabiske ledere Ragheb Nasashibi som borgmester i Jerusalem og Amin Husseini som stormufti. En del historikere mener, at højkommissæren Herbert Samuel i den grad ønskede at vise sin velvilje overfor de arabiske palæstinensere ved at udnævne en fanatisk modstander af Zionismen til arabisk leder. Dette var med til at hindre, at der kom et samarbejde i gang mellem landets to befolkningsgrupper, lyder vurderingen.

1929 kom det første gang til en meget voldsom konfrontation mellem jødiske og arabiske palæstinensere. I Hebron blev 69 jøder dræbt, og resten flygtede fra byen. Et meget vigtigt sted for jøderne, da Abrahams, Isaks og Jakobs grave menes at være dér.

Jødisk indvandring vækker igen stor vrede

30. januar 1933 kom Adolf Hitler til magten i Tyskland. Forfølgelserne af de tyske jøder startede med det samme med éndagsboycotten 1. april og med Nürnberglovene fra 1935, der udgrænsede de tyske jøder og fratog dem politiske rettigheder.

Vi ser det på antallet af indvandrende jøder til Palæstina:

  • I 1931 var der kommet 4.075
  • I 1932 var tallet fordoblet til 9.553
  • I 1933 kom 30.327
  • I 1935 steg antallet til 61.854

Det blev efterhånden klart for de arabiske palæstinensere, at hvis dette fortsatte, ville de indenfor nogle år komme i mindretal. Det lykkedes derfor stormuftien Haj Amin el Husseini at få startet en ny opstand i 1936. En opstand, der med afbrydelser fortsatte de næste tre år.

Lord Peels plan til deling af Palæstina 1937. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Lord Peels plan til deling af Palæstina 1937

Peel-kommission forslår endnu en deling af Palæstina

Denne opstand kostede også engelske liv, og regeringen i London sendte nu en kommission under ledelse af Lord Peel til Palæstina for at finde ud af, hvad man kunne gøre.

Peel-kommissionen nåede frem til, at jøder og arabere næppe ville kunne leve sammen i en binational stat, så den eneste løsning ville være at dele området i en jødisk og en arabisk del og så lade englænderne beholde en del med adgang til havet og så en stribe op til Jerusalem. Jøderne kunne få det nordvestlige Palæstina, araberne resten.

Det blev et klart nej fra araberne, mens jøderne var splittede.

Med de stadig mere voldsomme angreb på de tyske jøder var der i den grad behov for en jødisk stat og nu kunne man få den. Så et flertal på den 20. kongres i Zionistbevægelsen sagde principielt ja til en deling, men ikke efter de foreslåede grænser.

Flere så dog den foreslåede ministat som begyndelsen på noget større. Revisionisterne under Zeev Jabotinsky afviste den klart, man ønskede en jødisk stat i hele det historiske Eretz Israel altså inklusive Østbredden/Transjordanien.

London vil en binational stat i Palæstina

På en konference i London i begyndelsen af 1939 forkastede både de jødiske og de arabiske palæstinensere Peel-kommissionens forslag, hvorefter den engelske regering under Neville Chamberlain udstedte den såkaldte Hvidbog.

På grundlag af Peel-kommissionens forslag bestemte regeringen, at der de næste fem år stadig kunne komme i alt 75.000 jøder, hvorefter yderligere indvandring skulle være afhængig af arabisk godkendelse. Desuden skulle der indenfor ti år skabes en uafhængig palæstinensisk stat, hvor jøder og arabere skulle dele regeringsansvaret. Dette var 22 år efter Balfourdeklarationen en dødsdom over den zionistiske idé om en jødisk stat.

Dette var en ekstra stor katastrofe, fordi jøderne fra Tyskland, der efter 1938 også omfattede Østrig og Sudeterområdet, der havde været en del af Tjekkoslovakiet 1918-1938, nu efter Novemberpogromen (”Krystalnatten”) i november 1938 desperat prøvede at komme ud.

Alle andre lande lukkede dørene og den 1. september angriber Tyskland Polen og to dage senere er 2. Verdenskrig i gang.

Krigen tvang jøderne og hele den zionistiske bevægelse til de næste næsten seks år at føre en forsigtig politik, en tysk sejr ville være en katastrofe. Som David Ben Gurion udtalte:

Vi må hjælpe England mod Hitler, som om der ikke havde været nogen Hvidbog – og vi må bekæmpe Hvidbogen, som om der ikke var nogen krig.

Rygterne om det systematiske massemord på de europæiske jøder (Holocaust) nåede hurtigt jøderne i Palæstina, og flere forhold forværrede deres situation.

Den arabisk- palæstinensiske leder Amir al-Husseini mødes med Hitler i november 1941. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Den arabisk- palæstinensiske leder Amir al-Husseini mødes med Hitler i november 1941

Min fjendes fjende er min ven

I november 1941 mødes den arabisk-palæstinensiske leder Haj Amin al-Husseini med Hitler og drøftede deres fælles interesser. Der var ingen tvivl om, hvad en tysk sejr og Hitlers støtte til al-Husseini ville betyde ikke blot for de europæiske jøder men også for de palæstinensiske.

Og i juli 1942 var den italiensk-tyske Panzer-Armee-Afrika under general Rommel trængt langt ind i Egypten. Englands kontrol over Egypten og dermed vejen mod Palæstina var truet.

Allerede et par måneder inden holdt den amerikanske zionistorganisation et møde på hotel Biltmore i New York og vedtog det såkaldte Biltmore-program, der var blevet udarbejdet af David Ben Gurion, formand for Jewish Agency´s forretningsudvalg.

Zionisterne vil et jødisk statssamfund i hele Palæstina

Heri forkastedes Hvidbogens politik som grusom og uforsvarlig, og der opfordredes til

at Palæstina bliver gjort til et jødisk statssamfund som en del af mønstret i en ny demokratisk verden

Dette var fra nu af Zionisternes krav, især da man i 1945 blev klar over Holocausts omfang.

Omkring 6 millioner jøder var dræbt ved massehenrettelser i Polen, De baltiske Lande, i Hviderusland, Rusland og Ukraine og i de seks tyske udryddelseslejre i Polen.

Se kilderne til: Det britiske Palæstinamandat 1917-1945

Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

 

Mindesmærket bag synagoen i København. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Mindesmærket bag Synagogen i København for de seks millioner dræbte jøder under Holocaust

 

Allerede i sommeren 1944 efter befrielsen af KZ-lejren Majdanek i Lublin i Polen fik russerne det første billede af, hvad der var sket med de mange forsvundne jøder i Østeuropa. Og den 27. januar 1945, der i dag verden over markeres som ”Holocaust Memorial Day” – i Danmark Auschwitz-dagen – befriede Den røde Hær KZ- og Udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.

Langsomt gik det op for verden, hvad der var sket, og efterhånden dukkede også mange af de massegrave op, hvor jøder fra 1941 var dræbt på de steder, de boede – eller lige udenfor landsbyerne.

Da krigen i Europa slutter 8. maj 1945, melder spørgsmålet sig derfor omgående:

  • Hvordan havde historien set ud, hvis England og de øvrige magter bag løftet til jøderne efter 1.Verdenskrig havde opfyldt løftet om et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina ?
  • Og hvad med de overlevende jøder, hvoraf mange ikke kunne vende hjem til de områder, hvor befolkningen ivrigt havde hjulpet tyskerne med at finde og dræbe de jødiske naboer?

Fra zionistisk side gjorde lederen af Jewish Agency det straks klart, at man nu krævede opfyldelse af løfterne fra 1917 og de følgende år. I en samtale med det amerikanske udenrigsministerium i juni 1945 gjorde David Ben Gurion det klart at:

jøderne i de sidste fem år havde fået løfter fra de allierede ledere, og det havde fået dem til at tro, at de endelig skulle se deres målsætning i Palæstina bære frugt, når de blot holdt sig i ro, så længe der var krig i Europa. Nu da krigen var holdt op, var jøderne begyndt at spørge, hvad der forsinkede opfyldelsen af disse løfter.

I både USA og Storbritannien var der nu nye ledere. I USA var præsident Roosevelt død i april og afløst af Harry Truman. I Storbritannien havde Churchills konservative tabt valget til Underhuset i juli og Clement Attlee var blevet ny premierminister.

 

David Ben Gurion – leder af Jewish Agency og senere Israels første premierminister. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

David Ben Gurion – leder af Jewish Agency og senere Israels første premierminister

Clement Attlee – Englands premierminister 1945-1951. Israel ung og ældgammel

Clement Attlee – Englands premierminister 1945-1951

Harry S. Truman – USA's præsident 1945-1953. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Harry S. Truman – USA’s præsident 1945-1953

 

Ønske om at åbne Palæstina for jødisk indvandring

Præsident Truman rettede nu henvendelse til den nye britiske premierminister, Clement Attlee og opfordrede ham til at åbne Palæstina for jødisk indvandring, Attlee afviste klart. England fastholdt også efter 2. Verdenskrig Hvidbogens bestemmelser og prøvede på alle måder at hindre jødisk indvandring til det britiske mandatområde Palæstina.

Presset på Storbritannien øgedes. Jo mere det blev klart for omverdenen, hvad der var sket med jøderne under 2. Verdenskrig, jo stærkere blev presset på regeringen i London. Mange af de overlevende sad nu i lejre i Tyskland under De Allieredes beskyttelse men stadig i lejre kaldet Displaced Persons´ Camps – Det vil sige lejre for folk, man ikke helt vidste, hvor man skulle placere.

Den engelske regering prøvede nu en mulighed for at få USA til bedre at forstå den engelske position.

Udenrigsminister Ernest Bevin foreslog:

en fælles engelsk-amerikansk undersøgelseskommission under skiftende formandskab, der skulle undersøge det europæiske jødespørgsmål og komme med en vurdering af Palæstina-problemet på grundlag af denne undersøgelse

 

Ernest Bevin – udenrigsminister i Attlees regering 1945-51. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Ernest Bevin – udenrigsminister i Attlees regering 1945-51

 

Der blev hurtigt nedsat en sådan kommission, der i januar og februar lavede høringer i London og Washington, derpå besøgte flygtningelejrene i Tyskland og Østrig og endelig i februar-marts rejste rundt i Palæstina

 

Displaced Persons´ Camp i Bergen Belsen i den britiske besættelseszone i Tyskland. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Displaced Persons´ Camp i Bergen Belsen i den britiske besættelseszone i Tyskland

 

20. april afleverede kommissionen sine anbefalinger, der mødtes af en stærk fordømmelse fra Den arabiske Ligas råd. Den arabiske Liga var blevet dannet 22. marts 1945 og bestod på dette tidspunkt af repræsentanter fra Syrien, Transjordanien, Irak, Saudi-Arabien. Libanon, Egypten og Yemen.

Kommission vækker harme i den arbiske verden

Det var især anbefalingerne om øget jødisk indvandring og erklæringen om, at Palæstina hverken måtte blive en jødisk eller en arabisk stat, der vakte harme.

Fra jødisk side var opfattelsen efterhånden, at nu måtte man omsider opfylde løftet om et jødisk nationalt hjem eller en jødisk stat, som man tydeligt havde sagt i Biltmoreprogrammet fra 1942.

Det jøderne frygtede var især, at Storbritannien, der på dette tidspunkt var ved at rømme dele af Egypten og i maj 1946 havde givet Transjordanien uafhængighed som Det hashemitiske Kongerige Transjordanien med Abdullah 1. som konge, nu ville sætte sig fast i Palæstina og fortsat styre området med mere britisk militær.

Som ovenfor nævnt havde jøderne allerede fra 1920 dannet en slags hjemmeværn (Haganah) for at beskytte de jødiske bosættelser. Haganah opfattede sig nu efterhånden som en jødisk modstandsbevægelse og fjenden var ikke kun araberne, men efterhånden også den britiske hær, som man mere og mere opfattede som en besættelsesmagt.

Jødisk modstand og terror

Haganah havde længe forsøgt samarbejdslinjen pg derfor havde de mere ekstreme grupper allerede tilbage i 1931 dannet Irgun Tsva’i-Leumi bedst kendt som Irgun. Og 22. juli 1946 gennemførte Irgun et angreb på det britiske hovedkvarter, der var placeret på King David Hotel i Jerusalem.

 

Hotel King David efter Irguns angreb i juli 1946. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Hotel King David efter Irguns angreb i juli 1946

 

1946 var et hårdt år for Storbritannien i Palæstina. Mange kræfter blev brugt i kampen mod den jødiske modstand, og verden så forarget til, mens man fortsat søgte at stoppe jødiske indvandring.

Vinteren 1946/47 var hård hjemme i England og regeringen i London begyndte langsomt at forstå, at man ikke længere var den stormagt, man havde været i århundreder. I februar 1947 måtte man således meddele USA, at der ikke længere var kræfter til at støtte Grækenlands kamp mod kommunistiske oprørere, hvad der gav anledning til, at USA i marts 1947 med Trumandoktrinen for alvor trådte ind som den nye supermagt.

Det nyoprettede FN overtager ansvaret for Palæstina

Palæstina gav også regeringen så store problemer, at man nu besluttede at involvere FN, De forenede Nationer, der var Folkeforbundets afløser.

Storbritannien havde jo netop efter 1. Verdenskrig fået Palæstina og Irak som mandatområder af Folkeforbundet og styrede egentlig områderne på Folkeforbundets vegne. Men med FN-pagten fra 1945 overtog FN ansvaret for disse områder. Irak var dog allerede blevet selvstændigt i 1936 og den østlige del af Palæstinamandatet Transjordanien, blev det i 1946. Den vestlige del af Palæstina, som siden 1922 blev defineret som Palæstina var jo stadig under britisk mandatstyre.

Nu bad den britiske regering FNs generalsekretær om at sætte Palæstinaspørgsmålet på dagsordenen til næste generalforsamling, hvorpå den egyptiske regering bad om at få det på allerede ved en ekstraordinær samling i april, hvor der blot skulle vedtages ét punkt:

Palæstinamandatet ophører, og Palæstinas uafhængighed erklæres.

FN kommission til Palæstina

På den ekstraordinære generalforsamling den 28. april 1947 vedtog man dog, at sende en FN-kommission til Palæstina, for at kunne træffe en beslutning på et mere oplyst grundlag.

Kommissionen hed UNSCOP – ”United Nations Special Committee on Palestine” – og havde medlemmer fra elleve stater, Australien, Canada, Guatemala, Holland, Indien, Iran, Jugoslavien, Peru, Sverige, Tjekkoslovakiet og Uruguay. Formand blev den svenske jurist og dommer ved den internationale domstol i Haag, Emil Sandström.

 

Medlemmerne af UNSCOP – FNs Palæstina komite. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Medlemmerne af UNSCOP – FNs Palæstina komite

Straks ved sin ankomst den 16. juni 1947 appellerede formanden, Emil  Sandström, til alle parter om samarbejde, men kommissionens arbejde blev boykottet af de palæstinensiske arabere. Årsagen var, at de ønskede et selvstændigt Palæstina her og nu – ingen yderligere forsinkelse.

Men ellers mødte UNSCOP under sit ophold i Palæstina fra den 16. juni til den 24. juli med repræsentanter for den britiske Palæstinaregering, Jewish Agency og flere andre grupper. Lidt interessant er, at først Sandström og to medlemmer af FNs sekretariat og senere også de to sydamerikanske medlemmer mødes med tre ledere fra Irgun – heriblandt Menachem Begin, der længe havde været efterlyst af englænderne.

Kort før Kommissionen forlod Palæstina, skete et drama, der for alvor rettede verdens øjne mod det, der foregik i Palæstina og den engelske politik dér.

Flytningeskibet Exodus stoppes af England i internationalt farvand

Et amerikansk skib, oprindelig kaldt ”President Warfield”, var sejlet fra Sète i Frankrig med 4.500 jødiske flygtninge fra lejrene med ”Displaced Persons” i Tyskland. Da skibet nærmer sig Palæstinas kyst – endnu i internationalt farvand – bliver det stoppet af briterne og der udbryder kampe mellem det britiske militær og skibets besætning, der i høj grad var folk fra Haganah.

 

Skibet Exodus stoppet på vej til Palæstina i sommeren 1947. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Skibet Exodus stoppet på vej til Palæstina i sommeren 1947

 

Britiske tropper sætter de jødiske flygtninge i land i Haifa – for straks efter at sejle dem tilbage til Hamborg. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Britiske tropper sætter de jødiske flygtninge i land i Haifa – for straks efter at sejle dem tilbage til Hamborg

Briterne tvinger så skibet til Haifa Havn, sætter flygtningene over på tre britiske flådefartøjer og sejler dem til Frankrig, hvor de var kommet fra.  De nægter dog at gå i land og indleder en sultestrejke. For Storbritannien bliver det mere og mere problematisk og til sidst sejler man flygtningene til Hamborg og sætter dem i lejre i den britiske zone i det besatte Tyskland.

Englands behandling af jødiske flygtninge på Exodos som forsidestof

Verden var rystet. Den 3. august 1947 kunne man i pressen læse om anti-engelske demonstrationer i New York:

På Facaden til Cunard-bygningen, hvor ogsaa det engelske Konsulat har til Huse, var der med mægtige Bogstaver malet anti-engelske sentenser saasom ”Englænderne følger Nazisternes Eksempel” og ”Exodus 1947”; ved siden af var malet en masse Hagekors. (Kristligt Dagblad)

Den 23. august er det også forsidestof i Danmark:

FORGÆVES JØDISKE FORSØG PÅ AT AFVÆRGE JØDERNES TRANSPORT TIL HAMBORG. Jewish  Agency henvender sig til Frankrig, USA og Sovjet, men England har allerede begyndt transporten (skriver Kristeligt Dagblad denne dag)

7. september er det igen forsidestof. Skibene er kommet til Hamborg og Kristeligt Dagblad skriver på forsiden:

SPÆNDING OM JØDERNES LANDGANG TIL MORGEN. De engelske Myndigheder udstedte i gaar pludselig forbud mod, at Journalister overværer Landsætningen i Hamborg Havn

Det er i præcis i de samme uger, at UNSCOPs medlemmer efter opholdet i Palæstina drog til Beirut for at mødes med repræsentanter for de arabiske stater og herpå til Geneve, hvor den skulle udarbejde sin rapport. Den 31. august forelagde kommissionen så sin rapport.

FN vedtager en deling af Palæstina

Alle var enige om at gøre ende på mandatforordningen og derpå gøre Palæstina selvstændigt. Et flertal af repræsentanterne (Fra Canada, Guatemala, Holland, Peru, Sverige, Tjekkoslovakiet og Uruguay) anbefalede en deling af Palæstina, mens mindretallet (Indien, Iran og Jugoslavien) anbefalede oprettelsen af en forbundsstat. Det elvte medlem, Australien, afholdt sig fra at støtte nogle af forslagene.

Den 29.november 1947 stemte FNs generalforsamling så om forslaget og vedtog delingen af Palæstina med 33 stemmer for, 13 imod og 10, der afholdt sig fra at stemme. Mandatet skulle ophøre snarest muligt, og der skulle oprettes en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat og et særligt internationalt styre over Jerusalem – jvf kortet her:

 

FNs delingsplan 29. november 1947. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

FNs delingsplan 29. november 1947

 

De fleste jøder i Palæstina jublede. Golda Meir, medlem af Arbejderpartiet og Israels senere premierminister, fortæller i sine erindringer om jubelen i gaderne, men hun var bekymret for, hvad fremtiden ville vise for araberne meddelte omgående, at de ikke accepterede planen. Og den israelske højrefløj i ”Irgun” afviste også planen: Ingen skulle have lov at dele Eretz Israel – det historiske Israel.

FN delingsplan fører til krig

De næste måneder tegnede til, at det ikke ville blive en fredelig overgang – men krig.

I december 1947 begyndte rekrutteringen af lejetropper i Syrien til en ”Arabisk Befrielseshær”, der fra begyndelsen af januar begyndte at sive ind i Palæstina. Omvendt meldte jøder sig fra hele verden til at deltage i forsvaret for den kommende jødiske stat blandt de mest kendte eksempler i Danmark er den senere overrabbiner Bent Melchior og Politikens sener chefredaktør Herbert Pundik.

England var nu klar over, at dens tid som mandatmagt var forbi, og den 29. april meddelte man, at mandatet ville ophøre den 15. maj 1948. Hvad nu?

Golda Meir skildrer i sine erindringer de jødiske overvejelser i dagene inden. Turde man udråbe en jødisk stat den 14. maj – altså dagen inden englændernes styre ophørte?

Den jødiske stat Israel

Man gjorde det. Den 14.maj om eftermiddagen mødtes det jødiske nationalråd på Kunstmuseet i Tel Aviv og udråbte Staten Israel.

Når der ikke samme dag blev udråbt en arabisk stat i den anden halvdel skyldes det, at araberne jo ikke anerkendte delingsplanen og de arabiske nabostater gjorde i stedet klar til at angribe den israelske stat straks efter midnat, når englænderne var ude.

David Ben-Gurion proklamerer Staten Israel 14. maj 1948. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

David Ben-Gurion proklamerer Staten Israel 14. maj 1948.

The Palestine Post fra søndag den 16. maj 1948. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

The Palestine Post fra søndag den 16. maj 1948.

 

Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1956 – 1948 er under udarbejdelse.