Indholdsfortegnelse
Historie
Israel – ung og ældgammel
Af Otto Rühl
I Danmark lader vi Danmarks historie starte omkring år 950 med Jellingestenen – som vi kalder ”Danmarks Dåbsattest” – som endda er i vores pas.
I Tv-serien Historien om Danmarks var der tre udsendelser om tiden før Gorm den Gamle og Harald Blåtand – ”Stenalder”, ”Metallernes tid” og ”Vikingetiden”.
Intet af dette er politisk problematisk – selvfølgelig boede der folk, i det, der nu er Danmark før Gorm den Gamle – vi er bare tilbage i ”forhistorisk” tid – hvor vi ingen skriftlige kilder har – og derfor i højere grad må støtte os på arkæologiske fund.
Når vi her på israel-info.dk giver informationer om Israels historie, er selv dette med, hvornår historien begynder, kontroversielt. For historien bruges i den grad i nutiden – til at vise den enes eller den andens ret til landet.
I jødisk tradition er der ingen tvivl: Historien begynder med Guds løfte til Abraham om et land, Abrahams vandring til ”Det hellige Land” – patriarkerne Abraham, Isak og Jakob – og Jakobs tolv sønner – stamfædrene til Israels 12 stammer.
Fortællingen om Moses spiller også en så vigtig rolle, at den i årtusinder er fortalt ved den jødiske påskefest. Udvandringen fra Egypten er en kernefortælling – de 40 år i ørkenen, hvor Moses bl.a. får Loven, Toraen, der er hele grundlaget for jødedommen.
Vi begynder dog først fortællingen om Israels historie omkring år 1000 f.v.t.
Baggrunden for dette kan ses på nedenstående billede fra Det jødiske Museum i Ferrara i Norditalien: ”Esodo” betyder ”Exodos” – udvandringen (fra Egypten) – ”Conquista di Canaan” erobringen af Kanaans land – og nedenunder står de to centrale personer i historien: Moses og Josua – Josua som ledte indvandringen i Det hellige Land.
Bemærk: Der er ingen årstal ud for Moses og Josua.
Museet sætter først årstal på, når vi når ned mod år 1000 f.v.t., hvor vi begynder at have skriftlige kilder – nedskrevet langt senere – men vi kan begynde at tale om ”Israels historie”.
Kongetiden
Der stor uenighed blandt historikerne om, hvor meget vi rent faktisk ved om Israel i Kongetiden ca. år 1000-587 f.v.t..
Politikens Verdenshistorie taler klart om et kongevalg kort før år 1000 f.v.t, mens N.P. Lemche afviser, at der er kildemæssigt grundlag for at tale om Davids storrige.
Læs mere om de forskellige historiesyn i: Kilderne til Israels ældste historie
Langt de fleste historikere mener dog, at der er arkæologiske beviser for en indvandring af nye stammer i området i sidste halvdel af det 2. årtusinde f.v.t. – og at disse stammer har sluttet sig sammen omkring år 1000 f.v.t.
Ifølge de skriftlige kilder blev disse stammer trængt af filistrene, folket, der boede ude ved kysten omkring byer som Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron.
Filistrene har været en gruppe blandt de såkaldte havfolk, der som led i en række folkevandringer angreb Egypten under Ramses 3. (1198-1166 f.v.t.).
Dette kan have været grunden til, at nogle grupper sidst i det 11.årh. f.v.t. krævede, at de skulle overtage nabolandenes styreform – at også de skulle have en konge.
Vi har i 1.Samuelsbog i Det gamle Testamente (GT) interessante kilder til dette spørgsmål. Det skinner nemlig her igennem, at der næppe har været enighed om den nye styreform.
I kap. 8, som har én holdning, reagerer Jahve på folkets krav med følgende svar til Dommeren Samuel: “Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, for det er ikke dig, de vrager, men mig, de vrager, som deres konge” (vers 7).
Det er én af de ting, der gør historiebøgerne i Det gamle Testamente vanskelige – hvad skal vi som historikere stille op, når Gud sådan meget direkte griber ind i historien ?
Noget overraskende er holdningen en anden i kap.9 og begyndelsen af kap.10. Her salver dommeren Samuel Saul til konge og spørger: “Har Herren ikke salvet dig til fyrste over sit folk Israel?”
Med salvningen får vi grundlagt hele traditionen om “kongedømmet af Guds nåde” – når danske konger efter enevælden og frem til 1848 salvedes af den ledende biskop, ja, så går der en lige linie tilbage til fortællingen i 1.Samuelsbog.
Hvornår sker dette? Ja, hvis der er tale om historiske forhold, er vi som sagt nok sidst i det 11.årh. f.Kr.. Sauls regeringstid sættes gerne til omkring 1020 -1000 f.v.t..
Ifølge kilderne opfylder Saul dog ikke folkets forventninger. Han vinder godt nok flere krige, men skildres som mere og mere mistroisk og til sidst afløses han af David fra Bethlehem, der i al senere jødisk historieskrivning står som storkongen.
Ifølge GT gjorde David op med fjenderne, filistrene måtte underkaste sig og deres byer skulle fremover betale tribut til Israels konge.
Også Israels øvrige naboer måtte underkaste sig, og David kom til sidst til at herske over et land, der ifølge GT strakte sig fra “Eufrat i nord til Egypten i syd”.
Meget vigtigt er, at David erobrede den sidste af kananæernes faste borge i Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad.
Om dette hører vi i vores næste kilder (4 + 5) – det er denne skildring, der er baggrunden for, at den moderne stat Israel i 1995/96 fejrede “Jerusalems 3000 års jubilæum” – et meget omstridt jubilæum.
Ingen er jo i tvivl om, at byen er ældre – vi hører, at David erobrer en stærk by – beliggende på en klippe.
Derimod er der tvivl om, hvorvidt skildringen i GTs historiske bøger er korrekte – og her har vi ét af de historiske spørgsmål, hvor arkæologerne giver forskelle svar.
Efter David fulgte kong Salomo/Salomon. Han havde regeret sammen med David de sidste år og stod nu som regent over et storrige, der strakte sig fra Det røde Hav til Eufrat.
Hvor David er gået ind i historien som erobrerkongen, der skabte Storisrael og hvis tid – “Davids-tiden” – man siden drømte sig tilbage til, er Salomon gået ind i historien som bygmesteren – det var Salomon, der byggede Det første Tempel.
Man vil derfor ofte se perioden fra David og Salomon og frem til templets ødelæggelse i 587 f.v.t. kaldt “Det første Tempels tid”.
Ifølge GT bygges templet som en bolig for Jahve – nu var israelitterne bofaste, nu skulle deres gud have en prægtig bolig – og i templet placerede man “Pagtens Ark”, den helligdom, man havde haft med sig på vandringen i ørkenen.
Opførelsen af templet har krævet utrolig megen arbejdskraft og kostet en formue.
Om det har været grunden til utilfredsheden med styret, eller det har været modsætninger mellem stammerne, der gjorde sig gældende, kan vi ikke vide med sikkerhed – det korte af det lange er, at den fælles kongetid slutter allerede her – med Salomons død omkring år 935 f.v.t..
Dette år vælges to konger – Rehabeam i den sydligste og mindste del – Juda – Jeroboam i den største og nordligste del, der fik navnet Israel.
Hermed stopper den fælles historie – og vi må se på de to rigers historie hver for sig.
Nordriget Israel
Nordrigets historie (935-722 f.v.t.) led under mange indbyrdes magtkampe, ligesom der var religiøse stridigheder.
Det var jo et problem, at Jerusalem med templet lå i Sydriget – derfor byggede man egne helligsteder – men var det så stadig “Jahve”, man dyrkede? I hvert fald talte de såkaldte profeter vredt om, at man svigtede den oprindelige religion.
Nordriget lå også mere farligt end Sydriget. Hvis du ser på kortet nedenfor, kan du se, at Israel mod nord havde en meget stærk nabo – Assyrerriget.
Assyrerriget erobrede efter år 1000 f.v.t. stadig mere land og i 722 blev også Israel erobret af Assyrerkongen Sargon 2.
Han deporterede befolkningen for at undgå senere oprør, og dermed ophørte Nordrigets eksistens.
Fra da af og indtil 1948 har betegnelsen Israel ikke været brugt om nogen stat, men du vil se, at begrebet af og til bruges om det jødiske folk, patriarken Jakobs (“Israels”) efterkommere.
Sydriget Juda
Judas rige (935-587 f.v.t.) havde fra starten flere fordele.
Hvis du ser på kortet igen, kan du se, at riget lå mere beskyttet – og man havde stadig Jerusalem både som hovedstad og som religiøst centrum med Salomons tempel som stedet, hvor man dyrkede Jahve.
Kongerne var også stadig af Davids slægt.
Alligevel blev Juda også påvirket af naboerne. En overgang var Juda nærmest en assyrisk lydstat.
Ser vi i GTs historiebøger, er det tydeligt, at den af kongerne, der omtales mest positivt, er kong Josias (639-609 f.v.t.). Det skyldes nok, at han en overgang genoprettede Judas selvstændighed.
Men baggrunden er nok i høj grad Assyrerrigets nedgang: Efter i 671 f.v.t. at have erobret Egypten og Babylon, så riget strakte sig “fra Sahara til Iran”, begyndte det sidst i det 600-tallet at gå ned ad bakke.
I 616 f.v.t. var Babylon blevet samlet som stormagt under kaldæeren Nabopolassar, og allerede fire år senere erobrede han sammen med mederkongen Kyaxares´ hær Assyrerrigets hovedstad Ninive.
Assyrerriget var brudt sammen – en ny stormagt trådt frem på scenen: Babylon (se kortet)
Under kong Nebukadnezar den 2 (605-562 f.v.t.) begyndte Babylon nu en erobringspolitik i stil med den, assyrerkongerne havde praktiseret i århundreder.
Det første område, der blev erobret var Syrien og derpå gjorde Nebukadnezar klar til næste store modstander: Ægypten.
To gange – i 601 og 568 f.v.t.. prøvede Nebukadnezar at erobre Ægypten, men uden held – Jerusalem og Juda derimod indtog han i 597 f.v.t.
Juda blev nu lydstat under Babylon, og Nebukadnezar blandede sig kraftigt i Judas indre forhold. Han tog to af Judas konger – Jojakim og Jojakin – til fange, og da kong Sidkija i 587 f.v.t. gjorde oprør mod ham, erobrede han byen, ødelagde templet og førte kongen og en stor del af befolkningen med til Babylon.
På den måde ville Nebukadnezar sikre sig, at Judas indbyggere ikke længere gjorde oprør.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Kongetiden
Det babylonske Fangenskab
Det babylonske Fangenskab 587 – 539 f.v.t. er et vendepunkt i Israels historie.
Det ser man ud fra flere ting: Man gik i de år i gang med at nedskrive alle de mundtlige traditioner – sandsynligvis er Mosebøgerne nedskrevet i disse år på baggrund af den mundtlige overlevering og Det deuteronomistiske historieværk stammer også fra denne periode.
Det var uhyre vigtigt for folket fra Juda at minde sig selv om, at de havde en stolt forhistorie – ja, at det land, de var ført bort fra, havde de engang i tidernes morgen fået af Gud selv – og løftet om land havde han opfyldt også sidst, de var fanger.
Der eksisterede sagn og overleveringer om, at man engang havde været trælle i Ægypten, men at Gud havde henvendt sig til Moses og han havde ført dem ud af Ægypten til “landet, der flød med mælk og honning”.
Men hvis dette var rigtigt – hvis israelitterne virkelig var “Guds udvalgte folk” – hvorfor sad de så nu som trælle i Babylon?
Hvorfor var deres tempel og deres hovedstad blevet ødelagt? Det er klart, at et muligt svar var, at Babylonernes gud Marduk var stærkere.
Vi ser igen og igen folk skifte religion, fordi de opdager, at andre folk klarer sig bedre med deres gud eller guder. Vikingernes skifte til “Hvide Krist” ved middelalderens start er et eksempel herpå.
Det overraskende er, at dette ikke skete for jøderne. Tværtimod begyndte man at gøre sig klart, hvad troen egentlig gik ud på.
I de mange regler og love, man traditionelt havde fulgt, fandt man det nye holdepunkt. Lovene gav man navn efter Moses og Moseloven eller Tora´en blev det nye centrum i jødedommen.
Hvorfor nu jødedommen? Fordi vi hidtil har talt om israelitterne. De stammer, der ifølge traditionen stammede fra Abraham, Isak og Jakob/Israel, som boede i det hellige land.
Men fra nu af og op til i dag har man nu kunnet tilhøre dette folk uden nødvendigvis at bo i det hellige land. Man kunne være jøde, overholde de efterhånden 613 bud om alt lige fra at drengene skulle omskæres til spiseregler og de vigtigste ti bud.
Og svaret på jødernes situation i Babylon?
Ja, det så vi i kilderne fra Kongebøgerne i Det deuteronomistiske Historieværk:
Det var på grund af Herrens vrede, det gik Jerusalem og Juda sådan. Til sidst forstødte han dem fra sit ansigt
2. Kongebog 24,20
Det var altså, fordi man havde svigtet Jahve!
Jahve havde ikke svigtet jøderne. Nej jøderne havde svigtet ham. Denne holdning skinner igennem Det deuteronomistiske historieværk og hos profeten Esajas.
En lærd jøde der forkyndte for folket, at hvis de fremover rettede sig efter Jahves bud og dyrkede Jahve, som skrifterne lærte dem – ja, så var der chancer for, at de kunne vende tilbage til Jerusalem.
Og tilbage til Jerusalem ville langt de fleste. I et digt fra disse år (Salme 137 i “Salmernes Bog”, en samling af salmer i Tanach/GT) – lyder det:
Glemmer jeg dig, Jerusalem, da visne min højre (hånd).
Nogle vil måske kende salmen uden at tænke over det. Det var den, der dannede grundlag for popgruppen “Bonnie M´s” “At the Rivers of Babylon” i 1970´erne!
Jøderne var næppe klar over, hvilken betydning det ville få for dem og deres fremtid, da persernes leder, Kyros, i midten af 550´erne gjorde oprør mod den mediske konge. Medien var nabo til Det babylonske Rige, men hvad kom dette jøderne ved? Det skulle hurtigt vise sig!
I år 550 f.v.t. erobrede Kyros medernes hovedstad. I 546 f.v.t. Lydiens hovedstad Sardes. Dermed strakte Kyros´ Perserrige sig pludseligt fra den Arabiske Havbugt til Ægæerhavet.
Perserriget var nu en trussel mod Babylon.
Samtidig var Perserriget blevet nabo til de græske folk, hvad der i det følgende århundrede skulle få store konsekvenser.
I Babylon var der på dette tidspunkt stor utilfredshed med herskeren, Nabunaid 555-539 f.v.t.. Da Kyros i begyndelsen af 539 f.v.t. angriber rigets centrum, kan han rykke frem uden at møde den store modstand. Den 12. oktober 539 rykkede han ind i selve hovedstaden, Babylon. Et storrige var igen forsvundet. Et nyt ,Perserriget, havde afløst det.
Og nu går profetierne i opfyldelse. Kyros fører en ganske anden politik end de babylonske konger, og han lader derfor jøderne vende hjem til Israel. Dette er baggrunden for, at Kyros – som naturligvis dyrkede de persiske guder – i GT omtales særdeles positivt.
Det er værd at bemærke, at det langt fra var alle jøder, der efter 539 vendte hjem til Israel. En del blev og fra nu af, har vi altså både jøderne i Israel og jøder, der bor andre steder.
I diaspora´en som det blev og stadig kaldes. Ordet kommer fra græsk og betyder adspredelse. Her betyder det altså de jøder, der levede spredt rundt om i verden.
De jøder, der kom hjem, gik som noget af det første i gang med at genopføre templet. Men det var hårde tider, og Det 2. tempel stod først færdigt i 515 f.v.t..
Det har ifølge de beskrivelser, vi har, næppe været så prægtigt som Salomons, der var blevet ødelagt i 587 f.v.t., men det bliver dog hurtigt igen centrum for jødedommen.
Man beholdt dog også de skikke, man havde tillagt sig i Babylon, nemlig at mødes i synagoger, der er en slags forsamlingshuse, hvor man hørte tekster fra det, der nu var jødedommens hellige bøger, og hvor man udlagde disse tekster.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Det babylonske Fangenskab
Hjemkomsten fra Babylon
I det 6. årh. f.v.t .skete der store forandringer i hele Lilleasien.
Fra omkring år 550 f.v.t gjorde perserkongen Kyros sig til herre over hele området frem til Ægæerhavet.
Perserriget grænser nu op mod den græske verden og de græske byer på Ægæerhavets østkyst hører nu under perserne. Det er denne periode, ”historiens fader”, Herodot, skriver om i sit historieværk.
I 539-538 erobrer Kyros derpå Babylon, og herefter strækker Perserriget sig fra Middelhavet til Indusfloden. Hans søn Kambyses indlemmer Middelhavets sidste stormagt Egypten i Perserriget.
Efter Kambyses fulgte Dareios 521-485 f.v.t. Det er ham, der går i gang med at organisere det nye kæmpestore Perserrige, og det er ham, der angriber Athen i 490 f.v.t. og indleder Perserkrigene.
Årsagen var, at Athen havde støttet en af de græske byer på Ægæerhavets østkyst, Milet, der havde gjort oprør mod Persernes undertrykkelse. Dareios ødelægger Milet i 494 f.v.t og sender indbyggerne i fangenskab til Babylon.
Da Kyros i 539-538 havde erobret Babylon, havde han ladet de jødiske fanger vende tilbage til Israel – se kilde 9 – og genopbygningen af Jerusalem og Templet tager nu fat.
Men som det fremgår af kortet, bliver der ikke genetableret en jødisk stat. Juda, som Sydriget jo var blevet kaldt, genopstår som en persisk provins med Jerusalem som hovedstad og religiøst centrum.
Læg mærke til i kilde 9 fra Ezras Bog, en del af det tidligere nævnte Kronistiske Historieværk, at Kyros taler om, at Gud har givet ham ordrer til at genopbygge hans Tempel i Jerusalem. Det er det, der nu er det centrale at få genopbygget Templet og få jøderne til at følge Moseloven.
Ifølge de historiske bøger var det jo på grund af frafald, de var blevet sendt i eksil. Nu gjaldt det om at følge Loven. Vi hører i Nehemias´ Bog kap. 8, at Ezra læser Loven op for folket i Jerusalem og de genoptager de religiøse fester . f.eks. Løvhyttefesten:
Da de nærlæste Loven, fandt de ud af, at Gud gennem Moses havde givet ordre til, at israelitterne skulle bo i hytter lavet af blade under den fest, de kaldte løvhyttefesten
Vores kendskab til Judæa de næste 150 år er ikke stort. Perserriget er fortsat stormagten også efter nederlaget til Athen i slaget i Salamis-bugten i 480 f.v.t. og slaget ved Plalæa i 479 f.v.t., der indledte Athens storhedstid.
Vi har en langt senere kilde – historikeren Flavius Josefus, der sidst i det første århundrede e.v.t. skriver sit 20-binds værk Jødiske Antikviteter ( Ἰουδαϊκὴ ἀρχαιολογία).
I hans 11. bog skriver han om tiden ”Fra Kyros´ første år til Alexander den Stores død”. Han bygger i denne bog meget på Ezras og Nehemias´ bøger og så historien om Esther, der under Ahasverus hindrer et massedrab på jøderne, som kongens medarbejder Haman planlagde, som er skildret i Esthers Bog i Det Gamle Testamente.
Alexander den Store
Athens storhedstid sluttede kort før år 400 f.v.t.. og der var ingen af de andre græske bystater, der kunne overtale pladsen.
Fra midten af 300-tallet melder der sig en ny magt, Makedonien. I modsætning til de græske bystater var Makedonien et monarki og kongen fra 359 f.v.t., Filip 2. fik frem mod 338 f.v.t. samlet alle de græske bystater under sit herredømme.
To år senere blev han dræbt, og sønnen Alexander (den Store) overtager tronen. Alexander starter i 334 f.v.t. et felttog, der kommer til at vare resten af hans liv. Allerede to år efter har han underlagt sig Lilleasien og i 332 Syrien og Egypten. I Egypten bliver han som faraoerne dyrket som guddommelig.
Josefus har i ”Jødiske Antikviteter” (11. bog kap. 8) en fortælling om, at Alexander den store skal have besøgt Templet i Jerusalem på vej mod Egypten. Vores hovedkilde til den næste periode, Makkabæerbøgerne kender ikke historien. Det gør den græske filosof og historiker Arrian fra det 2. årh. e.v.t. heller ikke. Arrian, der kunne bruge flere samtidige kilder, er vores hovedkilde til Alexanders felttog.
Alexanders besøg i Templet har siden været omdiskuteret blandt historikere, og der er ikke enighed om, hvorvidt besøget virkelig fandt sted.
Alexander fortsatte østpå og besejrer Perserkongen Dareios. Han lader sig hylde som Asiens konge. Siden rykker han mod Indien, men da hans tropper gør oprør, fordi de ikke vil med længere, vender han modvilligt om og dør 323 f.v.t. af malaria i Babylon.
Judæa i den hellenistiske tid
Efter Alexander den Stores død falder hans rige hurtigt fra hinanden. Hans nærmeste hjælpere, de førende generaler, kom i langvarig indbyrdes strid om magten og ud af de næsten 40 års kampe, får vi omkring år 280 f.v.t. tre nye kongeriger, Makedonien, Syrien – Seleukidernes Rige – og Egypten, der også er kendt som Ptolemæernes Rige.
For Israels historie er de to sidstnævnte af meget stor betydning. I Egypten var Alexanders general Ptolemæus 1. blevet statsholder og senere konge, og hans slægt Ptolemæerne sad til og med Dronning Cleopatra, der begik selvmord i år 30 f.v.t..
I Syrien var det Alexanders general Seleukos og hans efterfølgere Seleukiderne, der havde magten.
Begge magter blev en del af det vi kalder den hellenistiske verden. Det var faktisk lykkedes Alexander at sprede en græsk-inspireret kultur ud over det store rige, han havde samlet og den hellenistiske kultur fortsatte i de tre riger, der fulgte.
Vi vil altså se, at også jøderne i Israel og andre steder blev stærkt påvirket af denne kultur og måske mest i den by, Alexander selv havde grundlagt i Egypten, Alexandria.
Alexander havde opfordret jøder til at slå sig ned i nogle af de byer, han havde grundlagt og efter ca. halvtreds år, var jøderne i Alexandria så påvirket af det græske sprog, at der opstod et behov for at oversætte den jødiske bibel Tanach til græsk.
Ifølge traditionen var der 72 lærde jødiske mænd, der oversatte Tanach og oversættelsen kaldes Septuaginta, der er latin og betyder hvalfjerds.
Judæa var frem til 198 f.v.t. under Ptolemæerne i Egypten, men blev det år erobret af Antiochus 3. den Store, der var konge i Syrien 222-187 f.v.t..
Det er under hans søn Antiochus 4. Epifanes, som forfatteren til 1. Makkabæerbog kalder ”et syndigt rodskud”, at det går galt.
Vi får nu et kulturelt sammenstød mellem jøder, der fastholder traditionerne og jøder, der er påvirkede af nu mere end hundrede års hellenistisk indflydelse og vil leve som alle andre i Seleukide-riget.
Når Makkabæerbøgerne kalder det at ”slutte pagt med hedningerne”, så er vi jo ikke i tvivl om, hvordan han ser på forslaget om at assimilere sig, for at bruge et moderne udtryk.
Antiochus starter i 170 f.v.t. et felttog mod Egypten og prøver igen i 168 f.v.t. at erobre naboriget men stoppes af Middelhavets ny stormagt – Romerriget.
På vejen hjem erobrer han Jerusalem, plyndrer Templet og prøver at tvinge jøderne til at følge de græske skikke og den græske religion.
Dette medfører et oprør under ledelse af præsten Mattathias og hans søn Judas – kaldet Makkabæeren.
Det lykkedes dem at erobre magten, og i en selvstændighedsperiode på omkring hundrede år blev tempeltjenesten igen renset for den udenlandske indflydelse.
Det er i forbindelse med denne renselse miraklet med olien til lamperne sker – som jøder også i dag fejrer under Chanukka-festen i december måned.
Tiden var præget af indre splid og førte til sidst til, at den romerske hærfører Pompejus i år 63 f.v.t. lagde landet ind under Romerriget.
Makkabæerne står i det moderne Israel som helte og har givet navn til rigtig mange sportsklubber – og sågar en israelsk øl.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Tiden efter eksilet
Se også: Tidstavlen til Israels historie
Israel under Romerriget
Israel blev eroberet af Romerriget i 63 f.v.t. og helt frem til 135 e.v.t.. Byen Rom havde frem mod 266 f.v.t. erobret hele Italien og i årene frem til 133 f.v.t. store dele af Middelhavsområdet.
I første halvdel af det 1. årh f.v.t. kæmpede først den romerske feltherre Sulla og senere Pompejus mod øst i Lilleasien og ved kampenes slutning i år 63 f.v.t. oprettede Pompejus to nye romerske provinser, Pontus (det nordlige Lilleasien) og Syrien, hvortil Israel hørte.
Hvis man kender Lukas´ fortælling om Jesu fødsel, der taler om en folketælling, vil man vide, at ”det var den første folketælling, der blev holdt mens Kvirinius var guvernør i Syrien”. Israel var altså en del af denne provins.
Romerne ville have ro og derfor brugte de tit en styreform, hvor der var en vis form for selvstyre. I Judæa valgte Cæsar idumæeren Antipater til lokal leder. Idumæa var et område syd for Judæa.
Antipaters søn Herodes blev fra 37-4 f.v.t. romersk ”lydkonge”, d.v.s. han styrer Israel på vegne af romerne. For at legitimere sin magt giftede Herodes sig med Mariamme, der var en del af den Makkabæerslægten, der siden oprøret i 170-erne f.v.t. havde styret Israel som konger og ypperstepræster – han dræbte hende dog i år 29 f.v.t..
Herodes som romersk lydkonge
Herodes (37-4 f.v.t.) er kendt som Judæas store bygherre – det var under ham, Det 2.Tempel bliver udvidet og udbygget til det, der senere står som billedet af Det 2.Tempel.
Herodes byggede også en imponerende fæstning ved Det døde Hav, et vinterpalads ved Jeriko, havnen Caesarea ved Middelhavet og den imponerende fæstning, Masada, ved Det døde Hav.
I Jerusalem byggede han Antoniaborgen for at beskytte Templet og Tempelpladsen og endelig byggede han Herodion i nærheden af Bethlehem, hvor nogle forskere mener, han blev begravet.
Herodes var en dygtig diplomat
Under den romerske borgerkrig, efter at samarbejdet mellem Marcus Antonius og Octavian er brudt sammen, holder han først med Antonius og dennes elskerinde Cleopatra.
Det var ikke overraskende, da Antonius i magtdelingen havde fået den østlige del af Romerriget. Men da Antonius lider nederlag i søslaget ved Actium i 31 f.v.t. og Antonius og Kleopatra har begået selvmord, iler han til Rom.
I Rom sværger Herodes troskab mod Octavian. Der senere til Augustus, der ofte bliver omtalt, som den første kejser, ledede Romerriget 31 f.v.t. til 14 e.v.t.
Herodes synes at have været utrolig bange for at miste sin magt. Ifølge historikeren Josefus udrydder han alle konkurrenter – incl. flere af sine egne børn. Dette kan være baggrunden for den historie, evangelisten Mathæus langt senere fortæller om barnemordet i Betlehem – som ikke optræder nogen andre steder.
Da Herodes den Store døde, udbrød der et oprør, som blev slået ned af den romerske statholder i Syrien, Varus. Derefter blev landet delt mellem tre af Herodes´ sønner:
- Akkelaos fik Judæa, Samaria og Idumæa
- Herodes Antipas Galilæa og Østjordanlandet
- Filip egnene nordøst for Galilæa.
Judæa under romersk styre
Allerede i år 6 e.v.t. blev Arkalaos afsat og herefter blev Judæa, Samaria og Idumæa underlagt en romersk landshøvding.
Det vil altså sige, at Judæa med Jerusalem nu er under direkte romersk styre, mens Galilæa fortsatte under Herodes Antipas frem til år 39 e.v.t, hvor han forsøgte at blive konge og herefter blev landsforvist. Rollen for disse små konger var jo blot at være trofaste undersåtter af kejseren og så styre de indre forhold.
På nogle områder kan Det nye Testamente fint kan fungere som historisk kilde. F.eks. ser vi meget tydeligt i de tre ældste evangelier, at dette med at betale skat til romerne var kontroversielt.
I alle tre har vi fortællingen om, at farisæerne spørger Jesus, om det er tilladt gudfrygtige jøder at betale skat til kejseren eller ej. Jesus beder dem derpå om at kigge på en sølvmønt, selve beskatningsmidlet, og fortælle ham, hvis portræt og navn der er fremstillet på mønten, nemlig den romerske kejsers. Og derpå siger han til dem:
“Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”
Matth. 22,15-22 med parallelstederne Mark. 12,13-17 og Luk. 20,20-26
Det er jo også dette, der er baggrunden for, at ”tolderne” er utrolig upopulære på dette tidspunkt – de opkrævede jo skatter for besættelsesmagten, romerne.
Vi kender navnene på flere af de romerske ”guvernører ”eller statholdere i Judæa – først og fremmest Pontius Pilatus, der havde embedet fra ca. 26 – 36, altså under kejser Tiberius (14-39).
Det var under hans styre, Jesus fra Nazareth ifølge både evangelierne og den romerske historikere Tacitus blev henrettet
Det jødiske Oprør
Alle kilder taler om en stigende utilfredshed med det romerske styre og der er enighed om, at oprøret, der endte med at blive så katastrofalt, startede under Kejser Nero og den romerske landshøvding Gessius Florus i år 66.
Vi kan følge krigens gang nærmest dag for dag takket være den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus, men også hos de romerske historikere Sueton og Tacitus findes flere oplysninger om det jødiske oprør 66-70 e.v.t..
Josefus påstår i sit værk, skrevet efter krigen, at han advarede meget imod at gøre oprør. Trods advarslerne bliver dog øverstkommanderende for nordfronten i Galilæa og tages her til fange af den romerske general Vespasian.
Resten af krigen tilbringer han på romersk side. Først med Vespasian, derpå med sønnen Titus, som overtager krigsførelsen, da faderen bliver kejser i Rom.
Situationen er nemlig den, at da Nero dør i år 68 udbryder der krig om arvefølgen. Nero var sidste kejser af det julisk-claudiske dynasti – den slægt, der havde regeret Rom siden Cæsar og Augustus.
Nu blev der strid om, hvem der skulle efterfølge Nero. Efter tre kejsere, der kun sad nogle måneder, ender det med, at Vespasian, der var i gang med at bekæmpe det jødiske oprør, blev kejser i år 69 og indledte perioden med det flaviske dynasti.
Kejser Vespasian
I år 70 belejres Jerusalem og i august måned sker katastrofen. Oprørernes sidste holdepunkt Tempelpladsen erobres og Det 2.Tempel ødelægges. Kun en lille rest af muren omkring Tempelpladsen står tilbage – Vestmuren eller Grædemuren.
Josefus gør meget ud af, at Templets ødelæggelse sker mod Titus´ vilje. Vi skal huske, at Josefus, da han skriver, er i Titus´ tjeneste.
Titus får efter sejren opført en triumfbue i Rom, der er en meget vigtig kilde til erobringen, idet reliefferne viser, hvordan krigsbyttet føres gennem Rom.
Vi ved derfor helt sikkert ved, at der i Templet har stået en syvarmet lysestage – en Menorah. Vi har også mønter, hvor kejser Vespasian fejrer sønnens sejr i Judae.
Krigsbyttet fra Templet i Jerusalem – herunder Menorah´en:
Det besejrede Judaea – romersk mønt fra Vespasians regering:
Det er vigtigt at understrege, at den romerske nedkæmpelse af oprøret i Jerusalem i år 70 ikke var helt slut. En gruppe oprørere havde forskanset sig på Herodes den Stores fæstning Massada ved Det døde Hav.
Josefus har også en skildring af denne belejring og dets tragiske endeligt: Romerne får ved hjælp af jødiske krigsfanger bygget en rampe op til fæstningen over fra vest og i år 73 lykkes det at indtage fæstningen.
Alle beboerne med ganske få undtagelser har forinden begået selvmord . En begivenhed, som vi dels hører om hos Josefus, men hvor vi også har arkæologiske kilder nemlig brikker med navne fra en lodtrækning, som Josefus taler om.
Massada en omdiskuteret begivenhed
Begivenheden har siden været særdeles omdiskuteret: Nogle lægger vægt på, at selvmord er stærkt fordømt i jødedommen, andre lægger vægt på, at man valgte at dø som frie mennesker og ikke som romerske slaver.
Enhver, der har besøgt stedet, vil kende mottoet ”Masada shall never fall again” – Masada skal aldrig falde igen – det moderne Israel vil også kæmpe til sidste mand.
Det var nu romerne, der 100 % styrede området. Der var intet Tempel, og Jerusalem lå øde hen. Først under kejser Hadrian skete der noget.Han gik i gang med at genopbygge Jerusalem – nu med navnet Aelia Capitolina .
Jødernes Judæa blev til romernes Palæstina
Da Hadrian omkring år 130 lod bygge et Jupitertempel på Tempelpladsen i Jerusalem, udbrød der et nyt jødisk oprør – Bar Kochba-opstanden, der varede fra ca. 132-135.
Efter nedkæmpelsen af opstanden blev alle jøder fordrevet fra Judæa og romerne gav landet et nyt navn: Palæstina.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Israel under Romerriget
Palæstina 135 til 1100
Den første arabiske periode 638-1099. I løbet af 620´erne var der sket store omvæltninger syd for Det byzantinske Rige.
I Mekka havde den arabiske købmand og karavanefører Muhammed fra omkring 610 haft den oplevelse, at Gud talte til ham. Han var ikke i tvivl om, hvilken Gud det var – fra sine rejser i det nordligste Arabien kendte han til både jødernes og de kristnes tro på den ene Gud. Så Muhammed begyndte at prøve at overbevise de andre borgere i Mekka om, at der kun eksisterede én almægtig gud, nemlig Gud – på arabisk ”Allah”.
Ifølge traditionen fik han de første 12 år kun 70 tilhængere, men i 622 fik han fra byen længere nordpå et tilbud om at komme til Medina, hvorfra hans mor, Aminah stammede. I Medina lå de 11 stammer, heraf 3 jødiske, ofte i strid, så Muhammed skulle være en slags mægler.
Muhammed drog derfor til Medina – begivenheden kaldes i islam ”Hidjra”, der betyder udvandringen, og den har i islam en så afgørende betydning, at den islamiske tidsregning begynder på den dag, Muhammed drog af sted, nemlig den 16. juli 622, som altså er år 1 i islam.
Bemærk: Muslimer bruger som jøderne en månekalender – månederne følger som i jødedommen nymånen – men i modsætning til jødedommen bruger islam ikke ”skudmåneder” – fester som Ramadanen flytter sig derfor i forhold til den kristne kalender, da året er ca. 11 dage kortere.
De følgende ti år underlægger Muhammed sig nu hele den arabiske halvø – i 630 erobrer han også Mekka – og vender tilbage på en pilgrimsrejse til Kabaen – en gammel arabisk helligdom i byen. Han rydder den for gudebilleder og gør den til centrum for tilbedelsen af den ene Gud.
Muhammed død år 632
Muhammed dør år 632 og der opstår stridigheder om ”arvefølgen”.
En strid, der den i dag har følger, idet islam splittes mellem sunnier og shiíter. Men i første omgang ender de med de 4 såkaldte ”retledede” kaliffer, der alle havde været blandt Muhammeds første tilhængere og havde nære familiebånd til ham – stærkest Ali, Muhammeds fætter, hvis tilhængere – shiat Ali – Alis parti – er starten på den shiitiske retning indenfor islam.
For Israel/Palæstina er den 3. kalif – Umar (634-644) – afgørende. På 7 år erobrede hans hære Iran, Syrien og Egypten. Historisk er årsagen i høj grad, at områdets to hidtidige stormagter – Det byzantinske Rige og Persien (Iran) havde slidt hinanden op i en langvarig krig i årene inden. Der var altså ingen stormagt, der kunne stoppe ham.
I 638 erobrer han Jerusalem – en by ladet med religiøse følelser – jødedommens centrum fra omkring år 1000 f.v.t. – også efter byens og templets ødelæggelse i år 70 e.v.t – og fra omkring år 30 også kristendommens – der var her, Jesus var korsfæstet under den romerske statholder Pilatus, men også her han ifølge sine tilhængere var opstået efter tre dage og efter 40 dage opfaret til himmelen.
Hvad gør så islam?
Jo – muslimerne prøver fra første øjeblik at forbinde islam og Jerusalem. På én måde er det nemt – for islam er det jo samme Gud alle tre monoteistiske religioner taler om – i Koranen optræder mange af historierne fra Tanach/Det gamle Testamente – jødernes stamfader bliver derfor også muslimernes – Abraham/Ibrahim – dog via den førstefødte – Ismael – og ikke via hustruen Saras søn, Isak.
Men hurtigt opstår endnu en forbindelse:
I de mange fortællinger om Muhammed, samlet i Hadith-samlingerne, har vi flere fortællinger om en natlig rejse til Jerusalem.
Ærkeenglen Gabriel fører en nat Muhammed på et helt specielt ridedyr – ”Buraq” – til Jerusalem, hvor han møder de andre profeter, der klart accepterer ham som bønneleder – imam. Fortællingen kobles senere sammen med andre fortællinger om Muhammeds himmelfærd – det vigtigste her er dog, at såvel Abraham og Moses som Jesus anerkender Muhammed som imam – jøder og kristne burde altså gøre det samme – og Muhammed har også selv været i Jerusalem – ja, ifølge senere traditioner er han oven i købet faret til himmelen herfra, inden han tager tilbage til Mekka, hvor mange ifølge de muslimske traditioner nu falder fra – ”Det er jo umuligt. Det tager en karavane en måned at drage til Syrien og en måned at komme hjem igen. Kan Muhammed virkelig rejse frem og tilbage på én nat? Og mange af dem, der allerede havde omvendt sig, faldt igen fra troen.” (Ibn Ishaqs biografi om Muhammed fra det 8.årh.)
Da Kaliffen Umar (Umar 1. ibn al-Khattab) havde erobret Jerusalem i 638, tilbad han stamfaderen Abraham/Ibrahim oppe på Tempelpladsen, hvor også Islam lærer, at Abraham havde skullet ofre sin søn – i islam dog Ismael. Herpå lod han bygge en moské af træ.
Klippemoskéen i Jerusalem
Da den 4. af de retledede kaliffer, Ali, dør i 661 overtager Ummajadeslægten magten og flytter hovedstaden til Damaskus.
Den 5. kalif af Ummajadeslægten, Abd al-Malik gik nu 690-92 i gang med at opføre en større helligdom på Tempelpladsen – Qubbat al-Sakhra –(eller ‘klippekuplen’), somme tider også kaldt Umarmoskeen, fordi det jo er Umar, der byggede den første helligdom.
Stedet forbindes nu både med Abraham/Ibrahims ofring af Ismael – men også med historien om Muhammeds natlige tur til Jerusalem. Og den blev nu efter Mekka og Medina Islams tredje vigtigste helligdom.
Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem
Men Klippekuplen er jo ikke en moské til bl.a. fredagsbøn – og Abd al-Malik bygger også en ”rigtig” måske på Tempelpladsen – Al Aqsa Moskeen – Masjid al-Aqsa.
Den store syvskibede bygning med arkader og en blytækket kuppel over mihraben (bederetningen mod Mekka) rummer bl.a. udskårne træpaneler fra 700-tallet. Og stod i sin nuværende form færdig omkring 1035.
Islams spredning fra 632
Da den 4. kalif, Ali, dør strækker Det arabiske Rige sig i øst næsten til Indien og i vest til Tunesien.
Under de efterfølgende kaliffer – Ummajaderne – nåede riget sin største udstrækning i vest, da hele Spanien var erobret og de arabiske hære i hundredåret for Muhammeds død var trængt helt op i nærheden af Paris, men standsedes af Karl Mantel i slaget ved Poitiers.
Flere kalifater
Efter Ummajaderne fulgte Abbasiderne med hovedstad i Bagdad, men ummajaderne fortsatte med deres eget kalifat i Spanien, ligesom Bagdad-kalifatet måtte acceptere andre rivaler.
I denne periode af den arabiske historie er der i perioder stor tolerance overfor jøder og kristne – da begge grupper jo ifølge islam tilhører ”Bogens Folk” – Moses og Jesus havde jo også som profeter fået ”Bogen” – altså Koranen.
Men da de i modsætning til Muhammed ikke selv havde skrevet eller fået skrevet teksten ned, var der opstået mange misforståelser, da man senere i Toraen skrev Moses´ fortællinger ned og i evangelierne Jesu budskab. For islam er det altså ikke Muhammed, der har misforstået nogle af de fortællinger fra Tanach/Det gamle Testamente eller fra Det nye Testamente, han hørte på sine handelsrejser mod Syrien – nej ifølge islam er Koranen den oprindelige Bog, der altid har eksisteret.
Jøder og kristne under Islam
Men jøder og kristne var ”andenrangsborgere”.
Der var rettigheder, de ikke havde og omvendt skatter, som kun de skulle betale. For jøderne var det muslimske styre dog generelt mere tolerant – her led de ikke over de kristnes beskyldninger om ikke at have taget imod Messias, da han kom – men oven i købet – beskyldte de kristne dem for – slået ham ihjel.
Og der var selvfølgelig stadig jøder og kristne i det hellige land, selvom mange var gået over til islam. Og ifølge den beretning, en muslimsk digter og filosof, Nasir-i-Khusraw, skrev om et besøg i 1047, kom der ”fra alle græske områder og fra alle andre lande også kristne og jøder til Jerusalem i stort antal for at besøge ”Opstandelseskirken” og synagogen”.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Den første arabiske periode 638-1099
Palæstina – Korstogene 1095-1299
Baggrunden for korstogene har været diskuteret i århundreder. Der er næppe tvivl om, at den romersk-katolske kirke efter bruddet med de ortodokse kirker i 1054 har følt behov for at markere sig som den eneste sande kirke.
Der var en magtkamp mellem kejser og pave (investiturstriden) – kunne denne løses ved et samarbejde om korstog? Og var erobringen af Det hellige Land også svaret på de mange småkampe mellem fyrstesønner i Europa – kunne yngre brødre få land dér.
Endelig peger nogle historikere på, at korstogene jo kom som en reaktion på de sidste fire århundreders arabiske erobringer i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien – nu skulle der slås tilbage.
Ofte regnes Pave Urban den .2.’s tale fra 1095 som startsignalet (se kilde 23), hvor han appellerede til indbyggerne i det kristne Europa om at drage ned og befri de kristne, hellige steder.
Kongedømmet Jerusalem
Året efter drog det første korstog af sted og via Konstantinopel nærmere man sig Det hellige Land.
I efteråret 1097 nåede hæren frem til den vigtige havneby Antiokia i det nordlige Syrien, der blev erobret efter syv måneders belejring. Og i sommeren 1099 ankom korsfarerhæren til Jerusalem.
Efter en måned belejring blev Jerusalem indtaget midt i juli 1099, og et frygteligt blodbad brød løs. Muslimer og jøder blev skånselsløst nedslagtet og alt blev plyndret. Vi har en samtidig kristen kilde, der slutter:
Ingen har før eller siden hørt om eller set et sådant slagteri af hedninger, for begravelsesbålene lignede pyramider – undtaget Gud alene (se kilde 24).
Den erobrede by blev nu omdannet til Kongedømmet Jerusalem.
Gravkirken på kristne hænder
Godefroy af Bouillon blev valgt som den første regent. Han mente, at det jo var Jesus Kristus, der var den sande konge og fik derfor titlen ”advocatus sancti sepulchri ”, Den Hellige Gravs forsvarer. Det var jo det vigtigste. Gravkirken var nu igen på kristne hænder.
Hans bror Baudouin 1. efterfulgte ham ved hans død året efter, og han lod sig hylde som ”Konge af Jerusalem”. Han gjorde Al Aksa-moskeen til kongeligt palads og satte et kors på toppen af Klippehelligdommen, som herefter blev kaldt ”Templum Domino” , Herrens Tempel.
Kongeriget Jerusalem havde fra starten problemer. Det var svært at få forsyninger til hæren af mænd, der havde erobret byen. Hvordan skulle riget regeres?
Baudouin døde allerede i 1118 og blev efterfulgt af sin fætter, Baudouin 2., der 1131 efterfølges af sin datter Melisende. Hun regerede først med Fulko 5., greve af Anjou og fra 1143 med sønnen Baldouin 3. (1143-1163).
Hovedstad flytter til Akko
Byen Jerusalem erobredes af Syriens hersker, den kurdiske sultan Saladin, i 1187. Det var ifølge flere kilder en noget mindre blodig affære (se kilde 25) Og hermed startede den 2.arabiske periode – 1187 – 1517.
Efter Jerusalems fald i 1187 blev Kongeriget Jerusalems hovedstad flyttet til Akko, hvor den forblev indtil 1291.
Men i denne periode var kongeembedet ofte bare en formel titel, som blev holdt af en europæisk hersker, der aldrig faktisk boede i Akko.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Korstogene
Palæstina 135 til 1948
Den anden arabiske periode 1187/1291 – 1517
Perioden efter korsfarerne og frem til Det osmanniske Riges erobring af Jerusalem i 1517 er svær at sætte under én overskrift. Med udtrykket ”den anden arabiske periode” slår man blot fast, at nu var korsfarertiden forbi – endegyldigt med Akkos fald i 1291.
Mamelukkernes tid
Men der ”genopstår” ikke et Palæstina – området er nu blot igen under arabisk eller snarere ægyptisk overherredømme – ofte omtalt som ”Mamelukkernes” tid, fordi det er denne gruppe af frigivne slaver – eller efterkommere af frigivne slaver – der hersker over området – i perioder som vist på kortet både Ægypten og Syrien.
Jerusalem spiller stadig en vigtig rolle. Vi ser det under sultanen Nasir Muhammed – den niende sultan af Bahri-dynastiet, som regerede 1293-1294, 1299-1309 og 1310-1341.
Brutale magtkampe
Hele perioden er præget af brutale magtkampe – derfor er der perioder, hvor andre tog magten.
Nazir, der også kaldte sig ”Sultan al-Quds” – altså sultan over al-Quds – det arabiske navn for Jerusalem, besøgte i 1317 byen og gik straks i gang med at restaurere Tempelbjerget og gaderne omkring det.
De kaukasiske sultaner
I perioden fra 1250 til 1382 var det Bahri-dynastiet, der regerede over området – først i 1382 kommer Burji-dynastiet til, der sad helt frem til Osmannernes erobring i 1517.
De kaldes også ”de kaukasiske sultaner”, fordi de første sultaten har rødder til Kaukasus.
Den osmanniske erobring af Jerusalem
Denne side er ikke en komplet verdenshistorie – men to vigtige begivenheder må nævnes her, fordi de får betydning for Israels senere historie:
I 1453 erobrede den tyrkiske sultan Mehmet 2. Konstantinopel – den sidste rest af Det Byzantiske Rige.
Mamelukkerne havde hermed fået en mægtig nabo mod nord, der i 1517 erobrede Jerusalem og startede en helt ny periode – den osmanniske eller tyrkiske.
Muslimerne må forlade Spanien
Og i 1492 erobrede de spanske regenter Ferdinand og Isabella den sidste muslimske bastion i Spanien, hvor det fik voldsomme konsekvenser for de spanske – sefardiske – jøder.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Den anden arabiske periode 1250 – 1517
Den osmanniske periode 1517 til 1917
Den osmanniske periode fra 1517 til 1917. Efter Mamelukkerne fulgte Osmannerne: Omkring år 1300 var der under Osman 1 (1258-1326) – opstået et mindre tyrkisk rige, der de følgende århundreder voksede og voksede.
I 1453 havde osmannerne erobret den sidste rest af Det byzantinske Rige – byen Konstantinopel – som de herefter kaldte Istanbul – og i 1517 erobrede sultanen Selim 1. Jerusalem, senere Egypten og de hellige byer Mekka og Medina
Selim 1. døde i 1520 og efterfulgtes af sønnen Süleiman den Prægtige, der regerede fra 1520-1566. Og det er i høj grad ham, der er forbundet med Jerusalem, selvom han aldrig selv kom til byen. Han satte nemlig gang i en storstilet genopbygning, og murene omkring den gamle by er fra hans tid.
Sefardiske jøder fra Spanien og Portugal
Disse år er også interessante af en anden grund: I 1492 havde jøderne i Spanien og siden også i Portugal fået valget mellem at konvertere til katolicismen eller at udvandre.
De fleste valgte det sidste – men hvor skulle man drage hen? Mange drog til Det osmanniske Rige, som i store perioder viste stor tolerance overfor ”Bogens Folk” – jøder og kristne – således blev Thessaloniki, Konstantinopel/Istanbul og Jerusalem nye centre for disse sefardiske – spanske – jøder
Süleimans erobringer stoppede ikke med Mellemøsten.
I Europa erobredes nu hele Balkan og i slaget ved Mohács i 1526 erobrede han Ungarn. Tre år senere stod hans hær foran Wiens porte, men belejringen ophørte på grund af vinteren. De næste mere end 150 år var Det osmanniske Rige dog fortsat en trussel mod Det habsburgske Rige, og så sent som i 1683 stod en tyrkisk hær igen foran Wiens porte.
Freden i Karlowitz
Efter dette andet angreb sluttede Østrig og Det osmanniske Rige fred i Karlowitz i 1699.
Den har stor interesse for Europas historie – fra nu af var Osmannerne trængt i defensiven og grundlaget for Østrigs status som stormagt fastslået.
Men også for Mellemøsten fik freden betydning: Stormagterne fik ifølge aftalen lov til at beskytte de kristne i Jerusalem – en bestemmelse, der for alvor får betydning i 1800-tallet, efter at også Rusland ved freden i Küçük Kaynarca i 1774 havde fået Det osmanniske Rige til at anerkende sig som beskytter af de ortodokse kristne i Palæstina.
1799 får vi det første vestlige forsøg på ligefrem at få fodfæste i landet. Napoleon går i land i Egypten rykker i 1799 frem gennem Palæstinas kystland – erobrer Yafo – men bliver standset af en tyrkisk hær uden for den gamle korsfarerfæstning Akko, hjulpet af en engelsk flådestyrke, idet englænderne bestemt ikke ønsker at overlade Mellemøsten til franske interesser.
Osmannerne taber terræn
1800-talllet præges af Det osmanniske Riges svaghed og tilbagegang. På Balkan sker det i flere omgange. Serberne gør oprør allerede i 1804, grækerne i 1821. Men også hele Nordafrika tabes – Frankrig sidder i 1914 på Algeriet og Tunesien, Italien på Libyen, England på Egypten.
Men også i det arabiske område mistede Det osmanniske Rige indflydelse. Frankrig blandede sig meget i forholdene i Libanon, idet man anså sig for beskytter af de kristne i området. Og også ”det hellige Land” bliver genstand for større og større interesse fra stormagternes side.
Først skulle man dog igennem den albanske periode.
Den albanske periode
I Egypten havde den albanske soldat Muhammed Ali Pasha (1769-1849) fået større og større magt. I 1805 gjorde sultanen i Istanbul ham til vicekonge/vali af Egypten. I 1831 erobrede han Syrien og det meste af Tyrkiet, hvad der fik sultanen til også at give ham Arabien, hvorefter han gjorde sin søn Ibrahim (1789-1848) til guvernør over Syrien – incl. Det hellige Land.
Dette tabte Ibrahim Pasha dog igen i 1840, hvor Sultanen i Istanbul med hjælp fra både Østrig og Storbritannien generobrede landet. Man han fortsatte som vicekonge i Egypten til sin død i 1849 og fik oven i købet garanti for, at hans efterkommere ville arve magten, så det er hans slægt, der sidder om konger i Egypten frem til revolutionen i 1952.
Men vi går nu ind i en periode, hvor stormagterne i højere og højere grad blander sig i forholdene i Palæstina – og det af flere grunde.
Storbritannien tager magten i Egypten
I 1869 var Suez-kanalen blevet indviet, og i 1875 havde englænderne købt den egyptiske part af Kanalselskabet, der var et fransk-egyptisk foretagende. 1882 sætter Storbritannien sig på magten i Egypten, der dog frem til 1914 på papiret stadig er en del af Det osmanniske Rige. Men området på den anden side af Sinaihalvøen er nu interessant af strategiske grunde for Storbritannien.
Men der er stadig også den religiøse interesse for området. Den amerikanske historiker Barbara W. Tuchman har skrevet en bog kaldet ”Bible and Sword – How the British came to Palestine” (1956), hvor hun viser, hvordan Palæstina, der på dette tidspunkt blot er en del af det resterende Osmanniske Rige – for mange engelske politikere og andre i stadig højere grad var ”Bibelens Land”, som man som kristne havde et ansvar for og kunne involvere sig i.
Men også jøder i diasporaen – i eksilet – der hvert år ved den jødiske påskefest (Pesach) havde bedt om næste år at måtte fejre festen i Jerusalem, begyndte nu i højere grad at tage dette bogstaveligt.
Bibelens land og stormagtspolitik
Blandt de første i 1800-tallet er Judith og Moses Montefiore – en italiensk født engelsk jøde og hans hustru. De er der allerede i slutningen af 1820´erne, men vender tilbage flere gange og i 1860 grundlægger han sin vindmølle udenfor Den gamle By og begynder at opføre huse til fattige jøder.
Også den senere britiske premierminister Benjamin Disraeli (1804-1881) – den første – og indtil videre den eneste – af jødisk afstamning, der har været britisk premierminister, besøgte allerede i 1830 Palæstina og var senere ikke i tvivl om Englands ansvar for Bibelens Land.
I 1865 dannedes Palestine Exploration Fund, der skulle kortlægge og udforske Palæstina, og med var Charles Warren, som i 1867 drog til Palæstina for at lave arkæologiske udgravninger.
Jødisk indvandring til Palæstina
Slutningen af 1800-tallet er helt afgørende for at forstå den senere udvikling i det 20.årh. I Rusland starter igen voldsomme forfølgelser af jøder (pogromer).
Forfølgelser der fortsætter op til 1. Verdenskrig og danner baggrund for den første Aliyah – den første større jødiske indvandring til Palæstina.
Der havde jo været jøder i Palæstina hele tiden, først og fremmest i Jerusalem, men også i enkelte andre byer. Nu indvandrede mellem 1882 og 1903 omkring 35.000 især russiske jøder til Palæstina.
Mange grundlagde jordbrugssamfund. Blandt de byer, som disse indvandrere oprettede, er Petah Tikva (der blev oprettet allerede i 1878), Rishon LeZion, Rosh Pina og Zikhron Ya’aqov. I 1882 etablerede yemenitiske jøder en ny bydel i Jerusalem i Silwan, sydøst for den gamle bys mure ved Oliebjerget. Den jødiske tilbagevenden til Eretz-Israel var begyndt
Antisemitisme i Frankrig
Men et var forfølgelserne i Rusland, noget andet var, at Dreyfus-affæren i Frankrig i 1894 viste, at selv i det mest liberale land var der mere end 100 år efter den franske revolutions store ord om frihed, lighed og broderskab stadig antisemitisme: Had mod jøder.
Ikke længere af religiøse grunde, men fordi man opfattede jøderne som ”fremmede” også selv om de havde boet i Frankrig i mange generationer. Så når der var en spion i den franske hærledelse kunne det jo kun være den jødiske officer, Alfred Dreyfus – han var jo ikke ”rigtig franskmand”.
Dreyfus blev dømt, men meget hurtigt opstod der tvivl om, hvorvidt det nu også var ham. Man kan finde meget mere om affæren på nettet – eller se Roman Polanskis nye film: J’Accuse – på dansk « Officer og Spion », der netop handler om efterspillet.
Startsskuddet til Zionismen
Blandt de, der overværede retssagen i Paris, var journalisten Theodor Herzl (1860-1904). Han havde allerede som studerende i Wien oplevet antisemitismen. Han kunne f.eks. ikke blive medlem af studenterforeningen, men det han oplever her, hvor der i Paris´ gader råbes ”Død over jøderne” og det had, der udvises mod Dreyfus, chokerer ham.
Han drager derfor hjem og skriver bogen i 1896 bogen ”Der Judenstaat” og i august 1897 blev den første Zionistkongres holdt i Basel. Den skulle have været i München, men flertallet af de tyske jøder ønskede ikke at sætte deres jødiske identitet i centrum. De var gode tyskere, der så også var jøder.
Herzl prøver nu de sidste år af sit liv, han dør allerede i 1904, at sikre politiske alliancer. Først med Sultanen i Istanbul. Siden med Kejser Wilhelm i Det tyske Kejserrige, der stod på god fod med Sultanen og også med engelske politikere, da England som ovenfor nævnt havde store interesser i området. Intet lykkedes, og der opstod endda en debat om, hvorvidt man skulle finde et andet sted til en jødisk stat. England foreslår Uganda.
Den anden indvandring til Palæstina
Men samtidig foregår ”Den anden Aliya”. Den varede fra 1904 til 1914, hvor 1. Verdenskrig stopper muligheden for indvandring. Her immigrerede 40 000 jøder til det osmanniske Palæstina, for det meste fra Rusland og Polen, samt nogle fra Yemen. Årsagen var de fortsatte forfølgelser i Rusland, specielt efter den mislykkede russiske revolution i 1905.
En af immigranterne var Israels senere første premierminister David Ben Gurion (1886-1973).
Han var født som David Grün i byen Płońsk, i nærheden af Warszawa i Polen, dengang en del af Det Russiske Kejserrige og kom til Palæstina i 1906.
I 1910 begyndte han at skrive for avisen Yerushalayim i Jerusalem, og i forbindelse med hans politiske karriere skiftede han navn til det hebraiske Ben-Gurion. I 1912-1914 studerede han jura på universitetet i Istanbul. Palæstina var jo stadig en del af Det osmanniske Rige og Istanbul hovedstaden.
I 1906 var der også et møde i Manchester, som måske fik betydning for begivenheder elleve år efter – nemlig Balfourdeklarationen.
Afgørende møde mellem Balfour og zionisten Weizmann
I 1906 mødte zionisten Chaim Weizmann, der arbejdede som biokemiker på Victoria Universitetet i Manchester, den engelske politiker Arthur James Balfour, der havde været premierminister fra 1902-1905 og nu førte valgkamp i Manchester.
Det var Balfour, der havde tilbudt jøderne Uganda – men nu lykkedes det Weizmann at overbevise ham om, at:
det jødiske folk aldrig ville kunne præstere de penge og den energi, der krævedes for at opbygge et øde land og gøre det beboeligt, med mindre dette land var Palæstina
Men Palæstina var stadig en del af Det osmanniske Rige.
Klokketårn til sultanen
I 1876 havde den 34. sultan, Abdul Hamid II. (1842-1919) besteget tronen i Istanbul.
Hans 25-års-jubilæum nærmede sig. Jøder og arabere i Jaffa/Yafo besluttede at samle ind til et minde – som mere end hundrede andre steder i Det osmanniske Rige: De byggede et klokketårn.
Klokketårnet er i dag et af de sidste minder om Palæstinas osmanniske periode 1517-1917.
Klokketårnet var færdigt i 1903. Kun seks år senere grundlægger nogle af Jaffas jødiske indbyggere en ny, jødisk by i området nord for Jaffa – Tel Aviv.
1.Verdenskrig
Der kan ikke herske megen tvivl om, at det var under 1. Verdenskrig, mange af de problemer, der stadig præger Israels situation, blev grundlagt.
Igen kan der ikke på denne side gives en lang redegørelse for krigen i alle dens aspekter. Det, der er afgørende her, er, at Det osmanniske Rige der i hele det 19.årh. har følt sig presset af Østrig og Rusland i 1914 føler, at Rusland er den største trussel. Det osmanniske Rige har har i tiden op til 1. Verdenskrig udviklet gode relationer med Østrigs allierede, Det tyske Kejserrige.
Så Tyrkiet går ind i krigen på Centralmagternes side, Tyskland og Østrig-Ungarn og kommer dermed i krig med Entente-magterne England, Frankrig og Rusland. Disse går omgående i gang med at dele byttet, idet de selvfølgelig regner med at vinde krigen.
England og Frankrig deler de arabiske områder
Noget af det første, der sker, er, at England sætter sig i forbindelse med Emiren af Mekka, Hussein ibn Ali (1852-1931). Hvis man kan prikke til den arabiske modvilje mod at blive styret fra Istanbul, kunne man måske få et arabisk oprør i gang og dermed tvinge tyrkerne til at sende tropper mod syd.
Samtidig med disse forhandlinger aftales med Rusland, at de, når Det osmanniske Rige har tabt (!), kan få Konstantinopel og kontrol over stræderne fra Sortehavet ud til Middelhavet, russerne vil så ikke blande sig i, hvordan England og Frankrig deler de arabiske områder.
Netop dette gør England og Frankrig i maj 1916 med Sykes-Picot-overenskomsten. Kort fortalt får Frankrig magten over Syrien og England over Palæstina og Mesopotamien/Irak. England prøver dog at tage hensyn til de aftaler, man har med Hussein ibn Ali og hans sønner ved at tale om arabisk selvstyre i en del om området.
Løfte til zionisterne
Sidst, men ikke mindst lover den engelske regering i 1917 den zionistiske bevægelse, at man:
vil se med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina (Balfour-deklarationen)
Den sidste aftale – eller løfte, kommer den 2. november 1917 altså en måned før den engelske hær den 9. december under general Allenby rykker ind i Jerusalem .
400 års osmannisk styre er forbi – hvad nu?
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Den Osmaniske periode 1517 – 1917
Det britiske Palæstinamandat 1917– 1945
Efter den 2. jødiske opstand mod romerne og det jødiske nederlag havde romerne som nævnt ovenfor givet ”området” navnet Palæstina. Siden har det været brugt på denne hjemmeside – men som det er fremgået af kortene, var det aldrig en politisk enhed: Området var en del af Romerriget/Det byzantinske Rige, Det arabiske Rige, Mamelukkernes Rige og Det osmanniske Rige. Kun under korsfarertiden havde det – som Kongeriget Jerusalem – været et særligt område.
Når englændernes nu efter 1.Verdenskrig sætter sig på Palæstina og Mesopotaminen/Irak, så vækker det fra starten arabiske protester. De linjer, en engelsk og en fransk diplomat Georges-Picot og Mark Sykes i 1916 havde tegnet på et kort over Mellemøsten, skar jo ”Den arabiske Verden” midt over. Linjerne var udelukkende trukne for at adskille engelske og franske interesser fra hinanden.
Vi vil her koncentrere os om Palæstina – man må gå til andre sider, for at finde informationer om det franske område – Syrien – som franskmændene hurtigt deler i en stribe langs kysten – Libanon, men en stor kristen-arabisk befolkningsgruppe – og så den nuværende stat Syrien.
Palæstina deles til to lande
England får som sagt Palæstina, men hvad omfattede det geografiske begreb egentlig? I aftalerne var der tale om Palæstina og Mesopotamien, der i 400 år havde været dele af Det osmanniske Rige. Begge med en egen historie i oldtiden som Israel og Mesopotamien.
Palæstina blev altså i første omgang defineret som området mod vest helt over til Mesopotamien/Irak. Men meget hurtigt gjorde englænderne det, at man delte området. Alene området vest for Jordanfloden blev nu defineret som Palæstina. Landet øst for Jordanfloden fik navnet Transjordanien – fra latin: Landet på den anden side af Jordan – set fra Rom.
Det gav englænderne en stor fordel.
Man havde jo, for at få araberne til at gøre oprør mod Det osmanniske Rige, lovet Hussein ibn Ali, fyrsten i Hedjaz, et selvstændigt arabiske rige, når Det osmanniske Rige var besejret. Det løfte var svært at holde, fordi man jo også havde delt meget af området med Frankrig og givet nogle løfter om velvilje til Den zionistiske Bevægelse.
Men nu prøver England at klare problemet. Hussein selv kunne blive siddende som Emir i Hedjaz med ansvaret for Mekka og Medina, der er de muslimske hellige byer. Og så fik hans to sønner hvert deres kongerige.
Feisal, der ellers havde placeret sig i Damaskus, men hurtigt var blevet smidt ud af franskmændene, blev fyrste i Irak. Broderen Abdullah ibn Hussein (1880-1951) fik det nyskabte land Transjordanien.
Så nu så kortet således ud:
1.Verdenskrig er forbi – hvad nu?
Allerede det sidste år inden Det osmanniske Rige den 31. oktober 1918 indgik en våbenstilstand med De Allierede, var der opstået en voldsom modstand mod de planer, der efterhånden var kommet frem omkring englændernes og franskmændenes planer.
Og man havde også et problem med USA, der var gået ind i krigen for et sikre en retfærdig fred med hensyntagen til folkenes selvbestemmelse. Den 7. november 1918 prøvede England og Frankrig derfor at berolige araberne:
Man var kun kommet for at hjælpe (se kilde 32).
Men i Palæstina var der også pres fra Den zionistiske Bevægelse. Chaim Weizmann havde allerede samme dag, som general Allenby rykkede ind i Jerusalem i 1917, holdt en tale, hvor han anmodede om, at en jødisk kommission snart måtte rejse til Palæstina:
for at begynde på den vanskelige opgave at kolonisere det gamle land og give det et nyt liv (se kilde 33).
Alle disse problemer blev en del af de forhandlinger, der fra 18. januar 1919 startede i Paris. Fredsforhandlingerne der ifølge USA’s præsident Wilson skulle gøre en ende på alle krige.
Datoen var nøje valgt, som en slags “tak for sidst” overfor Tyskland, der den 18. januar 1871 havde fejret sin sejr over franskmændene i Den fransk-tyske Krig og udråbt deres nye kejser, netop i Versailles.
Fredskonferencen i Paris resulterede i fem fredstraktater med de lande, der havde tabt krigen. Traktaterne blev underskrevet på slotte i Paris’ forstæder eller omegn.
I de fleste danske historiebøger vil der i sagens natur blive lagt vægt på den fred, der blev indgået på Versailles Slottet: Fredsaftalen med Tyskland.
Den havde også helt klart første prioritet. Tyskland havde været hovedfjenden. Det er også den aftale, der lagde op til folkeafstemningerne i Nord- og Mellemslesvig og førte til ”Genforeningen” af det nordlige Slesvig og Danmark i 1920.
Men her er det fredsaftalen med Det osmanniske Rige, der er i centrum.
Fredsforhandlingerne i Paris 1919-20
Fredsaftalen blev først indgået den 10. august 1920 i Sèvres vest for Paris. Traktaten blev undertegnet af den tyrkiske sultan men afvist af en mod-regering under ledelse af Kemal Atatürk. Traktaten blev aldrig gennemført. I stedet opnåede Tyrkiet i 1923 en mere favorabel fredsaftale med Lausanne-traktaten.
Det var fra starten klart, at der foruden stormagterne i hvert fald var to grupper mere med interesser i det område af Mellemøsten, som England foreløbig sad på: Araberne og jøderne.
Allerede den 3. januar 1919 var der indgået en aftale mellem disse to grupper. Emil Feisal – Hussein ibn Alis søn – og Chaim Weizmann, den zionistiske leder (se kilde 34).
Feisal-Weizmann-aftalen
Aftalen forudsatte, at der faktisk blev oprettet en stor arabisk, selvstændig stat. Det skete ikke og dermed var forudsætningerne for samarbejdet væk. Begge parter kom nu med deres egne ønsker (se kilde 35 og 36).
Præsident Wilson foreslog så i et møde i ”Det øverste Råd” med lederne fra USA, England, Frankrig, Italien og Japan, at man skulle udpege de bedst egnede mænd til en inter-allieret kommission.
Kommissionen skulle rejse til Syrien, og hvis forholdene gjorde det ønskeligt, skulle den udstrække sine undersøgelser ud over Syriens grænser (se kilde 37).
Frankrigs premierminister Clemenceau erklærer omgående, at det dog ikke kun skal være Syrien, der skal undersøges. Det må også være de andre områder. England accepterer.
Engelsk og fransk modvilje mod at folkene skulle spørges
Men mistroen mellem England og Frankrig var stor og stor var de to kolonimagters modvilje mod præsident Wilsons insisteren på, at folkene skulle spørges.
Kun USA udpegede sine medlemmer af kommissionen, der rejste rundt og talte med mange. Kommissionen kom med en rapport, men da USA efterhånden fik mindre og mindre indflydelse på fredsforhandlingerne, fik rapporten ingen betydning (se kilde 38).
USA var faktisk slet ikke med, da man i den italienske by San Remo i april 1920 holdt en konference, hvor de allierede sejrherrer fra 1.Verdenskrig bl.a. afgjorde de arabiske tidligere osmanniske områders fremtid.
På vegne af det nyoprettede Folkeforbund fik Frankrig mandat over Syrien, herunder Libanon. Storbritannien fik mandat over Irak og Palæstina. Det blev samtidig bestemt, at mandatområderne senere skulle overgå til fuld selvstændighed.
Sèvres-traktaten – freden med Det osmanniske Rige – bekræftede få måneder senere dette resultat (se kilde 39).
Palæstina efter 1920
I det øjeblik, England i 1917 og 1918 erobrede det område, som efter krigen blev til Palæstina, blev der indsat en militær administration, som fik navnet Occupied Enemy Territory Administration (O.E.T.A.).
Med Folkeforbundets officielle tildeling af Palæstina som britisk mandatområde blev der oprettet en civil administration under en britisk højkommissær, der overtog ledelsen i september 1920. Palæstinas første højkommisær blev den tidligere britiske indenrigsminister, Herbert Samuel.
Herbert Samuel var en britisk jøde og den første jøde i et britisk kabinet. Nej, vil nogen sige! Disraeli havde da været premierminister i 1868 og 1874-80. Det er på en måde korrekt, men Disraeli var blevet døbt i den anglikanske kirke som 13-årig, så på den måde var han ikke jøde.
Advarsel fra Alleny blev overhørt
At den første højkommissær var jøde førte faktisk til en advarsel fra general Allenby, der havde erobret området i 1917 og 1918 og nu sad som britisk højkommissær i Egypten (se kilde 40).Hans advarsel blev ikke taget til følge, og Herbert Samuel ankom til landet i juni 1920.
Sidst i marts 1921 kom Winston Churchill som nyudnævnt koloniminister til Palæstina. Han rejste hjem med en klar opfattelse af, at dette ikke blev let:
- De arabiske palæstinensere bad ham om at opgive løfterne om et nationalt hjem for jøderne (se kilde 41)
- De jødiske palæstinensere bad om mere støtte til indvandring og overdragelse af statens jord til det jødiske folk (se kilde 43)
- Churchill svarede diplomatisk tilbage ( se kilde 42 og 44).
Bemærk at begge grupper omtales som palæstinensere. Under det britiske mandat var indbyggerne uanset religion palæstinensere.
Nogle måneder senere godkendte Folkeforbundet ”Mandatforordningen for Palæstina” (se kilde 45).
Fordobling af befolkningen i Palæstina
De næste 17 år frem til 2. Verdenskrigs udbrud i september 1939 skete der en fordobling af indbyggertallet i Palæstina fra 752.000 i 1922 til 1,5 mio. i 1939.
Der er flere interessante oplysninger, hvis man dykker ned i tallene.
Det jødiske indbyggertal steg fra 83.800 til 445.000, og også antallet af palæstinensiske arabere steg bl.a. ved indvandring fra naboområderne. I 1922 var der 589.000 muslimske indbyggere, der i 1939 var steget til 927.000.
Og de kristne indbyggere er steget fra 71.000 til 117.000
På nogle punkter gik der lang tid før dette med, at Palæstina nu var en selvstændig enhed blev en realitet. Lidt overraskende fortsatte man med at bruge egyptiske pund som valuta ved siden af engelske pund . For det var jo engelske tropper fra Egypten, der havde erobret Palæstina.
Det samme med frimærker. Man brugte frimærkerne, som den engelske hær havde udstedt. E E F står for Egyptian Expeditionary Force.
Først ti år efter englænderne havde besat området og fem år efter Mandatforordningen var trådt i kraft, fik man sin egen valuta.
Og der blev udsendt de første palæstinensiske frimærker.
Jødisk stat under opbygning
Imens arbejdede de jødiske indbyggere og indvandrere på at skabe forudsætningen for et jødisk hjemland i Palæstina.
Allerede da Churchill er i Jerusalem i 1922, mødes han med Det jødiske Nationalråd (Va´ad Le´umi).
Det var valgt af Den jødiske Nationalforsamling (Asefat HaNivharim), der var en demokratisk valgt jødisk parlamentarisk forsamling i Palæstina under mandattiden. Den var dannet 19. april 1920, og virkede indtil 13. februar 1949, dagen før det første Knesset, der var valgt den 25. januar 1949, tiltrådte.
Nationalforsamlingen mødtes en gang om året for at vælge den udøvende magt: Det jødiske Nationalråd. Rådet tog sig af uddannelse, lokalstyret, velfærd, sikkerhed og forsvar.
Vi får også de første partier.
Ahdut Ha´Avoda – Arbejderpartiets symbol:
Hatzohar – Revisionisternes symbol:
Mange af de jødiske indvandrere var socialister fra Østeuropa, så de danner hurtigt en arbejderbevægelse med egen forsvarsgruppe HaHaganah og en fagbevægelse Histadrut.
I 1925 danner så højrefløjen Hatzohar, der er en forkortelse for HaTzionim HaRevizionistim (De revisionistiske Zionister). Hatzohar står i skarp opposition til arbejderbevægelsens dominans og dens ”eftergivenhedspolitik”. De beskyldte arbejderpartiet for at være alt for eftergivende overfor englænderne. Hvad blev der af løftet om en jødisk nationalstat?
Hatzohar danner også egen forsvarsgruppe Irgun. Irguns plakat viser klart, at man ikke accepterede delingen af Erez Israel, som er det hebræiske navn for området Palæstina.
Israelsk politik er vanskeligt. Det var den politiske deling i mandatperioden også. Der var altså en politisk venstre- og en højrefløj med egne illegale militærgrupper, der var uenige indbyrdes og uenig om forholdet til den engelske mandatmagt. Og så er der jo en gruppe mere: De religiøse jøder.
Mange af disse lagde afstand til zionismen. Kun Gud kunne genoprette en jødisk stat. Mange jøder i Palæstina var religiøse og tilsluttede sig et parti, der var dannet i Kattowitz i Schlesien i den del af Polen, der til 1918 hørte under Preussen/Tyskland: Agudat Israel.
Agudat Israel – de ortodokse jøders parti.
Hvad var også vigtigt for at gøre sig klar til selvstændigheden: Et universitet. I 1925 åbnedes Det hebraiske Universitet i Jerusalem.
De arabiske palæstinensere
Og hvad med de arabiske palæstinensere, der udgjorde størstedelen af befolkningen i det engelske mandat?
Da England i 1947 overgiver mandatet til FN, lyder der kritik af, at England ikke i tilstrækkelig grad har forberedt den arabiske del af befolkningen på selvstændighed. Det hebraiske Universitet var som navnet antyder et jødisk universitet. De arabiske palæstinensere studerede mest i Beirut.
Politisk var det englænderne, der valgte de arabiske ledere Ragheb Nasashibi som borgmester i Jerusalem og Amin Husseini som stormufti. En del historikere mener, at højkommissæren Herbert Samuel i den grad ønskede at vise sin velvilje overfor de arabiske palæstinensere ved at udnævne en fanatisk modstander af Zionismen til arabisk leder. Dette var med til at hindre, at der kom et samarbejde i gang mellem landets to befolkningsgrupper, lyder vurderingen.
1929 kom det første gang til en meget voldsom konfrontation mellem jødiske og arabiske palæstinensere. I Hebron blev 69 jøder dræbt, og resten flygtede fra byen. Et meget vigtigt sted for jøderne, da Abrahams, Isaks og Jakobs grave menes at være dér.
Jødisk indvandring vækker igen stor vrede
30. januar 1933 kom Adolf Hitler til magten i Tyskland. Forfølgelserne af de tyske jøder startede med det samme med éndagsboycotten 1. april og med Nürnberglovene fra 1935, der udgrænsede de tyske jøder og fratog dem politiske rettigheder.
Vi ser det på antallet af indvandrende jøder til Palæstina:
- I 1931 var der kommet 4.075
- I 1932 var tallet fordoblet til 9.553
- I 1933 kom 30.327
- I 1935 steg antallet til 61.854
Det blev efterhånden klart for de arabiske palæstinensere, at hvis dette fortsatte, ville de indenfor nogle år komme i mindretal. Det lykkedes derfor stormuftien Haj Amin el Husseini at få startet en ny opstand i 1936. En opstand, der med afbrydelser fortsatte de næste tre år.
Peel-kommission forslår endnu en deling af Palæstina
Denne opstand kostede også engelske liv, og regeringen i London sendte nu en kommission under ledelse af Lord Peel til Palæstina for at finde ud af, hvad man kunne gøre.
Peel-kommissionen nåede frem til, at jøder og arabere næppe ville kunne leve sammen i en binational stat, så den eneste løsning ville være at dele området i en jødisk og en arabisk del og så lade englænderne beholde en del med adgang til havet og så en stribe op til Jerusalem. Jøderne kunne få det nordvestlige Palæstina, araberne resten.
Det blev et klart nej fra araberne, mens jøderne var splittede.
Med de stadig mere voldsomme angreb på de tyske jøder var der i den grad behov for en jødisk stat og nu kunne man få den. Så et flertal på den 20. kongres i Zionistbevægelsen sagde principielt ja til en deling, men ikke efter de foreslåede grænser.
Flere så dog den foreslåede ministat som begyndelsen på noget større. Revisionisterne under Zeev Jabotinsky afviste den klart, man ønskede en jødisk stat i hele det historiske Eretz Israel altså inklusive Østbredden/Transjordanien.
London vil en binational stat i Palæstina
På en konference i London i begyndelsen af 1939 forkastede både de jødiske og de arabiske palæstinensere Peel-kommissionens forslag, hvorefter den engelske regering under Neville Chamberlain udstedte den såkaldte Hvidbog (se kilde 46).
På grundlag af Peel-kommissionens forslag bestemte regeringen, at der de næste fem år stadig kunne komme i alt 75.000 jøder, hvorefter yderligere indvandring skulle være afhængig af arabisk godkendelse. Desuden skulle der indenfor ti år skabes en uafhængig palæstinensisk stat, hvor jøder og arabere skulle dele regeringsansvaret. Dette var 22 år efter Balfourdeklarationen en dødsdom over den zionistiske idé om en jødisk stat.
Dette var en ekstra stor katastrofe, fordi jøderne fra Tyskland, der efter 1938 også omfattede Østrig og Sudeterområdet, der havde været en del af Tjekkoslovakiet 1918-1938, nu efter Novemberpogromen (”Krystalnatten”) i november 1938 desperat prøvede at komme ud.
Alle andre lande lukkede dørene og den 1. september angriber Tyskland Polen og to dage senere er 2. Verdenskrig i gang.
Krigen tvang jøderne og hele den zionistiske bevægelse til de næste næsten seks år at føre en forsigtig politik, en tysk sejr ville være en katastrofe. Som David Ben Gurion udtalte:
Vi må hjælpe England mod Hitler, som om der ikke havde været nogen Hvidbog – og vi må bekæmpe Hvidbogen, som om der ikke var nogen krig.
Rygterne om det systematiske massemord på de europæiske jøder (Holocaust) nåede hurtigt jøderne i Palæstina, og flere forhold forværrede deres situation.
Min fjendes fjende er min ven
I november 1941 mødes den arabisk-palæstinensiske leder Haj Amin al-Husseini med Hitler og drøftede deres fælles interesser. Der var ingen tvivl om, hvad en tysk sejr og Hitlers støtte til al-Husseini ville betyde ikke blot for de europæiske jøder men også for de palæstinensiske.
Og i juli 1942 var den italiensk-tyske Panzer-Armee-Afrika under general Rommel trængt langt ind i Egypten. Englands kontrol over Egypten og dermed vejen mod Palæstina var truet.
Allerede et par måneder inden holdt den amerikanske zionistorganisation et møde på hotel Biltmore i New York og vedtog det såkaldte Biltmore-program, der var blevet udarbejdet af David Ben Gurion, formand for Jewish Agency´s forretningsudvalg.
Zionisterne vil et jødisk statssamfund i hele Palæstina
Heri forkastedes Hvidbogens politik som grusom og uforsvarlig, og der opfordredes til
at Palæstina bliver gjort til et jødisk statssamfund som en del af mønstret i en ny demokratisk verden (se kilde 47).
Dette var fra nu af Zionisternes krav, især da man i 1945 blev klar over Holocausts omfang.
Omkring 6 millioner jøder var dræbt ved massehenrettelser i Polen, De baltiske Lande, i Hviderusland, Rusland og Ukraine og i de seks tyske udryddelseslejre i Polen.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Det britiske Palæstinamandat 1917-1945
Oprettelsen af staten Israel 1945-1948
Allerede i sommeren 1944 efter befrielsen af KZ-lejren Majdanek i Lublin i Polen fik russerne det første billede af, hvad der var sket med de mange forsvundne jøder i Østeuropa. Og den 27. januar 1945, der i dag verden over markeres som ”Holocaust Memorial Day” – i Danmark Auschwitz-dagen – befriede Den røde Hær KZ- og Udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.
Langsomt gik det op for verden, hvad der var sket, og efterhånden dukkede også mange af de massegrave op, hvor jøder fra 1941 var dræbt på de steder, de boede – eller lige udenfor landsbyerne.
Da krigen i Europa slutter 8. maj 1945, melder spørgsmålet sig derfor omgående:
- Hvordan havde historien set ud, hvis England og de øvrige magter bag løftet til jøderne efter 1.Verdenskrig havde opfyldt løftet om et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina ?
- Og hvad med de overlevende jøder, hvoraf mange ikke kunne vende hjem til de områder, hvor befolkningen ivrigt havde hjulpet tyskerne med at finde og dræbe de jødiske naboer?
Fra zionistisk side gjorde lederen af Jewish Agency det straks klart, at man nu krævede opfyldelse af løfterne fra 1917 og de følgende år. I en samtale med det amerikanske udenrigsministerium i juni 1945 gjorde David Ben Gurion det klart at:
jøderne i de sidste fem år havde fået løfter fra de allierede ledere, og det havde fået dem til at tro, at de endelig skulle se deres målsætning i Palæstina bære frugt, når de blot holdt sig i ro, så længe der var krig i Europa. Nu da krigen var holdt op, var jøderne begyndt at spørge, hvad der forsinkede opfyldelsen af disse løfter.
I både USA og Storbritannien var der nu nye ledere. I USA var præsident Roosevelt død i april og afløst af Harry Truman. I Storbritannien havde Churchills konservative tabt valget til Underhuset i juli og Clement Attlee var blevet ny premierminister.
Ønske om at åbne Palæstina for jødisk indvandring
Præsident Truman rettede nu henvendelse til den nye britiske premierminister, Clement Attlee og opfordrede ham til at åbne Palæstina for jødisk indvandring (se kilde 48).
Attlee afviste klart (se kilde 49). England fastholdt også efter 2. Verdenskrig Hvidbogens bestemmelser og prøvede på alle måder at hindre jødisk indvandring til det britiske mandatområde Palæstina.
Presset på Storbritannien øgedes. Jo mere det blev klart for omverdenen, hvad der var sket med jøderne under 2. Verdenskrig, jo stærkere blev presset på regeringen i London. Mange af de overlevende sad nu i lejre i Tyskland under De Allieredes beskyttelse men stadig i lejre kaldet Displaced Persons´ Camps – Det vil sige lejre for folk, man ikke helt vidste, hvor man skulle placere.
Den engelske regering prøvede nu en mulighed for at få USA til bedre at forstå den engelske position.
Udenrigsminister Ernest Bevin foreslog:
en fælles engelsk-amerikansk undersøgelseskommission under skiftende formandskab, der skulle undersøge det europæiske jødespørgsmål og komme med en vurdering af Palæstina-problemet på grundlag af denne undersøgelse (se kilde 50)
Der blev hurtigt nedsat en sådan kommission, der i januar og februar lavede høringer i London og Washington, derpå besøgte flygtningelejrene i Tyskland og Østrig og endelig i februar-marts rejste rundt i Palæstina
20. april afleverede kommissionen sine anbefalinger, der mødtes af en stærk fordømmelse fra Den arabiske Ligas råd (se kilde 51).
Den arabiske Liga var blevet dannet 22. marts 1945 og bestod på dette tidspunkt af repræsentanter fra Syrien, Transjordanien, Irak, Saudi-Arabien. Libanon, Egypten og Yemen.
Kommission vækker harme i den arbiske verden
Det var især anbefalingerne om øget jødisk indvandring og erklæringen om, at Palæstina hverken måtte blive en jødisk eller en arabisk stat, der vakte harme.
Fra jødisk side var opfattelsen efterhånden, at nu måtte man omsider opfylde løftet om et jødisk nationalt hjem eller en jødisk stat, som man tydeligt havde sagt i Biltmoreprogrammet fra 1942.
Det jøderne frygtede var især, at Storbritannien, der på dette tidspunkt var ved at rømme dele af Egypten og i maj 1946 havde givet Transjordanien uafhængighed som Det hashemitiske Kongerige Transjordanien med Abdullah 1. som konge, nu ville sætte sig fast i Palæstina og fortsat styre området med mere britisk militær.
Som ovenfor nævnt havde jøderne allerede fra 1920 dannet en slags hjemmeværn (Haganah) for at beskytte de jødiske bosættelser. Haganah opfattede sig nu efterhånden som en jødisk modstandsbevægelse og fjenden var ikke kun araberne, men efterhånden også den britiske hær, som man mere og mere opfattede som en besættelsesmagt.
Jødisk modstand og terror
Haganah havde længe forsøgt samarbejdslinjen pg derfor havde de mere ekstreme grupper allerede tilbage i 1931 dannet Irgun Tsva’i-Leumi bedst kendt som Irgun. Og 22. juli 1946 gennemførte Irgun et angreb på det britiske hovedkvarter, der var placeret på King David Hotel i Jerusalem.
1946 var et hårdt år for Storbritannien i Palæstina. Mange kræfter blev brugt i kampen mod den jødiske modstand, og verden så forarget til, mens man fortsat søgte at stoppe jødiske indvandring.
Vinteren 1946/47 var hård hjemme i England og regeringen i London begyndte langsomt at forstå, at man ikke længere var den stormagt, man havde været i århundreder. I februar 1947 måtte man således meddele USA, at der ikke længere var kræfter til at støtte Grækenlands kamp mod kommunistiske oprørere, hvad der gav anledning til, at USA i marts 1947 med Trumandoktrinen for alvor trådte ind som den nye supermagt.
Det nyoprettede FN overtager ansvaret for Palæstina
Palæstina gav også regeringen så store problemer, at man nu besluttede at involvere FN, De forenede Nationer, der var Folkeforbundets afløser.
Storbritannien havde jo netop efter 1. Verdenskrig fået Palæstina og Irak som mandatområder af Folkeforbundet og styrede egentlig områderne på Folkeforbundets vegne. Men med FN-pagten fra 1945 overtog FN ansvaret for disse områder. Irak var dog allerede blevet selvstændigt i 1936 og den østlige del af Palæstinamandatet Transjordanien, blev det i 1946. Den vestlige del af Palæstina, som siden 1922 blev defineret som Palæstina var jo stadig under britisk mandatstyre.
Nu bad den britiske regering FNs generalsekretær om at sætte Palæstinaspørgsmålet på dagsordenen til næste generalforsamling (se kilde 52). Den egyptiske regering bad da om at få det på allerede ved en ekstraordinær samling i april, hvor der blot skulle vedtages ét punkt:
Palæstinamandatet ophører, og Palæstinas uafhængighed erklæres.
FN kommission til Palæstina
På den ekstraordinære generalforsamling den 28. april 1947 vedtog man dog, at sende en FN-kommission til Palæstina, for at kunne træffe en beslutning på et mere oplyst grundlag.
Kommissionen hed UNSCOP – ”United Nations Special Committee on Palestine” – og havde medlemmer fra elleve stater, Australien, Canada, Guatemala, Holland, Indien, Iran, Jugoslavien, Peru, Sverige, Tjekkoslovakiet og Uruguay. Formand blev den svenske jurist og dommer ved den internationale domstol i Haag, Emil Sandström.
Straks ved sin ankomst den 16. juni 1947 appellerede formanden, Emil Sandström, til alle parter om samarbejde (se kilde 53), men kommissionens arbejde blev boykottet af de palæstinensiske arabere. Årsagen var, at de ønskede et selvstændigt Palæstina her og nu – ingen yderligere forsinkelse.
Men ellers mødte UNSCOP under sit ophold i Palæstina fra den 16. juni til den 24. juli med repræsentanter for den britiske Palæstinaregering (se kilde 54), Jewish Agency (se kilde 55) og flere andre grupper. Lidt interessant er, at først Sandström og to medlemmer af FNs sekretariat og senere også de to sydamerikanske medlemmer mødes med tre ledere fra Irgun – heriblandt Menachem Begin, der længe havde været efterlyst af englænderne (se kilde 56) .
Kort før Kommissionen forlod Palæstina, skete et drama, der for alvor rettede verdens øjne mod det, der foregik i Palæstina og den engelske politik dér.
Flytningeskibet Exodus stoppes af England i internationalt farvand
Et amerikansk skib, oprindelig kaldt ”President Warfield”, var sejlet fra Sète i Frankrig med 4.500 jødiske flygtninge fra lejrene med ”Displaced Persons” i Tyskland. Da skibet nærmer sig Palæstinas kyst – endnu i internationalt farvand – bliver det stoppet af briterne og der udbryder kampe mellem det britiske militær og skibets besætning, der i høj grad var folk fra Haganah.
Briterne tvinger så skibet til Haifa Havn, sætter flygtningene over på tre britiske flådefartøjer og sejler dem til Frankrig, hvor de var kommet fra. De nægter dog at gå i land og indleder en sultestrejke. For Storbritannien bliver det mere og mere problematisk og til sidst sejler man flygtningene til Hamborg og sætter dem i lejre i den britiske zone i det besatte Tyskland.
Englands behandling af jødiske flygtninge på Exodos som forsidestof
Verden var rystet. Den 3. august 1947 kunne man i pressen læse om anti-engelske demonstrationer i New York:
På Facaden til Cunard-bygningen, hvor ogsaa det engelske Konsulat har til Huse, var der med mægtige Bogstaver malet anti-engelske sentenser saasom ”Englænderne følger Nazisternes Eksempel” og ”Exodus 1947”; ved siden af var malet en masse Hagekors. (Kristligt Dagblad)
Den 23. august er det også forsidestof i Danmark:
FORGÆVES JØDISKE FORSØG PÅ AT AFVÆRGE JØDERNES TRANSPORT TIL HAMBORG. Jewish Agency henvender sig til Frankrig, USA og Sovjet, men England har allerede begyndt transporten (skriver Kristeligt Dagblad denne dag)
7. september er det igen forsidestof. Skibene er kommet til Hamborg og Kristeligt Dagblad skriver på forsiden:
SPÆNDING OM JØDERNES LANDGANG TIL MORGEN. De engelske Myndigheder udstedte i gaar pludselig forbud mod, at Journalister overværer Landsætningen i Hamborg Havn
Det er i præcis i de samme uger, at UNSCOPs medlemmer efter opholdet i Palæstina drog til Beirut for at mødes med repræsentanter for de arabiske stater og herpå til Geneve, hvor den skulle udarbejde sin rapport. Den 31. august forelagde kommissionen så sin rapport.
FN vedtager en deling af Palæstina
Alle var enige om at gøre ende på mandatforordningen og derpå gøre Palæstina selvstændigt. Et flertal af repræsentanterne (Fra Canada, Guatemala, Holland, Peru, Sverige, Tjekkoslovakiet og Uruguay) anbefalede en deling af Palæstina, mens mindretallet (Indien, Iran og Jugoslavien) anbefalede oprettelsen af en forbundsstat. Det elvte medlem, Australien, afholdt sig fra at støtte nogle af forslagene.
Den 29.november 1947 stemte FNs generalforsamling så om forslaget og vedtog delingen af Palæstina med 33 stemmer for, 13 imod og 10, der afholdt sig fra at stemme (se kilde 57): Mandatet skulle ophøre snarest muligt, og der skulle oprettes en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat og et særligt internationalt styre over Jerusalem – jvf kortet her:
De fleste jøder i Palæstina jublede. Golda Meir, medlem af Arbejderpartiet og Israels senere premierminister, fortæller i sine erindringer om jubelen i gaderne, men hun var bekymret for, hvad fremtiden ville (se kilde 58) for araberne meddelte omgående, at de ikke accepterede planen (se kilde 59).Og den israelske højrefløj i ”Irgun” afviste også planen: Ingen skulle have lov at dele Eretz Israel – det historiske Israel (se kilde 60).
FN delingsplan fører til krig
De næste måneder tegnede til, at det ikke ville blive en fredelig overgang – men krig.
I december 1947 begyndte rekrutteringen af lejetropper i Syrien til en ”Arabisk Befrielseshær”, der fra begyndelsen af januar begyndte at sive ind i Palæstina. Omvendt meldte jøder sig fra hele verden til at deltage i forsvaret for den kommende jødiske stat blandt de mest kendte eksempler i Danmark er den senere overrabbiner Bent Melchior (se kilde 61) Politikens sener chefredaktør Herbert Pundik (se kilde 62).
England var nu klar over, at dens tid som mandatmagt var forbi, og den 29. april meddelte man, at mandatet ville ophøre den 15. maj 1948. Hvad nu?
Golda Meir skildrer i sine erindringer de jødiske overvejelser i dagene inden. Turde man udråbe en jødisk stat den 14. maj – altså dagen inden englændernes styre ophørte?
Den jødiske stat Israel
Man gjorde det. Den 14.maj om eftermiddagen mødtes det jødiske nationalråd på Kunstmuseet i Tel Aviv og udråbte Staten Israel (se kilde 63a).
Når der ikke samme dag blev udråbt en arabisk stat i den anden halvdel skyldes det, at araberne jo ikke anerkendte delingsplanen og de arabiske nabostater gjorde i stedet klar til at angribe den israelske stat straks efter midnat, når englænderne var ude.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Oprettelsen af staten Israel 1945-1948
Uafhængighedskrigen 1948-1949
Kun få minutter efter, at David Ben Gurion havde proklameret Staten Israel kunne den amerikanske presse meddele, at USA havde anerkendt Israels provisoriske regering (se kilde 63b)
Sovjetunionens og Guatemalas anerkendelse skete senere fredag den 14. maj og hermed var det klart, at begge stormagter accepterede den nye jødiske stat som en ”rigtig” stat.
Men Israel var ikke mange timer gammel, da landet allerede lørdag den 15. maj nu også officielt blev angrebet af medlemmerne af Den arabiske Liga. Libanon, Syrien, Irak, Transjordanien, Sauda Arabien og Egypten. Den officielle begrundelse var, at
…sikkerheden i Palæstina var en hellig forpligtelse for de arabiske stater
og de derfor havde
… set sig nødsaget til at intervenere i Palæstina ene og alene for at hjælpe landets indbyggere med at genoprette fred og sikkerhed (se kilde 64).
Uafhængighedskrigen var i gang
Det var et hårdt slag for den nye israelske regering, at også Transjordanien var med i angrebet: Ved to hemmelige møder havde den kommende jødiske ledelse repræsenteret ved den senere premierminister Golda Meir holdt hemmelige møder med Transjordaniens konge Abdullah i et forsøg på at holde den mest moderate af de arabiske ledere og landet med den mest professionelle hær – Den arabiske Legion – ude af krigen (se kilde 65).
Det lykkedes mange jødiske bosættelser at slå araberne tilbage, men det store problem var Jerusalem. Det var lykkedes araberne at afskære den vigtige forsyningsvej fra Tel Aviv til Jerusalem, og Jerusalem var nu belejret. Kun ved at skabe en hemmelig rute oppe i højderne – ”Burmavejen” – lykkedes det at få enkelte forsyninger ind.
Arabiske angreb på den østlige del af Jerusalem isolerede snart Den gamle By. Den 28.maj overgav de jødiske forsvarere denne til Abdullah el Tel, den lokale kommandør for Den arabiske Legion. 340 jødiske soldater blev taget til fange og omkring 1.300 jøder, først og fremmest kvinder, børn og ældre, måtte søge tilflugt i den nye by – Vestjerusalem. Jerusalem blev delt.
FN’s projekt var en katastrofe
For FN var krigen jo en katastrofe: Man havde i november vedtaget delingsplanen – det var FNs projekt – og nu så det hele ud til at fejle. FNs sikkerhedsråd udnævnte derfor omgående svenskeren Folke Bernadotte til at mægle i konflikten.
Bernadotte var barnebarn af den svenske konge Oscar 2. (konge 1872-1907) og havde i 1943 som næstformand for Svensk Røde Kors været leder af udvekslingen af tyske og allierede krigsfanger.
Mest kendt var han for sin andel af den store Røde Kors-hjælpeaktion i februar-maj 1945, hvor det efter forhandlinger med bl.a. SS-lederen Heinrich Himmler lykkedes Bernadotte at befri ca. 30.000 KZ-fanger og transportere dem i De hvide Busser fra Tyskland til Sverige. Hovedparten var danske og norske, men det lykkedes også at redde en del jødiske kvinder af andre nationaliteter.
Efter krigen blev han i 1946 formand for Svensk Røde Kors, og nu valgte FNs sikkerhedsråd altså ham som mægler i den udbrudte krig i Mellemøsten.
Araberne kunne ikke acceptere en jødisk stat
Allerede den 29.maj mødtes Bernadotte og den egyptiske premierminister Nokrashi Pasha (se kilde 66). foreslog, at Bernadotte skulle se helt væk fra delingsplanen, gjorde opmærksom på, at hverken Den arabiske Liga eller Tyrkiet og Iran kunne acceptere en jødisk stat og mente i øvrigt, at idealet ville være at forflytte jøderne fra Palæstina.
Det lykkedes Bernadotte at få parterne med på en våbenhvile den 11. juni. og den 27. juni fremsatte han et mæglingsforslag (se kilde 67).
Bernadotte gik tilbage til året 1922 og det daværende Palæstinamandat – altså med både det vestlige ”Palæstina” og det østlige ”Transjordanien”. Han foreslog nu en union mellem den arabiske og den jødiske del og foreslog også nye grænser mellem de to dele, hvor araberne nu fik et noget større område.
Bernadotte dræbt i Jerusalem
Begge parter afviste mæglingsforslaget og den 8. juli angreb egypterne, hvorefter kampene blev genoptaget (se kilde 68 og 69).
Ti dage efter trådte en ny våbenhvile i kraft – i de ti dage havde Israel opnået adskillige gennembrud flere steder i landet, og egypterne havde mistet mange soldater, ligesom mange var sårede eller tilfangetagne.
Bernadotte arbejde videre med en plan, der skulle skabe fred i området. Den blev afleveret til FN den 16. sept., men dagen efter blev Folke Bernadotte dræbt under et besøg i Jerusalem, formentlig af medlemmer af den jødiske udbryddergruppe fra Irgun, Lehi, en forkortelse for Lohamei Herut Israel, Stridsmænd for Israels frihed. Gruppen omtales ofte som Sternbanden efter dens leder Abraham Stern.
Den israelske regering var rystet. Dette kunne i den grad skade Israels sag. FN udnævnte omgående den tidligere omtalte Ralph Bunch, der havde været med UNSCOP i Palæstina året før og derfor kendte alt til de problemer, der var i forbindelse med at få skabt fred.
Bernadottes forslag
Bernadotte havde i sit forslag til FN opgivet tanken om, at visse arabiske områder skulle lægges sammen med Transjordanien, men foreslog igen, at store dele af Negev skulle tilfalde den arabiske stat i stedet for Israel, blandt andet for at skabe en landfast forbindelse mellem Egypten og Transjordanien.
Til gengæld skulle det meste af Galilæa tilfalde Israel i stedet for araberne, ligesom han foreslog FN-administration for Jerusalemområdet, blandt andet for at sikre alle religiøse retninger fri adgang til byens hellige steder. Endelig anbefalede han, at FN skulle bekræfte de arabiske flygtninges ret til at vende tilbage til de jødisk kontrollerede områder så hurtigt som muligt.
De arabiske flygtninge
Allerede under de begyndende kampe efter vedtagelsen af delingsplanen i november 1947 og videre i foråret 1948 og under uafhængighedskrigen flygtede omkring 600.000 af Palæstinas arabiske indbyggere – især til Transjordanien, Syrien, Libanon og Gaza.
Lige siden har Israel og de arabiske naboer skændtes om årsagen til denne flugt – og heller ikke historikerne har kunnet enes om årsager – bl.a. fordi der i sagens natur er flere årsager. Der er veldokumenterede eksempler på frivillig evakuering, hvor f.eks. en stor del af Haifas arabiske befolkning blev evakueret til Beirut i Libanon i slutningen af april måned (se kilde 70).
Og der er eksempler på, at man under krigshandlingerne fordrev eller havde planer om at fordrive den arabiske befolkning – bl.a. beretter tidligere omtalte Herbert Pundik om planernes om at fordrive Nazareths arabiske befolkning, der så ikke blev til noget grundet en enkelt mands stædighed (se kilde 71).
Og endelig flygtede mange under krigshandlingerne – som millioner og atter millioner havde gjort det i Europa få år før og som det samtidig skete, da Indien året før blev opdelt i Vestpakistan, Indien og Østpakistan.
Som senere perspektiveringstekster kan du finde en tekst af fredsaktivisten Uri Avneri fra hans bog ”Israel uden Zionisme” (se kilde 72) og fra den israelske historiker Benny Morris´ bog ”1948”, som gælder for at være hovedværket omkring flygtningeproblemet (se kilde 73).
Våbenhvileaftalerne i foråret 1949
Bernadottes forslag blev behandlet af FNs generalforsamling, der blev indledt den 23. september og i den afsluttende resolution, nr. 194 af 11. december 1948, indgik flere af Bernadottes forslag (se kilde 74).
Også FNs sikkerhedsråd fortsatte drøftelserne om konflikten mellem Israel og de arabiske lande hele efteråret. Den 4. november vedtog man resolution 61, der krævede resolution 54 om våbenhvile respekteret indtil der er truffet en aftale om en fredelig løsning af Palæstina-problemet – et krav, der blev gentaget blot 12 dage senere, den 16. november i resolution 62 og igen den 29. december i resolution 66, da der den 22. december påny var udbrudt kampe i det sydlige Palæstina.
Nu gjaldt det så i første omgang om at afslutte krigshandlingerne med en mere stabil våbenhvile, og på initiativ af Bernadottes efterfølger, amerikaneren Ralph Bunche, blev der indledt våbenstilstandsforhandlinger på Rhodos. De blev besværliggjort af, at de arabiske lande stadig ikke anerkendte staten Israels eksistens, og der derfor ingen direkte forhandlinger var mellem parterne – Ralph Bunch måtte derfor konstant gå mellem de to parter og diskutere de forskellige forslag.
Mellem januar og juli 1949 blev der så afsluttet våbenstilstandsaftaler mellem Israel på den ene side og Ægypten, Libanon, Transjordanien og Syrien på den anden side. Man enedes også om de ”demarkationslinjer”, der skulle adskille parterne – men da der ikke blev underskrevet nogen fredsaftale, kom der heller ingen aftalte grænser – der er altså ikke noget, der hedder ”1949-grænserne” (se kilde 75).
Ingen palæstinensisk stat
Israel var blevet noget større end i delingsplanen, da israelske styrker havde haft succes med under de sidste måneders kampe at rykke længere frem.
Men læg mærke til det helt afgørende: Der kom ikke en arabisk-palæstinensisk stat.
Da krigen begyndte, rykkede Transjordanien hurtigt over Jordanfloden og erobrede store områder af det, der skal have udgjort den arabisk-palæstinensiske stat – altså ”Vestbredden” af Jordanfloden. Dette område blev nu indlemmer i Transjordanien, der herefter skiftede navn til Kongeriget Jordan – landet lå jo nu ikke kun ”på den anden side af” Jordanfloden.
På tilsvarende måde blev Egypten i Gazastriben, som de havde erobret under krigen – man indlemmede dog aldrig i de 18 år Gaza i Egypten, men kontrollerede blot området.
Og Jerusalem? I resolution 194 fra 11.dec. 1948 (se kilde 74) blev der stadig talt om, at Jerusalem burde ”tildeles separat og speciel behandling i forhold til resten af Palæstina og bør placeres under effektiv FN-kontrol”.
Den idé blev officielt skudt ned af Israel 2.februar 1949, da Israel officielt indlemmede Jerusalem i Staten Israel og i 1950 gjorde den til hovedstad. Og den gamle by og Østjerusalem var de næste atten år under jordansk herredømme.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Israels uafhængighedskrig 1948-1949
Israel fra uafhængighedskrigen til Suez-krigen – 1948/49 – 1956/57
Da Staten Israel blev udråbt den 14.maj 1948 havde David Ben Gurion – leder af Jewish Agency – erklæret følgende:
Vi erklærer hermed at Nationalrådet skal fungere som foreløbigt statsråd fra mandatets udløb ved midnat den 14.-15.maj 1948 og indtil indsættelsen af statens tilbørligt valgte organer i overensstemmelse med forfatningen, som ikke senere end den 1.oktober 1948 skal udarbejdes af den grundlovgivende forsamling samt at den nationale administration skal udgøre den foreløbige regering for den jødiske stat, der skal kendes som Israel
Den nationale administration var ikke Det jødiske Nationalråd men ledelsen af Jewish Agency under David Ben Gurion, som havde været leder af Jewish Agency siden 1935. Jewish Agency havde i samarbejde med World Zionist Organization (WZO) været den vigtigste politiske magt og vigtigere end Det jødiske Nationalråds, der blev ledet af David Remez.
Der er altså enighed om, at der hurtigt skal udarbejdes en forfatning, men bestemt ikke om, hvordan dens indhold skulle være. Og man var midt i en krig fra det øjeblik staten var udråbt. Alligevel går man i gang med første trin: Man må jo finde ud af, hvor mange indbyggere landet faktisk her og derpå skal disse indbyggere vælge en forfatningsgivende forsamling. Udviklingen miner lidt om Danmark i 1848/49, da landet også var i krig (Treårskrigen).
Man nåede til, at der var ca.782.000 indbyggere, hvoraf de 713.000 var jøder og ca. 69.000 arabere i de israelsk kontrollerede områder. – vi har jo en stat uden anerkendte grænser, da naboerne ikke har anerkendt FN`s delingsplan. Efter våbenstilstanden kom der ca. 51.000 arabere tilbage, så der var ca. 120.000.
Ved valget den 25.januar 1949, som havde en valgdeltagelse på 87% deltog 21 partier. Arbejderpartierne fik 57 pladser af de i alt 120, center-højre fik 31 og de religiøse partier fik 16 mandater.
Præsident Weizmann indkaldte nu partilederne til en ”præsidentrunde”, og det blev ikke overraskende David Ben Gurion fra Arbejderpartiet MAPIA, der dannede regering – bl.a. sammen med nogle af de religiøse partier.
Balance mellem en religiøs og en sekulær stat
Nu skulle arbejdet med forfatningen starte, men meget hurtigt løb man ind i problemer. Arbejderpartiet var inspireret af de europæiske forfatninger, mens de religiøse partier mente, at en forfatning for en jødisk stat burde bygge på Toraen og Talmud.
Det store spørgsmål var, hvad Israel som ”jødisk stat” egentlig var. Et spørgsmål som heller ikke 73 år efter er helt afklaret. For hvilken rolle skulle den jødiske religion spille? På en måde var det allerede afgjort inden, ja før Staten Israel blev udråbt. Da UNSCOPs (United Nations Special Committee on Palestine) repræsentanter kom til Palæstina i juni 1947 (se ovenfor), var det for Ben Gurion vigtigt at sikre, at den jødiske side fremstod enig.
Derfor skrev han den 19.juni et brev til den ortodokse gruppe Agudath Israel og prøvede her at overbevise de ortodokse jøder om, at en kommende jødisk stat ikke ville blive en 100 % sekulær stat, som mange af dem frygtede. Han tog derfor fat på fire for dem afgørende spørgsmål: Sabbat, Kashrut – spisereglerne, ægteskab og uddannelse.
Hvad angik Sabbat var det klart, at den lovbestemte hviledag i den jødiske stat ville blive lørdag, men at andre troende selvfølgelig kunne holde fri på deres helligdag. Hvad Kashrut-reglerne angik, ville ethvert offentligt køkken have kosher-mad – altså mad, hvor dyrene var slagtet efter de jødiske forskrifter, hvor man ikke blandede kød og mælkeprodukter, og hvor der f.eks. ikke blev serveret svinekød.
Hvad ægteskab angik, var Ben Gurion tydeligvis klar over, hvor alvorlige problemer og store vanskeligheder, der var involveret. For religiøse jøder findes kun én slags ægteskab – det indgås hos rabbineren. Ben Gurion lovede her, at Jewish Agency ville gøre alt for at sikre dette krav, så man undgik en splittelse i det jødiske folk.
Også uddannelse ville blive et problem. Her lovede Ben Gurion fuld selvbestemmelse for hver uddannelsesform efter deres egen samvittighed, men nævnte dog også, at staten ville være nødt til at fastholde et minimum af obligatorisk undervisning i det hebraiske sprog, historie, naturvidenskab og lignende også i de religiøse skoler.
For en dansk læser kan det sidste måske virke meget selvfølgeligt, men en del ortodokse jøder fastholdt stadig på dette tidspunkt, at hebraisk kun var gudstjenstesprog ikke dagligsprog. Historie måtte være bibelhistorie, og naturvidenskab var for de ortodokse jøder ikke så vigtigt.
Forfatningen kunne vente
Dette brev blev der omgående henvist til fra de ortodokse jøders side, da man begyndte at drøfte en forfatning, som nogle af dem mente var unødvendig, man havde jo Toraen. Resultatet blev, at man udskød spørgsmålet med bl.a. den henvisning, at USA var blevet skabt 4.juli 1776, men først i 1787 havde fået en forfatning (The Constitution), og at England slet ingen forfatning havde, men var dog et velfungerende demokrati. Der var langt vigtigere spørgsmål, forfatningen kunne vente. Og hermed blev den grundlovgivende forsamling til Israels første parlament (Knesset).
Et eksempel på de problemer der opstod på baggrund af denne beslutning. Fra den amerikanske forfatning kendte man Højesterets store betydning, og også Israel fik ifølge Basic Law en Højesteret. Da denne skulle indvies ved en festlig ceremoni meldte Overrabbineren, Isaac Halevi Herzog (overrabbiner 1936-1959), at der ingen grund var til at fejre dette, snarere skulle man at holde en fastedag i sorg. Hvad skulle man med en Højesteret, man havde jo den jødiske lov (Halacha) og rabbinere til at udlægge denne.
Højesteretten blev fra starten en sekulær domstol, der byggede på almindelige juridiske principper.
Udfordringerne de første år
Israels regering stod fra 1949 overfor kæmpe udfordringer. Ja, der var indgået våbenhvileaftaler, men der var jo ikke fredsaftaler, og intet arabisk land anerkendte Israel. Så landet havde ingen anerkendte grænser, kun våbenstilstandslinjer.
Som tidligere nævnt havde Transjordanien besat ”Vestbredden” af Jordanfloden og halvdelen af Jerusalem.
Våbenstilstandslinjen til Egypten fulgte nogenlunde grænsen mellem Palæstinamandatet og Egypten, og våbenstilstandslinjen til Libanon og Syrien nogenlunde grænsen mellem Palæstinamandatet og det franske mandatområde. Men våbenstilstandslinjen mellem Israel og Jordan var udelukkende tegnet efter, hvor henholdsvis den israelske og den jordanske hær stod. Ingen af parterne anerkendte linjen som en grænse.
Jerusalem var blevet delt, og Israel havde nu hovedstad i en delt by:
Den vestlige del af byen blev hurtigt Israels hovedstad. Knesset flyttede hertil i 1950. De første seksten år i en bygning på King George Street 24. Også præsidenten, regeringen og højesteret fik sæde i byen, men de fleste lande anerkendte ikke det faktum, at Jerusalem var hovedstaden.
Man henviste til FNs delingsplan og idéerne om Jerusalem som en international styret by og lagde derfor ambassaderne ude ved kysten i Tel Aviv.
Premierminister David Ben Gurion afviste i december 1949 dette (se kilde 76) og foreslog Knesset at overflytte Knesset og ministerierne til Jerusalem (se kilde 77).
Israel var oprettet som et tilflugtssted for verdens jøder – og en af de første love, der blev vedtaget i Knesset var derfor ”Loven om Tilbagevenden” (Law of Return) – (se kilde 78).
Teltlejre til de første jødiske indvandrer efter Holocaust
De første år indvandrede store grupper af jøder først og fremmest de overlevende fra Holocaust, der nu endelig kunne komme til den jødiske stat, men også næsten 700.000 jødiske flygtninge fra de arabiske lande.
Efter uafhængighedskrigen smed de fleste arabiske lande deres jødiske indbyggere ud. Folk som i århundreder havde boet dér og en del med rødder tilbage til uddrivelsen af de spanske jøder i 1492. Det var en ganske anden gruppe jøder end de europæiske jøder, der var indvandret fra slutningen af det 19.årh. og frem til 2. Verdenskrig.
Det gav store interne problemer i årene fremover.
Det blev i høj grad arbejds- og boligminister Golda Meir, der arbejdede med disse problemer – som hun beskriver i sine erindringer fra 1975 (se kilde 79). Først blev indvandrerne placeret i Transitlejre – Ma’abarot:
Transitlejr for nyindvandrede jøder. Det var vigtigt hurtigt at integrere børnene og give dem undervisning i hebraisk.
Senere byggede man flere nye byer (Development Towns) også for at hindre, at for mange indvandrere bosatte sig omkring Tel Aviv, Haifa og Jerusalem, hvor arbejdsløsheden var stor.
Nogle af pengene til disse udviklingsbyer skaffede Golda Meir i USA (se kilde 80). Men en del af pengene til bygning af boliger til de nye jødiske indvandrede kom fra Tyskland. I 1951 havde Forbundsrepublikken Vesttyskland tilbudt Israel økonomisk støtte til integration af de overlevende fra Europa.
Tyske blodpenge
Dette gav anledning til de største uroligheder i den unge stat, da højrefløjspartiet Herut under ingen omstændigheder vil acceptere ”tyske penge”, og politiet måtte beskytte Knesset mod voldsomme demonstrationer. Fra både tysk og israelsk side blev det understreget, at det ikke var en erstatning for de dræbte jøder. Dem kunne ingen penge erstatte, men det var støtte til integration af de fra Europa indvandrede jøder, som Tyskland erkendte sit ansvar for.
For højrefløjen i Israel var tysk støtte blodpenge, og man prøvede at storme Knesset før vedtagelsen af aftalen med den vesttyske kansler Konrad Adenauer.
Sidst i 1952 døde præsident Weizmann (1874-1952). Da Weizmann som præsident havde stået over partierne og var kendt som en fremragende videnskabsmand, ønskede Ben Gurion en præsident af samme type, og videnskabsmanden Albert Einstein fik tilbuddet. Da han sagde nej tak, valgte Knesset den 8.dec.1952 Yitzhak Ben-Zvi, der var israelsk statsoverhoved frem til sin død i april 1963.
Ben Gurion trækker sig fra politik
En større politisk ændring skete året efter, da David Ben Gurion trak sig som premierminister og flyttede ud i ørkenen i kibbutzen Sde Boker syd for Dimona. Ben Gurion forklarer selv i sine erindringer fra 1963, hvad der var baggrunden for hans ønske (se kilde 81).
Ny premierminister blev udenrigsminister Moshe Sharett (1894-1965), der i september 1952 havde underskrevet aftalen med Vesttysklands kansler Konrad Adenauer. Men hans post var vanskelig. For mange var Ben Gurion stadig lederen, der som Golda Meir skriver:
stadig holdt hånden meget nær ved, om ikke ligefrem på statsskibets ror
Hun antyder også klart, at
vanskeligheder var uundgåelige under de forhåndenværende forhold, men det, der skabte dem var, at Ben Gurion og Sharett aldrig rigtig kunne sammen trods deres mangeårige samarbejde. Som personligheder var de for forskellige, selvom de begge var glødende socialister og glødende zionister
Resultatet var da også, at Ben Gurion kom tilbage i 1955.
I første omgang som forsvarsminister og efter valget til Knesset i juli 1955 blev han atter premierminister.
Igen i en koalitionsregering med Arbejderpartiet Mapai i spidsen og repræsentanter for det nationalreligiøse parti Mizrahi, det venstreorienterede Achdut Ha´avoda (Arbejdersammenslutningen) og Mapam (Forenede Arbejdere), hvorfra Achdut Ha´avoda tidligere havde udskilt sig.
Regeringsprogrammet bar præg af den stadig mere alvorlige trussel mod Israels grænser (se kilde 82).
Optakt til Suez-krisen
Det følgende år var præget af stadig større bekymring i Israel over naboernes oprustning og FNs passivitet (se kilde 83). Forsvarschefen Moshe Dayan anbefalede allerede i december 1955, at det var:
hans personlige mening, at vi så snart som overhovedet muligt (indenfor en måned) bør erobre Tiranstrædet (se kilde 84)
Problemet var, at Israel både im- og eksporterede fra havnen i Eilat. Men dette krævede, at man uhindret kunne segle gennem Tiranstrædet og op gennem Akaba-bugten til Eilat, og Ægypten spærrede igen og igen for dette. FN gjorde intet for at sikre denne sejlads i internationalt farvand.
Ben Gurion støttede Moshe Dayans forslag, men regeringen som sådan mente, at tiden endnu ikke var moden til en aktion mod Ægypten. Især Moshe Sharett lagde vægt på udlandets reaktion ved et sådant angreb og advarede mod de politiske følger, hvad der skærpede modsætningerne mellem Ben Gurion og Sharett.
I forårsmånederne fortsatte angrebene. Irregulære grupper såkaldte Fedayeens trængte over våbenstilstandslinjerne og lavede sabotage eller sårede eller dræbte folk, der boede i nærheden af linjerne.
Og det blev mere og mere klart, at Ægyptens leder Gamal Abdel Nasser (1918-1970) stod bag disse angreb.
Egypten bag Fedayeen-angreb
Nasser havde været med i kuppet mod kong Farouk i 1952, havde i 1954 arresteret landets daværende leder, Muhammed Naguib, og var derpå selv blevet premierminister.
I 1956 var han eneste kandidat ved præsidentvalget og blev derpå Ægyptens præsident og enehersker.
I april prøvede FN endnu engang at mægle. Begge parter skulle forpligte sig til 100% at følge våbenstilstandsaftalen fra marts 1949.
Ben Gurion erklærede sig villig (se kilde 85), og igen var der ro nogle få uger. Men allerede i maj måtte FNs generalsekretær svenskeren Dag Hammarskjöld (1905-1961) konstatere, at situationen var yderst spændt, også fordi våbenstilstandslinjerne jo ikke var
historisk betingede eller begrundet i befolkningsforholdene eller jordfordelingen (se kilde 86).
Han foreslog en yderligere afspærring mellem de to parter, så det ville være sværere for Fedayeen-grupperne at trænge igennem og overfalde civilbefolkningen.
Den 31.maj gjorde Israels FN ambassadør Abba Eban sikkerhedsrådet opmærksom på, at Nasser nu selv åbent indrømmede, at han stod bag Fedayeen-angrebene:
Til en ægyptisk avis havde han sagt: ”Den palæstinensiske hær, der er oprettet af Ægypten, er blevet en svært bevæbnet og veluddannet styrke, og det er dens soldaters pligt at hævne deres land og deres folk, som blev uddrevet derfra (se kilde 87)
Ægypten overholdt helt klart ikke våbenstilstandsaftalen fra 1949. Hvor længe kunne Israel lade som om, alt var i den skønneste orden?
England og Frankrigs anledning til krig mod Egypten
Uroen langs våbenstilstandslinjerne fortsatte og situationen skærpedes, da præsident Nasser den 26.juli nationaliserede Suez-kanalen, som England og Frankrig havde store økonomiske interesser i.
Israel kunne nu være sikker på støtte fra de to stormagter, hvis man slog til mod Ægypten og besatte Sinai-halvøen frem til Suez-kanalen. Forsvarschefen, Moshe Dayan, skrev i sin dagbog den 3.oktober, at det var nu, der skulle angribes – hurtigt og effektivt (se kilde 88).
Angrebet kom den 29.oktober. Den dag rykkede Israel ind på Sinai-halvøen og rykkede, som Dayan havde planlagt, hastigt frem mod Suezkanalen, men også sydpå mod Tiranstrædet.
Den 30. okt. gav England og Frankrig så parterne et 12-timers ultimatum om at rykke tilbage fra Suez, hvortil Israel dog endnu ikke var nået, og den 31.oktober angreb England og Frankrig Ægypten ved at landsætte tropper omkring Suezkanalen.
FNs sikkerhedsråd var lammet for England og Frankrig nedlagde selvfølgelig veto mod enhver fordømmelse af deres angreb, så den 1.november indkaldte man helt ekstraordinært generalforsamlingen, hvor alle medlemmer er repræsenterede.
Israels FN-ambassadør Abba Eban forklarede på generalforsamlingen, at dette var Israels ”reaktion på syv års ulovlig krigstilstand”. Israel havde brugt ”sin naturlige ret til selvforsvar” (se kilde 89), en ret alle FNs medlemmer har ifølge FN-pagten.
Israel nåede sine mål
Suezkrisen spiller en vigtig rolle i den kolde krigs historie. USA og Sovjet kappedes i disse år om sympati hos Den tredje Verdens lande – de alliancefri lande, der hverken var forbundet med USA eller Sovjet.
Så under de kommende dages forhandlinger optræder USA og Sovjet samlet i forargelse over Englands og Frankrigs angreb og England og Frankrig opdager for alvor, at de siden 1945 ikke længere var virkelige stormagter.
Her skal blot fastslås, at Israel nåede sine to vigtigste mål med sin del af krigen: Man fik genåbnet trafikken på Akababugten. Israel havde nu kontrol med sydspidsen af Sinai ved at have erobret Sharm el-Sheikh.
Og man fik fjernet fedayeen-truslen mod Israel over våbenstilstandslinjerne. FN var nu klar til at anbringe en FN-styrke i Ægypten langs grænsen til Israel, der skulle hindre enhver overtrædelse af våbenstilstandsaftalerne fra 1949.
Den 17.november fløj Dag Hammarskjöld til Cairo, hvor han om aftenen og natten forhandlede med Nasser om grundlaget for FNs beredskabsstyrkers tilstedeværelse og virksomhed i Ægypten (se kilde 90).
Israel forlod dog først Gazastriben og Sharm El-Sheikh ved Tiranstrædet i marts 1957.
Først efter hårdt pres fra de arabiske lande og fra Sovjet, men også stærke henstillinger fra USA, bøjede den israelske regering sig. Ben Gurion argumenterede overfor modstanderne af en tilbagetrækning med, at man havde fået en klar erklæring fra de vigtigste søfartsnationer, at bugten og strædet var internationalt farvand, og at alle nationer havde ret til fri gennemsejling.
I Gaza var der nu FN-tropper, der skulle hindre ethvert angreb over våbenstilstandslinjen og ind i Israel.
Den nye udenrigsminister Golda Meir kunne nu orientere FN om dette. Vigtig af hensyn til udviklingen i juni 1967 er hendes klare advarsel:
Væbnet hindring mod israelske skibe, der er berettiget til fri og uskadelig sejlads i Akababugten og gennem Tiranstrædet, vil af Israel blive betragtet som et angreb, der giver Israel ret til at udøve sin naturlige ret til selvforsvar ifølge artikel 51 i FN-pagten (se kilde 91).
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Israel fra uafhængighedskrigen til Suez-krigen 1948-1957.
Israel bliver mere og mere en normal stat 1956 – 1967
Efter Suez-krigen i 1956 opdagede Israel, at man nu i højere grad blev ansat for en ”normal” stat.
De første otte år havde mange været lidt tøvende – ja, man havde løst flygtningeproblemet – at der var opstået et nyt, var man på dette tidspunkt ikke så opmærksom på.
I Europa var der jo millioner og atter millioner flygtninge og fordrevne især fra de tyske østområder, men jo også f.eks. mellem Indien og Pakistan.
Men var Israel virkelig en stat, der var kommet for at blive? Det står mere klart efter 1956 selvom det jo stadig var en stat, der ikke var anerkendt af nogle af de arabiske naboer.
En stat, der ikke optrådte på de landkort, man kunne købe i den arabiske verden og en stat uden anerkendte grænser.
Basislove i stedet for en grundlov
Politisk var perioden også rimelig stabil. Ben Gurion var tilbage som premierminister, og i februar 1958 vedtog det tredje Knesset den første ”Basic Law” om Knesset.
Da man stadig ingen forfatning havde, gjorde man nu klart, at man måtte have nogle ”grundlæggende” love i stedet, der tilsammen ville udgøre en slags forfatning.
Det blev slået fast, at Knesset er Israels parlament, at det er placeret i Jerusalem og det har 120 medlemmer. Der er desuden regler omkring valgret og valgbarhed og om hvordan valget finder sted (se kilde 92).
På Israels 8-års-dag skænkede det britiske parlament denne Menorah.
Allerede i juni 1955 havde Knesset besluttet, at der skulle bygges en ny bygning til parlamentet og i juli 1956 udskrev man en arkitekt-konkurrence, der enstemmigt blev vundet af arkitekten Joseph Klarwein.
Grundstenen blev lagt i oktober 1958, men der skulle dog mange diskussioner og ændringsforslag til, før man i 1966 kunne indvie den nye bygning.
Levi Eshkol afløser Ben Gurion
I juni 1963 gik Ben Gurion af som premier- og forsvarsminister. Hans afløser blev Levi Eshkol (1895-1969).
Han var opvokset i Ukraine, men var allerede som 19-årig kommet til Palæstina i 1914. Han deltog i kampen for en jødisk stat og blev i 1951 valgt ind i Knesset som repræsentant for arbejderpartiet Mapai.
Igennem 12 år havde han været finansminister og nu stod han i spidsen for regeringen.
Samme år døde Israels 2.præsident Itzhak Ben Zvi og Knesset valgte Zalman Shazar som nyt statsoverhoved.
Han var fra Hviderusland/Bellarus, havde grundlagt arbejderpartiets avis ”Davar” helt tilbage i 1925 og havde været redaktør på avisen fra 1938-1948 og havde siden været aktiv i Jewish Agency.
Samarbejde mellem Israel og Tyskland
Inden Ben Gurion gik af i 1963, havde han i New York i 1960 holdt et verdenshistorisk møde.
Han og den tyske forbundskansler Konrad Adenauer boede på samme hotel. De var begge i USA af andre grunde. På Waldorf Astoria hotellet kom Ben Gurion ned til Adenauers suite.
Adenauer var selv blevet forfulgt af nazisterne, hvad der gjorde tilnærmelsen lettere. I løbet af to timers forhandlinger nåede man at aftale et nærmere samarbejde.
Det tættere samarbejde kunne stadig ikke inkludere udveksling af ambassadører.
De arabiske lande truede nemlig med, at de i samme øjeblik, Vesttyskland anerkendte Staten Israel, så ville oprette diplomatiske forbindelser med det kommunistiske ”DDR”/Østtyskland.
Det ville havde tvunget Vesttyskland til at trække sine ambassadører tilbage fra alle arabiske stater, da man frem til 1973 fastholdt, at der kun var én tysk stat og derfor kun kunne være én tysk ambassade.
Orientalske jøder i Israel
Også perioden efter 1956 var præget af en stor indvandring: I 1956 kom der 55.000, i 1957 70.000 i første række fra Egypten og Nordafrika, men også fra Polen og Ungarn efter opstandene der i 1956.
Mellem 1958 og 1960 kom der yderligere 43.000, nu flest fra Rumænien og mellem 1961 og 1964 kom der 194.000, stadig en del fra Østeuropa, men hovedparten fra muslimske lande, især fra Iran og Nordafrika, specielt Marokko.
Resultatet var, at hvor der i 1956 boede 1.667.000 jøder i Israel, boede der i 1967 2.384.000. Og så var der sket et vigtigt skred: I 1965 var der for første gang lige mange jøder med europæisk og med orientalsk baggrund.
I 1968 var 55,5 % af jøderne fra andre mellemøstlige lande. Og da disse fik næsten dobbelt så mange børn som jøderne med europæiske baggrund, fortsatte udviklingen de næste årtier og kom efterhånden til at præge det politiske billede.
Den politiske ledelse var ikke repræsentativ
Som de fremgår af de tidligere kapitler, havde alle de politiske ledere jo en østeuropæisk baggrund og også i Knesset havde langt hovedparten af medlemmerne en europæisk baggrund.
Så langsomt blev det klart, at den politiske ledelse ikke var repræsentativ for befolkningen.
Hovedstaden i ørkenen
Mange af de nye indvandrere blev nu bosat i nye byer: Beersheba i Negev ørkenen optræder ganske vist allerede i Bibelen, og erobringen af denne i 1917 var et vigtigt skridt i englændernes erobring af Palæstina, men nu bosattes mange af de nye indvandrere her og byen blev en slags hovedstad i Negev-ørkenen.
Journalisten Herbert Pundik, der i 1954 var flyttet fra Danmark til Israel, skildrer i sine erindringer ”Det er ikke nok at overleve” et besøg i Beersheba.
Efter besøget skrev han en kritisk artikel om byggeriet, som nær havde kostet ham det job på fagbevægelsens avis ”Davar”, han netop var tiltrådte (se kilde 93) .
Nye byer skyder op
I 1962 grundlagde man en ny by Arad 45 km øst for Beersheba. En fra begyndelsen ”planlagt” by på vejen til Det døde Hav.
43 km nord for Beersheba var Kiryat Gat allerede grundlagt i 1954 og fra 1958 til 1969 voksede indbyggertallet her fra 4.400 til 17.000 mest med jøder indvandret fra Nordafrika.
Og endelig grundlagde man en ny havneby Ashdod nord for Ashkelon. Her havde allerede fra 1948 været et immigrant- og flygtningecenter og i 1955-1957 grundlagde man den moderne by, der hurtigt voksede sig stor og i dag rummer Israels største og vigtigste dybvandshavn.
Byer med historiske rødder
Werner David Melchior, der allerede i 1945 var rejst til det daværende Palæstina som korrespondent, skildrer i sin bog fra foråret 1967: ”Israel – hvorfor – hvordan” betydningen af disse nye byer (se kilde 94)
Bemærk: Ikke kun Beersheba havde bibelske rødder: Arad omtales i Dommerbogen i GT, som en kanaanæisk by, Gat var en fæstning hos filistrene og den nye by Ashdod ligger lige nord for filistrenes by Ashdod.
De arabiske israelere
Som ovenfor nævnt var der jo også efter våbenstilstanden i 1949 en del arabere, der nu boede i staten Israel.
Der boede stadig arabere i Yafo syd for Tel Aviv, i Ramle og i kystbyerne Haifa og Akko. Desuden var en del byer i Galilæa arabiske – den største Nazareth.
Denne befolkningsgruppe havde nu det problem, at deres ledere var de første, der var flygtet i 1948, så først langsomt opstod et nye lederskab.
De arabiske israelere – muslimer og kristne – havde fuld borgerret i den nye stat, som det var fastslået i uafhængighedserklæringen fra 14.maj 1948 (se kilde 63).
Især de første år havde man store problemer, da mange af de øvrige israelere nærede stor mistro til dem.
Langsomt opstod der arabiske partier. Arbejderpartiet opstillede dog også arabiske israelere på deres liste og forholdene forbedredes.
Problemet for den politiske ledelse var dog, at de arabiske israelere sjældent sammenlignede deres forhold med den tyrkiske eller britiske tid.
I stedet for sammenlignede araberne deres forhold med forholdene i de byer, hvor der først og fremmest boede jøder og klagede igen og igen over, at der blev brugt færre penge i de arabisk beboede områder.
Uddannelse af israelske arabere
Et vigtigt fremskridt var skolevæsenet. Selv i mandattiden måtte det britiske mandatstyre jo indrømme, at ”kun 60 % af de arabiske piger i byerne og omkring 7,5 % af dem på landet havde modtaget nogen undervisning” (se kilde 54).
Nu blev der oprettet flere skoler og uddannelsesniveauet steg. Flere læste også videre på Technion i Haifa eller på det hebraiske universitet.
Da der i 1960´erne for alvor begyndte at komme turister til Israel, blev Nazareth og de kristne steder ved Genesareth Sø vigtige rejsemål. Betlehem og Den gamle By lå jo i den del af Palæstina, Jordan havde besat efter 1948/49-krigen.
Paven i Nazareth
I Nazareth rev man i 1954 den gamle ”Bebudelseskirke” (hvor ærkeenglen Gabriel ifølge traditionen kom til Maria med budskabet om, at hun skulle føde Guds søn) ned.
I perioden 1960-69 byggede man den imponerende nye kirke, tegnet af den italienske arkitekt Giovanni Muzeo.
Da Pave Paul VI i 1964 besøgte ”Det hellige Land” – Vatikanet anerkendte ikke staten Israel – besøgte han selvfølgelig også Nazareth.
Eichmann-sagen
Den 23.maj 1960 bad Ben Gurion om ordet i Knesset og sagde:
Jeg skal informere Knesset om, at for kort tid siden tog Israels sikkerhedstjeneste en af de største nazistiske forbrydere til fange, Adolf Eichmann, som sammen med de nazistiske ledere var ansvarlige for, hvad de kaldte ”Den endelige løsning af det jødiske spørgsmål”, dvs. udryddelsen af seks millioner europæiske jøder. Eichmann er allerede i fængsel i Israel og vil komme for retten her i sammenhæng med Straffelovens bestemmelser om nazister og nazikollaboratører
Efter flere sekunders total tavshed gik det langsomt op for tilhørerne, hvad det var, Ben Gurion lige havde sagt:
Eichmann er allerede i fængsel her
Alle rejste sig om og klappede og jublede.
Eichmann var en af de få ledende ansvarlige for Holocaust, der var undsluppet retssagerne efter krigens slutning: Hitler, Goebbels, Himmler og Göring havde begået selvmord.
Göring begik selvmord kort før han skulle hænges i Nürnberg i oktober 1946. Men Eichmann var efter at have skjult sig i de første fem år i Tyskland blevet hjulpet til Argentina af ODESSA – ”Organisation der SS Angehörigen”.
Smuglet ud af Argentina
Der er flere om at dele æren for at have fundet Eichmann: I Wien havde Simon Wiesenthal grundlagt et dokumentationscenter, der koncentrerede sig om at finde de naziforbrydere, der endnu var på fri fod, og han var på sporet af Eichmann.
Også den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet havde via den offentlige anklager i Frankfurt am Main, Fritz Bauer fået et tip om, at Eichmann boede i Buenos Aires.
Den 11.maj tog israelske agenter Eichmann til fange, fik ham til at underskrive en erklæring om, at han accepterede at blive ført til Israel og sat for en domstol, og smuglede ham ud af Argentina i et El Al-fly.
Operationen gav noget røre. Argentina var rasende over, at israelerne illegalt havde bortført Eichmann fra deres land.
Efter nogle måneders diplomatisk strid nåede man til, at man lukkede sagen. Og ingen andre lande, der havde lidt under Eichmann handlinger, ønskede ham udleveret heller ikke Vesttyskland.
Dømt til døden for mord på 6 millioner jøder
Eichmann kom for en domstol i Jerusalem, udstyret med sin egen valgte forsvarer, Dr. Robert Servatius, der også havde forsvaret krigsforbrydere ved Nürnberg-domstolen 1945/46. Anklageren var Israels statsanklager, Gideon Hausner, der i sin åbning sagde:
Når jeg står her foran jer, Israels dommere, står jeg ikke alene. Sammen med mig, på dette sted og i denne stund, står 6 millioner anklagere”
Eichmann prøvede i hele sit forsvar at gøre sin rolle mindre og sige, at han jo blot som embedsmand udførte ordrer, men beviserne var overvældende, og den 15.dec. blev Eichmann dømt til døden.
Han appellerede og sagen kom for Israels Højesteret, der den 29.maj 1961 bekræftede dommen. Efter forgæves at have bedt Israels præsident om nåde – igen med henvisning til, at han jo blot havde været et redskab, blev han henrettet ved midnat den 31.maj.
Vidnesbyrd i radioen
Eichmann-sagen havde været dækket af journalister fra hele verden.
Fra Danmark bl.a. af journalisten Richard Oestermann, der forblev bosiddende i Israel resten af sit liv og til sin død skrev til forskellige skandinaviske aviser og blade (se kilde 95).
Og tidligere nævnte Werner David Melchior har i tidligere nævnte bog givet sin opfattelse af Eichmann – (se kilde 96)
Eichmann-sagen betød også meget for opfattelsen af Holocaust eller Shoa, som er den hebraiske betegnelse. Der havde i Israel – som i mange andre lande – været en opfattelse af, at det bedste ville være ”at komme videre” efter 1945 – her var et nyt land, der skulle bygges op – nu skulle man ikke tale for meget om fortiden.
Men nu var der, dag efter dag, vidnesbyrd i radioen fra retssagen som alle fulgte. Mange overlevende oplevede, at befolkningen nu lyttede og interessen for, hvad der var sket i Europa 1933-1945, steg voldsomt.
Venskabet med Danmark
Under Eichmann-sagen havde journalisten Werner David Melchior aflagt vidnesbyrd om aktionen mod de danske jøder i oktober 1943 (se kilde 97).
Historien om redningen havde vagt stor opsigt. Midt i rædselshistorierne alle andre steder fra kom historien om ”lyset i mørket” om de mange danskeres hjælp i forbindelse med jødernes flugt til Sverige.
Dette var i centrum, da Viggo Kampmann i 1962 som den anden europæiske statsminister besøgte Israel. Under hans besøg indviedes Danmark Pladsen – Kikar Dania – på Herzl Boulevarden, der fører ud til Holocaust-erindringsstedet Yad Vashem i Jerusalem.
Nogle år senere, da Jens Otto Krag havde afløst Kampmann og Levi Eshkol havde afløst Ben Gurion, var det Krags tur til at besøge Jerusalem.
I 1968 fik Jerusalems største gymnasium navnet ”Denmark School”, hvor daværende socialminister Nathalie Lind repræsenterede Danmark.
Valget i 1965
Selvom Ben Gurion selv i 1963 havde peget på Levi Eshkol som sin efterfølger, begyndte han meget hurtigt efter at undergrave Eshkol.
De to ledere var stærkt uenige om flere spørgsmål, deriblandt om man skal genåbne Lavon-affæren (en indviklet historie omkring en mislykket operation i Egypten i 1954), Eshkols tætte samarbejde med USA’s præsident Lyndon B. Johnson omkring atomværket i Dimona og endelig Eskhols accept af, at højrefløjsideologen Ze´ev Jabotinsky var blevet genbegravet i Jerusalem på Herzl-Bjerget.
Jabotinsky var død i 1940 og begravet i New York. Ben Gurion havde modsat sig, at han blev overført til Israel efter statens oprettelse i 1948, da han så ham som en ideologisk modstander, der havde stå bag den yderliggående organisation Irgun.
Nye alliancer
På en partikonference i arbejderpartiet i 1965 foreslog Ben Gurion og hans unge tilhængere, Shimon Peres og Moshe Dayan, at man skulle åbne Lavon-affæren og kæmpede stærkt imod Eshkols planer om at slå partiet Mapai sammen med et andet arbejderparti Ahdut Ha´Avoda i en alliance Ma´arach.
En hemmelig afstemning sikrede Eshkol et flertal. Ben Gurion forlod nu sit eget parti og dannede en nyt, Rafi (se kilde 98).
Også på højrefløjen gik to partier sammen. Konservative Herut og De Liberale gik sammen i Blokken af Herut og De Liberale ( Gush Herut Liberalim eller Gahal).
Begge parter håbede vel på mere stabile politiske forhold, hvor man måske oveni købet kunne vinde flertal alene.
Arbejderpartiet taber terræn
Det skete dog ikke. Arbejderalliancen fik godt nok 45 mandater, men det var fem færre end de to partier tilsammen havde haft før. Gahal fik 26 mandater, men det var otte færre end de to partier tilsammen havde haft før valget.
Rafi fik 10 mandater og blev en kæmpe skuffelse for Ben Gurion, der havde håbet på langt flere, og valget markerede begyndelsen på hans endelig afsked med israelsk politik.
De religiøse og ultraortodokse partier blev også noget svækkede og kommunistpartiet splittedes nu i et jødisk kommunistparti Maki og et arabisk Rakah.
Eshkol skulle nu finde en eller flere koalitionspartnere på højrefløjen på grund af det stadig dårligere forhold til Ben Gurion var samarbejde med Rafi udelukket.
Det gav Det national-religiøse Parti, der var dannet i 1956 og ved valget havde fået 11 mandater, en stærk forhandlingsposition og sammen med Mapam – også et arbejderparti med 8 mandater – og De uafhængige Liberale, der ikke var gået med i Gahal, med 5 var flertallet hjemme.
Werner David Melchior prøvede et par år efter i foråret 1967 at forklare danske læsere det israelske partisystem. Det var ikke helt nemt (se kilde 99).
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967
Seksdageskrigen 1967
Da den danskfødte journalist Werner David Melchior i foråret 1967 udgav bogen ”Israel – hvorfor – hvordan” sluttede den beretningen om Israel fra Patriarkerne til Ben Gurion med at bemærke, at ”Israel er langt fra at være så færdigt, som normalt etablerede folk ellers er det, når de kun fra en etableret base skal fortsætte en organisk udvikling”. Det ville først ske den dag, ”hvor forholdet til de arabiske lande reguleres på den måde, der hører sig til mellem anstændige naboer”.
Der var ikke mange tegn på, at den dag nærmede sig – måske tværtimod. Efter nederlaget i Suez-krigen i 1956 havde Egypten søgt at slå sig sammen med Syrien i ”Den forenede arabiske Republik”. Denne varede dog kun fra 1958-61, hvor et statskup i Syrien betød et farvel til underlæggelsen under Egypten, hvis præsident – Nasser – havde været leder af begge lande. Men efter et nyt kup i 1963 genoptoges samarbejdet og man inddrog nu også Irak i samtalerne om en union mellem alle tre lande (Cairo-aftalen).
Den palæstinensiske befrielsesorganisation
I Israel vakte den nye aftale dyb bekymring og Israel gav i en note til FNs sikkerhedsråd den 29.april udtryk for sin dybe bekymring over aftalens ord om at befri Palæstina – (se kilde 100).
Samtidig blev man i de arabiske lande klar over, at det ville gavne modstanden mod Israel, hvis man skabte en palæstinensisk organisation. Som det er fremgået tidligere, blev begrebet ”palæstinensere” i den periode, hvor Palæstina var et britisk mandatområde, brugt om alle indbyggere i områder, jøder, kristne og muslimer.
Efter udråbelsen af staten Israel kaldte de jødiske indbyggere sig ”israelere”, mens de muslimske og kristne indbyggere kaldte sig arabere. Det samme gjaldt på ”Vestbredden” og i Østjerusalem, der i 1948/49 var blevet besat af Jordan – her var alle arabere – og en del fik jordansk statsborgerskab og kunne også kaldes jordanere.
Men: Rundt omkring i nabolandene – Libanon, Syrien og Jordan – sad mange af de arabere, der under uafhængighedskrigen var flygtet eller fordrevet fra Israel stadig i flygtningelejre. Og her næsten ti år efter krigen var de på ingen måde blevet integreret i de arabiske lande, hvor de nu boede. Derfor starter man meget hurtigt med at kalde dem palæstinensere – der altså nu defineres som arabere, der er flygtet fra det engelske mandatområde i 1948/49.
Og der dannedes under et arabisk topmøde i Cairo i 1964 en ”palæstinensisk befrielsesorganisation” – PLO. Egypterne satte en arabisk diplomat Ahmed Shuqairy til at tage sig af de praktiske og i maj 1964 holdtes et møde på Hotel Intercontinental i Østjerusalem, hvor man formelt etablerede PLO.
Kampen om Golan
Syrien følte sig nu stærk nok til at begynde at genere Israel. Man begyndte en udgravning af kanaler i Golanhøjderne i et forsøg på at afskære Israels nordlige vandforsyning. Vandet herfra løb ned i Genesareth Sø – nu prøvede man at ændre på forløbet, så Israel ville komme til at mangle vand. Man begyndte også at bombe landbrugsområderne i det nordlige Galilæa oppe fra Golanhøjderne, der var på syriske hænder og nordøst for Genesareth Sø gik helt ned til søen.
Den syriske premierminister Dr.Yusuf Zuayyin beskyldte i oktober 1966 Israel for at planlægge et angreb på Syrien (se kilde 101), hvad der fik Israels premierminister Levi Eshkol til at tilbyde Syrien et ikke-angrebspagt (se kilde 102). Det blev afvist og angrebene fortsatte – på billedet ses forsiden af den engelsksprogene israelske avis Jerusalem Post dagen efter endnu et angreb – her på Gadot nord for Genesareth Sø – lige op af våbenstilstandslinjen
Egypten mobiliserede i Gaza og i Sinai
Nu begyndte også Nassers Egypten at true Israel, og den 16.maj krævede Nasser FN-tropperne langs våbenstilstandslinjerne mellem Israel og Egypten fjernet. Som det fremgår ovenfor, var de blevet sendt til området efter Suez-krigen i 1956 – netop for at hindre sammenstød mellem Israel og Egypten. Nu måtte FN fjerne dem og Nasser gjorde den 25.maj klart, at man nu stod klar – ”fuldt mobiliserede både i Gaza og i Sinai”. Og endelig lukkede man Tiranstrædet for israelske skibe – den passage op til Eilat, som Israel var garanteret ret til efter Suez-krigen i 1956 (se kilde 104).
USA præsident Lyndon B. Johnson protesterede derfor omgående mod lukningen og på dansk og canadisk foranledning indkaldtes nu FNs sikkerhedsråd – begge lande sad i sikkerhedsrådet 1967-68. Her fremlagde de to parter deres synspunkter (se kilde 103).
I Israel steg angsten for en ny krig – med langt bedre forberedte arabiske magter, med nye russiske våben. Golda Meir, der havde været udenrigsminister til året før og nu var generalsekretær i arbejderpartiet Mapai, skildrer i sine erindringer fortvivlelsen over omverdenens passivitet efterhånden som Egypten og Syrien gjorde klar til krig – kapitlet har sigende nok overskriften ”Vi er alene” (se kilde 105) Og de næste to kilder viser, hvordan både journalisten Herbert Pundiks og Richard Ostermanns familier hjemme i Danmark foreslår dem, i hvert fald at sende deres børn til Danmark (se kilde 106 og 107).
Menachem Begin ind i varmen
Den 1.juni udvidede Levi Eshkol sin regering med bl.a. lederen af oppositionspartiet Herut, Menachem Begin og udnævnte helten fra Sinai-felttoget, Moshe Dayan, til forsvarsminister. Og sammen med generalstabschefen Yitzhak Rabin gik de nu i gang med at planlægge en præventiv lynkrig – altså at Israel skulle slå først, så man dels selv valgte tidspunktet – dels kunne starte med at sætte det egyptiske og syriske luftvåben ud af spillet fra starten af krigen.
Israels lynangreb
Den 4.juni måtte man konstatere, at alle forsøg på at undgå krig var slået fejl, og den 5.juni om morgenen angreb det israelske luftvåben først det egyptiske og kontrollerede efter blot et par timer luftrummet over Sinai og Egypten. Efterfølgende satte det israelske luftvåben så også det syriske – og senere – da Jordan havde bestemt sig for at gå ind i krigen – også det jordanske luftvåben ud af spillet, så man dermed kontrollerede luftrummet i hele krigszonen.
Herefter rykkede hæren frem – som i 1956 gennem Sinai mod Suez-kanalen, men nu også op gennem Golanhøjderne og på Vestbredden en omringning, så den jordanske hær måtte trække sig tilbage til den anden side af Jordan-floden. Også Østjerusalem og den gamle by blev erobret og for første gang i 19 år kunne jøder atter stå ved Grædemuren – den eneste rest af ydermuren om det gamle jødiske tempel. Dette gjorde et stort indtryk verden over – se artikler fra Los Angeles Times og Kristeligt Dagblad (se kilde 108 og 109)
Men hvordan kunne Israel sejre så stort på så kort tid? Det er der givet mange forklaringer på siden – her bringes dels en tale, Yitzhak Rabin holdt på Det hebraiske Universitet den 28.juni (se kilde 110), en arabisk kommentar af Cecil Hourani (se kilde 111) og den danske historiker Erling Bjøls forklaring i ” Verdenshistorien efter 1945” (se kilde 112).
Og hvad så efter krigen?
Da krigen sluttede efter seks dage, skrev den svenske statskundskabsprofessor og redaktør Herbert Tingsten i et efterskrift til sin bog ”Det truede Israel”, der oprindeligt var kommet i 1957, at man nu kunne håbe, at Israel nu i det mindste ville få fred i nogle år (se kilde 113).
I Israel og i mange lande var håbet, at araberne nu ville være klar til fredsforhandlinger – Israel sad jo godt nok med gode kort på hånden, og selvom det rimelig hurtigt blev klart, at man ikke havde tænkt sig at gå med til igen at dele Jerusalem, så tydede intet på, at man var interesseret i at beholde hele Vestbredden, eller hele Golan for slet ikke at tale om Sinai-halvøen.
Stor var derfor skuffelsen, da der fra et arabisk topmøde i Khartoum lød tre klare nej´er: Nej til anerkendelse af Israel, nej en endelig afgørelse om fred og nej til forhandlinger (se kilde 114).
I FN var Danmark fortsat medlem af Sikkerhedsrådet og ifølge den daværende israelske ambassadør i Danmark, Esther Herlitz, spillede Danmark en vigtig rolle omkring vedtagelsen af resolution 242, der siden har dannet grundlag for alle fredsforhandlinger mellem Israel og de arabiske lande (se kilde 115).
FN havde håbet, at man med den diplomatiske formulering og krav til begge parter havde fundet en formel til at få fredsforhandlingerne i gang (se kilde 116). Der skulle dog endnu en krig til, før der kom gang i fredsforhandlingerne – i første omgang med Egypten.
Se litteratur, link og samlet oversigt over kilderne til: Seksdageskrigen 1967
Historie
Israel – ung og ældgammel
Af Otto Rühl
I Danmark lader vi Danmarks historie starte omkring år 950 med Jellingestenen – som vi kalder ”Danmarks Dåbsattest” – som endda er i vores pas.
I Tv-serien Historien om Danmarks var der tre udsendelser om tiden før Gorm den Gamle og Harald Blåtand – ”Stenalder”, ”Metallernes tid” og ”Vikingetiden”.
Intet af dette er politisk problematisk – selvfølgelig boede der folk, i det, der nu er Danmark før Gorm den Gamle – vi er bare tilbage i ”forhistorisk” tid – hvor vi ingen skriftlige kilder har – og derfor i højere grad må støtte os på arkæologiske fund.
Når vi her på israel-info.dk giver informationer om Israels historie, er selv dette med, hvornår historien begynder, kontroversielt. For historien bruges i den grad i nutiden – til at vise den enes eller den andens ret til landet.
I jødisk tradition er der ingen tvivl: Historien begynder med Guds løfte til Abraham om et land, Abrahams vandring til ”Det hellige Land” – patriarkerne Abraham, Isak og Jakob – og Jakobs tolv sønner – stamfædrene til Israels 12 stammer.
Fortællingen om Moses spiller også en så vigtig rolle, at den i årtusinder er fortalt ved den jødiske påskefest. Udvandringen fra Egypten er en kernefortælling – de 40 år i ørkenen, hvor Moses bl.a. får Loven, Toraen, der er hele grundlaget for jødedommen.
Vi begynder dog først fortællingen om Israels historie omkring år 1000 f.v.t.
Baggrunden for dette kan ses på nedenstående billede fra Det jødiske Museum i Ferrara i Norditalien: ”Esodo” betyder ”Exodos” – udvandringen (fra Egypten) – ”Conquista di Canaan” erobringen af Kanaans land – og nedenunder står de to centrale personer i historien: Moses og Josua – Josua som ledte indvandringen i Det hellige Land.
Bemærk: Der er ingen årstal ud for Moses og Josua.
Museet sætter først årstal på, når vi når ned mod år 1000 f.v.t., hvor vi begynder at have skriftlige kilder – nedskrevet langt senere – men vi kan begynde at tale om ”Israels historie”.
Kongetiden
Der stor uenighed blandt historikerne om, hvor meget vi rent faktisk ved om Israel i Kongetiden ca. år 1000-587 f.v.t..
Politikens Verdenshistorie taler klart om et kongevalg kort før år 1000 f.v.t, mens N.P. Lemche afviser, at der er kildemæssigt grundlag for at tale om Davids storrige.
Læs mere om de forskellige historiesyn i: Kilderne til Israels ældste historie
Langt de fleste historikere mener dog, at der er arkæologiske beviser for en indvandring af nye stammer i området i sidste halvdel af det 2. årtusinde f.v.t. – og at disse stammer har sluttet sig sammen omkring år 1000 f.v.t.
Ifølge de skriftlige kilder blev disse stammer trængt af filistrene, folket, der boede ude ved kysten omkring byer som Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron.
Filistrene har været en gruppe blandt de såkaldte havfolk, der som led i en række folkevandringer angreb Egypten under Ramses 3. (1198-1166 f.v.t.).
Dette kan have været grunden til, at nogle grupper sidst i det 11.årh. f.v.t. krævede, at de skulle overtage nabolandenes styreform – at også de skulle have en konge.
Vi har i 1.Samuelsbog i Det gamle Testamente (GT) interessante kilder til dette spørgsmål. Det skinner nemlig her igennem, at der næppe har været enighed om den nye styreform.
I kap. 8, som har én holdning, reagerer Jahve på folkets krav med følgende svar til Dommeren Samuel: “Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, for det er ikke dig, de vrager, men mig, de vrager, som deres konge” (vers 7).
Det er én af de ting, der gør historiebøgerne i Det gamle Testamente vanskelige – hvad skal vi som historikere stille op, når Gud sådan meget direkte griber ind i historien ?
Noget overraskende er holdningen en anden i kap.9 og begyndelsen af kap.10. Her salver dommeren Samuel Saul til konge og spørger: “Har Herren ikke salvet dig til fyrste over sit folk Israel?”
Med salvningen får vi grundlagt hele traditionen om “kongedømmet af Guds nåde” – når danske konger efter enevælden og frem til 1848 salvedes af den ledende biskop, ja, så går der en lige linie tilbage til fortællingen i 1.Samuelsbog.
Hvornår sker dette? Ja, hvis der er tale om historiske forhold, er vi som sagt nok sidst i det 11.årh. f.Kr.. Sauls regeringstid sættes gerne til omkring 1020 -1000 f.v.t..
Ifølge kilderne opfylder Saul dog ikke folkets forventninger. Han vinder godt nok flere krige, men skildres som mere og mere mistroisk og til sidst afløses han af David fra Bethlehem, der i al senere jødisk historieskrivning står som storkongen.
Ifølge GT gjorde David op med fjenderne, filistrene måtte underkaste sig og deres byer skulle fremover betale tribut til Israels konge.
Også Israels øvrige naboer måtte underkaste sig, og David kom til sidst til at herske over et land, der ifølge GT strakte sig fra “Eufrat i nord til Egypten i syd”.
Meget vigtigt er, at David erobrede den sidste af kananæernes faste borge i Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad.
Om dette hører vi i vores næste kilder (4 + 5) – det er denne skildring, der er baggrunden for, at den moderne stat Israel i 1995/96 fejrede “Jerusalems 3000 års jubilæum” – et meget omstridt jubilæum.
Ingen er jo i tvivl om, at byen er ældre – vi hører, at David erobrer en stærk by – beliggende på en klippe.
Derimod er der tvivl om, hvorvidt skildringen i GTs historiske bøger er korrekte – og her har vi ét af de historiske spørgsmål, hvor arkæologerne giver forskelle svar.
Efter David fulgte kong Salomo/Salomon. Han havde regeret sammen med David de sidste år og stod nu som regent over et storrige, der strakte sig fra Det røde Hav til Eufrat.
Hvor David er gået ind i historien som erobrerkongen, der skabte Storisrael og hvis tid – “Davids-tiden” – man siden drømte sig tilbage til, er Salomon gået ind i historien som bygmesteren – det var Salomon, der byggede Det første Tempel.
Man vil derfor ofte se perioden fra David og Salomon og frem til templets ødelæggelse i 587 f.v.t. kaldt “Det første Tempels tid”.
Ifølge GT bygges templet som en bolig for Jahve – nu var israelitterne bofaste, nu skulle deres gud have en prægtig bolig – og i templet placerede man “Pagtens Ark”, den helligdom, man havde haft med sig på vandringen i ørkenen.
Opførelsen af templet har krævet utrolig megen arbejdskraft og kostet en formue.
Om det har været grunden til utilfredsheden med styret, eller det har været modsætninger mellem stammerne, der gjorde sig gældende, kan vi ikke vide med sikkerhed – det korte af det lange er, at den fælles kongetid slutter allerede her – med Salomons død omkring år 935 f.v.t..
Dette år vælges to konger – Rehabeam i den sydligste og mindste del – Juda – Jeroboam i den største og nordligste del, der fik navnet Israel.
Hermed stopper den fælles historie – og vi må se på de to rigers historie hver for sig.
Nordriget Israel
Nordrigets historie (935-722 f.v.t.) led under mange indbyrdes magtkampe, ligesom der var religiøse stridigheder.
Det var jo et problem, at Jerusalem med templet lå i Sydriget – derfor byggede man egne helligsteder – men var det så stadig “Jahve”, man dyrkede? I hvert fald talte de såkaldte profeter vredt om, at man svigtede den oprindelige religion.
Nordriget lå også mere farligt end Sydriget. Hvis du ser på kortet nedenfor, kan du se, at Israel mod nord havde en meget stærk nabo – Assyrerriget.
Assyrerriget erobrede efter år 1000 f.v.t. stadig mere land og i 722 blev også Israel erobret af Assyrerkongen Sargon 2.
Han deporterede befolkningen for at undgå senere oprør, og dermed ophørte Nordrigets eksistens.
Fra da af og indtil 1948 har betegnelsen Israel ikke været brugt om nogen stat, men du vil se, at begrebet af og til bruges om det jødiske folk, patriarken Jakobs (“Israels”) efterkommere.
Sydriget Juda
Judas rige (935-587 f.v.t.) havde fra starten flere fordele.
Hvis du ser på kortet igen, kan du se, at riget lå mere beskyttet – og man havde stadig Jerusalem både som hovedstad og som religiøst centrum med Salomons tempel som stedet, hvor man dyrkede Jahve.
Kongerne var også stadig af Davids slægt.
Alligevel blev Juda også påvirket af naboerne. En overgang var Juda nærmest en assyrisk lydstat.
Ser vi i GTs historiebøger, er det tydeligt, at den af kongerne, der omtales mest positivt, er kong Josias (639-609 f.v.t.). Det skyldes nok, at han en overgang genoprettede Judas selvstændighed.
Men baggrunden er nok i høj grad Assyrerrigets nedgang: Efter i 671 f.v.t. at have erobret Egypten og Babylon, så riget strakte sig “fra Sahara til Iran”, begyndte det sidst i det 600-tallet at gå ned ad bakke.
I 616 f.v.t. var Babylon blevet samlet som stormagt under kaldæeren Nabopolassar, og allerede fire år senere erobrede han sammen med mederkongen Kyaxares´ hær Assyrerrigets hovedstad Ninive.
Assyrerriget var brudt sammen – en ny stormagt trådt frem på scenen: Babylon (se kortet)
Under kong Nebukadnezar den 2 (605-562 f.v.t.) begyndte Babylon nu en erobringspolitik i stil med den, assyrerkongerne havde praktiseret i århundreder.
Det første område, der blev erobret var Syrien og derpå gjorde Nebukadnezar klar til næste store modstander: Ægypten.
To gange – i 601 og 568 f.v.t.. prøvede Nebukadnezar at erobre Ægypten, men uden held – Jerusalem og Juda derimod indtog han i 597 f.v.t.
Juda blev nu lydstat under Babylon, og Nebukadnezar blandede sig kraftigt i Judas indre forhold. Han tog to af Judas konger – Jojakim og Jojakin – til fange, og da kong Sidkija i 587 f.v.t. gjorde oprør mod ham, erobrede han byen, ødelagde templet og førte kongen og en stor del af befolkningen med til Babylon.
På den måde ville Nebukadnezar sikre sig, at Judas indbyggere ikke længere gjorde oprør.
Læs om: Kilderne til Kongetiden
Det babylonske Fangenskab
Det babylonske Fangenskab 587 – 539 f.v.t. er et vendepunkt i Israels historie.
Det ser man ud fra flere ting: Man gik i de år i gang med at nedskrive alle de mundtlige traditioner – sandsynligvis er Mosebøgerne nedskrevet i disse år på baggrund af den mundtlige overlevering og Det deuteronomistiske historieværk stammer også fra denne periode.
Det var uhyre vigtigt for folket fra Juda at minde sig selv om, at de havde en stolt forhistorie – ja, at det land, de var ført bort fra, havde de engang i tidernes morgen fået af Gud selv – og løftet om land havde han opfyldt også sidst, de var fanger.
Der eksisterede sagn og overleveringer om, at man engang havde været trælle i Ægypten, men at Gud havde henvendt sig til Moses og han havde ført dem ud af Ægypten til “landet, der flød med mælk og honning”.
Men hvis dette var rigtigt – hvis israelitterne virkelig var “Guds udvalgte folk” – hvorfor sad de så nu som trælle i Babylon?
Hvorfor var deres tempel og deres hovedstad blevet ødelagt? Det er klart, at et muligt svar var, at Babylonernes gud Marduk var stærkere.
Vi ser igen og igen folk skifte religion, fordi de opdager, at andre folk klarer sig bedre med deres gud eller guder. Vikingernes skifte til “Hvide Krist” ved middelalderens start er et eksempel herpå.
Det overraskende er, at dette ikke skete for jøderne. Tværtimod begyndte man at gøre sig klart, hvad troen egentlig gik ud på.
I de mange regler og love, man traditionelt havde fulgt, fandt man det nye holdepunkt. Lovene gav man navn efter Moses og Moseloven eller Tora´en blev det nye centrum i jødedommen.
Hvorfor nu jødedommen? Fordi vi hidtil har talt om israelitterne. De stammer, der ifølge traditionen stammede fra Abraham, Isak og Jakob/Israel, som boede i det hellige land.
Men fra nu af og op til i dag har man nu kunnet tilhøre dette folk uden nødvendigvis at bo i det hellige land. Man kunne være jøde, overholde de efterhånden 613 bud om alt lige fra at drengene skulle omskæres til spiseregler og de vigtigste ti bud.
Og svaret på jødernes situation i Babylon?
Ja, det så vi i kilderne fra Kongebøgerne i Det deuteronomistiske Historieværk:
Det var på grund af Herrens vrede, det gik Jerusalem og Juda sådan. Til sidst forstødte han dem fra sit ansigt
2. Kongebog 24,20
Det var altså, fordi man havde svigtet Jahve!
Jahve havde ikke svigtet jøderne. Nej jøderne havde svigtet ham. Denne holdning skinner igennem Det deuteronomistiske historieværk og hos profeten Esajas.
En lærd jøde der forkyndte for folket, at hvis de fremover rettede sig efter Jahves bud og dyrkede Jahve, som skrifterne lærte dem – ja, så var der chancer for, at de kunne vende tilbage til Jerusalem.
Og tilbage til Jerusalem ville langt de fleste. I et digt fra disse år (Salme 137 i “Salmernes Bog”, en samling af salmer i Tanach/GT) – lyder det:
Glemmer jeg dig, Jerusalem, da visne min højre (hånd).
Nogle vil måske kende salmen uden at tænke over det. Det var den, der dannede grundlag for popgruppen “Bonnie M´s” “At the Rivers of Babylon” i 1970´erne!
Jøderne var næppe klar over, hvilken betydning det ville få for dem og deres fremtid, da persernes leder, Kyros, i midten af 550´erne gjorde oprør mod den mediske konge. Medien var nabo til Det babylonske Rige, men hvad kom dette jøderne ved? Det skulle hurtigt vise sig!
I år 550 f.v.t. erobrede Kyros medernes hovedstad. I 546 f.v.t. Lydiens hovedstad Sardes. Dermed strakte Kyros´ Perserrige sig pludseligt fra den Arabiske Havbugt til Ægæerhavet.
Perserriget var nu en trussel mod Babylon.
Samtidig var Perserriget blevet nabo til de græske folk, hvad der i det følgende århundrede skulle få store konsekvenser.
I Babylon var der på dette tidspunkt stor utilfredshed med herskeren, Nabunaid 555-539 f.v.t.. Da Kyros i begyndelsen af 539 f.v.t. angriber rigets centrum, kan han rykke frem uden at møde den store modstand. Den 12. oktober 539 rykkede han ind i selve hovedstaden, Babylon. Et storrige var igen forsvundet. Et nyt ,Perserriget, havde afløst det.
Og nu går profetierne i opfyldelse. Kyros fører en ganske anden politik end de babylonske konger, og han lader derfor jøderne vende hjem til Israel. Dette er baggrunden for, at Kyros – som naturligvis dyrkede de persiske guder – i GT omtales særdeles positivt.
Det er værd at bemærke, at det langt fra var alle jøder, der efter 539 vendte hjem til Israel. En del blev og fra nu af, har vi altså både jøderne i Israel og jøder, der bor andre steder.
I diaspora´en som det blev og stadig kaldes. Ordet kommer fra græsk og betyder adspredelse. Her betyder det altså de jøder, der levede spredt rundt om i verden.
De jøder, der kom hjem, gik som noget af det første i gang med at genopføre templet. Men det var hårde tider, og Det 2. tempel stod først færdigt i 515 f.v.t..
Det har ifølge de beskrivelser, vi har, næppe været så prægtigt som Salomons, der var blevet ødelagt i 587 f.v.t., men det bliver dog hurtigt igen centrum for jødedommen.
Man beholdt dog også de skikke, man havde tillagt sig i Babylon, nemlig at mødes i synagoger, der er en slags forsamlingshuse, hvor man hørte tekster fra det, der nu var jødedommens hellige bøger, og hvor man udlagde disse tekster.
Læs om: Kilderne til Det babylonske Fangenskab
Hjemkomsten fra Babylon
I det 6. årh. f.v.t .skete der store forandringer i hele Lilleasien.
Fra omkring år 550 f.v.t gjorde perserkongen Kyros sig til herre over hele området frem til Ægæerhavet.
Perserriget grænser nu op mod den græske verden og de græske byer på Ægæerhavets østkyst hører nu under perserne. Det er denne periode, ”historiens fader”, Herodot, skriver om i sit historieværk.
I 539-538 erobrer Kyros derpå Babylon, og herefter strækker Perserriget sig fra Middelhavet til Indusfloden. Hans søn Kambyses indlemmer Middelhavets sidste stormagt Egypten i Perserriget.
Efter Kambyses fulgte Dareios 521-485 f.v.t. Det er ham, der går i gang med at organisere det nye kæmpestore Perserrige, og det er ham, der angriber Athen i 490 f.v.t. og indleder Perserkrigene.
Årsagen var, at Athen havde støttet en af de græske byer på Ægæerhavets østkyst, Milet, der havde gjort oprør mod Persernes undertrykkelse. Dareios ødelægger Milet i 494 f.v.t og sender indbyggerne i fangenskab til Babylon.
Da Kyros i 539-538 havde erobret Babylon, havde han ladet de jødiske fanger vende tilbage til Israel – se kilde 9 – og genopbygningen af Jerusalem og Templet tager nu fat.
Men som det fremgår af kortet, bliver der ikke genetableret en jødisk stat. Juda, som Sydriget jo var blevet kaldt, genopstår som en persisk provins med Jerusalem som hovedstad og religiøst centrum.
Læg mærke til i kilde 9 fra Ezras Bog, en del af det tidligere nævnte Kronistiske Historieværk, at Kyros taler om, at Gud har givet ham ordrer til at genopbygge hans Tempel i Jerusalem. Det er det, der nu er det centrale at få genopbygget Templet og få jøderne til at følge Moseloven.
Ifølge de historiske bøger var det jo på grund af frafald, de var blevet sendt i eksil. Nu gjaldt det om at følge Loven. Vi hører i Nehemias´ Bog kap. 8, at Ezra læser Loven op for folket i Jerusalem og de genoptager de religiøse fester . f.eks. Løvhyttefesten:
Da de nærlæste Loven, fandt de ud af, at Gud gennem Moses havde givet ordre til, at israelitterne skulle bo i hytter lavet af blade under den fest, de kaldte løvhyttefesten
Vores kendskab til Judæa de næste 150 år er ikke stort. Perserriget er fortsat stormagten også efter nederlaget til Athen i slaget i Salamis-bugten i 480 f.v.t. og slaget ved Plalæa i 479 f.v.t., der indledte Athens storhedstid.
Vi har en langt senere kilde – historikeren Flavius Josefus, der sidst i det første århundrede e.v.t. skriver sit 20-binds værk Jødiske Antikviteter ( Ἰουδαϊκὴ ἀρχαιολογία).
I hans 11. bog skriver han om tiden ”Fra Kyros´ første år til Alexander den Stores død”. Han bygger i denne bog meget på Ezras og Nehemias´ bøger og så historien om Esther, der under Ahasverus hindrer et massedrab på jøderne, som kongens medarbejder Haman planlagde, som er skildret i Esthers Bog i Det Gamle Testamente.
Alexander den Store
Athens storhedstid sluttede kort før år 400 f.v.t.. og der var ingen af de andre græske bystater, der kunne overtale pladsen.
Fra midten af 300-tallet melder der sig en ny magt, Makedonien. I modsætning til de græske bystater var Makedonien et monarki og kongen fra 359 f.v.t., Filip 2. fik frem mod 338 f.v.t. samlet alle de græske bystater under sit herredømme.
To år senere blev han dræbt, og sønnen Alexander (den Store) overtager tronen. Alexander starter i 334 f.v.t. et felttog, der kommer til at vare resten af hans liv. Allerede to år efter har han underlagt sig Lilleasien og i 332 Syrien og Egypten. I Egypten bliver han som faraoerne dyrket som guddommelig.
Josefus har i ”Jødiske Antikviteter” (11. bog kap. 8) en fortælling om, at Alexander den store skal have besøgt Templet i Jerusalem på vej mod Egypten. Vores hovedkilde til den næste periode, Makkabæerbøgerne kender ikke historien. Det gør den græske filosof og historiker Arrian fra det 2. årh. e.v.t. heller ikke. Arrian, der kunne bruge flere samtidige kilder, er vores hovedkilde til Alexanders felttog.
Alexanders besøg i Templet har siden været omdiskuteret blandt historikere, og der er ikke enighed om, hvorvidt besøget virkelig fandt sted.
Alexander fortsatte østpå og besejrer Perserkongen Dareios. Han lader sig hylde som Asiens konge. Siden rykker han mod Indien, men da hans tropper gør oprør, fordi de ikke vil med længere, vender han modvilligt om og dør 323 f.v.t. af malaria i Babylon.
Judæa i den hellenistiske tid
Efter Alexander den Stores død falder hans rige hurtigt fra hinanden. Hans nærmeste hjælpere, de førende generaler, kom i langvarig indbyrdes strid om magten og ud af de næsten 40 års kampe, får vi omkring år 280 f.v.t. tre nye kongeriger, Makedonien, Syrien – Seleukidernes Rige – og Egypten, der også er kendt som Ptolemæernes Rige.
For Israels historie er de to sidstnævnte af meget stor betydning. I Egypten var Alexanders general Ptolemæus 1. blevet statsholder og senere konge, og hans slægt Ptolemæerne sad til og med Dronning Cleopatra, der begik selvmord i år 30 f.v.t..
I Syrien var det Alexanders general Seleukos og hans efterfølgere Seleukiderne, der havde magten.
Begge magter blev en del af det vi kalder den hellenistiske verden. Det var faktisk lykkedes Alexander at sprede en græsk-inspireret kultur ud over det store rige, han havde samlet og den hellenistiske kultur fortsatte i de tre riger, der fulgte.
Vi vil altså se, at også jøderne i Israel og andre steder blev stærkt påvirket af denne kultur og måske mest i den by, Alexander selv havde grundlagt i Egypten, Alexandria.
Alexander havde opfordret jøder til at slå sig ned i nogle af de byer, han havde grundlagt og efter ca. halvtreds år, var jøderne i Alexandria så påvirket af det græske sprog, at der opstod et behov for at oversætte den jødiske bibel Tanach til græsk.
Ifølge traditionen var der 72 lærde jødiske mænd, der oversatte Tanach og oversættelsen kaldes Septuaginta, der er latin og betyder hvalfjerds.
Judæa var frem til 198 f.v.t. under Ptolemæerne i Egypten, men blev det år erobret af Antiochus 3. den Store, der var konge i Syrien 222-187 f.v.t..
Det er under hans søn Antiochus 4. Epifanes, som forfatteren til 1. Makkabæerbog kalder ”et syndigt rodskud”, at det går galt.
Vi får nu et kulturelt sammenstød mellem jøder, der fastholder traditionerne og jøder, der er påvirkede af nu mere end hundrede års hellenistisk indflydelse og vil leve som alle andre i Seleukide-riget.
Når Makkabæerbøgerne kalder det at ”slutte pagt med hedningerne”, så er vi jo ikke i tvivl om, hvordan han ser på forslaget om at assimilere sig, for at bruge et moderne udtryk.
Antiochus starter i 170 f.v.t. et felttog mod Egypten og prøver igen i 168 f.v.t. at erobre naboriget men stoppes af Middelhavets ny stormagt – Romerriget.
På vejen hjem erobrer han Jerusalem, plyndrer Templet og prøver at tvinge jøderne til at følge de græske skikke og den græske religion.
Dette medfører et oprør under ledelse af præsten Mattathias og hans søn Judas – kaldet Makkabæeren.
Det lykkedes dem at erobre magten, og i en selvstændighedsperiode på omkring hundrede år blev tempeltjenesten igen renset for den udenlandske indflydelse.
Det er i forbindelse med denne renselse miraklet med olien til lamperne sker – som jøder også i dag fejrer under Chanukka-festen i december måned.
Tiden var præget af indre splid og førte til sidst til, at den romerske hærfører Pompejus i år 63 f.v.t. lagde landet ind under Romerriget.
Makkabæerne står i det moderne Israel som helte og har givet navn til rigtig mange sportsklubber – og sågar en israelsk øl.
Læs om: Kilderne til Tiden efter eksilet
Se også: Tidstavlen til Israels historie
Israel under Romerriget
Israel blev eroberet af Romerriget i 63 f.v.t. og helt frem til 135 e.v.t.. Byen Rom havde frem mod 266 f.v.t. erobret hele Italien og i årene frem til 133 f.v.t. store dele af Middelhavsområdet.
I første halvdel af det 1. årh f.v.t. kæmpede først den romerske feltherre Sulla og senere Pompejus mod øst i Lilleasien og ved kampenes slutning i år 63 f.v.t. oprettede Pompejus to nye romerske provinser, Pontus (det nordlige Lilleasien) og Syrien, hvortil Israel hørte.

Kejser Gnaeus Pmpejus (106-48 f.v.t.) Ny Carlsberg Glyptotek
Hvis man kender Lukas´ fortælling om Jesu fødsel, der taler om en folketælling, vil man vide, at ”det var den første folketælling, der blev holdt mens Kvirinius var guvernør i Syrien”. Israel var altså en del af denne provins.
Romerne ville have ro og derfor brugte de tit en styreform, hvor der var en vis form for selvstyre. I Judæa valgte Cæsar idumæeren Antipater til lokal leder. Idumæa var et område syd for Judæa.
Antipaters søn Herodes blev fra 37-4 f.v.t. romersk ”lydkonge”, d.v.s. han styrer Israel på vegne af romerne. For at legitimere sin magt giftede Herodes sig med Mariamme, der var en del af den Makkabæerslægten, der siden oprøret i 170-erne f.v.t. havde styret Israel som konger og ypperstepræster – han dræbte hende dog i år 29 f.v.t..
Herodes som romersk lydkonge
Herodes (37-4 f.v.t.) er kendt som Judæas store bygherre – det var under ham, Det 2.Tempel bliver udvidet og udbygget til det, der senere står som billedet af Det 2.Tempel.

Model af Det 2.Tempel fra Israel Museum i Jerusalem
Herodes byggede også en imponerende fæstning ved Det døde Hav, et vinterpalads ved Jeriko, havnen Caesarea ved Middelhavet og den imponerende fæstning, Masada, ved Det døde Hav.

Herodes fæstning Massada ved Det døde Hav.
I Jerusalem byggede han Antoniaborgen for at beskytte Templet og Tempelpladsen og endelig byggede han Herodion i nærheden af Bethlehem, hvor nogle forskere mener, han blev begravet.
Herodes var en dygtig diplomat
Under den romerske borgerkrig, efter at samarbejdet mellem Marcus Antonius og Octavian er brudt sammen, holder han først med Antonius og dennes elskerinde Cleopatra.
Det var ikke overraskende, da Antonius i magtdelingen havde fået den østlige del af Romerriget. Men da Antonius lider nederlag i søslaget ved Actium i 31 f.v.t. og Antonius og Kleopatra har begået selvmord, iler han til Rom.
I Rom sværger Herodes troskab mod Octavian. Der senere til Augustus, der ofte bliver omtalt, som den første kejser, ledede Romerriget 31 f.v.t. til 14 e.v.t.
Herodes synes at have været utrolig bange for at miste sin magt. Ifølge historikeren Josefus udrydder han alle konkurrenter – incl. flere af sine egne børn. Dette kan være baggrunden for den historie, evangelisten Mathæus langt senere fortæller om barnemordet i Betlehem – som ikke optræder nogen andre steder.
Da Herodes den Store døde, udbrød der et oprør, som blev slået ned af den romerske statholder i Syrien, Varus. Derefter blev landet delt mellem tre af Herodes´ sønner:
- Akkelaos fik Judæa, Samaria og Idumæa
- Herodes Antipas Galilæa og Østjordanlandet
- Filip egnene nordøst for Galilæa.
Judæa under romersk styre
Allerede i år 6 e.v.t. blev Arkalaos afsat og herefter blev Judæa, Samaria og Idumæa underlagt en romersk landshøvding.
Det vil altså sige, at Judæa med Jerusalem nu er under direkte romersk styre, mens Galilæa fortsatte under Herodes Antipas frem til år 39 e.v.t, hvor han forsøgte at blive konge og herefter blev landsforvist. Rollen for disse små konger var jo blot at være trofaste undersåtter af kejseren og så styre de indre forhold.
På nogle områder kan Det nye Testamente fint kan fungere som historisk kilde. F.eks. ser vi meget tydeligt i de tre ældste evangelier, at dette med at betale skat til romerne var kontroversielt.
I alle tre har vi fortællingen om, at farisæerne spørger Jesus, om det er tilladt gudfrygtige jøder at betale skat til kejseren eller ej. Jesus beder dem derpå om at kigge på en sølvmønt, selve beskatningsmidlet, og fortælle ham, hvis portræt og navn der er fremstillet på mønten, nemlig den romerske kejsers. Og derpå siger han til dem:
“Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”
Matth. 22,15-22 med parallelstederne Mark. 12,13-17 og Luk. 20,20-26
Det er jo også dette, der er baggrunden for, at ”tolderne” er utrolig upopulære på dette tidspunkt – de opkrævede jo skatter for besættelsesmagten, romerne.
Vi kender navnene på flere af de romerske ”guvernører ”eller statholdere i Judæa – først og fremmest Pontius Pilatus, der havde embedet fra ca. 26 – 36, altså under kejser Tiberius (14-39).
Det var under hans styre, Jesus fra Nazareth ifølge både evangelierne og den romerske historikere Tacitus blev henrettet
Det jødiske Oprør
Alle kilder taler om en stigende utilfredshed med det romerske styre og der er enighed om, at oprøret, der endte med at blive så katastrofalt, startede under Kejser Nero og den romerske landshøvding Gessius Florus i år 66.

Nero – romersk kejser 54-68 e.v.t.
Vi kan følge krigens gang nærmest dag for dag takket være den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus, men også hos de romerske historikere Sueton og Tacitus findes flere oplysninger om det jødiske oprør 66-70 e.v.t..
Josefus påstår i sit værk, skrevet efter krigen, at han advarede meget imod at gøre oprør. Trods advarslerne bliver dog øverstkommanderende for nordfronten i Galilæa og tages her til fange af den romerske general Vespasian.
Resten af krigen tilbringer han på romersk side. Først med Vespasian, derpå med sønnen Titus, som overtager krigsførelsen, da faderen bliver kejser i Rom.
Situationen er nemlig den, at da Nero dør i år 68 udbryder der krig om arvefølgen. Nero var sidste kejser af det julisk-claudiske dynasti – den slægt, der havde regeret Rom siden Cæsar og Augustus.
Nu blev der strid om, hvem der skulle efterfølge Nero. Efter tre kejsere, der kun sad nogle måneder, ender det med, at Vespasian, der var i gang med at bekæmpe det jødiske oprør, blev kejser i år 69 og indledte perioden med det flaviske dynasti.
Kejser Vespasian
I år 70 belejres Jerusalem og i august måned sker katastrofen. Oprørernes sidste holdepunkt Tempelpladsen erobres og Det 2.Tempel ødelægges. Kun en lille rest af muren omkring Tempelpladsen står tilbage – Vestmuren eller Grædemuren.

Den sidste rest af muren omkring Det andet Tempel – Vestmuren eller ”Grædemuren”
Josefus gør meget ud af, at Templets ødelæggelse sker mod Titus´ vilje. Vi skal huske, at Josefus, da han skriver, er i Titus´ tjeneste.

Titus – Jerusalems erobrer – senere kejser 79-81 e.v.t.
Titus får efter sejren opført en triumfbue i Rom, der er en meget vigtig kilde til erobringen, idet reliefferne viser, hvordan krigsbyttet føres gennem Rom.
Vi ved derfor helt sikkert ved, at der i Templet har stået en syvarmet lysestage – en Menorah. Vi har også mønter, hvor kejser Vespasian fejrer sønnens sejr i Judae.

Titus-buen i Rom til minde om Titus´ sejr i år 70
Krigsbyttet fra Templet i Jerusalem – herunder Menorah´en:

Krigsbyttet fra Templet i Jerusalem – herunder Menorah´en
Det besejrede Judaea – romersk mønt fra Vespasians regering:
Det er vigtigt at understrege, at den romerske nedkæmpelse af oprøret i Jerusalem i år 70 ikke var helt slut. En gruppe oprørere havde forskanset sig på Herodes den Stores fæstning Massada ved Det døde Hav.
Josefus har også en skildring af denne belejring og dets tragiske endeligt: Romerne får ved hjælp af jødiske krigsfanger bygget en rampe op til fæstningen over fra vest og i år 73 lykkes det at indtage fæstningen.
Alle beboerne med ganske få undtagelser har forinden begået selvmord . En begivenhed, som vi dels hører om hos Josefus, men hvor vi også har arkæologiske kilder nemlig brikker med navne fra en lodtrækning, som Josefus taler om.
Massada en omdiskuteret begivenhed
Begivenheden har siden været særdeles omdiskuteret: Nogle lægger vægt på, at selvmord er stærkt fordømt i jødedommen, andre lægger vægt på, at man valgte at dø som frie mennesker og ikke som romerske slaver.
Enhver, der har besøgt stedet, vil kende mottoet ”Masada shall never fall again” – Masada skal aldrig falde igen – det moderne Israel vil også kæmpe til sidste mand.
Det var nu romerne, der 100 % styrede området. Der var intet Tempel, og Jerusalem lå øde hen. Først under kejser Hadrian skete der noget.Han gik i gang med at genopbygge Jerusalem – nu med navnet Aelia Capitolina .
Jødernes Judæa blev til romernes Palæstina
Da Hadrian omkring år 130 lod bygge et Jupitertempel på Tempelpladsen i Jerusalem, udbrød der et nyt jødisk oprør – Bar Kochba-opstanden, der varede fra ca. 132-135.
Efter nedkæmpelsen af opstanden blev alle jøder fordrevet fra Judæa og romerne gav landet et nyt navn: Palæstina.

Kejser Hadrian (117-138 fordrev jøderne fra Judæa efter det 2. jødiske oprør i 132-135 e.v.t.
Læs om: Kilderne til Israel under Romerriget
Palæstina 135 til 1100
Den første arabiske periode 638-1099. I løbet af 620´erne var der sket store omvæltninger syd for Det byzantinske Rige.
I Mekka havde den arabiske købmand og karavanefører Muhammed fra omkring 610 haft den oplevelse, at Gud talte til ham. Han var ikke i tvivl om, hvilken Gud det var – fra sine rejser i det nordligste Arabien kendte han til både jødernes og de kristnes tro på den ene Gud. Så Muhammed begyndte at prøve at overbevise de andre borgere i Mekka om, at der kun eksisterede én almægtig gud, nemlig Gud – på arabisk ”Allah”.
Ifølge traditionen fik han de første 12 år kun 70 tilhængere, men i 622 fik han fra byen længere nordpå et tilbud om at komme til Medina, hvorfra hans mor, Aminah stammede. I Medina lå de 11 stammer, heraf 3 jødiske, ofte i strid, så Muhammed skulle være en slags mægler.
Muhammed drog derfor til Medina – begivenheden kaldes i islam ”Hidjra”, der betyder udvandringen, og den har i islam en så afgørende betydning, at den islamiske tidsregning begynder på den dag, Muhammed drog af sted, nemlig den 16. juli 622, som altså er år 1 i islam.
Bemærk: Muslimer bruger som jøderne en månekalender – månederne følger som i jødedommen nymånen – men i modsætning til jødedommen bruger islam ikke ”skudmåneder” – fester som Ramadanen flytter sig derfor i forhold til den kristne kalender, da året er ca. 11 dage kortere.
De følgende ti år underlægger Muhammed sig nu hele den arabiske halvø – i 630 erobrer han også Mekka – og vender tilbage på en pilgrimsrejse til Kabaen – en gammel arabisk helligdom i byen. Han rydder den for gudebilleder og gør den til centrum for tilbedelsen af den ene Gud.
Muhammed død år 632
Muhammed dør år 632 og der opstår stridigheder om ”arvefølgen”.
En strid, der den i dag har følger, idet islam splittes mellem sunnier og shiíter. Men i første omgang ender de med de 4 såkaldte ”retledede” kaliffer, der alle havde været blandt Muhammeds første tilhængere og havde nære familiebånd til ham – stærkest Ali, Muhammeds fætter, hvis tilhængere – shiat Ali – Alis parti – er starten på den shiitiske retning indenfor islam.
For Israel/Palæstina er den 3. kalif – Umar (634-644) – afgørende. På 7 år erobrede hans hære Iran, Syrien og Egypten. Historisk er årsagen i høj grad, at områdets to hidtidige stormagter – Det byzantinske Rige og Persien (Iran) havde slidt hinanden op i en langvarig krig i årene inden. Der var altså ingen stormagt, der kunne stoppe ham.
I 638 erobrer han Jerusalem – en by ladet med religiøse følelser – jødedommens centrum fra omkring år 1000 f.v.t. – også efter byens og templets ødelæggelse i år 70 e.v.t – og fra omkring år 30 også kristendommens – der var her, Jesus var korsfæstet under den romerske statholder Pilatus, men også her han ifølge sine tilhængere var opstået efter tre dage og efter 40 dage opfaret til himmelen.
Hvad gør så islam?
Jo – muslimerne prøver fra første øjeblik at forbinde islam og Jerusalem. På én måde er det nemt – for islam er det jo samme Gud alle tre monoteistiske religioner taler om – i Koranen optræder mange af historierne fra Tanach/Det gamle Testamente – jødernes stamfader bliver derfor også muslimernes – Abraham/Ibrahim – dog via den førstefødte – Ismael – og ikke via hustruen Saras søn, Isak.
Men hurtigt opstår endnu en forbindelse:
I de mange fortællinger om Muhammed, samlet i Hadith-samlingerne, har vi flere fortællinger om en natlig rejse til Jerusalem.
Ærkeenglen Gabriel fører en nat Muhammed på et helt specielt ridedyr – ”Buraq” – til Jerusalem, hvor han møder de andre profeter, der klart accepterer ham som bønneleder – imam. Fortællingen kobles senere sammen med andre fortællinger om Muhammeds himmelfærd – det vigtigste her er dog, at såvel Abraham og Moses som Jesus anerkender Muhammed som imam – jøder og kristne burde altså gøre det samme – og Muhammed har også selv været i Jerusalem – ja, ifølge senere traditioner er han oven i købet faret til himmelen herfra, inden han tager tilbage til Mekka, hvor mange ifølge de muslimske traditioner nu falder fra – ”Det er jo umuligt. Det tager en karavane en måned at drage til Syrien og en måned at komme hjem igen. Kan Muhammed virkelig rejse frem og tilbage på én nat? Og mange af dem, der allerede havde omvendt sig, faldt igen fra troen.” (Ibn Ishaqs biografi om Muhammed fra det 8.årh.)
Da Kaliffen Umar (Umar 1. ibn al-Khattab) havde erobret Jerusalem i 638, tilbad han stamfaderen Abraham/Ibrahim oppe på Tempelpladsen, hvor også Islam lærer, at Abraham havde skullet ofre sin søn – i islam dog Ismael. Herpå lod han bygge en moské af træ.
Klippemoskéen i Jerusalem
Da den 4. af de retledede kaliffer, Ali, dør i 661 overtager Ummajadeslægten magten og flytter hovedstaden til Damaskus.
Den 5. kalif af Ummajadeslægten, Abd al-Malik gik nu 690-92 i gang med at opføre en større helligdom på Tempelpladsen – Qubbat al-Sakhra –(eller ‘klippekuplen’), somme tider også kaldt Umarmoskeen, fordi det jo er Umar, der byggede den første helligdom.
Stedet forbindes nu både med Abraham/Ibrahims ofring af Ismael – men også med historien om Muhammeds natlige tur til Jerusalem. Og den blev nu efter Mekka og Medina Islams tredje vigtigste helligdom.

Klippemoskéen i Klippemoskéen i Jerusalem
Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem
Men Klippekuplen er jo ikke en moské til bl.a. fredagsbøn – og Abd al-Malik bygger også en ”rigtig” måske på Tempelpladsen – Al Aqsa Moskeen – Masjid al-Aqsa.
Den store syvskibede bygning med arkader og en blytækket kuppel over mihraben (bederetningen mod Mekka) rummer bl.a. udskårne træpaneler fra 700-tallet. Og stod i sin nuværende form færdig omkring 1035.

Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem
Islams spredning fra 632
Da den 4. kalif, Ali, dør strækker Det arabiske Rige sig i øst næsten til Indien og i vest til Tunesien.
Under de efterfølgende kaliffer – Ummajaderne – nåede riget sin største udstrækning i vest, da hele Spanien var erobret og de arabiske hære i hundredåret for Muhammeds død var trængt helt op i nærheden af Paris, men standsedes af Karl Mantel i slaget ved Poitiers.

Islams spredning fra 632
Flere kalifater
Efter Ummajaderne fulgte Abbasiderne med hovedstad i Bagdad, men ummajaderne fortsatte med deres eget kalifat i Spanien, ligesom Bagdad-kalifatet måtte acceptere andre rivaler.
I denne periode af den arabiske historie er der i perioder stor tolerance overfor jøder og kristne – da begge grupper jo ifølge islam tilhører ”Bogens Folk” – Moses og Jesus havde jo også som profeter fået ”Bogen” – altså Koranen.
Men da de i modsætning til Muhammed ikke selv havde skrevet eller fået skrevet teksten ned, var der opstået mange misforståelser, da man senere i Toraen skrev Moses´ fortællinger ned og i evangelierne Jesu budskab. For islam er det altså ikke Muhammed, der har misforstået nogle af de fortællinger fra Tanach/Det gamle Testamente eller fra Det nye Testamente, han hørte på sine handelsrejser mod Syrien – nej ifølge islam er Koranen den oprindelige Bog, der altid har eksisteret.
Jøder og kristne under Islam
Men jøder og kristne var ”andenrangsborgere”.
Der var rettigheder, de ikke havde og omvendt skatter, som kun de skulle betale. For jøderne var det muslimske styre dog generelt mere tolerant – her led de ikke over de kristnes beskyldninger om ikke at have taget imod Messias, da han kom – men oven i købet – beskyldte de kristne dem for – slået ham ihjel.
Og der var selvfølgelig stadig jøder og kristne i det hellige land, selvom mange var gået over til islam. Og ifølge den beretning, en muslimsk digter og filosof, Nasir-i-Khusraw, skrev om et besøg i 1047, kom der ”fra alle græske områder og fra alle andre lande også kristne og jøder til Jerusalem i stort antal for at besøge ”Opstandelseskirken” og synagogen”.
Læs om: Kilderne til den første arabiske periode 638-1099
Palæstina – Korstogene 1095-1299
Baggrunden for korstogene har været diskuteret i århundreder. Der er næppe tvivl om, at den romersk-katolske kirke efter bruddet med de ortodokse kirker i 1054 har følt behov for at markere sig som den eneste sande kirke.
Der var en magtkamp mellem kejser og pave (investiturstriden) – kunne denne løses ved et samarbejde om korstog? Og var erobringen af Det hellige Land også svaret på de mange småkampe mellem fyrstesønner i Europa – kunne yngre brødre få land dér.
Endelig peger nogle historikere på, at korstogene jo kom som en reaktion på de sidste fire århundreders arabiske erobringer i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien – nu skulle der slås tilbage.
Ofte regnes Pave Urban den .2.’s tale fra 1095 som startsignalet (se kilde 23), hvor han appellerede til indbyggerne i det kristne Europa om at drage ned og befri de kristne, hellige steder.
Kongedømmet Jerusalem
Året efter drog det første korstog af sted og via Konstantinopel nærmere man sig Det hellige Land.
I efteråret 1097 nåede hæren frem til den vigtige havneby Antiokia i det nordlige Syrien, der blev erobret efter syv måneders belejring. Og i sommeren 1099 ankom korsfarerhæren til Jerusalem.
Efter en måned belejring blev Jerusalem indtaget midt i juli 1099, og et frygteligt blodbad brød løs. Muslimer og jøder blev skånselsløst nedslagtet og alt blev plyndret. Vi har en samtidig kristen kilde, der slutter:
Ingen har før eller siden hørt om eller set et sådant slagteri af hedninger, for begravelsesbålene lignede pyramider – undtaget Gud alene (se kilde 24).
Den erobrede by blev nu omdannet til Kongedømmet Jerusalem.
Gravkirken på kristne hænder
Godefroy af Bouillon blev valgt som den første regent. Han mente, at det jo var Jesus Kristus, der var den sande konge og fik derfor titlen ”advocatus sancti sepulchri ”, Den Hellige Gravs forsvarer. Det var jo det vigtigste. Gravkirken var nu igen på kristne hænder.
Hans bror Baudouin 1. efterfulgte ham ved hans død året efter, og han lod sig hylde som ”Konge af Jerusalem”. Han gjorde Al Aksa-moskeen til kongeligt palads og satte et kors på toppen af Klippehelligdommen, som herefter blev kaldt ”Templum Domino” , Herrens Tempel.
Kongeriget Jerusalem havde fra starten problemer. Det var svært at få forsyninger til hæren af mænd, der havde erobret byen. Hvordan skulle riget regeres?
Baudouin døde allerede i 1118 og blev efterfulgt af sin fætter, Baudouin 2., der 1131 efterfølges af sin datter Melisende. Hun regerede først med Fulko 5., greve af Anjou og fra 1143 med sønnen Baldouin 3. (1143-1163).
Hovedstad flytter til Akko
Byen Jerusalem erobredes af Syriens hersker, den kurdiske sultan Saladin, i 1187. Det var ifølge flere kilder en noget mindre blodig affære (se kilde 25) Og hermed startede den 2.arabiske periode – 1187 – 1517.
Efter Jerusalems fald i 1187 blev Kongeriget Jerusalems hovedstad flyttet til Akko, hvor den forblev indtil 1291.
Men i denne periode var kongeembedet ofte bare en formel titel, som blev holdt af en europæisk hersker, der aldrig faktisk boede i Akko.
Læs om: Kilderne til Korstogene
Palæstina 135 til 1948
Den anden arabiske periode 1187/1291 – 1517

Egypten under Bahri-dynasiet 1250-1382
Perioden efter korsfarerne og frem til Det osmanniske Riges erobring af Jerusalem i 1517 er svær at sætte under én overskrift. Med udtrykket ”den anden arabiske periode” slår man blot fast, at nu var korsfarertiden forbi – endegyldigt med Akkos fald i 1291.
Mamelukkernes tid
Men der ”genopstår” ikke et Palæstina – området er nu blot igen under arabisk eller snarere ægyptisk overherredømme – ofte omtalt som ”Mamelukkernes” tid, fordi det er denne gruppe af frigivne slaver – eller efterkommere af frigivne slaver – der hersker over området – i perioder som vist på kortet både Ægypten og Syrien.
Jerusalem spiller stadig en vigtig rolle. Vi ser det under sultanen Nasir Muhammed – den niende sultan af Bahri-dynastiet, som regerede 1293-1294, 1299-1309 og 1310-1341.
Brutale magtkampe
Hele perioden er præget af brutale magtkampe – derfor er der perioder, hvor andre tog magten.
Nazir, der også kaldte sig ”Sultan al-Quds” – altså sultan over al-Quds – det arabiske navn for Jerusalem, besøgte i 1317 byen og gik straks i gang med at restaurere Tempelbjerget og gaderne omkring det.
De kaukasiske sultaner
I perioden fra 1250 til 1382 var det Bahri-dynastiet, der regerede over området – først i 1382 kommer Burji-dynastiet til, der sad helt frem til Osmannernes erobring i 1517.
De kaldes også ”de kaukasiske sultaner”, fordi de første sultaten har rødder til Kaukasus.

Det orange område viser Mameluk-sultanatet under Burji-dynastiet omkring 1389.
Den osmanniske erobring af Jerusalem
Denne side er ikke en komplet verdenshistorie – men to vigtige begivenheder må nævnes her, fordi de får betydning for Israels senere historie:
I 1453 erobrede den tyrkiske sultan Mehmet 2. Konstantinopel – den sidste rest af Det Byzantiske Rige.
Mamelukkerne havde hermed fået en mægtig nabo mod nord, der i 1517 erobrede Jerusalem og startede en helt ny periode – den osmanniske eller tyrkiske.
Muslimerne må forlade Spanien
Og i 1492 erobrede de spanske regenter Ferdinand og Isabella den sidste muslimske bastion i Spanien, hvor det fik voldsomme konsekvenser for de spanske – sefardiske – jøder.
Se kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517
Den osmanniske periode1517 til 1917
Den osmanniske periode fra 1517 til 1917. Efter Mamelukkerne fulgte Osmannerne: Omkring år 1300 var der under Osman 1 (1258-1326) – opstået et mindre tyrkisk rige, der de følgende århundreder voksede og voksede.
I 1453 havde osmannerne erobret den sidste rest af Det byzantinske Rige – byen Konstantinopel – som de herefter kaldte Istanbul – og i 1517 erobrede sultanen Selim 1. Jerusalem, senere Egypten og de hellige byer Mekka og Medina

Selim 1. – sultan 1512-1520 – billede på militærmuseet i Istanbul.
Selim 1. døde i 1520 og efterfulgtes af sønnen Süleiman den Prægtige, der regerede fra 1520-1566. Og det er i høj grad ham, der er forbundet med Jerusalem, selvom han aldrig selv kom til byen. Han satte nemlig gang i en storstilet genopbygning, og murene omkring den gamle by er fra hans tid.
Sefardiske jøder fra Spanien og Portugal
Disse år er også interessante af en anden grund: I 1492 havde jøderne i Spanien og siden også i Portugal fået valget mellem at konvertere til katolicismen eller at udvandre.
De fleste valgte det sidste – men hvor skulle man drage hen? Mange drog til Det osmanniske Rige, som i store perioder viste stor tolerance overfor ”Bogens Folk” – jøder og kristne – således blev Thessaloniki, Konstantinopel/Istanbul og Jerusalem nye centre for disse sefardiske – spanske – jøder

Løveporten – fra Süleiman den Prægtiges tid
Süleimans erobringer stoppede ikke med Mellemøsten.
I Europa erobredes nu hele Balkan og i slaget ved Mohács i 1526 erobrede han Ungarn. Tre år senere stod hans hær foran Wiens porte, men belejringen ophørte på grund af vinteren. De næste mere end 150 år var Det osmanniske Rige dog fortsat en trussel mod Det habsburgske Rige, og så sent som i 1683 stod en tyrkisk hær igen foran Wiens porte.
Freden i Karlowitz
Efter dette andet angreb sluttede Østrig og Det osmanniske Rige fred i Karlowitz i 1699.
Den har stor interesse for Europas historie – fra nu af var Osmannerne trængt i defensiven og grundlaget for Østrigs status som stormagt fastslået.
Men også for Mellemøsten fik freden betydning: Stormagterne fik ifølge aftalen lov til at beskytte de kristne i Jerusalem – en bestemmelse, der for alvor får betydning i 1800-tallet, efter at også Rusland ved freden i Küçük Kaynarca i 1774 havde fået Det osmanniske Rige til at anerkende sig som beskytter af de ortodokse kristne i Palæstina.
1799 får vi det første vestlige forsøg på ligefrem at få fodfæste i landet. Napoleon går i land i Egypten rykker i 1799 frem gennem Palæstinas kystland – erobrer Yafo – men bliver standset af en tyrkisk hær uden for den gamle korsfarerfæstning Akko, hjulpet af en engelsk flådestyrke, idet englænderne bestemt ikke ønsker at overlade Mellemøsten til franske interesser.
Osmannerne taber terræn
1800-talllet præges af Det osmanniske Riges svaghed og tilbagegang. På Balkan sker det i flere omgange. Serberne gør oprør allerede i 1804, grækerne i 1821. Men også hele Nordafrika tabes – Frankrig sidder i 1914 på Algeriet og Tunesien, Italien på Libyen, England på Egypten.
Men også i det arabiske område mistede Det osmanniske Rige indflydelse. Frankrig blandede sig meget i forholdene i Libanon, idet man anså sig for beskytter af de kristne i området. Og også ”det hellige Land” bliver genstand for større og større interesse fra stormagternes side.
Først skulle man dog igennem den albanske periode.
Den albanske periode
I Egypten havde den albanske soldat Muhammed Ali Pasha (1769-1849) fået større og større magt. I 1805 gjorde sultanen i Istanbul ham til vicekonge/vali af Egypten. I 1831 erobrede han Syrien og det meste af Tyrkiet, hvad der fik sultanen til også at give ham Arabien, hvorefter han gjorde sin søn Ibrahim (1789-1848) til guvernør over Syrien – incl. Det hellige Land.
Dette tabte Ibrahim Pasha dog igen i 1840, hvor Sultanen i Istanbul med hjælp fra både Østrig og Storbritannien generobrede landet. Man han fortsatte som vicekonge i Egypten til sin død i 1849 og fik oven i købet garanti for, at hans efterkommere ville arve magten, så det er hans slægt, der sidder om konger i Egypten frem til revolutionen i 1952.
Men vi går nu ind i en periode, hvor stormagterne i højere og højere grad blander sig i forholdene i Palæstina – og det af flere grunde.
Storbritannien tager magten i Egypten
I 1869 var Suez-kanalen blevet indviet, og i 1875 havde englænderne købt den egyptiske part af Kanalselskabet, der var et fransk-egyptisk foretagende. 1882 sætter Storbritannien sig på magten i Egypten, der dog frem til 1914 på papiret stadig er en del af Det osmanniske Rige. Men området på den anden side af Sinaihalvøen er nu interessant af strategiske grunde for Storbritannien.
Men der er stadig også den religiøse interesse for området. Den amerikanske historiker Barbara W. Tuchman har skrevet en bog kaldet ”Bible and Sword – How the British came to Palestine” (1956), hvor hun viser, hvordan Palæstina, der på dette tidspunkt blot er en del af det resterende Osmanniske Rige – for mange engelske politikere og andre i stadig højere grad var ”Bibelens Land”, som man som kristne havde et ansvar for og kunne involvere sig i.
Men også jøder i diasporaen – i eksilet – der hvert år ved den jødiske påskefest (Pesach) havde bedt om næste år at måtte fejre festen i Jerusalem, begyndte nu i højere grad at tage dette bogstaveligt.
Bibelens land og stormagtspolitik
Blandt de første i 1800-tallet er Judith og Moses Montefiore – en italiensk født engelsk jøde og hans hustru. De er der allerede i slutningen af 1820´erne, men vender tilbage flere gange og i 1860 grundlægger han sin vindmølle udenfor Den gamle By og begynder at opføre huse til fattige jøder.

Montefioris vindmølle lige udenfor Den gamle By i Jerusalem
Også den senere britiske premierminister Benjamin Disraeli (1804-1881) – den første – og indtil videre den eneste – af jødisk afstamning, der har været britisk premierminister, besøgte allerede i 1830 Palæstina og var senere ikke i tvivl om Englands ansvar for Bibelens Land.
I 1865 dannedes Palestine Exploration Fund, der skulle kortlægge og udforske Palæstina, og med var Charles Warren, som i 1867 drog til Palæstina for at lave arkæologiske udgravninger.
Jødisk indvandring til Palæstina
Slutningen af 1800-tallet er helt afgørende for at forstå den senere udvikling i det 20.årh. I Rusland starter igen voldsomme forfølgelser af jøder (pogromer).
Forfølgelser der fortsætter op til 1. Verdenskrig og danner baggrund for den første Aliyah – den første større jødiske indvandring til Palæstina.
Der havde jo været jøder i Palæstina hele tiden, først og fremmest i Jerusalem, men også i enkelte andre byer. Nu indvandrede mellem 1882 og 1903 omkring 35.000 især russiske jøder til Palæstina.
Mange grundlagde jordbrugssamfund. Blandt de byer, som disse indvandrere oprettede, er Petah Tikva (der blev oprettet allerede i 1878), Rishon LeZion, Rosh Pina og Zikhron Ya’aqov. I 1882 etablerede yemenitiske jøder en ny bydel i Jerusalem i Silwan, sydøst for den gamle bys mure ved Oliebjerget. Den jødiske tilbagevenden til Eretz-Israel var begyndt

Billede fra Museet i Rishon Le Zion
Antisemitisme i Frankrig
Men et var forfølgelserne i Rusland, noget andet var, at Dreyfus-affæren i Frankrig i 1894 viste, at selv i det mest liberale land var der mere end 100 år efter den franske revolutions store ord om frihed, lighed og broderskab stadig antisemitisme: Had mod jøder.
Ikke længere af religiøse grunde, men fordi man opfattede jøderne som ”fremmede” også selv om de havde boet i Frankrig i mange generationer. Så når der var en spion i den franske hærledelse kunne det jo kun være den jødiske officer, Alfred Dreyfus – han var jo ikke ”rigtig franskmand”.
Dreyfus blev dømt, men meget hurtigt opstod der tvivl om, hvorvidt det nu også var ham. Man kan finde meget mere om affæren på nettet – eller se Roman Polanskis nye film: J’Accuse – på dansk « Officer og Spion », der netop handler om efterspillet.

Officeren Alfred Dreyfus får frataget alle militære symboler efter sin dom for forræderi
Startsskuddet til Zionismen
Blandt de, der overværede retssagen i Paris, var journalisten Theodor Herzl (1860-1904). Han havde allerede som studerende i Wien oplevet antisemitismen. Han kunne f.eks. ikke blive medlem af studenterforeningen, men det han oplever her, hvor der i Paris´ gader råbes ”Død over jøderne” og det had, der udvises mod Dreyfus, chokerer ham.
Han drager derfor hjem og skriver bogen i 1896 bogen ”Der Judenstaat” og i august 1897 blev den første Zionistkongres holdt i Basel. Den skulle have været i München, men flertallet af de tyske jøder ønskede ikke at sætte deres jødiske identitet i centrum. De var gode tyskere, der så også var jøder.

Theodor Herzl ved kongressen i Basel
Herzl prøver nu de sidste år af sit liv, han dør allerede i 1904, at sikre politiske alliancer. Først med Sultanen i Istanbul. Siden med Kejser Wilhelm i Det tyske Kejserrige, der stod på god fod med Sultanen og også med engelske politikere, da England som ovenfor nævnt havde store interesser i området. Intet lykkedes, og der opstod endda en debat om, hvorvidt man skulle finde et andet sted til en jødisk stat. England foreslår Uganda.
Den anden indvandring til Palæstina
Men samtidig foregår ”Den anden Aliya”. Den varede fra 1904 til 1914, hvor 1. Verdenskrig stopper muligheden for indvandring. Her immigrerede 40 000 jøder til det osmanniske Palæstina, for det meste fra Rusland og Polen, samt nogle fra Yemen. Årsagen var de fortsatte forfølgelser i Rusland, specielt efter den mislykkede russiske revolution i 1905.
En af immigranterne var Israels senere første premierminister David Ben Gurion (1886-1973).
Han var født som David Grün i byen Płońsk, i nærheden af Warszawa i Polen, dengang en del af Det Russiske Kejserrige og kom til Palæstina i 1906.
I 1910 begyndte han at skrive for avisen Yerushalayim i Jerusalem, og i forbindelse med hans politiske karriere skiftede han navn til det hebraiske Ben-Gurion. I 1912-1914 studerede han jura på universitetet i Istanbul. Palæstina var jo stadig en del af Det osmanniske Rige og Istanbul hovedstaden.

En ung David Ben-Gurion
I 1906 var der også et møde i Manchester, som måske fik betydning for begivenheder elleve år efter – nemlig Balfourdeklarationen.
Afgørende møde mellem Balfour og zionisten Weizmann
I 1906 mødte zionisten Chaim Weizmann, der arbejdede som biokemiker på Victoria Universitetet i Manchester, den engelske politiker Arthur James Balfour, der havde været premierminister fra 1902-1905 og nu førte valgkamp i Manchester.
Det var Balfour, der havde tilbudt jøderne Uganda – men nu lykkedes det Weizmann at overbevise ham om, at:
det jødiske folk aldrig ville kunne præstere de penge og den energi, der krævedes for at opbygge et øde land og gøre det beboeligt, med mindre dette land var Palæstina
Men Palæstina var stadig en del af Det osmanniske Rige.
Klokketårn til sultanen
I 1876 havde den 34. sultan, Abdul Hamid II. (1842-1919) besteget tronen i Istanbul.
Hans 25-års-jubilæum nærmede sig. Jøder og arabere i Jaffa/Yafo besluttede at samle ind til et minde – som mere end hundrede andre steder i Det osmanniske Rige: De byggede et klokketårn.
Klokketårnet er i dag et af de sidste minder om Palæstinas osmanniske periode 1517-1917.

Klokketårnet i Jaffa – til ære for sultan Abdul Hamid II.s 25-års-regeringsjubilæum i 1901
Klokketårnet var færdigt i 1903. Kun seks år senere grundlægger nogle af Jaffas jødiske indbyggere en ny, jødisk by i området nord for Jaffa – Tel Aviv.

Tel Aviv grundlægges i 1909
1.Verdenskrig
Der kan ikke herske megen tvivl om, at det var under 1. Verdenskrig, mange af de problemer, der stadig præger Israels situation, blev grundlagt.
Igen kan der ikke på denne side gives en lang redegørelse for krigen i alle dens aspekter. Det, der er afgørende her, er, at Det osmanniske Rige der i hele det 19.årh. har følt sig presset af Østrig og Rusland i 1914 føler, at Rusland er den største trussel. Det osmanniske Rige har har i tiden op til 1. Verdenskrig udviklet gode relationer med Østrigs allierede, Det tyske Kejserrige.
Så Tyrkiet går ind i krigen på Centralmagternes side, Tyskland og Østrig-Ungarn og kommer dermed i krig med Entente-magterne England, Frankrig og Rusland. Disse går omgående i gang med at dele byttet, idet de selvfølgelig regner med at vinde krigen.
England og Frankrig deler de arabiske områder
Noget af det første, der sker, er, at England sætter sig i forbindelse med Emiren af Mekka, Hussein ibn Ali (1852-1931). Hvis man kan prikke til den arabiske modvilje mod at blive styret fra Istanbul, kunne man måske få et arabisk oprør i gang og dermed tvinge tyrkerne til at sende tropper mod syd.
Samtidig med disse forhandlinger aftales med Rusland, at de, når Det osmanniske Rige har tabt (!), kan få Konstantinopel og kontrol over stræderne fra Sortehavet ud til Middelhavet, russerne vil så ikke blande sig i, hvordan England og Frankrig deler de arabiske områder.
Netop dette gør England og Frankrig i maj 1916 med Sykes-Picot-overenskomsten. Kort fortalt får Frankrig magten over Syrien og England over Palæstina og Mesopotamien/Irak. England prøver dog at tage hensyn til de aftaler, man har med Hussein ibn Ali og hans sønner ved at tale om arabisk selvstyre i en del om området.
Løfte til zionisterne
Sidst, men ikke mindst lover den engelske regering i 1917 den zionistiske bevægelse, at man:
vil se med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina (Balforu-deklartionen)
Den sidste aftale – eller løfte, kommer den 2. november 1917 altså en måned før den engelske hær den 9. december under general Allenby rykker ind i Jerusalem .
400 års osmannisk styre er forbi – hvad nu?

General Allenby rykker ind i Jerusalem 9. december 1917
Se kilderne til den osmansike periode 1517 – 1917
Det britiske Palæstinamandat 1917– 1945

Det britiske mandat Palæstina omfattede i 1917-1920 både landet vest og øst for Jordanfloden.
Efter den 2. jødiske opstand mod romerne og det jødiske nederlag havde romerne som nævnt ovenfor givet ”området” navnet Palæstina. Siden har det været brugt på denne hjemmeside – men som det er fremgået af kortene, var det aldrig en politisk enhed: Området var en del af Romerriget/Det byzantinske Rige, Det arabiske Rige, Mamelukkernes Rige og Det osmanniske Rige. Kun under korsfarertiden havde det – som Kongeriget Jerusalem – været et særligt område.
Når englændernes nu efter 1.Verdenskrig sætter sig på Palæstina og Mesopotaminen/Irak, så vækker det fra starten arabiske protester. De linjer, en engelsk og en fransk diplomat Georges-Picot og Mark Sykes i 1916 havde tegnet på et kort over Mellemøsten, skar jo ”Den arabiske Verden” midt over. Linjerne var udelukkende trukne for at adskille engelske og franske interesser fra hinanden.
Vi vil her koncentrere os om Palæstina – man må gå til andre sider, for at finde informationer om det franske område – Syrien – som franskmændene hurtigt deler i en stribe langs kysten – Libanon, men en stor kristen-arabisk befolkningsgruppe – og så den nuværende stat Syrien.
Palæstina deles til to lande
England får som sagt Palæstina, men hvad omfattede det geografiske begreb egentlig? I aftalerne var der tale om Palæstina og Mesopotamien, der i 400 år havde været dele af Det osmanniske Rige. Begge med en egen historie i oldtiden som Israel og Mesopotamien.
Palæstina blev altså i første omgang defineret som området mod vest helt over til Mesopotamien/Irak. Men meget hurtigt gjorde englænderne det, at man delte området. Alene området vest for Jordanfloden blev nu defineret som Palæstina. Landet øst for Jordanfloden fik navnet Transjordanien – fra latin: Landet på den anden side af Jordan – set fra Rom.
Det gav englænderne en stor fordel.
Man havde jo, for at få araberne til at gøre oprør mod Det osmanniske Rige, lovet Hussein ibn Ali, fyrsten i Hedjaz, et selvstændigt arabiske rige, når Det osmanniske Rige var besejret. Det løfte var svært at holde, fordi man jo også havde delt meget af området med Frankrig og givet nogle løfter om velvilje til Den zionistiske Bevægelse.
Men nu prøver England at klare problemet. Hussein selv kunne blive siddende som Emir i Hedjaz med ansvaret for Mekka og Medina, der er de muslimske hellige byer. Og så fik hans to sønner hvert deres kongerige.
Feisal, der ellers havde placeret sig i Damaskus, men hurtigt var blevet smidt ud af franskmændene, blev fyrste i Irak. Broderen Abdullah ibn Hussein (1880-1951) fik det nyskabte land Transjordanien.
Så nu så kortet således ud:

I 1920 delte englænderne det britiske mandat i to lande Palæstina og Transjordan.
1.Verdenskrig er forbi – hvad nu?
Allerede det sidste år inden Det osmanniske Rige den 31. oktober 1918 indgik en våbenstilstand med De Allierede, var der opstået en voldsom modstand mod de planer, der efterhånden var kommet frem omkring englændernes og franskmændenes planer.
Og man havde også et problem med USA, der var gået ind i krigen for et sikre en retfærdig fred med hensyntagen til folkenes selvbestemmelse. Den 7. november 1918 prøvede England og Frankrig derfor at berolige araberne:
Man var kun kommet for at hjælpe
Men i Palæstina var der også pres fra Den zionistiske Bevægelse. Chaim Weizmann havde allerede samme dag, som general Allenby rykkede ind i Jerusalem i 1917, holdt en tale, hvor han anmodede om, at en jødisk kommission snart måtte rejse til Palæstina:
for at begynde på den vanskelige opgave at kolonisere det gamle land og give det et nyt liv
Alle disse problemer blev en del af de forhandlinger, der fra 18. januar 1919 startede i Paris. Fredsforhandlingerne der ifølge USA’s præsident Wilson skulle gøre en ende på alle krige.
Datoen var nøje valgt, som en slags “tak for sidst” overfor Tyskland, der den 18. januar 1871 havde fejret sin sejr over franskmændene i Den fransk-tyske Krig og udråbt deres nye kejser, netop i Versailles.
Fredskonferencen i Paris resulterede i fem fredstraktater med de lande, der havde tabt krigen. Traktaterne blev underskrevet på slotte i Paris’ forstæder eller omegn.
I de fleste danske historiebøger vil der i sagens natur blive lagt vægt på den fred, der blev indgået på Versailles Slottet: Fredsaftalen med Tyskland.
Den havde også helt klart første prioritet. Tyskland havde været hovedfjenden. Det er også den aftale, der lagde op til folkeafstemningerne i Nord- og Mellemslesvig og førte til ”Genforeningen” af det nordlige Slesvig og Danmark i 1920.
Men her er det fredsaftalen med Det osmanniske Rige, der er i centrum.
Fredsforhandlingerne i Paris 1919-20
Fredsaftalen blev først indgået den 10. august 1920 i Sèvres vest for Paris. Traktaten blev undertegnet af den tyrkiske sultan men afvist af en mod-regering under ledelse af Kemal Atatürk. Traktaten blev aldrig gennemført. I stedet opnåede Tyrkiet i 1923 en mere favorabel fredsaftale med Lausanne-traktaten.
Det var fra starten klart, at der foruden stormagterne i hvert fald var to grupper mere med interesser i det område af Mellemøsten, som England foreløbig sad på: Araberne og jøderne.
Allerede den 3. januar 1919 var der indgået en aftale mellem disse to grupper. Emil Feisal – Hussein ibn Alis søn – og Chaim Weizmann, den zionistiske leder.

Feisal-Weizmann-aftalen fra 3. januar 1919
Feisal-Weizmann-aftalen
Aftalen forudsatte, at der faktisk blev oprettet en stor arabisk, selvstændig stat. Det skete ikke og dermed var forudsætningerne for samarbejdet væk. Begge parter kom nu med deres egne ønsker.
Præsident Wilson foreslog så i et møde i ”Det øverste Råd” med lederne fra USA, England, Frankrig, Italien og Japan, at man skulle udpege de bedst egnede mænd til en inter-allieret kommission.
Kommissionen skulle rejse til Syrien, og hvis forholdene gjorde det ønskeligt, skulle den udstrække sine undersøgelser ud over Syriens grænser.
Frankrigs premierminister Clemenceau erklærer omgående, at det dog ikke kun skal være Syrien, der skal undersøges. Det må også være de andre områder. England accepterer.
Engelsk og fransk modvilje mod at folkene skulle spørges
Men mistroen mellem England og Frankrig var stor og stor var de to kolonimagters modvilje mod præsident Wilsons insisteren på, at folkene skulle spørges.
Kun USA udpegede sine medlemmer af kommissionen, der rejste rundt og talte med mange. Kommissionen kom med en rapport, men da USA efterhånden fik mindre og mindre indflydelse på fredsforhandlingerne, fik rapporten ingen betydning.
USA var faktisk slet ikke med, da man i den italienske by San Remo i april 1920 holdt en konference, hvor de allierede sejrherrer fra 1.Verdenskrig bl.a. afgjorde de arabiske tidligere osmanniske områders fremtid.
På vegne af det nyoprettede Folkeforbund fik Frankrig mandat over Syrien, herunder Libanon. Storbritannien fik mandat over Irak og Palæstina. Det blev samtidig bestemt, at mandatområderne senere skulle overgå til fuld selvstændighed.
Sèvres-traktaten – freden med Det osmanniske Rige – bekræftede få måneder senere dette resultat.

Herbert Samuel – den første britiske højkommissær i Palæstina
Palæstina efter 1920
I det øjeblik, England i 1917 og 1918 erobrede det område, som efter krigen blev til Palæstina, blev der indsat en militær administration, som fik navnet Occupied Enemy Territory Administration (O.E.T.A.).
Med Folkeforbundets officielle tildeling af Palæstina som britisk mandatområde blev der oprettet en civil administration under en britisk højkommissær, der overtog ledelsen i september 1920. Palæstinas første højkommisær blev den tidligere britiske indenrigsminister, Herbert Samuel.
Herbert Samuel var en britisk jøde og den første jøde i et britisk kabinet. Nej, vil nogen sige! Disraeli havde da været premierminister i 1868 og 1874-80. Det er på en måde korrekt, men Disraeli var blevet døbt i den anglikanske kirke som 13-årig, så på den måde var han ikke jøde.
Advarsel fra Alleny blev overhørt
At den første højkommissær var jøde førte faktisk til en advarsel fra general Allenby, der havde erobret området i 1917 og 1918 og nu sad som britisk højkommissær i Egypten. Hans advarsel blev ikke taget til følge, og Herbert Samuel ankom til landet i juni 1920.
Sidst i marts 1921 kom Winston Churchill som nyudnævnt koloniminister til Palæstina. Han rejste hjem med en klar opfattelse af, at dette ikke blev let:
- De arabiske palæstinensere bad ham om at opgive løfterne om et nationalt hjem for jøderne
- De jødiske palæstinensere bad om mere støtte til indvandring og overdragelse af statens jord til det jødiske folk
- Churchill svarede diplomatisk tilbage (kilde 41-44).
Bemærk at begge grupper omtales som palæstinensere. Under det britiske mandat var indbyggerne uanset religion palæstinensere.

Winston Churchill i Jerusalem med den britiske højkommissær Herbert Samuel marts 1921
Nogle måneder senere godkendte Folkeforbundet ”Mandatforordningen for Palæstina”.
Fordobling af befolkningen i Palæstina
De næste 17 år frem til 2. Verdenskrigs udbrud i september 1939 skete der en fordobling af indbyggertallet i Palæstina fra 752.000 i 1922 til 1,5 mio. i 1939.
Der er flere interessante oplysninger, hvis man dykker ned i tallene.
Det jødiske indbyggertal steg fra 83.800 til 445.000, og også antallet af palæstinensiske arabere steg bl.a. ved indvandring fra naboområderne. I 1922 var der 589.000 muslimske indbyggere, der i 1939 var steget til 927.000.
Og de kristne indbyggere er steget fra 71.000 til 117.000
På nogle punkter gik der lang tid før dette med, at Palæstina nu var en selvstændig enhed blev en realitet. Lidt overraskende fortsatte man med at bruge egyptiske pund som valuta ved siden af engelske pund . For det var jo engelske tropper fra Egypten, der havde erobret Palæstina.
Det samme med frimærker. Man brugte frimærkerne, som den engelske hær havde udstedt. E E F står for Egyptian Expeditionary Force.

Frimærke fra Palæstina udstedt af den britiske hær
Først ti år efter englænderne havde besat området og fem år efter Mandatforordningen var trådt i kraft, fik man sin egen valuta.

Pengeseddel fra Palæstina
Og der blev udsendt de første palæstinensiske frimærker.

De første egne frimærker fra Palæstina
Jødisk stat under opbygning
Imens arbejdede de jødiske indbyggere og indvandrere på at skabe forudsætningen for et jødisk hjemland i Palæstina.
Allerede da Churchill er i Jerusalem i 1922, mødes han med Det jødiske Nationalråd (Va´ad Le´umi).
Det var valgt af Den jødiske Nationalforsamling (Asefat HaNivharim), der var en demokratisk valgt jødisk parlamentarisk forsamling i Palæstina under mandattiden. Den var dannet 19. april 1920, og virkede indtil 13. februar 1949, dagen før det første Knesset, der var valgt den 25. januar 1949, tiltrådte.
Nationalforsamlingen mødtes en gang om året for at vælge den udøvende magt: Det jødiske Nationalråd. Rådet tog sig af uddannelse, lokalstyret, velfærd, sikkerhed og forsvar.
Vi får også de første partier.
Ahdut Ha´Avoda – Arbejderpartiets symbol:
Hatzohar – Revisionisternes symbol:
Mange af de jødiske indvandrere var socialister fra Østeuropa, så de danner hurtigt en arbejderbevægelse med egen forsvarsgruppe HaHaganah og en fagbevægelse Histadrut.
I 1925 danner så højrefløjen Hatzohar, der er en forkortelse for HaTzionim HaRevizionistim (De revisionistiske Zionister). Hatzohar står i skarp opposition til arbejderbevægelsens dominans og dens ”eftergivenhedspolitik”. De beskyldte arbejderpartiet for at være alt for eftergivende overfor englænderne. Hvad blev der af løftet om en jødisk nationalstat?
Hatzohar danner også egen forsvarsgruppe Irgun. Irguns plakat viser klart, at man ikke accepterede delingen af Erez Israel, som er det hebræiske navn for området Palæstina.

Irgun plakat
Israelsk politik er vanskeligt. Det var den politiske deling i mandatperioden også. Der var altså en politisk venstre- og en højrefløj med egne illegale militærgrupper, der var uenige indbyrdes og uenig om forholdet til den engelske mandatmagt. Og så er der jo en gruppe mere: De religiøse jøder.
Mange af disse lagde afstand til zionismen. Kun Gud kunne genoprette en jødisk stat. Mange jøder i Palæstina var religiøse og tilsluttede sig et parti, der var dannet i Kattowitz i Schlesien i den del af Polen, der til 1918 hørte under Preussen/Tyskland: Agudat Israel.
Agudat Israel – de ortodokse jøders parti.
Hvad var også vigtigt for at gøre sig klar til selvstændigheden: Et universitet. I 1925 åbnedes Det hebraiske Universitet i Jerusalem.

Lord Balfour åbner Det hebraiske Universitet på Scopus Bjerget i 1925
De arabiske palæstinensere
Og hvad med de arabiske palæstinensere, der udgjorde størstedelen af befolkningen i det engelske mandat?
Da England i 1947 overgiver mandatet til FN, lyder der kritik af, at England ikke i tilstrækkelig grad har forberedt den arabiske del af befolkningen på selvstændighed. Det hebraiske Universitet var som navnet antyder et jødisk universitet. De arabiske palæstinensere studerede mest i Beirut.
Politisk var det englænderne, der valgte de arabiske ledere Ragheb Nasashibi som borgmester i Jerusalem og Amin Husseini som stormufti. En del historikere mener, at højkommissæren Herbert Samuel i den grad ønskede at vise sin velvilje overfor de arabiske palæstinensere ved at udnævne en fanatisk modstander af Zionismen til arabisk leder. Dette var med til at hindre, at der kom et samarbejde i gang mellem landets to befolkningsgrupper, lyder vurderingen.
1929 kom det første gang til en meget voldsom konfrontation mellem jødiske og arabiske palæstinensere. I Hebron blev 69 jøder dræbt, og resten flygtede fra byen. Et meget vigtigt sted for jøderne, da Abrahams, Isaks og Jakobs grave menes at være dér.
Jødisk indvandring vækker igen stor vrede
30. januar 1933 kom Adolf Hitler til magten i Tyskland. Forfølgelserne af de tyske jøder startede med det samme med éndagsboycotten 1. april og med Nürnberglovene fra 1935, der udgrænsede de tyske jøder og fratog dem politiske rettigheder.
Vi ser det på antallet af indvandrende jøder til Palæstina:
- I 1931 var der kommet 4.075
- I 1932 var tallet fordoblet til 9.553
- I 1933 kom 30.327
- I 1935 steg antallet til 61.854
Det blev efterhånden klart for de arabiske palæstinensere, at hvis dette fortsatte, ville de indenfor nogle år komme i mindretal. Det lykkedes derfor stormuftien Haj Amin el Husseini at få startet en ny opstand i 1936. En opstand, der med afbrydelser fortsatte de næste tre år.

Lord Peels plan til deling af Palæstina 1937
Peel-kommission forslår endnu en deling af Palæstina
Denne opstand kostede også engelske liv, og regeringen i London sendte nu en kommission under ledelse af Lord Peel til Palæstina for at finde ud af, hvad man kunne gøre.
Peel-kommissionen nåede frem til, at jøder og arabere næppe ville kunne leve sammen i en binational stat, så den eneste løsning ville være at dele området i en jødisk og en arabisk del og så lade englænderne beholde en del med adgang til havet og så en stribe op til Jerusalem. Jøderne kunne få det nordvestlige Palæstina, araberne resten.
Det blev et klart nej fra araberne, mens jøderne var splittede.
Med de stadig mere voldsomme angreb på de tyske jøder var der i den grad behov for en jødisk stat og nu kunne man få den. Så et flertal på den 20. kongres i Zionistbevægelsen sagde principielt ja til en deling, men ikke efter de foreslåede grænser.
Flere så dog den foreslåede ministat som begyndelsen på noget større. Revisionisterne under Zeev Jabotinsky afviste den klart, man ønskede en jødisk stat i hele det historiske Eretz Israel altså inklusive Østbredden/Transjordanien.
London vil en binational stat i Palæstina
På en konference i London i begyndelsen af 1939 forkastede både de jødiske og de arabiske palæstinensere Peel-kommissionens forslag, hvorefter den engelske regering under Neville Chamberlain udstedte den såkaldte Hvidbog.
På grundlag af Peel-kommissionens forslag bestemte regeringen, at der de næste fem år stadig kunne komme i alt 75.000 jøder, hvorefter yderligere indvandring skulle være afhængig af arabisk godkendelse. Desuden skulle der indenfor ti år skabes en uafhængig palæstinensisk stat, hvor jøder og arabere skulle dele regeringsansvaret. Dette var 22 år efter Balfourdeklarationen en dødsdom over den zionistiske idé om en jødisk stat.
Dette var en ekstra stor katastrofe, fordi jøderne fra Tyskland, der efter 1938 også omfattede Østrig og Sudeterområdet, der havde været en del af Tjekkoslovakiet 1918-1938, nu efter Novemberpogromen (”Krystalnatten”) i november 1938 desperat prøvede at komme ud.
Alle andre lande lukkede dørene og den 1. september angriber Tyskland Polen og to dage senere er 2. Verdenskrig i gang.
Krigen tvang jøderne og hele den zionistiske bevægelse til de næste næsten seks år at føre en forsigtig politik, en tysk sejr ville være en katastrofe. Som David Ben Gurion udtalte:
Vi må hjælpe England mod Hitler, som om der ikke havde været nogen Hvidbog – og vi må bekæmpe Hvidbogen, som om der ikke var nogen krig.
Rygterne om det systematiske massemord på de europæiske jøder (Holocaust) nåede hurtigt jøderne i Palæstina, og flere forhold forværrede deres situation.

Den arabisk- palæstinensiske leder Amir al-Husseini mødes med Hitler i november 1941
Min fjendes fjende er min ven
I november 1941 mødes den arabisk-palæstinensiske leder Haj Amin al-Husseini med Hitler og drøftede deres fælles interesser. Der var ingen tvivl om, hvad en tysk sejr og Hitlers støtte til al-Husseini ville betyde ikke blot for de europæiske jøder men også for de palæstinensiske.
Og i juli 1942 var den italiensk-tyske Panzer-Armee-Afrika under general Rommel trængt langt ind i Egypten. Englands kontrol over Egypten og dermed vejen mod Palæstina var truet.
Allerede et par måneder inden holdt den amerikanske zionistorganisation et møde på hotel Biltmore i New York og vedtog det såkaldte Biltmore-program, der var blevet udarbejdet af David Ben Gurion, formand for Jewish Agency´s forretningsudvalg.
Zionisterne vil et jødisk statssamfund i hele Palæstina
Heri forkastedes Hvidbogens politik som grusom og uforsvarlig, og der opfordredes til
at Palæstina bliver gjort til et jødisk statssamfund som en del af mønstret i en ny demokratisk verden
Dette var fra nu af Zionisternes krav, især da man i 1945 blev klar over Holocausts omfang.
Omkring 6 millioner jøder var dræbt ved massehenrettelser i Polen, De baltiske Lande, i Hviderusland, Rusland og Ukraine og i de seks tyske udryddelseslejre i Polen.
Se kilderne til: Det britiske Palæstinamandat 1917-1945
Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

Mindesmærket bag Synagogen i København for de seks millioner dræbte jøder under Holocaust
Allerede i sommeren 1944 efter befrielsen af KZ-lejren Majdanek i Lublin i Polen fik russerne det første billede af, hvad der var sket med de mange forsvundne jøder i Østeuropa. Og den 27. januar 1945, der i dag verden over markeres som ”Holocaust Memorial Day” – i Danmark Auschwitz-dagen – befriede Den røde Hær KZ- og Udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.
Langsomt gik det op for verden, hvad der var sket, og efterhånden dukkede også mange af de massegrave op, hvor jøder fra 1941 var dræbt på de steder, de boede – eller lige udenfor landsbyerne.
Da krigen i Europa slutter 8. maj 1945, melder spørgsmålet sig derfor omgående:
- Hvordan havde historien set ud, hvis England og de øvrige magter bag løftet til jøderne efter 1.Verdenskrig havde opfyldt løftet om et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina ?
- Og hvad med de overlevende jøder, hvoraf mange ikke kunne vende hjem til de områder, hvor befolkningen ivrigt havde hjulpet tyskerne med at finde og dræbe de jødiske naboer?
Fra zionistisk side gjorde lederen af Jewish Agency det straks klart, at man nu krævede opfyldelse af løfterne fra 1917 og de følgende år. I en samtale med det amerikanske udenrigsministerium i juni 1945 gjorde David Ben Gurion det klart at:
jøderne i de sidste fem år havde fået løfter fra de allierede ledere, og det havde fået dem til at tro, at de endelig skulle se deres målsætning i Palæstina bære frugt, når de blot holdt sig i ro, så længe der var krig i Europa. Nu da krigen var holdt op, var jøderne begyndt at spørge, hvad der forsinkede opfyldelsen af disse løfter.
I både USA og Storbritannien var der nu nye ledere. I USA var præsident Roosevelt død i april og afløst af Harry Truman. I Storbritannien havde Churchills konservative tabt valget til Underhuset i juli og Clement Attlee var blevet ny premierminister.

David Ben Gurion – leder af Jewish Agency og senere Israels første premierminister

Clement Attlee – Englands premierminister 1945-1951

Harry S. Truman – USA’s præsident 1945-1953
Ønske om at åbne Palæstina for jødisk indvandring
Præsident Truman rettede nu henvendelse til den nye britiske premierminister, Clement Attlee og opfordrede ham til at åbne Palæstina for jødisk indvandring, Attlee afviste klart. England fastholdt også efter 2. Verdenskrig Hvidbogens bestemmelser og prøvede på alle måder at hindre jødisk indvandring til det britiske mandatområde Palæstina.
Presset på Storbritannien øgedes. Jo mere det blev klart for omverdenen, hvad der var sket med jøderne under 2. Verdenskrig, jo stærkere blev presset på regeringen i London. Mange af de overlevende sad nu i lejre i Tyskland under De Allieredes beskyttelse men stadig i lejre kaldet Displaced Persons´ Camps – Det vil sige lejre for folk, man ikke helt vidste, hvor man skulle placere.
Den engelske regering prøvede nu en mulighed for at få USA til bedre at forstå den engelske position.
Udenrigsminister Ernest Bevin foreslog:
en fælles engelsk-amerikansk undersøgelseskommission under skiftende formandskab, der skulle undersøge det europæiske jødespørgsmål og komme med en vurdering af Palæstina-problemet på grundlag af denne undersøgelse

Ernest Bevin – udenrigsminister i Attlees regering 1945-51
Der blev hurtigt nedsat en sådan kommission, der i januar og februar lavede høringer i London og Washington, derpå besøgte flygtningelejrene i Tyskland og Østrig og endelig i februar-marts rejste rundt i Palæstina

Displaced Persons´ Camp i Bergen Belsen i den britiske besættelseszone i Tyskland
20. april afleverede kommissionen sine anbefalinger, der mødtes af en stærk fordømmelse fra Den arabiske Ligas råd. Den arabiske Liga var blevet dannet 22. marts 1945 og bestod på dette tidspunkt af repræsentanter fra Syrien, Transjordanien, Irak, Saudi-Arabien. Libanon, Egypten og Yemen.
Kommission vækker harme i den arbiske verden
Det var især anbefalingerne om øget jødisk indvandring og erklæringen om, at Palæstina hverken måtte blive en jødisk eller en arabisk stat, der vakte harme.
Fra jødisk side var opfattelsen efterhånden, at nu måtte man omsider opfylde løftet om et jødisk nationalt hjem eller en jødisk stat, som man tydeligt havde sagt i Biltmoreprogrammet fra 1942.
Det jøderne frygtede var især, at Storbritannien, der på dette tidspunkt var ved at rømme dele af Egypten og i maj 1946 havde givet Transjordanien uafhængighed som Det hashemitiske Kongerige Transjordanien med Abdullah 1. som konge, nu ville sætte sig fast i Palæstina og fortsat styre området med mere britisk militær.
Som ovenfor nævnt havde jøderne allerede fra 1920 dannet en slags hjemmeværn (Haganah) for at beskytte de jødiske bosættelser. Haganah opfattede sig nu efterhånden som en jødisk modstandsbevægelse og fjenden var ikke kun araberne, men efterhånden også den britiske hær, som man mere og mere opfattede som en besættelsesmagt.
Jødisk modstand og terror
Haganah havde længe forsøgt samarbejdslinjen pg derfor havde de mere ekstreme grupper allerede tilbage i 1931 dannet Irgun Tsva’i-Leumi bedst kendt som Irgun. Og 22. juli 1946 gennemførte Irgun et angreb på det britiske hovedkvarter, der var placeret på King David Hotel i Jerusalem.

Hotel King David efter Irguns angreb i juli 1946
1946 var et hårdt år for Storbritannien i Palæstina. Mange kræfter blev brugt i kampen mod den jødiske modstand, og verden så forarget til, mens man fortsat søgte at stoppe jødiske indvandring.
Vinteren 1946/47 var hård hjemme i England og regeringen i London begyndte langsomt at forstå, at man ikke længere var den stormagt, man havde været i århundreder. I februar 1947 måtte man således meddele USA, at der ikke længere var kræfter til at støtte Grækenlands kamp mod kommunistiske oprørere, hvad der gav anledning til, at USA i marts 1947 med Trumandoktrinen for alvor trådte ind som den nye supermagt.
Det nyoprettede FN overtager ansvaret for Palæstina
Palæstina gav også regeringen så store problemer, at man nu besluttede at involvere FN, De forenede Nationer, der var Folkeforbundets afløser.
Storbritannien havde jo netop efter 1. Verdenskrig fået Palæstina og Irak som mandatområder af Folkeforbundet og styrede egentlig områderne på Folkeforbundets vegne. Men med FN-pagten fra 1945 overtog FN ansvaret for disse områder. Irak var dog allerede blevet selvstændigt i 1936 og den østlige del af Palæstinamandatet Transjordanien, blev det i 1946. Den vestlige del af Palæstina, som siden 1922 blev defineret som Palæstina var jo stadig under britisk mandatstyre.
Nu bad den britiske regering FNs generalsekretær om at sætte Palæstinaspørgsmålet på dagsordenen til næste generalforsamling, hvorpå den egyptiske regering bad om at få det på allerede ved en ekstraordinær samling i april, hvor der blot skulle vedtages ét punkt:
Palæstinamandatet ophører, og Palæstinas uafhængighed erklæres.
FN kommission til Palæstina
På den ekstraordinære generalforsamling den 28. april 1947 vedtog man dog, at sende en FN-kommission til Palæstina, for at kunne træffe en beslutning på et mere oplyst grundlag.
Kommissionen hed UNSCOP – ”United Nations Special Committee on Palestine” – og havde medlemmer fra elleve stater, Australien, Canada, Guatemala, Holland, Indien, Iran, Jugoslavien, Peru, Sverige, Tjekkoslovakiet og Uruguay. Formand blev den svenske jurist og dommer ved den internationale domstol i Haag, Emil Sandström.

Medlemmerne af UNSCOP – FNs Palæstina komite
Straks ved sin ankomst den 16. juni 1947 appellerede formanden, Emil Sandström, til alle parter om samarbejde, men kommissionens arbejde blev boykottet af de palæstinensiske arabere. Årsagen var, at de ønskede et selvstændigt Palæstina her og nu – ingen yderligere forsinkelse.
Men ellers mødte UNSCOP under sit ophold i Palæstina fra den 16. juni til den 24. juli med repræsentanter for den britiske Palæstinaregering, Jewish Agency og flere andre grupper. Lidt interessant er, at først Sandström og to medlemmer af FNs sekretariat og senere også de to sydamerikanske medlemmer mødes med tre ledere fra Irgun – heriblandt Menachem Begin, der længe havde været efterlyst af englænderne.
Kort før Kommissionen forlod Palæstina, skete et drama, der for alvor rettede verdens øjne mod det, der foregik i Palæstina og den engelske politik dér.
Flytningeskibet Exodus stoppes af England i internationalt farvand
Et amerikansk skib, oprindelig kaldt ”President Warfield”, var sejlet fra Sète i Frankrig med 4.500 jødiske flygtninge fra lejrene med ”Displaced Persons” i Tyskland. Da skibet nærmer sig Palæstinas kyst – endnu i internationalt farvand – bliver det stoppet af briterne og der udbryder kampe mellem det britiske militær og skibets besætning, der i høj grad var folk fra Haganah.

Skibet Exodus stoppet på vej til Palæstina i sommeren 1947

Britiske tropper sætter de jødiske flygtninge i land i Haifa – for straks efter at sejle dem tilbage til Hamborg
Briterne tvinger så skibet til Haifa Havn, sætter flygtningene over på tre britiske flådefartøjer og sejler dem til Frankrig, hvor de var kommet fra. De nægter dog at gå i land og indleder en sultestrejke. For Storbritannien bliver det mere og mere problematisk og til sidst sejler man flygtningene til Hamborg og sætter dem i lejre i den britiske zone i det besatte Tyskland.
Englands behandling af jødiske flygtninge på Exodos som forsidestof
Verden var rystet. Den 3. august 1947 kunne man i pressen læse om anti-engelske demonstrationer i New York:
På Facaden til Cunard-bygningen, hvor ogsaa det engelske Konsulat har til Huse, var der med mægtige Bogstaver malet anti-engelske sentenser saasom ”Englænderne følger Nazisternes Eksempel” og ”Exodus 1947”; ved siden af var malet en masse Hagekors. (Kristligt Dagblad)
Den 23. august er det også forsidestof i Danmark:
FORGÆVES JØDISKE FORSØG PÅ AT AFVÆRGE JØDERNES TRANSPORT TIL HAMBORG. Jewish Agency henvender sig til Frankrig, USA og Sovjet, men England har allerede begyndt transporten (skriver Kristeligt Dagblad denne dag)
7. september er det igen forsidestof. Skibene er kommet til Hamborg og Kristeligt Dagblad skriver på forsiden:
SPÆNDING OM JØDERNES LANDGANG TIL MORGEN. De engelske Myndigheder udstedte i gaar pludselig forbud mod, at Journalister overværer Landsætningen i Hamborg Havn
Det er i præcis i de samme uger, at UNSCOPs medlemmer efter opholdet i Palæstina drog til Beirut for at mødes med repræsentanter for de arabiske stater og herpå til Geneve, hvor den skulle udarbejde sin rapport. Den 31. august forelagde kommissionen så sin rapport.
FN vedtager en deling af Palæstina
Alle var enige om at gøre ende på mandatforordningen og derpå gøre Palæstina selvstændigt. Et flertal af repræsentanterne (Fra Canada, Guatemala, Holland, Peru, Sverige, Tjekkoslovakiet og Uruguay) anbefalede en deling af Palæstina, mens mindretallet (Indien, Iran og Jugoslavien) anbefalede oprettelsen af en forbundsstat. Det elvte medlem, Australien, afholdt sig fra at støtte nogle af forslagene.
Den 29.november 1947 stemte FNs generalforsamling så om forslaget og vedtog delingen af Palæstina med 33 stemmer for, 13 imod og 10, der afholdt sig fra at stemme. Mandatet skulle ophøre snarest muligt, og der skulle oprettes en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat og et særligt internationalt styre over Jerusalem – jvf kortet her:

FNs delingsplan 29. november 1947
De fleste jøder i Palæstina jublede. Golda Meir, medlem af Arbejderpartiet og Israels senere premierminister, fortæller i sine erindringer om jubelen i gaderne, men hun var bekymret for, hvad fremtiden ville vise for araberne meddelte omgående, at de ikke accepterede planen. Og den israelske højrefløj i ”Irgun” afviste også planen: Ingen skulle have lov at dele Eretz Israel – det historiske Israel.
FN delingsplan fører til krig
De næste måneder tegnede til, at det ikke ville blive en fredelig overgang – men krig.
I december 1947 begyndte rekrutteringen af lejetropper i Syrien til en ”Arabisk Befrielseshær”, der fra begyndelsen af januar begyndte at sive ind i Palæstina. Omvendt meldte jøder sig fra hele verden til at deltage i forsvaret for den kommende jødiske stat blandt de mest kendte eksempler i Danmark er den senere overrabbiner Bent Melchior og Politikens sener chefredaktør Herbert Pundik.
England var nu klar over, at dens tid som mandatmagt var forbi, og den 29. april meddelte man, at mandatet ville ophøre den 15. maj 1948. Hvad nu?
Golda Meir skildrer i sine erindringer de jødiske overvejelser i dagene inden. Turde man udråbe en jødisk stat den 14. maj – altså dagen inden englændernes styre ophørte?
Den jødiske stat Israel
Man gjorde det. Den 14.maj om eftermiddagen mødtes det jødiske nationalråd på Kunstmuseet i Tel Aviv og udråbte Staten Israel.
Når der ikke samme dag blev udråbt en arabisk stat i den anden halvdel skyldes det, at araberne jo ikke anerkendte delingsplanen og de arabiske nabostater gjorde i stedet klar til at angribe den israelske stat straks efter midnat, når englænderne var ude.

David Ben-Gurion proklamerer Staten Israel 14. maj 1948.

The Palestine Post fra søndag den 16. maj 1948.
Kilderne til Oprettelsen af staten Israel 1956 – 1948 er under udarbejdelse.
Se kilderne til: Oprettelsen af staten Israel 1945-1948

De første skriftlige kilder
Kilderne til tiden før eksilet i det 6.årh. f.v.t. – dvs. fra den fælles Kongetid i det 10. årh. f.v.t. og frem til Det babylonske eksil, der starter omkring 578 f.v.t. – er i høj grad de to samlinger af historiske bøger i Toraen/Det gamle Testamente.
Den første samling kaldes Det deuteronimistiske Historieværk og består af 5. Mosebog, Josuabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne.
Det andet er Det kronistiske Historieværk med Krønikebøgerne, Ezras og Nehemias´ bøger.
Er det historieskrivning?
Selvfølgelig ikke i moderne forstand – forfatterne har et helt andet sigte – at fortælle om jødernes historie frem til eksilet – og for det sidste værks vedkommende – også efter eksilet.
Og der er også et religiøst formål med de to værker: Fulgte kongerne Jahves bud, så gik det godt, gjorde man det modsatte – værst af alt dyrkede man andre guder – ja så gik det galt.
I historie spørger vi først og fremmest om forfatter og tid, når vi arbejder med kilder.
Her har vi et problem.
Vi ved nærmest intet som forfatterne andet end, at der har været flere. Det fremgår tydeligt flere steder, at der er forskellige opfattelser – allerede dengang om dette med, at Israel blev et kongedømme omkring år 1020.
Tiden er også problematisk.
Vi ved, hvornår fortællingerne er samlet og skrevet ned for det sidste bind i Det deuteronomistiske Historieværk slutter således:
37 år efter, at Sydrigets konge Jojakin var blevet tvunget i eksil, blev Evil-Merodak konge i Babylon. Han benådede Jojakin og løslod han fra fængslet og i det hele taget fik Jojakin en god behandling i Babylon, bedre end de andre konger, der også var i eksil. Jojakin fik lov til at gå i almindeligt tøj i stedet for sin fangedragt, og resten af hans liv spiste han sammen med kong Evil-Merodak. Så længe, han levede, fik han alt, hvad han behøvede, af kongen.
2. Kongebog kap.25
Forklaring: Evil-Merodak er konge i Babylonerriget 562-60 f.v.t.. Hans babylonske navn er Amel Marduk.
Når forfatterne slutter deres fortælling her, kan vi jo konkludere, at de ikke ved, hvad der siden skete – at Evil-Merodak faktisk bliver styrtet allerede i 560 f.v.t. – og bestemt ikke, at israelitterne faktisk får lov at komme tilbage til Israel, da Babylonerriget erobres af Perserriget.
Så værket må være færdigredigeret her mellem 562-60 f.v.t.
Det kronistiske Historieværk har til gengæld hele fortællingen med om israelitternes tilbagevenden til det hellige Land omkring 538 f.v.t. og genopbygningen af Jerusalem under Ezra og Nehemias – så det er skrevet efter eksilet i Babylon.
Men hvad, kan vi så være sikker på, hvis vi går tilbage til den fælles kongetid i det 10. årh. f.v.t.. Det er der bestemt ikke enighed om, som det fremgår af følgende tre kildetekster:
Kilde 1: Kong Davids bibelske palads fundet
”Israelske arkæologer har afdækket en paladsbefæstning, som de mener sandsynligvis har været kong Davids eller kong Salomons, og de har fundet beviser på, at israelitterne endnu på de to lederes tid dyrkede afguder i deres egne hjems fire vægge.
Ved udgravninger nær Tempelbjerget, hvor det andet tempel, som blev bygget i 6. årh. før Kristus, ligger 1), har videnskabsmændene også fundet de tidligste tegn på beboelse i Jerusalem – Kanaan-lertøj fremstillet 2.500 år før David besejrede byen cirka 1000 år før Kristus og 3.500 år før Jesus prædikede her.
Disse og andre fund drager udbredte antagelser om Den hellige Bys fortid i tvivl og åbner nye veje for efterforskning af spørgsmål, som har interesseret lærde i århundreder.
Blandt fundene er:
– Et komplet, jødisk boligkvarter fra bibelsk tid, herunder veludformede stentoiletter, i kong Hezekias æra, som ligger tre århundreder efter Davids. Beviser, der tyder på, at de accepterede grænser for byerne fra Davids og Hezekias´ tid, skal revideres.
– En enestående kultisk keramikfigur af en nøgen, uomskåren mand med to par arme, fundet i et af israelithusene, hvor den sandsynligvis fungerede som frugtbarhedsgud.
”Profeterne prædikede imod det, men alligevel er de der i israelitiske hjem”, sagde direktøren for udgravningen, Yigal Shiloh, om den eksotiske figur, der tilsyneladende griber om en håndfuld vindruer.
Yigal Shiloh, lektor ved det Hebraiske universitets Arkæologiske Institut, fortalte, at et langt mere betydningsfuldt fund er det umådelige, skrånende, terrasseformede bygningsværk, som menes at have været Davids, eller hans søns Salomons, paladsfæstning.
”Indtil denne dag er intet monumentalt bygningsværk som dette blevet afdækket i Israel eller i nogen anden bibelsk by”, oplyste Yigal Shiloh om den fem etager høje bygning, der er presset inde mellem kanaanæiske 2) huse fra det 13.århundrede før Kristus og israelitiske huse, som er tre århundreder nyere.
Skønt denne ”tidspresse” kun placerer bygningsværket indenfor disse 300 år, er det mest sandsynligt opført af dem, som fik dramatisk betydning for Jerusalem: David, som gjorde bjergbyen til hovedstad for den israelitiske statssammenslutning, eller Salomon, som byggede Det første Tempel i nærheden i det 10. århundrede før Kristus.
Beviserne er en stærk afvisning af påstande fra arkæologer, som ikke gravede så dybt, men så toppen af bygningsværket og hævdede, det var en del af en befæstningsmur fra en periode mindst 600 år efter David.
Yigal Shiloh bemærkede, at han selv har haft dem misopfattelse af udgravningsområdet, som ligger på statsejet jord og er blevet udgravet hyppigere end noget andet område i Israel. Han er chef for et hold på 250 frivillige og 30 faste medarbejdere her i blandt bjergbestigere og mineingeniører. Holdet kommer fra Israel og 15 andre lande.
Det var nødvendigt med bjergbestigningseksperter og ingeniører til udforskning af det labyrintagtige, 50 meter lange tunnelsystem, som fører inde fra den gamle muromkransede by til dens eneste naturlige vandkilde, et kildevæld for foden af skråningen.
Vandforsyningens sårbarhed har altid været byens svageste led, et konstant mål for dem, der i bibelsk tid såvel som i nyere tid, bragte byen under belejring. Oldtidens beboere udhuggede adskillige gange for at sikre forsyningen.
Nogle eksperter mener, at tunnelsystemet, som blev delvist afdækket i 1860´erne af arkæologen Charles Warren, blot for senere at blive tildækket med murbrokker, måske endog blev benyttet på tidspunktet for Davids sejr over kanaanæerne.
Videnskabsmændene har rejst spørgsmål om, hvorvidt det, der går under betegnelsen Warrens skakt, er den ”tsinnor” (”Katarakt” eller ”akvadukt”) gennem hvilken Davids styrker ifølge bibelsk redegørelse angreb kanaanæernes by.
Donald Ariel, den amerikansk fødte vicedirektør for udgravningerne, indrømmer, at dette stadig er en mulighed, men sagde, at det er usandsynligt, fordi ”alle de klart daterede vandsystemer”, man har fundet i Israel, viser sig at være bygget efter israelitternes sejr over kanaanæernes bastioner.”
Noter:
1) ”ligger” – lå ville være en mere korrekt glose – templet blev ødelagt af romerne i år 70 e.Kr. I dag ligger der to moskeer på Tempelpladsen.
2) Kanaanæerne – de folk, der boede i landet før israelitternes indvandring.
Tekst: Berlingske Tidende 18. sept. 1980 – teksten er af Michael Widlanski fra New York Times – og i underoverskriften står: ”Spændende arkæologiske fund udenfor det gamle Jerusalems mure”.
Kilde 2: Politikens Verdenshistorie bd. 7
”Fra Sinai trængte de jødiske nomadestammer efterhånden ind i Kanaans Land 1), der lå omtrent hvor nutidens Israel ligger.
Det var beboet af agerdyrkende folk, hvoraf nogle var af indoeuropæisk herkomst. De satte sig til modværge mod disse hyrdefolk, der kom med deres får og geder.
Men de hårdføre beduiner overmandede lidt efter lidt jordens dyrkere og tog den selv i besiddelse. De forblev dog ikke upåvirkede af agerbrugsreligionen med dens efter jødisk opfattelse mere eller mindre anstødelige frugtbarhedsritualer.
Den ene gang efter den anden revser Jahve i det gamle Testamente sit folk for, at det tilbeder fremmede guder.
Jødernes styrke forøgedes med en forbedret organisation. I oprøret med filistrene samlede de sig om en fælles anfører, som de udråbte til konge.
Den første af disse konger var Saul, der kan have regeret ca.1025 – ca.1012. Nogen enevældig fyrste var han dog ikke. Man har betegnet ham som ”historiens første konstitutionelle monark” (”Epstein”) 2), men desværre giver Bibelen kun knap besked om, hvad der stod i verdens første forfatning eller håndfæstning.
Det hedder kun, da profeten Samuel under Mizpafesten imødekom folkets ønske om en konge ved at kåre Saul, at han ”talede til folket om kongedømmets ret og skrev den i en bog og lod den blive for Herrens ansigt”.
Under Sauls efterfølger kong David (ca.1012-972) gik det jødiske kongedømme ind i sin glansperiode.
Han erobrede kanaanæernes sidste støttepunkt, Jerusalem, som han gjorde til sin hovedstad.
Her blev jødernes største helligdom ”pagtens ark”, fremstilet af ”akacietræ, halvtredje alen lang, halvanden alen bred og halvanden alen høj” med de hellige love anbragt, og der blev opført et tempel, som Davids efterfølger Salomon (ca. 972-931) gjorde overmåde prægtigt, beriget af kobberminerne ved Aqababugten.
De to kongers store ry og deres nære forhold til Jahve-kulten fremhæves af, at man i det Gamle Testamente finder en samling af kultiske salmer 3) under Davids navn og en samling af ordsprog under Salomons.”
Noter:
1) Kanaans Land – det navn, der bruges om ”det hellige Land” før israelitterne indvandrer
2) Konstitutionel monark – en konge, der hersker indenfor en forfatnings (”Constitution”) rammer
3) Kultiske salmer er salmer, der bruges ved ”kulten” – gudsdyrkelsen, de hellige fester
Tekst:
Politikens Verdenshistorie bd.7: Arild Hvidtfeldt: Kulturens Korsveje, Politikens Forlag 1983 s. 100-102.
Kilde 3: N.P.Lemche og Københavnerskolen
”Historiske epoker ca. 900 f.Kr.-135 e.Kr.
Med hensyn til den efterfølgende del af Israels historie, som traditionelt er kaldt kongetiden, er det især den første del heraf, den gammeltestamentlige fortælling om Davids storrige, der har været i den moderne forsknings søgelys.
Dette rige skulle ifølge den ældre forskning være opstået i 900-tallet f.Kr., idet David blev konge over Israel ca. 1000 f.Kr. og Salomon fyrre år efter.
GT regner imidlertid med, at begge konger regerede i fyrre år, men der er tydeligvis tale om runde tal, der næppe kan tillægges historisk betydning.
Vigtigere er det dog, at det arkæologiske billede af tidsalderen, i hvilket det israelitiske storrige skulle have eksisteret, på ingen måde stemmer overens med fremstillingen af perioden i GT.
Således tyder de arkæologiske levn i egnen omkring Jerusalem på, at der slet ikke opstod et statslignende samfund i den sydlige del af kong Davids formodede rige i 900-tallet f.Kr., men at Juda Rige først grundlagdes i 700-tallet f.Kr. Israels Rige er derimod ældre, men det er endnu uklart, om det opstod i 900-tallet eller 800-tallet f.Kr.
Forfatterne til de historiske beretninger i GT har konstrueret en fremstilling af Israels historie, der gjorde Israel til en stor stat med en lang fortid; men der er tale om en ideologisk redegørelse, der ikke stemmer helt overens med virkeligheden i Israels land i perioden 1200-587 f.Kr., dvs. i den periode, man normalt regner med, at Israels historie har udspillet sig.
Under alle omstændigheder må man konkludere, at der næppe nogensinde har eksisteret et sådant israelitisk storrige, som beskrivelsen i GT er det eneste vidnesbyrd om.”
Tekst: Uddrag af Niels Peter Lemches artikel om det gamle Israel i Den store danske Encyklopædi bd. 9. Gyldendal, København, 1997.
Om Niels Peter Lemche
Niels Peter Lemche er en fremtrædende repræsentant for ”Københavnerskolen” – en retning indenfor den gammeltestamentlige forskning, der med centrum i København igennem det sidste årti i det 20. århundrede har ændret opfattelsen af Israels historie og den gammeltestamentlige historiefortælling, som har været fremherskende i international forskning i det meste af det 20. årh.
Tilbage til fortællingen: Israel – ung og ældgammel
Kilderne til Kongetiden
Kilde 4: 2. Samuelsbog kap 5
Forfatter til Samuelsbøgerne er “Deuteronomisten”, der under det babylonske fangenskab (587-538 f.v.t..) har samlet en masse forskellige beretninger af forskelligt omfang og karakter.
Det er en del af “Det deuteronomistiske Historieværk” (se afsnittet om kilder), der også omfatter Josuabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne.
De to Samuelsbøger fortæller om israelitternes kampe med filistrene, om Israels første konge, Saul af Benjamins stamme, om Davids kongedømme og om stridighederne i Davids familie.
De har navn efter profeten Samuel, den ene af de tre hovedpersoner: Samuel – en af dommerne fra “Dommertiden” – der får til opgave at finde en konge, Saul fra Gibea – den første konge – og David – storkongen omkring år 1000 f.v.t.
Samuelsbøgerne er nedskrevet efter, det babylonske fangenskab er startet år 587 f.v.t..
Hele Det deuteronomistiske Historieværk har nemlig til formål at vise, hvordan Israel igen og igen svigtede deres gud, Jahve.
Allerede det at kræve en konge var at svigte Jahve – og fordi Israel svigtede Jahve, blev Davids rige splittet i to i 926, og disse riger gik til sidst til grunde – i 722 og 587 f.v.t..
Samuelsbøgerne rummer ikke blot højdepunktet af israelitisk fortællekunst, men tillige noget af det bedste historiske kildemateriale, der findes i Det gamle Testamente.
Med hensyn til spørgsmålet om Samuelsbøgernes troværdighed, synes meget stof at bygge på kongernes officielle arkiver.
Andet stof kan være fra profetkredse og den folkelige overlevering. Men det er sent nedskrevet og stærkt bearbejdet.
David bliver konge i Israel og indtager Jerusalem
2. Samuelsbog kap 5
Vers 1: Derefter kom alle Israels stammer til David i Hebron og sagde: »Vi er jo af samme kød og blod som du.
Vers 2: Før i tiden, dengang Saul var konge over os, var det dig, der førte Israel ud i krig og hjem igen. Og Herren har sagt til dig: Du skal vogte mit folk Israel, du skal være fyrste over Israel.
Vers 3: Alle Israels ældste var kommet til kongen i Hebron; dér sluttede kong David pagt med dem for Herrens ansigt, og de salvede David til konge over Israel.
Vers 4: David var tredive år, da han blev konge, og han regerede fyrre år;
Vers 5: I Hebron regerede han syv år og seks måneder over Juda, og i Jerusalem regerede han treogtredive år over hele Israel og Juda.
Vers 6: Kongen og hans mænd drog nu til Jerusalem mod jebusitterne, som boede i landet. Jebusitterne sagde til David: »Her kommer du ikke ind, medmindre du fjerner de blinde og lamme.« Dermed mente de: Her kan David ikke komme ind.
Vers 7: Men David indtog klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen.
Vers 8: Den dag sagde David: »Den, der vil besejre jebusitterne, må ramme sinnor. David hader de lamme og blinde.« – Derfor siger man: »En blind og en lam må ikke komme ind i templet.«
Vers 9: David tog nu bolig i klippeborgen og kaldte den Davidsbyen, og han befæstede den rundt om fra Millo og indefter.
Vers 10: Og David blev mægtigere og mægtigere; Herren, Hærskarers Gud, var med ham.
Vers 11: Tyrus’ konge Hiram sendte folk til David med cedertræ, tømrere og murere, og de byggede et hus til David.
Vers 12: Da forstod David, at Herren havde sikret ham som konge over Israel og ophøjet hans kongemagt for sit folk Israels skyld.
Vers 13: Efter at David var kommet fra Hebron, tog han flere medhustruer og hustruer fra Jerusalem, og han fik flere sønner og døtre.
Vers 14: Dette er navnene på de sønner, han fik i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomo,
Vers 15: Jibkar, Elishua, Nefeg, Jafia,
Vers 16: Elishama, Eljada og Elifelet.
Vers 17: Da filistrene hørte, at David var blevet salvet til konge over Israel, drog de alle op for at få fat på ham. Så snart David fik det at vide, drog han ned til klippeborgen.
Vers 18: Samtidig var filistrene kommet og havde spredt sig ud over Refaim-dalen.
Vers19: David spurgte Herren: »Skal jeg drage op mod filistrene? Vil du give dem i min hånd?« Herren svarede: »Drag op, for jeg giver filistrene i din hånd.«
Vers 20: Så drog David til Ba’al-Perasim, og dér slog han dem. Og han sagde: »Herren er brudt igennem fjenderne foran mig, som vand bryder igennem.« Derfor kalder man dette sted Ba’al-Perasim. Vers 21: Dér efterlod filistrene deres gudebilleder, og David og hans mænd tog dem med sig.
Vers 22: Men filistrene drog igen op og spredte sig ud over Refaim-dalen.
Vers 23: David spurgte Herren, og han svarede: »Drag ikke op mod dem, men gå bag om dem og angrib dem ud for baka-buskene.
Vers 24: Så snart du hører lyden af trin i baka-buskenes top, skal du storme frem, for da er Herren draget ud foran dig for at slå filistrenes hær.«
Vers 25: David gjorde, som Herren havde befalet ham; og han slog filistrene og forfulgte dem fra Geba helt til Geze
Hvad er:
Hebron – en by i Judæa, syd for Jerusalem og Bethlehem
Saul – Israels første konge (ca. 1020-1000 f.v.t.)
Herren – israelitternes gud, Jahve
Juda – det sydlige Israel, senere kaldet Judæa
Jebusitterne – et af de folk, der boede i området
Sinnor – betydningen er usikker
Tyrus – by på den fønikiske Middelhavskyst (i dag: Libanon)
Filistrene – et ikke-semitisk folkeslag, der ca. år 1200 f.v.t. havde slået sig ned på den sydisraelske kystslette. Filistrene var Israels hovedfjende omkring år 1000 f.v.t. og Davids forgænger, Saul, var faldet i kamp mod filistrene
Ba’al Perazim – lå vistnok tæt sydvest for Jerusalem.
Det kronistiske Historieværk
Heller ikke Krønikebøgernes forfatter kender man til. Oprindeligt har Krønikebøgerne sammen med Ezras og Nehemias´ Bøger udgjort ét værk – Det kronistiske Historieværk.
Det er nedskrevet efter eksilet – tidligt omkring år 400 f.v.t., senest omkring år 200 f.v.t, hvor det omtales i en anden bog. Da ”Kronisten” – sådan kalder man forfatteren – levede, var det altså lang tid siden, at Israel havde været et selvstændigt rige. Han skrev, mens landet enten var en del af Perserriget – før år 333 f.v.t. – eller en del af de hellenistiske kongeriger – efter 333 f.v.t..
Israel havde altså ingen konge – det, der holdt folket sammen, var troen på Jahve og for Kronisten er præsteskabet den vigtigste gruppe.
Krønikebøgerne dækker faktisk hele Israels historie fra verdens skabelse indtil jødernes hjemkomst fra eksilet i Babylon – men indtil kongetiden er det kun stamtavler, derpå skildres Davids historie i 1. Krønikebog kap.11-29 og 2.
Krønikebog skildrer historien fra Salomon til Jerusalems ødelæggelse.
David bliver konge i Israel og indtager Jerusalem
Kilde 5: 1. Krønikebog kap. 11
Vers 1: Derefter samledes hele Israel hos David i Hebron og sagde: »Vi er jo af samme kød og blod som du.
Vers 2: Før i tiden, også dengang Saul var konge, var det dig, der førte Israel ud i krig og hjem igen. Og Herren din Gud har sagt til dig: Du skal vogte mit folk Israel, du skal være fyrste over mit folk Israel.« Vers 3: Alle Israels ældste var kommet til kongen i Hebron; dér sluttede David pagt med dem for Herrens ansigt, og de salvede David til konge over Israel efter Herrens ord ved Samuel.
Vers 4: David og hele Israel drog nu til Jerusalem, det samme som Jebus, hvor jebusitterne, landets indbyggere, boede.
Vers 5: Jebusitterne sagde til David: »Her kommer du ikke ind!« Men David indtog klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen.
Vers 6: David sagde: »Den første, der slår en jebusit ihjel, skal være overhoved og anfører.« Joab, Serujas søn, kom først op, så han blev overhoved.
Vers 7: David tog nu bolig i klippeborgen; derfor kaldte man den Davidsbyen.
Vers 8: Han befæstede byen hele vejen rundt fra Millo; resten af byen genopførte Joab.
Vers 9: Og David blev mægtigere og mægtigere; Hærskarers Herre var med ham.
Vers 10: Dette er de førende af Davids krigshelte, som sammen med hele Israel gav hans kongedømme deres støtte og gjorde ham til konge efter Herrens ord om Israel.
Vers 11: Dette er listen over Davids krigshelte: Jashobeam, Hakmonis søn, anfører for de tre; det var ham, der svang sit spyd over 300 faldne på én gang.
Vers 12: Den næste af de tre helte var akoitten Eleazar, Dodajs søn.
Vers 13: Han var med David ved Pas-Dammim, dengang filistrene samledes til kamp. Der var en mark, hvor byggen stod tæt, og da hæren flygtede for filistrene,
Vers 14: Stillede han sig op midt i marken og forsvarede den og huggede filistrene ned, så Herren gav en stor sejr.
Vers 15: Engang drog tre af de tredive høvdinge ned over klippen til David i Adullams hule, mens filistrenes hær lå lejret i Refaim-dalen.
Vers 16: David var på det tidspunkt i klippeborgen, og filistrenes guvernør var i Betlehem.
Vers 17: David blev tørstig og sagde: »Hvem vil hente noget vand til mig fra cisternen ved byporten i Betlehem?«
Vers 18: Så brød de tre gennem filistrenes lejr og øste vand op af cisternen ved byporten i Betlehem og bragte det til David. Men han ville ikke drikke det, han udgød det for Herren
Vers 19: og sagde »Min Gud bevare mig fra at gøre det! Skulle jeg drikke disse mænds blod, når de har sat livet på spil ved at hente det?« Og han ville ikke drikke det. Dette gjorde de tre helte.
Vers 20: Joabs bror Abishaj stod i spidsen for de tredive. Han svang sit spyd over tre hundrede faldne og blev berømt blandt de tredive;
Vers 21: han nød anseelse blandt de tredive og blev deres anfører, men kom ikke på højde med de tre.
Vers 22: Jojadas søn Benaja fra Kabse’el var en tapper mand, der udførte talrige heltegerninger. Det var ham, der dræbte moabitten Ariels to sønner. Det var også ham, der gik ned i en cisterne og dræbte en løve, en dag det sneede.
Vers 23: En anden gang dræbte han en kæmpestor egypter, fem alen høj; egypteren havde et spyd som en væverbom i hånden, og Benaja gik imod ham med en kæp og vristede spyddet ud af hånden på ham og dræbte ham med hans eget spyd.
Vers 24: Det gjorde Benaja, Jojadas søn, og han blev berømt blandt de tredive helte;
Vers 25: men selv om han nød anseelse blandt de tredive, kom han ikke på højde med de tre. David satte ham i spidsen for sin livvagt.
Tilbage til fortællingen: Israel – ung og ældgammel
Kilderne til Det babylonske Fangenskab
Kilde 6: Jerusalems fald år 587 f.v.t.
Kongebøgerne er sidste del af Det deuteronomistiske Historieværk, hvor kilde 4 var fra værkets tredje del, Samuelsbøgerne.
Kongebøgerne begynder med Davids død og Salomons tronbestigelse og fortsætter med kongernes historie frem til Jerusalems fald i 587 f.v.t..
Kilden er fra 2. Kongebog kap. 25, Kongebøgernes sidste kapitel og dermed afslutningen på Det deuteronomistiske Historieværk.
Kong Sidkijas oprør og Judas undergang
Vers 1: I Sidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, gik babylonerkongen Nebukadnesar med hele sin hær mod Jerusalem og belejrede den. De byggede angrebsramper omkring den
Vers 2: og byen var under belejring til kong Sidkijas ellevte regeringsår.
Vers 3: På den niende dag i den fjerde måned, da hungersnøden i byen var blevet stor, og der ikke var mad til indbyggerne,
Vers 4: blev byens mur gennembrudt; skønt kaldæerne havde omringet byen, lykkedes det om natten kongen og alle krigerne at flygte ud gennem porten mellem de to mure oven for kongens have, og de tog retning mod Araba-lavningen.
Vers 5: Men kaldæernes hær satte efter kongen og indhentede ham på Jerikosletten, da hele hans hær havde forladt ham og var blevet spredt.
Vers 6: De greb kongen og førte ham til Ribla, hvor babylonerkongen fældede dom over ham.
Vers 7: Han lod Sidkijas sønner halshugge for øjnene af ham og stak øjnene ud på Sidkija, lagde ham i lænker og førte ham til Babylon.
Vers 8: På den syvende dag i den femte måned, det var i babylonerkongen Nebukadnesars nittende regeringsår, kom babylonerkongens tjener Nebuzar’adan, chefen for livvagten, til Jerusalem.
Vers 9: Han stak ild på Herrens tempel og på kongens palads, og alle huse i Jerusalem, også dem der tilhørte rigmændene, brændte han ned.
Vers 10: Murene rundt om Jerusalem blev revet ned af kaldæernes hær, som chefen for livvagten havde med sig.
Vers 11: Chefen for livvagten, Nebuzar’adan, førte dem, der var tilbage i byen, og overløberne, som var gået over til babylonerkongen, og resten af folket i eksil.
Vers 12: Kun nogle af de fattigste i landet lod han blive tilbage til at arbejde i vingårdene og på markerne.
Vers 13: Bronzesøjlerne i Herrens tempel og vognstellene og bronzehavet i Herrens tempel slog kaldæerne i stykker, og de bragte bronzen til Babylon.
Vers 14: Askespandene, skovlene, knivene, skålene og alle de bronzeredskaber, man brugte i tempeltjenesten, tog de med.
Vers 15: Og chefen for livvagten tog fyrbækkenerne og stænkeskålene, alt hvad der var af guld og sølv.
Vers 16: De to søjler, Havet og vognstellene, som Salomo havde lavet til Herrens tempel, alle disse ting indeholdt så meget bronze, at det ikke kunne vejes.
Vers 17: Den ene søjle var atten alen høj, og søjlehovedet på den var af bronze; det var tre alen højt, der var fletværk og granatæbler rundt på søjlehovedet. Alt var af bronze. På samme måde var den anden søjle, også den havde fletværk.
Vers 18: Chefen for livvagten tog ypperstepræsten Seraja og andenpræsten Sefanja og de tre dørvogtere til fange.
Vers 19: Fra byen tog han den hofmand til fange, som havde tilsyn med krigerne, og fem mænd blandt kongens nærmeste rådgivere, som endnu var i byen, og desuden udskrivningschefen, som udskrev folk i landet til krigstjeneste, og tres af storbønderne, som var i byen.
Vers 20: Dem tog chefen for livvagten Nebuzar’adan med sig og førte dem til babylonerkongen i Ribla.
Vers 21: Han henrettede dem i Ribla i Hamats land. Sådan blev judæerne ført i eksil fra deres land.
Nebudkadnesar indsætter Gedalja
Vers 22: Babylonerkongen Nebukadnesar indsatte Gedalja, Ahikams søn, Shafans sønnesøn, over dem, der var tilbage i Judas land, dem Nebukadnesar havde ladt tilbage.
Vers 23: Da alle hærførerne og deres mænd hørte, at babylonerkongen havde indsat Gedalja, kom de til Gedalja i Mispa: Ismael, Netanjas søn, Johanan, Kareas søn, Seraja, Tanhumets søn fra Netofa, og Ja’azanja, ma’akatittens søn; de kom med deres mænd,
Vers 24: og Gedalja gav dem og deres mænd sin ed på, at de ikke behøvede at frygte kaldæernes folk. »Bliv i landet og underkast jer babylonerkongen, så vil det gå jer godt,« sagde han.
Vers 25: Men i den syvende måned kom Ismael, Netanjas søn, Elishamas sønnesøn, som hørte til kongeslægten, med ti mænd, og de dræbte Gedalja og de judæere og kaldæere, som var hos ham i Mispa.
Vers 26: Så brød hele folket op fra den mindste til den største sammen med hærførerne, og de tog til Egypten af frygt for kaldæerne.
Benådningen af Jojakin
Vers 27: I det syvogtredivte år efter at Judas konge Jojakin var blevet ført i eksil, på den syvogtyvende dag i den tolvte måned i det år, da Evil-Merodak blev babylonernes konge, benådede han Judas konge Jojakin og førte ham ud af fængslet.
Vers 28: Han behandlede ham godt og gav ham en plads højere oppe end de andre konger, som var hos ham i Babylon.
Vers 29: Jojakin aflagde sin fangedragt, og hele resten af sit liv spiste han ved babylonerkongens bord,
Vers 30: og han fik sit daglige underhold af kongen dag efter dag, så længe han levede.
Noter:
25.1: Sidkija, der er blev konge i Juda Rige i 598 f.v.t må være startet oprøret i 589 f.Kr.
25.2: Nebukadnesars belejring må altså have varet fra 589-587 f.Kr.
25.4: Kaldæerne er en anden betegnelse for babylonerne
25.6: Ribla ligger i Syrien, ved den nuv. By Hama – Nebukadnesar synes at have haft hovedkvarter her
25.27: ”I det syvogtredivte år” – må være 561 f.Kr. – passer med, at Evil-Merodak (hebraisk for Amel Marduk) det år blev konge i Babylon efter Nebukadnesar
Kilde 7: 2. Krønikebog kap.3
Se om Krønikebøgerne i indledningskapitlet om kilderne og kommentarerne til kilde 5.1. Krønikebog slutter med Davids død.
2.Krønikebog gennemgår resten af Kongetiden fra Salomon til Judas sidste konger, Jojakin, der efter babylonernes første angreb i 598 f.v.t. føres som konge til Babylon, og hans farbror, Sidkija, der indsættes som konge i Juda i 598 f.v.t. af babylonerne. Han regerer elleve år til 587 f.v.t.
Joakaz
Vers 2: Joakaz var treogtyve år, da han blev konge, og han regerede tre måneder i Jerusalem.
Vers 3: Men egypterkongen afsatte ham i Jerusalem og pålagde landet en bod på hundrede talenter sølv og en talent guld.
Vers 4: Så gjorde egypterkongen hans bror Eljakim til konge over Juda og Jerusalem og ændrede hans navn til Jojakim. Men Neko tog hans bror Joakaz med til Egypten.
Jojakim
Vers 5: Jojakim var femogtyve år, da han blev konge, og han regerede elleve år i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herren hans Guds øjne.
Vers 6: Babylonerkongen Nebukadnesar drog op mod ham og lagde ham i lænker for at føre ham til Babylon. Vers 7: Nebukadnesar tog også nogle af karrene fra Herrens tempel med til Babylon og anbragte dem i sit tempel i Babylon.
Vers 8: Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim, om de afskyelige ting, han gjorde, og det, der ramte ham, står i Israels og Judas Kongers Bog. Hans søn Jojakin blev konge efter ham.
Jojakin
Vers 9: Jojakin var atten år, da han blev konge, og han regerede tre måneder og ti dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne.
Vers 10: Året efter sendte kong Nebukadnesar nogle folk, som førte ham til Babylon tillige med de kostbare kar fra Herrens tempel. Så gjorde han hans farbror Sidkija til konge over Juda og Jerusalem.
Sidkija og Judas undergang
Vers 11: Sidkija var enogtyve år, da han blev konge, og han regerede elleve år i Jerusalem.
Vers 12: Han gjorde, hvad der var ondt i Herren hans Guds øjne. Han ydmygede sig ikke over for profeten Jeremias, som talte ord, der kom fra Herrens mund.
Vers 13: Han gjorde tilmed oprør mod kong Nebukadnesar, der havde taget ham i ed ved Gud; han gjorde nakken stiv og hjertet hårdt og ville ikke vende om til Herren, Israels Gud.
Vers 14: Alle de ledende præster og overhovederne for folket blev mere og mere troløse og fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Herrens tempel, som han havde helliget i Jerusalem, gjorde de urent.
Vers 15: Herren, deres fædres Gud, sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han ville skåne sit folk og sin bolig.
Vers 16: Men de spottede Guds sendebud og lod hånt om hans ord og holdt hans profeter for nar, indtil Herren blev så vred på sit folk, at han ikke længere ville skåne det.
Vers 17: Han lod kaldæerkongen drage op mod dem, og han dræbte deres unge mænd med sværd i deres hellige tempel. Han skånede hverken ung mand og pige eller gammel og olding; alle gav han i hans magt.
Vers 18: Alle karrene fra Guds hus, både store og små, og skattene i Herrens hus og kongens og hans stormænds skatte, alt bragte han til Babylon.
Vers 19: Så stak de ild på Guds hus og rev Jerusalems mur ned, og alle dens borge brændte de ned, så alle dens kostbare skatte blev ødelagt.
Vers 20: Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten.
Vers 21: Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.
Perserkongen Kyros’ forordning om templets genopførelse
Vers 22: Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt:
Vers 23: Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop!
Noter:
36.4: Neko var egyptisk farao 609-594 f.v.t.
36.9: Jojakin bliver konge 598 f.v.t..
36.11: Sidkija regerer 598-587 f.v.t.
36.12: Profeten Jeremias prædikede i Juda i perioden fra omkring 626-587 f.v.t.. Han talte stærkt for, at folket skulle holde fast i troen på deres egen gud, Jahve, der i den danske oversættelse er gengivet med ”Herren”.
36.14: Kronisten anklager folkene på Sidkijas tid for at have svigtet deres egen tro ved at ”følge alle folkeslagenes afskyelige skikke” – altså bruge ting fra nabofolkenes religioner – og dermed gøre templet i Jerusalem ”urent” – fordi de ikke overholdt reglerne.
36.17: Kaldæerkongen: Babylonerkongen Nebukadnesar
36.21: Herrens ord ved Jeremias: Jeremias´ Bog i GT lader profeten advare folket mod, at ”Hele dette land skal blive til ruiner og ødemark, og folkene skal være trælle for Babylons konge i halvfjers år” (Jer. 25,11)
36.22: Kyros var fra ca. 550 f.v.t. konge over mederne og perserne oh grundlagde de følgende årtier den nye stormagt: Perserriget.
Kilde 8 – Salme 137
Salmernes Bog bliver også kaldt Davids Salmer og er også en del af Tanach/ Det Gamle Testamente. Skriftet består af fem mindre samlinger: 1-41; 42-72; 73-89; 90-106; 107-150.
Ifølge en gammel tradition var kong David forfatter til de fleste af salmerne, mens nogle af dem blev tilskrevet andre forfattere. F.eks. står Salomo som forfatter til flere salmer. I den græske oversættelse kaldes samlingen psalterion; herfra stammer betegnelsen Davids psalter.
Til den kilde har vi ingen forfatter – men vi kan meget præcist tidsfæste den – den må være skrevet under eksilet – altså mellem 587 og 539 f.v.t.
- Ved Babylons floder
sad vi og græd,
når vi tænkte på Zion;- i poplerne derovre
hængte vi vore citere.- For vore fangevogtere
krævede, at vi skulle synge,
vore plageånder krævede glædessang:
»Syng for os
af Zions sange!«- Hvordan skulle vi kunne synge
Herrens sange
på fremmed jord?- Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
så gid min højre hånd må lammes;- gid min tunge må klæbe til ganen,
hvis ikke jeg husker på dig,
hvis ikke jeg sætter Jerusalem
over min højeste glæde.- Herre, husk edomitterne
for Jerusalems dag,
dengang de sagde:
Riv ned, riv ned, helt ned til grunden!- Babylons datter, du ødelæggerske!
Lykkelig den, der gengælder dig
den gerning, du gjorde mod os!- Lykkelig den, der griber dine spædbørn
og knuser dem mod klippen!
Noter
Til vers 1: Babylons floder kan jo være enten Eufrat eller Tigris – jf. områdets navn i en tidligere periode – Mesopotamien – landet mellem de to floder
Zion kan både være templet eller et billede på Jerusalem
Vers 4: Herrens Sange kan enten være de salmer, der var knyttet til Tempelkulten – eller de samler, der direkte omtalte Zion/Jerusalem
På fremmed jord: Her er opfattelsen altså, at man ikke kan dyrke den gamle religion udenfor Israel
Vers 7: Husk edomitterne – i stedet for at hjælpe israelitterne stod nabofolket edomitterne på babylonernes side
Tilbage til fortællingen: Israel – ung og ældgammel
Kilde 9: Fra Ezras Bog kap. 1
Ezras Bog er en del af det ”Kronistiske historieværk” og står i Tanack/Det gamle Testamente efter 2. Krønikebog og fortsætter denne.
Vi befinder os i tiden efter hjemkomsten fra eksilet i Babylon dvs. 530-erne f.v.t..
Ezras Bog fortæller om genopbyggelsen af templet i Jerusalem. Dette byggeri møder modstand hos dem i landet, der ikke var med i eksilet. Byggeriet genoptages på perserkongens foranledning. Forfatterskabet til bogen tillægges den Ezra, der af perserkongen sendes til Jerusalem for at bringe de religiøse forhold i orden, men der er usikkerhed om, præcist hvornår den er skrevet.
Perserkongen Kyros’ forordning om templets genopførelse
I perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes.
I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt:
Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage op til Jerusalem i Juda og bygge på Herrens, Israels Guds, hus; det er den Gud, der er i Jerusalem. Overalt, hvor der er nogen tilbage, der bor som fremmede, skal stedets befolkning forsyne dem med sølv og guld, gods og kvæg tillige med frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem
Overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse brød nu op tillige med præsterne og levitterne, alle, hvis ånd Gud havde vakt til at drage op og bygge Herrens tempel i Jerusalem. Og alle deres naboer støttede dem med sølvting, med guld, gods, kvæg og kostbare gaver, foruden alle de frivillige gaver.
Kong Kyros lod karrene fra Herrens tempel hente; dem havde Nebukadnesar taget med fra Jerusalem og anbragt i sin guds tempel. Nu lod perserkongen Kyros dem hente og overdrog dem til skatmesteren Mitredat, som lavede en fortegnelse over dem til Sheshbassar, Judas fyrste.
Tallet på dem var: 30 guldskåle, 1000 sølvskåle, 29 offerknive, 30 guldbægre, 410 forskellige slags sølvbægre og 1000 andre kar. I alt var der 5400 kar af guld og sølv. Alt dette tog Sheshbassar med, da de landflygtige drog op fra Babylon til Jerusalem.
Kilde 10: 1.Makkabæerbog kap.1 + 2
Første Makkabæerbog skildrer jødernes kamp for religiøs og national frihed mod det hellenistiske Syrien – Sleukideriget i perioden 170-135 f.v.t..
Historikerne mener, det er skrevet i Israel omkring 100 f.v.t. – altså i den periode, hvor Makkabæerne eller Hasmonæerne, som Josefus kalder dem, styrer et uafhængigt Israel.
Der findes også en Anden Makkabæerbog, der er en forkortet version af et græsk historieværk, der er blevet til i Nordafrika eller Israel i slutningen af det 2.årh f.v.t. .Emnet her er det samme som i Første Makkabæerbog.
1.Makkabæerbog kap.1
Alexander den Store
Da makedoneren Alexander, Filips søn[1], var draget ud fra kittæernes land og havde slået Dareios[2], persernes og medernes konge, blev han konge i hans sted; tidligere havde han kun været konge over Grækenland.
Han førte mange krige, indtog fæstninger og myrdede løs på jordens konger. Han trængte frem til jordens fjerneste egne og udplyndrede en mængde folkeslag. Jorden måtte give op over for ham, og han blev overmodig og hovmodig. Han samlede en umådelig stærk hær og blev herre over lande, folkeslag og magthavere, som måtte betale skat til ham.
Siden hen blev han ramt af sygdom og forstod, at han skulle dø. Han tilkaldte dem af sine generaler, der var vokset op sammen med ham fra ungdommen af, og delte sit kongerige mellem dem, mens han endnu var i live.
Alexander havde været konge i tolv år, da han døde. Hans generaler greb nu magten, enhver på sit sted, og efter hans død lod de sig alle krone til konge.[3] Det samme gjorde deres efterfølgere gennem mange år, og de voldte meget ondt på jorden.
Antiokus IV Epifanes
Fra dem udgik der et syndigt rodskud, Antiokus Epifanes[4], kong Antiokus’ søn, som havde været gidsel i Rom.
Han blev konge år 137 regnet fra det græske herredømmes begyndelse. På den tid fremstod der i Israel lovløse folk, og de forledte mange med ordene:
Kom, lad os slutte pagt med hedningerne omkring os, for efter at vi har udskilt os fra dem, har meget ondt ramt os.
Disse ord vandt bifald, og uden at tøve drog nogle af folket af sted til kongen, der gav dem lov til at følge hedenske ordninger. De byggede et idrætsanlæg i Jerusalem efter hedningernes skikke. De skaffede sig atter forhud og faldt fra den hellige pagt. De indlod sig med hedningerne og solgte sig til at gøre det onde.
Antiokus IV’s første felttog mod Egypten
Da Antiokus så, at hans kongedømme var sikret, satte han sig for at blive konge også over Egypten, så han kunne være konge over begge riger.[5]
Han rykkede derfor ind i Egypten med en sværtbevæbnet hær, med stridsvogne og elefanter, med rytteri og med en stor flåde.
Han angreb egypterkongen Ptolemæus, der veg tilbage for ham og flygtede med store tab. De befæstede byer i Egypten blev indtaget og landet udplyndret.
Antiokus IV plyndrer Jerusalems tempel
Efter at have slået Egypten vendte Antiokus tilbage år 143 og drog op mod Israel og Jerusalem med en sværtbevæbnet hær.
I sit overmod gik han ind i helligdommen og tog guldalteret, lysestagen og alle redskaberne til den, skuebrødsbordet, kanderne, stænkeskålene, guldskålene, forhænget, kransene og den gyldne udsmykning på templets forside og skrællede alt guldet af. Han tog også sølvet, guldet, det kostbare udstyr og de skjulte skatte, han fandt. Han tog det hele og drog tilbage til sit eget land. Han havde foranstaltet et blodbad og talt meget overmodigt.
Der kom stor sorg over Israel i hver en egn af landet,
folkets ledere og ældste udstødte sukke,
unge piger og mænd sygnede hen,
kvindernes skønhed svandt bort.
Hver en brudgom istemte klagesang,
bruden sad sørgende i sit kammer.
Landet skælvede for dets beboeres skyld,
hele Jakobs hus[6] var klædt i skændsel.
Jerusalem besættes
To år senere sendte kongen en mand, der skulle stå for skatteopkrævningen, til byerne i Juda, og han kom til Jerusalem med en sværtbevæbnet hær.
På skrømt tilbød han dem fred, og de fæstede lid til ham; men så overfaldt han pludselig byen, tilføjede den et knusende nederlag og dræbte en mængde af israelitterne.
Han udplyndrede byen, stak ild på den og rev dens huse og murene omkring den ned. De førte kvinder og børn bort som fanger og tog dyrene med sig.
De befæstede Davidsbyen med en høj og stærk mur og stærke tårne, så den blev en borg for dem. De lod syndige folk, lovløse mænd, bosætte sig dér, og de satte sig fast i Borgen. De forsynede den med våben og forråd, og byttet fra Jerusalem, som de havde samlet sammen, anbragte de dér, så de blev til stor fare.
Den blev et baghold mod helligdommen,
Israels stadige og ondskabsfulde fjende.
De udgød uskyldigt blod omkring helligdommen
og besudlede helligdommen.
Jerusalems indbyggere flygtede på grund af dem,
og den blev en bolig for fremmede,
den blev en fremmed for dem, der var født der,
og dens børn forlod den.
Dens helligdom blev øde som en ørken,
dens fester blev forvandlet til sorg,
dens sabbatter blev til spot,
dens ære til hån.
Så stor som dens herlighed havde været, blev nu dens vanære.
Dens højhed blev forvandlet til sorg.
Forbudet mod jødiske skikke og vanhelligelsen af templet
Kongen skrev til hele sit rige, at alle skulle være ét folk, og at enhver skulle opgive sine skikke.
Alle hedningerne bøjede sig for kongens ord; også mange israelitter gik ind for hans gudsdyrkelse, ofrede til afguderne og vanhelligede sabbatten.
Kongen sendte budbringere med skrivelser til Jerusalem og byerne i Juda om, at man skulle følge skikke, der var fremmede for landet, og afskaffe brændofre, slagtofre og drikofre i helligdommen, vanhellige sabbatter og fester, gøre helligdommen og præsterne urene, bygge afgudsaltre, helligdomme og afgudstempler, ofre svinekød og urene dyr, lade sine sønner være uomskårne, gøre sig selv afskyelig ved noget urent og vanhelligt, så at loven ville blive glemt og alle dens bud ændret.
Enhver, som ikke handlede efter kongens befaling, ville blive straffet med døden. Alle disse bestemmelser lod kongen nedskrive og sende til hele sit rige. Han indsatte desuden tilsynsmænd over hele folket og befalede byerne i Juda, at hver eneste af dem skulle bringe ofre.
Mange af folket sluttede sig til dem, nemlig enhver som ville svigte loven. De voldte meget ondt i landet; derfor måtte israelitterne skjule sig, hvor de kunne finde et tilflugtssted.
Den femtende dag i måneden kislev år 145 lod han Ødelæggelsens Vederstyggelighed[7] opføre på alteret, og de byggede afgudsaltre rundt omkring i byerne i Juda, og ved husdørene og på gaderne brændte de røgelse.
Når de fandt lovens bøger, rev de dem i stykker og kastede dem på ilden. Hvis de fandt en pagtsbog hos nogen, eller hvis nogen efterlevede loven, medførte det efter kongens bestemmelse dødsstraf for dem.
Måned efter måned fortsatte de med at øve vold mod de israelitter, de fandt i byerne. På den femogtyvende dag i hver måned ofrede de på afgudsalteret, som stod oven på alteret. De kvinder, der havde ladet deres sønner omskære, dræbte de, som de havde fået befaling til. De hængte de spæde børn om halsen på dem, og de dræbte også deres familie og dem, der havde foretaget omskærelsen.
Men mange i Israel fandt mod og styrke hos sig selv til ikke at spise noget urent. De foretrak at dø frem for at gøre sig urene ved maden og vanhellige den hellige pagt. Og de led døden. En stor vrede hvilede tungt over Israel.
1.Makkabæerbog kap.2
Mattathias og hans sønner
På den tid brød Mattathias op fra Jerusalem og slog sig ned i Modein; han var søn af Johannes, sønnesøn af Simon og præst af Jojaribs slægt. Han havde fem sønner: Johannes med tilnavnet Gaddi, Simon, der blev kaldt Thassi, Judas, der blev kaldt Makkabæer, Eleazar, der blev kaldt Avaran, og Jonatan, der blev kaldt Apfus.
Da han så alt det gudsbespottelige, der gik for sig i Juda og Jerusalem, sagde han:
Ve mig! Hvorfor blev jeg født til dette
at se mit folks ødelæggelse
og den hellige bys ødelæggelse?
Dér sad de, mens den blev overgivet i fjenders hånd
og helligdommen i fremmedes hånd.
Dens tempel er blevet som en æreløs mand,
dens herlige kar er blevet ført bort som krigsbytte,
dens småbørn dræbt i dens gader,
dens unge mænd er faldet for fjendens sværd.
Er der noget folk, der ikke har fået del i magten over den
og ikke har bemægtiget sig dens ejendom som bytte?
Hele dens udsmykning er blevet røvet,
fra frihed er den kommet i slaveri.
Og se, vor helligdom, vor skønhed, vor ære er lagt øde,
hedningerne har vanhelliget den.
Hvorfor skal vi leve længere?
Og Mattathias og hans sønner flængede deres klæder og klædte sig i sæk og sørgede dybt.
Mattathias griber til våben og flygter
Kongens udsendinge, der skulle gennemtvinge frafaldet, kom til byen Modein, for at de også dér skulle bringe ofre, og mange israelitter kom hen til dem; også Mattathias og hans sønner mødte op.
Kongens udsendinge tog til orde og sagde til Mattathias:
Du er en anset og betydningsfuld leder i denne by, og du har støtte af dine sønner og brødre. Træd du nu frem som den første, og udfør kongens befaling, sådan som alle folkene har gjort, også mændene i Juda og de, der er tilbage i Jerusalem, så skal også du og dine sønner blive Kongens Venner, og du og dine sønner vil blive hædret med sølv, guld og mange gaver.
Men Mattathias råbte med høj røst:
Om så alle folkene, der hører under kongens rige, adlyder ham og alle som én falder fra deres fædres gudsdyrkelse og vælger at rette sig efter hans bud, så vil jeg og mine sønner og brødre blive i vore fædres pagt. Gud forbyde, at vi skulle opgive loven og dens bud. Vi vil ikke rette os efter kongens befalinger, så vi på nogen som helst måde viger fra vores gudsdyrkelse.
Da han havde sagt dette, trådte en jødisk mand frem i alles påsyn for at ofre på afgudsalteret i Modein efter kongens befaling. Da Mattathias så det, blev han optændt af lidenskab og oprørt i sit indre.
Opfyldt af retfærdig vrede fór han frem og huggede manden ned ved alteret. Samtidig dræbte han kongens mand, der skulle tvinge dem til at ofre, og han rev alteret ned. Han brændte af lidenskab for loven, som Pinehas[8] havde gjort det over for Zimri, Salus søn.
Derpå råbte Mattathias med høj røst ud over byen:
Enhver, som brænder af lidenskab for loven, og som holder fast ved pagten, skal følge mig!
Derpå flygtede han og hans sønner ud i bjergene og efterlod alt, hvad de ejede, i byen.
Jøderne angribes på sabbatsdagen
Da drog mange, som længtes efter retfærdighed og ret, ud i ørkenen og slog sig ned dér sammen med deres børn, deres kvinder og deres kvæg, for de var ramt af hårde ulykker.
Da kongens mænd og de tropper, som var i Jerusalem, Davids by, fik meddelelse om, at nogle mænd havde trodset kongens befaling og var draget ud til skjulestederne i ørkenen, satte de efter dem i stort tal. Da de havde indhentet dem, tog de opstilling over for dem og gjorde sig parate til at angribe dem på sabbatsdagen. De sagde til dem:
Lad det nu være nok! Kom ud og gør, som kongen befaler, så vil I redde livet!
Men de svarede:
Vi kommer ikke ud, og vi vil ikke gøre, som kongen befaler, så vi vanhelliger sabbatsdagen.
Så indledte de straks angrebet på dem. Men de forsvarede sig ikke imod dem; de kastede hverken sten mod dem eller spærrede indgangene til skjulestederne, men sagde:
Vi vil alle gå uskyldige i døden. Himlen og jorden er vore vidner på, at I dræber os mod al ret.
De angreb dem så på sabbatten, og de og deres kvinder, børn og kvæg døde, hen ved tusind personer.
Da Mattathias og hans venner fik det at vide, sørgede de dybt over dem, og de sagde til hinanden:
Hvis vi alle gør, som vore brødre har gjort, og ikke kæmper mod hedningerne for vort liv og vore love, vil de hurtigt udrydde os fra jordens overflade.
Den samme dag fattede de denne beslutning:
Hvis nogen angriber os på sabbatsdagen, vil vi tage kampen op imod ham. Vi vil ikke dø alle sammen, ligesom vore brødre døde i deres skjulesteder.
Mattathias og hasidæerne
Da samlede der sig om dem en gruppe hasidæere, vældige krigere i Israel, som alle frivilligt ville ofre sig for loven.
Også alle, der var på flugt fra ulykkerne, sluttede sig til dem, og de forøgede derved deres styrke. De fik samlet en hær, og i deres vrede slog de synderne og i deres harme de lovløse. De, som undslap, reddede livet ved at flygte til hedningerne.
Mattathias og hans venner drog omkring og rev afgudsaltrene ned, og med magt omskar de alle de uomskårne drenge, som de fandt inden for Israels grænser. De forfulgte deres overmodige fjender, og deres forehavende havde fremgang ved deres indsats. De beskyttede loven mod angreb fra hedningerne og mod angreb fra kongerne, og de lod ikke synderen få magt.
Mattathias’ afskedsord
Da Mattathias’ liv nærmede sig sin afslutning, sagde han til sine sønner:
Nu hersker overmod og vold.
Det er en tid med store ulykker
og glødende vrede.
Mine børn, kæmp nu med lidenskab for loven,
og giv jeres liv for vore fædres pagt!
Husk på de bedrifter, vore fædre udførte i deres tid,
og I vil få stor ære og evig berømmelse.
Blev Abraham ikke fundet tro i prøvelsen,
og blev det ikke regnet ham til retfærdighed?
Josef holdt i sin nød fast ved budet,
og han blev herre over Egypten.
Med Pinehas, vor fader, blev der sluttet en pagt om evig præstetjeneste,
fordi han brændte af lidenskab.
Josva opfyldte, hvad der blev befalet,
og han blev dommer i Israel.
Kaleb fik et stykke land i eje,
fordi han aflagde vidnesbyrd i menigheden.
David fik en kongetrone til evig tid for sin fromhed.
Elias blev taget bort til himlen
på grund af sin lidenskab for loven.
Hananja, Azarja og Mishael blev reddet ud af flammerne
for deres tros skyld.
Daniel blev reddet fra løvernes gab
på grund af sin uskyld.
Således skal I da indse i slægt efter slægt,
at ingen, der sætter sit håb til Gud, mister sin kraft.
Frygt ikke en syndig mands ord,
for hans herlighed bliver til skarn og til føde for maddiker.
I dag ophøjes han,
men i morgen er han ikke mere at finde,
for han er vendt tilbage til støvet,
og hans planer bliver til intet.
Mine børn, hent mod og styrke i loven,
for ved den vil I vinde ære.
Her er jeres bror Simon. Jeg ved, han giver vise råd, ham skal I altid adlyde, han skal være en fader for jer. Judas Makkabæer har været en vældig kriger fra sin ungdom, han skal være jeres hærfører og føre krig mod folkene. I skal samle om jer alle dem, der holder loven, og skaffe hævn for jeres folk. Lad gengældelsen ramme hedningerne, og hold jer nøje til lovens bud.
Så velsignede han dem og gik til sine fædre. Han døde år 146[9] og blev begravet i sine fædres grave i Modein, og hele Israel holdt en stor dødsklage over ham.
Noter:
[1] Filip af Makedonien var konge af Makedonien 360-336 f.v.t..
[2] Dareios 3. var den sidste persiske storkonge af det Achæmenidiske dynasti fra 336 f til 330 f.v.t..
[3] Bla. Ptolemaios 1. af Egypten og Seleukos 1. af Syrien
[4] Antiochus IV Epiphanes var konge fra 175-164 f.v.t..
[5] Altså både Seleukidernes og Ptolemæernes Rige – Syrien og Egypten
[6] Jakobs Hus er et andet ord for Israel – altså de 12 stammer efter Patriarken Jakob
[7] ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” er sandsynligvis et Zeus-alter – nu skulle alle i hele riget tilbede den øverste hellenistiske gud.
[8] Phinehas eller Phineas præst under israeliternes Exodus-rejse. – kendt for sin modstand mod kætteri (Se 4:mosebog kap.25)
[9] Forfatteren bruger den hellenistiske tidsregning – Matthatias døde 165 f.v.t..
Kilde 11: Josefus – Den jødiske Krig 1.bog kap. 1
1. På den tid, da Antiochos med tilnavnet Epifanes[1] var i strid med Ptolemaios VI[2] om herredømmet over hele Syrien, opstod der en konflikt blandt de fornemme jøder. Striden drejede sig om, hvem der skulle have den øverste ledelse inden for staten[3], da ingen af dem, der betød noget, ville finde sig i at være underordnet en af samme rang. En af ypperstepræsterne ved navn Onias gik af med sejren og fordrev Tobias´ sønner fra Jerusalem.[4] De flygtede til Antiochos og bad ham indtrængende om at foretage et indfald i Judæa med dem som ledere. Kongen, der allerede længe havde haft planer i den retning, indvilligede deri, rykkede selv ud i spidsen for en stor hær, tog byen ved et stormangreb og lod et stort antal af Ptolemaios tilhængere dræbe. Han gav soldaterne lov til uindskrænket plyndring, og selv plyndrede han templet; afholdelsen af de daglige ofringer lod han indstille i tre og et halvt år[5]. Men ypperstepræsten Onias flygtede til Ptolemaios, og da han af ham havde fået overladt et område i Heliopolisdistriktet[6], grundlagde han der et lille by efter Jerusalems mønster og opførte også et tempel af samme udseende. Herom vil jeg senere berette på et passende sted.[7]
2. Antiochos var dog ikke tilfreds, hverken med den uventede lette erobring af byen eller plyndringerne eller det frygtelige blodbad, men i sin ustyrlige lidenskab og i erindringen om, hvad han havde måtte tåle under belejringen, ville han tvinge jøderne til at opgive deres fædres skikke, til ikke længere at omskære drengene og til at ofre svin på alteret. Heri nægtede alle at adlyde ham, og derfor blev de mest ansete blandt borgerne myrdet. Og Bakchides, der var sendt dertil at Antiochos som kommandant over tropperne, og hvis grusomme natur harmonerede med de ugudelige befalinger, forsømte ikke nogen lejlighed til at optræde med den største lovløshed; han lod den ene efter den anden af de mest ansete mænd underkaste tortur, og han demonstrerede hver dag offentligt overfor byen, at den måtte betragte sig som erobret, indtil han ved et sådant overmål af forurettelser drev den plagede befolkning til at vove at sætte sig til modværge.
3. Det var Asamonaios´søn Matthias, en af præsterne fra en landsby ved navn Modeein, der sammen med sin husstand greb til våben – han havde nemlig fem sønner – og dræbte Bakchides med et dolkestød. Ganske vist flygtede han så ud i bjergene af frygt for den talstærke garnison, men da mange af folket dér flokkedes omkring ham, fattede han igen mod og vovede sig ned fra bjergene, og efter at have taget kampen op, besejrede han Antiochos´ hærførere og drev dem ud af Judæa. Denne succes bragte ham til magten, og dan han havde befriet landet for fremmedherredømmet, blev han dets hersker ved sine landsmænds frie afgørelse. Ved sin død efterlod han herredømmet til den ældste af sine sønner, Judas.[8]
Om Josefus: Se Israel under Romerriget
Noter:
[1] Antiochus IV Epiphanes var konge i det hellenistiske Syrien fra 175-164 fvt
[2] Ptolemaios VI Philometor var konge i det hellenistiske Egypten fra 180 til 164 fvt. og fra 163 til 145 fvt
[3] ”Staten” er lidt misvisende – men der var været en jødisk lokal ledelse under det hellenistiske styre
[4] Onias repræsenterede det ortodokse parti, Tobias-slægten det græsk/hellenistisk påvirkede
[5] De tre og et halvt år var fra 168-164 fvt
[6] Templet blev bygget i Leontopolis – det græske navn for området Tell el Yehudiye eller Tell el-Yahudiya (”Den jødiske Vold”)
[7] Josefus fortæller historien om Onias´ videre skæbne i 7.bog kap.10
[8] Matthias døde i år 166 fvt,. Derpå regerede sønnen Judas Makkabæeren
Læs mere:
Asmussen, Jes. Indledning til Aprokryferne. I “Bibelens kulturhistorie” bd.2 – Det gamle Testamente. Politikens Forlag 1979
Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger. Det danske Bibelselskab 1998.
Goldwurm, Hersch: History of the Jewish People – The Second Temple Era. Mesorah Publications 1982
Grant, Michael: The History of Ancient Israel. Phoenix 1997: Heri 5.del: Babylonian and Persian Rule og 6.del: Greek Rule and Liberation.
Liljegren, Bengt: Alexander den Store – en biografi. Forord Peter Ørsted. Høst & Søn 2005.
Thomsen, Rudi: Det persiske Verdensrige. Aarhus Universitetsforlag 1995
Tilbage til fortællingen: Israel – ung og ældgammel
Historisk tidstavle
Det jødiske folks hjemland er Landet Israel. (Eretz Israel). En betydningsfuld del af nationens lange historie fandt sted der, hvoraf de første tusinde år er optaget i Bibelen.
Det var dér folkets kulturelle, religiøse og nationale identitet blev dannet, og det var dér den fysiske tilstedeværelse er blevet bevaret, selv efter at størstedelen af befolkningen var tvunget i eksil.
Gennem de mange års splittelse, har det jødiske folk aldrig glemt forbindelsen med landet.
Ved oprettelsen af staten Israel i 1948 blev jødisk uafhængighed, der var mistet 2.000 år tidligere, genskabt.
Arkæologi i Israel har skabt forbindelsen fra landets fortid til nutid. Der er tusinder års historie gravet op i mere end 3500 arkæologiske udgravninger. Læs mere om arkæologi – klik her
Mange arkæologiske udgravninger fortæller om det jødiske folks lange forbindelse med Israel, bl.a. Kong Salomon´s stalde ved Megiddo (Jezreel Dalen), huse i den israelittiske periode, Davids By Jerusalem, badeanstalterne ved Masada, i hundredevis af synagoger og Dødehavsrullerne, der indeholder den tidligst bevarede kopi af Esajas Bog på tydeligt hebraisk.
Alle fund er optegnede og historiske seværdigheder er nøje bevaret og afmærket til brug for såvel undervisning som for besøgende.
Kilderne til Israel under Romerriget 63 f.v.t. – 135 e.v.t..
Når vi taler om de sidste 200 års historie, før jøderne blev fordrevet fra Judæa, er vi på langt sikrere grund rent kildemæssigt. Vi har en dels romerske historikere, vi har det jødisk-romerske historie Flavius Josefus og vi har Det nye Testamente.
Nogle vil måske studse – Det nye Testamente som historisk kilde ? – men ja, vi kan faktisk få en del oplysninger her, hvis vi hele tiden husker, at f.eks. de fire evangelister har et andet formål end historieskrivning i traditionel forstand. De vil vise, at Jesus fra Nazareth var den lovede Messias – på græsk Kristos.
Især forfatteren til Lukas-evangeliet gør helt klart, hvilken historisk metode han bruger – og han har også skrevet en fortsættelse, Apostlenes Gerninger, hvor vi har flere navne på de romerske statholderen efter Pontius Pilatus.
Og både dér og i Paulus´ breve får vi en klar fornemmelse af, at der i det 1.årh evt er jøder mange andre steder end Israel. Endelig er der nu meget sikre arkæologisk fund – rester af muren rundt om Det 2.Tempel, rester af kong Herodes´ mange bygningsværker, mange spor af de jødiske oprør 66-70 og 132-35 og mønter fra de forskellige perioder.
Romernes tid
Den historiske litteratur er også overvældende og man lægger mærke til, at jødiske historikere ofte vil tale om ”Det 2.Tempels Tid”, mens andre tit taler om Israel på Jesu tid.
En del bøger og meget forskning taler om ”Palæstina på Jesu tid” – da det først er efter 135, at romerne giver området dette navn, er det noget misvisende – en del vil så sige, at Palæstina er en ”neutral” geografisk betegnelse for området – det holder ikke rigtig stik i vore dage.
Endelig kan grunden til at bruge begrebet Palæstina være, at Israel jo havde været navnet på Nordriget, der for længst var gået under – det rige, der blev erobret af Babylonerne var Juda Rige, Sydriget – senere oftest omtalt som Judæa – også på romersk tid. Det omfatter så egentlig ikke den nordlige del, Galilæa og Samaria mellem Judæa og Galilæa.
Kilderne til Israel under Romerriget
Ikke overraskende er der et langt større antal kilder til denne periode end til de forrige. Vi er fremme i en periode, hvor vi kan bruge flere romerske historikere, vi kan bruge den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus og til nogle aspekter af livet i Israel i det første århundrede kan vi bruges skrifterne i Det nye Testamente. Her får vi en fornemmelse af det romerske militærs tilstedeværelse, de romerske repræsentanter i styret og tolderne, der opkrævede afgifter til den romerske besættelsesmagt.
Josefus ben Matthias var født i Jerusalem og voksede op i en fornem præstefamilie. Han deltog selv i oprøret og var endda leder af forsvaret af Galilæa i det nordlige Israel. Her blev han i år 67 taget til fange af Vespasian, den romerske øverstkommanderende (se Den jødiske Krig 3.bog kap.8). Men Josefus forudsagde, at Vespasian snart ville blive kejser og han blev derfor i første omgang holdt i husarrest og da profetien i år 69 efter Neros død gik i opfyldelse, blev han frigivet og tog kejserens familienavn, Flavius
Efter Jerusalems fald i 70 fulgte Josefus med den flaviske kejserfamilie til Rom, hvor han i en privilegeret position som kejserens gæst skrev sine værker, som alle er på græsk. Det første og bedst kendte var Bellum Judaicum, der udkom ca. 75 (kom i en ny dansk oversættelse ” Den Jødiske Krig” i 1997). Heri beskriver Josefus levende det jødiske oprørs forudsætninger og historie. Det andet hovedværk, Antiquitates Judaicae (De jødiske antikviteter), udkom ca. 95 og indeholder en fremstilling af det jødiske folks historie fra urtiden til oprørets udbrud i 66. Næsten samtidig udkom en kort selvbiografi, Vita, og et apologetisk værk, Contra Apionem (Mod Apion), hvori Josefus forsvarer jødedommen mod samtidige angreb. Til trods for dette bliver han stadig af mange jøder anset for en forræder, fordi han overgav sig til romerne og fulgte med kejseren til Rom.
Den danske teolog Per Bilde (1939-2014), der var professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, skrev i 1983 disputats om Josefus som historieskriver og har skrevet flere artikler om ham.
Kilde 12: ”Den jødiske Krig” 1. bog
Forordet:
1. Den krig, som jøderne udkæmpede med romerne, er den største ikke blot af vor tids krige, men næsten også af dem, vi kun kender af omtale, hvad enten det nu var byer, der kom i konflikt med byer, eller folkeslag med folkeslag. Men nu har nogle, som ikke selv har været begivenhederne på nært hold, men kun samlede, hvad de havde hørt, på sofistisk 1) maner givet ukritiske og selvmodsigende skildringer af den, mens andre, som nok har været øjenvidner til den, har forfalsket kendsgerningerne, enten for at smigre romerne eller af had til jøderne. Derfor indeholder deres værker snart anklager og snart lovtaler, men den historiske sandhed finder man intetsteds. Derfor har jeg, Josefus, Matthias´ søn, fra Jerusalem, præst, som først selv kæmpede mod romerne og nødtvungent blev inddraget i de senere begivenheder, sat mig for, at jeg med henblik på dem, der lever under romersk herredømme, i græsk oversættelse vil skildre de begivenheder, som jeg allerede tidligere har beskrevet på mit modersmål og således gjort de ikke-græske folk inde i landet bekendt med.
2. For da denne som sagt største omvæltning tog sin begyndelse, led romerstaten under en indre svækkelse, mens det revolutionære parti blandt jøderne, der havde store ressourcer af mænd og penge, benyttede sig af de urolige forhold til at gøre opstand. I denne højst forvirrede situation kunne den ene part gøre sig forhåbninger om at gøre sig til herre over de østlige egne, mens den anden part måtte befrygte at miste dem; jøderne håbede nemlig på, at alle deres stammefrænder hinsides Eufrates 2) ville gøre fælles sag med dem i opstande, mens romernes naboer gallerne foruroligede dem, ligesom også kelterne rørte på sig. Og efter Neros død 3) herskede der kaotiske tilstande, idet mange heri så en gunstig lejlighed til at bemægtige sig kejserkronen, og i håb om gaver så hæren gerne et tronskifte. Jeg har derfor ikke anset det for rigtigt at se bort fra, at sandheden bliver forvansket under omtalen af så vigtige begivenheder, og desuden at partherne, babylonerne, de fjerntboende arabere samt vore stammefrænder hinsides Eufrates og adiabenerne 4) ved mine bestræbelser har fået nøje kendskab til, hvordan krigen begyndte, hvilke lidelser den førte med sig, og hvorledes den sluttede, mens derimod grækerne og romerne, for så vidt de ikke selv deltog i krigen, intet ved herom, idet de er henvist til fremstillinger, der enten vil smigre eller er forvanskede.
3. Alligevel har disse forfattere den dristighed at kalde den slags ”historie”, skønt de efter min mening heri ikke blot ikke har noget fornuftigt at berette, men også forfejler deres mål. De ønsker nemlig at vise romerens storhed, og derved nedsætter de til stadighed jøderne og gør dem ringere. Jeg kan dog ikke indse, hvordan de, der har besejret de små, kan anses for store. Og de tager hverken hensyn til krigens længde eller til den talmæssige styrke af den romerske hær, som kun med besvær gennemførte sin opgave, og heller ikke til de feltherrers storhed, som udfoldede så vældige anstrengelser for at indtage Jerusalem, og hvis ry efter min mening vil lide et skår, hvis man søger at forringe deres indsats.
4. Det er absolut ikke min hensigt at forherlige mine landsmænds bedrifter i konkurrence med dem, der hæver romerne til skyerne, men jeg vil samvittighedsfuldt og nøjagtigt berette om begge parters indsats. Med min skildring af begivenhederne gør jeg også en indrømmelse til mine egne følelser og min smerte, og tillader mig at sørge over mit fædrelands ulykker; for det var den indre splid, der forårsagede dets sammenbrud, og det var jødernes tyranner, der tvang romerne til mod deres vilje at gribe ind, og som bevirkede afbrændingen af templet. Det kan kejser Titus 5), som selv fuldbyrdede ødelæggelsen, bevidne; han havde under hele krigen medlidenhed med folket, der blev holdt nede af oprørslederne, og ofte fik han på eget initiativ udskudt stormen på byen og belejringen trukket i langdrag, for at de skyldige kunne komme på andre tanker. Hvis altså nogen skulle tage anstød af de anklager, jeg retter mod tyrannerne og deres forbryderbande, eller af min klage over mit fædrelands sørgelige skæbne, bør han bære over med min smerte, selv om det strider mod historieskrivningens regler. For det har været vor bys skæbne, at den, som engang blandt alle byerne under romernes herredømme hævede sig til den højestes lykke, atter styrtede i den dybeste ulykke; ja det forekommer mig, at blandt alle ulykker lige fra tidernes begyndelse kan ingen, hvis man foretager en sammenligning, måle sig med dem, der har ramt jøderne. Skylden herfor kan ikke lægges på nogen fra et andet folk, og det er derfor, det er mig umuligt at beherske min sorg. Hvis altså nogen vil gå alt for hårdt i rette med min sorg, så bør han føre kendsgerningerne på historiens regning, men klagerne på forfatterens.
5. Jeg kunne dog selv have god grund til at kritisere de græske lærde; for skønt der på deres egen tid har udspillet sig så store begivenheder, at de ved en sammenligning helt stiller fortidens krige i skyggen, så udtaler de sig nedladende om dem, der bestræber sig på at skildre disse begivenheder, og sætter sig til doms over dem, som de måske nok overgår i sproglig formulering, men står tilbage for i metodisk henseende. Selv skriver de om assyrernes 6) og medernes 7) historie, som om den var skildret af de gamle forfattere på en mindre tilfredsstillende måde; og dog kan de lige så lidt måle sig med disse i fremstillingens kraft som i saglig indsigt; de bestræbte sig nemlig alle sammen på at skrive om det, der foregik på deres egen tid, hvorved netop den omstændighed, at de selv havde overværet begivenhederne, gjorde fremstillingen anskuelig, og det var nedværdigende at lyve overfor dem, der selv havde kendskab til forholdene. Det er jo virkelig sådan, at det fortjener ros og anerkendelse af få det, der ikke tidligere er blevet fortalt, bevaret i erindringen, og at fremstille sin egen tids historie til gavn for eftertiden. Den virkelige forsker er ikke den, der blot omarbejder plan og opbygning af en andens værk, men kun den, der ikke blot bringer nyt frem, men også skaber et historisk værk af et personligt præg. Skønt jeg selv er af et andet folk, forelægger jeg hermed for grækerne og romerne dette værk, som har kostet mig store udgifter og stort bryderi, til erindring om, hvad de har fuldført. De indfødte græske forfattere får hurtigt munden på gled og tungebåndet løsnet, når det drejer sig om indbringende forretninger og retssager; men når det gælder historieskrivningen, hvor man nødvendigvis må tale sandhed og møjsommeligt indsamle fakta, så forstummer de og overlader til mindre ånder og til mindre sagkyndige at skrive om feltherrernes bedrifter. Derfor skal hos os den ægte historieskrivning holdes i ære, da den er blevet forsømt af grækerne.
6. Jeg anser det på nuværende tidspunkt for forfejlet og iøvrigt også for overflødig at skildre jødernes ældre historie, altså hvad det var for et folk, hvordan de udvandrede fra Ægypten, hvor stort et landområde de kom i berøring med under deres omflakken, hvor meget de efterhånden erobrede, og hvordan de derefter atter forlod disse steder; for der er også mange jøder, der før mig med stor nøjagtighed har skildret deres forfædres historie, og nogle grækere, som har oversat disse værker til deres modersmål, er kommet sandheden meget nær 8). Men der, hvor forfatterne til disse skrifter og vore egne profeter er standset op, vil jeg tage udgangspunkt for min fremstilling. Af begivenhederne vil jeg gennemgå dem, der vedrører den krig, som jeg selv oplevede, mere udførligt og så godt, som jeg nu kan gøre det; men hvad der ligger forud for min tid, vil jeg behandle ganske kortfattet.
7. Jeg vil berette, hvordan Antiochus med tilnavnet Epifanes 9) tog Jerusalem ved et stormangreb, herskede der i tre og et halvt år, hvorefter han blev jaget ud af landet af Hasmonaios´ sønner 10); dernæst hvordan deres efterfølgere kom i strid med hinanden om kongemagten og derfor fik romerne og Pompejus til at intervenere 11). Hvorledes Herodes, Antipatros´ søn, gjorde en ende på Hasmonaiernes dynasti ved at hidkalde Sosius, og hvordan folket efter Herodes´ død gjorde oprør, medens Augustus var romernes kejser, og Quintilius Varus var statholder i landet. Hvorledes krigen brød ud i det tolvte år af Neros regeringstid, hvad der tildrog sig under Cestius, og hvor store områder jøderne formåede at underlægge sig med våbenmagt ved deres første angreb.
8. Jeg vil berette, hvorledes jøderne befæstede byerne i vid omkreds, hvorledes Nero efter Cestius´ nederlag af frygt for et fuldstændigt sammenbrud overdrog Vespasian overkommandoen i krigen, hvorledes denne sammen med den ældste af sine sønner invaderede jødernes land, med hvor stor en romersk hær og med hvor mange forbundsfæller han trængte ind i hele Galilaia, og hvordan Vespasian besejrede nogle af byerne i dette land fuldstændigt ved magtanvendelse, men vandt andre ved at slutte overenskomst med dem. På dette sted vil jeg også nøjagtigt og på grundlag af selvsyn og egne erfaringer skildre romeres krigsdisciplin og hærafdelingernes træning, og endvidere udstrækningen af Galilaias to dele og deres geografiske beskaffenhed, Judaias grænser, landets egenart, dets søer og kilder, samt den skæbne, der overgik hver enkelt af de erobrede byer. Jeg vil heller ikke skjule noget af det, der overgik mig selv, da jeg henvender mig til læsere, som er orienteret herom.
9. Dernæst beretter jeg om Neros død på et tidspunkt, da jøderens situation allerede var kritisk, og om hvordan Vespasian, der var under fremrykning mod Jerusalem, måtte opgive denne for at overtage kejserværdigheden; endvidere om de varsler, der forkyndte ham dette, om omvæltningerne i Rom, om hvorledes han mod sin vilje blev udråbt til kejser af soldaterne, hvordan der, da han var draget til Ægypten for at ordne statens sager, opstod indre stridigheder blandt jøderne, hvordan tyranner greb magten, og hvordan disse så kom i strid med hinanden.
10. Jeg vil berette om den anden invasion i landet, foretaget fra Ægypten af Titus, om hvordan og hvor han samlede sine styrker, og hvor store de var; om situationen i byen ved hans ankomst som følge af splittelsen, om de stormangreb, han foretog, og om antallet af forsvarsvolde; jeg vil beskrive de tre fæstningsmures omfang og dimensioner, byens gode forsvarsmuligheder, indretningen af helligdommen og templet; endvidere alle mål på disse bygninger og på alteret, altsammen med stor nøjagtighed. Dernæst vil jeg beskrive nogle festskikke, de syv renselser og præsternes kulthandlinger; fremdeles præsternes dragter såvel som ypperstepræstens, og hvordan det Allerhelligste i templet var. Jeg vil hverken skjule noget eller føje noget til resultatet af min forskning.
11. Så vil jeg uden forbehold beskrive tyrannernes brutale adfærd over for deres landsmænd og romerens hensynsfulde optræden over for dem, der hørte til et andet folk; jeg vil opregne, hvor mange gange Titus, der ønskede at redde byen og templet, opfordrede de stridende parter til at nå til enighed; jeg vil berette i alle enkeltheder om folkets lidelser og dets ulykker, og hvorledes det var blevet demoraliseret af krigen, den indre splid og sulten, da det bukkede under. Jeg vil heller ikke forbigå overløbernes sørgelige skæbne eller straffeforanstaltningerne mod fangerne, og heller ikke hvordan templet blev stukket i brand mod kejserens vilje, eller hvor mange af tempelskattene man fik reddet fra ilden. Jeg vil berette om erobringen af hele byen og om de varsler og jærtegn, der gik forud, om tilfangetagelsen af tyrannerne, om antallet af dem, der blev solgt som slaver, og om den skæbne, der ramte hver enkelt af dem. Jeg vil beskrive, hvordan romerne gennemførte de sidste forholdsregler til afslutning af krigen, og hvorledes de sløjfede de enkelte steders fæstningsanlæg; hvordan Titus rejste rundt i hele landet og genindførte ordnede forhold, og endelig hvordan han vendte hjem til Italia og fejrede sin triumf.
12. Alt dette har jeg sammenfattet i syv bøger, og jeg har hverken givet dem, der har kendskab til begivenhederne, eller dem, der har været krigen på nært hold, nogen anledning til at kritisere eller anklage mig. Jeg har skrevet for de læsere, for hvem sandheden betyder noget, og ikke for at underholde. Jeg vil begynde min beretning på det sted, hvor jeg også begyndte min indholdsoversigt.
Noter:
- Josefus bruger ordet ”sofistisk” på samme måde som Platon, altså som et skældsord om nogle, for hvem intet er rigtigt eller retfærdigt.
- Fra det babylonske fangenskabs tid boede der jøder ”ved Babylons floden” – altså ved Eufrat og Tigris.
- Kejser Nero død i år 68 medfører en borgerkrig om kejsertronen i Romerriget
- Et folk, der boede i Parterriget (Perserriget)
- Titus efterfølger i år 79 sit far, Vespasian, som kejser
- Assyrerrigets storhedstid er fra ca. 1100 – 612 f.Kr.
- Medernes Rige lå, hvor Iran ligger i dag. Medernes storhedstid slutter i 550 f.Kr., hvor perserkongen Kyros erobrer landets hovedstad.
- Den græske oversættelse af GT, Josefus her taler om, er den såkaldte Septuaginta – en oversættelse, der blev til i Alexandria, hvor mange af jøderne ikke længere forstod hebraisk.
- Se kilde 9: 1. Makkabæerbog
- Hasmonaios´ sønner: Hasmonæerne, der i ca.100 år frem til år 63 f.Kr. skaffede det jødiske folk national selvstændighed, nedstammede fra præsten Hasmon i Jerusalem.
- Se kilde 11 – fra Josefus´ 1.bog
Kilde 13: Oprøret starter – Den jødiske Krig 2. bog
14. kapitel:
1. Festus 1) afløste nu Felix som prokurator 2), og han greb energisk ind mod denne den værste landeplage. Han fik pågrebet et stort antal røvere og lod en hel del af dem henrette. Festus´ afløser Albinus 3) gik ikke frem på samme måde, og man kan ikke forestille sig nogen misgerning, som han ikke gjorde sig skyldig i. Ikke blot røvede og plyndrede han under sin embedsførelse de enkelte borgeres ejendom, og lagde tyngende skatter på hele folket, men han løslod også mod løsepenge fra de pårørende folk, som var blevet fængslet for røveri af det pågældende byråd eller af hans forgængere; kun den, der intet betalte, blev fortsat holdt fængslet som en forbryder: På dette tidspunkt viste de revolutionære elementer i Jerusalem en voksende dristighed, og de indflydelsesrige blandt dem fik ved bestikkelse en sådan magt over Albinus, at de ikke havde noget at frygte fra hans side, hvis de forsøgte en opstand; og den del af folket, der ikke var interesseret i fred og ro, sluttede sig til dem, der havde arrangeret sig med Albinus. Enhver af disse forbrydere omgav sig med sin egen bande, idet han som en røverhøvding eller tyran ragede op over resten af flokken, og han brugte sine væbnede folk til at udplyndre de mere respektable borgere med. Resultatet var, at de udplyndrede måtte tie om det, som de havde god grund til at harmes over, og at de, der var sluppet fri, af frygt for at lide samme skæbne måtte smigre dem, der egentlig havde fortjent dødsstraf; kort sagt, ingen kunne udtrykke sig frit, med tyranner på alle sider. Fra da af var sæden lagt til byens kommende erobring.
2. En sådan mand var Albinus, men hans efterfølger Gessius Florus 4) fik ham alligevel ved sammenligning til at tage sig ud som en agtværdig mand. Albinus begik de fleste af sine misgerninger hemmeligt og søgte at dække over dem; derimod pralede Gessius af sine forbrydelser mod folket, og som om han var udsendt som en bøddel, der på statens vegne skulle straffe de dømte, forsømte han ikke nogen lejlighed til røveri og mishandling. Hvor der kunne være grund til medlidenhed, udviste han den største brutalitet, og når det drejede sig om skændselsgerninger, var han den mest frastødende. Ingen kunne som han gøre sandhed til usandhed og udtænke snedige måder at føre andre bag lyset på. At udbytte en enkelt person forekom ham at være for lidt, han udplyndrede hele byer og ruinerede hele samfund, og det var lige ved, at han lod bekendtgøre i hele landet, at alle havde lov til at plyndre, forudsat at han selv fik en del af byttet. Resultatet af hans griskhed var, at hele byer forvandledes til ørken, og at mange gav afkald på gammel skik og brug for at udvandre til provinser med en fremmed befolkning.
3. Så længe nu Cestius Gallus 5) som provinsens statholder opholdt sig i Syrien, vovede ingen at sende udsendinge til ham for at klage over Florus; men da han kort før de usyrede brøds fest 6) kom til Jerusalem, flokkedes folk om ham i et antal af ikke mindre end tre millioner og bønfaldt ham om at have medlidenhed med folket i dets ulykke, og de brød ud i klageråd over Florus, som betød deres lands undergang. Han var selv til stede, stod ved siden af Cestius, men havde kun spot tilovers for deres protester. Cestius fik dog dæmpet mængdens ophidselse og forsikrede, at han ville sørge for, at Florus for fremtiden ville være mere imødekommende over for dem. Derpå vendte han hjem til Antiochia 7). Florus ledsagede ham til Caesarea 8), men han havde sine bagtanker, idet han allerede havde planlagt en krig mod det jødiske folk, da han regnede med, at han kun på den måde kunne skjule sine forbrydelser. For hvis freden varede ved, forudså han, at jøderne ville optræde som hans anklagere for kejseren, men hvis han kunne få fremkaldt en opstand blandt dem, ville han ved denne større ulykke kunne forhindre anklagen for de mindre forseelser. Derfor forstærkede han for hver dag der gik, folkets lidelser, for at anspore det til oprør.
4. Imidlertid havde grækerne 9) i Caesarea hos Nero 10) fået medhold i, at det var dem, der skulle kontrollere byen, og de vendte hjem med en skriftlig bekræftelse af denne afgørelse. Dermed udbrød krigen i det tolvte år af Neros regering og i det syttende år af Agrippa 11) herredømme som konge, i måneden Artemisios 12). Den ydre anledning til krigen stod slet ikke i noget forhold til de ulykker, den førte med sig. Jøderne i Caesarea ejede nemlig en synagoge, der lå lige ved siden af en grund, som tilhørte en græker der fra byen, og de havde ofte prøvet at erhverve den ved at tilbyde en pris, der var flere gange højere end dens værdi. Ejeren afviste dog deres henvendelser, og for at chikanere jøderne lod han endda grunden bebygge, idet han opførte nogle værksteder, således at de kun havde en snæver og i enhver henseende ubekvem adgang til synagogen. Først var der nogle brushoveder blandt de unge mænd, der trængte ind og søgte at hindre byggearbejdet. Man da Florus havde forhindret dem i at bruge magt, søgte nogle fremtrædende jøder, blandt dem tolderen Johannes, i deres forlegenhed at få Florus til at standse byggearbejdet ved at tilbyde ham otte sølvtalenter. For at få fingre i pengene lovede Florus, at han ville gøre alt, hvad de ønskede; men da han havde modtaget dem, forlod han Caesarea og drog til Sebaste. Herved gav han opstanden frit løb, som om han nu havde solgt jøderne tilladelse til at gribe til våben.
5. Næste dag var det sabbat 13). Da jøderne samledes i synagogen, opstillede en uromager fra Caesarea en omvendt krukke ved indgangen til synagogen og gav sig til at ofre nogle fugle 14) på den. Det fremkaldte en umådelig forbitrelse hos jøderne, fordi man derved forhånede deres love og gjorde stedet urent. Den mere besindige og forsonlige del af borgerne mente nu, at man skulle henvende sig til øvrigheden, men de stridslystne og de ungdommelige brushoveder brændte efter at komme i kamp. De mere uforsonlige blandt byens indbyggere stod allerede og ventede på dem, for det var efter aftale, de havde sendt manden hen for at ofre, og hurtigt kom det til et væbnet sammenstød. Nu indfandt rytterføreren Jucundus sig med ordre til at forhindre uroligheder, han lod krukken fjerne og søgte at bilægge striden. Da han dog ikke kunne klare sig overfor indbyggernes voldsomhed, greb jøderne hastigt deres lovruller 15) og trak sig tilbage til Narbata; det er navnet på en jødisk landsby, som ligger 60 stadier 16) fra Caesarea. Tolv ansete jøder sammen med Johannes drog til Florus i Sebaste og beklagede sig over, hvad der var sket, og idet de bad ham om hjælp, mindede de ham diskret om de otte talenter. Men Florus lod mændene gribe og fængsle, med den begrundelse, at de havde fjernet lovrullerne fra Caesarea.

Det antikke teater i Cæsaria.
6. Disse begivenheder fremkaldte forbitrelse i Jerusalem, men lidenskaberne kom endnu ikke til udbrud. Florus lagde dog ved på krigsbålet, som om man havde betalt ham for det. Han sendte folk hen til tempelskatten efter sytten talenter under det påskud, at kejseren havde brug for dem. Det fremkaldte straks stærk uro i befolkningen; folk stimlede sammen i templet, råbte med gennemtrængende røst kejserens navn og bønfaldt om, at han ville befri dem fra Florus´ voldsherredømme. Nogle af de oprørske slyngede de værste skældsord mod Florus, gik rundt med en kurv og bad om en almisse til den ”stakkels ynkværdige mand”. Derved blev han dog ikke stoppet i sit pengebegær, men blot ophidset til yderligere afpresning. Skønt han burde være draget til Caesarea for at slukke den krigens fakkel, som tændtes der, og fjerne årsagerne til den hele uro, hvad han jo egentlig fik sin løn for, brød han op mod Jerusalem med sin hær af ryttere og fodfolk, for ved romerske våben at opnå hvad han ønskede, og ved frygt og trusler gøre det helt af med byen.
7. For på forhånd at imødegå hans hævnlyst gik folket soldaterne i møde, idet det bød dem velkommen, og det traf forberedelser til at give Florus en ærefuld modtagelse. Men da sendte han centurionen 17) Capito i forvejen med 50 ryttere, som skulle befale folk at forsvinde derfra og ikke nu foregive en venlig indstilling over for den mand, som de havde behandlet på en så fornærmelig måde. Hvis de var rigtige mænd, der vovede at sige deres mening, burde de også håne ham, nu da han var til stede, og således vise deres frihedskærlighed ikke blot i ord, men også med våben i hånd. Ved disse ord blev folket grebet af skræk, og da samtidig Capitos ryttere galopperede midt ind iblandt dem, løb folk til alle sider, før de fik lejlighed til at hylde Florus og vise soldaterne, at de var rede til at underkaste sig. De trak sig tilbage til deres huse og tilbragte her natten i frygt og modløshed.
8. Florus havde imidlertid indlogeret sig i kongeslottet 18), og næste dag lod han sit dommersæde opstille foran det og tog plads her. Derpå indfandt ypperstepræsterne, de indflydelsesrige mænd og de mest ansete blandt borgerne sig og stillede sig foran dommersædet. Florus befalede dem så at udlevere dem, der havde hånet ham, og tilføjede, at de selv skulle få hans hævn at føle, hvis de ikke udleverede de skyldige. De gjorde da gældende, at befolkningen var fredeligt indstillet, og de bad om overbærenhed mod dem, der havde råbt op; der var jo ikke noget mærkeligt i, at der blandt så mange mennesker var nogle brushoveder og umodne unge mennesker, og desuden ville det være umuligt at identificere de skyldige, hvis de hver især havde skiftet mening og nu af frygt ville benægte at have gjort det, som de havde gjort. Hvis det virkelig lå ham på sinde at bevare freden i landet og sikre romerne byen, burde han af hensyn til de mange uskyldige hellere tilgive de få, der havde forset sig, end på grund af nogle få slette mennesker styrte et så stort og loyalt folk i ulykke.
9. Denne appel ophidsede kun Florus endnu mere, og han brølede til sine soldater, at de skulle plyndre det såkaldte ”Øvre torv” 19) og dræbe dem, de traf på. Da de i forvejen rovgriske soldater havde fået denne ordre af deres leder selv, plyndrede de ikke blot det sted, hvortil de var blevet sendt, men de trængte ind i alle husene og huggede beboerne ned. Folk flygtede gennem de snævre gader, og de, der blev indhentet, blev dræbt. Der blev plyndret på alle mulige måder, og soldaterne greb mange fredelige borgere og førte dem til Florus, som først lod dem piske på en meget nedværdigende måde og derefter korsfæste. Det samlede antal af dem, der omkom på denne dag, beløb til omtrent 3.600 iberegnet kvinder og børn, da ikke engang spædbørn blev skånet. Hvad der gjorde denne ulykke særlig tung at bære var en hidtil ukendt brutalitet fra romerens side. Florus tillod sig nemlig en handlemåde, som ingen hidtil havde vovet at benytte, idet han lod mænd af ridderstand piske foran sit dommersæde og derefter korsfæste; og det var mænd, der ganske vist var af jødisk afstamning, men dog havde en romersk status.
Noter:
- Festus var prokurator fra år 60-62; han nævnes også i Apostlenes Gerninger kap.24-26.
- Prokurator er betegnelsen for den ledende romerske embedsmand i Judæa, underlagt statholderen i provinsen Syrien.
- Albinus var prokurator i år 62-64.
- Gessius Florus var prokurator fra 64-66 – frem til oprøret.
- Cestius Gallus var den romerske statholder i Syrien
- De usyrede Brøds Fest er en anden betegnelse for den jødiske påskefest til minde om udfrielsen fra Egypten.
- Antiochia er Syriens hovedstad på denne tid.
- Caesarea er det romerske hovedkvarter ude ved Middelhavet, grundlagt af Herodes den Store
- ”Grækerne” vil her sige de helleniserede, ikke-jødiske indbyggere i Judæa.
- Nero var kejser i Rom fra 54 til 68
- Agrippa var en lokalkonge i dele af Gallilæa
- Artemisios er i maj måned – oprøret starter år 66
- Sabbat – den jødiske helligdag (lørdag)
- Jøderne selv ofrer fugle ved spedalskes renselse – derfor er dette en hån mod jøderne.
- Lovrulle: De jødiske hellige Skrifter – Tora´en
- Stadie er et græsk længdemål – 192 meter
- Centurion er en romersk officer
- Kongeslottet er det palads, Herodes havde bygget i Jerusalem.
- Øvre Torv lå tæt ved Hasmonæernes (”Makkabæernes”) palads.
Kilde 14: Josefus tages til fange – Den jødiske Krig 3. bog
Josefus´ 3.bog foregår i høj grad i Galilæa i det nordlige Israel. I 1.kapitel hører vi, hvordan kejser Nero sender Vespasian til Judæa, og Josefus beskriver i kap.3 de israelske provinser Galilæa, Peræa, Samaria og Judæa. Vi hører om Josefus´ nederlag ved Sepforis, den romerske hærs organisering og om, hvordan Vespasian indtager Gabara og rykker frem mod Jodapata, som han efter en lang belejring erobrer.

Vespasian Galilæa-kampagne
8. kapitel:
1. Romerne begyndte nu en eftersøgning efter Josefus, både på grund af deres forbitrelse mod ham, og fordi det betød overordentlig meget for deres feltherre 1), da Josefus´ tilfangetagelse ville være et afgørende vendepunkt i krigen. Derfor undersøgte man nøje de døende og dem, man havde fundet skjult. Men da byen var ved at blive indtaget, var det lykkedes ham ved en eller anden guddommelig bistand at snige sig bort midt ind mellem fjenderne, hvorefter han var sprunget ned i en dyb cisterne, som på den ene side havde forbindelse med en rummelig hule, der ikke kunne ses oppefra. Der forefandt han 40 ansete mænd, som holdt sig skjult her, og tillige et forråd af levnedsmidler, som var tilstrækkeligt til adskillige dage. Om dagen holdt han sig nu skjult, da fjenderne holdt hele byen besat, men om natten gik han op for at undersøge flugtmulighederne og udspejde vagtposterne. Men da alt blev holdt under bevogtning til alle sider med henblik på ham, så det ikke var muligt at gemme sig der, steg han atter ned i hulen. Her holdt han sig nu skjult i to dage, men på den tredje dag blev han røbet af en kvinde, som var blevet taget til fange og nu var sammen med de andre. Vespasian sendte da i største hast to tribuner 2), Paulinus og Gallicanus, af sted med ordre til at tilbyde Josefus frit lejde og opfordre ham til at komme frem.

Jodapata i Galilæa.
2. Så snart de var kommet derhen, tilskyndede de ham til at følge opfordringen og gav ham selv garantier for, at der ikke ville ske ham noget, uden at de dog kunne få ham overtalt. Han byggede ikke sin mistillid på underhandlernes af naturens milde væsen, men på bevidstheden om alt det, han havde gjort mod romerne, og om den straf, der rimeligvis ville ramme ham; derfor var han bange for, at de kom for at hente ham til afstraffelse. Vespasian sendte en tredje tribun ved navn Nikanor, en ven og gammel bekendt af Josefus. Da han var kommet skildrede han, hvordan romerne af naturen viste mildhed over for dem, de engang havde besejret, og hvordan Josefus selv på grund af sin tapperhed snarere fremkaldte beundring end had hos de romerske ledere; det var ikke Vespasians ønske at lade ham straffe, for det kunne han gøre, også hvis han ikke ville indfinde sig, men han var besluttet på at frelse en så tapper mand. Nikanor tilføjede, at Vespasian da ikke ville have sendt en ven af Josefus for at lægge en fælde og således bruge det skønneste af alt, venskabet, som skalkeskjul 3) for det værste af alt, troløshed. Han ville heller ikke selv have indladt sig på at komme for at føre en god ven bag lyset.
3. Da nu Josefus også forholdt sig noget tøvende over for Nikanor, ville soldaterne i deres ophidselse ryge ham ud af hulen, men tribunen holdt dem tilbage, fordi det lå ham på sinde at få manden levende i sin magt. Da Nikanor appellerede indtrængende til ham, og da Josefus hørte truslerne fra den fjendtlige mængde, kom han til at tænke på nogle natlige drømme, ved hvilke Gud havde forkyndt ham de ulykker, der skulle ramme jøderne, og de romerske kejseres kommende skæbne. Josefus forstod sig nemlig på at tyde drømme og på at udlægge det, som blev sagt på en dunkel måde af Gud. Han var fortrolig med profetierne i de hellige bøger 4), da han selv var præst og af præsteslægt. Netop i denne time følte han sig inspireret til at forstå disse ting, og idet han i sin erindring fremdrog de skrækindjagende drømmebilleder, der fornylig havde vist sig for ham, bad han i sit stille sind således til Gud: ”Siden det er Din vilje at knække det jødiske folk, som du har skabt, og da al lykke er gået over til romerne, og da du har udvalgt min sjæl til at forkynde, hvad der skal komme, overgiver jeg mig frivilligt til romerne og forbliver i live; jeg kalder dig til vidne på, at jeg tager dette skridt, ikke som forræder, men som Din tjener.”
4. Da han havde sagt dette, ville han til at overgive sig til Nikanor. Men da de jøder, som havde skjult sig sammen med ham, forstod, at han gav efter for fjendernes tilbud, stimlede de sammen om ham og råbte: ”Sandelig ville vore fædrene lov sukker dybt, og Gud, som har skænket jøderne sjæle, der ringeagter døden, ville slå øjnene ned. Klynger du dig i den grad til livet, Josefus, at du kan finde sig i at se solens lys som slave ? Hvor hurtigt har du dog glemt dig selv ? Hvor mange har du ikke fået overtalt til at dø for friheden? Falsk var da dit ry for tapperhed, og falsk var din berømmelse for klogskab, hvis du nu håber på tilgivelse fra dem, som du har bekæmpet så hårdt. Vil du virkelig tage mod livet fra dem, hvis de da holder deres ord? Hvis nu romernes lykke har fået dig til at glemme dig selv, så påhviler det os at værne om vores fædres ry. Vi rækker dig vor højre hånd og sværd; død du frivilligt, er det som jøderens feltherre, men dør du ufrivilligt, da er det som forræder.” Med disse ord løftede de sværdene imod ham og truede med at dræbe ham, hvis han overgav sig til romerne.
5. Da Josefus var bange for, at de skulle angribe ham, og da han mente, at det ville være et forræderi mod Guds påbud, hvis han døde, før han kunne forkynde dem, begyndte han i denne kritiske situation at imødegå dem med filosofiske betragtninger. Han sagde: ”Kære venner, hvorfor er vi så ivrige efter at berøve os selv livet? Hvorfor skulle vi dog skille sjæl og legeme, som er så nøje forbundne? Man siger, at jeg har forandret mig; men romerne ved, hvordan det forholder sig. Det er skønt at dø i krigen, ja, men efter krigens lov, og det vil sige at falde for sejrherrens hånd; men hvis de ønsker at skåne en fjende, hvor meget rimeligere er det så ikke, at vi ønsker at skåne os selv. Det ville da være tåbeligt at gøre det mod os selv, som vi har kæmpet med dem om at undgå. Det er skønt at dø for friheden; ja, det siger jeg også, men det skal være i kampen mod dem, der vil berøve os den. Og nu kommer de hverken for at kæmpe mod os eller for at dræbe os. Den mand er en kujon, der ikke vil dø, når det er nødvendigt, men det gælder i lige så høj grad for den mand, der ønsker det, når det ikke er nødvendigt. Hvad har vi da at frygte, hvis vi vægrer os mod at overgive os til romerne? Er det da ikke døden? Men skal vi da tilføje os selv det som noget uundgåeligt, som vi frygter fra vores fjenders side som noget muligt? ”Nej, det er trældommen, vi frygter”, vil en sige. Ja sandelig, som om vi er frie mennesker nu! ”Det er heltemodigt at dræbe sig selv”, vil en anden sige. Nej, tværtimod, det er det uværdigste af alt; jeg anser da ikke nogen for mere fej, end den styrmand, der af frygt for uvejret frivilligt sænker sit skib før stormen. Nej, selvmord er både i strid med de instinkter, som er fælles for alle levende væsener, og en forbrydelse mod Gud, som skabte os. Blandt dyrene findes der ikke et eneste, der søger døden frivilligt eller dræber sig selv; for viljen til livet er en stærk naturlov, som bor i alle. Derfor betragter vi dem, der åbenlyst stræber os efter livet, som fjender, og vi straffer dem, der med list søger at ombringe os. Tror I ikke, at Gud harmes, når et menneske behandler hans gave med foragt? For det er fra ham, vi har modtaget livet, og det er ham, vi må overlade det til at bestemme hvornår det er forbi. Alles legemer er dødelige, og de er skabt af et forgængeligt stof, men sjælen er altid udødelig, og den bor i vort legeme som en del af Gud. Hvis nogen ødelægger det, som er blevet ham betroet af en anden, eller forvalter det dårligt, anses han for slet og upålidelig; men hvis nogen fra sit legeme fjerner det, der er blevet betroet ham af Gud, tror han så at kunne holde sig skjult for den, som han har krænket på denne måde? Man anser det jo også for ret og rimeligt, at man straffer bortløbne slaver, selv om de herrer, de har forladt, er onde mennesker; skal vi så ikke anse det for ugudeligt, hvis vi selv løber bort fra den bedste af alle herre, Gud? Ved I ikke, at de, der forlader livet efter naturens lov og således tilbagebetaler det lån, de har modtaget af Gud, når Giveren ønsker det, vinder evigt ry, og at det er sikret dem, at deres hus og slægt skal bestå? Ved I ikke, at deres sjæle, som forbliver rene og lydige, får tildelt den helligste plads i himlen, hvorfra de i tidernes kredsløb vender tilbage for atter at finde bolig i hellige legemer? Men hvis nogle er så vanvittige, at de lægger hånd på sig selv, er det det mørkeste sted i Hades 5), der tager imod deres sjæle, og Gud, deres fader hjemsøger fædrenes synder på deres efterkommere. Det er derfor, at denne forbrydelse, der i Guds øjne er så afskyelig, også bliver straffet af vor viseste lovgiver; thi hos os er det bestemt, at de, der har begået selvmord, skal ligge ubegravede indtil solnedgang, skønt vi anser det for vor pligt at lade endog vore faldne fjender begrave. Hos andre folk kræver loven endda, at en selvmorders højre hånd, men hvilken han har ført krig mod sig selv, skal afhugges, ud fra den mening, at ligesom legemet mod naturen er blevet adskilt fra sjælen, således skal også hånden skilles fra legemet. Det er derfor ret, kære venner, at lytte til fornuftens røst, og ikke til vore menneskelige ulykker føje forbrydelsen mod vor skaber. Hvis livet bliver os tilbudt, så lad os tage imod det. Der er ikke noget vanærende i at lade os redde af dem, over for hvem vi med så mange bedrifter har bevist vor tapperhed. Hvis vi skal dø, er det ærefuldt at død for sejrherrens hånd. Jeg vil ikke gå over på fjendens side for at blive en forræder mod mig selv; så ville jeg jo være langt tåbeligere end de, der deserterer over til fjenden, da de jo gør det for at redde livet, mens det for mig ville betyde min egen undergang. Jeg kunne dog ønske mig at falde i et romersk baghold; for hvis de dræber mig efter at have givet mig deres ord, vil jeg gå frimodigt i døden, da jeg i løgnens troløshed ser en bedre trøst, end en sejr ville give mig.”
6. Ved disse og mange lignende argumenter søgte Josefus at få sine kammerater til at afstå fra selvmord. Men desperationen havde gjort dem døve for hans ord, som om de allerede havde viet sig til døden, så at de rettede deres forbitrelse mod ham. Fra alle sider stormede de med dragne sværd ind på ham, medens de beskyldte ham for fejhed, og de syntes alle sammen rede til at hugge ham ned på stedet. Da tiltalte han en af dem ved navn, betragtede en anden med sit feltherreblik, trykkede en tredje i hånden, og ved sine indtrængende ord fik han en fjerde bragt på bedre tanker. Og medens han i dette kritiske øjeblik var genstand for de mest forskelligartede fjendtlige følelser, lykkedes det ham at afholde dem alle sammen fra at bruge deres sværd, idet han ligesom et vildt dyr, der er omringet af jægerne, hele tiden vendte sig mod den, der ville angribe ham. Da hans angribere også i denne ekstreme situation følte, at han var deres feltherre, lammedes deres hånd, sværdene gled fra dem, og mange kastede af sig selv det våben bort, som de lige havde rettet mod ham.
7. Også i denne vanskelige situation bevarede Josefus sin åndsnærværelse og i tillid til Guds omsorg satte han livet på spil og sagde: ”Da vi er fast besluttede på at dø, lad os da afgøre ved lodkastning, i hvilken rækkefølge vi skal dræbe hinanden. Den, som loddet rammer, skal falde for den næstes hånd; for det vil være urigtigt, hvis en enkelt skiftede sind og blev reddet, når alle andre var gået bort.” Hans ord fandt tilslutning hos dem, de fulgte hans råd, og han trak lod sammen med de andre. Den som loddet ramte, lod sig frivilligt dræbe af den næste i den overbevisning, at også feltherren straks ville følge ham i døden; for de mente, at det at død sammen med Josefus var skønnere end at leve. Da blev han tilbage sammen med en anden, hvad enten man vil tale om lykkes eller om Guds forsyn, og da det var ham magtpåliggende hverken at blive dømt til døden af loddet eller, hvis han blev alene tilbage, at besmitte sine hænder med en landsmands blod, overtalte han også den anden til at forblive i live ved at slutte en pagt med ham.
8. Da Josefus på denne måde havde overlevet både krigen med romerne og opgøret med sine egne folk, blev han af Nikanor ført til Vespasian. Romernes strømmede nu alle sammen til at få ham at se, og da folk nu flokkedes omkring feltherren, lød der mange forskelligartede råb, idet nogle udtrykte deres glæde over, at han var blevet taget til fange, mens andre rettede trusler imod ham og andre igen masede på for at få ham at se på nært hold. Nogle, der stod længere borte, råbte, at nu skulle deres fjende straffes, men de, der var lige i nærheden af ham, genkaldte sig hans bedrifter og var helt rystede over et sådant omsving af skæbnen. Blandt officererne var der ingen, der ikke blev mildere stemt ved synet af ham, selv om de tidligere havde været forbitrede på ham. Mere end nogen anden blev Titus 5) grebet af beundring for Josefus´ modige holdning under ulykkerne og af medlidenhed med hans unge alder. Når han huskede på, hvordan han før havde kæmpet, og nu så ham i sine fjenders magt, kom han til at tænke på, hvor stor skæbnens magt er, hvor hurtigt krigslykken kan slå om, og hvilken usikkerhed der råder i menneskenes forhold. Derfor fremkaldte han også ved denne lejlighed lignende følelser hos de fleste og fik dem til at føle medlidenhed med Josefus, men mest af alt var det hans optræden som fortaler for Josefus hos faderen, der bevirkede at hans liv blev sparet. Dog gav Vespasian ordre til, at han skulle bevogtes særligt omhyggeligt, da han ønskede at sende ham så snart som mulig til Nero 6).

General Vespasian – kejser 69-79 e.v.t
9. Da Josefus havde fået det at vide, bad han om at komme til at tale med ham under fire øjne. Vespasian befalede da alle med undtagelse af sønnen Titus og to venner at trække sig tilbage, og Josefus talte da således: ”Du tror, Vespasian, at du med Josefus blot har fået en krigsfange i din magt, men jeg kommer til dig som budbringer om større ting. Hvis ikke jeg var blevet sendt af Gud, havde jeg kendt den jødiske lov og havde vidst, hvordan en feltherre bør dø. Nu vil du sende mig til Nero. Hvorfor dog det? Tror du da, at Neros efterfølgere vil holde sig længe ved magten, før du bliver hersker? Du, Vespasian, vil blive kejser og enehersker, både du og din søn her. Læg mig nu blot i stærkere lænker og behold mig for dig selv; for du vil som kejser ikke blot være herre over mig, men også over jorden og havet og over hele menneskeslægten. Men jeg beder dig om endnu strengere bevogtning, for at du kan straffe mig, hvis jeg har taget Guds ord forfængeligt”.
10. Da han sagde dette, syntes Vespasian ikke i første øjeblik at tro på det; han mente, at dette var en list fra Josefus´ side med det formål at redde livet. Men lidt efter lidt blev han overbevist, da Gud allerede indgav ham tanken om herredømmet og også ved andre tegn varslede hans tronbestigelse. Han konstaterede også, at Josefus ved andre lejligheder havde vist sig pålidelig i sine forudsigelser. Den ene af de to venner, der var til stede ved den hemmelige forhandling, udtalte da sin forundring over, at Josefus hverken havde forudset Jotapatas indbyggere byens erobring eller sin egen tilfangetagelse; når han ikke havde gjort det, måtte hans ord blot være løs snak, der skulle afværge det uvejr, der truede ham. Men hertil svarede Josefus, at han havde forudsagt indbyggerne i Jotapata , at deres by ville blive erobret efter 47 dages forløb, og også, at han ville blive taget til fange af romerne i live. Da Vespasian havde forhørt sig om dette under hånden hos krigsfangerne og fik det bekræftet, begyndte han at tro på det, der angik ham selv. Han lod dog hverken Josefus slippe for fængsel eller for lænker, men han forærede ham en kædning og andre værdifulde ting, og han behandlede ham fortsat venligt og tillidsfuldt. Det var ikke mindst Titus, der bidrog til at hædre ham på denne måde.
Noter:
- Feltherren er Vespasian
- Tribun er en romersk officer
- Skalkeskjul: Dette for den virkelige hensigt
- De hellige bøger er samlet i den jødiske Bibel (GT)
- Titus er Vespasians søn og efterfølger som kejser
- Nero var kejser 57-68

Josefus foran Vespasian
Kilde 15: Josefus om Jerusalems erobring år 70 – Den jødiske Krig 6. bog
Josefus har i 3., 4. og 5.bog skildret krigens gang. Bl.a. nederlaget ved Jodapata, hans egen tilfangetagelse, Vespasians overtagelse af kejsermagten i Rom i 69 og sønnen Titus´ overtagelse af kommandoen i Judæa. Han har også skildret de store indbyrdes stridigheder mellem jøderne, der har været medvirkende årsag til, at der nu kun er Jerusalem samt fæstningen Masada ved Det døde Hav tilbage, hvor oprørerne har magten.

Titus – Vespasians søn og ny hærfører
6. bog starter med, at Josefus i kap.1 skildrer de ”rystende tilstande i Jerusalem”, der ”nu forværredes for hver dag, der gik, og midt i ulykkerne opfanatificeredes oprørerne endnu mere, da hungersnøden, som først havde hjemsøgt den almindelige befolkning, nu også begyndte at plage dem.”
Samtidig hører vi om, hvordan Titus opmuntrer de romerske soldater. I kap.2 bruger Titus Josefus til at få jøderne inde på Tempelpladsen til at overgive sig for at skåne templet – Josefus råber op til dem og advarer dem om konsekvenserne ved at fortsætte. ”Dette sagde Josefus i en klagende tone og med tårer i øjnene, indtil hans stemme brød sammen i en hulken.”
Men det hjælper ikke – oprørerne fortsætter fanatisk kampen. Og i kap. 3 fortæller Josefus en rystende historie om kannibalisme hos jøderne – en handling, som også ryster romerne. Titus fralægger sig dog ansvaret overfor Gud – ”han erklærede, at fra hans side blev der tilbudt jøderne fred og uafhængighed.”

Model af Templet i Jerusalem efter Herodes’ ombygning og udvidelse
4. kapitel:
1. Da nu de to legioner havde fuldført angrebsvoldene den ottende dag i måneden Loos 1), gav Titus ordre til at føre ”vædderne” frem mod den vestlige søjlegang i den ydre tempelgård. Før de blev sat ind, havde den kraftigste murbrækker af dem, romerne rådede over, hamret løs på muren i seks dage i træk uden at udrette noget, da stenene i den var så kæmpemæssige og så godt sammenføjede, at hverken den eller andre murbrækkere havde vist sig effektive. Men nu var der andre soldater, der underminerede fundamenterne under den nordlige port, og med det største besvær fik de de forreste sten væltet ud; men da porten var forbundet med stenene indenfor blev den stående. Til sidst opgav romerne forsøgene med belejringsmaskiner og løftestænger og satte stiger op mod søjlegangene. Jøderne havde ikke noget hastværk med at forhindre det, men så snart romerne var nået op, gik de løs på dem og tog kampen op; nogle af dem trængte de tilbage, og fik dem til at styrte hovedkulds ned, andre mødte de mand til mand og huggede dem ned; mange dræbte de også med deres sværd, mens de var ved at give slip på stigerne og endnu ikke kunne dække sig med skjoldene; nogle af stigerne, der var fyldt med sværtbevæbnede, lykkedes de dem at skubbe til oppefra, så de væltede. De havde dog også selv betydelige tab. De romerske soldater, der bar felttegnene, kæmpede især for at forsvare dem, da tabet af dem blev anset for særligt alvorligt og vanærende. Til sidst erobrede jøderne dog felttegnene og gjorde det af med alle dem, der var klatret op ad stigerne. De øvrige, der var demoraliserede ved at se deres kammeraters skæbne, trak sig tilbage. Af romerne omkom ingen uden at have gjort en god indsats, og af oprørerne kæmpede de, der havde udmærket sig i tidligere kampe, også ved denne lejlighed tappert, og det gjaldt også Eleazaros, en nevø af tyrannen Simon 2). Da Titus nu indså, at det kun førte til tab og død for hans soldater, hvis han ville skåne fremmede folks helligdomme, gav han ordre til at sætte ild på portene.
2. Ved denne tid kom til Titus som overløbere Ananos fra Emmaus, den mest blodtørstige af Simons livvagter, og Archelaos, søn af Magaddates; de regnede med at kunne opnå tilgivelse, fordi de havde forladt jøderne på et tidspunkt, da disse befandt sig i en gunstig position. Men Titus anså på forhånd dette for et snedigt trick fra disse mænds side, og da han havde hørt om den grusomhed, som de i øvrigt havde udvist overfor deres landsmænd, var han stærkt indstillet på at lade dem begge henrette; han sagde, at de var kommet, fordi de havde været nødt til det, og ikke fordi de selv havde valgt det; folk, der først flygtede fra deres fædreneby, når den hærgedes af en brand, som de selv bar skylden for, fortjente ikke at overleve. Alligevel sejrede det løfte, han havde givet, over hans vrede, og han løslod de to mænd, uden at han dog gav dem samme vilkår som de andre. Soldaterne var nu allerede i færd med at sætte ild på portene, og da sølvbeslagene smeltede, fængede ilden hurtigt i træværket, og herfra forplantede den sig med voldsom kraft og fik tag i søjlegangene. Da jøderne så, hvordan ilden omspændte alt, svigtede både kræfterne og modet dem, og de var så lamslåede, at ikke en eneste gjorde forsøg på at gribe ind og slukke, men de blev stående som forstenede og så det brænde. Skønt nu ødelæggelsen var ved at tage modet fra dem, gjorde det dem dog ikke mere indstillet på at redde, hvad der endnu var tilbage; men som om det var templet selv, der stod i flammer, forøgede det blot forbitrelsen mod romerne. Ilden rasede nu hele denne dag og den følgende nat, for romerne kunne ikke sætte ild på søjlegangene samtidig fra alle sider, men måtte tage en del ad gangen.
3. Næste dag gav Titus ordre til, at en del af hæren skulle tage fat på slukningsarbejdet og anlægge en vej til portene, for at gøre det lettere for legionerne at rykke ind; selv sammenkaldte han officererne. Det var de seks øverste, der samledes, nemlig Tiberius Alexander, der var den øverstkommanderende for alle styrkerne, Sextus Cerealius, Larcius Lepidus og Titus Frygius, som havde kommandoen over henholdsvis den femte, den tiende og den femtende legion. Desuden Fronto Heterius, befalingshaveren over de to legioner fra Alexandria, og Marcus Antonius Julianus, statholderen i Judaia. Da også andre statholdere og krigstribuner havde indfundet sig, fremlagde Titus spørgsmålet angående templet. Nogle var stemt for, at man skulle gøre brug af krigsretten; jøderne ville jo aldrig holde op med at spekulere på oprør, så længe templet blev stående dér som et samlingspunkt, hvortil jøderne kom fra hele verden. Andre tilrådede, at man skulle skåne det, hvis jøderne ville rømme det, og hvis ingen fik lov til at anbringe våben der; men hvis jøderne besatte det med militære formål, burde man brænde det ned; for i så fald var det jo et militært støttepunkt og ikke længere et tempel, og følgelig var det ikke romerne, der var de ansvarlige, men dem, der havde tvunget dem til at optræde så ugudeligt. Titus derimod erklærede, at selv om jøderne besatte det og førte kampen videre derfra, burde man dog ikke lade det gå ud over livløse ting i stedet for mennesker, og under ingen omstændigheder lade et så storslået bygningsværk gå op i luer; tabet ville jo dog ramme romerne, ligesom templet ville være en pryd for riget, hvis det blev bevaret: Derpå gav Fronto, Alexander og Cerealius dette forslag deres uforbeholdne tilslutning. Derefter hævede Titus krigsrådet, og da han havde instrueret officererne om at lade de øvrige styrker hvile ud, for at han kunne finde dem i besiddelse af nye kræfter, når kampen blev genoptaget, gav han ordre til, at de dertil udpegede mænd fra kohorterne skulle rydde en vej gennem ruinerne og slukke ilden.
4. Denne dag var jøderne så udmattede og demoraliserede, at det lammede deres energi; men da de næste dag var kommet til kræfter og havde fattet nyt mod, foretog de i dagens anden time gennem den østlige port et udfald mod vagtposterne i den ydre tempelgård. Romerne satte sig kraftigt til modværge mod deres angreb, og idet de beskyttede sig med skjoldene, som de holdt foran sig som en mur, sluttede de geledderne tæt sammen. Det var dog tydeligt, at de ikke ville kunne holde stand i længere tid, da de var angriberne underlegne både i antal og kampmoral. Caesar 3) kom dog en vending i kampen i forkøbet, da han havde fulgt den oppe fra Antonia 4), og han kom nu til undsætning med særligt udvalgte ryttere. Mod et sådant stormangreb holdt jøderne ikke stand; så snart de første var faldet, vendte hovedparten sig til flugt. Men når som helst romerne trak sig tilbage, vendte jøderne sig om til angreb, for så på ny at flygte, når modstanderne gjorde omkring. Til sidst blev jøderne omkring den femte time af dagen overmandet og indesluttet i den indre tempelgård.
5. Titus trak sig nu tilbage til Antonia, efter at han truffet den beslutning, at han næste dag ved daggry ville gå til angreb med hele sin styrke og indeslutte templet fra alle sider. Men Gud havde allerede for længst besluttet, at det skulle være ildens bytte, og nu var i tidernes forløb den skæbnesbestemte dag indtruffet, som var den tiende i måneden Loos, på hvilken dag templet allerede en gang tidligere var blevet nedbrændt af babylonernes konge 5). Men denne gang var det jøderne selv, der både anstiftede og var årsag til branden. Da Titus nemlig havde trukket sig tilbage, angreb oprørerne efter en kort pause på ny romerne, og det kom til kamp mellem vagtposterne i templet og de romere, der var i færd med at slukke ilden i den indre tempelgård. Disse slog jøderne på flugt og forfulgte dem helt hen til templet. Da var der en af de romerske soldater, som uden at have fået ordre til det, og uden at ane rækkevidden af sin handling, men som om han var dreven af en guddommelig tilskyndelse, rev et brændende stykke træ ud af bålet, og lod sig løfte op af en anden soldat; så slyngede han denne brand ind gennem det gyldne vindue, gennem hvilket man fra nordsiden kunne komme ind i rummene omkring helligdommen. Da flammerne skød i vejret, lød der fra jøderne et skrig, som helt svarede til denne katastrofe, og de løb til fra alle sider for at hjælpe; nu var der ingen, der tog hensyn til livsfaren eller sparede på kræfterne; for nu var det ved at gå til grunde, som de hidtil havde viet hele deres årvågenhed.
6. En soldat løb hen til Titus og fortalte, hvad der var sket. Titus hvilede sig i sit telt efter kampen, men nu sprang han op og skyndte sig, som han gik og stod, hen til templet for at få ilden slukket, og lige efter ham fulgte alle officererne, og efter dem igen de opskræmte soldater. Der hørtes en råben og larm, sådan som det sker, når en så stor styrke kommer i bevægelse uden at være underkastet disciplin. Cæsar søgte med råb og vink at få de kæmpende soldater til at forstå, at de skulle slukke ilden, men de opfattede ikke, hvad han råbte, da det blev overdøvet af en endnu stærkere larm, og hans gestus lagde de ikke mærke til, nogle fordi de var helt optaget af at kæmpe, andre fordi de var så ophidsede. Da legionerne nu stormede frem, kunne hverken opfordringer eller trusler holde dem i tømme, nu var det ophidselsen, der helt havde magten over dem. Omkring indgangene var der en sådan trængsel, at mange blev trampet ned af deres kammerater, og der var også mange, der faldt om i de endnu varme og rygende ruiner af søjlegangene og dermed fik samme skæbne som de overvundne. De soldater, som kom hen i nærheden af templet, lod som om de ikke kunne høre Cæsars ordrer; de opfordrede endda dem, der stod foran dem, til at kaste mere ind i ilden. For oprørerne var der nu ikke længere nogen mulighed for at komme til hjælp, overalt blev jøderne hugget ned eller drevet på flugt. De fleste af de dræbte var fredelige borgere, svage og ubevæbnede mennesker, og de blev nu hugget ned, hvor som helst man fik fat på dem. Omkring altret hobede ligene sig op, blodet flød i strømme ned ad templets trin, og ligene af dem, der var blevet dræbt højere oppe, gled ned af tempeltrapperne.
7. Da soldaterne nu opførte sig som besatte, og Caesar derfor ikke var i stand til at neddæmpe deres raseri, og da også ilden greb stadig mere om sig, trådte han sammen med officererne ind i templet og beså det Allerhelligste 6), og hvad der var i det; tingene overgik langt, hvad der blev sagt om dem blandt de fremmede, og de retfærdiggjorde fuldt ud den berømmelse og det ry, det nyder blandt jøderne selv. Da ilden endnu ikke noget sted var trængt ind i det indre, men kun havde raseret rummene omkring tempelbygningen, havde Titus god grund til at tro, at det endnu var muligt at redde bygningen, og han skyndte sig derfor ud og søgte ved personligt at appellere til soldaterne at få dem til at slukke ilden. Han befalede end også Liberalis, der var centurion i hans livgarde af lansebærere, at han med stokkeslag skulle holde dem borte, der ikke lystrede hans ordre. Men soldaternes respekt for Caesar og deres frygt for centurionen, der forsøgte at holde dem tilbage, blev besejret af deres ophidselse og deres had til jøderne, hvortil kom en ubændig kamplyst. De fleste blev dog drevet frem af håbet om bytte, da de var overbevist om, at det indre af templet var fyldt med skatte, da de jo kunne se, at omgivelserne var smykket med guld. Da Cæsar nu havde skyndt sig ud for at holde soldaterne tilbage, var der en af dem, der allerede var kommet derind, som i mørket derinde kastede en brand hen imod portens hængsler. Da så flammerne pludselig slog i vejret inde fra templet, måtte officererne sammen med Caesar trække sig tilbage, og nu var der ikke længere nogen, der forhindrede soldaterne derude i at forstærke branden. På den måde gik det til, at templet mod Caesars vilje gik op i luer.
8. Man vil jo nok føle dyb sorg over tabet af et sådant bygningsværk, der var det vidunderligste af alle dem, vi kender af selvsyn eller har hørt om, og det gælder både dets bygningsmåde og dets størrelse, og også dets rigdom i hver detalje og dets helligste steders berømmelse. Man vil dog finde den største trøst i den tanke, at skæbnen er uundgåelig, og det gælder ikke blot for levende mennesker, men også for bygningsværker og steder. Man kunne dog godt undre sig over nøjagtigheden i tidsforløbet; for skæbnen afventede, som jeg allerede har sagt, den selvsamme måned og dag, på hvilken templet i svundne tider blev afbrændt af babylonerne. Fra dets første grundlæggelse af kong Salomon 7) til dets ødelæggelse nu i Vespasians andet regeringsår, er der forløbet 1130 år, syv måneder og femten dage, og fra dets genopførelse af Haggaios 8) i det andet år af Kyros´ regering indtil dets erobring under Vespasian er der forløbet 639 år og 45 dage.

Titus’ triumftog i Rom efter Jerusalems fald i år 70 e.v.t.. Motiv fra Titus-buen.
Noter:
- Måneden Loos: August måned i år 70 e.Kr.
- Simon, søn af Gioras, var zeloternes – oprørenes – anfører.
- Josefus bruger her Titus´ titel – ”Caesar”
- Antonia – fæstning nord for templet, opført af Herodes omkring år 35 f.Kr. og opkaldt efter Marcus Antonius
- Der tænkes på Babylonernes ødelæggelse af det første tempel i 587 f.Kr.
- Templet bestod af en forhal, ”Det hellige” og ”Det allerhelligste” . ”Det allerhelligste” blev opfattet som Jahves bolig.
- Det første tempel blev ifølge GTs historiebøger bygget under kong Salomon, der regerede fra ca. 960 – 926 f.Kr.
- Det andet tempel blev opført efter at jøderne var vendt tilbage fra eksilet i Babylon – Haggaios eller Haggaj var sammen med profeten Zakarias en mændene bag genopførelse, der var afsluttet omkring år 515 f.Kr..
Kilde 16: Josefus om Masadas fald år 73 – Den jødiske Krig 7.bog
8. kapitel
1. I Judaia havde Flavius Silva, efter at Bassus 1) var afgået ved døden, afløst ham som statholder, og da han så, at hele resten af landet ved krigen var blevet underkastet romerne, og at der kun var et eneste støttepunkt tilbage, der stadig fortsatte opstanden, koncentrerede han alle de styrker, der fandtes i dette område, og rykkede frem mod det.
Denne fæstning hedder Masada. I spidsen for de sikarier 2), der holdt fæstningen besat, stod en indflydelsesrig mand ved navn Eleazaros; han var en efterkommer af den Judas 3), om hvem jeg allerede tidligere har fortalt, at han havde overtalt en hel del jøder til at nægte at lade sig registrere, da Quirinius var blevet sendt til Judaia som censor. Den gang havde nemlig sikarierne samlet vendt sig mod dem, der var villige til at give sig ind under romerne, og behandlede dem på alle måder som fjender; de røvede deres ejendele og slæbte dem bort, og de stak deres huse i brand. De hævdede nemlig, at den slags mennesker slet ikke var forskellige fra de fremmede, når de så kujonagtigt gav afkald på den frihed, som jøderne havde kæmpet så hårdt for, og uforbeholdent gik ind for at blive romernes slaver. I virkeligheden var dette dog blot en påskud, som blev fremført af dem for at dække over deres brutalitet og rovbegærlighed, som det tydeligt nok fremgår af deres optræden. For de mennesker, som havde sluttet sig til dem i opstanden og som stod ved deres side i kampen mod romerne, blev genstand for endnu større grusomheder fra deres side, og når det så blev dokumenteret, at det kun var et løgnagtigt påskud, tyranniserede de blot endnu mere de mennesker, der i retfærdigt selvforsvar fordømte deres ondskab.
2. Den romerske feltherre rykkede nu frem med sine styrker mod Eleazaros og de sikarier, som sammen med ham holdt Masada besat. Han fik hurtigt hele området i sin magt og stationerede garnisoner på de mest egnede steder, ligesom han lod opføre en mur hele vejen rundt om fæstningsanlægget, for at det ikke skulle være let for nogen af de belejrede at undslippe; han posterede vagtposter til at overvåge den. Han udvalgte selv det sted, hvorfra de ville være bedst at lede belejringen og slog lejr der. Det var her, at klippen med fæstningsværkerne kom nærmest til det nærliggende bjerg. Stedet lå i øvrigt ugunstigt med hensyn til provianteringen, for ikke blot måtte levnedsmidlerne hentes langvejs fra og tilmed under store besværligheder for de jøder, der var udtaget til dette arbejde, men også kildevandmåtte hentes til lejren, da der ikke var nogen kilde i nærheden. Da Silva havde truffet disse forberedelser, gik han i gang med selve belejringen, som krævede stor teknisk dygtighed og en vældig arbejdsindsats på grund af fæstningens styrke, således som det vil blive beskrevet i det følgende.
I afsnit 3-5 fortæller Josefus derpå om Masadas belejring og Silvas idé med at bygge en rampe op til den ellers uindtagelige fæstning
6. Imidlertid havde Eleazaros ikke selv nogen tanke om at flygte, og han ville lige så lidt tillade nogen anden at gøre det. Da han så muren blive fortæret af ilden 4) og ikke kunne forestille sig nogen anden mulighed for redning eller heroisk modstand, og da han klart så for sit indre blik, hvad romernes ville gøre mod dem selv, deres kvinder og deres børn, hvis de gik af med sejren, besluttede han, at de alle skulle dø. Da han under de given forhold anså denne beslutning for den bedste, samlede han de tapreste af sine kammerater og opfordrede dem til at handle således, med omtrent disse ord: ”Mine tapre kammerater! Vi har for længe siden besluttet, at vi hverken vil tjene romerne eller nogen anden, men kun Gud; for han alene er den sande og retfærdige herre over menneskene. Nu er det tidspunkt kommet, som befaler os at bekræfte denne beslutning ved vore handlinger. I denne situation må vi ikke nedværdige os selv; indtil nu har vi aldrig villet tåle trældom, selv om den var uden fare for os; men vælger vi nu trældommen, underkaster vi os dermed de frygtelige straffe, der venter os, hvis vi falder levende i romernes hænder. For ligesom vi var de første af alle til at gøre oprør, således er vi de sidste, der kæmper imod dem. Jeg mener også, at det er Gud, der har skænket os det privilegium, at vi kan død en ærefuld død som frie mænd, hvad der ikke er blevet tilstået andre, der mod deres forventning er bukket under. Det står os ganske klart, at vi i morgen vil bukke under, men det står os også frit for at vælge en ærefuld død sammen med dem, vi elsker højest. Det kan vore fjender ikke forhindre, selvom de brændende ønsker at fange os levende; men lige så lidt er det længere muligt for os at besejre dem.
Noter:
- Lucillius Bassus – den romerske øverstbefalende – døde i år 73
- Sikarier – egentlig ”dolkemænd” – var de stærkt romerskfjendtlige jøder.
- Josefus har fortalt om Judas i 2.bogs kap.8, afsnit 12
- Romerne er ved hjælp af rampen trængt helt op til fæstningen og har nu sat ild til fæstningsmurene
Kilde 17: Josefus´ afslutning – Den jødiske Krig 7. bog
11. kapitel
5. Hermed afslutter jeg min beretning, som jeg lovede at ville give så nøjagtigt som muligt til de mennesker, der var interesserede i at få at vide, på hvilken måde denne krig mellem romerne og jøderne blev udkæmpet. Hvorledes denne opgave er blevet løst, overlader jeg til læserne at bedømme. Hvad sandfærdigheden angår vil jeg ikke tøve med dristigt at hævde, at jeg hele skriftet igennem udelukkende har haft den for øje.
De romerske historikere Tacitus og Sueton
Om disse to historikere skrev oldtidshistorikere Erik Christiansen (1939-2017) fra Aarhus Universitet i sin bog ”Romersk imperialisme 264 f.v.t. – 37 e.v.t.:
“TACITUS var embedsmand under Domitian og senere Trajan. Domitians regime, især hans modsætningsforhold til senatet, havde gjort Tacitus skeptisk over for principatet, som muliggjorde en sådan tyran. De gode gamle romerdyder kunne ikke trives, da enesherskeren ikke tålte nogen, der kunne måle sig med ham, og romerriget var i fare, fordi eneherskeren i sin jalousi ikke tillod andre at udføre militære bedrifter. Et svagt håb så Tacitus dog ved Nervas magtovertagelse og adoption af hærføreren Trajan.
I sit skrift ”Agricola” ville Tacitus vise, hvorledes det trods alt var lykkedes hans svigerfader af dette navn at hævde sin militære dygtighed og personlige redelighed selv under Domitians styre. I de delvis bevarede skrifter ”Annales” og ”Historiae” skildrede Tacitus perioden fra 14 til 96 e.v.t. Hans kilder og anvendelse af dem er meget omdiskuteret; men som historieskrivning er hans skrifter højt værdsatte.
En tilsvarende agtelse har man ikke haft for den noget senere SUETON – til dels med urette. I sine 12 biografier af romerske kejsere fra Cæsar til Domitian afslører Sueton ganske vist en udtalt interesse for de sladderhistorier, der var i omløb i byen Rom om kejserne og deres privatliv, og endvidere virker hans fremstilling forvirrende ved ikke at være kronologisk. Men på den anden side må det fremhæves, at Sueton en overgang havde været arkivar for Hadrian, og at han i høj grad forstod at udnytte det kendskab, han derigennem fik til vigtige dokumenter og breve – hvilket talrige direkte citater klart bevidner.”
Kilde 18: Cornelius Tacitus´ Historiebøger – 5. bog
Titus Cæsar 1) overtager krigen mod judæerne – efter O. A. Hovgårds oversættelse fra 1889:
Eftersom Titus Cæsar i begyndelsen af det samme år af sin far 2) var blevet valgt til fuldstændig at kue Judæa – allerede mens de begge var privatmænd 3) havde han udmærket sig i krigen – kunne han nu optræde med større kraft og glans. Provinser og hære kappedes om at komme ham i møde. For at man kunne se, at det ikke så meget var stillingen, der gjorde ham stor, viste han sig gerne som den statelige, raske krigsmand; ved at tale venligt til folk fremkaldte han deres iver i tjenesten, og mange gange blandede han sig under skansearbejdet, uden at det gjorde noget skår i hans værdighed som øverstbefalende. Ved sin ankomst til Judæa fandt han dér tre legioner 4), nemlig den femte, den tiende og den femtende, de samme, som Vespasian havde haft under sig dér. Dertil havde han den tolvte legion, som han lod komme fra Syrien, samt de folk af den toogtyvende og den tredje, som han havde ført med sig fra Alexandria. Dertil havde han i sit følge tyve kohorter 5) fra forbundsfællerne og otte alaer 6) rytteri, desuden kongerne Agrippa 7) og Sohæmus og kong Antiochus´ 8) hjælpekorps samt en stærk trop af arabere, der hadede judæerne, som det plejer at gå mellem nabofolk, og endelig de mange fra Rom og Italien, der havde hvert sin ting, han ventede sig af den kommende regent, og derfor havde skyndt sig til ham for at vinde ham for sig, inden han endnu havde ladet sig binde til andre. Med disse tropper rykkede Titus i god orden ind i det fjendtlige land, idet han stadig havde sine spejdere ude og altid var rede til en afgørende kamp, og slog lejr ikke langt fra Jerusalem.
Men eftersom jeg er på vej til at tale om denne så navnkundige by´s yderste dag, synes jeg, det er passende også at gøre rede for dens oprindelse
Gnæus Pompejus 9) var den første romer, som kuede Judæa og med sejrherrens ret trådte ind i templet. Da fik man at vide, at der ingen gudebilleder var i det inderste, at dette hemmelighedsfulde sted var et tomt rum. Jerusalems mure blev revet ned, men templet blev stående. Siden, da de østlige provinser under borgerkrig var kommet i Marcus Antonius´ hænder 10), tog den partiske kongesøn Pakorus 11) Judæa, men blev dræbt af Publuis Ventidius, og partherne blev igen drevet over på den anden side af Eufrat; judæerne blev undertvungne af Cajus Sosius 12).Tronen skænkedes af Antonius til Herodes 13) og hans rige udvides af Augustus, da han var blevet sejrherre 14). Efter Herodes´ død var der en mand ved navn Simon, der, uden at vente på en besked fra Cæsar Augustus, tiltog sig kongeværdigheden. Han blev straffet af Quintilius Varus, som dengang styrede provinsen Syria, og folket blev, efter at været straffet, delt i tre dele, af hvilke Herodes´ tre sønner fik hver sin at styre 15). Under Tiberius var der ro i landet. 16)
Siden, da Gajus Cæsar 17) pålagde dem at stille et billede af ham op i templet, ville de hellere gribe til våben, men dette røre gjorde Cæsars død en ende på. Eftersom alle kongsemner var døde eller indskrænkede til små besiddelser, overlod Claudius 18) det til romerske riddere eller frigivne at styre Judæa som landshøvdinge. Blandt disse udøvede Antonius Felix 19) kongemagten med al den grusomhed og vilkårlighed, som er speciel for en slavisk natur. Han ægtede Drusilla, en datterdatter af Cleopatra og Antonius, så at Felix var Antonius´ datterdatters mand og Claudius samme Antonius´ dattersøn 20).
Judæerne holdt tålmodigt ud, indtil Gessius Florus 21) blev landshøvding; da brød krigen ud. Legaten i Syrien, Cestius Gallus 22) prøvede at dæmpe den; det kom til flere slag med forskelligt udfald, men som oftest gik lykkes romerne imod. Da han var kommet af dage enten ved en naturlig død eller ved selvmord, blev Vespasian sendt derover af Nero 23), og hans lykke, hans ry, hans udmærkede medhjælpere gav, inden to somre var omme, det åbne land og samtlige byer med undtagelse af Jerusalem i hans sejrrige hærs vold. Næste år var man helt optaget af borgerkrigen 24), så at der ikke blev gjort noget ved krigen i Judæa. Da freden var genoprettet i Italien, begyndte man atter at tænke på de udenlandske sager. Det øgede harmen mod judæerne, at de var de eneste, som ikke havde overgivet sig. Desuden troede man, at hvad der så end hændtes eller tilstødte den nye regent, ville det være gavnligt, at Titus blev ved hæren.
Således opslog han da, som jeg allerede har sagt, sin lejr udenfor Jerusalems mure og lod sine legioner komme frem, ordnede til slag. Judæerne opstillede deres slaglinie lige ved foden af murene, så at de var belavede på at vove sig længere frem, hvis det gik godt for dem, men kunne finde et tilflugtssted i nærheden, hvis de trængtes tilbage. Man sendte rytteri samt slagfærdige kohorter imod dem, og der kæmpedes uden afgjort fordel for nogen af parterne. Derefter trak fjenderne sig tilbage, og i de følgende dage leverede de gentagne slag udenfor portene, indtil de efter en række af tab trængtes indenfor deres mure.
Romerne gjorde sig nu klar til at gå løs på byen, for det forekom dem ikke i overensstemmelse med deres værdighed at ligge og vente, nogle fordi de var opfyldt af mandigt mod, mange, fordi de lod sig drive af dumdristighed og griskhed efter bytte. Titus selv havde kun tanker for Rom med den magtstilling og de nydelser, som der ventede ham; i hans øjne var det en forsinkelse på vejen til dette mål, hvis Jerusalem ikke faldt straks. Men byen lå højt og var desuden forsvaret ved vældige fæstningsværker, som ville have været tilstrækkeligt værn endog for byer, som lå på dårlig grund. To overmåde store høje omsluttedes nemlig af mure, som man snedigt havde bygget i ind- og udadgående vinkler (i bølgeform), så angriberne aldrig kunne være dækkede i flanken. Udadtil faldt klippen brat ned, og der rejste sig tårne på den, som dér, hvor bjerget allerede ville have afgivet et værn, nåede til en højde af hundrede og tyve fod 25); de tog sig mærkelige ud og syntes på afstand alle at være lige høje. Indenfor fandtes der andre mure omkring kongeborgen og desuden et overmåde højt tårn, Antoniustårnet, kaldet således af Herodes til ære for Marcus Antonius.
Templet var som en borg for sig og havde sine egne mure, der var byggede med mere flid og kunst end de andre; selv søjlehallerne, som templet var omgivet af, var et udmærket værn. Der var en kilde med evigt rindende vand, underjordiske huler i bjergene og fiskedamme og cisterner til at gemme regnvandet i. Grundlæggerne havde forudset, at et folk, hvis skikke var så forskellige fra andres, ofte ville få krig. Derfor var alt indrettet på at udstå en nok så lang belejring, og efter at Pompejus havde taget byen, havde frygt og erfaring givet dem mangen en lærestreg. I de pengegriske claudiske tider købte de retten til at befæste byen og midt under freden opførte de mure med krigen for øje.
Nu var der strømmet en masse mennesker til byen, og folkemængden var blevet øget ved de andre byers ødelæggelse, for de mest stivsindede var flygtede dertil og des større splid og stridigheder var der opstået mellem dem indbyrdes. Der var tre høvdinge og lige så mange hære: Den yderste og længste mur holdtes besat af Simon (som man også kaldte Bargiora, Gioras søn 26) ) , den mellemste del af byen af Johannes og templet af Eleazar. Johannes og Simon havde deres styrke i våben og i mængden af folk, Eleazar var stærk i sin stilling. Men imellem dem indbyrdes rasede kampe, intriger, brande; ja en stor mængde såsæd blev et rov for luerne. Siden sendte Johannes, under påskud af at ville ofre, folk hen, som huggede Eleazar og hans mænd ned, så han blev herre over templet. Således var borgerne delte i to grupper, indtil romerne nærmere sig og krigen udefra bragte enighed til veje.
Der var sket varsler, hvis trusler dette til overtro hengivne og mod al gudsdyrkelse fjendtlige folk ikke tør søge at hindre ved slagtofre eller løfter. Man havde set hære tørne sammen i luften, våben blinke og templet pludselig oplyses ved ild fra skyerne. På én gang sprang døren til helligdommen op, og der hørtes en overmenneskelig røst, som sagde, at guderne nu drog bort; på samme tid hørtes stor støj af bortdragende. Kun få blandt judæerne lod sig skræmme af disse varsler; de fleste havde den faste tro, at der i præsternes gamle bøger stod, at Orienten netop nu skulle blive stærk, og at mænd, som var udgåede fra Judæa, skulle vinde verdensherredømmet. Disse gådefulde ord sigtede til Vespasian og Titus; men judæerne troede, der var dem, denne ophøjede stilling af skæbnen var bestemt for – mennesker tror jo gerne det, de ønsker sig – og ikke engang modgang kunne få dem til at åbne øjnene og se sandheden. De belejredes mænd af enhver alder og af begge køn skal have nået op til sekshundrede tusinde. Våben havde alle, som kunne bære våben, og der var flere end man skulle vente efter tallet af de våbenføre, som lagde deres mod og kamplyst for dagen. Fanatismen var lige stor hos mænd som kvinder, og de frygtede ikke så meget for døden som for et fortsat liv, hvis de skulle skifte bopæl.
Det var dette folk og denne by, Cæsar Titus besluttede at stride imod med stormvolde og stormtage 27), siden det ikke var muligt at tage pladsen ved storm eller ved pludseligt overfald. De forskellige arbejder fordeltes på legionerne, og man afholdt sig fra slag, indtil man havde fået bygget alt, hvad der til byens indtagelse er opdaget hos de gamle eller hvad de nyere har hittet på.
Noter:
- Titus Cæsar – Cæsar her brugt som titel – altså kejser, eller her tronfølger – Titus blev kejser i år 79
- Titus´ far var Vespasian – kejser fra 69 – 79 e.v.t..
- Altså før Vespasian blev valgt til kejser
- En legion er en hærenhed på 5-6.000 mand.
- En kohorte er på 5-600 mand. Der gik altså ti kohorter på en legion.
- En ala er en rytterafdeling af hjælpetropper, altså ikke-romerske statsborgere
- Agrippa (28–ca.100 e.Kr.) var konge over vekslende nordlige dele af Israel fra 48 til sin død. Han havde under oprøret først forsøgt at mægle, men da det var forgæves, deltog han på romersk side.
- Antiochus er konge i den romerske provins Syrien.
- Gnæus Pompejus (106-48 f.kr.) erobrede Syrien og Judæa i år 63 f.v.t..
- Marcus Antonius, den ene af Cæsars efterfølgere, havde efter at have nedkæmpet Cæsars mordere delt Romerriget. Antonius havde fået den østlige del, men der udbrød borgerkirg mellem Antonius og Oktavian og Antonius led nederlag i år 31.f.v.t..
- Partherriget var opstået på Perserrigets ruiner. Romerne udkæmpede gennem århundreder grænsekampe med partherne.
- Sosius var en af Antinius´ generaler
- Se om Herodes´ valgt til konge også kilde XX, Josefus´ 1.bog kap. 14 – side 59
- Oktavian fik efter sejren over Antonius ærestitlen Augustus – ”den ophøjede”.
- Herodes sønner var Archelaos, Herodes Antipas og Filip. Archelaos, der regerede over Judæa og Samaria, blev afsat allerede år 6 e.Kr. og derefter blev disse områder styret af en romersk landshøvding.
- Tiberius efterfulgte Augustus i år 14 e.v.t.. og regerede til år 37.
- Gajus Cæsar Caligula var kejser fra 37 – 41
- Claudius efterfulgte Caligula i år 42 og regerede til år 57
- Antonius Felix var statholder fra 52-60
- Claudius var søn af Marcus Antonius´ datter Antonia d.y. Marcus Antonius fik senere også en datter med den ægyptiske dronning Cleopatra.
- Gessius Florus var lnadshøvding i Judæa fra 64-66
- Judæa hørte under provinsen Syria – derfor er den legaten herfra, der i første omgang sendes sydpå for at bekæmpe oprøret.
- Nero var kejser i Rom fra 57-68
- Efter Neros død udbryder en borgerkrig om magten. Denne borgerkrig vindes af Vespasian.
- En romersk fod er ca. 0,3 meter
- Simon Bargiora – på hebraisk Simon ben Gioras – var Zeloternes anfører – se om ham bl.a. hos Josefus 7.bog kap.8,1.
- Stormtage
Kilde 19: Sueton Romerske Kejsere – Divus Vespasianus
På rejsen til Grækenland hørte han til Neros tilhængere; men da han dels fjernede sig for hyppigt, når Nero sang, dels faldt i søvn, hvis han blev der, faldt han i alvorlig unåde og blev udelukket ikke blot fra selskabelig omgang, men også fra den offentlige audiens. Han trak sig så tilbage til en lille afsides by; men mens han holdt sig skjult her og endog frygtede det værste, blev der tilbudt ham en provins med en hær.
I hele Orienten var der en gammel og rodfæstet tro på, at det var skæbnens vilje, at der på denne tid skulle udgå verdensherskere fra Judæa. Denne forudsigelse, der, som udfaldet senere viste, angik en romersk kejser, forstod jøderne om sig selv; de gjorde derfor oprør, dræbte deres guvernør og slog endda den kejserlige statholder over Syrien, da han kom til undsætning, og gjorde en legionsørn til bytte. Til at undertrykke dette oprør behøvedes der en større hær og en feltherre, der ikke var uden dygtighed, men som man dog med tryghed kunne betro en så stor opgave. Derfor blev netop Vespasian udvalgt dertil, idet han på den ene side var en prøvet dygtighed, på den anden side ansås for ganske ufarlig på grund af slægtens og navnets ubekendthed. – Der blev til de forhåndenværende tropper føjet to legioner, otte rytterafdelinger og ti kohorter 1); mellem legaterne tog han sin ældste søn med. Så snart han havde overtaget provinsen, vakte han opmærksomhed også i naboprovinserne, idet han straks forbedrede mandstugten i lejrene og deltog med sådan energi i et par træfninger, at han ved angrebet på en befæstet by blev ramt af et stenkast på knæet og opfangede nogle pile i sit skjold.
Efter Neros og Galbas død, mens Otho og Vitellius streded om magten 2), fattede han håb om at blive kejser; men dette håb var allerede forud blevet vakt hos ham ved følgende jertegn.3)
På et landsted, der tilhørte flavierne 4), var der en gammel eg, som var Mars hellig 5). Ved hver af Vespasias tre fødsler skød den pludselig grene fra grunden af stammen med tydelige varsler for hvert af børnenes fremtid: den første gren var tynd og gik snart ud; den anden var meget kraftig og bredte sig stærkt, så den såede stort held; men den tredje var så stor som et træ. Derfor skal børnenes fader Sabinus, efter at have fået yderligere sikkerhed ved et haruspicium 6), have meddelt sin moder, at der var født hende en sønnesøn, der skulle blive kejser; men hun skal blot have slået en skoggerlatter op og sagt, at hun ikke kunne forstå, at hendes søn allerede gik i barndom, mens hun selv endnu var ved sin fulde forstand.
Senere, mens han var ædil, havde C.Cæsar 7), der var vred over, at der ikke var gjort nok for gadefejningen, ladet brystfolden i hans embedstoga fylde med snavs, som soldater havde samlet. Der var da nogle, som havde udlagt dette således, at staten engang, når den var trådt under fødder under indre uroligheder og ingen tog sig af den, ville komme under hans formynderskab og ligesom i skødet på ham.
Engang, da han spiste frokost, kom en fremmed hund ind fra gaden med en menneskehånd og lagde den under bordet. En anden gang, da han spiste middag, brød en plovstud, der havde rystet åget af sig, ind i spisestuen; tjenerne løb deres vej, men dyret lagde sig, som om det pludselig var blevet træt, ved fødderne af ham, hvor han lå ved bordet, og bøjede nakken for ham. En cypres, der groede på hans bedstefars gård, og som i stille vejr var rykket op med rode og faldet om, rejste sig den næste dag grønnere og stærkere.
I Grækenland drømte han, at det ville blive begyndelsen til lykke for ham og hans familie, når Nero fik trukket en tand ud. Den næste dag kom så en læge ud i atriet og viste ham en tand, han lige havde trukket ud.
Da han i Judæa rådspurgte guden Carmelus´ orakel, fik han et overordentlig opmuntrende svar: alt, hvad han tænkte på og hvilke planer, han omgikkes med, selv om de var nok så store, ville gå i opfyldelse. En af de fornemme fanger, Josefus, erklærede, da han blev fængslet, med største bestemthed, at han snart ville blive frigivet af ham, men at han da allerede ville være kejser. Der blev også meldt forudsigelser fra Rom: Nero havde i sine sidste dage 8) i en drøm fået at vide, at han skulle køre Jupiter Optimus Maximus´ processionsvogn fra dens kapel til Vespasians hus og derfra til Cirkus Maximus; ikke længe efter, da Galba kom på valg til sit andet konsulat, havde Cæsars statue drejet sig af sig selv mod øst; på valpladsen ved Betriacum 9), før slaget leveredes, havde i alles påsyn to ørne kæmpet mod hinanden, og efter at den ene af dem var overvundet, var der kommet en tredje til fra øst og havde fordrevet den, der havde sejret. Dog indlod han sig ikke på noget, skønt hans tropper var fuldt ud rede og endog trængte ind på ham, førend han blev foranlediget dertil ved en tilfældig tilslutning af tropper, der var ham ubekendte og fraværende.
Noter:
- En kohorte er på 5-600 mand
- Efter Neros død i 69 fulgte i løbet af et år ikke mindre end tre generaler hinanden på kejsertroen i Rom: Galba Otho og Vitellius
- Jærtegn er en overnaturlig begivenhed, der bliver opfattet som et tegn fra himmelen, altså et mirakel eller varsel.
- Flavierne var den slægt, Vespasian tilhørte
- Mars er den romerske krigsgud
- Et haruspicium er tydning af et offerdyr
- Vespasian havde været ædil under kejser Claudius, der regerede i Rom 41 – 57
- Nero begår selvmord i år 68 efter et oprør mod ham var brudt ud.
- Her kæmpede to af Neros efterfølgere mod hinanden
Kilde 20: Sueton Romerske Kejsere – Divus Titus
Titus, der havde samme navn som sin fader, ”Menneskehedens kærlighed og fryd” – i så overordentlig en grad vandt han alles hengivenhed, hvad enten det nu skyldtes hans natur eller bestræbelse eller lykke, og det endda, hvad der er vanskeligst, som regent 1), medens han som privatmand og endnu under sin faders regering havde været genstand ikke blot for offentlig dadel, men endog for had – fødtes den 30. december i det mærkeår, da Caligula blev dræbt 2), nær ved Septizonium i et tarveligt hus og et ganske lille og mørkt værelse (det eksisterer nemlig endnu og forevises som seværdighed). Han blev opdraget ved hoffet sammen med Britannicus 3) og undervist i samme fag og af samme lærere. På den tid skal en mand, der læste folks skæbne af deres ansigter, og som Claudius´ frigivne Narcissus havde hentet for at han skulle se på Britannicus, på det bestemteste have erklæret, at Britannicus aldrig, Titus derimod, der stod ved siden af, sikkert ville blive kejser. De var så gode venner, at man mener, at Titus også smagte på den drik, som Britannicus døde af (han lå til bords ved siden af ham), og derfor længe måtte trækkes med en alvorlig sygdom. I erindring om alt dette rejste han ham senere en statue af guld på Palatium og viede ham desuden en rytterstaue af elfenben, som han viste særlig ærbødighed, og som den dag i dag bæres til skue ved cirkus-optoget. Allerede medens han var dreng lagde hans glimrende legemlige og åndelige evner sig for dagen, og endnu mere efterhånden som han voksede til: hans ydre var sjældent smukt og lige så imponerende som tiltalende; han havde overordentlige kræfter, skønt han ikke var høj af vækst og havde en noget fremstående mave; hans hukommelse var enestående, ligeså hans lærenemhed i alle idrætter, såvel fredens som krigens. I våbenbrug og ridning var han en mester; at tale og at skrive digte både på latin og græsk faldt ham naturligt og så let, at han kunne gøre det uden forberedelse; heller ikke i musik var han ukyndig, idet han kunne synge og spille smukt og korrekt. Jeg har hørt af flere, at han også kunne stenografere med stor hurtighed, så at han plejede for spøg at kappes med sine sekretærer, og at han kunne efterligne enhver håndskrift, han havde set, og ofte erklærede, at han havde kunnet blive en første klasses falskner.
Som krigstribun gjorde han tjeneste både i Germanien og i Britannien og indlagde sig stor berømmelse for sin tjenstiver og ikke mindre for sin beskedne færd, hvad der fremgår af de mange statuer, billeder og æresindskrifter, der blev sat ham i begge provinser.
Efter endt krigstjeneste optrådte han som sagfører, ikke hyppigt, men med godt resultat. På samme tid ægtede han Arrecina Tertulla, hvis fader kun var romersk ridder, men i sin tid havde været gardekommandant og efter hendes død Marcia Furnilla, der var af fornem familie; med hende fik han en datter, men skilte sig derpå fra hende.
Efter at have beklædt kvæsturen 4) fik han kommandoen over en legion og erobrede to stærkt befæstede byer i Judæa, Tarichææ og Gamala 5). I et slag fik han her engang hesten dræbt under sig og måtte bestige en anden, hvis rytter var faldet i kampen omkring ham.
Da dernæst Galba fik magten 6), blev han sendt hjem for at ønske ham til lykke; på hele rejsen var han genstand for folks opmærksomhed, idet man mente, at han hentedes hjem for at blive adopteret. Da han mærkede, at der atter kom uro i alle forhold, vendte han om på vejen; ved en henvendelse til den paphiske Aphrodites 7) orakel, som han ville rådspørge om sin sejllads, fik han tillige bekræftelse på forhåbningerne om kejserværdigheden. Da de snart efter var gået i opfyldelse, blev han ladt tilbage for at fuldende Judæas undertvingelse. Ved den sidste storm på Jerusalem dræbte han 12 af dets forsvarede i lige så mange bueskud og indtog byen på sin datters fødselsdag. Soldaternes glæde og begejstring for ham var så stor, at de ved lykønskningen hilste ham som kejser, og, da han kort efter skulle forlade provinsen, holdt ham tilbage og med ydmyge bønner, men også trusler krævede, at han enten skulle blive eller tage dem alle sammen med sig. Heraf opstod der en mistanke om, at han havde forsøgt at falde fra sin fader og tiltage sig herredømmet over Orienten. Denne mistanke gav han næring ved på rejsen til Alexandria ved indvielsen af oksen Apis i Memphis at bære et diadem – ganske vist efter denne ældgamle ceremonis skik og ritual; men der var dog dem, der udlagde det på en anden måde. Derfor skyndte han sig til Italien, og efter at have lagt til i Rhegium og derpå i Puteoli med et fragtskib, ilede han derfra til Rom i største hast, og til sin fader, der ikke havde ventet ham så tidligt, sagde han, som for at vise urimeligheden af rygterne om ham: ”Her er jeg, fader, her er jeg !”. Herefter optrådte han stadig som sin faders medregent, ja, endog som forvarer af hans kejservædighed”
Noter:
- Titus efterfølger sin far Vespasian som kejser i år 79
- Caligula blev dræbt i år 41
- Britannicus var søn af kejser Claudius; han myrdes, da Nero i år 57 blev kejser i Rom
- Kvæsturen var typisk det første embede man fik i en romersk embedskarriere. Jobbet drejede sig om finansernes forvaltning
- Tarichææ og Gamala – begge byer ligger i Galilæa. Josefus skildrer Tarichææs erobring i 3.bogs kap.10 og fæstningen Gamalas i Golan-højderne i 4.bogs kap.1
- Galba fik magten efter Neros død i 68
- Aphrodite er i den græske mytologi gudinden for kærlighed, skønhed og frugtbarhed – Titus har besøgt hendes orakel i Pafos på Cypern og er herfra vendt om og taget tilbage til Judæa.
Litteratur:
Bilde, Per: Josefus som historieskriver. Gad 1983
Flavius Josefus: Den jødiske Krig. Oversat med indledning og kommentarer af Erling Harsberg. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet 1977.
Goodman, Martin: Rome & Jerusalem. The Clash of Ancient Civilizations. Penguin 2007
Grant; Michael: The Jews in the Roman World. Phoenix Giant 1973
Goldwurm, Hersch: History of the Jewish People – The Second Temple Era. Mesorah Publications 1982
Pedersen, Sigfred (red) Den nytestamentlige tids historie. Aarhus Universitetsforlag 1994
Thomsen, Rudi: Herodes. Tidsskriftet Sfinx. 2002
Link: Israel Museets store udstilling ”Herod the Great” 2014
Tilbage til fortællingen: Israel – ung og ældgammel
Kilde 21: Ibn Ishaq om Muhammeds natterejse til Jerusalem
Ibn Ishaq, der levede fra 704-767, var en muslimsk historiker, som redigerede en af de første samlede skildringer af profeten Muhammeds liv. Biografien bygger på Hadith-tekster, altså traditionerne om Muhammeds liv, der blev samlet efter hans død.
Du kan se henvisningerne i teksten: ”Hasan har overleveret følgende beretning fra profeten” eller ”Af Qatada er følgende ord fra Profeten overleveret” – det er vigtigt for en Hadith-tekst at have et øjenvidne nævnt – gerne én, der har historien direkte fra Muhammed selv.
Ibn Ishaqs Sira er i sin oprindelige form gået tabt og kendes nu alene i en redaktion af Ibn Hisham (d. 828 eller 833). Dens skildring af Muhammed er en særdeles vigtig kilde til forståelse af det Muhammedbillede, den islamiske tradition udviklede i 700-t. Værket er i sin helhed oversat til engelsk af A. Guillaume (The Life of Muhammad, London 1955).
Mens jeg sov, kom Gabriel
Hasan har overleveret følgende beretning fra profeten: Mens jeg sov, kom Gabriel[1] og vækkede mig med sin fod. Jeg satte mig op, men så ingenting, og jeg lagde mig til at sove igen. Han kom så for anden gang og vækkede mig med sin fod. Igen så jeg ingenting og lagde mig til at sove igen. Til sidst kom han for tredje gang og vækkede mig. Jeg satte mig op, og han tog fat om min overarm, jeg rejste mig og han førte mig ud til helligdommens[2] dør. Og se, der stod et hvidt ridedyr, halvt mulddyr, halvt æsel og med vinger på siden . . .[3]
Af Qutada er følgende ord fra profeten overleveret: Da jeg nærmede mig dyret for at stige op på det, var det sky, men Gabriel lagde hånden på dens manke og sagde: Skammer du dig ikke over at opføre dig sådan? Ved Gud, ingen, som er mere ædel i Guds øjne end Muhammed, har nogensinde redet på dig. Dyret blev så flovt, at det begyndte at svede, og det stod helt stille, så jeg kunne komme op på det.

Profeten Muhammeds natterejse Mekka-Jerusalem tur-retur
Muhammed i Jerusalem
Hasan beretter videre, at profeten og Gabriel red sammen til Jerusalem. Her så han Abraham, Moses og Jesus blandt andre profeter.[4]
Profeten trådte frem som bønneleder[5] foran dem og bad sammen med dem.[6]
Derefter gav man ham to skåle, én fyldt med vin og en anden med mælk. Profeten tog den med mælk og drak deraf, mens han lod vinen stå. Gabriel sagde da: Du er blevet rigtig vejledt i overensstemmelse med skabelsen, og det vil dit folk også blive, Muhammed. Vin er ikke tilladt jer.
Derpå drog profeten tilbage til Mekka, og da han om morgenen fortalte Quraish[7], hvad der var hændt, sagde de fleste: Det er helt umuligt. Det tager en karavane en måned at drage til Syrien og en måned at komme hjem igen. Kan Muhammed virkelig rejse frem og tilbage på én nat? Og mange af dem, der allerede havde omvendt sig, faldt igen fra troen …[8]
Kilde 22: Nasir-ibn-Khusraws besøg i Jerusalem i 1047
Nasir-ibn-Khusraw var en persisk digter og filosof, der levede fra 1004-1088 og især er kendt for sin rejseberetning Safarnama. Han drog fra Persien i 1046 og tilbragte de næste syv år på en 19.000 km lang rejse, der er beskrevet i bogen.
Han besøgte Mekka fire gange og udførte ritualerne dér, men synes mere fascineret af Cairo, hvor Fatimide-kaliffen Ma’ad al-Mustansir Billah regerede. Han besøgte også Jerusalem i år 1047.
Det var den femte i måneden Ramadan i året 438[9] jeg kom til Den hellige By … Befolkningen i Syrien og nabolandede kalder byen Kuds[10], og folk fra disse egne vil på denne årstid[11] tage på pilgrimsrejse til denne ny, hvis de ikke kan tage til Mekka, og de vil her udføre de samme ritualer, som de plejer at udføre i Mekka.
Der er år, hvor der vil være så mange som 20.000 mennesker i Jerusalem i de første dage af pilgrimsmåneden. For de tager også deres børn med for at fejre deres omskærelse[12]

Naser Khosrous rejse
Fra alle de græske områder
Fra alle de græske områder[13] og fra andre lande kommer der også kristne og jøder til Jerusalem i stort antal for at besøge ”opstandelseskirken” og synagogen …
Jeg skal nu forsøge at beskrive Den hellige By. Jerusalem ligger på en bakke, og byen har ikke noget vand, bortset fra regnvand. Landsbyerne rundt om har kilder, men Jerusalem har ingen kilder.
Byen er omgivet af en stærk stenmur med jernporte. Der er ingen træer i byen, for det hele er bygget på klippegrund. Jerusalem er en meget stor by. På det tidspunkt, jeg besøgte byen havde den 20.000 indbyggere…
Byen har mange håndværkere, og hver gruppe har sin særskilte basar. Moskeen ligger i byens østligste kvarter …
En stor åben plads foran dig
Når du kommer ud fra moskeen, ligger der en stor åben plads foran dig[14] Det er genopstandelsespladsen, hvor alle mennesker skal samles på dommens dag. Af denne grund kommer mennesker fra hele verden til Den hellige By for at opholde sig her, for at de kan være til stede og parate på denne udvalgte plet, når dagen, som er bestemt af Gud – Han være priset og ophøjet – oprinder.[15]
Nær ved den østlige mur … er der en underjordisk moské, til hvilken du stiger ned ad mange trin. Her står Jesu vugge. Vuggen er af sten og stor nok til at en mand kan udføre sine bønneprostrationer[16] heri. Vuggen er gjort fast i jorden, så den ikke kan flyttes. Det er den vugge, som Jesus lå i som barn, og hvorfra han talte til folket. Vuggen er i denne moske blevet gjort til Mihrab´en[17], og på østsiden af moskéen er der en tilsvarende mihrab, som er Marias hellige bedeniche.[18]
Og der er endnu en mihrab, som er indviet til Zakarias[19] – fred være med ham. Og oven over disse mihrab´er står de vers skrevet, som er blevet åbenbaret i koranen om Zakarias og Maria. Det siges, at Jesus – fred være med ham! – blev født, hvor denne moské står.[20]
Marias fingre
Og på en af moskséens søjleskafter kan man se et mærke som efter en person, der har grebet om stenen med to fingre. De siger, at det er mærker efter Marias fingre, som greb om stenen efter at hun havde fået veer. Moskeen er kendt som Mash´Isa, dvs Jesu – fred være med ham – vugge, og hver nat brænder et stort antal lamper af sølv og messing herinde.
Al Aqsa-moskéen skylder Sakhrah-stenen[21] sin position. Det var denne klippe, som Gud – han være ophøjet og priset – befalede Moses at gøre til kiblah[22] Efter at Moses havde gjort dette, levede han kun kort …

Klippemoskéen
Så kom Salomon
Så kom Salomon – fred være med ham – som byggede en moské rundt om klippen, således at klippen stod inde i midten af moskéen.[23]
Og denne klippe vedblev med at angive bederetningen, indtil Muhammed – velsignelse og fred over ham! – som først havde anerkendt denne kiblah, på Guds bud – han være ophøjet og priset – ændrede den til at være Kabaen i Mekka.
Noter:
[1] Ifølge Islam er det Ærkeenglen Gabriel, der også kendes fra jødedommen og kristendommen, der kom til ham med Koranen – og altså her også er hans ledsager på natterejsen til Jerusalem
[2] Kabaen i Mekka
[3] Ridedyret får senere et navn: Buraq
[4] I Islam genfinder vi alle profeterne fra Tanach/Det gamle Testamente og Jesus fra Det nye Testamente. I Koranen nævnes 25 profeter ved navn – Muhammed er så efter muslimsk opfattelse den sidste i rækken – han er ”profeternes sejl og lukker profetrækken.
[5] Imam
[6] Vigtig pointe: Alle de andre profeter accepterer Muhammed som den vigtigste.
[7] Quraish var den dominerende stamme i Mekka, som Muhammeds slægt Hashim tilhørte
[8] Senere kombineres denne fortælling med en fortælling, som Ibn Ishaq også kender, om at Muhammed fra Jerusalem – fra Tempelpladsen – føres op til himmelen, hvor han møder Gud. Dette afvises af nogle muslimer – Gud er så almægtig, at selv Muhammed ikke kan have talt direkte med ham.
[9] Årstallet er efter muslimsk tidsregning – altså efter Higra. Det svarer til 1047 efter kristen tidsregning
[10] På arabisk Al-Quds, der egentlig betyder helligdommen
[11] På denne årstid – Ramadan (fastemåneden) er den 9.måned i muslimsk tidsregning, Dhu al-Hidjdja – valfartsmåneden er den 12.måned
[12] Også i islam omskæres drenge – der er forskellige traditioner for, hvor gamle de skal være
[13] Det byzantinske Rige
[14] Tempelpladsen
[15] Dette er baggrunden for de mange muslimske grave lige udenfor den østlige mur overfor Olivenbjerget – og de jødiske grave på Olivenbjerget
[16] En muslimsk bøn ledsages af nøje fastlagte kropsbevægelser: stående, bøjet, knælende og næsegrus – den sidste, hvor man ligger helt nedkastet, kaldes prostration.
[17] Enhver moské har en mihrab – en bedeniche, som angiver bederetningen mod Mekka
[18] Maria spiller som profeten Jesu mor en vigtig rolle i islam.
[19] Zakarias er en profet kendt fra Tanach/Det gamle Testamente
[20] Nok en lidt overraskende oplysning for kristne læsere, idet Jesus ifølge to af evangelierne er født i byen Bethlehem.
[21] Klippen midt i Klippehelligdommen – Nasir-ibn-Khusraws skelner åbenbart ikke mellem de to helligdomme
[22] Den sten, som de bedende skulle henvende sig imod. Koranen synes at forbinde Moses – som ifølge Tanach/Det gamle Testamente aldrig nåede ind i Israel – med Jerusalem.
[23] Islam har styr på, at det er Salomon, der byggede templet i Jerusalem – men da alle hovedpersonerne i Tanach/Det gamle Testamente, jo ifølge Islam er muslimer, så er det altså ikke Templet, men en moské, han bygger.
Litteratur og links:
Forman, Jens: Muslimernes Religion. Tro, praksis og sharia. Systime 2006
Lewis, Bernard: Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år. Gyldendal 1998 (Heri 3.del: Islams frembrud og storhedstid)
Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 4.del: Islam)
Se også: Tower of David-museet om Den muslimske periode
Tilbage til: Israel – ung og ældgammel
Kilde 23: Pave Urban tale 1095
Pave Urban den 2.’s tale i Clermont den 27.november 1095 findes i flere referater. Her er den, som Robert af Rheims – ”Munken” – har nedskrevet nogle år efter.
Robert af Rheims indleder sin gengivelse af talen således:
I året 1095 efter at Vor Herre blev menneske, blev et stort kirkemøde afholdt i Auvergne-regionen i Gallien i byen, som kaldes Clermont. Pave Urban d. 2. ledte dette kirkemøde sammen med de romerske biskopper og kardinaler. Dette kirkemøde blev kendt for den store skare af både franske og tyske biskopper, samt stormænd, som deltog. Efter at have ordnet sager, der havde med kirken at gøre, gik paven ud på en stor mark, fordi ingen bygning var stor nok til at huse den store folkemængde. Dernæst talte paven til de tilstedeværende med sød og overbevisende veltalenhed og han henvendte sig til forsamlingen med ord, der mindede om det følgende, idet han sagde:
”Oh, frankere[1], folket fra den anden side af bjergene, I er det udvalgte folk og elsket af Gud, som det kan ses på jeres mange bedrifter. I adskiller jer fra alle andre folkeslag på grund af situationen i jeres land samt ved jeres katolske tro og ved den høje agtelse, som I nyder hos den hellige kirke. Disse ord er henvendt til jer. Vi ønsker at fortælle jer om bedrøvelige omstændigheder, der har ført os til jeres land, og den fare, der truer jer og alle troende.
Fra Jerusalem og Konstantinopel kommer bedrøvelige nyheder, som det så ofte er sket før. Nyheder om at et folkefærd fra det persiske kongedømme [tyrkerne][2] – et fordømt folk, et folk fuldstændig fremmed for Gud, en generation med onde hensigter og en ånd, der har opgivet troen på Gud – brutalt har invaderet de kristnes lande og affolket dem ved sværdet, plyndring og ild. De har ført fanger til deres eget land, og mange har de dræbt med grusom tortur. De har enten ødelagt mange af Guds kirker eller ladet andre omdanne til brug for deres egen religion. De ødelægger altrene med snavs og besmittelse. De dræber kristne og blodet fra omskæringen spreder de på altrene eller kaster det i døbefontene.
Det græske (byzantinske) kongerige er nu sønderlemmet af dem og de har frataget dem et så stort område i omfang, at det ikke kan krydses på en to måneders march.[3] Hvem skal hævne alt dette, hvem skal genoprette det ødelagte, om ikke I? I er dem, hvem Gud frem for andre nationer har skænket storslået ære i våbenstrid, stort mod, legemlig raskhed og styrke til at strække de hårede skalpe til jorden på dem, der vover at gøre modstand mod jer. Lad jeres forfædres bedrifter være jer en opmuntring og lad deres eksempel opildne jeres sind til mandig dåd – Karl den Stores storhed og tapperhed, og hans søn Ludvig[4] , og jeres andre konger, der har besejret saracenernes[5] kongeriger og har udvidet den hellige kirkes område i disse lande, der før var i hedensk besiddelse. Lad jer især opflamme af Den Hellige Gravs Kirke, som nu er i hænderne på urene folkeslag, og lad jer vække af denne urene vanhelligelse af de hellige steder. Oh, tapre soldater og efterkommere af uovervindelige forfædre, husk jeres forfædres tapperhed og stå ikke tilbage for dem.
Hvis kærlighed til jeres børn, forældre og koner holder jer tilbage, så husk hvad Herren siger i evangeliet: ”Den, der elsker sin fader eller moder højere end mig, er mig ikke værdig.” ”Enhver, der forlader hjem eller brødre, eller sin fader eller moder eller hustru eller børn eller land for min skyld, skal få 100 gange igen og han skal arve det evige liv.” Lad derfor ikke jeres ejendomme eller bekymringer for familien holde jer tilbage.
For dette land, som I bor i, er på den ene side omgivet af havet og på den anden side af bjergtoppe, og det er for lille til jeres store befolkning. Ej heller nyder det overflod af velstand, og det giver næppe tilstrækkelig med føde til dem, der dyrker det. Det er derfor, I dræber hinanden og erobrer land fra hinanden og fører krig, og derfor dør mange af jer i interne kampe.[6] Lad derfor hadet iblandt jer forsvinde, lad disse fejder stoppe, bring alle disse konflikter til standsning. Begynd i stedet jeres rejse til Den hellige Grav. Tag dette land fra det onde folk og lad landet underkaste sig jer. Dette land, der som Evangeliet omtaler som landet, der: ”Flyder med mælk og honning.” Dette Land blev givet af Gud til Israels børn.
Jerusalem er verdens navle, et land, der er mere frugtbart end andre, et land, der er som et andet paradis. Det er det land, som menneskehedens forløser oplyste ved sit komme, besmykkede ved sit liv, helliggjorde ved sin lidelse, forløste ved sin død og forherligede med sin grav. Denne kongelige by i verdens centrum holdes nu fanget af Kristi fjender, og er underkastet dem, som ikke kender Gud, til de vantros dyrkelse. Hun længes derfor efter at blive befriet, og ophører ikke med at bønfalde jer om at komme hende til undsætning. Især jer anråber hun om hjælp, fordi, som vi allerede har sagt, Gud har skænket jer af alle nationer stor ære i kamp. Påtag jer derfor denne rejse for forladelsen af jeres synder med visheden om en ærefuld og evig belønning i det himlens kongerige.”
Da pave Urban klogt havde sagt disse og mange andre ting, så var det som om han samlede alle de tilstedeværendes ønsker til ét formål, så at de opildnet og alle som én råbte: ”Gud vil det! Gud vil det!” Da den ærværdige romerske biskop hørte dette, vendte han sit blik mod himlen og takkede Gud, hvorefter han påbød tavshed og sagde:
”Kære elskede brødre. Vi har i dag været vidne til det, som Herren siger i evangeliet: ”Når to eller tre er samlet i mit navn, vil jeg være iblandt jer.” Hvis ikke Gud Herren havde været til stede i jeres ånd, ville I ikke alle have råbt det samme, for selv om råbet kom fra jer alle, havde jeres råb kun én kilde. Derfor siger jeg til jer, at det var Gud, som indgød dette råb i jeres bryst, og det var Gud, der frembragte det. Lad det derfor være jeres kampråb, når I angriber fjenden. Når et væbnet angreb foretages mod fjenden, lad da dette kampråb gjalde blandt alle Guds soldater: Gud vil det! Gud vil det! […]
Urban den 2. nåede lige akkurat ikke at høre om Jerusalems erobring før sin død. Han var pave fra 1088-1099.
Se også: Talen og andre gengivelser af talen.
Kilde 24: Uddrag af ”Gesta Francorum” X, 38-39 om Jerusalems erobring i 1099
Frankernes Bedrifter (Gesta Francorum) er en anonym beretning om det første korstog. Tydeligvis skrevet af et øjenvidne og nedskrevet i begyndelsen af 1100-tallet:
Onsdag og torsdag (den 13. og 14.juni 1099) angreb vi byen fra alle sider, dag og nat. Men før vi angreb byen, beordrede biskopperne og præsterne. . . at alle skulle gå i procession rundt om byen til Guds ære, og de arrangerede fælles bøn, faste og uddeling af almisser.
Tidligt den sjette dag i den uge, angreb vi igen byen fra alle sider, men da angrebet ikke lykkedes, blev vi alle forbløffet og bange. Men da den time nærmede sig, hvor Vor Herre Jesus Kristus nedlod sig til at lide på korset for os[7] , begyndte vores riddere at kæmpe bravt i et af tårnene – nemlig den deling med hertug Godfred[8] og hans bror, grev Eustace. En af vores riddere, ved navn Lethold, kravlede op ad bymuren, og så snart han havde besteget den, flygtede forsvarerne fra muren og gennem byen. Vore mænd fulgte efter, dræbte og fældede [dem] helt til Salomons tempel[9], hvor nedslagtningen var så stor, at vores mænd vadede i blod op til deres ankler.
Grev Raymond[10] havde ført sin hær og sit belejringstårn op i nærheden af muren fra syd, men mellem tårnet og muren var der en meget dyb grøft. Vores mænd havde så holdt et rådsmøde om, hvordan de kunne fylde den, og det blev proklameret af budbringere, at enhver, som bar tre sten til grøften, ville modtage en denar. Arbejdet med at fylde den havde krævet tre dage og tre nætter, og da omsider grøften var fyldt, flyttede de belejringstårnet op til muren. Men mændene, der forsvarede denne del af muren, kæmpede desperat med sten og ild. Da greven hørte, at frankerne allerede var i byen, sagde han til sine mænd: “Hvorfor nøler I? Se, frankerne er allerede nu i byen.” Emiren, der kommanderede Davidstårnet[11] , overgav sig til greven og åbnede den byport, hvor pilgrimmene havde været vant til at betale tribut[12]. Men denne gang drog pilgrimme ind i byen, mens de forfulgte og dræbte saracenerne[13] op til Salomons tempel, hvor fjenden samlede sine styrker. Kampen rasede hele dagen, så templet blev dækket af deres blod. Da hedningene var blevet overvundet, beslaglagde vore mænd et stort antal af både mænd og kvinder, som de enten dræbte eller tog til fange, som de nu ønskede. På taget af templet havde et stort antal hedninge af begge køn samlet sig, og disse blev taget under beskyttelse af Tancred [14]og Gaston af Beert[15]. Bagefter spredte hæren sig over hele byen og tog guld og sølv, heste og muldyr og husene, der var fyldt med alle slags varer, i besiddelse. Senere gik alle vores folk begejstrede til vor Herres grav, idet de græd af glæde og indfriede det offer, som de skyldte[16]
Om morgenen kravlede nogle af vores mænd forsigtigt op på taget af templet og angreb saracenerne, både mænd og kvinder, idet de halshuggede dem med dragne sværd. Resten søgte døden ved at springe ned i templet. Da Tancred hørte om dette, blev han fyldt af vrede[17]
Så besluttede vores lederes råd, at hver enkelt under bøn skulle yde almisser, således at Herren kunne vælge sig den, som Han ønskede skulle herske over de andre og regere byen. De beordrede også, at alle de saracenske døde skulle kastes ud [af byen] på grund af den store stank, da hele byen var fyldt med deres lig. De levende saracenere slæbte derfor de døde ud foran portene og lagde dem i bunker, [store] som huse. Ingen har nogensinde set eller hørt om en sådan nedslagtning af hedninge, for der blev dannet ligbål som pyramider af dem, og ingen kender deres antal, undtagen Gud. Men Raymond foranledigede, at emiren og de andre, der var med ham, blev ført til Askalon, hele og uskadte.
Den ottende dag efter at byen blev erobret, valgte de Godfred som byens leder, der skulle bekæmpe hedningene og bevogte de kristne.
Kilde 25: Uddrag af Ibn al-Athirs ”Kamil at-Tawarikh” om Saladins tilbageerobring af Jerusalem i 1187
Saladin var født i en kurdisk familie og fik som ung tjeneste hos Nur al-Din, der mellem 1146 og 1154 havde fået kontrol over hele Syrien.
Han opfordrede Nur al-Din til at involvere sig i Egypten, hvor det fatimidiske dynasti militært var hårdt trængt af korsfarerne. I 1169 blev han indsat på posten som fatimidisk vesir og gjorde op med resterne af det shiamuslimske fatimidedynasti og sikrede Egypten for sunniislam.
Ved Nur al-Dins død i 1174 fik Saladin muligheden for at lancere sig selv som hans legitime politiske arvtager og lod sig i den egenskab hylde i Damaskus i oktober 1174.
Han kom nu i konflikt med Korsfarerriget i Jerusalem og erobrede byen i 1187
Uddrag af “Den sande Historie”:
Da Saladin havde fuldført sin erobring af Askalon[18] og dens omegn, sendte han bud efter den ægyptiske flåde og en stor troppestyrke…. Den sejlende styrke afskar de franske forbindelseslinjer. Hvert eneste franske fartøj, de fik øje på, blev angrebet og hver en galej blev erobret. Da de var ankommet og Saladin kunne stole på deres støtte, marcherede han fra Askalon til Jerusalem. Dér var den ærværdige patriark, der havde større autoritet end selve kongen, og dér opholdt Balian ibn-Barzan[19] sig også, herskeren over al-Ramla, der stod lige så højt som kongen. De riddere, der havde overlevet Hattin[20], var også koncentret der.
Indbyggerne i dette område – Askalon og andre steder – havde også samlet i Jerusalem, så der var en stor skare af mennesker dér, og enhver af dem ville vælge døden frem for at se muslimerne ved magten i deres by. Ofringen af liv, ejendele og sønner var for dem[21] en del af deres forpligtelse, når det gjaldt om at forsvare byen. I løbet af denne tid befæstede de den med alle forhåndenværende midler, og derefter besteg de alle murene, besluttet på at forsvare dem af alle kræfter og viste vilje til at kæmpe til det yderste af deres evner i forsvaret af Jerusalem. […]
[Al-Athir beretter, at Saladin belejrede byen og med belejringsmaskiner satte hårde angreb ind på dens forsvarsværker.] Da frankerne så, hvor voldsomt muslimerne angreb, hvor vedvarende og effektivt ilden fra kastemaskinerne var og hvor energisk sappørerne[22] gennembrød bymurene uden at møde nogen modstand, blev de desperate, og deres ledere samlede sig for at afholde råd. De besluttede at bede om frit lejde ud af byen og at overgive Jerusalem til Saladin. De sendte en deputation af deres herrer og adelige ud for at anmode om [overgivelses]betingelser, men da de nævnte det for Saladin, nægtede han at imødekomme deres anmodning. ”Vi vil gøre med jer,” sagde han, “ligesom I gjorde med befolkningen i Jerusalem, da I indtog den i år 492[23], med mord og slaveri og andre sådanne grusomheder”. Sendebuddene vendte tomhændet tilbage. Balian ibn Barzan bad herefter om frit lejde for sig selv, så han kunne træde frem for Saladin og drøfte udviklingen. Der blev givet samtykke hertil, og han trådte frem og begyndte igen at bede om en generel amnesti til gengæld for overgivelse. Sultanen afslog stadig hans anmodninger og bønner om at vise barmhjertighed. Fortvivlet over denne indstilling, sagde Balian endelig: ”O sultan, du skal vide, at der er rigtig mange af os i denne by. Gud alene ved, hvor mange. I øjeblikket kæmper vi halvhjertet i håb om at redde vores liv og i håb om at blive skånet af dig, som du har skånet andre. Dette [gør vi] på grund af vores angst for døden og vores kærlighed til livet. Men hvis vi ser, at døden er uundgåelig, så vil vi ved Gud dræbe vores børn og vores koner, brænde vores besiddelser for ikke at efterlade dig med så meget som en dinar eller en drakme eller en enkelt mand eller kvinde til at slavebinde. Når dette er gjort, vil vi nedrive Klippemoskéen og Al-Aqsa-moskéen[24] og de andre hellige steder, og vi vil slagte de muslimske fanger, som vi har – 5000 af dem – og dræbe alle heste og dyr, vi besidder. Herefter vil vi komme ud [af byen] for at bekæmpe dig som mænd, der kæmper for deres liv. Og hver mand vil dræbe en af sine ligemænd [blandt muslimerne] før han falder død om. Vi vil dø med ære eller vinde en ædel sejr!”
Så indkaldte Saladin sine rådgivere til råd. De gik alle ind for, at han afgav de garantier, som frankerne krævede, uden at tvinge dem til at foretage ekstreme foranstaltninger, hvis resultat man ikke kunne forudse. ”Lad os betragte dem som allerede værende vores fanger,” sagde de, ”og tillad dem at løskøbe sig på de vilkår, der aftales mellem os.” Sultanen gik med til at give frankerne tilsagn om sikkerhed på den betingelse, at hver mand, rig eller fattig, skulle betale ti dinarer, børn af begge køn 2 dinarer og kvinder 5 dinarer. Alle, der betalte disse summer inden 40 dage, skulle gå fri, og dem, der ikke havde betalt inden 40 dage, skulle gøres til slaver. Balian ibn Barzan tilbød 30.000 dinarer som løsesum for de fattige, hvilket blev accepteret, og byen overgav sig fredag den 27. i måneden Rajab [2. oktober 1187], en mindeværdig dag, hvor de muslimske flag blev hejst over Jerusalems mure.
Ved hver byport gav Saladin emirerne ansvaret for indkrævning af beskatning for at gøre krav på den passende løsesum for indbyggerne. Men de snød i udførelsen af deres opgaver og fordelte imellem sig penge, som ellers ville have fyldt statskassen til gavn for alle. Der var faktisk præcis 70.000 kavalerister og infanterister i Jerusalem, uden at medregne kvinder og børn. Ikke et overraskende tal, når man betænker, at der var folk der fra Darum, Ramla, Gaza og andre steder. Der var så mange af dem, at de fyldte gaderne og kirkerne, og at det var umuligt at gå [rundt i byen]. En indikation på antallet er den kendsgerning, at de fleste af dem betalte løsesummen, og Balian ibn Barzan befriede 8000 [fattige], for hvem han betalte 30.000, og udover disse udgjorde antallet af dem, der ikke kunne betale, og som blev taget som fanger, alligevel tilsammen præcis 16.000 mennesker, mænd, kvinder og børn. […]
På toppen af Klippemoskéens kuppel var der et stort forgyldt kors. Da muslimerne drog ind i byen om fredagen, klatrede nogle af dem op til toppen af kuplen for at tage korset ned. Da de nåede toppen, steg der et stort skrig op fra byen og uden for murene, idet muslimerne i deres glæde råbte Allah akbar [Gud er stor], mens frankerne stønnende i bestyrtelse og sorg. Så højt og gennemtrængende var råbet, at jorden rystede. Da byen var blevet indtaget, og de vantro havde forladt den, besluttede Saladin, at helligdommene skulle genetableres i deres oprindelige tilstand. Tempelridderne havde bygget deres boliger op mod al-Aqsa-moskéen sammen med lagerrum, latriner og andre nødvendige kontorer, hvilket optog en del af al-Aqsa-moskéens område. Alt dette blev genetableres i den oprindelige tilstand. Sultanen beordrede, at Klippemoskéen skulle renses for al [kristen] besudling, og det blev gjort.
Kilden er skrevet af Ibn al-Athir (1160-1233), der skrev verdenshistorien “Den sande Historie” (Kamil at-Tawarikh fra de ældste tider og frem til sin egen samtid, og berettede herunder om begivenheder før og under Det 3. Korstog, som han selv var øjenvidne til, idet han i perioder var tilknyttet Saladins hær.
Noter
[1] Frankerriget var allerede blevet delt ved Verdun-traktaten i 843 – så ”frankerne” er her både folk fra Det vestfrankiske Rige (Frankrig) og fra Det østfrankiske Rige – Det tysk-romerske Rige
[2] De tyrkiske seldsjukker havde i løbet af 1000-tallet erobret de tidligere persiske områder
[3] Pave Urban kender tydeligvis til Det byzantinske Riges nederlag i 1071, hvor seldsjukkerne erobrer store dele af Anatolien
[4] Karl den Store, som i år 800 blev juledag år 800 blev kronet som Romernes Kejser – sønnen Ludvig er ham, der ved delingen i 843 fik det Østlige Dele – det ”tyske” område
[5] Saracenerne var i middelalderen en almindelig betegnelse for muslimerne
[6] På dette tidspunkt er der i Vesteuropa mange stridigheder mellem brødre om jord
[7] Jesus dør på korset fredag eftermiddag så tidligt, at han nåede at blive begravet før sabbatten havde forhindret dette
[8] Godfred af Bouillon (1060-1100), hertug af Nedre Lothringen. Fra 1100 hersker over Jerusalem
[9] Salomons Tempel – sådan omtaler Krøniken Al Aksa-Moskeen – Tempelpladsen, hvor Moskeen lå, havde jo indtil år 70 e.Kr. rummet det jødiske Tempel.
[10] Grev Raymond er Grev Raymond d.4. af Toulouse (1041-1105) også kaldet greven af St. Gilles
[11] Davidstårnet ligger også i dag i byens citadel ved den vestlige del af bymuren og Davidsporten. Den omtalte emir var byens muslimske guvernør. I citadellet er i dag Jerusalems bymuseum.
[12] De kristne pilgrimme havde hidtil skulle betale en afgift til de muslimske myndigheder, når de nåede frem til byen.
[13] Almindelig betegnelse for muslimerne i middelalderen
[14] Tancred var en af korstogenes ledere og nevø til Bohemund at Tarent.
[15] Gaston af Beert var med i Grev Raymonds hær
[16] Dette var jo også en pilgrimsfærd
[17] De havde jo fået lovet Tancreds beskyttelse
[18] Askalon er en haveby ved Middelhavet – nord for Gaza-striben
[19] Balian af Ibelin (1143-1193) var en frankisk adelsmand og ridder
[20] Slaget ved Hattin var et slag nær Tiberiassøen i det daværende kongerige Jerusalem 4.7.1187 mellem en kristen hær under Guy af Lusignan, konge af Jerusalem, og en muslimsk hær under sultan Saladin. Saladins sejr var total. Guy og de fleste kristne adelige blev fanget, og tempelriddere og johannitere blev henrettet.
[21] De kristne
[22] Sappører er soldater, der undergravede fjendens forsvarsværker. Ingeniørsoldater[23] 492 i arabisk tidsregning svarer til 1099 i den kristne. Den arabiske starter med Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i 622 – da de regner med ”måne-måneder” er deres år lidt kortere end det kristne.
[24] De to vigtigste muslimske helligdomme på Tempelpladsen
Litteratur og links
Hansen, Lars Peter Visti: Korstogene – Idé og virkelighed. Systime 2004
Maalouf, Amin: Korstogene som araberne ser dem. Gyldendal 1997
Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 5.del: Korstog)
Nielsen, Henrik Skovgaard Nielsen: Korstog og Jihad? Kulturmøder mellem Europa og Islam ca.600-ca.2000. Systime 2005
Philips, Jonathan: Sultan Saladin. En mellemøstlig legende. Kristeligt Dagblads Forlag 2020
Pihl, Michael & Jesper Rosenløv: Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv. Frydenlund 2016
Runciman, Steven: A History of the Crusades vol.1-3. Penguin 1965
Thiedecke, Johnny: Gud vil det. Korstogstiden 1100-1300. Forlaget Marko 198
Center for historieformidling tekst 176
Center for historieformidling tekst196
Tilbage til Israel – ung og ældgammel
Kilderne til den anden arabiske periode 1250 – 1517
Litteratur:
Lewis, Bernard: Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år. Gyldendal 1998 (Heri 3.del: Islams frembrud og storhedstid)
Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 6.del: Mamlukker)
Links:
Tilbage til Israel ung og ældgammel
Kilder 26: Theodor Herzl: Der Judenstaat
Theodor Herzl (1860-1904) drog efter Dreyfus-affæren tilbage til Wien og skrev bogen ”Der Judenstat” – Den jødiske Stat. Han var nået til den opfattelse, at kun hvis det jødiske folk fik deres egen stat, kunne de leve i fred – når der selv i Frankrig mere end 100 år efter Menneskerettighedserklæringen stadig var så voldsom antisemitisme – hvornår ville det så nogensinde forsvinde?
Jødespørgsmålet
Ingen kan benægte alvoren i jødernes situation. Alle de steder, hvor de bor i større grupper, bliver de mere eller mindre forfulgt[1] . Deres lighed for loven, som er vedtaget ved lov, eksisterer kun på papiret [2]. De holdes ude fra alle højere embeder, både i hæren og på alle andre offentlige og private områder. Man forsøger oven i købet at holde dem ude fra forretningslivet: ”Køb ikke noget af jøderne!”
Aggressionerne stiger dagligt i parlamenter, på møder, i pressen, fra prædikestole, på gaden, på rejser (udelukkelse fra visse hoteller) og selv steder hvor man kommer for at morer sig. Forfølgelsens karakter varierer efter lande og sociale lag. I Rusland bliver jødiske landsbyer særligt beskattede, i Rumænien slår man et par mennesker ihjel, i Tyskland gennemtæsker man dem nu og da, i Østrig terroriserer antisemitterne hele det offentlige liv, i Algeriet findes der omrejsende agitatorer, der udtaler sig mod dem; i Paris bliver jøderne holdt ude fra de såkaldte bedre sociale kredse og afvist fra foreninger. Den anti-jødiske følelse findes i et utal af grader. Men dette skal ikke være noget jamrende forsøg på at klassificere jødernes prøvelser.
Jeg har ikke til hensigt at vække medfølelse for os. Det ville være en tåbelig, nyttesløs og uværdig måde at gå frem på. Jeg vil blot spørge jøderne: er det ikke sandt, at situationen i de lande, hvor vi lever i store antal, bliver mere og mere utålelig for de jødiske advokater, læger, teknikere, lærere, og ansatte af enhver slags? Er det ikke sandt, at hele den jødiske middelklasse er stærkt truet? Er det ikke sandt, at folkemængdens had vendes mod de velhavende iblandt os? Er det ikke sandt, at vores fattige lider meget hårdere end andre fattige?
Jeg tror at dette pres kan føles overalt. I vores økonomiske højere klasser skaber det ubehag, i middelklassen vedvarende og alvorlig ængstelse, og i de lavere klasser ren fortvivlelse.
Sagen er, at det overalt går ud på det samme, og det kan sammenfattes i det klassiske berliner-råb: Juden Raus! (ud med jøderne).
Jeg vil nu formulere jødespørgsmålet i dets korteste form: Skal vi ”ud”? Og hvorhen?
Eller kan vi blive? Og hvor længe?
Lad os først afklare spørgsmålet om at blive, hvor vi er. Kan vi håbe på bedre tider, væbne os med tålmodighed, vente fromt på, at jordens konger og folk skal komme i bedre humør? jeg mener ikke, at vi kan vente at strømmen af uvilje vender sig. Hvorfor? På trods af, at vi står kongerne lige så nær som andre borgere, kan de ikke beskytte os. Det ville vække jødehadet, hvis de viser jøderne for meget velvilje. Med ”for meget” skal forstås mindre end hvad enhver anden almindelig borger eller gruppe har krav på. De folk, som jøderne bor hos, er alle antisemitter, enten skjult eller åbenlyst.
Den brede befolkning har ikke, og kan heller ikke have, nogen forståelse for historien. De ved ikke, at Europas nationer lige nu bliver hjemsøgt af Middelalderens synder. Vi er det, som ghettoen har gjort os til[3] Vi har uden tvivl opnået en førende stilling i finansverdenen, fordi man i middelalderen tvang os ud i det. Nu gentager den samme proces sig. Man tvinger os igen ud i finansverdenen, der nu hedder børsen, fordi man afskærer os fra alle andre erhverv. Men når vi er gået ind i børsforretningen, bliver det en ny grund til at foragte os. Samtidig frembringer vi til stadighed en overflod af middelmådige intellekter, som ikke kan afsættes, og dette er til lige så stor fare for vores sociale position, som vores stigende velstand er det. De veluddannede jøder, som ingen midler har, bliver alle socialister. Den sociale kamp må i begge tilfælde gå ud over os, fordi vi både i den socialistiske og den kapitalistiske lejr står på de mest udsatte poster.
Antisemitismens årsager
Vi vil ikke igen komme ind på de årsager, der har at gøre med følelser, fordomme og snævre livssyn, men vil begrænse os til udelukkende at se på politiske og økonomiske årsager. Moderne antisemitisme må ikke forveksles med tidligere tiders religiøse jødehad[4] Den tager af og til en religiøs drejning i nogle lande, men hovedstrømmen i denne aggressive bevægelse har ændret sig. I de primære lande, hvor antisemitismen er udbredt, skyldes det jødernes frigørelse (emancipation). Da de civiliserede nationer fik øjnene op for det umenneskelige i diskriminationslovgivningen og gav os borgerret, kom vores borgerret for sent. Dér, hvor vi boede, var det ikke længere muligt at emancipere os ved en lovbestemmelse. For besynderligt nok havde vi i ghettoen udviklet os til et middelklassefolk, og da vi trådte ud af ghettoen, var det blot for at styre direkte ind i en skarp konkurrence med middelklassen. Vores frigørelse placerede os altså pludselig midt i middelklassens kredse, hvor vi er nødt til at udholde et dobbelt pres, både udefra og indefra. Det kristne borgerskab er ikke uvilligt til at ofre os til socialismen, selv om det ikke ville hjælpe stort på sagerne.
Samtidig kan jødernes lige rettigheder for loven ikke trækkes tilbage, nu hvor de er blevet tildelt. Ikke kun fordi det ville være imod tidsånden, men også fordi det med det samme ville drive alle jøder, rige som fattige, ind i revolutionspartiernes rækker[5] . Man kan ikke gøre noget virkelig effektivt for at skade os. Tidligere tog man juvelerne fra jøderne. Hvordan skulle man i dag kunne få fat på vores løsøre? Det udgøres af trykte papirer, som er under lås og slå et eller andet sted i verden – måske i kristne pengekister. Det er selvfølgelig muligt at komme efter andele og obligationer i togbaner, banker og alle slags industrielle foretagender gennem beskatning, og hvor den progressive indkomstskat gælder, kan man efterhånden få tag i alt vores løsøre. Men alle disse indsatser kan ikke rettes mod jøderne alene, og skulle man alligevel gøre brug af dem, ville det umiddelbare resultat være en alvorlig økonomisk krise, som bestemt ikke kun ville ramme jøderne, som ville føle den først. Det, at det er umuligt at ramme jøderne, nærer og forbitrer hadet mod dem. Antisemitismen vokser dag for dag og time for time blandt nationerne; den må faktisk vokse, fordi årsagerne til dens vækst fortsat eksisterer og ikke kan fjernes. Dens fjerntliggende årsag er, at vores mulighed for at blive assimilerede gik tabt i Middelalderen; dens nære årsag er, at vi til overflod frembringer middelmådige intellekter, der ikke kan afsættes hverken opad eller nedad i systemet – det vil sige, at de ikke i nogen retning kan sættes i brug på en sund måde. Når vi falder, bliver vi et revolutionært proletariat — de underordnede officerer i alle revolutionære partier. Og når vi omvendt stiger opad, vokser også vore pengepunges frygtelige magt.
Antisemitismens følger
Det tryk, der øver mod os, gør os ikke bedre. Vi er ikke anderledes end andre mennesker. Vi elsker ikke vore fjender, det er ganske sandt. Men kun den, der formår at overvinde sig selv, har lov til at bebrejde os det. Det er naturligt at trykket hos os avler en fjendtlighed mod vores undertrykkere – og vores fjendtlighed får selvfølgelig trykket til at vokse. Det er umuligt at komme ud af sådan et kredsløb.
jo! vil den naive sværmer sige, jo, det er muligt. Nemlig gennem den magt der ligger i menneskets godhed
behøver jeg virkelig først bevise, hvad dette er for noget sentimentalt vrøvl? Ville man basere en forbedring af situationen på alle menneskers godhed, ja, det ville være en utopi!
Jeg har allerede talt om vores ’assimilering’[6]. Jeg siger intet øjeblik, at jeg ønsker den. Vores personlighed som folk er for historisk berømt og trods alle fornedrelser for stor til, at dens udslettelse er ønskelig. Men vi kunne måske blive optaget og indlemmet i de folk, der omgiver os, hvis man lod os være i fred i to generationer. Man vil ikke lade os være i fred. Efter korte perioder af tolerance vækkes fjendskabet mod også igen. Vores medgang synes at provokere andre, fordi verden i århundrede har været vant til at se de kummerligste af de fattige i os. Af uvidenhed eller snæversyn bemærker man ikke, at vores medgang svækker os som jøder og udvisker det særlige ved os. Kun trykket fører os tilbage til den gamle stamme, kun vores omgivelsers had gør os igen til fremmede.
Sådan er og bliver vi en adskilt gruppe – hvad enten vi vil det eller ej.
Vi er et folk – fjenden gør os til det uden vores vilje, sådan som det altid har været i historien. I dårlige tider står vi sammen, og opdager pludselig vores kraft. Ja, vi har kraft til at skabe en stat, endda en mønsterstat. Vi har alle de menneskelige og økonomiske midler, der er nødvendige til det.
Men hvor?
Skal man foretrække Argentina eller Palæstina ?[7]
Palæstina er vort uforglemmelige historiske hjem. Dette navn alene ville være et mægtigt, gribende samlingsråb for vort folk. Hvis Hans Majestæt Sultanen[8] ville give os Palæstina, kunne vi til gengæld bringe Tyrkiets finanser fuldstændig i orden. Vi ville dér for Europa kunne danne et stykke af volden mod Asien; vi ville kunne gøre tjeneste som kulturens forpost mod barbariet[9]. Vi kunne som neutral stat stå i forbindelse med hele Europa, der blev nødt til at garantere vor eksistens. For kristenhedens hellige steder lod der sig finde en folkeretslig for eksterritorial status[10]. Vi kunne danne æresvagt om de hellige steder og med vor eksistens hæfte for opfyldelsen af denne pligt. Denne æresvagt kunne for os efter 18.smertelige århundreder blive det største symbol på løsningen af jødespørgsmålet.
Kilde 27: Zionisternes Program fra Basel 1897
Som nævnt i teksten havde Herzl oprindelig planlagt at holde det første møde i sin nye nationale jødiske bevægelse – Zionisterne – i München, men de tyske jødiske ledere afviste klar tanken – så risikerede man jo, at der kunne sættes spørgsmålstegn ved deres tyske patriotisme. Så det blev i Basel i Schweiz, repræsentanter for jøder i mange forskellige lande mødtes i august 1897 og vedtog et program.
Zionismen tilstræber skabelsen af et statsretsligt sikret hjem for det jødiske folk i Palæstina. Kongressen overvejer følgende midler til opnåelse af dette mål:
- Bosættelse af jødiske agerbrugere, håndværkere og erhvervsdrivende til fremme af dette formål.
- Organisering og sammenslutning af alle jøder gennem lokale og almene foranstaltninger, som landenes love giver mulighed for.[11]
- Styrkelse af den jødiske folkefølelse og folkebevidsthed[12]
- Forberedende skridt til opnåelse af de regeringstilslutninger[13], der er nødvendige for at opnå zionismens mål.
Kilde 28: Chaim Weizmanns[14] beretning om sit møde med Balfour[15] i 1906
Chaim Weizmann var en af de mange russiske jøder, der havde forladt Zarriget. Han var født den 27.nov. 1874 i i Motal ved Pinsk i guvernementet Grodno, Efter studentereksamen udvandrede han til Tyskland, hvor han fra 1892 studerede kemi ved Technische Hochschule i Darmstadt og fra 1894 ved universitetet i Berlin. I 1897 rejste han til Freiburg im Üchtland i Schweiz, hvor han tog doktorgraden i 1899. Han fik ansættelse som docent i biokemi ved universitetet i Geneve og blev i 1904 professor ved Universitet i Manchester. Han var samtidig en del af den zionistiske bevægelse og havde været meget klar i sin modstand mod det forslag om et jødisk område i Uganda, Englands regering var kommet med i 1903 og som mange zionister havde været parate til at modtage, da overgrebene på Ruslands jøder blev stadig værre.
Charles Dreyfus, der som omtalt var administrerende direktør for anilinfabrikkerne i Clyton og formand for Zionistforbundet i Manchester, var også medlem af byrådet og formand for de konservative i Manchester. Til trods for, at han var en glødende tilhænger af Uganda-planen[16] og altid diskuterede dette emne med mig, udviklede der sig et venskabeligt forhold mellem os, der varede mange år – egentlig lige til hans død, der indtraf i en meget høj alder. I begyndelse af 1906 var der ordinært valg i England, og Balfour var blevet udset til at stille op i Clayton-kredsen i Nordmanchester. Efter forslag fra Dreyfus indvilgede Balfour i at modtage mig under kampagnens forvirring og hurlumhej. Han var interesseret i at møde en af de jøder, der havde kæmpet mod, at tilbuddet om Uganda, som hans regering havde givet, blev modtaget. Jeg behøver ikke at sige, at jeg var ivrig efter at træffe Balfour. Dreyfus´ interesse i sagen bestod i, at han ville have Balfour til at overbevise mig om, at min holdning havde været forkert. Det faldt ham ikke ind, at interviewet kunne resultere i det stik modsatte.
Jeg blev ført ind til Balfour i et værelse i det gammeldags Queens Hotel på Piccadilly, som var hans hovedkvarter. Korridoren var fyldt med folk, der ventede på at få kandidaten i tale. Jeg formoder, at mr. Balfour havde givet tilsagn om at ville se mig nogle få minutter – ”et kvarters tid”, sagde Dreyfus forsigtigt – simpelthen for at bryde sin ensformige rutine. Han brugte godt en time på mig.
Jeg havde været mindre end to år i landet[17], og mit engelske var stadig ikke let at forstå. Jeg husker, hvordan Balfour sad i sin sædvanlige stilling med fremstrakte ben og et uforstyrret udtryk i ansigtet, Vi kastede os straks ud i emnet for vor samtale. Han spurgte mig, hvorfor nogle jøder, zionisterne, så bittert modarbejdede Uganda-planen. Den britiske regering var virkelig opsat på at gøre noget for at afhjælpe jødernes elendighed; problemet var af praktisk natur, og det burde løses på en praktisk måde. Jeg svarede ved at plumpe ud i, hvad jeg erindrer som en lang følelsesbetonet tale om den zionistiske bevægelses mening. Jeg dvælede ved den åndelige side af zionismen. Jeg fremhævede, at kun en dyb religiøs overbevisning udtrykt i moderne politisk sprog kunne holde bevægelsen i live, og at denne overbevisning måtte have sit grundlag i Palæstina og kun Palæstina. Jeg tilføjede, at Moses sandsynligvis ville have knust tavlerne endnu engang, hvis han var kommet til den 6.zionistkongres på det tidspunkt, da den vedtog resolutionen om en Uganda-kommission[18]. Vi vidste, at Uganda tilbuddet var velment, og overfladisk set kunne det se ud som den mest praktiske løsning. Jeg var imidlertid overbevist om, at det jødiske folk aldrig ville kunne præstere de penge og den energi, der krævedes for at opbygge et øde land og gøre det beboeligt, med mindre dette land var Palæstina – rent bortset fra, om et andet område var til at få og kunne bruges. Palæstina udøver en magisk og romantisk tiltrækning på jøderne; vor historie er blevet, hvad den er, på grund af vor stædige fastholden ved Palæstina. Vi har aldrig accepteret, at vi har lidt nederlag, og har aldrig glemt mindet om Palæstina. En sådan tradition kan blive en virkelig drivende kraft, og det var netop, hvad vi prøvede at gøre det til. Vi kæmpede med store vanskeligheder, men var dog sikre på, at den dag ville oprinde, da de skulle lykkes.
Jeg skottede hen til min tilhører og blev pludselig bange for, at hans interesserede og høflige udseende måske kun var en maske. Jeg husker, at jeg svedte blod, og jeg prøvede at finde en lidt mindre kluntet måde at udtrykke mig på. Jeg var klar til at bukke mig ud af værelset, men Balfour holdt mig tilbage og stillede mig nogle spørgsmål angående bevægelsens vækst. Han havde hørt om ”dr.Herz”[19], en særdeles udmærket leder, der havde grundlagt og organiseret zionismen. Jeg tillod mig at rette ham, idet jeg fremhævede, at Herzl virkelig havde givet bevægelsen et nyt ståsted og traditionen en moderne politisk indfatning[20]. Herzl var imidlertid død ung, men havde efterladt os dette Uganda-testamente, som vi prøvede at få omstødt.
Pludselig sagde jeg: ”Mr.Balfour, sæt jeg tilbød Dem Paris i stedet for London, ville De så tage imod det?”
Han rettede sig i sædet og svarede: ”Jamen, dr.Weizmann, vi har London.”
”Sandt nok”, sagde jeg. ”Men vi havde Jerusalem, da London var en sump”.
Han lænede sig tilbage, vedblev at stirre på mig og sagde så to ting, som jeg har en levende erindring om. Det første var: ”Er der mange jøder, der tænker som De?”
Jeg svarede: ”Jeg tror, jeg giver udtryk for millioner af jøders tanker, jøder, som De aldrig vil få at se, og som ikke selv kan udtrykke sig, men som jeg kunne brolægge gaderne med i det land, jeg kommer fra.”
Til dette sagde han: ”Hvis det er tilfældet, vil de en dag blive en magtfaktor.”
Kort før jeg trak mig tilbage, sagde Balfour: ”Det er mærkeligt. De jøder, jeg træffer, er helt anderledes.”[21]
Jeg svarede: ”Mr Balfour, De træffer den forkerte slags jøder.”
Kilde 29: Zionisternes forslag til en erklæring fra den britiske regering vedrørende Palæstina. 18.juli 1917
I december 1916 havde 1. Verdenskrig varet i næsten 2½ år og især i Europa var den næsten gået i stå i en langvarig stillingskrig, hvor begge parter havde gravet sig ned i skyttegrave. I England kom der derfor en ny regering til med Lloyd George (1863-1945) som ny premierminister og Balfour – se forrige kilde – som udenrigsminister. Den ny regering lovede at føre en mere aktiv politik og gøre sit til at vinde krigen.
I Mellemøsten ønskede Lloyd George ikke, at Frankrig skulle få indflydelse i Palæstina, og Balfour fandt under et besøg i USA ud af, at USA’s præsident Wilson (præsident 1913-1921) gik meget op i, at et vigtigt mål for krigen måtte være en vedvarende fred under hensynstagen til ”folkenes selvbestemmelsesret – se Wilsons 14 punkter. USA var trådt ind i krigen i april 1917.
Zionisterne begyndte derfor nu at ”bearbejde” den engelske regering for at få et løfte om Palæstina, når krigen engang var vundet, og et tidligere jødisk parlamentsmedlem, Lord Rotschild, afleverede derfor på zionisternes vegne dette forslag til en erklæring, man håbede regeringen i London ville tilslutte sig.
Efter at have overvejet den zionistiske organisations målsætning accepterer Hans Majestæts regering princippet om en anerkendelse af Palæstina som det jødiske folks nationale hjem samt det jødiske folks ret til at opbygge en national tilværelse i Palæstina under en beskyttelse, som der skal tages bestemmelse om ved efter krigens sejrrige afslutning.
Som en forudsætning for, at dette princip kan gennemføres, anser Hans Majestæts regering det for væsentligt, at der gives den jødiske nation i Palæstina indre selvstyre, fri indvandring for jøder samt tilladelse til at oprette et nationalt jødisk koloniseringsselskab til genbosættelse og økonomisk udvikling af landet.
Efter Hans Majestæts regerings opfattelse bør vilkårene og formerne for det indre selvstyre samt patentet for det nationale jødiske koloniseringsselskab udarbejdes og fastlægges i detaljer sammen med repræsentanter for den zionistiske organisation.
Kilde 30: Den britiske regerings svarudkast til erklæringen om Palæstina. 31. oktober 1917
Den britiske regering brugte flere måneder til at overveje forslaget fra zionisterne. Man havde også drøftet det med USA’s præsident Wilson, med ledende zionister og med repræsentanter fra de ikke-zionistiske engelske jøder. Men udviklingen i krigen i Mellemøsten krævede efterhånden, at man måtte have styr på, hvad der skulle ske, ved det forslaget i kilde 29 kaldte ”krigens sejrrige afslutning”: Den britiske hær var i løbet af 1917 rykket fra Egypten nordøstpå mod Palæstina, havder erobret Gaza og samme dag som dette udkast drøftes, kæmper man om Beersheba – hovedbyen i den nordlige del af Negev-ørkenen – hvad der blev starten på den videre offensiv mod tyrkerne i Palæstina, som bare seks uger efter fører til Jerusalems erobring.
Hans Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for den jødiske race[22] i Palæstina og vil gøre sit bedste for at lette gennemførelsen af denne sag, idet det klart skal være underforstået, at der ikke må foretages noget, der i Palæstina kan skade de derboende ikke-jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder[23] eller i ethvert andet land de jøders rettigheder og politiske stilling, som er fuldt ud tilfredse med deres nuværende nationalitet og statsborgerskab.[24]
Kilde 31: Balfourdeklarationen 2. november 1917
Efter yderligere et par rettelser fremsendte det britiske udenrigsministerium så den 2.november 1917 det, der siden er kaldt Balfourdeklarationen. Den blev stilet til det tidligere parlamentsmedlem Lord Rotschild, der i juli havde sendt zionisternes forslag til regeringen:
Udenrigsministeriet den 2. november 1917
Kære Lord Rotschild.
På Hans Majestæts regering vegne er det mig en stor glæde at overbringe Dem følgende sympatitilkendegivelse med de jødiske zionisters målsætning, som er blevet forelagt for og godkendt af kabinettet:
”Hans Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk[25] i Palæstina og vil gøre sit bedste for at lette gennemførelsen af denne sag, idet det klar skal være underforstået, at der ikke må foretages noget, der i Palæstina kan skade derboende ikke-jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder, eller i ethvert andet land jødernes rettigheder og politiske stilling”.
Jeg vil være taknemmelig, såfremt De vil bringe denne erklæring til Zionistforbundets kundskab.
Deres Arthur James Balfour
Noter
[1] Dette er skrevet under de store forfølgelser af jøder i Zarens Rusland siden ca, 1880
[2] I mange europæiske stater havde jøderne i hvert fald på papiret fået ligeret – i Frankrig allerede efter revolutionen i 1789, i Preussen i 1812 og i Danmark med Frederik d.6s edikt fra 29.marts 1814
[3] I middelalderen boede jøder mange steder i aflukkede områder af byerne Ordet ghetto blev først brugt om det jødiske kvarter i Venedig, hvorom der i 1516 blev rejst en mur; kvarteret lå nær et støberi, getto.
[4] Det religiøse jødehad, der skyldtes, at man kristne var forargede over, at jøderne ikke havde taget imod Jesus som deres Messias og de falske beskyldninger om, at jøderne skulle være skyld i Jesu død.
[5] Herzl skriver på et tidspunkt, hvor der er stor ængstelse for de socialistiske partier rundt omkring i Europa
[6] Assimilering (eller assimilation) betyder tilpasning til eller optagelse i noget – her altså, at jøderne simpelthen tilpassede sig 100 % til det omgivne samfunds og i udstrakt grad opgav deres egne traditioner.
[7] I 1889 var 800 ortodokse jøder udvandret fra Ukraine til Argentina og havde slået sig ned som bønder på pampas´en: i 1914 fandtes der en jødisk landbefolkning på 40.000
[8] I efteråret 1898 søgte Herzl gennem den tyske Kejser Wilhelm II at få tyrkisk støtte til planen om at skabe et hjem for det jødiske folk i Palæstina; da forsøget imidlertid ikke lykkedes, henvendte han sig i årene 1901-02 direkte til sultanen, hvad der dog heller ikke gav resultat.
[9] Som mange europæere på denne tid så også Herzl Asien som barbariske områder
[10] Herzl var klar over, at mange kristne i Europa næppe ville være begejstrede over et jødisk styre over de kristne steder i Betlehem, Jerusalem og Nazareth
[11] Dansk Zinistforbund blev stiftet allerede i 1903 – dog med navnet Dansk Zioniostforening
[12] Netop de tyske jøders afvisning af kongressen, fordi de nødigt ville have sat spørgsmålstegn ved deres tyske patriotisme, havde vist Herzl, at her var noget at arbejde med.
[13] Bemærk udtrykket ”regeringstilslutninger” – Palæstina var selvfølgelig under den Osmanniske Sultan – men på dette tidspunkt har såvel Det tyske Kejserrige som Storbritannien store interesser i området
[14] Chaim Weizmann var en videnskabsmand og zionistisk politiker, der siden 1903 havde været tilknyttet Victoria Universitetet i Manchester som biokemiker. Teksten er fra hans erindringer ”Trial and Error”. London 1949
[15] Arthur James Balfour var en engelsk politiker, der havde været premierminister fra 1902-1905
[16] Den engelske regering havde tilbudt jøder at indvandre i Uganda og det var blevet vedtaget med en lille majoritet på den 6.zionistkongres i 1903 – Weizmann havde dog været imod
[17] Se indledning til kilden
[18] Man vedtog at sende en kommission af jødiske eksperter til Østafrika – flertallet mente, at situationen for især de østeuropæiske jøder nu var så desperat, at man i hvert fald måtte undersøge det britiske forslag.
[19] Balfour har nok udtalte Theodor Herzls navn på engelsk – ”Mr Herz”
[20] Theodor Herzl havde jo ændret den gamle religiøse zionisme med drømmen om at fejre den jødiske påske ”næste år i Jerusalem” til en moderne mere politisk bevægelse.
[21] Balfour har nok i høj grad mødt britiske jøder, der var stærkt assimilerede – altså helt indgået i den britiske levevis og kultur – og ikke drømte om at udvandre til Mellemøsten
[22] Her i starten af det 20.årh. er racelæren – dette med, at verden bestod af forskellige racer med særlige kendetegn – særdeles udbredt. Umiddelbart har der åbenbart ikke under diskussionerne lydt voldsomme protester over, at man omtalte jøderne som en race – de tilhørte så den semitiske race. På grund af nazismens misbrug af racebegrebet og biologiens fremskrift taler meget få i dag om dette med ”menneskeracer”.
[23] Der bor jo både kristne og jødiske arabere i området
[24] Denne gruppe nævnes bl.a. på hjemmesiden i forbindelse med mange tyske jøders afvisning af zionismen – de var sandelig tyskere af nationalitet – og i kilde 28 ser du, at Balfour jo mest træffer britiske jøder, der er stolte af deres britiske statsborgerskab og anser deres jødiske identitet for noget religiøst eller kulturelt.
[25] Det jødiske parlamentsmedlem Sir Philip Magnus havde gjort indsigelse mod ordet race, da han havde set udkastet (kilde 30). Han gjorde opmærksom på, at jøderne ikke var en race, men var bundet sammen af den jødiske religion. Også Weizmann havde protesteret mod ordet race – men havde foreslået ”Det jødiske folk” i overensstemmelse med Zionismens program – se kilde 27.
Litteratur
Bach, Tine: Mellem drøm og dilemma. Dansk Zionisme i 100 år. Dansk Zionistforbund 2003
Elon, Amos: Herzl. Samlerens Forlag 1978
Friedman, Isaiah: The Question of Palestine 1914-1918. British-Jewish-Arab Relations.. Routledge & Kegan Paul, London 1973
Lewis, Bernard: Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år. Gyldendal 1998. (Heri 3.del kap.7: Krudtimperierne)
Mentz, Jørgen: Krudtimperierne. Osmanner, Safavider, Moguler 1500-1700. Systime 1994
Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 7.del: Osmanner)
Pedersen, Hans P.: Fra Drøm til Virkelighed. Jødisk immigration til Palæstina og Israel før og nu. Proskript 2001
Rogan, Eugene: Arabernes Historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017 (Heri kap. 1-5)
Roga, Eugene: Osmannerigets Fald. Første Verdenskrig i Mellemøsten. Kristeligt Dagblads Forlag 2016.
Stein, Leonard: The Balfour Declaration. The Magnes Press 1983
Links
faktatjek: Det osmanniske Rige
Nationalmuseet: Det osmanniske Rige
Britannca: Süleyman the Magnificent
Jødisk Informationscenter: Zionisme
religion.dk: Hvad er zionisme
Tilbage til Israel ung og ældgammel
Kilde 32: Den engelsk-franske erklæring – 7. november 1918
Denne erklæring blev udsendt i Palæstina, Syrien og Irak en uge efter våbenstilstanden mellem Det tyrkiske Rige og de allierede.
Baggrunden var, at araberne siden udstedelsen af Balfourdeklarationen i november 1917 og rygter om englænderes og franskmændenes hemmelige aftale om delingen af Mellemøsten var blevet mere og mere bekymrede over, hvad der skulle ske nu efter krigen.
England og Frankrig var jo også klar over, at de snart skulle mødes med USA’s præsident Wilson, der i sine 14 punkter for USA’s krigsmål igen og igen havde understreget sine tanker om folkenes selvbestemmelsesret.
Det mål, som Frankrig og Storbritannien stræber mod ved i Østen at fortsætte den krig, der brød ud på grund af Tysklands ærgerrighed, er en fuldstændig og endelig befrielse af de folk, der så længe havde været undertrykt af tyrkerne, samt dannelse af nationale regeringer og forvaltningsorganer, hvis myndighed skal bero på folkenes egne forslag og frie valg.
For at gennemføre disse planer er Frankrig og Storbritannien enige om at opmuntre og yde hjælp til dannelse af nationale regeringer og forvaltningsorganer i Syrien og Mesopotamien, der nu er blevet befriet af de allierede, og at sikre og anerkende dem i de områder, som de er i færd med at befri, så snart de rent faktisk er blevet dannet.[1]
Det være sig langt fra, at de nærer noget ønske om at påtvinge folkene i disse egne særlige institutioner; for dem drejer det sig kun om, at de ved støtte og passende hjælp sikrer, at de regeringer og forvaltningsorganer, der er valgt frit af folkene selv, arbejder regelret. At sikre upartiskhed og lighed for loven for alle, at fremme landets økonomiske udvikling ved at støtte og opmuntre lokalt initiativ, at støtte en udbredelse af folkeoplysningen, at gøre ende på den splid, som tyrkisk politik alt for længe har draget fordel af, det er den politik, som de to allierede regeringer fører i de befriede områder.
Kilde 33: Weizmanns tale i Manchester – 9. december 1917
Denne tale er holdt den 9. december 1917 – samme dag som den britiske general Allenby rykkede ind i Jerusalem:
. . . Så snart den militære situation tillader der, håber jeg, at en jødisk kommission[2] kan rejse til Palæstina for dér at løse to opgaver: den første og mest påtrængende vil være at lindre nød og armod og hele de sår, som den frygtelige krig har forårsaget …
Vor anden opgave … vil bestå i at udarbejde planer og forslag, så vi kan begynde på den vanskelige opgave at kolonisere det gamle land og give det nyt liv …
For zionisterne er det en gammel sandhed, at landet ikke bliver til et jødisk land, hvis jøderne køber det, men ikke bearbejder det med egne hænder. Landet bliver ikke jødisk gennem køb med penge, men gennem arbejde…
I løbet af de sidste ti år af vort koloniseringsarbejde er tendensen til at erstatte arabiske arbejdere med jødiske mere og mere trådt i forgrunden, uden at man har taget hensyn til de tab, der ofte har været forbundet dermed, og jeg vil gerne, at araberne skal vide, at vi ikke gør dette af fjendskab mod dem, men fordi vi vil komme sir Mark Sykes´ forudsigelse[3] i forkøbet og gøre Palæstina til et virkeligt jødisk land. Vi ønsker at kolonierne skal være jødiske, og at arbejdet skal være jødisk, og jeg vil gerne, at vore arabiske venner skal forstå, at det er en elementær grundsætning for dem, der vil opbygge er jødisk land, at arbejdet skal foretages med jødiske hænder og jødiske hoveder og ikke blot med jødiske penge …
Når tiden er inde til, at opbygningen af Palæstina kan begynde, vil det blive en af vore mest påtrængende opgaver at nå til den ønskede forståelse med vore naboer, araberne og armenierne[4] … Palæstina har jord, luft og vand nok til os alle …
Kilde 34: Aftalen mellem Feisal og Weizmann – 3. januar 1919
I forbindelse med fredsforhandlingerne i Paris underskrev Zionisternes leder Chaim Weizmann på vegne af Zionistforbundet og Emir Feisal, søn af Hussein af Mekka en aftale med følgende indhold. Feisals tro engelske medhjælper T.E .Lawrence (”Lawrence of Arabia”) oversatte aftalen for Feisal – og Feisal tilføjede en sætning efter sin underskrift, der ret hurtigt gjorde aftalen værdiløs.
Aftale mellem Emir Feisal Ibn al-Hussein al-Hashemi og præsidenten for Verdens Zionist Forbund Dr. Chaim Weizmann, 3. januar 1919:
Hans kongelige højhed, Emir Feisal, der repræsenterer og handler på vegne af det arabiske kongedømme i Hedjaz, og Dr. Chaim Weizmann, der repræsenterer og handler på vegne af Zionistforbundet, opmærksomme på det racemæssige slægtskab og de gamle forbindelser mellem Araberne og Det jødiske Folk og bevidste om, at den bedst mulige måde til at nå til opfyldelsen af deres naturlige målsætninger er gennem det tættest mulige samarbejde om udviklingen af Den arabiske Stat og Palæstina, og idet de endvidere er opfyldt af ønsket om at bekræfte den gode forståelse, der består mellem dem, er de blevet enige om følgende:
Artikel I:
Den arabiske Stat og Palæstina skal i alle deres indbyrdes forhold og handlinger være præget af den mest hjertelige velvilje og forståelse og til dette formål skal der udnævnes gesandter[5], der skal opholde sig i de respektive områder.
Artikel II
Straks efter afslutningen af forhandlingerne på Fredskonferencen skal de endelige grænser mellem Den arabiske Stat og Palæstina afgøres af en kommission, som de to parter enes om.
Artikel III
Når Palæstinas forfatning og administration skal etableres, skal det på alle måder sikres og garanteres, at Den britiske Deklaration af 2. november 1917[6] gennemføres.
Artikel IV
Alle nødvendige handlinger skal tages for at opmuntre og stimulere jødisk indvandring i stor stil til Palæstina og så hurtigt som muligt bosætte jødiske immigranter på landet gennem tæt bebyggelse og intensiv dyrkelse af jorden. I det man gør dette, skal de arabiske bønders og daglejeres rettigheder beskyttes og de skal hjælpes fremad i deres økonomiske udvikling.
Artikel V
Der må ikke indføres nogen form for lov eller regler som forbyder eller på nogen måde griber ind i den frie religionsudøvelse, og endvidere skal enhver til evig tid have ret til at udøve deres religiøse hverv og dyrke deres religion uden nogen former for diskrimination eller præference. Religion må aldrig blive afgørende for indbyggernes civile og politiske rettigheder.
Artikel VI
De muslimske hellige steder skal være under muslimsk kontrol.
Artikel VII
Zionistforbundet foreslår at sende en ekspertkommission til Palæstina for at få et overblik over landets økonomiske muligheder og aflægge beretning om de bedste måder at udvikle landet på. Zionistforbundet stiller førnævnte kommission til rådighed for Den arabiske Stat for at skabe et overblik over de økonomiske muligheder i Den arabiske Stat og aflægge beretning om de bedste måder at udvikle landet på. Zionistforbundet vil bruge alle sine kræfter på at hjælpe Den arabiske Stat til at opnå midlerne til at udvikle naturressourcerne og deres økonomiske muligheder.
Artikel VIII
De underskrivende parter er enige om at handle i fuldkommen enighed og harmoni på Fredskonferencen i alle de spørgsmål der er omtalt her.
Artikel IX
Enhver form for uenighed, der måtte opstå mellem de underskrivende parter skal henvises til Den britiske Regering til mægling.
Givet under vor hånd[7] i London, England, den tredje dag i januar, et tusinde ni hundrede og nitten,
Chaim Weizmann Feisal Ibn-Hussein
Emir Feisals håndskrevne forbehold:
Hvis Araberne får en stat[8] som jeg har bedt om i mit manifest fra 4. januar, adresseret til den engelske udenrigsminister, så vil jeg gennemføre, hvad jeg har lovet i denne aftale. Hvis der sker ændringer, kan jeg ikke være ansvarlig for ikke at gennemføre denne aftale.
Kilde 35: Emir Feisals memorandum til Det øverste Råd på fredskonferencen i Paris – 29. januar 1919
Fredskonferencen i Paris var åbnet den 18. januar. ”Det øverste Råd” var ”de 10 store” på fredskonferencen i Paris – USA’s præsident Wilson, Frankrigs Clemenceau, Storbritanniens Lloyd George samt Italiens og Japans regeringsledere og alle fem landes udenrigsministre. Ofte var det dog kun ”De tre Store” – Wilson, Clemenceau og Lloyd George – der forhandlede.
Emir Faisals memorandom til Det øverste Råd:
Målet for den arabiske nationalistiske bevægelse (som min fader[9] blev leder af under krigen efter fælles opfordringer fra de syriske og mesopotamiske fraktioner[10]) er at forene arabernes endeligt til én nation.…
De forskellige provinser i det arabiske Asien – Syrien, Irak, Jezireh[11], Hedjaz, Nejd[12], Jemen – er meget forskellige i økonomisk og social henseende, og det er umuligt at presse dem ind i rammerne af ét regeringssystem.
Vi tror, at Syrien, der er et område med agerbrug og industri, som er tæt befolket og har en fast bosiddende befolkning, i politisk henseende er tilstrækkeligt udviklet til at kunne styre sine egne indre forhold. Vi føler også, at udenlandsk teknisk hjælp og bistand vil være en særdeles værdifuld faktor i vor nationale vækst. Vi er villige til at betale for denne hjælp med rede penge; vi kan af hensyn til den ikke give afkald på nogen del af den frihed, vi netop selv har vundet ved våbnenes hjælp.
Jezireh og Irak er to vidtstrakte provinser, der består af tre civiliserede byer[13], som er adskilt af store øde områder, der er tyndt befolket med stammer, som er halvnomader. Verden ønsker at gøre brug af Mesopotamiens[14] naturforekomster, og vi tror derfor, at regeringssystemet dér må have mænd og materielle hjælpemidler fra en stormagt som støtteforanstaltning. Vi anmoder imidlertid om, at regeringen bliver arabisk, såvel i princip som ånd, således at man ufravigeligt følger princippet om at udpege frem for princippet om at vælge i de tilbagestående områder, indtil et bredere grundlag med tiden bliver muligt. Den arabiske regerings hovedopgave dér skulle være at overvåge uddannelsen, som skal bringe stammerne op på byernes etiske niveau.
Hedjaz er hovedsagelig et stammeområde, og regeringen skal som før være tilpasset patriarkalske forhold. Vi værdsætter sådanne mere, end Europa gør, og foreslår derfor, at vi beholder vor absolutte uafhængighed dér.
Jemen og Nejd kan ikke forventes at ville forelægge deres forhold for fredskonferencen. De passer sig selv og ordner deres egne anliggende med hensyn til Hedjaz og andetsteds[15]
I Palæstina er det overvældende flertal af befolkningen arabere. Jøderne er meget nært beslægtede med araberne, og der er ingen modsætning i folkekarakteren mellem de to racer.[16] I princippet er vi absolut enige[17]. Alligevel tør araberne ikke påtage sig ansvaret for at holde vægtskålene lige i de sammenstød mellem racer og religioner, der så ofte har bragt verden i vanskeligheder i denne ene provins. De vil gerne have en effektiv overledelse af en stor formynder, under forudsætning af, at en stor folkevalgt lokalforvaltning får beføjelser til aktivt at fremme landets materielle velfærd.
Kilde 36: Den zionistiske kommissions memorandum til Det øverste Råd på fredskonferencen i Paris – 3. februar1919
Den zionistiske Kommission blev ledet af Chaim Weizmann og fik foretræde for Det øverste Råd på fredskonferencen den 27. februar 1919.
Udpluk af Den zionistiske Kommissions forslag:
Den zionistiske kommission fremsætter i dybeste respekt følgende forslag til overvejelse for fredskonferencen:
1. De høje kontraherende parter anerkender det jødiske folks historiske ret til Palæstina og jødernes ret til at genoprette deres nationale hjem i Palæstina.
2. Vedlagte plan viser, hvor Palæstinas grænser skal gå.
3. Den øverste myndighed over Palæstina skal overdrages til Folkeforbundet, og regeringen betros Storbritannien som mandatmagt på folkeforbundets vegne.
4. …
5. …
II Mandatmagten skal blandt andet:
a. fremme jødisk indvandring og samlet bosættelses på landet, idet den nuværende ikke-jødiske befolknings fastslåede rettigheder skal beskyttes på rimelig vis.
b) samarbejde om disse forholdsregler med et råd, der oprettes til udvikling af det jødiske nationale hjem og repræsenterer jøderne i Palæstina og den øvrige verden; det overlades også til dette råd at organisere jødernes uddannelse.
Forslag til Mandatmagten
2. Det jødiske folk skal have ret til en rimelig repræsentation i de udøvende og lovgivende organer, samt når der udtages personale til administrationen. Mandatmagten skal rådføre sig med Det jødiske Råd, som det herefter vil blive benævnt, angående denne repræsentation.
Hverken lov eller sædvane må forhindre, at en borger i Palæstina udnævnes til en administrativ topstilling.
5. Hebraisk skal være et af de officielle sprog i Palæstina og anvendes i alle dokumenter, dekreter og meddelelser samt på alle frimærker, mønter og pengesedler, der udstedes af regeringen.
6. Den jødiske sabbat og de jødiske helligdage skal anerkendes som lovlige hviledage.
Det jødiske Råd for Palæstina
1. Der vælges et jødisk råd af en jødisk kongres repræsenterende jøderne i Palæstina og den øvrige verden; den sammenkaldes til møde i Jerusalem 1. januar 1920 eller før, eller snarest muligt derefter at det provisoriske jødiske råd, som det herefter benævnes.[18]
2. Der jødiske Råd skal anerkendes i henhold til lov og have bemyndigelse til:
a) at samarbejde og rådføre sig med samt hjælpe Palæstinas regering i alle sager, der angår det jødiske folk i Palæstina og i alle sådanne sager være og handle som repræsentant for det jødiske folk
b) at deltage i udvikling og administration af indvandring, landbrugskolonier, kreditydelser, offentlige arbejder, tjenesteydelser og foretagender samt enhver anden form for virksomhed, der har til formål at udvikle landet. Organiseringen af jødernes uddannelse overlades til rådet.
c) at erhverve og besidde fast ejendom
d) at erhverve og udnytte koncessioner og offentlige arbejder og udnyttelse af naturforekomster.
Kilde 37: Referat af hemmeligt møde i Det øverste Råd om de arabiske områder – 20. marts 1919
Det blev meget hurtigt klart under fredsforhandlingerne i Paris, at England og Frankrig havde helt forskellige hensigter i Mellemøsten. Frankrig ønskede hurtigst muligt at sætte sig på de områder, man havde fået lovet i Sykes-Picot-aftalen fra 1916 mellem England og Frankrig – mens England jo også havde sine løfter til araberne og jøderne ar tage hensyn til. Det hjalp heller ikke på stemningen, at de to lande også var uenige i, HVOR hårdt Tyskland skulle straffes i den fredsaftale, man i første række forhandlede og som endte med Versailles-freden.
Ved dette møde i Det øverste Råd, prøver USA’s præsident Woodrow Wilson (præsident 1913-1921) nu at mægle. Han mindede om, at timandsrådet havde vedtaget resolutioner angående mandatområderne – den ordning, man ville indføre i de arabiske områder. Her havde man slået fast, at ”et af elementerne i mandatordningen var, hvad indbyggerne i de kommende mandatområder ønskede”.
… Præsident Wilson foreslog, at man skulle udpege de bedst egnede mænd til en inter-allieret kommission; den skulle rejse til Syrien, og hvis forholdene gjorde det ønskeligt, skulle den udstrække sine undersøgelser ud over Syriens grænser. Dens opgave skulle være at få belyst den stedlige opinion og de forhold, under hvilken en mandatmagt ville komme til at arbejde. Man skulle anmode den om at komme tilbage til konferencen og redegøre for, hvad den i så henseende havde fundet ud af. … Kommissionen skulle sammensættes af et lige stort antal franske, britiske, italienske og amerikanske repræsentanter. Han ville sende dem af sted med carte blance[19] til at berette om de faktiske forhold.
Monsieur Clemenceau[20] sagde, at han i princippet var tilhænger af en undersøgelse, men det var nødvendigt at have visse garantier. Undersøgelsen måtte ikke begrænses til Syrien.[21] Mandater over Palæstina, Mesopotamien, Armenien[22] og andre dele af Det tyrkiske Rige var lige så nødvendige som et mandat over Syrien . . . Han kunne tænke sig at sende nogle franske arabere [23] dertil, eftersom Feisal kun repræsenterede én side af den arabiske race. Desuden var Feisal praktisk taget engelsk soldat[24] Han havde sagt, at han ville gøre oprør, hvis franskmændene var i Damaskus, men det var en kendsgerning, at der for nylig var blevet sendt fransk artilleri dertil, og det var blevet modtaget ganske udmærket … Kommissionens medlemmer måtte udvælges ganske omhyggeligt, og de skulle foretage undersøgelser i alle tyrkiske mandater[25]. På disse vilkår var han i princippet parat til at acceptere præsident Wilsons forslag.
Mr. Lloyd George[26] sagde, at han intet havde at indvende mod en undersøgelse i Palæstina og Mesopotamien, som var de områder, der principielt angik Det britiske Rige….
Efter Lloyd Georges anmodning påtog præsident Wilson sig at udarbejde et udkast til kommissionens arbejdsområde.
Kilde 38: Anbefalinger fra King-Crane-kommissionen – 28. august 1919
Kommissionen endte med at blive et rent amerikansk foretagende.
Hverken England eller Frankrig ønskede i virkeligheden en sådan en undersøgelse og italienerne nåede ikke engang at overveje, hvem de skulle udpege. Så to amerikanere drog af sted. Det var Dr. Henry Churchill King, præsident for Oberlin College, og Charles R.Crane, direktør for et stort firma indenfor byggebranchen i Chicago. Den opholdt sig i alt 42 dage i Syrien og Palæstina.
Anbefalingerne vedrørende Palæstina:
Vi henstiller for det femte, at det yderliggående zionistiske program for Palæstina med ubegrænset indvandring af jøder, der skal ende med at gøre Palæstina til en decideret jødisk stat, indskrænkes alvorligt…
(2) Kommissionen blev rigeligt forsynet med litteratur om det zionistiske program af den zionistiske kommission i Palæstina, hørte på møder meget om zionisternes kolonier og krav og så personligt noget af det, der er blevet nået. Der var meget i zionisternes målsætning og planer, den synes om, og den påskønner varmt den ildhu, hvormed det er lykkedes mange af kolonisterne at overvinde store naturskabte hindringer ved moderne metoder.
(3) … Det kom gentagne gange frem under kommissionens møde med jødiske repræsentanter, at zionisternes forventede at kunne komme af med praktisk talt alle de nuværende ikke-jødiske indbyggere i Palæstina ved forskellige former for opkøb.
Hvis ønskerne hos Palæstinas befolkning skal være afgørende for, hvad der skal ske med Palæstina, så bør det erindres, at den ikke-jødiske befolkning i Palæstina – der er omtrent 9/10 – er indædt modstander af hele det zionistiske program. Tabellerne viser, at intet punkt var Palæstinas befolkning mere enig om end dette, At udsætte et folk, der er således indstillet, for ubegrænset jødisk indvandring og for et konstant økonomisk og socialt pres for at få det til at opgive landet, er en grov overtrædelse af det netop anførte princip[27] og af folkeretten, selv om det sker inden for lovens rammer,
Det må også bemærkes, at den fjendtlige holdning til det zionistiske program ikke er begrænset til Palæstina, den var et meget gennemgående træk hos befolkningen i hele Syrien, hvad vores møder klart viste. Over 72% – i alt 1350 – af samtlige bønskrifter fra hele Syrien var rettet mod det zionistiske program. Kun to krav havde større støtte: kravet om et forenet Syrien[28] og kravet om uafhængighed …
… Ingen af de britiske officerer, som kommissionens medlemmer rådførte sig med, troede på, at zionisternes program kunne gennemføres uden ved hjælp af våben. Det var den almindelige anskuelse blandt officererne, at der behøvedes mindst 50.000 soldater, blot til at igangsætte programmet…
Der er en anden overvejelse, man ikke må se bort fra, hvis verden forventer, at Palæstina bliver en kommende jødisk stat, hvor langsomt det end sker. Overvejelsen står i forbindelse med, at Palæstina er ”det hellige land” for såvel jøder, kristne som muslimer … Selv med de bedste hensigter kan det betvivles, om kristne og muslimer kan anse jøderne som passende vogtere af de hellige steder eller det hellige land i det hele taget. Grunden hertil er: de steder, som er mest hellige for de kristne – de, der har at gøre med Jesus – og som også er hellige for muslimerne[29], er ikke blot ikke-hellige for jøderne, men direkte afskyelige …
På baggrund af alle disse overvejelser, men med en dyb følelse for af sympati for den jødiske sag, føler kommissionens medlemmer sig nødsaget til at henstille, at fredskonferencen kun går ind for et stærkt reduceret zionistisk progran, og selv da gennemfører det meget langsomt. Det betyder, at den jødiske indvandring begrænses afgørende, og planen om at gøre Palæstina til et decideret jødisk samfund opgives.
Kilde 39: Uddrag af Fredstraktaten med Det osmanniske Rige (Sèvrestraktaten) – 10. august 1920
King og Cranes rapport fik ingen betydning, USA’s præsident Wilson havde mindre og mindre indflydelse, da Kongressen hjemme ikke ønskede USA involveret i alle disse problemer – USA blev ikke engang medlem af Folkeforbundet, som ellers var Wilsons idé.
Efterhånden blev de fire andre fredsaftaler underskrevet:
- Versaillestraktaten med Tyskland i juni 1919.
- Saint Germain-traktaten med Østrig i september.
- Neuilly-traktaten med Bulgarien i november.
- Trianon-freden med Ungarn i juni 1920.
Nu manglede kun fredsaftalen med Det osmanniske Rige. I april 1920 holdt sejrherrerne et møde i den italienske by San Remo, hvor de endeligt indbyrdes deler de tidligere osmanniske områder. På vegne af Folkeforbundet fik Frankrig mandat over Syrien, herunder Libanon og Storbritannien over Irak og Palæstina. Det blev samtidig bestemt, at mandatområderne senere skulle overgå til fuld selvstændighed.
Man tog så tilbage til Paris og overrakte den osmanniske delegation traktaten den 11.maj. Og så kunne også fredsaftalen med Det osmanniske Rige endelig underskrives den 10.august. Den del, der angik Mellemøsten, kom til at fungere.
Med hensyn til det øvrige nægtede den tyrkiske hær i Anatolien, at anerkende freden og erklærede den 1. november 1922 både regeringen og sultan Mehmed 6. for afsat. Herefter eksisterede Det osmanniske Rige ikke længere og en ny stat, republikken Tyrkiet opstår, der i 1923 i Lausanne indgår en ny fredsaftale:
AFDELING VII. Syrien, Mesopotamien, Palæstina
Art.94: De høje kontraherende parter[30] er enige om, at Syrien og Mesopotamien i overensstemmelse med traktatens afsnit I[31] , artikel 22. paragraf 4 skal anerkendes som provisorisk uafhængige stater under forudsætning af, at en mandatmagt yder dem administrativ rådgivning og bistand, indtil de kan stå alene.
Art.95: De høje kontraherende parter er enige om, at bestemmelserne i artikel 22 skal træde i kraft og administrationen af Palæstina indenfor grænser, der fastlægges af stormagterne blandt de allierede, overdrages til en mandatmagt, der udpeges af de nævnte magter. Mandatmagten skal være ansvarlig for, at den deklaration, som oprindelig blev fremsat af den britiske regering den 2.november 1917[32] og blev antaget af de andre allierede magter med henblik på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk, gennemføres, idet det klar skal være underforstået, at der ikke må foretages noget, der i Palæstina kan skade derboende ikke-jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder, eller i ethvert andet land jødernes rettigheder og politiske stilling.
Mandatmagten påtager sig snarest muligt at udnævne en særlig kommission, der skal studere og regulere alle spørgsmål og krav vedrørende de forskellige religiøse samfund. Ved sammensætningen af denne kommission skal der tages hensyn til de forskellige religiøse samfunds interesser. Kommissionens formand skal udnævnes af folkeforbundsrådet.
Art.96: Mandatbestemmelserne vedrørende ovennævnte områder skal formuleres af stormagterne og forelægges folkeforbundsrådet til vedtagelse.
Kilde 40: Feltmarskal Allenby advarer det britiske udenrigsministerium mod at udnævne Herbert Samuel til 1. britiske højkommissær – 6. maj 1920
Med aftalerne i San Remo i april 1920 begynder England at gøre sig klar til mandatstyret i Palæstina og dermed overgangen fra militært besættelsesstyre under feltmarskal Allenby, der også var højkommissær i Egypten, til civilt styre.
Feltmarskal Allenby advarer det britiske udenrigsministerium mod at udnævne Herbert Samuel til den første højkommissær for Palæstinamandatet:
Meget presserende, privat og dybt fortroligt.
… Jeg har på behørig vis taget til efterretning, at mr. Herbert Samuel[33] er blevet bragt i forslag som den første leder af den nye administration i Palæstina, når mandatet træder i kraft, og at man anmoder om min vurdering af måden, hvorpå overgangen fra militær til civil administration skal ske, samt virkningen af de foreslåede ændringer på den indfødte befolkning …
Hvad angår virkningen på den indfødte befolkning, anser jeg udnævnelsen af en jøde som første guvernør for særdeles farlig.
Den muslimske befolkning befinder sig allerede i en tilstand af stærk ophidselse på grund af nyheden om, at mr. Balfours erklæring skal indgå i fredstraktaten[34] … Udnævnelsen af en jøde, selv en britisk jøde, som første guvernør, vil de betragte som en omgående overdragelse af landet til en permanent zionistisk administration.
Jeg forudser, at det vil skabe almindeligt røre mod zionisterne, når nyheden om mr. Samuels udnævnelse når frem, og vi må være forberedt på voldshandlinger mod jøderne, mord, overfald på jødiske landsbyer og togter ind på vort territorium østfra[35] , om ikke værre ting.
Den indfødte kristne befolkning, protestanter, katolikker og græsk-ortodokse vil også føle sig dybt såret over, at regeringen bliver overdraget til en jødisk myndighed og vil modarbejde administrationen. De har tilstrækkelig megen indflydelse til, a de kan gøre enhver form for form for regering meget vanskelig.
Jeg håber ikke, at disse anskuelser bliver opfattet som værende rettet mod mr. Samuel, som er det bedst mulige valg, hvis det endelig skal være en jøde, der skal udpeges til at stå i spidsen for den første civile regering.
Kilde 41: Palæstina-arabernes henvendelse til koloniminister Churchill – 28. marts 1921
Allerede den 1. juli 1920 overtog Herbert Samuel administrationen af Palæstina. De næste måneder skete så den overgang fra militær til civil administration, feltmarskal Allenby taler om i forrige kilde.
I januar 1921 udnævner Lloyd George Winston Churchill, der havde været marineminister 1911-1915, ammunitionsminister 1917 og krigsminister og minister for luftvåbnet 1919 til koloniminister. Dermed får han også ansvaret for de nye mandatområder Palæstina og Irak.
Den 1. marts rejser han til Cairo, hvor man enes om at dele mandatområdet Palæstina i en øst- og vestdel langs Jordanfloden. Østdelen kaldes fra nu af Transjordanien, og man anerkendte Husseins anden søn, Abdullah, Feisals bror, som Emir af Transjordanien under den britiske mandatmagt.
Fra Cairo drog Churchill til Jerusalem, besøgte Herbert Samuel og mødtes med repræsentanter for de to befolkningsgrupper i området.
Mousa Kazem Pasha El-Hussaini, som førte ordet, havde siddet i den osmanniske administration og fra 1918-20 været borgmester i Jerusalem. Han repræsenter den 3. Palæstina-arabiske kongres, der sad i Haifa.
Haifakongressens præsident, Mousa Kazem Pasha, forelagde følgende memorandum:
… Kongressen er … virkelig repræsentativ for Palæstina og dets talerør. Alle klasser er repræsenteret i den på lovlig vis. Byer, landsbyer, industri og landbrug – altså alle en nations levende udtryksformer – anerkender dens lederskab …
Araberne, der støtter sig til deres sags retfærdighed, føler sig overbevist om, at den unaturlige opdeling af deres land en dag vil forsvinde[36]…
Vi vil nu gå over til at analysere Balfourdeklarationen og vise, hvordan den er til skade for araberen, palæstinenseren og britten.
a. Ud fra et juridisk synspunkt
Et land er dets indbyggeres ejendom med tilhørende rettigheder og privilegier af borgerlig art, det udgør nationens arvegods, som er blevet overdraget fra fader til søn. Palæstinas folk har arvet landet fra sine forfædre, som disse har gjort det efter dem, der var gået forud. Derfor er Palæstina med luft, vand, jord og veje, handel, industri og agerbrug nationens uafhændelige besiddelse, og hverken England eller nogen anden magt kan tildele udlændinge andel i denne arv. Men palæstinenserne er i færd med at miste deres førstefødselsret i kraft af jødisk indvandring og takket være mr. Balfours deklaration, som er blevet forkastet i pressen, på talerstolen og over for den amerikanske kommission [37]
b. Det historiske synspunkt.
Zionisterne og Storbritannien appellerer til historien for at få deres krav bekræftet. Det påstås, at jøderne ejer landet for bestandigt, fordi de i en vis periode af historien erobrede det. Dette argument er mere poetisk end logisk. Skulle man rette sig efter det, burde araberne stille krav om Spanien, eftersom de engang erobrede det, og udviklede en høj civilisation dér. Hvorfor skal Palæstina gives tilbage til jøderne, når Spanien skal forblive på spanske hænder? …
Selv da jøderne for omkring 4000 år siden havde Palæstinas i deres besiddelse, blev deres ret dertil altid bestridt af naboerne. Hele perioden var fyldt med krige, oprør, religiøs og politisk ophidselse samt indre uro; kun under kong Salomon herskede der fred.[38] Men araberne havde i lang tid Palæstina i uforstyrret besiddelse, indtil korsfarerne ankom, og derefter overtog de igen for anden gang landet, efter at de først med udgydelsen af strømme af blod havde overtaget det efter romerne. For øvrigt holdt de altid fred med naboerne – en bedrift, som israelitterne ikke kan smykke sig med.
c) Det moralske synspunkt
I mange lande har jøderne været blandt de mest aktive talsmænd for nedbrydende kræfter, især hvor de fra indflydelsesrige poster har været i stand til at gøre større skade. Det er almindelig kendt, at Ruslands sammenbrud helt eller for største delens vedkommende skyldtes jøderne, ligesom de også må tilskrives skylden for en stor del af Tysklands og Østrigs sammenbrud …
Desuden holder jøderne sig til sig selv og for sig selv, de blander sig ikke med naboerne. De ønsker at nyde godt af et lands privilegier og fordele, men vil ikke yde noget til gengæld …
På denne måde lider Palæstina under sine jødiske kolonier. Hvor disse findes, har den omliggende bondebefolkning måttet sælge og flytte væk. På grund af deres selvtilstrækkelighed vil jøderne ikke beskæftige indfødte, hvis de kan undgå det, eller handle i deres forretninger eller gavne dem på nogen måde …
Forventer Europa, at araberne skal bo og samarbejde sammen med sådan en nabo? Ville det ikke være bedre, om England fandt et land til den i de vidtstrakte ubeboede områder i sit store imperium?
Af alle de ovennævnte grunde anmoder vi i retfærdighedens og rettens navn om, at
1. Princippet om et national hjem for jøderne opgives,
2. Der oprettes en national regering, som skal være ansvarlig over for et parlament, valgt af det palæstinensiske folk, som befandt sig i Palæstina før krigen.
3. Jødisk indvandring standses, indtil en national regering er blevet dannet.
4. Love og regulativer fra før krigen opretholdes, alle de andre, der er kommet til efter den britiske besættelse, ophæves, og nye love indføres ikke, før en national regering er blevet dannet.
5. Palæstina skilles ikke fra sine søsterstater[39]
På den arabiske Palæstinakongres´ forretningsudvalgs vegne
Mousa Kazem El-Hussaini, formand
Kilde 42: Koloniminister Churchills svar til Palæstina-arabernes deputation – 28. marts 1921
Lad mig først forklare, hvorfor jeg modtager Dem her. Jeg tog ud til Cairo for at holde en konference, især om Mesopotamien, og da jeg var så nær ved, inviterede min ven, Sir Herbert Samuel, mig til at aflægge ham et besøg i Palæstina, så jeg kunne se noget af landet og drøfte nogle af dets problemer med ham på stedet. Tro ikke, jeg er kommet her for at overflødiggøre ham…
For det første har De bedt mig om at ophæve Balfourdeklarationen og standse indvandringen af jøder til Palæstina. Det står ikke i min magt at gøre det, men hvis det gjorde, nærer jeg ikke noget ønske om det. Den britiske regering har med Mr. Balfour som talerør givet sit ord på, at den ser med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina, og dette indebærer uundgåeligt jødisk indvandring til landet. Mr. Balfour og den britiske regerings deklaration er blevet ratificeret af de allierede magter, som sejrede i den store krig[40]; deklarationen blev endog udstedt, mens krigen stadig stod på, og sejr og nederlag var lige sandsynlig. Den må derfor betragtes som en af de kendsgerninger, der definitivt er blevet slået fast med den store krigs sejrrige afslutning …
Desuden er det så indlysende rigtigt, at jøderne, der er spredt over hele verden, får et nationalt center og et nationalt hjem, hvor nogle af dem kan blive genforenet. Hvor kunne det blive andre steder end i Palæstina, som de har stået i dyb og inderlig forbindelse med i over 3000 år? Vi tror, det bliver godt for verden, godt for jøderne og godt for Det britiske Imperium. Men vi tror også, at det bliver godt for de arabere, der bor i Palæstina, og det er vor hensigt, at det skal blive godt for dem, således at de ikke kommer til at lide eller blive undertrykt i det land, hvor de bor, eller bliver nægtet deres andel i alt det, der fremmer dets udvikling og velstand, og her vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på Balfourdeklarationens anden del, som højtideligt og udtrykkeligt lover Palæstinas indbyggere hel og fuld beskyttelse af deres borgerlige og politiske rettigheder. De gør mig ondt at høre, at De i den skrivelse, De lige har læst op, ikke tillægger løftet nogen værdi …
Jeg vil også gerne henlede Deres opmærksomhed på Mr. Balfours omhyggelige og nøjagtige ordvalg. Han talte om ”oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina”. Han sagde ikke, at han ville gøre Palæstina til jødernes nationale hjem. Forskellen mellem disse to ting er af største betydning. At der skal være et nationalt hjem for jøderne i Palæstina betyder ikke, at det skal ophøre med at være andre folks nationale hjem, eller at der vil blive dannet en jødisk regering, der skal herske over det arabiske folk …
Jeg tror ikke, De behøver at nære ængstelse og uro med hensyn til fremtiden. Den britiske regering har lovet, at den bevægelse, der kaldes den zionistiske, skal have en rimelig chance her i landet, og den britiske regering vil gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre dette. Men om zionismen kan lykkes, afhænger trods alt af dens egne fortjenester. Vi kan ikke tolerere, at et folk opsluger et andet, eller at et sæt nationale idealer trampes under fode, for at et andet kan komme op at stå … De kan med Deres egne øjne se det arbejde, der allerede er udført af jødiske kolonier i mange dele af landet, hvordan øde sandstrækninger er blevet genopdyrket, og blomstrende landbrug og orangelunde er kommet i stedet … Den skrivelse, De lige har læst op, fremmanede et strålende billede af tingenes herlige tilstand i Palæstina under det tyrkiske styre. Alle gjorde, hvad de havde lyst til, skatterne var lave, retsudøvelsen hurtig og upartisk, håndværk, handel, undervisning og kunst blomstrede. Det var et vidunderligt billede, men det har intet som helst at gøre med virkeligheden, for hvorfor gjorde den arabiske race ellers oprør mod disse himmelske forhold?[41] Billedet er øjensynlig overdrevet, men hvad er sandheden?
Sandheden er, at landet har været stærkt forsømt i fortiden, har sultet og er endog blevet sønderlemmet af det tyrkiske vanstyre[42]. Der er ingen grund til, at Palæstina ikke skulle kunne skaffe underhold til et større antal mennesker, end det gør i dag, og at de alle ville få en højere levestandard.
Så ville De komme og sige: Skal vi i håbet om materiel gevinst lade os blive kostet rundt med af et utal af fremmede, som kommer hertil over havet og er bragt sammen fra hele verden? Mit svar er: Nej, dette vil ikke ske, dette vil aldrig ske. Jødisk indvandring til Palæstina kan kun finde sted, hvis den skaffer sig plads ved lovlige og ærlige midler … Den nuværende regeringsform vil fortsætte i mange år, og vi vil skridt for skridt udvikle repræsentative institutioner, der fører frem til fuldt selvstyre. Alle vi, der er til stede her i dag, vil have forladt den jordiske tilværelse, før det er helt gennemført, og det vil også være tilfældet med vore børn og børnebørn. Jøderne behøver arabernes hjælp på ethvert stadium, og jeg tror det vil være klogt af dem at give dem hjælp, støtte og opmuntring under deres vanskeligheder …
Kilde 43: Palæstina-jødernes henvendelse til koloniminister Churchill – 28. marts 1921
Det jødiske Nationalråd [43] for Palæstina, der repræsenterer jøderne her i landet er og valgt af den jødiske nationalforsamling [44], som er trådt sammen på grundlag af almindelige valg af den voksne jødiske befolkning i hele Palæstina, ønsker over for Dem på den jødiske befolknings vegne i Palæstina at udtrykke sin dybeste taknemmelighed overfor den britiske regering, som var den første, der erklærede sig villig til at bistå med at genopbygge det jødiske nationale hjem i Palæstina.
I de lange udlændighedsår[45] har det jødiske folk altid holdt kærligheden til landet og dets strålende fortid i live. Troen på, at folket en dag ville vende tilbage til sit gamle land har holdt det i live under de hårdeste trængsler i alle dele af verden, og Storbritanniens løfte om at bistå ved genopbygningen af Israels nationale hjem har fyldt alle jødiske hjerter med taknemmelighed.
Det jødiske folk har ydermere grund til at være taknemmeligt, fordi Storbritannien påtog sig mandatet over Palæstina og den opgave at genoprette det jødiske nationale hjem her i overensstemmelse med folkeforbundets vedtagelse. Vi stoler på, at det vil blive muligt at føre denne vedtagelse ud i livet ved at give Palæstina sine historiske grænser[46] og rette dem til, så de dækker behovene for dets fuldstændige uafhængige økonomiske udvikling, som beror på vandkraften og kornkamrene mod nord og øst.
Palæstinas jøder og sammen med dem det jødiske folk i alle lande ser i udnævnelse af Hans Højvelbårenhed Sir Herbert Samuel, en jødisk medbroder, til højkommissær over vort historiske land det første praktiske skridt hen imod virkeliggørelsen af den britiske regerings erklæring, som blev givet gennem Mr. Balfour den 2.november 1917, og opfyldelsen af de allierede magters vedtagelse i San Remo den 24. april 1920[47]…
Den jødiske kolonisations historie i Palæstina er et bevis på de store fordele, som jødisk arbejde har bragt indbyggerne i landet. De kolonier, som jøderne har oprettet i løbet af de sidste 40 år[48], har omskabt øde områder til blomstrende haver … Disse områder, hvor tidligere kun de omvandrende beduiners hjorde græssede, og endda kun nogle få uger om året, er nu blevet tæt befolkede bebyggelser med fabrikker og industrier. De omfatter allerede en befolkning på ca.15.000 mennesker og vil efter særlige tekniske forbedringer være i stand til at opsuge et tilsvarende antal nyankommende i den nærmeste fremtid. Gennem disse kolonier tjener mange tusinder af ikke-jøder i nabolaget til livets ophold. …
Arbejdet med at give landet nyt liv fortsættes. Ud over folk med midler til at bygge og oprette fabrikker, udvikle handel og industri, er der tusinder af unge mænd, som er flygtet fra deres ødelagte hjem i Østeuropa for at give deres styrke og energi til deres eget land. Blandt dem er der lærere, læger, studenter og kontorpersonale, hovedparten i deres bedste alder. De slider hårdt med at anlægge veje og udtørre sumpe for at yde deres indsats i opbygningen af landet.
Jøderne er ivrige efter at yde deres bidrag til forsvaret af deres fædreland. De har allerede givet bevis på deres beredvillighed til opofrelse, da de i tusindvis under den store krig lod sig indrullere fra Palæstina og andre lande i de jødiske bataljoner, der kæmpede sammen med den britiske hær for Palæstinas befrielse. Efterhånden som Palæstina udvikler sig økonomisk ved jødisk indvandring, jødisk kapital og jødisk nidkærhed – vil landets evne til selvforsvar tilsvarende øges.…
Under overvejelserne angående det jødiske hjems nutid og fremtid må det som et grundlæggende princip accepteres, at det jødiske folk i hele verden er uadskilligt forbundet med Palæstina og dets fremtid. Blandt mandatmagtens praktiske forholdsregler til fremskyndelse af det nationale hjems udvikling foreslår vi en politik med tæt bosættelse på landet, forbedring af landets sundhedstilstand, indførelse af et bedre system med hensyn til veje og andre kommunikationsmidler, overdragelse til det jødiske folk af statens jord[49] og andre landområder, der ligger udyrkede hen og ikke har private ejere, så det kan tage sig af deres udvikling og ligeledes af udviklingen af landets naturforekomster.
Kilde 44: Koloniminister Churchills svar til Palæstina-jødernes deputation – 28. marts 1921
Jeg har lige overstået modtagelsen af en deputation, der repræsenterede nogle af landets muslimske indbyggere og jeg sagde ligeud til dem, at der ikke kunne blive tale om at afvige fra de principper, som er blevet fremsat af mr. Balfour i hans deklaration. Jeg fremhævede over for dem, at principperne er af dobbelt karakter: for det første ser den britiske regering med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem i Palæstina, for det andet skal gennemførelsen deraf finde sted uden skade for og uretfærdighed mod landets arabiske og kristne indbyggere[50], som til sammen naturligvis er i overvældende flertal …
Når jeg kommer tilbage til London, vil jeg uden tvivl få at vide, at det ikke ville være nødvendigt at opretholde en stor britisk garnison med så store udgifter for landet, hvis det ikke havde været på grund af den zionistiske bevægelse. De og det jødiske samfund i hele verden må hjælpe mig, så jeg kan svare på modstandernes kritik. Jeg vil gerne kunne sige, at der finder en stor begivenhed sted her, en begivenhed ad betydning for verdens skæbne. Den finder sted uden skade for eller uretfærdighed mod nogen … Jeg nærer et oprigtigt håb om, at Deres sag må lykkes. Jeg kender Deres store energi og ved, hvor store vanskelighederne er på ethvert stadium. De har min varmeste sympati med Deres anstrengelser for at overvinde dem. Hvis jeg ikke troede på, at De var besjælet af den højeste retfærdighedssans og idealisme, og på, at Deres arbejdet bliver til velsignelse for hele landet, ville jeg ikke nære de store forhåbninger, jeg gør, om, at Deres arbejde til sidst bliver fuldført.
Jeg tror, vi har givet det den bedste chance for at blive fuldført med Hans Majestæts udnævnelse af sir Herbert Samuel …
Jeg siger Dem mange tak, fordi De har villet se mig. Jeg føler mig meget beæret over den ulejlighed, De har gjort Dem. Jeg har læst den skrivelse, De har udarbejdet, med stor interesse og sympati, og jeg vil forelægge den for det britiske kabinet, når jeg kommer hjem …
Kilde 45: Uddrag af mandatforordningen for Palæstina – 24. juli 1922
Som aftalt i San Remo og derpå fastslået i Sèvres-traktaten – fredstraktaten med Det osmanniske Rige – den 10. august 1920, skulle Palæstina være et mandat i overensstemmelse med artikel 22 i Folkeforbundspagten.
Mandatordninger herunder, udarbejdet af den engelske regering, blev efterfølgende godkendt af Folkeforbundet:
Artikel 1: Mandatmagten får den fulde lovgivende og udøvende magt, bortset fra, hvor den er begrænset af bestemmelserne for dette mandat.
Artikel 2. Mandatmagten er ansvarlig for, at det i politisk, administrativ og økonomisk henseende bliver muligt at sikre oprettelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina, således som det er nedfældet i fortalen[51], og for at der udvikles selvstyrende organer, samt at alle indbyggeres borgerlige og religiøse rettigheder i landet opretholdes uden hensyn til race og religion.
Artikel 3. I det omfang, omstændighederne tillader det, skal mandatmagten fremme lokalt selvstyre.
Artikel 4. Et særligt jødisk bureau[52] skal have officiel anerkendelse som rådgivende organ for administrationen i Palæstina og samarbejde med den i sager af økonomisk, social og anden art, som måtte angå oprettelsen af det jødiske nationale hjem og den jødiske befolknings interesser i Palæstina, samt bistå med og deltage i udviklingen af landet, dog altid under kontrol af administrationen.
Zionistforbundet skal anerkendes som bureau, under forudsætning af, at mandatmagten anser dets organer for brugbare. Det skal forhandle med Hans britiske Majestæts regering og formidle samarbejdet mellem alle jøder, som er villige til at hjælpe med til oprettelsen af de jødiske nationale hjem.
Artikel 6. Samtidig med, at administrationen i Palæstina skal sørge for, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke tilsidesættes, skal den lette jødisk indvandring ved passende forholdsregler, og den skal i samarbejde med det i art. 4 nævnte bureau virke for samlede bebyggelser på landet af jøder, bl.a. på statens jord og på den uopdyrkede jord, der ikke er nødvendig for almenvellet.
Artikel 7: Administrationen i Palæstina er ansvarlig for, at der udstedet en nationalitetslov. Loven skal i sin udformning indeholde bestemmelser, der gør det lettere for jøder, der tager fast ophold i Palæstina, at opnå palæstinensisk indfødsret.[53]
Artikel 11. … Administrationen kan give det i art. 4 omtalte jødiske bureau lov til på rimelige og reelle vilkår at opføre offentlige værker og drive såvel dem som samfærdselsmidler[54] og hvad der ellers kan være til nytte for almenheden, samt til at udvikle landets naturforekomster, i tilfælde af, at administrationen ikke selv tager sig deraf. Enhver ordning skal indebære, at såvel det direkte som det indirekte udbytte, der fordeles af bureauet, ikke overstiger en rimelig rente af kapitalen: udbytte derudover nyttiggøres til gavn for landet på en måde, som kan godkendes af administrationen.
Artikel 22. Engelsk, arabisk og hebræisk skal være Palæstinas officielle sprog. Alle arabiske bekendtgørelser og indskrifter på frimærker og mønter i Palæstina skal gentages på hebraisk, og alle hebraiske bekendtgørelser og indskrifter skal gentages på arabisk.
Artikel 25. I de områder, der ligger mellem Jordanfloden og Palæstinas fremtidige østgrænse[55] har mandatmagten med folkeforbundets samtykke ret til at udsætte eller udskyde indførelsen af mandatbestemmelser, som den måtte finde uanvendelig for de eksisterende lokale forhold …[56]
Artikel 27. Til ændring af mandatbestemmelserne kræves folkeforbundets samtykke[57]
Kilde 46: Den britiske Hvidbog – 1939
Som det fremgår af den historiske gennemgang blev det mere og mere vanskeligt for Storbritannien at opfylde løfterne i Balfourdeklarationen.
Palæstina-araberne gjorde større og større modstand mod den jødiske indvandring, der var steget voldsomt i 1930´erne efter Hitlers magtovertagelse. En rundbordskonference i London i februar-marts 1939 førte ikke til noget resultat.
Araberne forlangte Palæstinas uafhængighed[58] og standsning af den jødiske indvandring. Jøderne kræver, at Balfourdeklarationen omsider blev opfyldt og at der åbnedes helt for indvandring – især de tyske jøder prøvede på dette tidspunkt – efter novemberpogromen/Krystalnatten i november 1938, på alle måder at slippe ud af Tyskland.
Chamberlains regering udstedte da nedenstående Hvidbog.
En hvidbog er en kritisk dokumentation og partsindlæg over for offentligheden. Den belyser sammenhængene på et område, som er genstand for debat, og er ofte udformet som en statusrapport – navnet skyldes omslagets farve på sådanne rapporter.
Uddrag af Den britiske Hvidbog 1939:
I. FORFATNINGEN
4. Det er blevet hævdet, at udtrykket ”et nationalt hjem for det jødiske folk” indebar en mulighed for, at Palæstina til sin tid kunne blive en jødisk stat eller et jødisk statssamfund … Hans Majestæts regering erklærer hermed utvetydigt, at det ikke er et led i dens politik at gøre Palæstina til en jødisk stat. Tværtimod, den vil betragte det som stridende mod sine forpligtelser over for araberne under mandatet …
7. De arabiske delegationer[59] har under de nyligt stedfundne drøftelser gentaget påstanden om, at Palæstina ligger i det område, hvor sir Henry McMahon[60] i oktober 1915 gik ind på at anerkende og støtte arabisk uafhængighed … Regeringen må af de grunde, som dens repræsentanter har anført i den her foreliggende rapport som sit synspunkt fastholde, at hele Palæstina vest for Jordan-floden blev undtaget fra sir Henry McMahons løfte, og kan derfor ikke acceptere, at McMahon-korrespondancen udgør et retfærdigt grundlag for kravet om, at Palæstina skal omdannes til en arabisk stat.
10. … Angående sine hensigter med hensyn til Palæstinas fremtidige regering erklærer Hans Majestæt følgende:
1) I Palæstina er det Hans Majestæts regerings mål indenfor 10 år at oprette en uafhængig stat, knyttet til Det forenede Kongerige ved et traktat, der på tilfredsstillende måde dækker begge landes handelsmæssige og strategiske behov i fremtiden. Forslaget om oprettelse af en uafhængig stat indebærer, at Folkeforbundsrådet bliver taget med på råd angående mandatets ophør
2) I den uafhængige stat skal arabere og jøder tage del i regeringen på en sådan måde, at der skabes sikkerhed for, at begge samfunds vigtigste interesser tilgodeses.
3) Forud for oprettelsen af den uafhængige stat skal der være en overgangsperiode, i hvilken Hans Majestæts regering beholder ansvaret for landets regering.
8) … Hvis der efter 10 års forløb viser sig, at omstændighederne stik imod Hans Majestæts regerings forhåbninger kræver udsættelse af oprettelsen af en uafhængig stat, vil den rådføre sig med repræsentanter for Palæstinas befolkning, folkeforbundsrådet og de arabiske nabostater, før den beslutter sig til en udsættelse. Hvis Hans Majestæts regering kommer til den konklusion, at udsættelse er uundgåelig, vil den invitere parterne til at samarbejde om en udformning af planerne for fremtiden med henblik på, at det ønskede mål kan nås på det tidligst mulige tidspunkt. …
II. INDVANDRINGEN
13. … Lige siden udstedelsen af Balfourdeklarationen har den britiske regering håbet på, at den arabiske befolkning efterhånden ville forsone sig med den øgede vækst af det jødiske nationale hjem i anerkendelse af fordelene ved en jødisk bosættelse i og udvikling af Palæstina. Dette håb er ikke gået i opfyldelse. Alternativerne for Hans Majestæts regering er nu: 1) at udvide det jødiske nationale hjem ved ubegrænset indvandring imod den derboende arabiske befolknings udtrykkelige ønske. 2) kun at tillade yderligere udvidelse af det jødiske nationale hjem ved indvandring, hvis araberne er villige til at affinde sig dermed … Efter alvorlige overvejelser og under hensyntagen til, at det jødiske nationale hjem i høj grad er blevet hjulpet frem de sidste 20 år, har den britiske regering derfor besluttet, at tiden nu er inde til at antage det andet af de ovenfor nævnte alternativer.
14. …
1) I løbet af de næste 5 år skal den jødiske indvandring være af en sådan størrelsesorden, at den bringer den jødiske befolkning op på nogenlunde 1/3 af landets samlede befolkning, hvis den økonomiske kapacitet muliggør en absorbering[61]. Hvis man i beregningerne medtager de arabiske og jødiske befolkningsgruppers forventede naturlige tilvækst og antallet af illegale jødiske indvandrere[62], der for øjeblikket befinder sig i landet, indebærer det, at ca. 75.000 indvandrere fra begyndelsen af april i år kan få adgang i løbet af de næste 5 år. Med den økonomiske absorberingsmulighed som kriterium vil indvandrerne få adgang således:
a) i hvert af de næste fem år vil et kontingent på 10.000 jøder få adgang, forstået således, at et underskud det ene år kan føjes til kontingenterne i de følgende af den 5-årige periode, hvis mulighederne før økonomisk absorbering tillader det.
b) som bidrag til løsningen af det jødiske flygtningeproblem[63] vil der blive givet adgang til yderligere 25.000 flygtninge med særlig hensyntagen til flygtningebørn[64] og pårørende, så snart højkommissæren har fået vished for, at der er sørget for deres underhold.
3) Når de 5 år er gået, vil der ikke blive givet tilladelse til yderligere jødisk indvandring, medmindre araberne i Palæstina er rede til at affinde sig dermed.
4) Hans Majestæts regering er besluttet på at standse den illegale indvandring, og yderligere foranstaltninger vil blive taget i anvendelse. Det antal illegale jødiske indvandrere, som det på trods af disse forholdsregler lykkes at komme ind i landet, og som ikke kan deporteres, vil blive fradraget det årlige kontingent.[65]
III. LANDET
16. … Rapporter fra adskillige ekspertkommissioner har vist, at der på grund af naturlig tilvækst i den arabiske befolkning og det stadige salg af arabisk jord til jøder i visse områder i de senere år, ikke er mulighed for yderligere overdragelse af arabisk jord. I andre områder må jordoverdragelser af den art indskrænkes, hvis de arabiske bønders nuværende levestandard skal opretholdes, og en jordløs arabisk befolkning af betydeligt omfang undgås. Som følge af disse omstændigheder vil der blive givet højkommissæren fuldmagt til at forhindre jordoverdragelser og til at regulere sådanne. Disse magtbeføjelser gælder fra den dag, erklæringen herom offentliggøres, og de skal bero hos højkommissæren i hele overgangsperioden.
Kilde 47: Biltmore-programmet – 11. maj 1942
Hvidbogen var en katastrofe for jøderne. De sidste måneder før krigen bryder ud, er der lukket for jødisk indvandring i Palæstina. Med 2. Verdenskrigs start 1. september 1939 er det for sent for Polens jøder, senere også for jøderne i Vesteuropa. Og fra 1941 for jøderne fra De baltiske Lande og hele Østeuropa.
I USA, der i december 1941 var trådt ind i 2. Verdenskrig, holdt det amerikanske Zionistforbund møde på hotel Bitmore i New York og vedtog her det såkaldte Biltmore-program, der var blevet udarbejdet af David Ben Gurion, formand for Jewish Agencys forretningsudvalg:
1. Amerikanske zionister, forsamlet til ekstraordinært møde, bekræfter deres urokkelige hengivenhed over for demokratisk frihed og international retfærdighed, som De forenede Stater i samarbejde med de andre Forenede Nationer[66] har viet sig til, og udtaler deres tro på humanitetens og retfærdighedens endelige sejr over lovløshed, råhed og tvang.
2. Mødet sender et budskab med håb og opmuntring til sine jødiske landsmænd i ghettoerne[67] og koncentrationslejrene[68] i et Europa, der er domineret af Hitler, og beder til, at frihedens time ikke må være langt borte fra dem.
3. Mødet sender sine varmeste hilsener til Jewish Agencys forretningsudvalg i Jerusalem, til Va´ad Leumi[69] og til hele Jishuv´en[70] i Palæstina samt udtrykker sin dybe beundring for deres udholdenhed og resultater på baggrund af de farer og vanskeligheder, der møder dem. De jødiske mænd og kvinder på markerne og i fabrikkerne og de tusinder af jødiske soldater[71], der har løst deres opgave med ære og udmærkelse i Grækenland, Etiopien, Syrien, Libyen og på andre slagmarker, har levet op til deres folks forventninger og er rede til at påtage sig en nations rettigheder og pligter.
4. I løbet af vor generation, især i de sidste 20 år, er det jødiske folk vågnet op og har omformet sit gamle hjemland: fra 50.000 ved slutningen af sidste krig er deres antal vokset til over 500.000. De har fået øde steder til at bære frugt og ørkenen til at blomstre. Deres resultater som foregangsmænd indenfor landbrug og industri, hvor de har bestræbt sig på at anvende nye former for samarbejde[72], har føjet et betydningsfuldt blad til kolonisationens historie.
5. De arabiske naboer i Palæstina har fået del i de nye værdier, der på denne måde er blevet skabt. …
6. Mødet anmoder om gennemførelse af Balfourdeklarationen og mandatets oprindelige mål, som var at give det jødiske folk mulighed for at grundlægge et jødisk statssamfund i Palæstina, hvilket blev fastslået af præsident Wilson ”i erkendelse af det jødiske folks historiske forbindelse med Palæstina”[73]
Mødet bekræfter sin urokkelige forkastelse af Hvidbogen af maj 1939[74] og benægter dens moralske og lovlige gyldighed … Hvidbogens politik er grusom og uforsvarlig, idet den nægter jøder, der er flygtet fra naziforfølgelserne, et fristed; og fra det tidspunkt, da Palæstina blev et brændpunkt i De forenede Nationers krigsfront, og jødernes bidrog med alt til rådighed stående mandskab i landbrug, fabrikker og lejre, kom den i direkte modstrid med de allieredes interesser i deres krigsanstrengelser.[75]
7. I kampen mod de aggressive og tyranniske kræfter, hvis første ofre var jøderne, og som nu truer det jødiske nationale hjem, bør der anerkendes jøderne i Palæstina fuld ret til at spille deres rolle i krigen og forsvare deres land med en jødisk militærstyrker, der kæmper under eget flag[76] og under De forenede Nationers overkommando.
8. Mødet erklærer, at den nye verdensorden, der følger på sejren, ikke kan hvile på en grundvold af fred, retfærdighed og lighed, medmindre problemet om jødernes hjemløshed finder sin endelige løsning.
Mødet opfordrer til, at Palæstinas porte åbnes, at Jewish Agency overdrages kontrollen med indvandringen til Palæstina og den fornødne myndighed til at opbygge landet, herunder også at udvikle dets ubeboede og uopdyrkede områder. Mødet opfordrer også til, at Palæstina bliver gjort til et jødisk statssamfund som en del af mønstret i en ny demokratisk verden.
Noter
[1] Faktisk havde Emir Hussains søn, Feisal, allerede den 5. oktober 1918 – fem dage efter at engelske og arabiske tropper var rykket ind i byen – udråbt et selvstændigt Arabien i Damaskus. Franskmændene smider dog Feisal ud i juli 1920.
[2] Weizmann drog selv i spidsen for en sådan kommission af sted til Palæstina 8.marts 1918.
[3] Det har ikke været muligt at finde, hvad Sir Mark Sykes – manden bag Sykes-Picot-aftalen med Frankrig – havde forudsagt om forholdene i Palæstina med hensyn til arbejdskraften.
[4] Armenierne udgjorde en større gruppe af Jerusalems befolkning – i den gamle by i Jerusalem er der 4 kvarterer – og det ene er det armenske omkring Sct. Jakob-klostret. Der har været armeniere I Jerusalem helt tilbage fra det 4.årh., hvor Armenien gjorde kristendommen til statsreligion, og armenske munke slog sig ned i Jerusalem. Bemærk også, at Gravkirken er delt mellem den græsk-ortodokse, den romersk-katolske og Den armenske Kirke.
[5] ”duly accredited agents” – altså diplomatiske udsendinge
[6] Balfourdeklarationen
[7] Juridisk formulering – nedenfor følger håndskrevne underskrifter
[8] På engelsk står ”If the Arabs are established”
[9] Hussein ibn Ali – fyrsten af Hedjaz, emir i Mekka
[10] ) Det er vigtigt for Feisal at understrege, at han taler på alle araberes verden, idet det allerede under krigen var kommet frem, at der var flere andre, der mente, at slægten nede fra Hedjaz ikke var de bedst egnede til at styre hele den arabiske verde.
[11] Område mellem Syrien og Irak
[12] Område i det nuværende Oman
[13] Mosul, Bagdad og Busra
[14] Det klassiske navn for Irak
[15] Der var evindelige stridigheder om overherredømmet over de forskellige stammeområder. Mest betydning for eftertiden blev Saud-slægten, der i 1824 havde grundlagt en saudiarabisk stat med centrum i Riyadh. I slutningen af 1800-t. blev Saudslægten udmanøvreret af Rashidslægten og måtte søge tilflugt i Kuwait. I 1902 lykkedes det imidlertid Ibn Saud at generobre Riyadh og sikre sig magten i al-Najd
[16] Som nævnt andetsteds: Også i første halvdel af de 20.årh. tales om racer som et biologisk begreb
[17] Jvf aftalen mellem Feisal og Weizmann – se forrige kilde (34)
[18] Man ender med at have to forskellige slags råd: Det ene, det lokale jødiske Nationalråd (Va’ad Le’umi), der var valgt af den jødiske nationalforsamling i Palæstina (Asefat HaNivharim) – og så Jewish Agency, der oprettes så sent som 1929 (HaSochnut HaYehudit L’Eretz Yisra’el)
[19] Carte blance er et fransk udtryk, der egentlig betyder ”hvidt kort” – de skulle altså ikke på forhånd have en masse instrukser, men uindskrænket fuldmagt til at finde ud af, hvad situationen rent faktisk var dernede.
[20] Georges Clemenceau (1841-1929( var Frankrigs premierminister 1906-09 og 1917-20.
[21] Syrien var det område, Frankrig ønskede at få og mente at have krav på efter Sykes-Picot-aftalen
[22] På dette tidspunkt er planen, at de armensk befolkede områder, hvor tyrkerne fra 1915 havde begået folkedrab mod de kristne armeniere, sammen med russiske armensk befolkede områder skulle udgøre et stort og selvstændigt Armenien – intet af dette blev til noget, da det nye Sovjetrusland indtog området og gjorde det til en armensk ”sovjetrepublik”, der fra 1922 blev en del af Sovjetunionen
[23] Frankrig havde fra 1830 haft magten i Algeriet og fra 1881 havde Tunesien været et fransk protektorat.
[24] Feisal havde været leder af den arabiske oprørshær, der sammen med englænderne havde erobret Palæstina og Syrien – fra 1917 med den engelske arkæolog T:E:Lawrence – ”Lawrence of Arabia” – som forbindelsesofficer.
[25] ”Tyrkiske mandater” er et lidt misvisende udtryk – det var jo netop de ”ikke-tyrkiske” områder, man ville tage fra Det osmanniske Rige, som så i højere grad ville blive en tyrkisk nationalstat.
[26] David Lloyd George (1863-1945) var britisk premierminister 1916-1922
[27] I noget af det, der ikke er med her, tales om Wilsons ideer om folkenes selvbestemmelsesret
[28] Et forenet Syrien: Heller ikke Syrien er jo på dette tidspunkt defineret med nogle bestemte grænser. Derfor ønsker nogle, at hele den nordvestlige del af Den arabiske Halvø (incl. Palæstina) skal være et forenet Syrien under Feisals ledelse
[29] Jesus er jo en vigtig profet i islam
[30] De, der underskriver fredsaftalen
[31] Forrest i alle 5 fredsaftaler efter 1.Verdenskrig blev Folkeforbundspagten indsat – Folkeforbundet skulle jo være garantien for, at fredsaftalerne holdt.
[32] Balfourdeklartionen
[33] Herbert Samuel havde været medlem af det britiske parlament 1902-1918 og indenrigsminister i 1916 . Han var højkommissær i Palæstina 1920-1925
[34] Se kilde 39 – Sévres-traktaten fra 1920
[35] Fra den del af Palæstina, man allerede nu var ved at gøre til et andet område – Transjordanien
[36] Englænderne er jo ved at dele Palæstina langs Jordan og gøre Østpalæstina til Transjordanien
[37] Den amerikanske kommission – King-Crane-kommissionen – se kilde 38
[38] Salomon – jødisk konge engang i 900-tallet fvt – er en vigtig profet i islam. En muslimsk hjemmeside fortæller: Profeten Salomon (as) var den yngste søn af Profeten David (as), og det var ham, der arvede sin far. Allah skænkede ham den største kongerige som ingen anden konge nogensinde har regeret. Han havde magt over vinden, og kunne bruge den til at dirigere sin trone igennem luften. Både mennesker og jinner tjente ham trofast, og han kunne beordre fuglene til at gennemføre hans befalinger ved at tale til dem med deres eget sprog. Som resultat af disse specielle velsignelser, var Profeten Salomons (as) kongerige meget mægtig og han havde mange lande under sin magt.
[39] Søsterstater – de stater, der nu oprettes, er jo alle 4 nye – det har alle været en del af Det osmanniske Rige – og geografisk vil araberne tale om ”Syrien”
[40] De andre lande tilsluttede sig Balfourdeklarationen, som derfor kom med i Sèvres-traktatens politiske bestemmelser – se kilde 39
[41] Araberne havde jo gjort oprør mod tyrkerne og i 1917/18 sammen med en engelsk hær fra Egypten smidt tyrkerne ud
[42] Som tidligere nævnt opfattede araberne hele det arabiske område som ét – Det osmanniske Rige havde delt det op i flere provinser.
[43] Det jødiske Nationalråd Va´ad Leumi, der fungerede til det Israels første regering tog over i 1948
[44] Den jødiske Nationalforsamling: Asefat HaNivharim – var en demokratisk valgt jødisk parlamentarisk forsamling i Palæstina under mandattiden – den fungere til det første Knesset var valgt i 1949
[45] Udlændighedsår: Man taler ofte om jøderne i diasporaen – et græsk begreb, der bliver brugt om folk eller befolkningsgrupper, der frivilligt eller ufrivilligt lever spredt udenfor hjemlandet.
[46] Igen er problemet, at ”Palæstina” ikke har historiske grænser – jvf hele den historiske gennemgang. Zionisterne kan her tale om det antikke ”Eretz Israel” – Davids kongerige 3000 år tidligere. Storbritannien har jo nu med Frankrig lavet en grænse mellem de britiske og det franske område, som løber, hvor grænsen i dag går mellem Libanon og Israel – Golanhøjderne er tildelt Frankrig som hørende med til Syrien.
[47] Aften mellem de allierede, der blev til Sèvres-traktaten sener på året – se kilde 30
[48] Den første aliyah – den første indvandring af jøder til Palæstina i nyere tid – begyndte i 1881/82 og varede frem til 1903.
[49] Statens jord – altså jord, som havde været i Det osmanniske Riges besiddelse
[50] Churchill sætter åbenbart lighedstegn mellem arabisk og muslim – mange af de kristne var jo også arabere.
[51] Allerede i fortalen omtales løfterne i Balfourdeklarationen, som nu var fælles allieret politik
[52] Et sådant bureau blev faktisk først oprettet i 1929 – Jewish Agency. Det blev i første omgang Det jødiske Nationalråd (Va´ad Le´umi), der blev samarbejdspartneren
[53] Kun fire år før har området jo været en del af Det osmanniske Rige, først nu skal man til at definere, hvem der er ”palæstinenser” og det bliver altså de, der bor i mandatområdet og de jøder, der ”tager fast ophold i Palæstina”.
[54] Allerede i 1933 lægges 4 jødiske busselskaber sammen til Egged – det største israelske busselskab
[55] Husk igen: Landet øst for Jordan-floden er også en del af Palæstinamandatet, selvom Abdullah allerede året før er godkendt som Emir over ”Transjordanien” – så østgrænsen er grænsen til det andet mandatområde, Irak
[56] I april og maj 1923 bliver Transjordanien helt officielt adskilt fra Palæstinamandatet og Abdullah får øget selvstændighed.
[57] Folkeforbundet gav kort efter sit samtykke til, at denne mandatforordning kun gjaldt for Palæstina vest for Jordanfloden
[58] Transjordanien var blevet næsten uafhængigt allerede i 1926 og blev helt uafhængigt i 1946, hvor Abdullah blev konge
[59] Lidt overraskende havde England foruden repræsentanter for Palæstina-araberne også indbudt repræsentanter for de arabiske stater Irak, Yemen Saudi-Arabien, Yemen og Transjordanien.
[60] Henviser til den korrespondance Sir Henry McMahon havde med den arabiske leder Hussein i Mekka i 1915 om at få ham og hans sønner til at stå i spidsen for et arabisk oprør mod Det osmanniske Rige
[61] Absorbering. At samfundet har mulighed for at optage så mange indvandrere – bolig, arbejde etc
[62] England havde allerede før 1939 prøvet at begrænse indvandringen, så nogle jøder var kommet ind udenom de officielle britiske myndigheder og blev derfor kaldt illegale.
[63] Mange af verdens lande havde i juli året før deltaget i Évian-konferencen i den lille franske by Évian-les Bains om flygtningeproblemet – ingen lande ønskede dog at tage imod flygtninge.
[64] England tog faktisk hjemme i England mod ca. 10.000 jødiske flygtningebørn uden deres forældre i disse måneder
[65] Mellem 1939 og 1943 kom mere end 20.000 ”illegale” indvandrere – mod 19.000 legale. Efter 1943 steg antallet, da de første områder begyndte at blive befriet fra Nazi-Tyskland og søgte mod Palæstina enten over havet eller gennem Tyrkiet og Libanon.
[66] Da USA trådte ind i krigen besluttede den amerikanske præsident Roosevelt og den engelske premierminister Churchill de mål, man nu sammen kæmpede for mod Nazityskland, Italien og Japan. Man kaldte sig De forenede Nationer (FN) og senere tilsluttede 26 andre nationer sig erklæringer, der er noget af baggrunden for FNs dannelse i 1945
[67] Allerede i 1940 var tyskerne begyndt at samle Polens jøder i særlige områder – ghettoer. Den største var den i Warszawa, der blev oprettet i oktober 1940
[68] Man er endnu ikke klar over, at der allerede i december 1941 i Chelmno i Polen var oprettet en decideret udryddelseslejr, og at der i samme måned, mødet blev holdt, blev oprettet yderligere to i Belzec og Sobibor i det østlige Polen.
[69] Va´ad Leumi – Det jødiske Nationalråd i Palæstina, som var valgt af den jødiske nationalforsamling
[70] Betegnelse for de jødiske indbyggere i Palæstina
[71] Med jødiske soldater tænkes på de jøder, som Royal Airforce nedkastede over de tyskbesatte områder i Polen, så de kunne hjælpe deres jødiske landsmænd. Jødiske enheder havde også deltaget i den allierede invasion af Libanon i 1941 og netop på dette tidspunkt kæmpede jødiske enheder sammen med englænderne mod Rommels Afrikakorps.
[72] En del jøder havde fra starten bosat sig i landsbrugskollektiver, kibbutzer – senere kom også lidt løsere fællesskaber, moshavim til – en form for andelssamfund.
[73] USA’s præsident Woodrow Wilson (1913-21) havde allerede i oktober 1917 givet udtryk for støtte til jødernes ret til selvbestemmelse
[74] Se forrige kilde
[75] Fem måneder før mødet her var den tyske general Rommel startet sin nye offensiv i Nordafrika, der trængte englænderne tilbage til Egypten.
[76] Først i efteråret 1944 gav englænderne efter for det jødiske pres og oprettede en jødisk brigade – The Jewish Brigade, der deltog i de sidste kampe i Italien
Litteratur
Bethell, Nocholas: The Palestine Triangle. The struggle between the British, the Jews and the Arabs 1935-48. London 1979
Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1914-1921. Imperialisme og Nationalisme i Det mellemste Østen. Gyldendal 1975
Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014
Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)
Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.7: Det britiske Imperium i Mellemøsten)
Segev, Tom: One Palestina, Complete. Metropolitan Books, New York 2000
Tuchman, Barbara W: Bible and Sword. How the British came to Palestine. New York University 1956 (Heri kap. XVII Culmination: The Balfour Declaration and the Palestine Mandate)
Links
WWI Dokument Arkiv: Sèvres-fredstrakaten fra 1920 med Det osmanniske Rige
Det israelske Udenrigsministerium: Mandatordningen fra 1922
Times of Israel: Referat af mødet mellem Hitler og Muftien i Berlin den 28. november 1941
Det Jødiske Virtuelle Bibliotek: Biltmoreprogrammet fra maj 1942
Tilbage til Israel ung og ældgammel
Kilde 48: Præsident Trumans henvendelse til Premierminister Attlee, 31. august 1945
Harry S. Truman var tiltrådt som USA’s præsident ved Roosevelts død den 12.april 1945. Clement Attlee var blevet premierminister i England, da Labour i juli havde vundet valget i Storbritannien, og Winston Churchill måtte gå af.
2. Verdenskrig i Europa var sluttet med Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8.maj 1945 – nu stod Europa med forfærdelsen over det store antal dræbte jøder, som først langsomt stod helt klart – og også overlevende jøder og jøder, der havde skjult sig under krigen. En kommission har netop undersøgt flygtningeproblemet i Europa.
Kære Premierminister,
… Mr. Harrison[1] fik instruks om blandt de fordrevne personer at lægge hovedvægten på en undersøgelse af de jødiske flygtninges problemer og behov.
Mr. Harrison besøgte ikke blot den amerikanske zone i Tyskland, men tilbragte også nogen tid i den britiske[2] . . .
Jeg har nu modtaget hans rapport. På baggrund af vores samtaler i Potsdam[3] er jeg sikker på, at De vil finde visse dele af rapporten interessant. Jeg sender Dem derfor en kopi.
… Øjensynlig vil de til rådighed stående indvandringstilladelser[4] til Palæstina være opbrugt i nær fremtid. Det er blevet fremhævet, at en tildeling af yderligere 100.000 tilladelser i høj grad kunne bidrage til en sund løsning på fremtiden for de jøder, der stadig befinder sig i Tyskland og Østrig, og for andre jødiske flygtninge, der ikke ønsker at blive, hvor de er og som af forståelige grunde ikke ønsker at vende tilbage til deres hjemland.[5]
På grundlag af denne og andre oplysninger, som er tilgået mig, deler jeg overbevisningen om, at fremtidens indvandringsmuligheder i Palæstina er så langt det vigtigste enkeltanliggende for dem, der har kendt koncentrationslejrenes rædsler i over et tiår. Det antal personer, der ønsker at indvandre til Palæstina, eller som opfylder betingelserne for at få adgang, er desværre ikke længere så stort, som det var, før nazisternes begyndte deres udryddelsesprogram. Som jeg sagde til Dem i Potsdam, nærer det amerikanske folk som helhed en fast overbevisning om, at der ikke bør lukkes for indvandring til Palæstina[6], og at et rimeligt antal af Europas forfulgte jøder efter eget ønske bør få lov til at bosætte sig dér igen.…
Hovedløsningen synes at ligge i en hurtig overflytning til Palæstina af så mange som muligt af de jøder, som ønsker det, og som ikke kan sendes hjem. Hvis en sådan aktion skal få nogen betydning, bør den ikke opsættes ret længe.
Deres meget hengivne
Harry S. Truman
Kilde 49: Attlees svar på Trumans brev af 31.aug.1945 – sendt 16.sept.1946
Premierministeren til præsident Truman.
Jeg er nu i stand til at give Dem et velovervejet svar på Deres brev af 31.august med vedlagt kopi af mr. Harrisons rapport. Jeg telegraferer for at spare tid.…
Hvad angår øjeblikkelig hjælp, er en lejr i Philippeville[7] i Nordafrika i stand til at tage 30.000 og en anden i Felada[8] kan tage 5.000. Jeg foreslår, at disse to steder bruges til at lindre den øjeblikkelige nød. Så vidt jeg har forstået står de under UNRRAs[9] kontrol. Det kræver naturligvis at vore ansvarlige myndigheder sorterer dem ud. Imidlertid kan det lette situationen.
Hvad tilfældet Palæstina angår, må vi tænke lige så meget på araberne som på jøderne; så vidt jeg forstået har Deres forgænger[10], De selv og mr. Churchill højtidelig lovet at araberne tages med på råd, før vi træffer en endelig afgørelse og sætter dem i værk. Det ville være meget uklogt at bryde disse højtidelige løfter og derved sætte hele Mellemøsten i brand. Som sagerne står, ved jeg, at De er klar over, at ansvaret for opretholdelse af ro og orden med alt, hvad det indebærer, udelukkende hviler på vort land.
Som omtalt i mit tidligere telegram[11] bruger jøderne ikke for øjeblikket det til rådighed stående antal indvandringstilladelser; de har indtil nu ikke aftaget de 1.500, der står til deres disposition i indeværende måned. De er øjensynlig indstillet på en fuldstændig forkastelse af Hvidbogen[12] og kræver en øjeblikkelig tildeling af 100.000 tilladelser, ganske uansat den virkning, det ville få på situationen i Mellemøsten.
I forbindelse med dette problem påtager et andet dermed beslægtet os, nemlig Indien. I dette land er der 90 mio. muslimer[13] som let bliver ophidsede, hvad der tvinger os til at se problemer fra den side også. Skønt vi sympatiserer med mr. Harrisons synspunkter og overvejer dem meget omhyggeligt, tror vi alligevel, at de forslag, han er kommet med, vil få meget vidtgående konsekvenser, som må opvejes yderst omhyggeligt mod de af mig ovenfor fremførte forbehold. Sagen er til nøje undersøgelse med henblik på en formulering af en langsigtet politik, som vi foreslår henvises til verdensorganisationen[14], så snart det er muligt. Imidlertid overvejer vi, hvordan vi i mellemtiden skal klare indvandringsproblemet, og det skal være mig en glæde at lade Dem vide, hvad vi har i sinde i så henseende, så snart jeg kan.
Kilde 50: Udenrigsminister Bevin orienterer Underhuset om en kommende engelsk-amerikansk undersøgelseskommission, 13. nov. 1945
Trods Attlees afvisning (se kilde 49) fortsatte Truman sit pres på den engelske regering. I oktober gentog han sin opfordring fra brevet den 31.august (se kilde 48) og opfordrede igen den engelske regering til at åbne Palæstina for en indvandring af 100.000 jødiske flygtninge i Europa.
I en ny note fra den britiske regering til den amerikanske havde den dog igen afvist presset og givet udtryk for, at enhver ændring af den jødiske indvandringskvote til Palæstina ville føre til voldsomme uroligheder i Mellemøsten. Men man foreslog så også at nedsætte en fælles engelsk-amerikansk kommission.
Hans Majestæts regering har længe alvorligt overvejet det jødeproblem, der er opstået som følge af den nazistiske forfølgelse i Tyskland, og de deraf fremkomne tilstande.…
III. Det er for nylig blevet forlangt af os, at vi skal gå med til en storstilet indvandring til Palæstina. Selvom Palæstina kan bidrage til at løse problemet, er der ikke dér tilstrækkelige muligheder for, at det alene kan redde hele problemet i land. …
IV. Palæstina er et meget vanskeligt internationalt problem. Palæstina-mandatet [15] kræver, at mandatmagten skal lette jødisk indvandring og fremme samlede bebyggelser af jøder på landet, samtidig med at den skal sikre, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke lider skade derved. Hans Majestæts regering har således en dobbelt forpligtelse: på den ene side over for jøderne, på den anden side overfor araberne.…
VI. Man må se den kendsgerning I øjnene, at det lige siden mandatets indførelse har været umuligt at finde fælles grund for arabere og jøder … Den opgave, der nu skal løses, er at forsøge at finde en udvej, der kan forlige disse modsætninger.
VII. Konflikten har givet genlyd langt ud over det lille land, hvor den er opstået. Zionismen har stærke tilhængere i USA, Storbritannien, i Dominions[16] og andetsteds. Den civiliserede verden er blevet forfærdet over de lidelser, som er blevet påført Europas forfulgte jøder i de seneste år. Men Palæstina-arabernes [17] sag er på den anden side blevet forsvaret af hele den arabiske verden og er i den sidste tid blevet en sag, som deres 90 mio. trosfæller i Indien[18] er blevet stærkt interesserede i ……
IX. Under hensyntagen til situationen som helhed og til den kendsgerning, at den har skabt en verdensomspændende interesse, som omfatter både arabere og jøder, har Hans Majestæts regering besluttet at indbyde USA’s regering til at samarbejde med sig og til at nedsætte en fælles engelsk-amerikansk undersøgelseskommission under skiftende formandskab; den skal undersøge det europæiske jødespørgsmål og komme med en vurdering af Palæstina-problemet på grundlag af denne undersøgelse. Det glæder mig at kunne underrette underhuset om, at regeringen i USA har accepteret denne indbydelse.…
XIV. Undersøgelsen vil gøre det lettere at finde frem til en løsning, som til sin tid kan lette den ordning, der skal stille Palæstina under formynderskab[19]…
Kilde 51: Anbefalinger og kommentarer fra den engelsk-amerikanske undersøgelseskommission. 20. april 1946
Som det fremgår af forrige kilde accepterede USA forslaget om en fælles kommission. Efter høringer i London og Washington i januar og februar 1946 og efter besøg i flygtningelejrene i Tyskland og Østrig tog kommissionen til Palæstina, hvor den opholdt sig i februar og marts 1946.
Anbefaling nr.1: Vi må meddele, at de oplysninger vi modtog om andre lande end Palæstina, ikke gav håb om nogen væsentlig hjælp med hensyn til at finde et hjem for de jøder, der ønsker at forlade Europa eller er tvunget til det.
Palæstina kan imidlertid ikke klare udvandringsbehovet for de jødiske ofre for nazistisk og fascistisk forfølgelse: ansvaret for, at de og i øvrigt alle andre ”fordrevne personen” bliver genbosat, påhviler hele verden.…
Anbefaling nr.2: Vi henstiller:
A: At der øjeblikkeligt udstedet 100.000 indvandringstilladelser til Palæstina for jøder, der er blevet ofre for nazisternes og fascisternes forfølgelse.
b) At disse tilladelser så vidt muligt gives i 1946, samt at den igangværende indvandring fremskyndes, så hurtigt det kan lade sig gøre.
Kommentar… Det bliver en tung byrde for Palæstina at skulle modtage så mange. Vi føler os sikre på, at myndighederne vil kunne klare det, og på, at Jewish Agency vil samarbejde med dem i fuld udstrækning.…
Anbefaling nr.3: For at jødernes og arabernes krav om monopol på Palæstina én gang for alle kan blive bragt til ophør, anser vi det for væsentligt, at der udstedes en principerklæring om følgende:
I. Jøderne må ikke herske over araberne, og araberne må ikke herske over jøderne i Palæstina.
II. Palæstina må hverken blive en jødisk eller en arabisk stat.
III: Den regeringsform, der til sin tid indføres, skal under alle forhold og under internationale garantier beskytte og bevare den kristne, muslimske og jødiske tros interesser i Det hellige Land.
Kommentar: … Palæstina er et helligt land, lige helligt for kristen, jøder og muslimer, og fordi det er et helligt land, er det ikke, og kan det aldrig blive et land, som en enkelt race eller religion med rette kan gøre krav på som sit eget.…
Palæstinas lange historie, men især de sidste 30 år, er en anden grund til, at landet ikke kan anses for et rent arabisk eller et rent jødisk land.
Jødernes har historisk tilknytning til landet. Det jødiske nationale hjem er i dag en realitet, oprettet med international garanti, selv om jøderne kun udgør et mindretal af befolkningen. Det har ret til fortsat eksistens, beskyttelse og udvikling.
Alligevel er Palæstina ikke og kan aldrig blive et rent jødisk land. Det ligger ved den arabiske verdens hovedfærdselsårer. Den arabiske befolkning, der nedstammer fra dem, der i lange tider har beboet området, betragter med rette Palæstina som sit hjemland.…
Anbefaling nr.4: Vi er nået frem til det resultat, at det fjendtlige forhold mellem jøderne og araberne … gør det næsten sikkert, at ethvert forsøg på at oprette en uafhængig palæstinensisk stat eller uafhængige palæstinensiske stater for øjeblikket og et stykke tid fremover, ville fremkalde en borgerkrig, der kunne true verdensfreden. Vi henstiller derfor, at Palæstina fortsætter under den nuværende mandatordning, indtil en formynderskabsordning under De forenede Nationer er kommet i stand.…
Anbefaling nr.6: Idet vi henstiller, at Palæstina snarest muligt overføres til De forenede Nationer, og der opnås en formynderskabsordning, henstiller vi samtidig til, at mandataren[20] indtil da administrerer Palæstina i henhold til mandatordningen[21], der om indvandringen siger, at ”Palæstina-administrationen skal lette jødernes indvandring ved passende forholdsregler, samtidig med, at den sikrer, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke forulempes derved.”…
Anbefaling nr.7: A: Vi henstiller, at forordningen af 1940 om overdragelse af jord[22] ophæves og erstattes af forordninger, der giver frihed til at sælges, forpagte og bruge jord under forudsætning af at småbønders og fæsteres interesser beskyttes.
Kilde 52: Brev fra Storbritanniens delegation til FNs fungerende generalsekretær[23] med anmodning af en ekstraordinær indkaldelse af generalforsamlingen angående Palæstina. 2. april 1947.
1946 var præget af voldsom uro i Palæstina. Den engelsk-amerikanske Undersøgelseskommissions anbefalinger var blevet mødt med afvisning af både araberne, på grund af forslaget om øget jødisk indvandring, og af jøderne på grund af anbefalingen om, at det skulle fastslås, at Palæstina aldrig ville kunne blive en jødisk stat.
Den jødiske tålmodighed var sat på en hård prøve efterhånden som måned efter måned gik uden at løfterne blev opfyldt, og angrebene på britiske installationer og militær tog til. I foråret 1947 besluttede Attlees regering derfor at bede FN sætte Palæstina-spørgsmålet på dagsordenen.
Dr. Vicor Chi Tsai Hoo
De forenede Nationer
Lake Success[24]
Sir,
Jeg har modtaget følgende budskab fra min regering:
”Hans Majestæts regering i Det forenede Kongerige anmoder De forenede Nationers Generalsekretær om at sætte Palæstina-spørgsmålet på dagsordenen til generalforsamlingens næste ordinære årlige samling. Den vil aflægge beretning for forsamlingen om sin administration af folkeforbundsmandatet og vil bede forsamlingen fremsætte forslag angående Palæstinas fremtidige styre i henhold til pagtens artikel 10.[25]
Samtidig med, at Hans Majestæts regering fremsætter denne anmodning, henleder den Generalsekretærens opmærksomhed på ønskeligheden af en hurtig afgørelse angående Palæstina og på risikoen for, at generalforsamlingen ikke når at vedtage sine forslag i næste regulære årlige samling[26], medmindre en forberedende undersøgelse af spørgsmålet i forvejen er blevet foretaget på foranledning af De forenede Nationer. Den anmoder derfor Generalsekretæren om snarest muligt at indkalde til en ekstraordinær samling af generalforsamlingen med det formål at sammensætte og give instrukser til en særlig kommission, der skal forberede spørgsmålet om foregående afsnit til behandling i generalforsamlingens ordinære samling.
I ærbødighed
Alexander Cadogan[27]
Kilde 53: Formanden for UNSCOP, svenskeren Emil Sandström, appellerer om samarbejde over Palæstinas radio kl.13.30 den 16. juni 1947
Da FNs ekstraordinære generalforsamling efter engelsk ønske mødtes den 18. april 1947, enedes man om det engelske forslag om at nedsætte en international kommission – UNSCOP – United Nations Speciel Committe on Palestine – se nærmere i den historiske gennemgang.
Her er komiteen lige ankommet til Jerusalem, og formanden, Svenskeren Emil Sandström appellerer i Palæstinas radio om samarbejde med kommissionen.
Medlemmerne af De forenede Nationers særlige Palæstina-kommission er nu kommer hertil, og kommissionen, som jeg har bemærket den lokale presse omtaler som UNSCOP, vil straks gå i gang med sit arbejde.
Jeg vil gerne understrege, at gruppens elleve medlemmer[28], som jeg har den ære at være formand for, udgør en særlig kommission, nedsat af De forenede Nationers generalforsamling med det ene formål at afgive rapport om Palæstinaspørgsmålet og fremsætte fornuftige forslag til en løsning af Palæstinaproblemet. For at nå dette mål har kommissionen forpligtet sig til at skaffe sig så meget viden, som det overhovedet er muligt, om landet og dets befolkning i den tid, der står til dens rådighed. Derfor er det kommissionens inderlige håb, at alle elementer i befolkningen vil samarbejde fuldt ud med den.
Jeg kan ikke sige stærkt nok, at kommissionen er kommet til Palæstina med fuldstændig åbent sind. Medlemmerne kommer fra elleve forskellige lande, de er valgt af generalforsamlingen, og ikke én af dem har nogen direkte interesse i Palæstinaspørgsmålet, men de deler alle den almindelige interesse i, at der findes en rimelig løsning. Vi er neutrale med hensyn til dette problem, og vi agter at indgive en upartisk rapport til generalforsamlingen. Vi kommer uden forudfattede meninger. Vi har ingen konklusioner draget i forvejen, og vi vil ikke drage nogen, før vi har fået de nødvendige oplysninger. Kommissionens arbejde begynder her og nu.
Må jeg også tilføje, at vi ikke nærer nogen illusioner. Vi er helt på det rene med, at vor opgave er meget vanskelig. Vi er kommet for at lære, og vi vil drage vore konklusioner af det, vi lærer. Vi ønsker, at vore konklusioner skal bygge på den størst mulige viden om og overvejelse af alle relevante kendsgerninger; det vil være meget beklageligt, hvis vi er unddraget oplysninger, når vi skal til at udforme konklusioner.
I den forbindelse vil jeg gerne henlede opmærksomheden på vor pressemeddelelse nr.1 af 4.juni 1947, der blev udsendt før vor ankomst hertil, og hvori alle organisationer og personer, der ønsker at blive hørt mundtligt, blev opfordret til at fremsætte deres krav om høring skriftligt. Vi gentager denne opfordring. Skrevne vidnesbyrd og anmodninger om mundtlig høring bedes adresseret til mig som formand for UNSCOP, c/o Sekretariatet, KFUMs bygning, Jerusalem.
Vi stoler på, at opfordringen vil blive imødekommet i den ånd, der er udsendt. Vi er kommet hertil ene og alene for at få oplysninger om det væsentligste grundlag for vore konklusioner, og vi nærer oprigtig tillid til, at alle implicerede parter villigt og i god mening vil give os dem[29]
Kilde 54: Høring af repræsentanter for Palæstina-regeringen. Lukket møde afholdt i KFUM-bygningen i Jerusalem, mandag den 16. juni 1947.
Palæstina-mandatet adskilte sig fra de to andre britiske mandatområder ved, at der stadig efter 25-30 år i meget høj grad var britisk styre.
I den østlige del af Palæstinamandatet, der hurtigt blev adskilt fra det vestlige område og kaldt Transjordanien og endnu længere østpå, i Irak, regerede to af Emir Hussein af Mekkas sønner: Abdullah i Transjordanien og Feisal i Irak. Irak var blevet uafhængigt i 1936 med Feisal som konge, Transjordanien blev helt uafhængigt i 1946 med Abdullah som konge.
Til stede
Mr. Sandström, formand
Mr. Hood, Australien,
Mr Rand, Canada,
Mr. Garcia Granados, Guatemala
Mr. Blom, Holland,
Sir Abdur Rahman, Indien.
Mr. Ertezam, Iran,
Mr. Brilej, Jugoslavien
Mr. Garcia Salazar, Peru
Mr. Lisicky, Tjekkoslovakiet
Mr. Fabregat, Uruguay
…
Formanden præsenterede vicehøjkommisæren for Palæstina-regeringen, Sir Henry Gurney[30], og mr. D.C. MacGillivray[31] og bad dem tage plads. Formanden sagde, at hensigten med mødet var at få yderligere oplysninger om materialet i ”Oversigt over Palæstina”…
Sir Abdur Rahman (Indien)[32]: Jeg prøver på at finde ud af, hvor meget den britiske regering har været i stand til at udrette de sidste 30 år. På grundlag af resultaterne prøver jeg at finde ud af, hvad mandatmagten har gjort for at opfylde mandatet.
Sir Henry Gurney: Udmærket, alle kendsgerninger står på side 90.
Sir Abdur Rahman: Har De noget imod at fortælle mig, hvor mange højesteretsdommere, der findes?
Sir Henry Gurney: Der er en højesteretspræsident, 7 dommere, 5 præsidenter for distriktsdomstolene.
Sir Abdur Rahman: Jeg spurgte kun om højesteret.
Sir Henry Gurney: 7 højesteretsdommere.
Sir Abdur Rahman: Har en palæstinenser nogen sinde været højesteretspræsident?
Sir Henry Gurney: Nej
Sir Abdur Rahman: Hvor mange af de almindelige 7 dommere har været palæstinensere?
Mr. MacGillivrai: Vi har tallene fra i fjor. Da var der 4 dommere, hvoraf to var britiske og 2 palæstinensere.
Sir Abdur Rahman: Det var kun 4 af 7 stillinger. Er de alle besat?
Sir Henry Gurney: Nej.…
Sir Abdur Rahman: Har De universiteter her. Jødiske eller arabiske?
Sir Henry Gurney: Der findes er hebraisk universitet.
Sir Abdur Rahman: Hvornår blev det oprettet?
Sir Henry Gurney. Det er ikke et regeringsuniversitet. Det er privat, grundlag i 1925
Sir Abdur Rahman: Der har altså ikke indtil nu været et regeringsuniversitet?
Sir Henry Gurney: Nej
Formanden, Emil Sandström: Hvor får f.eks. arabiske sagførere deres eksamen?
Sir Henry Gurney: Mange af dem tager til Beirut; mange tager til Frankrig, mange tager til England. Der findes også en lokal lovskole[33]…
Sir Abdur Rahman: Finder der et medicinsk fakultet her?
Sir Henry Gurney: Nej.…
Formanden, Emil Sandström: Hvor skaffer araberne sig en højre uddannelse i de fag, som sir Abdul nævnte?
Sir Henry Gurney: De tager til det amerikanske universitet i Beirut, til Sorbonne eller til provinsuniversiteterne i England.
Mr. Lisicky,(Tjekkoslovakiet ): Tager størstedelen af dem til det amerikanske universitet i Beirut?
Sir Henry Gurney: Størstedelen af arabere får deres højere uddannelse ved det arabiske universitet i Beirut eller ved egyptiske universiteter.
Mr. Garcia Granados (Guatemala): Hvor mange arabere studerer ved det jødiske universitet?
Sir Henry Gurney: Praktisk talt ingen. Der er et par stykker.…
Sir Abdur Rahman: Vil De være venlig at fortælle mig, om det er rigtigt, at hundredetusinder af arabiske elever ikke kan komme i skole, skønt de stiller krav om det?
Sir Henry Gurney: Vi har alt for få skoler
Sir Abdur Rahman: Araberne har prøvet på at få deres drenge i skole, men kan ikke, fordi der er for få?
Sir Henry Gurney: Det stemmer.…
Mr. Fabregat (Uruguay): Hvor stor en procentdel af den jødiske og arabiske befolkning I Palæstina er analfabeter?
Sir Henry Gurney: Analfabetismen blandt jøderne udgør 1-2%[34] Jeg tror ikke, vi har fundet ud af arabernes.
Mr. MacGillivray: Jeg vil tro, at de eneste tal, vi har, er tallene på arabere, der har modtaget nogen undervisning. I de bymæssige bebyggelser har 85% af drengene modtaget nogen undervisning og 60% af pigerne, i landdistrikterne 63% af drengene og 7.5% af pigerne. Med hensyn til de voksne tror jeg ikke, der findes nye tal. Der findes tal i den sidste folketælling fra 1931; siden da har der ikke været lejlighed til at foretage folketælling.…
Mr. Fabregat (Uruguay): Hvor høj er børnedødeligheden i Palæstina i henholdsvis det jødiske og det arabiske samfund?
Mr. MacGillivray: Tallene for børnedødeligheden pr. 1000 levendefødte var for året 1946 ifølge majnummeret 1947 af Monthly Bulletin of Current Statistics: Muslimer 90,7, jøder 31,5, kristne 56,4.…
Sir Abdur Rahman: Kan De sige mig, om Palæstinaregeringen har givet koncessioner[35] til noget selskab de sidste 5 år? I bekræftende fald, hvilken koncession og til hvem?…
Sir Henry Guerney; … Det er over 10 år siden, Palæstina-regeringen sidst har givet koncessioner: i hovedsagen er der 3. Den ene er givet til Palæstinas elektricitetsselskab, som fremstiller elektrisk kraft og sørger for fordelingen af og forsyningen med elektricitet. Den anden er givet til Palæstinas potaskekompagni[36], som udnytter forekomsten af potaske ved Det døde Hav. Den tredje koncession er givet til selskabet: Jerusalems Elektricitet – og Forsyningstjeneste..
Sir Abdur Rahman: Hvem fik fra starten de 3 koncessioner?
Sir Henry Gurney; De blev givet til kompagnier.
Sir Abdul Rahman: Kompagnier bestående a arabere, jøder og kristne[37]?
Sir Henry Gurney: Jerusalems Elektricitets- og Forsyningstjeneste er et britisk kompagni, Palæstinas Elektricitetsselskab antager jeg, De vil kalde et jødisk kompagni. Palæstinas Potaskekompagni er også dels jødisk, dels britisk …
Formanden, Emil Sandström: Må vi spørge, om der er udtalt forskel på levestanden hos jøder og arabere?
Sir Henry Gurney: Der er naturligvis en udtalt forskel i deres levevis. De er helt forskellige folk. Jeg tror ikke, at araberne nødvendigvis ønsker at leve som jøderne eller jøderne som araberne, så hvis De prøver på at sammenligne deres levestandard, har De i virkeligheden ikke nogen fælles målestok.
Formanden, Emil Sandström: Vi burde måske først have spurgt, om jødisk og arabisk arbejdskraft lønnes forskelligt?
Sir Henry Gurney: Svaret er ja.
Formanden: Er der stor forskel?
Mr. MacGillivray: Ja….
Formanden: Hvilke industrier er de vigtigste i Palæstina?
Sir Henry Gurney: Den vigtigste eksportindustri er, hvad indtjening angår, citrusindustrien … Derefter kommer potaske … Den tredjestørste industri er diamantslibning.
Formanden: Er det en ny industri?
Sir Henry Gurney: Ret ny. Den startede egentlig 1939, men er til dels vokset op som følge af invasionen i Holland 1940[38]…
Formanden: Mens vi er ved industrien, tror jeg, vi burde klarlægge fordelingen af industrien på de to sider. Er der nogen nævneværdig arabisk industri?
Sir Henry Gurney: Nej, de vigtigste industrier er jødiske. Der er en forholdsvis ny arabisk tekstilindustri, og en arabisk cementindustri er ved at komme i gang. Men langt den største del af de for øjeblikket eksisterende industrier er jødiske.
Formanden: Beskæftiger de jødiske industrier i større udstrækning arabisk arbejdskraft?
Sir Henry Gurney: Nej, det gør de ikke.
Formanden: De beskæftiger jødisk arbejdskraft?
Sir Henry Gurney: Ja…
Mr Blom (Holland): Hr. formand. En anden ting. Jeg er ikke ekspert, men det star mig ikke klart, hvordan der kan være handelsbalance med udlandet, når importtallet viser 70 mio. pund og eksporttallet 20 mio. Hvordan finansieres det?
Sir Henry Gurney: Stort set med importeret kapital – jødisk kapital.
Mr.Lisicky (Tjekkoslovaiet): Importeret af indvandrerne?
Sir Henry Gurney: Ikke af indvandrerne.
Formanden: Af jødiske organisationer?
Sir Henry Guerney: Ja, egentlig, det er penge, som ikke modsvares af nogen eksport. Det er simpelthen penge kom kommer ind i landet som realkapital.…
Mr. Blom (Holland): Jeg ved ikke, om mit spørgsmål er relevant. Hvem ejer offentlig ejendom og offentlige bygninger? Tilhører de Palæstina, eller er der nogen af dem, der tilhører Det forenede Kongerige?
Sir Henry Gurney: Det forenede Kongerige ejer intet undtagen et par militærlejre, men det kan vi se bort fra. Palæstina-regeringen overtog domænejorden efter det tyrkiske styre – den tilhørte den tyrkiske stat. Jeg vil mene, statsjorden for øjeblikket udgør godt og vel 1 mio. dunum[39] … Der er meget få regeringsbygninger. I virkeligheden er næsten de eneste regeringsejede bygninger i Jerusalem regeringsbygningen og hovedpostkontoret. Regeringen har aldrig bygget kontorer til sig selv, fordi den havde en fornemmelse af, at den muligvis ikke var her, når bygningerne stod færdige.
Kilde 55: Høring af repræsentanter for Jewish Agency. UNSCOPs 19. møde. Offentligt møde afholdt i KFUM-bygningen i Jerusalem, mandag den 7. juli 1947
Som nævnt i den historiske gennemgang var Jewish Agency blevet dannet i 1929 med det hovedformål at knytte bånd mellem alle verdens jøder og den kommende jødiske stat. Fra 1935 havde David Ben Gurion, der var kommet til Palæstina i 1906, været leder af forretningsudvalget.
Formanden, Emil Sandström: … Det fremgår, at De ønsker mandatet ophævet, og at De ikke ønsker det erstattet med et formynderskab eller lignende. Det spørgsmål da melde sig: Hvordan forestiller De Dem, at indvandringen kan gennemføres, hvis mandatet ophører? Hvad slags regering mener De, landet bør have i stedet for mandatet?
Ben Gurion: … Til oprettelse af en stat hører to ting. Den ene er af materiel art, det er den væsentligste, den anden er af lovmæssig art, den er rent formel, men også af stor betydning …
… man har et folk, man har et land, og folkets ret til landet er anerkendt, men det er der tilfældigvis ikke endnu. Det blev berøvet sit land og er nødt til at komme tilbage. Det første, der skal gøres, er at udviklet landet materielt. … desuden skal 1 mio. jøder bosættes på ny i deres land — Det kan tage nogen tid. I mellemtiden skal det stå under De forenede Nationers højeste myndighed … For resten vil jeg gerne fastslå, hvad vi forstår ved en jødisk stat. Ved en jødisk stat forstår vi simpelthen en stat, hvor flertallet af befolkningen er jøder, og ikke en stat, hvor jøderne på en eller anden måde har flere rettigheder end andre.…
Formanden: Må jeg spørge, hvem der skal tage sig af administrationen? Hvis det er De forenede Nationer, bliver de nødt til at indsætte en særlig administration på samme måde som mandatmagten hidtil.
Ben Gurion: Nej, ikke helt, der skal i nogen tid være dyarki[40] som i Indien. Udviklingsplanerne skal gennemføres af Jewish Agency. … Hele resten: sikkerhed, orden, udenlandske forbindelser og alle andre regeringssager, som ikke har noget at gøre med udviklingen, skal for en tid … og vi tror en meget kort tid – stå under opsyn af De forenede Nationer.
Sir Abdur Rahman: Skal det forstås sådan, at De ønsker en jødisk stat oprettet her, og at den skal påtvinges landet med de forenede Nationers væbnede styrker?…
Formanden: Hvad tror De bliver arabernes reaktion på en sådan løsning?…
Ben Gurion: … Hvis De forenede Nationer kommer til den retfærdige og rimelige løsning, at jøderne har ret til at komme tilbage til deres land, anser jeg det for deres pligt om fornødent at gennemtvinge den … Det afgørende spørgsmål er ikke, om der skal anvendes magt eller ej, det afgørende er, om en ting er rigtig eller forkert …
… Nu kommer jeg til spørgsmålet om samarbejde med araberne i Palæstina og med araberne uden for Palæstina. … Så længe det arabiske samfund er i stand til at forhindre, at antallet af jøder i Palæstina vokser, vil det gøre det, fordi der altid vil være en gruppe mennesker, der er stærkt imod det, og de dominerer, ikke mindst, når de politisk har mandatmagten bag sig.…
Sir Abdur Rahman: Eftersom De er kommet til Palæstina for ca. 42 år siden, må De have fundet ud af, at den arabiske nationalisme var begyndt og i virkeligheden voksede stærkt i 1914 og 1915.
Ben Gurion: Nå ja, for mig ser det lidt anderledes ud … Blandt de arabere, jeg kom i kontakt med, fandt jeg ingen politisk opposition eller bevægelse mod jøderne…
Sir Abdur Rahman: Besluttede de sig til at rive sig løs fra Det osmanniske Rige 1915 på grund af den spirende nationalisme?
Ben Gurion: Nej, ikke araberne i Palæstina. I hvert fald ikke dem, jeg kendte. Araberne i Palæstina kæmpede for tyrkerne …
Sir Abdur Rahman: Var der en voksende nationalisme blandt araberne i Arabien, Syrien og Transjordanien?
Ben Gurion: Jeg kender tilfældigvis historien om 1. Verdenskrig i disse lande. Jeg kender den af personlig erfaring, jeg boede her. Der var kun et ringe antal beduiner, der fra tid til anden angreb tyrkerne, når lejlighed gaves. Jeg har ikke set en eneste araber kæmpe mod tyrkerne, hverken her, i Transjordanien, i Syrien eller andetsteds. Jeg vil ikke dermed antyde, at araberne i Syrien ikke ønskede at blive uafhængige af tyrkerne. Men det er en kendsgerninger, at de ikke kæmpede mod dem..…
Kilde 56: Møde mellem formanden for UNSCOP og to medarbejdere og repræsentanter for Irgun den 26. juni 1947.
Formanden for UNSCOP, svenskeren Emil Sandström, havde jo i sin tale efter ankomsten (se kilde 53) understreget, at UNSCOP var interesseret i virkelig at høre alle. Men hvordan mødes med Irguns folk, når de var efterlyst af englænderne?
Her formidlede den amerikanske journalist Carter Davidson fra Associated Press kontakten og det var også ham der fik ”smuglet” de tre deltagere i det hemmelige møde udenom de engelske vagter, der passede på kommissionens medlemmer. De mødes i digteren Yaacov Cohens hjem, og der er tre repræsentanter for Irgun med Menachem Begin i spidsen og tre fra UNSCOP: Formanden, chefsekretæren Victor Hoo og hans højre hånd Ralph Bunche. Irguns folk ville også godt have haft Lisicki, det tjekkiske medlem, med, men Sandström måtte fortælle, at det havde været svært nok for de tre at slippe hemmeligt væk. Det er Menachem Begin, der i sine erindringer fortæller om mødet.
… Mødet mellem repræsentanter for kommissionen og Irgun Zwai Leumi[41] fandt sted den 26.juni 1947, kun 8 dage efter at kommissionen var kommet til Eretz Israel.[42]
De tre mænd, der stod overfor os, var meget forskellige, en svensk dommer, en kinesisk diplomat og en amerikansk udenrigsministeriel embedsmand, der var afroamerikaner. Alle var de interessante personligheder. Vi havde oplysninger om Sandström, som ikke var egnede til at indgyde tillid til hans motiver. Han havde i mange år været præsident for de blandede domstole[43] i Egypten, og man påstod, at han var under indflydelse af den britiske regering. Men de erfaringer, vi indhøstede på første hånd, bekræftede ikke vor mistanke. Sandström viste ikke særlig begejstring for vor sag – han var i det hele taget ikke af den begejstrede slags – men samtidig afslørede han ingen fordomme mod os. Dr. Hoo, søn af en tidligere kinesisk ambassadør i Moskva, sagdes at være usædvanlig dygtig. Skønt han ikke var medlem af kommissionen, som han var blevet stillet til rådighed for af FNs sekretariat, blev han betragtet som dens førende ånd. Dr. Bunche blev senere verdensberømt som mægler på FNs vegne[44] Der var ingen tvivl om, at han var højt begavet.
Samtalen mellem de seks mænd varede over 3 timer. Det var det første møde mellem undergrundsbevægelsens talsmænd og et internationalt organ. Der var øjeblikke med stærke følelser; og også, selvfølgelig, øjeblikke med humor og latter.. .
Sandström stillede mange gange ”suggestive”[45] spørgsmål. Hvad ville der ske, hvis araberne angreb os, når briterne havde forladt landet? Jeg vidste, at udsigten til en arabisk-israelsk krig var den britiske regerings hovedargument mod ethvert forslag om, at den skulle forlade landet. Jeg fremhævede, at araberne ikke ville angribe os, med mindre de blev opmuntret dertil af tredje part. Men – understregede jeg – vi var overbevist om, at skulle de angribe, ville vi slå dem sønder og sammen. For i en moderne krig er det ikke antallet, men hjerne og moral. Hvad hjerne angik, var det næppe nødvendigt for mig at uddybe. Hvad moral angik, sagde jeg: De har hørt om dem, der angreb fortet i Akko[46]. De har læst om de mænd, som blev henrettet. Jeg håber De vil besøge og tale med de mænd, som nu er dømt til døden.
Under det lange møde tog dr. Bunche notater. Han skrev med normalskrift, men skrivehastigheden var forbløffende. Samtidig med, at han skrev, stillede han meget skarpsindige spørgsmål, og ind imellem hviskede han til Sandström.
Den uofficielle afslutning stod ikke i dr. Bunches rapport. Dr. Sandström sagde: ”Jeg er meget ked af, at de andre medlemmer af kommissionen ikke ville høre på Dem. Vi vil aflægge rapport, men der er altid forskel på, hvad man selv hører, og hvad man får at vide på andenhånd.”
Dr. Hoo forlod os med et ”På gensyn i et uafhængigt Palæstina”.
Dr.Bunche var hjerteligst af alle. Han tog mig i hånden og sagde rørt: ”Jeg forstår Dem. Jeg tilhører også et forfulgt mindretal.”…
Vi foranledigede den næste internationale skandale[47], da vi mødtes med de sydamerikanske medlemmer af kommissionen, dr. Granados fra Guatemala og professor Fabregat fra Uruguay. …
Granados var påvirket af den hebræiske[48] frihedskamp, det var hævet over enhver tvivl, både fordi det var en frihedskamp, og fordi den var rettet mod England. England er ikke populær i Latinamerika, som i generationer har været udnyttet af engelske monopoler …
Også Fabregat var en naturlig ven af vor sag. Han havde i mange år opholdt sig i eksil i Brasilien, før han så frugterne af sin møje og sine lidelser…
— Granados talte for dem begge. Fabregats kundskaber i engelsk var beskedne, til gengæld udtrykte han sig entusiastisk på Cervantes´ sprog[49], som Granados oversatte til fremragende engelsk.…
Vi havde en politisk debat med Granados. Jeg prøvede at overbevise ham om, at han og Fabregat som venner af vort folk ikke blot skulle kræve det britiske mandats ophør – det var fælles grund – men at hele landet skulle blive en jødisk stat.
… Granados svarede, at han ikke kunne love at imødekomme vort krav. Det var hans indtryk, sagde han, at kommissionens flertal var tilbøjelig til at foreslå, at det britiske mandat skulle ophøre, men måtte tage hensyn til, at der var arabere i Palæstina. De kunne ikke være ”ensidige”. ”Ydermere”, sagde han, ”vil det være mærkeligt, hvis Mr. Fabregat og jeg forlanger mere end Shertok.[50] De ved lige så godt som vi, at Jewish Agency foreslår en deling”.. .
Vi måtte indrømme over for os selv, at han sidste argument tog grunden bort under vore fødder. Ingen udlænding, hvor venlig han end er, kan kræve mere til en nation, end dens egne officielle repræsentanter.
Kilde 57: FNs delingsplan – vedtaget af Generalforsamlingen den 29.nov.1947
UNSCOPS medlemmer drog nu til Beirut, hvor man mødtes med repræsentanter for de arabiske stater, da araberne i Palæstina som tidligere nævnt boykottede delegations arbejde. Herefter drog man til Geneve – Folkeforbundets gamle hovedsæde i Schweiz, hvor man skulle udarbejde sin rapport.
I løbet af juli stod det klart, at hovedparten af UNSCOPs medlemmer gik ind for en deling af Palæstina, og at briterne nu skulle forlade Palæstina. Den 31.august forelagde UNSCOP så sin rapport: Man var som nævnt enige om, at Palæstina nu skulle gøres selvstændigt – som de andre mandatområder jo allerede tidligere var blevet. Et flertal gik ind for en deling af Palæstina, mens tre medlemmer anbefalede en forbundsstat. Den 29.nov. vedtog FNs generalforsamling delingsplanen med 33 stemmer for, 13 imod og 10 lande, der afholdt sig fra at stemme.
Delingsplan med økonomisk Union
A. Mandatets ophør, deling og uafhængighed.
1. Mandatet over Palæstina skal ophøre snarest muligt, men under ingen omstændigheder senere end den 1.august 1948
2. Mandatmagtens væbnede styrker skal trækkes tilbage fra Palæstina etapevis, tilbagetrækningen skal være fuldført snarest muligt, men under ingen omstændigheder senere end den 1.august 1948.
Mandatmagten skal så lang tid i forvejen som muligt advisere kommissionen om, hvornår den agter at bringe mandatet til ophør og forlade alle område.
Mandatmagten skal gøre dit bedste for at sikre, at et område, der ligger indenfor den jødiske stats territorium og har en havn med bagland, der er anvendelig med henblik på en omfattende indvandring, forlades hurtigst muligt og under ingen omstændigheder senere end 1.februar 1948.[51]
3. Der skal oprettes en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat og et særligt international styre over Jerusalem … to måneder efter, at mandatmagtens væbnede styrker har forladt landet, men under ingen omstændigheder senere end den 1.oktober 1948…
B. Forholdsregler forud for uafhængigheden
1. Der skal nedsættes en kommission bestående af en repræsentant for hver 5 medlemstater[52]. Kommissionens medlemmer vælges af generalforsamlingen under hensyntagen til geografisk og andre forhold, så repræsentationen bliver bredest mulig.
2. Efterhånden som mandatmagten trækker sine væbnede styrker tilbage, skal administrationen af Palæstina etapevis overdrages til kommissionen, der skal handle i overensstemmelse med generalforsamlingens forslag og under ledelse af sikkerhedsrådet ….
3. Når kommissionen er kommet til Palæstina skal den gå i gang med at udstikke grænserne for den arabiske stat, den jødiske stat og byen Jerusalem.
4. Når kommissionen har rådført sig med de demokratiske partier og andre offentlige organisationer i den arabiske og jødiske stat, skal den omgående i hver stat udpege og oprette et provisorisk regeringsråd. Såvel det arabiske som det jødiske provisoriske regeringsråd skal udføre deres handlinger efter kommissionens vejledning.
Hvis der den 1.april april 1948 ikke er blevet udpeget et provisorisk regeringsråd i nogen af staterne eller hvis det er udpeget, men ikke kan fungere, skal kommissionen underrette sikkerhedsrådet herom…
8. De to staters provisoriske regeringsråd skal hver i sin stat, på kortest mulig tid rekruttere en væbnet milits blandt indbyggerne; den skal være tilstrækkelig stor til at opretholde ro og orden indadtil og til at forhindre grænsesammenstød.
For at den væbnede milits i hver stat kan være funktionsdygtig, skal den stå under jødiske og arabiske officerer, der er statsborgere i den pågældende stat, men den almindelige politiske og militære kontrol, herunder udnævnelse af militsens øverstkommanderende, skal foretages af kommissionen.
Kilde 58: Golda Meir om afstemningen – fra hendes erindringer 1975
Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed.
Lige inden oprettelsen af Staten Israel i 1948 mødtes hun som leder af Jewish Agencys politiske afdeling flere gange hemmeligt med kong Abdullah af Transjordanien i et forgæves forsøg på at undgå krigshandlinger, Golda Meir var medlem af det israelske parlament Knesset fra 1949-74, var Israels første ambassadør i Moskva lige efter statens oprettelse, men blev så udnævnt til arbejdsminister 1949-56. Hun var derpå udenrigsminister 1956-66 og premierminister 1969-74. Hun døde 8.december 1978.
Afstemningen fandt[53] sted ved Lake Success i New York den 19.november. Som enhver anden i yishuv´en[54] sad jeg klæbet til radioen, med papir og blyant og noterede stemmerne ned, efterhånden som de indløb. Omsider, henimod midnat efter vor tid, blev de endelige resultater meddelt: treogtredive nationer, deriblandt USA og Sovjetunionen, var for delingsplanen; tretten inklusive alle de arabiske stater var imod den; ti, deriblandt Storbritannien, havde afholdt sig fra at stemme. Jeg tog omgående til Jewish Agencys bygningskompleks, som allerede var stuvende fuldt af mennesker. Det var et utroligt syn: hundreder af mennesker, deriblandt engelske soldater, holdt hinanden i hænderne og sang og dansede, mens lastbiler fulde af mennesker blev ved med at ankomme til bygningen. Jeg kan huske, at jeg gik op på mit kontor alene, ude af stand til at dele den almindelige feststemning. Araberne havde afvist planen og talte kun om krig. Mængden, der var beruset af lykke, ville have en tale, og jeg syntes, det ville være synd at ødelægge stemningen ved at sige nej. Så jeg talte et par minutter fra balkonen uden for mit kontor. Min i virkeligheden talte jeg ikke til menneskemasserne under mig; det var igen araberne jeg talte til.
”I har ført jeres kamp mod os i FN”, sagde jeg. ”De forenede Nationer” – majoriteten af verdens lande – har udtalt sig. Delingsplanen er et kompromis; ikke hvad I ønskede, ikke hvad vi ønskede. Men lad os nu leve sammen i venskab og fred.” Den tale var næppe løsningen på vor situation. Det kom til arabiske optøjer overalt i Palæstina den næste dag (syv jøder blev dræbt, da araberne overfaldt en bus) og den 2.december satte arabiske banditter ild på det jødiske forretningscentrum i Jerusalem, mens det britiske politi stod og så på og først greb ind, da Haganah [55]prøvede at skride til handling.
Vi var naturligvis overhovedet ikke forberedt til krig. At det var lykkedes os at holde de lokale arabere fra livet, mere eller mindre, betød ikke, at vi kunne klare os mod regulære tropper. Vi måtte have våben snarest muligt – hvis nogen ville sælge dem til os; men inden vi kunne købe noget som helst, måtte vi have penge – ikke beløb af den slags, der havde hjulpet os til at beplante landet med skov eller bringe flygtninge ind, men millioner af dollars. Og der var kun én gruppe mennesker i hele verden, vi havde mulighed for at få de dollars fra: jøderne i Amerika. Der var simpelthen ikke andre steder af gå hen og ingen andre steder at henvende sig til.
Der var naturligvis ikke tale om, at Ben-Gurion kunne forlade Palæstina på det tidspunkt. Han spillede en helt central rolle. Jeg tror, at han selv følte, at ingen anden på nogen mulig måde kunne rejse de summer, der blev diskuteret ved de mange hemmelige møder, vi holdt i Tel Aviv i december 1947 og begyndelse af januar 1948, og jeg var absolut enig med ham. Men han måtte blive i landet. Så hvem skulle rejse. Under et af disse møder så jeg fra den ene til den anden af mine kolleger, der sad rundt om bordet, så trætte og hærgede, og spurgte for første gang mig slev, om ikke jeg burde melde mig og påtage mig opgaven. Endelig havde jeg jo rejst midler i staterne før, og jeg talte flydende engelsk. Mit arbejde i Palæstina kunne sikkert klare sig uden mig et par uger, og selv om jeg ikke plejede at foreslå mig selv til noget, begyndte jeg at føle, at jeg burde forelægge Ben-Gurion sagen. Først ville han ikke høre tale om det. Han ville rejse, sagde han, og medbringe Eliezer Kaplan, der var kasserer i Jewish Agency.
– Men ingen kan fylde din plads her, indvendte jeg – mens jeg måske kan gøre, hvad du kan gøre i USA.
– Nej, jeg har brug for dig her. Han var ubønhørlig.
– Så lad os stemme om det, sagde jeg Han så på mig et øjeblik, så nikkede han. Der var flertal for, at jeg skulle rejse. – Men det skal være straks, sagde Ben-Gurion – Du prøver ikke engang at komme tilbage til Jerusalem. Så fløj jeg til Staterne samme dag – uden bagage, i den kjole, jeg havde haft på til mødet med en vinterfrakke over.
Min første optræden i 1948 for amerikanske jøder var improviseret, ikke indstuderet og naturligvis ikke annonceret. Desuden var jeg ganske ukendt for de mennesker, jeg henvendte mig til. Det var i Chicago den 21.januar ved generalforsamlingen i De Forenede Jødiske Hjælpeforeninger, ikke zionistiske organisationer. Faktisk var Palæstina slet ikke på dagsordenen. Men mødets deltagere var professionelle, når det drejede sig om at rejse kapital, seje, erfarne mænd, der dirigerede det jødiske velgørenhedsmaskineri i USA og jeg vidste, at hvis jeg kunne få dem i tale, var der en vis chance for at få de penge, der var forudsætningen for, at vi kunne forsvare os. Jeg talte ikke længe, men jeg gav udtryk for alt, hvad mit hjerte rummede. Jeg beskrev situationen, som den havde været den dag, jeg forlod Palæstina – – –
Kilde 59: Araberne afviser Delingsplanen
To uger efter delingsplanens vedtagelse – den 12.dec.1947, mødtes de arabiske regeringsledere i Cairo. Der var dog ikke fuld enighed. Transjordaniens Konge, Abdullah, så allerede her en mulighed for efter en deling at inddrage de arabiske områder i sit rige og således igen forene landet øst for Jordan med i hvert fald dele af det vestlige område. Men man enedes om at fordømme delingsplanen og gøre det klart, at man ”ville gribe til drastiske forholdsregler”.
… Generalforsamlingen har ladet hånt om de principper, der er nedfældet i FNs pagt. Den har foreslået en deling af Palæstina og oprettelse af en jødisk stat dér. Derved har den krænket den ret, som tilkommer alle folk med hensyn til at vælge og afgøre deres fremtid selv. Den har også krænket principperne om ret og retfærdighed.
… Regeringerne i Det arabiske Ligas stater står enige sammen med deres folk i kampen for at fjerne denne uretfærdighed mod deres arabiske brødre og for at gøre det muligt for dem at forsvare sig og opnå uafhængighed i et forenet Palæstina. Regeringsoverhovederne og deres repræsentanter har under deres møde i Cairo vedtaget, at delingen er ugyldig. Under hensyntagen til folkets vilje har de også vedtaget at gribe til drastiske forholdsregler, som med Guds hjælp vil tilintetgøre den uretfærdige delingsplan og støtte arabernes ret
Kilde 60: Menachem Begin om afstemningen – fra bogen ”The Revolt”, 1952
Menachem Begin var født i Brest-Litovsk i det daværende Rusland 16.august 1913. Han boede i Warszawa, da tyskerne angreb Polen 1.sept.1939 og flygtede til Vinius i Litauen. Da Sovjet i 1940 besætter Litauen, bliver han arresteret og sendt til en af de sovjetiske koncentrationslejre – Gulag-lejrene. Da Tyskland i juni 1941 angriber Sovjet, bliver han frigivet og tilslutter sig general Anders´ polske eksilhær. Med den kommer han til Palæstina, hvor han i 1942 forlader den polske eksilhær og tilslutter sig Irgun – den nationalistiske modstandsgruppe. Se også kilde 56.
Den 29.november godkendte De forenede Nationers generalforsamling det forslag, der var fremsat om at oprette en jødisk og en arabisk stat i Eretz Israel[56], at forene begge i en økonomisk union og at adskille begge fra ”den internationale by” Jerusalem. Vores folk var ude af sig selv af glæde. Men Irgun mindede dem om, at hjemlandet var delt op og advarede dem om, at krig stod for døren. Først gjorde vi opmærksom på Irguns overbevisning:
”Delingen af hjemlandet er ulovlig. Den vil aldrig blive anerkendt. Underskrifterne fra institutioner og enkeltpersoner på delingsplanen er ugyldig. Den vil ikke binde det jødiske folk. Jerusalem har været og vil forblive vores evige hovedstad. Eretz Israel vil blive givet tilbage til Israels folk. Det hele. Og til evig tid.
Og vi fortsatte med endnu engang at forklare:
Deling vil ikke sikre fred i vores land. Set fra arabernes side er der kun to muligheder: Enten vil de og er i stand til at gribe til våben mod det jødiske styre eller også vil de ikke. I det første tilfælde vil de kæmpe selv mod en delingsplan. I det andet tilfælde vil de ikke kæmpe mod et jødisk styre selv i hele landet.
Drømmen om, at der vil blive skabt en international styrke for i FNs navn at gennemtvinge delingen er ved at forsvinde, præcis som vi advarede om allerede for flere måneder siden. I den krig, der helt sikkert kommer, vil vi stå alene, mens FNs generalforsamling udsender akademiske fredsopfordringer, hvis praktiske værdi allerede er afprøvet andre steder.
Men det er sikkert, at når denne krig bryder ud – og den britiske regering vil gøre deres yderste for at det sker[57] – vil det blive en kamp om vores eksistens og fremtid.. Og i den krig vil alle jødiske tropper kæmpe sammen[58]. En sådan krig ville være i stand til at ændre alt …”
Kilde 61: Bent Melchior melder sig frivilligt – uddrag af hans erindringer ”Så vælg da Livet” fra 1997 – afsnittene ”På vej til Israel” og ”Israel på vej”
Bent Melchior er født i 1929 i den daværende tyske by Beuthen, som søn af den senere danske overrabbiner Marcus Melchior, der på det tidspunkt var rabbiner i Beuthen. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 vendte familien tilbage til Danmark, men som 14-årig måtte Bent flygte til Sverige med hele sin familie som følge af deportationsordren mod de danske jøder i oktober 1943, hvorefter han fortsatte sin skolegang som dansk flygtning dér.
Efter Danmarks befrielse i maj 1945 kunne familien vende tilbage, og Bent Melchior blev student fra Frederiksberg Gymnasium i 1947. Samme år var han sammen med andre unge danske jøder med til at starte Palestine Telegram Service.
Da mange i Danmark efter krigen var meget taknemmelige overfor England, og man samtidig havde den store eksport af landsbrugsvarer til England, var der blandt mange danske politikere og den danske presse en klar tendens til at støtte England i konflikten om Palæstina. En gruppe unge danske jøder med bl.a. Bent Melchior og Herbert Pundik startede derfor en nyhedsbulletin, der udkom en gang om ugen under navnet Palestine Telegram Service, PTS. Her bragte man meddelelser fra og om Palæstina, så den ensidige pressedækning skulle få et modspil.
… Jeg var atten år og nybagt student. Der var intet, der kunne hindre mig i at følge begivenhederne på nærmeste hold. Tværtimod var der god grund til at give en hånd med. Man kunne vel altid bruges til at plukke appelsiner eller andre årstiders produkter. Frem for alt kunne man måske give en hånd med, når Displaced Persons[59] omsider kunne forvandles til mennesker med et land, med et sted, man kunne kalde sit eget, fri fra den ydmygende DP status.
I Palæstina var der forskellige grupper, der bekæmpede den engelske politik, som stoppede den jødiske indvandring. Der var to mindre grupper, Irgun Zwai Leumi og Stern, der anvendte voldelige midler. Især Stern-gruppen benyttede mord som noget selvfølgeligt. Over for dem stod Haganah, der i 30´erne var bygget op til forsvar for de kibbutzer[60], der var udsat for arabiske overfald, Haganah var mest aktiv i den såkaldte illegale indvandring, og denne organisation havde opbakning blandt de fleste politikere og langt den største del af befolkningen. Haganah måtte være ”min” organisation.
Allerede den 29.november[61] havde vi taget initiativ til at danne en dansk Haganah-gruppe. De yngste i gruppen var gengangere fra Palestine Telegram Service[62], men vi fik følgeskab af cirka femogtyve ældre og til dels erfarne folk. Mennesker med sans for dramatisk iscenesættelse havde fastsat vores første møde i en kælder i en villa på Frederiksberg med hele det dystre billede, som vi kendte fra de illegale grupper, der ikke turde komme frem i dagslyset.
Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke lade være med at smile ved det, der umiddelbart fulgte. Vi var nok bange for omgivelsernes reaktioner, hvis vi åbent erklærede os som medlemmer af Haganah. Det var ikke specielt myndighedernes reaktion, for der var intet illegalt i det, vi foretog os. Det var nok snarere familiers mulige forsøg på at tale os fra det eller måske også en løftet pegefinger fra menighedens ledelse, som vi prøvede at undgå. Hvor meget de faktisk vidste, er aldrig blevet afsløret.…
Der var ellers ryddet godt op i gruppen, da man fra Tel Aviv meldte, at man kun ville have frivillige, der var ugifte, og som var danske statsborgere. Jeg tror, at vi var tre, Louis Feiberg, Herbert Pundik og jeg, der levede op til disse kvalifikationer blandt de cirka femogtyve, der var mødt op i kælderen på Frederiksberg nogle måneder tidligere. Der kom andre til, og Herbert og Louis tog af sted med en halv snes andre i første omgang til Italien, mens jeg tog omvejen via Sverige, før jeg i begyndelsen af april[63] satte kurs mod Frankrig. Afskeden med familien var ikke så let. Da jeg fortalte min familie om planerne, måtte de erkende, at min beslutning var en logisk konsekvens af deres opdragelse, men det var en fattig trøst for min mor, der ikke rigtig troede sin lille dreng, da han hævdede, at det værste, man kunne komme ud for, var et få et stykke kosteskaft i hovedet.…
Der var gået mere end fem uger, siden vi var rejst fra Danmark, da den befriende besked endelig kom. Der lå et skib i havnen parat til at føre os til Palæstina. Vi fik at vide, at når vi kom til båden, så var det slut med Haganah og træningslejr, så skulle vi være turister. Jeg fik endda hevet min danske studenterhue frem for at bevise, at jeg var turist. Alle der skulle ombord blev samlet i en enklave nede ved havnet, og jeg blev lidt betænkelig ved at se det store antal ”turister”. Det var fredag den 14.maj – ifølge FNs delingsplan skulle delingen effektueres den 15.maj…
Den 22.maj sejlede vi ind i Haifa Havn, og efter nogle timers ventetid fik vi lov til at gå i land. Det var stadigvæk britiske embedsmænd, der kiggede i passene – meget overfladisk – og næsten pr. automatik gav de os et nyt stempel med tre måneders opholdstilladelse. Så kom turen til den israelske myndighed – for staten var altså proklameret med navnet Israel. Usikkerheden og forvirringen var for stor til, at det sensationelle ved historien gik op for én. Israeleren sad og førte en lang liste med navne over de nyankomne. Hvad hedder De, spurgte han. Bent Melchior svarede jeg. Han så let irriteret på mig og sagde så: Jeg kan godt læse, hvad der står i passet, men mig skal De fortælle Deres rigtige navn! Jeg var det første tilfælde, hvor passet så at sige passede, og navnet var det virkelige navn.
Kilde 62: Herbert Pundik melder sig frivilligt. Uddrag af erindringsbogen ”Det er ikke nok at overleve” fra 2005 – fra afsnittet ”I Krig”
Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943.
Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945. Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi.
Udviklingen i Palæstina kom på tværs af studierne. Arkæologien er blevet det tabte land, som jeg opsøger med mellemrum i min fantasi…
Den 23.oktober 1947, en måned før FN vedtog delingsplanen, samledes en lille gruppe danske jøder i Det mosaiske Troessamfunds forsamlingshus[64] i Ny Kongensgade 6 i København. Vi var højest femten. Mødet var indkaldt i hemmelighed. Vi havde lejet mødelokalet til et helt neutralt formål. Det mosaiske Troessamfund skulle holdes udenfor. Dansk udenrigspolitik fulgte tæt i hælene på Storbritannien, og vi nærede intet ønske om at kompromittere troessamfundets ledelse. Formålet med mødet var at diskutere situationen i Palæstina og mulighederne for at komme jøderne til undsætning…
Vi besluttede at kalde organisationen Kadima, fremad på hebraisk. Det officielle formål var at sprede oplysning om de palæstinensiske jøders situation. Uofficielt skulle organisationen hverve frivillige, hvis det kom så vidt at de arabiske lande gjorde alvor af deres trusler om at forhindre en deling med magt.
Kadima udsendte opfordringer til at melde sig til Haganah. De var formuleret i et sprog, der set på afstand kan virke let komisk i sin højtidelige patos.
”Kan du bære et gevær”, hed det i en opfordring til de unge i Det mosaiske Troessamfund, ”er din plads i Haganah. Kan du ikke, er din plads bag linjerne, hvorved du frigør en anden til fronten. Der vil altid være brug for dig i Haganah. Slut dig til Haganah.”. Det fleste valgte at opholde sig så langt bag linjerne, at de blev bag Valby Bakke.
Den danske hvervningskomité var den første i Europa. Omkring årsskiftet havde ca. 100 meldt sig. Victor Boxenbaum, der var blevet formand for Kadima, knyttede kontakt til Haganahs europæiske kontor i Paris. En anden forretningsmand, Semmi Levitan, tog sig af økonomien, og journalist Jørgen Benzon klare propagandaen. Erfaringerne kvalificerede ham senere til et informationsjob i NATO. En ung israeler, Moshe Finkel, der studerede ved Danmarks Gymnastikhøjskole, blev vores instruktør i mellemøstlig krigsførelse…
Da vi forlod Danmark den 1.marts 1948 havde jøderne ca. 40.000 mænd og kvinder under uddannelse i Palæstina. Den foregik i hemmelighed, fordi englænderne arresterede jøder, der blev pågrebet med våben. Haganah var en modstandsbevægelse uden erfaring i at operere i større enheder. Kun de færreste befalingsmænd havde tjent i den jødiske brigade, en frivillig enhed, der under 2. Verdenskrig kæmpede som en del af den engelske hær. Flertallet var blevet uddannet illegalt af Haganah, og havde kun kendskab til brugen af lette våben.
De hemmelige jødiske arsenaler rummede ca. 23.00 stykker våben. De tungeste var 1.000 maskingeværer samt nogle enkelte hjemmelavede granatkastere, der næsten var lige så farlige for dem, der bemandede dem, som de var for dem de beskød. Ingen tunge våben, to tanks som to engelske sergenter der var forelsket i to jødiske piger, bragte som medgift, da de deserterede fra Hans Majestæts styrker og meldte sig til Haganah. Nogle sportsmaskiner, der kun var til ringe nytte, gjorde det ud for et luftvåben. De hjemmelavede bomber kastede piloten ud af cockpittet. Den 1.april havde urolighederne i Palæstina allerede kostet 1.200 jøder livet. Halvdelen var modstandsfolk og halvdelen civile. En norsk general, der havde kæmpet på allieret side i verdenskrigen, kom til følgende slutning, efter at have sat sig ind i forholdene vedrørende mandskab og udrustning, der set fra et jødisk synspunkt var optimistisk: Hvis den jødiske stat blev angrebet den 14.maj, sammen dag staten ville blive proklameret, havde den 50 % chance for at overleve, forudsat at den kunne klare den første måned.
Jødisk vid definerer forskellen mellem pessimisme og optimisme på en temmelig særegen måde. Pessimisten siger, at situationen ikke kan blive værre. Optimisten mener, at det kan den sagtens. Bare vent.
Vi var optimister da vi forlod Kastrup på vej til Paris den 1.april 1947.
Vi var ni mand i den første gruppe fra Danmark. Louis Feinberg, min gamle krigskammerat fra den danske brigade, og vor fælles ven Per Rindom, der var den ene af de to danske ikke-jøder, der havde meldt sig, var nære venner fra gymnasietiden. Daniel Ruben var sammen med sin familie blandt de ca. 500 jøder, tyskerne fangede under oktober 1943-aktionen, og to brødre Leo og David Israel. …
Jakob Gringer og Menu Demsitz havde aftjent deres værnepligt i den danske hær, Menu i marinen. Meyer Cincinatus, der delte navn med en romersk kejser, var uddannet ambulancechauffør. I gruppen, der fulgte efter vores, var bl.a. psykiateren Josef Katz og Bent Melchior, den senere overrabbiner, der har skrevet om sine oplevelser under krigen i erindringsbogen Så vælg da livet (Gyldendal 1997[65]).
I alt rejste 38 frivillige fra Danmark. Tre var kvinder, to havde brødre på holdet, Clara Ruben og Hilde Melchior. Den tredje var Dora Scheftelovitsch.
Kilde 63: Staten Israel udråbes 14.maj 1948 – Uafhængighedserklæringen
Som det fremgår af de forrige kilder, havde araberne klart afvist delingsplanen og foråret 1948 var derfor som også Herbert Pundik nævner i sine erindringer præget af militære sammenstød. Men der er et problem mere, som fører linjer frem til i dag.
Englænderne ved i foråret, at deres tid i Palæstina snart er forbi – deres hovedformål de sidste måneder er ikke at have yderlige tab. Langsomt gør man også klar til at overdrage magten – men da man havde sagt nej til at modtage den FN-kommission, der skulle lede overgangen, sker denne noget kaotisk. Og så er der yderligere et problem: Jøderne har siden 1920 haft Det jødiske Nationalråd – Va´ad Le´umi, der har styret de indre anliggender for de jødiske indbyggere i hele perioden.
I marts 1948 har Ben Gurion fra Jewish Agency dannet et nyt nationalråd bestående af 37 medlemmer – med et forretningsudvalg på 13 medlemmer, kaldet nationaladministrationen Denne virker allerede som et skyggekabinet i mandatets sidste måneder og står klart til at fungere som en provisorisk regering. Men den arabiske del af befolkningen har ikke sådanne organer, bl.a. fordi de jo ikke har accepteret delingsplanen – og det står ikke klar den 14.maj til at udråbe en arabisk stat – der så endnu ikke er kommet.
Det jødiske nationalråd mødes den 14.maj 1948 i Tel Aviv – forbindelsen til Jerusalem er meget problematisk – og Jerusalem skulle jo ifølge delingsplanen have et internationalt styre – der heller ikke stod klart.
Israels land var det jødiske folks fødested. Her dannedes dets åndelige, religiøse og nationale identitet. Her opnåede jødernes uafhængighed og skabte en kultur af national og universel betydning. Her skrev de og skænkede verden Biblen.[66]
Forvist fra Israels land[67] forblev det jødiske folk tro imod det i alle udlændigheden lande[68] og ophørte aldrig at bede for og håbe på sin tilbagevenden og sin nationale friheds genoprettelse.
Tilskyndet af denne historiske forbindelse stræbte jøderne gennem århundreder efter at rejse til deres fædres land og genvinde deres status som stat. I de senere årtier vendte de tilbage i massevis. De opdyrkede ørkenen, genoplivede deres sprog[69], byggede byer og landsbyer og oprettede et kraftigt og uafladeligt voksende samfund med sit eget økonomiske og kulturelle liv. De stræbte efter fred og var dog beredte til at forsvare sig. De bragte alle landets indbyggere fremskidtets velsignelser og så frem til suveræn uafhængighed.
I året 5657[70] proklamerede den første zionistkongres, inspireret af Theodor Herzls fremtidssyn af den jødiske stat, det jødiske folks ret til national genoplivelse i sit eget land.[71]
Denne ret anerkendtes ved Balfour-erklæringen af 2.november1917[72] og bekræftedes ved Folkeforbundets mandat, som ydede det jødiske folks historiske forbindelse med Palæstina og dets ret til at genoprette sit nationalhjem udtrykkelig international anerkendelse[73].
Den nylige katastrofe[74], der opslugte millioner af jøder i Europa, beviste på ny nødvendigheden af at løse problemet med det jødiske folks hjemløshed og mangel på uafhængighed ved hjælp af genetableringen af den jødiske stat, som skal slå porten op for alle jøder og skænke det jødiske folk ligeberettiget status i nationernes familie.
De overlevende efter det katastrofale blodbad i Europa har ligesom jøder fra andre lande ikke opgivet deres anstrengelser for at nå Eretz Israel til trods for vanskeligheder, hindringer og farer; og de er ikke ophørt at hævde deres ret til et liv i værdighed, i frihed og hæderligt slid i deres nedarvede land.
I Anden Verdenskrig ydede det jødiske folk i Palæstina sit fulde bidrag til de frihedselskende nationers kamp imod det nazistiske onde. Deres soldaters ofre og deres krigsindsats vandt dem retten til at træde ind blandt de nationer, som grundlagde De forenede Nationer.
Den 29.november 1947 vedtog FNs generalforsamling en resolution, der krævede oprettelse af en jødisk stat i Palæstina[75]. Generalforsamlingen opfordrede landets indbyggere til for deres vedkommende at tage alle fornødne skridt til at iværksætte planen. Denne anerkendelse fra FN af det jødiske folks ret til at oprette sin uafhængige stat er uangribelig.
Det er det jødiske folks naturlige ret at føre sin uafhængige tilværelse i sin suveræne stat, sådan som alle andre nationer gør.
Følgelig er vi – medlemmerne af Nationalrådet, der repræsenterer de jødiske folk i Palæstina og verdens-zionistbevægelsen – i dag trådt sammen til et højtideligt møde på dagen for det britiske Palæstinamandats udløb; og i kraft af det jødiske folks naturlige og historiske ret og De forenede Nationers generalforsamlings resolution proklamerer vi hermed oprettelsen af den jødiske stat i Palæstina, som er at benævne Medinath Israel[76].
Vi erklærer hermed, at Nationalrådet skal fungere som foreløbigt statsråd fra mandatets udløb ved midnat, sabbatten den 6.iyar 5708[77], og indtil indsættelsen af statens tilbørligt valgte organer i overensstemmelse med forfatningen[78], som ikke senere end 1.oktober 1948 skal udarbejdes af den grundlovgivende forsamling, samt at den nationale administration skal udgøre den foreløbige regering for den jødiske stat, der skal kendes som Israel.
Staten Israel vi stå åben for indvandring af jøder fra alle udlændighedens lande; vil bygge på frihedens, retfærdighedens og fredens principper, således som de er undfanget af Israels profeter; vil fastholde alle sine borgeres fulde sociale og politiske lighed uden skelen til religion, race eller køn; vil garantere religions-, samvittigheds-, undervisnings- og kulturfrihed; vil sikre alle religioners hellige steder og vil loyalt overholde principperne i De forenede Nationers charta.
Staten Israel vil være rede til at samarbejde med FN´s organer og repræsentanter ved gennemførelsen af forsamlingens resolution af 29.november 1947, og den vil tage skridt til at hidføre den økonomiske forening af hele Palæstina.
Vi appellerer til De forenede Nationer om at hjælpe det jødiske folk med opbygningen af dets stat og om at optage Israel i nationernes familie.[79]
Omgivet af tøjlesløs aggression opfordrer vi alligevel Staten Israels arabiske borgere til at sikre fredens veje og påtage sig deres rolle i statens udvikling, på basis af fuldt og ligeberettiget statsborgerskab og skyldig repræsentation i alle statens organer og institutioner – foreløbige som varige.
Vi strækker hånden ud i fred og næstekærlighed til alle nabostater og deres folk og indbyder dem til at samarbejde med den uafhængige jødiske national til alle bedste. Staten Israel er beredt til at yde sit bidrag til fremskridtet i Det mellemste Østen som helhed.
Vor opfordring udgår til det jødiske folk i hele verden om at fylkes på vor side i arbejdet for indvandring og udvikling og om at stå os bi i den store kamp for opfyldelsen af generationers drøm om Israels løskøbelse.
I tillid til Israels klippe[80] sætter vi vore navne under denne erklæring ved denne sammentræden af det foreløbige statsråd på hjemlandets jord i byen Tel Aviv på denne sabbataften, den 5.ijar 5708 (14.maj 1948).
Noter
[1] Earl Grant Harrison var en amerikansk jurist, der var USA’s repræsentant i den kommission, flere lande havde nedsat med det formål at undersøge flygtningeproblemet
[2] Tyskland var ved krigens slutning blevet opdelt i 4 besættelseszoner. En engelsk, fransk, amerikansk og russisk
[3] I juli mødtes de tre sejrherrer fra 2.Verdenskrig: Stalin, Churchill og Truman i Potsdam udenfor Berlin for at drøfte tiden efter krigen – og indsatsen mod Japan, der endnu ikke havde kapituleret. Churchill måtte forlade konferencen, da han blev afløst af Attlee. På en pressekonference i USA efter at han var hjemvendt fra Tyskland, svarede præsident Truman, at en jødisk nationalstat var blevet drøftet med Churchill og Attlee, og at den stadig blev drøftet.
[4] Som nævnt i den historiske gennemgang fastholdt England efter krigen Hvidbogens stramme indvandringsbestemmelser, der havde fastsat tallet til 75.000 de følgende fem år efter 1939; Da der selvfølgelig ikke havde været en større indvandring under krigen, var den lovlige jødiske indvandringskvote nu 1.500 månedlig
[5] Mange jøder kom fra lande, hvor dele af lokalbefolkningen ivrigt havde deltaget i forfølgelsen af jøderne. Året efter – den 4.juli 1946 – blev 42 jøder myrdede og 50 såret i den polske by Kielce, hvor de var vendt tilbage efter krigen
[6] USA havde allerede i 1939 været yderst kritisk overfor Hvidbogens begrænsninger for indvandringen
[7] Phillipeville er en havneby i Algeriet, i dag kaldet Skikda
[8] Felada eller Fedala er en by i det vestlige Marokko, i nærheden af Casablanca, dens nuværende navn er Mohammédia, opkaldt efter Marokkos konge Mohammed V.
[9] UNRRA – United Nations Relief and Rehabilitation Administration var FN’s hjælpe- og genopbygningsorganisation efter 2. verdenskrig
[10] Trumans forgænger var præsident Roosevelt
[11] Attlee havde straks efter modtagelsen af Trumans brev af 31.august sendt et telegram tilbage
[12] Jøderne havde jo straks fra 1939 afvist Hvidbogen – se den historiske gennemgang.
[13] Indien er på dette tidspunkt den britiske koloni Indien – altså før landet med uafhængigheden i 1947 blev delt i det hinduistiske Indien og det muslimske Øst- og Vestpakistan,
[14] Verdensorganisationen er det året før på amerikansk initiativ dannede FN
[15] Se kilde 45 – Mandatforordningen
[16] Dominions var en betegnelse for lande som Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika, der var anerkendte som “autonome fællesskaber indenfor det britiske imperium”, hvilket placerede disse stater som ligestillede med Storbritannien – efter 2. Verdenskrig talte man dog mere og mere bare om Commonwealth-landene
[17] Bemærk igen som tidligere nævnt: Man kan ikke blot bruge betegnelsen palæstinensere, for det er jo alle indbyggere i den britiske mandatområde – jøder, muslimer og kristne.
[18] Som ovenfor nævnt: Muslimerne i Indien dannede året efter deres egne stater – Øst- og Vestpakistan.
[19] Bevin synes at forestille sig, at Palæstina fortsat skal være et mandatområde, men nu under FN-regi
[20] Mandataren: Den stormagt, der af Folkeforbundet havde fået til opgave at styre mandatområdet – i Palæstina altså Storbritannien.
[21] Se kilde 45
[22] Som følge af Hvidbogen fra 1939 havde Storbritannien i 1940 udstedt en forordning, der delte Palæstina i to zoner. Overdragelse af jord i zone A måtte kun finde sted til Palæstina-araberne, og kun med skriftlig tilladelse fra Højkommissæren måtte jord i zone B overdrages af Palæstina-arabere til andre end Palæstina-arabere selv.
[23] FNs generalsekretær var nordmanden Trygve Lie, der var blevet valgt i 1946 og sad til 1952. Hans stedfortræder var kineseren Victor Chi Tsai Hoo, som brevet her er stilet til
[24] Lake Success er den bydel i New York, hvor FNs hovedkvarter lå fra 1946-1951/52
[25] FN-pagtens artikel 10 taler om, at ”Generalforsamlingen kan drøfte alle spørgsmål og alle anliggender, der falder indenfor rammerne af den foreliggende pagt eller angår de organers magtbeføjelser og funktioner, som der er givet regler for her i pagten.”
[26] Generalforsamlingen mødes fast hvert år til cirka 30 ordinære møder mellem september og december i FN-bygningen i New York
[27] Alexander Cadogan var en britisk diplomat, der fra 1946-1950 var Storbritanniens FN-ambassadør. Han var blevet udpeget til posten, da han allerede havde erfaring fra Folkeforbundet
[28] Se hvor de ti andre var fra i den historiske gennemgang
[29] Kommissionen blev boykottet af de arabiske palæstinensere – den tog derfor efter opholdet i Palæstina til Beirut og mødes med repræsentanter for de arabiske stater.
[30] Sir Henry Lovell Goldsworthy Gurney var tiltrådte som ”Chief Secretary” – Højkommissærens højre hånd – I 1946. Den sidste højkommissær var Sir Alan (Gordon) Cunningham
[31] Donald MacGillivray var blevet sendt til Palæstina i 1936 ”for at være med til at løse udfordringerne”
[32] Mohammad Abdur Rahman var advokat og dommer og udpeget til UNSCOP af Nehru – Indiens leder. Men da han vender tilbage, er Indien blevet delt, og hans karriere fortsætter i det muslimske Pakistan
[33] I islam hører en del lovstof som familieret, men også strafferet under sharialovgivningen. Dette kan studeres ved religiøse skoler – madrasa
[34] De jødiske skoler var underlagt Va´ad Leumi, det jødiske nationalråd i Palæstina; der var kun ringe tilskud fra mandatmagten.
[35] En koncession er en bevilling eller en tilladelse navnlig fra det offentlige til private til at drive en vis virksomhed
[36] Potaske er en betegnelse som er blevet brugt til at dække over en lille række forskellige mineralske salte. Fælles for dem alle er, at de er en vigtig kilde til grundstoffet Kalium. Den største brug af potaske er som kunstgødning.
[37] Sir Abdul Rahman bruger her som vi har set flere steder, betegnelsen ”arabere, jøder og kristne” – uden åbenbart at tænke på, at de fleste kristne i Palæstina var arabere – nogle dog armeniere eller kristne fra Europa
[38] Antwerpen i Holland havde før 2. Verdenskrig været verdens vigtigste handelscenter for diamanter. Men allerede i 1937 oprettede tilrejsende eksperter fra Holland den første virksomhed inden for diamantslibning i Petak Tikva i Palæstina.. Året efter fjernede det britiske mandatstyre toldimportsatsen på 15% på uforarbejdede sten. I 1944 beskæftigede industrien allerede 3.300 arbejdere på 33 fabrikker med 1,4 mio Pund Sterling investeret. Eksportværdien var da over 3,2 mio Pund Sterling, hovedsagelig til USA, Canada og Indien[39] Dunum er flertalsformen af dunam – én dunam er lig 1/10 hektar.
[40] Dyarki er et herredømme med to sideordnede regeringsmagter som i Indien 1946-47, hvor der både er en indisk regering under Nehru og et britisk kolonistyre.
[41] Irgun Zwai Leumi er flere gange omtalt i den historiske gennemgang. Det betyder Den nationale militære Organisation, og var grundlagt af jødiske højrenationalister i opposition til Arbejderpartiet og Haganah Den blev betragtet som en terrorgruppe af myndighederne i det britiske mandatområde og bl.a. Begin var derfor efterlyst af englænderne
[42] Eretz Israel: Betyder egentlig ”landet Israel” og bruges ofte om det historiske, det bibelske Israel
[43] De blandede domstole i Egypten var sammensat af egyptiske og ikke-egyptiske dommere. Udlændinge fra lande, der havde særlige aftaler (”kapitulationer”), skulle dømmes af disse blandede domstole.
[44] Efter mordet på FNs første mægler, svenskeren grev Folke Bernadotte blev Ralph Bunche FNs mægler i krigen mellem Israel og de arabiske stater. Han fik for dette arbejde Nobels Fredspris i 1950
[45] Med suggestive spørgsmål menes spørgsmål, der antyder noget
[46] Den 4.maj 1947 var det lykkedes Irgun-folk at angribe fortet og fængslet i Akko og befri flere af deres kammerater fra fængslet.
[47] Det rygtes lynhurtigt, at der har været et møde med Irgun, og især i England er man rasende: Begin har været eftersøgt i fem år – ingen britiske betjente eller soldater har kunnet finde ham – og Sandström holder bare et møde med ham uden problemer.
[48] Hebræiske er et andet ord for israelske
[49] Cervantes er den spanske digter, der levede fra 1547-1616
[50] Moshe Shertok var på dette tidspunkt leder af Jewish Agencys udenrigspolitiske afdeling. Han tog senere det mere hebraiske navn Sharett og var Israels udenrigsminister 1948-1956 og premierminister 1953-55
[51] Havnen i Tel Aviv skulle have været overladt jøderne som indvandringshavn senest 1.februar 1948, men den blev fortsat spærret af englænderne.
[52] Kommissionen blev i pressen døbt ”pilgrimskommissionen”; Danmark var faktisk et af de fem lande, der var blevet bedt om at udpege et medlem, og regeringen udpegede den danske modstandsmand og politiker Per Federspiel (1905-1994) til posten. Men kommissionen kom aldrig af sted til Palæstina, og dens fortrop, der skulle løse forskellige tekniske problemer, mødte ingen forståelse hos englænderne, der erklærede, at selve kommissionen først ville få indrejsetilladelse den 1.maj 1948.
[53] Afstemningen om UNSCOPs forslag om mandatets ophør og delingen af Palæstina
[54] Yishuv´en er et hebraisk udtryk for de jødiske beboere i mandatområdet
[55] Haganah var det jødiske hjemmeværn, som var blevet oprettet i Palæstina helt tilbage i 1920 efter arabiske uroligheder, bl.a. i det jødiske kvarter i Jerusalem. Man oprettede det dengang præcis af den grund Golda Meir nævner her – englænderen valgte efter jødernes opfattelse alt for ofte tilskuerens rolle, når arabere angreb jøder. Haganah var meget aktiv i indsmuglingen af jødiske flygtninge til Palæstina og prøvede på den måde at omgå den britiske blokade af jødisk indvandring. Da staten Israel blev oprettet i 1948 blev Haganah opløst, men mange af dens folk blev kernen i den nye israelske hær, IDF.
[56] Eretz Israel – ”landet Israel” – det historiske eller bibelske Israel.
[57] Begin kan tænke på, at en større konflikt ville tvinge FN til at bede briterne blive.
[58] Haganah og Irgun var på dette tidspunkt i voldsom indbyrdes strid om taktikken overfor englænderne
[59] Displaced Persons var de jødiske overlevende, som endnu i 1947 sad i lejre rundt om i Europa – jvf. den historiske gennemgang
[60] Landsbrugskollektiver- se mere på israel-info under kibbutz
[61] 29.november – den dag i 1947, hvor delingsplanen blev vedtaget af FNs generalforsamling
[62] Se indledningen til kilden
[63] April 1948 – kort før mandatets ophør
[64] Mosaisk Troessamfund var indtil 2014 det officielle navn på den jødiske menighed i Danmark, grundlagt i 1684
[65] Se forrige kilde
[66] Den jødiske Bibel, Tanach med Loven, profeterne og skrifterne er jo også de kristnes ”Gamle Testamente” og har også stærkt påvirket Koranen.
[67] Af romerne efter det 2.oprør i 132-135 – se den historiske gennemgang
[68] Også kaldet ”diasporaen”
[69] I eksilet havde jøderne enten talt landets sprog eller særlige ”jødiske” sprog som jiddisch – et sprog af den germanske familie, med hebraiske og slaviske indslag, der blev talt af europæiske, særligt østeuropæiske, ashkenaziske jøder,.og ladino, et jødisk sprog, som forholder sig til spansk som jiddisch til tysk. Det blev talt af sefardiske jøder .Men i Palæstina genoplivede Eliezer Ben-Yehuda (1858-1922) det sprog, Bibelen var skrevet på og som blev brugt i gudstjenesten, til det daglige talesprog, Ivrit eller ”nyhebraisk”.
[70] År 5657 i den jødiske tidsregning svarer til år 1897 i den kristne
[71] Se den historiske gennemgang og kilde 26
[72] Se den historiske gennemgang og kilde 31
[73] Se den historiske gennemgang og kilde 45
[74] De israelske politikere bruger udtrykket Shoah – katastrofe
[75] Se den historiske gennemgang og kilde 57
[76] Medinath Israel er hebraisk for Staten Israel. Staten dækkede jo kun en mindre del af Eretz Israel – altså af det historiske Israel.
[77] Svarer til midnat mellem den 14. og 15.maj – sabbatten går fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Måneden iyar ligger i april-maj. I den jødiske kalender flytter månederne sig lidt, da en jødiske tidsregning har et år med 12 måneder á 29.30 dage – den nye måned starter med nymåne. Men da jødiske fester er tæt forbundet med årstiden, lægger man i en cyklus på 19 år syv skudår ind, så kalenderen alligevel nogenlunde følger solåret. Israel fejrer altså kun meget sjældent sin uafhængighedsdag – Yom Haaztmaut – præcis på den 14.maj – men altid i maj. Året 5708 er officielt efter verdens skabelse.
[78] Israel fik aldrig en forfatning – jf. den historiske gennemgang
[79] Israel blev FNs 59.medlem den 11.maj 1949 – altså først efter uafhængighedskrigen
[80] Oprindelig havde der stået ”I tillid til den Almægtige”, men meget få af underskriverne var religiøse, flere meget overbevidste ateister, så man enedes i den endelige udfordring om at skrive ”Israels Klippe” – så kunne enhver opfatte dette som man vil.
Litteratur
Begin, Menachem: The Revolt. Story of the Irgun. Steimatzky 1952
Bender, Johan: Palæstina-problemet fra Krig mod Fred. Gyldendal undervisning 1994
Bethell, Nicholas: The Palestine Triangle. The struggle between the British, the Jews and the Arabs 1935-48. London 1979
Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1922-1955. Fra britisk mandat til Nassers våbenkøb.. Gyldendal 1973
Espersen, Søren: Israels selvstændighedskrig – og de danske frivillige. Hovedland 2007
Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014
Melchior, Bent: Så vælg da livet. Erindringer. Gyldendal 1997
Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)
Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer. Gyldendal 2005
Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.9 Katastrofen i Palæstina og hvad deraf fulgte)
Segev, Tom: One Palestine, Complete. Metropolitan Books, New York 2000
Tuchman, Barbara W: Bible and Sword. How the British came to Palestine. New York University 1956 (Heri kap. XVII Culmination: The Balfour Declaration and the Palestine Mandate)
Links
FN’s samling af kilder for: UNSCOP
Oversigt over UNSCOP kilder i pdf
Israels uafhænighedserklæring
Tilbage til fortællingen: Israel – ung og ældgammel
Kilde 63: USA’s præsident Truman anerkender Staten Israel
Harry S. Truman var tiltrådt som USA’s præsident ved Roosevelts død den 12.april 1945. Han havde i perioden 1945-47 lagt et kraftigt pres på England for at åbne for øget jødisk indvandring i Palæstina – jf. tidligere kilder. Kilden er et uddrag af Trumans erindringer ”Years of Trial and Hope” bd.2, der kom i 1965. Truman døde i 1972.
Den 14.maj fik jeg underretning om, at Israels provisoriske regering havde planer om at proklamere en jødisk stat ved midnat samme dag palæstinensisk tid, hvilket var tidspunktet for det britiske mandats ophør. Jeg havde ofte talt med mine rådgivere om, hvad vi skulle foretage os, når delingen havde fundet sted, og det havde altid været underforstået, at vi i sidste instans ville anerkende en ansvarlig jødisk regering. Delingen fandt sandt at sige ikke sted på lige netop den fredelige måde, jeg havde håbet på[1], men en kendsgerning var det, at jøderne kontrollerede det område, hvor deres folk boede, og at de var parate til at administrere og forsvare det[2]. På den anden side var jeg særdeles klar over, at nogle af udenrigsministeriets ”eksperter” ønskede at blokere anerkendelsen af en jødisk stat.[3]
Da nu jøderne imidlertid var parate til at proklamere Staten Israel, besluttede jeg straks at foretage mig noget ved at lade Amerika anerkende den nye nation. Jeg gav et medlem af min stab instruks om at meddele beslutningen til udenrigsministeriet og bringe den videre til ambassadør Austin[4] ved De forenede Nationer i New York. Ca en halv time senere, nøjagtig 11 minutter efter, at staten Israel var blevet proklameret, overgav min pressesekretær Charlie Ross pressen meddelelsen om, at De forenede Stater de facto[5] havde anerkendt Israels provisoriske regering[6].
Jeg fik at vide, at denne erklæring kom som en overraskelse for nogle af karrierefolkene i udenrigsministeriet. Det burde den ikke have gjort, hvis de loyalt havde støttet min politik.[7]
Kilde 64: Den arabiske Ligas erklæring ved angrebet på Israel 15.maj 1948
Den arabiske Liga var blevet dannet den 22.marts og bestod af følgende stater: Syrien, Transjordanien, Irak, Saudi -Arabien, Libanon, Egypten og Yemen. Ifølge Den arabiske Ligas pagt var formålet ”at styrke forbindelserne mellem medlemsstaterne, at samordne deres politik for at skabe samarbejde mellem dem og at beskytte deres uafhængighed og selvstændighed”.
Erklæringen af 15. maj 1948
1. Da det britiske mandat nu er ophørt, uden at der i landet findes en lovlig forfatningsmæssig myndighed til at sikre ro, orden og respekt for lovene og til at beskytte indbyggernes liv og ejendom, erklærer de arabiske staters regeringer følgende:
2. Styrelsen af Palæstina bør gives tilbage til landets indbyggere i overensstemmelse med bestemmelserne i folkeforbundspagten og De forenede Nationers Pagt …[8]
3. Ro og orden i Palæstina er blevet forstyrret. Den zionistiske aggression har medført, at over ¼ million af de arabiske indbyggere har forladt deres hjem og søgt tilflugt i de arabiske nabolande … Efter at det britiske mandat over Palæstina er ophørt, er de britiske myndigheder ikke længere ansvarlige for sikkerheden i landet, bortset fra, hvad der angår tilbagetrækningen af deres styrker og da kun i de områder, hvor der er givet meddelelse om, at tropperne befinder sig. Palæstina kommer således til at stå uden noget regeringsmaskineri, der kan opretholde lov og orden i landet og beskytte indbyggernes liv og ejendom.
4. Denne tilstand truer med at brede sig til de arabiske nabostater, hvor ophidselsen er stor på grund af begivenhederne i Palæstina. Regeringerne i Den arabiske Ligas medlemsstater og i De forenede Nationer er overordentlig foruroligede og dybt bekymrede over dette.
5. …
6. Som medlemmer af Den arabiske Liga, en regional organisation i henhold til kap.VIII indenfor rammerne af De forenede Nationers Pagt[9], er regeringerne i de arabiske stater ansvarlige for opretholdelse af fred og sikkerhed i deres område. Regeringerne anser de begivenheder, der finder sted i Palæstina, for en trussel mod freden og sikkerheden i området som helhed og i hvert enkelt land.
7. Da sikkerheden i Palæstina er en hellig forpligtelse for de arabiske stater … har de arabiske staters regeringer set sig nødsaget til at intervenere i Palæstina[10] ene og alene for at hjælpe landets indbyggere med at genoprette fred og sikkerhed, lov og orden og for at forhindre blodsudgydelse.
8. … Regeringerne i de arabiske stater understreger ved denne lejlighed, hvad de tidligere har erklæret ved Londonkonferencen[11] og i De forenede Nationer, nemlig at oprettelsen af en palæstinensisk enhedsstat efter demokratiske principper er den eneste retfærdige løsning…
Kilde 65: Golda Meir om møderne om kong Abdullah 1948
Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed.
Lige inden oprettelsen af Staten Israel i 1948 mødtes hun som leder af Jewish Agencys politiske afdeling flere gange hemmeligt med kong Abdullah af Transjordanien i et forgæves forsøg på at undgå krigshandlinger. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv”, der kom i 1975, på dansk i 1979. Det er Golda Meirs andet møde med Abdullah – det fandt sted i starten af maj 1948, hvor israelerne endnu håbede at kunne holde Abdullah og hans britisk trænede Arabiske Legion ude at den forventede krig. Legionen var langt den bedste arabiske hær i området og havde også britiske officerer. Hun var ledsaget af en af Jewish Agencys eksperter i arabiske forhold, Ezra Danin – og begge var forklædt som arabere.
Jeg stolede fuldstændig på Ezras evne til at bringe os sikkert gennem fjendens linjer, og jeg var alt for spændt på resultatet af vor sendelse til at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi – hvad Gud forbyde – skulle blive pågrebet. Men skønt vi måtte identificere os flere gange, nåede vi heldigvis det aftalte mødested i rette tid og uden at være blevet opdaget. …..
Så kom Abdullah ind i værelset. Han var meget bleg og virkede meget trykket. Ezra fungerede som tolk, og vi talte sammen en times tid. Jeg indledte samtalen med straks at gå til sagen. – Har de alligevel brudt det løfte, De gav mig? spurgte jeg ham[12]. Han svarede ikke direkte på spørgsmålet. – Da jeg aflagde det løfte, troede jeg, jeg var herre over min egen skæbne og kunne gøre, hvad jeg anså for rigtigt. Men siden da har jeg fået noget andet at vide. Så fortsatte han og sagde, at før havde han været alene, men nu ”er jeg en af fem”; vi forstod, at de andre fire var Egypten, Syrien, Libanon og Iraq. Alligevel mente han, at krigen kunne undgås.
– Hvorfor har I så travlt med at udråbe jeres stat? spurgte han mig. – Hvorfor haster det sådan? I er så utålmodige! Jeg sagde til ham, at jeg ikke syntes, man kunne sige om et folk, der havde ventet 2000 år, at det var utålmodigt, og det lod han til at acceptere.
– Kan De ikke forstå, sagde jeg – at vi er Deres eneste forbundsfælle i denne region? De andre er alle deres fjender[13]. – Ja, sagde han, det ved jeg. Men hvad kan jeg gøre? Det er ikke mig, der bestemmer. Så sagde jeg til ham: – De må være klar over, at hvis krigen bliver påtvunget os, vil vi kæmpe. Og vi vil vinde. Han sukkede igen og sagde: – Ja, det ved jeg. Det er jeres pligt at kæmpe. Men hvorfor ikke vente et par år? Opgiv jeres krav om fri indvandring. Jeg vil overtage hele landet, og I vil blive accepteret i mit parlament. Jeg vil behandle jer godt, og der bliver ingen krig.
Jeg prøvede at forklare ham, at han plan var umulig. – De ved, hvor meget vi har gjort, og hvor hårdt vi har arbejdet, sagde jeg. – Tror De, vi har gjort alt det blot for at blive repræsenteret i et fremmed parlament? De ved, hvad vi ønsker, og hvad vi tilstræber. Hvis De ikke kan tilbyde os andet, end hvad De lige har tilbudt, så bliver der krig, og vi vil vinde den. Men måske vi kan mødes igen – efter krigen, og når der findes en jødisk stat.
– De stoler alt for meget på Deres tanks, sagde Danin. – De har ingen virkelige venner i den arabiske verden, og vi vil knuse Deres tanks, ligesom Maginotlinien blev ødelagt.[14] Det var meget dristige ord, navnlig i betragtning af, at Danin vidste nøjagtigt, hvordan det stod til med vores udrustning. Men Abdullah så endnu alvorligere ud og sagde igen, at han vidste, at vi måtte gøre vores pligt. Han tilføjede også bedrøvet, forekom det mig, at begivenhederne må måtte gå deres gang. Vi ville alle med tiden erfare, hvad skæbnen havde i behold til os.
– Der var åbenbart ikke mere at sige. Jeg ville tage af sted, men Danin og Abdullah havde indledt en ny samtale.
– Jeg håber, vi kan opretholde kontakten, også efter at krigen er begyndt, sagde Danin. – Naturligvis, svarede Adullah. – De må komme og besøge mig. – Men hvordan skal jeg nå frem til Dem? spurgte Danin. – Åh, jeg er sikker på, De vil finde ud af noget, sagde Abdullah med et smil. Så gik Danin i rette med ham, fordi han ikke traf de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. – De går i moskeen, sagde han til Abdullah, – og tillader Deres undersåtter at kysse sømmen af Deres klædning. En skønne dag vil en eller anden misdæder[15] forgribe sig på Dem. Tiden er inde til at forbyde den skik, af sikkerhedsgrunde. Abdullah var synlig forarget. – Jeg vil aldrig blive mine egne vagters fange, sagde han meget strengt til Danin. – jeg er født som beduin, en fri mand, og jeg agter at forblive fri. Lad så dem, der ønsker at myrde mig, prøve at gøre det. Jeg vil ikke lægge mig selv i lænker. Så sagde han farvel til os og gik.[16]
Kilde 66: Bernadottes møde med den egyptiske premierminister Nokrashi Pasha, 29.maj 1948
Trods alle fredsbestræbelser brød krigen som ovenfor nævnt ud straks den 15.maj og FN udnævnte derfor omgående den 20.maj svenskeren Folke Bernadotte til at mægle i konflikten – jf. den historiske gennemgang. Skildringen af mødet er fra Folke Bernadottes egen bog: Til Jerusalem, der udkom allerede i 1950.
Samme dag – den 29.maj – kl.10 skulle jeg træffe den ægyptiske statsminister, Nokrashi Pasha[17] . Jeg indfandt mig i ministeriet og blev ført ind i et værelse, hvor en herre iført tarbusch[18] tog imod mig. I den tro, at jeg stod overfor statsministeren selv, begyndte jeg straks på samtalen, men blev afbrudt, da manden pludselig styrtede ud af døren. Den morsomme lille episode sluttede med, at det blev meddelt, at statsministeren var kommet og ventede mig.
Nokrashi Pasha var et interessant bekendtskab. Vi talte sammen i nærværelse af mine to medhjælpere, Dr. Bunche og legionsråd Mohn.[19] Jeg begyndte med at forklare ham, hvori min opgave bestod. Den gik ud på, sagde jeg, at betrygge freden i Palæstina. Grunden til den rådende situation var den, understregede jeg, at der i Palæstina var 650.000 jøder og 1.300.000 arabere. Det var klart, at man måtte søge at finde en udvej, der kunne gøre det muligt for de to folk, at leve fredeligt sammen.
Statsministeren tog derpå til orde og gjorde i en længere udvikling rede for sin opfattelse. Efter de optegnelser, der blev gjort, udtalte han blandt andet følgende:
… Statsministeren erklærede, at det ikke havde været den ægyptiske regerings hensigt at sende tropper til Palæstina. Den havde hele tiden håbet og ventet, at en løsning på problemet ville blive fundet i Lake Succes.[20] Man da det blev den 8.maj, og det stod klart, at der ikke ville fremkomme nogen løsning, samt at det kunne befrygtes, at der ville komme til at herske kaos i Palæstina, når det britiske mandat ophørte, og briterne forlod landet, besluttede den egyptiske regering at sende tropper dertil for at opretholde ro og orden
Efter at de ægyptiske tropper var draget ind i Palæstina, var det blevet klart for den egyptiske regering, at jøderne var indstillet på at tvinge araberne med vold, våbenmagt og terror. Dette kunne de arabiske stater ikke tillade. Det var først og fremmest dette, de protesterede imod. De jødiske terroristers, Sternligaens, Irguns og til en vis grad også Haganahs virksomhed måtte undertrykkes.[21]
Som det nyeste og hidtil værste eksempel på jødisk umenneskelighed og terrorisme nævnede statsministeren jødernes forgiftning af det vand, der blev tilført den ægyptiske hær i Palæstina. Han sagde, at den ægyptiske regering havde fuldgyldigt bevis herfor. Man havde nemlig grebet de to jøder, der havde ansvaret for forsøget. De var i besiddelse af kolera- og dysenteribaciller og havde indrømmet, at de af deres overordnede officerer havde fået ordre til at udføre denne skurkegerning . . .
Statsministeren udtrykte håbet om, at fredsmægleren ikke anså sig for bundet af indholdet af den beslutning om en deling, som generalforsamlingen havde fattet den 29.november forrige år. Forholdet var det, at generalforsamlingen havde vedtaget resolutionen; men at sikkerhedsrådet havde nægtet at acceptere den, hvorfor den ikke længere var i kraft[22] …
Statsministeren erklærede, at ingen løsning, der rummede en anerkendelse af den jødiske stats berettigelse i Palæstina ville være antagelig hverken for de arabiske stater, for Tyrkiet eller Iran. …
Som svar på et spørgsmål erklærede statsministeren, at Palæstina burde være en uafhængig enhedsstat, og at denne hverken helt eller delvist burde indlemmes i nogen arabisk stat[23].
Politisk set, erklærede statsministeren videre, ville idealet være, at jøderne blev flyttet bort fra Palæstina. Men man var nødt til at erkende, at det i praksis hverken var gennemførligt eller ønskeligt. Derfor var man gået med til, at jøderne skulle blive i Palæstina. …
Statsministeren udtrykte sin tilfredshed med den af englænderne foreslåede resolution om en våbenhvile i Palæstina, der var blevet forelagt i Sikkerhedsrådet; men han mente, at det tidsrum af fire uger, der var fastsat i den påtænkte resolution var alt for langt.
Kilde 67: Bernadottes mæglingsforslag den 27.juni 1948
Efter møder med både jødiske og arabiske ledere fløj Folke Bernadotte den 18.juni til Rhodos, hvor han og hans medhjælpere nu havde godt en uge til at udarbejde et forslag angående Palæstina, som begge parter helst skulle acceptere. Det hastede, da våbenhvilen udløb den 8.juli.
Mægleren fremsætter følgende forslag som et muligt grundlag for diskussionen:
1. At Palæstina, således som det blev defineret i det mandat, som i året 1922 blev givet til Det forenede Kongerige, dvs. med Transjordanien indbefattet, skal danne en union bestående af to medlemmer, et arabisk og et jødisk, afhængig af de direkte interesserede parters villighed til at overveje en sådan ordning.
2. At de to medlemmers grænser i første omgang skal fastsættes ved forhandlinger under ledelse af mægleren og på grundlag af forslag, som han fremkommer med. Når der i hovedsagen er opnået enighed om grænsernes udformning, skal de endegyldigt fastsættes af en grænsekommission.…
Angående paragraf 2 i forslaget anses det for værd at overveje visse territoriale ordninger.[24] Følgende retningslinjer kan lægges til grund:
1. Hele Negev-området eller en del deraf kommer ind under det arabiske territorium[25]
2. Hele Vestgalilæa eller en del deraf kommer ind under det jødiske område[26]
3. Byen Jerusalem kommer ind under det arabiske territorium med selvstyre for den jødiske menighed og særlige forholdsregler til beskyttelse af de hellige steder.[27]
4. Jaffas status tages op til overvejelse.[28]
5. Der oprettes en frihavn i Haifa, denne skal omfatte raffinaderierne og endestationerne for de forskellige transportmidler.
6, Der oprettes en frihavn for luftfart i Lydda[29]
Kilde 68: Araberne afviser forslaget 3.juli 1948
Den arabiske Liga mødtes i Cairo i begyndelsen af juli og vedtog at forkaste grev Bernadottes forslag og at genåbne fjendtlighederne efter våbenstilstandens udløb den 8.juli.
Jeg har den ære at underrette Deres Excellence, at den politiske komité i de arabiske staters liga, bestående af udenrigsministrene, har modtaget Deres brev af 27.jui 1948 og omhyggeligt har gennemgået de af Dem fremsatte forslag. …
… Den politiske komité beklager dybt at måtte erklære, at den ikke kan acceptere forslagene som grundlag for en drøftelse …
(sign.) Abdul Rahman Azzam[30]
Generalsekretær for Den arabiske Liga
Kilde 69: Israel afviser forslaget 5.juli 1948
Bernadotte var nu tilbage i Mellemøsten: Den 3.juli fløj han til Cairo, den 4. er han i Transjordaniens hovedstad Amman og fløj derpå tilbage til Rhodos. Dér fik han den 5.juli om morgenen besked om, at Israels regering også var klar med et svar på hans fredsplan, så samme dag rejste han til Tel Aviv. Her mødtes han den 6. om morgenen med den israelske udenrigsminister Moshe Shertok (1894-1955), som overrakte ham det jødiske svar.
På Israels provisoriske regerings vegne[31] har jeg den ære at fremsende følgende bemærkninger til de forslag, De har fremsat i Deres brev af 27.juni[32] som grundlag for en drøftelse af Deres forsøg på at ”sikre en fredelig fremtid for Palæstina”.
- Den provisoriske regering har med forbavselse konstateret, at Deres forslag synes at ignorere generalforsamlingens beslutning af 29.november 1947, som er og bliver den eneste internationalt gyldige retskendelse angående spørgsmålet om, hvorledes Palæstina i fremtiden skal styres. Den provisoriske regering beklager også, at De, da De formulerede Deres forslag, ikke i fuld udstrækning synes at have taget hensyn til de vigtigste omstændigheder, som er forbundet med situationen i Palæstina, nemlig oprettelsen af den suveræne stat Israel indenfor det område, som tilkendtes den i generalforsamlingens resolution, og andre territoriale forandringer, som er blevet konsekvensen af, at de angreb, som Palæstina-araberne og tilgrænsende arabiske stater er slået tilbage.
…
- Den provisoriske regering er blevet dybt såret over Deres forslag angående byen Jerusalems fremtid, hvilket forslag den betragter som katastrofalt. Den tanke, at Jerusalem som led i en fredelig løsning skulle stilles under arabisk styre, har kun kunne opstå ved total ligegyldighed overfor den historiske udvikling og spørgsmålets fundamentale kendsgerning: Jødedommens historiske forbindelser med den hellige stad; den fremskudte plads, som Jerusalem har indtaget i jødisk historie, og som den stadig indtager i dagligt jødisk liv … Den provisoriske regering beklager at måtte sige, at Deres forbløffende forslag angående Jerusalem, der opmuntrer falske arabiske forhåbninger og sårer jødiske følelser, sandsynligvis vil fremkalde det modsatte end den fredsfremmende virkning, De utvivlsomt har haft i tankerne.
- Den provisoriske regering finder det ikke nødvendigt på dette stadium at fremsætte kommentarer til de andre punkter i forslaget, da den håber, at en gennemgang af nærværende bemærkninger angående de væsentligste sider i den af Dem forsøgsvis skitserede ordning må få Dem til at tage hele Deres behandling af problemet op til fornyet overvejelse.
(Sign.) M. Shertok
udenrigsminister
Kilde 70: Golda Meir om evakueringen af arabere fra Haifa
Det vel mest omdiskuterede problem efter 1948 har været de arabiske flygtninge fra Palæstina. Allerede før krigen bryder ud i maj 1948 har der jo været kampe mellem palæstinensiske jøder og arabere i hele det engelske mandatområde – og under disse kampe – og under krigen mellem Israel og de arabiske nabostater efter 14.maj forlader over 600.000 arabere det område, som efter våbenstilstanden i 1949 blev til staten Israel.
Der følger her fire forskellige kilder, der belyser denne flugt. Den første er igen fra Golda Meirs erindringer ”Mit liv” fra 1975 (på dansk 1979), som der tidligere har været bragt kilder fra. Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed. Efter staten Israels oprettelse blev hun medlem af parlamentet – Knesset – fra 1949-1974 og var arbejdsminister 1949-56, udenrigsminister 1956-66 og premierminister 1969-74. Året efter hun gik af, udgav hun disse erindringer.
Når som helst jeg læser eller hører om, hvor brutalt vi behandlede araberne[33], kommer mit blod i kog. I april 1948 stod jeg selv på stranden i Haifa i timevis og bogstavelig talt bønfaldt araberne i denne by om ikke at forlade landet. Ydermere var det en scene, det næppe er troligt, jeg nogensinde kan glemme. Haganah[34] havde lige overtaget Haifa, og araberne var begyndt at flygte bort – fordi deres ledere med så megen veltalenhed havde forsikret dem, at det var den klogeste kurs at følge, og englænderne[35] så generøst havde stillet snese af lastbiler til deres rådighed. Intet af det, Haganah sagde eller forsøgte at gøre, hjalp noget som helst – hverken appeller fra højttalere på vogne eller de flyveskrifter vi lod regne ned over byens arabiske kvarterer. »Frygt ikke!«, stod der på arabisk og hebraisk. »Hvis I tager bort, vil det kun påføre jer fattigdom og ydmygelser. Bliv i den by, der både er jeres og vor.« De var underskrevet af De jødiske arbejderes Råd i Haifa. Lad mig citere den engelske general, Sir Hugh Stockwell, der dengang havde overkommandoen over tropperne: »De arabiske ledere tog først bort, og ingen gjorde noget forsøg på at standse, hvad der begyndte som stormløb og udviklede sig til panik.« De var besluttede på at tage af sted. Hundreder kørte over grænsen, men nogle søgte ud til kysten for at vente på skibe. Ben-Gurion tilkaldt mig og sagde: »Du må omgående tage til Haifa og sørge for, at araberne bliver i Haifa og bliver behandlet godt. Jeg vil også gerne have, at du prøver på at overtale de arabere på stranden til at vende tilbage. Du må få dem til at forstå, at de ikke har noget at frygte.« Så jeg tog straks af sted. Jeg sad der på stranden og bønfaldt dem om at vende tilbage til deres hjem. Men de havde kun ét svar. »Vi ved, der ikke er noget at frygte, men vi må tage bort. Vi vil komme tilbage.« Jeg var fuldstændig sikker på, at de ikke tog bort, fordi de var bange for os, men fordi de var dødsens angst for at blive betragtet som forrædere mod den arabiske ”sag”. Alligevel talte jeg, til jeg var blå i hovedet, men det hjalp ikke.
Hvorfor ønskede vi, at de skulle blive? Der var to meget gode grunde: først og fremmest ønskede vi at bevise over for verden, at jøder og arabere kunne leve sammen – uanset hvad de arabiske ledere udbasunerede; for det andet vidste vi meget godt, at hvis en halv million arabere forlod Palæstina på det tidspunkt, ville det bevirke store økonomiske forstyrrelser i landet. Dette fører mig frem til et andet omstridt spørgsmål, som jeg vel lige så godt kan tage mig af med det samme. Jeg vil meget gerne én gang for alle bevare spørgsmålet om, hvor mange palæstinensiske arabere, der faktisk forlod deres hjem i 1947 og 1948.[36] Svaret er: allerhøjst omkring 590.000. Af disse udvandrede 30.000 lige efter FN’s beslutning i november 1947 om landets deling; andre 200.000 drog bort i løbet af denne vinter og foråret 1948 (inklusive langt størstedelen af de 62.000 arabere i Haifa); og efter statens oprettelse i maj 1948 og det arabiske angreb på Israel flygtede yderligere 300.000 arabere. Det var så sandelig meget tragisk, og det fik meget tragiske følger, men der bør i det mindste ikke være tvivl om kendsgerningerne som de var – og stadig er. Den arabiske påstand om, at der er ”millioner” af ”palæstinensiske flygtninge” er lige så usand som påstanden om, at vi tvang araberne til at forlade deres hjem. De ”palæstinensiske flygtninge” blev skabt som et resultat af arabernes ønske om (og forsøg på) at tilintetgøre Israel. De var ikke årsagen til det. Naturligvis var der visse jøder i yishuv’en[37], der allerede i 1948 sagde, at den arabiske udvandring var det bedste, der kunne være sket Israel, men jeg kender ikke nogen seriøs israeler, der nogensinde følte sådan.
De arabere, der blev i Israel, fik imidlertid en bedre tilværelse end de, der drog bort. Der var så at sige ikke en arabisk landsby med elektricitet eller rindende vand i Palæstina før 1948, og i løbet af tyve år fandtes der næppe en arabisk landsby i Israel, der ikke var tilsluttet det nationale ledningsnet, eller et hjem uden rindende vand. Jeg tilbragte megen tid i disse landsbyer, da jeg var arbejdsminister, og jeg var lige så glad over, hvad vi gjorde for dem, som jeg var, når en transitlejr forsvandt. Forlydender og propaganda er ét – kendsgerninger er noget andet. Det var mig – og ikke medlemmer af den nye venstrefløj[38] – der som arbejdsminister åbnede veje og besøgte de nye boligbebyggelser i arabiske landsbyer i hele Israel.
Kilde 71: Herbert Pundik om den planlagte fordrivelse af Nazareths arabiske befolkning
Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945. Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi, men meldte sig så til Haganah for at hjælpe jøderne i Palæstina – se kilde 62. Også denne kilde er fra hans erindringer: ”Det er ikke nok at overleve. Erindringer, der udkom i 2005.
Nazareth[39] var allerede blevet erobret den 15.juli. At den i dag er en by med 75.000 arabiske indbyggere, skyldes et samspil af tilfældigheder, bl.a. en enkelt mands stædighed.
Ben Dunkelman havde været officer i den canadiske hær under Anden Verdenskrig. Han meldte sig som frivillig til den israelske selvstændighedskrig, hvor han fik kommandoen over en bataljon i Galilæa.
Efter at bataljonen havde erobret Nazareth og drevet Fawzi el-Kaukjis[40] guerilla-styrker ud, fik han over radioen ordre til at ”evakuere” den arabiske civilbefolkning. Det hedder med et mindre forblommet ord i dag etnisk udrensning.
Dunkelman krævede at få ordren skriftligt, underskrevet af sin brigadechef, Moshe Carmel. Dennes adjudant svarede, at det ikke lod sig gøre, fordi chefen efter mange søvnløse dage og nætter endelig havde lagt sig til at sove.
Dunkelmans svar var så, at så kunne han ikke udføre ordren.
Og såedes kom Nazareths arabere ikke til at dele skæbne med 650.000 andre arabere, der enten flygtede eller blev drevet ud af den del af Palæstina, der blev Israel.
Historien er ikke almindelig kendt, men dens kilde er den bedst mulige, nemlig den tidligere israelske forsvarschef Hayim Laskov. Han fortalte mig den under en samtale i København i begyndelsen af 1970´erne. Den tjener måske ikke til at fremhæve Dunkelmans menneskelige kvaliteter, han ville formodentlig have pareret ordre, hvis han havde fået den skriftligt, men historien illustrerer hvorledes vi, i krig som i fred, er ofre for kræfternes spil, og hvilke konsekvenser enkeltpersoners beslutninger kan få på deres medmenneskers livsforløb.
Kilde 72: Uri Avneriy om de arabiske flygtninge
Uri Avnery, født som Helmut Ostermann i Beckum i Westfalen) i 1923 og død i 2018 i Tel Aviv, var en israelsk journalist og fredsaktivist. Han tilhørte en gammel tysk-jødisk bankierfamilie. Familien flyttede til Palæstina i 1933. Som ung tilhørte han terrororganisationen Irgun, og deltog i den arabisk-israelske krig i 1948. Efter krigen skrev han en bog om krigen
Han var medlem af Knesset fra 1965 til 1973 og igen fra 1979 til 1981. Han blev senere engageret i venstreorienteret aktivisme, og grundlagde fredsbevægelsen Gush Shalom, som han siden var leder af. Bevægelsen var respekteret i Europa, men de fleste israelere så på den og Ur Avnery som pro-palæstinensiske aktivister.
Avnery krydsede i 1982 frontlinjen til Beirut, hvor han mødtes med Yasser Arafat, hvilket efter sigende skulle have været første gang en israeler mødte Arafat personligt. I sin bog ”Israel uden Zionisme” fra 1968, hvor han fremlægger sin plan for fred med araberne efter 6-dages-krigen i 1967, skriver han s.195-97:
Jeg tror, at det var blevet et mål for Ben Gurion og hans regering at smide den arabiske civilbefolkning ud. Efter at iværksættelsen af delingsplanen så forsmædeligt var brudt sammen for De forenede Nationer, og staten Israel udelukkende var blevet oprettet ved israelsk våbenmagt, kunne man udmærket se bort fra FNs mening. Fred med araberne synes ikke at kunne komme på tale, hvis man tog den arabiske propagandas yderliggående karakter i betragtning. I denne situation var det let for folk som Ben Gurion at tro, at erobringen af ubeboede områder både var nødvendig af sikkerhedsgrunde og ønskelig af hensyn til den nye hebraiske stats befolkningsmæssige ensartethed.
Hvordan blev dette mål nået? Under denne fase af kampene forekom egentlige massakrer sjældent på nogen af siderne. I almindelighed var det nok at skyde et par salver ind i en arabisk landsby for at få indbyggerne til at flygte. Ifølge den zionistiske propaganda opfordrede de arabiske regeringer og de arabiske hære araberne til at forlade deres hjem. Desværre er dette aldrig blevet bevist. Erskine Childers, en seriøs om end proarabisk skribent, har forsikret mig om, at han har gennemgået alle båndoptagelser af de arabiske radiostationers udsendelser i løbet af 1948 – som BBC i London opbevarer – men ikke har fundet en eneste ordre eller blot antydning i den retning. Tværtimod lader det til, at de arabiske regeringer opfordrede indbyggerne til ikke at forlade deres hjem. Jeg er tilbøjelig til at tro, at de lokale arabiske ledere i krigens første fase opfordrede araberne til hellere at forlade deres hjem end at blive tilbage i israelsk besat område. I krigens tredje fase tog de arabiske regeringer så en anden stilling, mens nøjagtigt det modsatte skete i hver fase på den israelske side.
Men selv denne analyse kommer ikke ind på det, sagen drejer sig om. Arabernes største udvandring var slet ikke resultatet af nogen overlagt politik, hverken fra arabernes eller zionisternes side, men snarere et naturligt produkt af krigen som sådan. Kun få mennesker nu til dags gør sig klart, at araberne aldrig er flygtet ud af landet. Når en arabisk kampenhed trak sig tilbage fra en landsby under et israelsk fremstød, fulgte befolkningen fra den forladte landsby med tropperne, fordi de frygtede det værste. Israelerne siger ofte, at araberne var bange, fordi de vidste, hvad de selv ville have gjort ved israelerne, hvis situationen havde været omvendt. Sandheden er, at det for primitive mennesker er naturligt at forlade deres hjem et par dage, mens deres landsby bliver angrebet. Hvis de israelske kibbutznikker og andre landsbyboere ikke gjorde dette, men blev og kæmpede sammen med hæren til det sidste, var det, fordi disse landsbyer var af en særegen karakter og indstillet på forsvar – og fordi alle israelere i almindelighed under krigen følte, at der intet alternativ var, intetsteds at tag hen, at vi måtte blive og kæmpe, uanset hvad resultatet blev. »Intet alternativ« – ein brera på hebraisk – var krigens motto, en måde at tænke på, en fælles beslutsomhed, som af hjertet deltes af alle i den nye stat under denne afgørende krig.
Den arabiske civile befolkning blev, som tiden gik, trængt tilbage nogle få kilometer ad gangen, så de efterhånden kom længere og længere bort fra deres hjem, men hele tiden troede de, at det kun var et spørgsmål om dage eller uger, før de atter kunne vende tilbage. Da våbenstilstanden blev undertegnet, var der pludselig opstået en international grænse mellem dem og deres hjem. De var blevet flygtninge. Kun de arabere, som boede i områder, der var blevet løbet over ende af den israelske hær under lynangreb, d.v.s. når der ingen tid var til at flygte (når den israelske hær ikke var interesseret i at få vejene blokeret af flygtninge), forblev i Israel. Dette var tilfældet i Nazareth og hele Galilæa. Dertil kom de arabere, som boede i en række landsbyer, som Jordan havde afstået i våbenstilstandsaftalen efter kampens ophør.
Jeg for mit vedkommende mener, at det er formålsløst at prøve at lægge det oprindelige ansvar for flygtningetragedien på den ene eller den anden part. Udvandringen var uundgåelig, på samme måde som selve krigen var blevet det på grund af den onde cirkels virkninger. Det ansvar, der nu engang er der, må begge parter bære. Fejhed, uansvarlighed og ligegyldighed havde en lige så stor skyld i tragedien som terror, manglende menneskelighed og voldsmentalitet.
Kilde 73: Benny Morris om flugten i 1948
Den israelske historiker Benny Morris er født i 1948 og har været professor i historie på Ben Gurion-Universitet i Beersheba i Negev. I 1988 udgav han bogen The Birth of the Palestinian Refugee Problem, hvori han dokumenterede, at de 700.000 palæstinensere, der flygtede fra deres hjem i forbindelse med oprettelsen af Staten Israel i 1947-48, ikke alle gjorde det af egen fri vilje, men i flere tilfælde blev både fordrevet og massakreret af det israelske militær. Dette vakte på dette tidspunkt stor harme og Benny Morris og andre unge historikere begyndte nu at kalde sig selv »de nye historikere«, hvilket især mødte kritik fra den israelske højrefløj, som kritiserede det revisionistiske historieprojekt for at være undergravende – at man altså prøvede at revidere den på dette tidspunkt gældende opfattelse, at de arabiske palæstinensere alle havde forladt landet frivilligt.
I 2008 udgav han bogen 1948: A History of the First Arab–Israeli War , hvor han i konklusionen bl.a. skriver følgende:
Krigen resulterede i skabelsen af omkring syvhundrede tusinde arabiske flygtninge. Dette var delvist et resultat af de idéer om uddrivelse[41], der optrådte i begge parters ideologi i denne konflikt. I 1948 havde mange af de zionistiske ledere accepteret idéen og nødvendigheden af en overførsel[42], og dette påvirkede hændelser under krigen. Men denne gradvise accept var i høj grad en reaktion på uddrivelses-ideologien og al-Husseinis[43] og hans tilhængeres voldelige praksis gennem de forrige to årtier.
Begge nationale bevægelser gik ind i midt-1940´erne med et element af fordrivelse i deres ideologiske bagage. Blandt zionisterne var det et mindre og underordnet element, til tider nævnt af de afgørende ledere, inklusiv Ben Gurion og Chaim Weizmann. Men det havde ikke oprindeligt været en del af den zionistiske ideologi og var sædvanligvis sket som svar på uddrivelse og terror fra arabernes side. Det faktum, at Peel-kommissionen i 1937 havde støttet en overførsel af araberne ud af en kommende jødisk stat, havde uden tvivl underbygget den brede accept af idéen blandt de jødiske ledere.
Selvom zionistiske ledere og tilhængere fra Theodor Herzl og frem til tider havde foreslået en overførsel, var det først fra midten af 1930´erne og i de tidlige 1940´ere, at zionistiske ledere klart talte for ideen – som svar på det arabiske oprør, som havde dræbt i hundredvis af bosættere og havde truet med at ødelægge Yishuv´en[44], og nazisternes antisemitisme, som havde truet med at udrydde tysk og derpå europæisk jødedom. De zionistiske ledere mente, at et sikkert og nogenlunde rummeligt tilflugtssted var en afgørende nødvendighed for Europas forfulgte jøder, og at dette tilflugtssted kun kunne findes i Palæstina – men for at opnå sikkerhed og sikre den nødvendige plads, måtte nogle eller alle palæstinensiske arabere, grundet deres konstante angreb, flyttes. Arabisk støtte til en nazistisk sejr og Haj Amin al-Husseinis arbejde for nazisterne i 2. Verdenskrigs Berlin spillede også en rolle i denne tankegang. Zionistiske tanker om fordrivelse var således i det mindste delvist et svar på araberes og kristne europæeres tanker og handlinger med fordrivelse eller drab.
Ikke desto mindre var flytning eller uddrivelse aldrig en del af den zionistiske bevægelse eller dens hovedgrupper som en officiel politik på noget tidspunkt af bevægelsens udvikling – selv ikke under krigen i 1948. Dette var uden tvivl delvist på grund af Israels forventning om, at det at inddrage støtte til overførsel i deres programmer ville mindske vestlig støtte til zionismen og skabe splid i zionismens rækker. Det var også et resultat af moralske skrupler.
Gennem 1948-krigen, der almindeligvis fra jødiske side var set som en overlevelseskrig, blev overførsel aldrig en almen eller klart udtalt zionistisk politik – selvom der var fordrivelse, og selvom der i de kritiske måneder herskede en atmosfære af, hvad der senere ville blive kaldt etnisk udrensning[45] Således var der ved krigens slutning – selvom meget af landet var blevet ”renset” for arabere – andre dele af landet – specielt i det centrale Galilæa – hvor der var en muslimsk, arabisk befolkning, og byer midt i den jødiske kyststribe, Haifa og Jaffa, havde stadig arabiske mindretal.
Kilde 74: FNs generalforsamlings resolution 194 af 11.dec.1948
Både FNs Sikkerhedsråd og Generalforsamlingen havde siden krigens udbrud søgt at stoppe den og jo også opnået flere våbenhviler. I december prøver man at sikre en mere varig våbenhvile og en kommende fred.
Generalforsamlingen,
Der har taget situationen i Palæstina nærmere i betragtning
- Udtrykker sin dybe påskønnelse af de fremskridt der ved den afdøde FN-mæglers[46] mellemkomst er opnået for at fremme en fredelig tilpasning af den fremtidige situation i Palæstina, en sag han ofrede sit liv for; og udtrykker sin tak til den fungerende mægler[47] og hans stab for deres fortsatte bestræbelser og pligttroskab i Palæstina;
- Opretter en forligskommission[48] bestående af 3 medlemmer af De forenede Nationer, som skal have følgende opgaver:
- a) At påtage sig de opgaver, der blev overdraget FN’s Palæstinamægler ved generalforsamlingens resolution 186 (S-2) af 14. maj 1948, for så vidt den anser det for nødvendigt under de nuværende omstændigheder;
- b) At udføre de specifikke opgaver og direktiver, som er givet den ved nærværende resolution og sådanne yderligere opgaver og direktiver, som måtte blive givet den af generalforsamlingen eller af sikkerhedsrådet;
- c) At påtage sig, på sikkerhedsrådets anmodning, enhver af de funktioner som nu er overdraget FN’s Palæstina-mægler eller FN’s våbenstilstandskommission ved sikkerhedsrådsresolutioner; ved en sådan anmodning til forligskommissionen fra sikkerhedsrådet med hensyn til alle FN’s Palæstinamæglers tilbageværende funktioner i forbindelse med sikkerhedsrådsresolutioner vil mæglerens tjeneste blive afsluttet;
- Beslutter at en generalforsamlingskomite bestående af Kina, Frankrig, Unionen af sovjetiske socialistiske republikker, Det forenede Kongerige og Amerikas forenede Stater inden afslutningen af første del af det nuværende møde i generalforsamlingen skal forelægge til forsamlingens godkendelse et forslag til navnene på de tre stater, som vil udgøre forligskommissionen;
- Anmoder kommissionen om straks at påbegynde sine funktioner med henblik på etableringen af kontakt mellem parterne indbyrdes og med kommissionen på den tidligst mulige dato;
- Opfordrer de berørte regeringer og myndigheder til at udvide forhandlingsrammerne baseret på sikkerhedsrådets resolution af 16. november 1948 og at søge enighed ved forhandlinger ført med enten forligskommissionen eller direkte med henblik på endelig afgørelse af alle spørgsmål, som er udestående mellem parterne;
- Pålægger forligskommissionen at tage skridt til at bistå de berørte regeringer og myndigheder med at opnå en endelig afgørelse af de spørgsmål, som er udestående mellem parterne;
- Beslutter at de hellige steder – inklusive Nazareth[49] – religiøse bygninger og steder i Palæstina bør beskyttes og den frie adgang til dem sikret i overensstemmelse med eksisterende rettigheder og historisk praksis; at arrangementer i denne henseende bør være under effektivt FN-opsyn; at FN’s forligskommission ved præsentationen af sine detaljerede forslag til et permanent internationalt regime for Jerusalemområdet ved den fjerde ordinære generalforsamling bør medtage anbefalinger vedrørende de hellige steder i dette område; at kommissionen med hensyn til de hellige steder i resten af Palæstina bør opfordre de politiske myndigheder i de pågældende områder til at afgive passende formelle garantier vedrørende beskyttelsen af de hellige steder og adgang til dem; og at disse tilsagn bør forelægges Generalforsamlingen til dens godkendelse;
- Beslutter at Jerusalemområdet, inklusive den nuværende Jerusalem kommune plus de omkringliggende landsbyer og byer, hvoraf den østligste skal være Abu Dis; den sydligste Bethlehem; den vestligste Ein Karem[50] (inklusive den bebyggede del af Motsa området); og den nordligste Shu’fat, i betragtning af, at det har tilknytning til tre verdensreligioner, bør tildeles separat og speciel behandling i forhold til resten af Palæstina og bør placeres under effektiv FN-kontrol;
- a) Anmoder sikkerhedsrådet om at tage yderligere skridt for at sikre afmilitarisering af Jerusalem på den tidligst mulige dato;
- b) Pålægger forligskommissionen at forelægge for den fjerde ordinære generalforsamling detaljerede forslag til et permanent, internationalt regime for Jerusalem området, som vil sikre størst muligt lokalt selvstyre for særlige grupper, som er foreneligt med Jerusalem områdets særlige, internationale status;
- c) Forligskommissionen bemyndiges til at udpege en FN-repræsentant, som skal samarbejde med de lokale myndigheder vedrørende den midlertidige administration af Jerusalem området;
- Beslutter at den friest mulige adgang til Jerusalem ad vej, ad jernbane eller ad luftvejen bør sikres alle indbyggere i Palæstina, i afventning af mere detaljerede aftaler om arrangementer mellem de berørte regeringer og myndigheder;
Pålægger forligskommissionen øjeblikkeligt at rapportere til sikkerhedsrådet med henblik på dette organs passende handling en hvilken som helst parts forsøg på at forhindre sådan adgang;
- Pålægger forligskommissionen at søge arrangementer mellem de berørte regeringer og myndigheder, som vil fremme områdets økonomiske udvikling, herunder arrangementer for adgang til havne og lufthavne og brugen af transport- og kommunikationsfaciliteter;
- Beslutter at de flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, bør have tilladelse hertil på den tidligst gennemførlige dato, og at der bør betales kompensation for ejendom til dem, der vælger ikke at vende tilbage, og for tab af eller skade på ejendom som efter principperne i folkeretten eller ud fra en rimelighedsbetragtning bør erstattes af de ansvarlige regeringer eller myndigheder;
Pålægger forligskommissionen at fremme repatrieringen, genbosættelsen og den økonomiske og sociale rehabilitering af flygtningene og betalingen af kompensation og at opretholde tætte kontakter med lederen af FN’s hjælpeprogram for palæstinensiske flygtninge og gennem ham de relevante FN-organer og kontorer;[51]
- Bemyndiger forligskommissionen til at udnævne sådanne underorganer og ansætte sådanne tekniske eksperter, der fungerer under dens myndighed, som den finder nødvendig for effektivt at kunne udføre sine opgaver og sit ansvar i henhold til denne resolution;
Forligskommissionen vil have sit officielle hovedkvarter i Jerusalem. De myndigheder, der er ansvarlige for ordenen i Jerusalem, vil være ansvarlige for at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre kommissionens sikkerhed. Generalsekretæren vil sørge for et begrænset antal vagter til sikring af kommissionens stab og område.
- Pålægger forligskommissionen at indgive fremskridtsrapporter periodevis til generalsekretæren til videregivelse til sikkerhedsrådet og medlemmerne af FN;
- Opfordrer alle berørte regeringer og myndigheder til at samarbejde med forligskommissionen og til at tage alle mulige skridt for at bistå med implementeringen af denne resolution;
- Anmoder generalsekretæren om at sørge for det nødvendige personale og de nødvendige faciliteter og til at træffe passende arrangementer for at sikre de nødvendige økonomiske midler, der kræves for at føre nærværende resolutions bestemmelser ud i livet.
Kilde 75: Våbenstilstandsaftalen mellem Egypten og Israel den 24.februar 1949
FNs mægler, Ralph Bunche fra USA, indbød nu parterne til våbenstilstandsforhandlinger på Rhodos., hvor også Folke Bernadotte havde haft hovedkvarter. Mellem januar og juli 1949 afsluttedes dér en række våbenstilstandsaftaler mellem Israel på den ene side og Egypten, Libanon, Transjordanien/Jordan og Syrien på den anden side.
Art. 1 …
- Sikkerhedsrådets henstilling[52] om ikke at gribe til militære magtmidler ved ordningen af Palæstina-spørgsmålet skal fra nu af omhyggeligt respekteres af begge parter.
Art. 2. …
- Der må ikke foretages nogen fjendtlig handling af nogen af parternes militære eller halvmilitære styrker, herunder friskarer[53], mod modpartens militære og halvmilitære styrker og heller ikke mod civile i områder, der står under modpartens kontrol; de må heller ikke under noget påskud overskride våbenstilstandens demarkationslinje[54] og komme ind på den anden side. … de må heller ikke begive sig ind i eller passere gennem modpartens luftrum eller søterritorium indenfor tremilegrænsen.
Art. 10.
- Overholdelsen af våbenstilstandsbetingelserne skal overvåges af en blandet våbenstilstandskommission bestående af 7 medlemmer, til hvilken hver af parterne skal foreslå 3, og hvis formand skal være FNs stabschef for organisationen til overvågelse af våbenstilstanden eller en højtstående officer fra observationskorpset udpeget af ham efter forhandling med den foreliggende aftales parter.[55]
Art.12. —
2. Den foreliggende aftale, der er blevet drøftet og indgået I forlængelse af sikkerhedsrådets re af 16.november 1948 for at etablere våbenstilstand og borteliminere truslen mod freden i Palæstina samt for at lette overgangen fra den nuværende våbenstilstand til en permanent fredstilstand i Palæstina, skal forblive i kraft, indtil der er opnået en fredelig ordning mellem parterne …[56]
Noter
[1] I FNs delingsplan havde der jo været tale om, at der skulle nedsættes en kommission bestående af fem repræsentanter fra fem forskellige medlemsstater og at denne kommission skal stå for administrationen i overgangsperioden. Men kommissionen havde aldrig fået adgang til Palæstina, så længe England stod for styret.
[2] I midten af marts havde Ben Gurion dannet et nationalråd bestående af 37 medlemmer. Nationalrådets forretningsudvalg, kaldet ”nationaladministrationen”, der bestod af 13 medlemmer, virkede som en slags skyggeregering i mandatets sidste måneder.
[3] Flere af medarbejderne i udenrigsministeriet mente, at Palæstina burde underkastes et midlertidigt formynderskab af FN, da alt tydede på, at der ville udbryde en egentlig krig i samme øjeblik der blev udråbt en jødisk stat i Palæstina.
[4] Warren Ausstin var USA’s første FN-ambassadør – udnævnt af Truman i januar 1947. Han sad resten af Trumans præsidentperiode – til januar 1953.
[5] De facto – USA anerkender Staten Israel som eksisterende
[6] Se Israels uafhængighedserklæring – med udråbelsen af Staten Israel overgik ”Nationalrådet” til at fungere som en provisorisk, dvs. midlertidig regering. En ”rigtig” regering forudsatte afholdelse af valg og udpegning af en demokratisk valgt regering.
[7] Allerede den 22.juni udnævnte Truman historikeren og embedsmanden James G. McDonald til USA’s første ambassadør i Israel
[8] Fire af Ligas medlemmer var jo selv tidligere mandatområder, der nu havde opnået selvstændighed: De tidligere britiske mandatområder Irak og Transjordanien og de tidligere franske mandatområder Syrien og Libanon.
[9] I FN-pagtens kapitel VIII står i artkel 52 stk.1 følgende: ”Der er intet i den foreliggende pagt, der udelukker, at regionale ordninger eller organer kan foretage hensigtsmæssige foranstaltninger på regionalt plan, når det drejer sig om sager, der har at gøre med opretholdelse af international fred og sikkerhed …”
[10] Umiddelbart efter Israels oprettelse rykkede tropper fra Syrien, Libanon, Transjordanien, Irak og Egypten ind i Palæstina
[11] Londonkonferencen var et møde holdt på engelsk initiativ i London i begyndelsen af 1947. Til stede var delegerede fra de arabiske stater, men hverken jøder eller arabere fra Palæstina deltog. Det var efter denne England overlod løsningen af problemet til FN.
[12] Ved deres første møde i begyndelsen af november 1947 havde Abdullah klar erklæret, at han ikke ville deltage i noget arabisk angreb på jøderne. Han ville forblive deres ven, havde han sagt, ligesom jøderne ønskede han frem for alt fred.
[13] De fire arabiske lande – Libanon, Syrien, Irak og Transjordanien – var jo alle ”kunstige” nationalstater, skabt af England og Frankrig efter 1.Verdenskrig – jf. det historiske afsnit om Sykes-Picot-aftalen. Der var derfor store indbyrdes stridigheder. Og mod syd var Saudi-Arabien opstået som stormagt – bl.a. med erobringen af Hedjaz, hvor Abdullahs far havde været Emir til 1924
[14] Maginotlinien var en fransk befæstningslinke langs Frankrigs grænse mod Tyskland. Frankrig regnede den for uindtagelig – men i maj 1940 rykkede de tyske tropper bare udenom linjen og besejrede Frankrig i løbet af få uger
[15] Misdæder er et gammeldags ord for forbryder, bandit.
[16] Abdullah blev i 1951 myrdet netop ved en moské – Al Aksa i Jerusalem, som fra 1948-1967 var under Jordan. Hans modstandere mente, at han var ved at indgå en fredsaftale med Israel.
[17] Nokrashi Pasha havde været Egyptens premierminister 1945-46, og blev igen leder af regeringen i december 1946 til han blev myrdet af et medlem af Det muslimske Broderskab i december 1948
[18] En tarbusch er det samme som en fez – en arabisk hovedbeklædning
[19] Ralph Bunche havde allerede været med UNSCOP i Palæstina året før – jf. tidligere kilder – og afløste Bernadotte, da han blev dræbt senere på året i Jerusalem. Legationsråd Paul Mohn var en svensk diplomat
[20] FNs daværende hovedkvarter i New York
[21] Læs om Irgun og Stern-banden i den historiske gennemgang. Haganah var dagen før indgået i den nu oprettede officielle israelske hær – Tzva Haganah le-Yisra’el – på dansk oftest omtalt som IDF – Israel Defence Forces.
[22] Den egyptiske regeringsleder henviser til, at generalforsamlingen ifølge FN-pagten ikke har ret til at træffe bindende beslutninger, men kun til at foretage henstillinger. Den 19.marts havde USA i sikkerhedsrådet forslået, at Palæstina skulle stå under FNs formynderskab, men dette var ikke vedtaget inden den 15.maj, og forlaget havde mødt modstand både fra Sovjetunionen og fra Zionisterne.
[23] Egypten kendte selvfølgelig til Abdullah af Transjordaniens planer om at indlemme i hvert fald de arabiske områder i Palæstina i et større Jordan – jf. forrige kilde
[24] Disse territorielle ordninger vakte voldsom forbitrelse i Israel og i de arabiske stater – med undtagelse af Transjordanien, der jo nu også ville få områder vest for Jordanfloden og hvis konge måske kunne blive leder af unionen.
[25] Negev-ørkenen var på dette tidspunkt besat af egyptiske tropper
[26] Området var allerede på jødernes hænder
[27] Fra krigens udbrud og til våbenhvilen havde den engelskledede transjordanske hær, ”Den arabiske Legion”, forsøgt at erobre byen, men da våbenhvilen trådte i kraft, beherskede jøderne endnu en del af byen. Bernadotte forestillede sig, at det vestlige Galilæa kunne være en slags kompensation for Jerusalem. Han tager ikke hensyn til idéerne om et internationalt styre over byen.
[28] Jaffa var på dette tidspunkt den største af de arabiske byer i Palæstina; allerede i de første dage i maj var araberne dog begyndt at forlade byen, der den 12.maj overgav sig til jøderne.
[29] Lydda kaldes også Lod og er stedet, hvor den nuværende Ben Gurion Lufthavn ligger.
[30] Abdul Rahman Azzam var en egyptisk diplomat og Den arabiske Ligas første generalsekretær – fra marts 1945 til September 1952.
[31] Israels provisoriske regering var oprettet samtidig med staten den 14.maj – den var provisorisk, dvs. foreløbig – da den jo ikke er udpeget af et parlament, da der endnu ikke har været egentlige valg.
[32] Se forslagene i kilde 67
[33] Især efter 6-dages-krigen i 1967 er sympatien for Israel i den vestlige verden dalet – og der er en stærkt forøget interesse for de arabiske flygtninge, nu kalder palæstinenserne. På grund af Israels sejr i krigen i 67 ses Israel nu ofte som den stærke part – og de arabiske flygtninge, hvoraf mange stadig sad i flygtningelejre i Libanon, Syrien og Jordan, som ofre for Israels overgreb
[34] Haganah var den jødiske, militære undergrundsorganisation, der var oprettet i Palæstina i 1920 efter arabiske uroligheder og overfald på jøder, bl.a. i Jerusalem. Haganah fungerede nu som et ”hjemmeværn” for de jødiske indvandrere og blev i 1948 kernen i den nye israelske hær, IDF.
[35] I april 1948 er Palæstina jo stadig et engelsk mandatområde – frem til 14./15.maj
[36] I debatten i 1970´erne, da Golda Meir skriver sine erindringer, tales der ofte om millioner af arabiske flygtninge
[37] Yishuv´en er det hebraiske betegnelse for jøderne i det engelske mandatområde – dengang kaldt de jødiske palæstinensere.
[38] I Israel opstår der efter uafhængighedskrigen flere mindre venstrefløjspartier – altså til venstre for Arbejderpartiet, som Golda Meir tilhører – de har tydeligvis kritiseret, at regeringen i Jerusalem ikke gjorde nok for de arabere, der blev i Israel – et spørgsmål, som stadig spiller en vigtig rolle i israelsk politik
[39] Nazareth ligger i Galilæa og forbindes mest med Jesus fra Nazareth. Her i 1948 er byen beboet af arabere – både kristne og jødiske arabere.
[40] Fawzi el-Kaukjis (1890-1977) var feltkommandør I den arabiske befrielseshær under uafhængighedskrigen. Han havde som Haj Amin al-Husseini tilbragt krigsårene I Nazi-Tyskland
[41] Morris skriver ”expulsionist elements”. Europa havde femogtyve år før været vidner til en græsk-tyrkisk ”befolkningsudveksling”, hvor omkring 900.000 ortodokse grækere var blevet fordrevet fra de græske byer i Anatolien – og hvor grækerne til gengæld havde fordrevet de fleste muslimer fra Grækenland. Dette blev så en del af Lausanne-aftalen fra 1923 – freden med den nye tyrkiske republik, der afløste Sévres-traktaten fra 1920
[42] Morris bruger over ”transfer” – en sådan flytning af mange millioner var netop i 1945-47 sket i Europa, hvor tyskere var fordrevet eller flygtet fra Østpreussen, Pommern, Schlesien og russerne til gengæld havde fordrevet polakker fra de områder, man havde fået i Hitler-Stalin-aftalen i 1939 og beholdt efter krigen. Disse polakker blev så ”overflyttet” langt mod vest – til de områder tyskernes var fordrevet fra. Begrebet bruges også om fordrivelser af muslimer fra Indien til Pakistan og hinduer fra Pakistan til Indien i 1947.
[43] Se om Hussein al-Huseini i den historiske gennemgang
[44] Yishuv´en er det hebraiske navn på det jødiske samfund i Palæstina før 1948.
[45] Udtrykket ”etnisk udrensning” kommer fra krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990´erne, hvor serbere og kroater prøvede at skabe etnisk ”rene” serbiske eller kroatiske områder. Her var det dybt problematisk, bl.a. fordi mange efter 1945 havde opfattet sig som ”jugoslaver” – og der også var blandede ægteskaber. Især i krigen i Bosnien 1992-95 prøver alle tre gruppers ledere – ortodokse serbere, katolske kroater og muslimske bosniakker at skabe ”rene” serbiske, kroatiske og muslimske områder – og det har siden Dayton-aftalerne i 1995 været kritiseret, om omverden i aftalerne accepterede den etniske udrensning, der var sket.
[46] Den afdøde FN-mægler var Folke Bernadotte, der 17.sept. 1948 var blevet dræbt af jødiske terrorister i Jerusalem
[47] Den fungerende mægler var Ralph Bunche, Bernadottes assistent
[48] Forligskommissionen kom til at bestå af repræsentanter for Frankrig, Tyrkiet og USA, og ifølge punkt 7 og 8 skulle
kommissionen »fremlægge et detaljeret forslag til et permanent, internationalt regime for Jerusalemområdet«. Et sådant forslag blev da også udarbejdet, men det blev aldrig implementeret, fordi flere af FN’s medlemslande, herunder Sovjetunionen, trak deres støtte til et sådant ”regime” tilbage. Det samme gjaldt kongeriget Jordan, som ikke villeacceptere international kontrol med tempelområdet med al-Aqsa moskéen og Klippemoskéen.
[49] Nazareth nævnes specielt, da alle de hellige steder i Jerusalem og Betlehem jo skulle høre under det internationale styre over Jerusalem-området. Det kommer ikke til at ske – frem til 1967 kommer de under jordansk styre, mens Nazareth ligger i Israel.
[50] Ein Kerem lige vest for det jødisk kontrollerede Jerusalem gælder for at være Johannes Døberens fødeby.
[51] Resolutionens punkt 11 giver op til i dag basis for stridigheder mellem Israel, de arabiske lande og palæstinenserne. De arabiske lande og PLO har konsekvent fastholdt, at punkt 11 giver de palæstinensiske flygtninge en juridisk (folkeretlig) ret til repatriering i Israel, hvad Israel benægter
[52] FNs sikkerhedsråd havde i efteråret 1948 drøftet situationen i Palæstina og vedtaget resolutioner om indstilling af fjendtlighederne, tilbagetrækning af tropperne til stillingerne før den 14.oktober og om indledning af våbenstilstandsforhandlinger. Det er disse resolutioner af 4. og 16.november og af 29.december, der danner grundlaget for Bunches forhandlinger på Rhodos.
[53] Det var jo ikke kun den jordanske og egyptiske hær, der havde kæmpet mod Israel – også flere grupper af frivillige.
[54] Demarkationslinjen fulgte i høj grad den gamle grænse mellem Palæstinamandatet og Egypten.
[55] Den danske generalmajor Vagn Bennike var i 1953-54 chef for FNs våbenstilstandskommission i Palæstina kaldet UNTSO (United Nations Truce Supervision Organization.
[56] Der blev først indgået fred mellem Egypten og Israel i marts 1979 – det var den første fredsaftale – og Egypten blev dermed det første land, der anerkendte staten Israel.
Litteratur
Avnery, Uri: Israel uden zionisme. Notabene 1970
Begin, Menachem: The Revolt. Story of the Irgun. Steimatzky 1952
Bender, Johan: Palæstina-problemet fra Krig mod Fred. Gyldendal undervisning 1994
Bernadotte, Folke: Til Jerusalem. Gyldendal 1950
Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1922-1955. Fra britisk mandat til Nassers våbenkøb.. Gyldendal 1973
Espersen, Søren: Israels selvstændighedskrig – og de danske frivillige. Hovedland 2007
Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014
Lapierre, Dominique & Larry Collins: Oh Jerusalem. Om jøder og araberes første bitre strid om den hellige stad 1947-48. Forum, København 1983
Levin, Harry: Jerusalem Embattled. A Diary of the City under Siege. Cassell, London 1997
Meir, Golda: Mit Liv. Gyldendal 1979
Melchior, Bent: Så vælg da livet. Erindringer. Gyldendal 1997
Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)
Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer. Gyldendal 2005
Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.9 Katastrofen i Palæstina og hvad deraf fulgte)
Links
UNSCOP arkiv og sammendrag 1947
Israels Uafhænighedserklæring 1948
Generalforsamlingens resolution 194 af 11.dec. 1948:
Sikkerhedsrådets resolutioner fra november/december 1948: Resolution 61 af 4.11.48, Resolution 62 af 16.11.48 og Resolution 66 af 29.12.48
Tilbage til Israel – ung og ældgammel
Kilde 76: David Ben Gurion afviser i en tale i Knesset FNs idé om Jerusalem som international by december 1949
David Ben Gurion (1886-1973) havde været leder af Jewish Agency, havde udråbt staten Israel i maj 1948 og var straks blev leder af den provisoriske regering, Efter valget i 1949 blev han udpeget til premierminister, hvad han i første gang var til 1953. I FNs delingsplan fra 1947 skulle Palæstina deles i tre dele – en jødisk og en arabisk – og så Jerusalem som en international fristad.
Israel er medlem af De forenede Nationer, ikke af politiske hensigtsmæssige grunde, men af en dyb og traditionsbestemt agtelse for de idealer, verdensfred og broderskab mellem mennesker, som vore profeter [1] har givet os i arv, og som FN har sat på sin fane. Vort medlemskab forpligter os til her, i Israels første Knesset[2], for alle de nationer som er forsamlet i De forenede Nationers generalforsamling, og alle som elsker fred og retfærdighed, at give udtryk for de følelser, det jødiske folk har næret for sin hellige stad Jerusalem, lige fra det for tre tusind år siden blev en national forenet under kong Davids scepter[3], og for den holdning vi indtager til alle religioners hellige steder.
Da vi proklamerede genoprettelsen af det jødiske folks nationale suverænitet i staten Israel den 14.maj 1948[4], erklærede vi – og bandt os derved overfor historien og verden – at ”staten Israel vil garantere religions- og samvittighedsfrihed, frihed i henseende til sprog, opdragelse og kultur; den vil beskytte alle religioners hellige steder og være tro mod de grundsætninger, hvorpå De forenede Nationers pagt hviler.”
I overensstemmelse dermed har vor delegation til De forenede Nationer erklæret, at Israel forpligter sig til at respektere alle eksisterende rettigheder vedrørende hellige steder og religiøse bygninger i Jerusalem, det lover kultusfrihed og fri adgang til alle de hellige steder og religiøse bygninger, som er under denne stats kontrol[5], det anerkender retten for alle nationers og religioners pilgrimme til at besøge de hellige steder i Jerusalem, samt fuld bevægelsesfrihed for alle præster. Endelig, at Israel sit samtykke til opretholdelsen af en effektiv øverste tilsynsførelse med de hellige steder og de gældende rettigheder, udøvet af FN, i henhold til en overenskomst som skal tilvejebringes mellem FN og Israel.
Samtidig anser vi det for vor pligt at erklære, at Jerusalem er en organisk og uadskillelig del af den jødiske stat, ligesom den er en uadskillelig del af den jødiske historie, den jødiske religion og den jødiske sjæl. Jerusalem er staten Israels hjerte. Vi er stolte af at Jerusalem også af andre religionssamfunds medlemmer[6] anses for hellig, og vi vil med glæde garantere dem den videst mulige frihed og hjælpe dem til at tilfredsstille deres religiøse behov i Jerusalem. Vi vil også i alle måder bistå De forenede Nationer i dette øjemed.
Men vi kan ikke forestille os, at De forenede Nationer vil forsøge at adskille Jerusalem fra Staten Israel eller at forringe Israels suverænitet – i Israels evige stad.
[1] Profterne i Tanach/Det gamle Testamente taler meget om de etiske idéer og respekt for det enkelte menneske
[2] Knesset betyder forsamling på hebræisk og relaterer til den store forsamling (Knesset Ha-Gdola), som i årene ca. 410 f.kr. – 310 f.kr. under Ezra og Nehemias, dvs. efter jødernes tilbagevenden fra det babyloniske fangenskab, mødtes i Jerusalem og samlede teksterne til Bibelen (Tanach/Det Gamle Testamente), som beskrevet i Nehemias’ bog. Denne “store forsamling” bestod ligeledes af 120 medlemmer.
[3] Se den historiske gennemgang her på www.israel-info.dk
[4] Se kilde 63
[5] Det var jo kun halvdelen af Jerusalem, der var under Israels kontrol – Den gamle By med de vigtigste: Vestmuren(/”Grædemuren”, den kristne Gravkirke og muslimernes helligdomme på Tempelpladsen – var i 1948 blevet besat af Transjordanien
[6] Kristne og muslimer – jvf den historiske gennemgang
Kilde 64: Den arabiske Ligas erklæring ved angrebet på Israel 15.maj 1948
Den arabiske Liga var blevet dannet den 22.marts og bestod af følgende stater: Syrien, Transjordanien, Irak, Saudi -Arabien, Libanon, Egypten og Yemen. Ifølge Den arabiske Ligas pagt var formålet ”at styrke forbindelserne mellem medlemsstaterne, at samordne deres politik for at skabe samarbejde mellem dem og at beskytte deres uafhængighed og selvstændighed”.
Erklæringen af 15. maj 1948
1. Da det britiske mandat nu er ophørt, uden at der i landet findes en lovlig forfatningsmæssig myndighed til at sikre ro, orden og respekt for lovene og til at beskytte indbyggernes liv og ejendom, erklærer de arabiske staters regeringer følgende:
2. Styrelsen af Palæstina bør gives tilbage til landets indbyggere i overensstemmelse med bestemmelserne i folkeforbundspagten og De forenede Nationers Pagt …[8]
3. Ro og orden i Palæstina er blevet forstyrret. Den zionistiske aggression har medført, at over ¼ million af de arabiske indbyggere har forladt deres hjem og søgt tilflugt i de arabiske nabolande … Efter at det britiske mandat over Palæstina er ophørt, er de britiske myndigheder ikke længere ansvarlige for sikkerheden i landet, bortset fra, hvad der angår tilbagetrækningen af deres styrker og da kun i de områder, hvor der er givet meddelelse om, at tropperne befinder sig. Palæstina kommer således til at stå uden noget regeringsmaskineri, der kan opretholde lov og orden i landet og beskytte indbyggernes liv og ejendom.
4. Denne tilstand truer med at brede sig til de arabiske nabostater, hvor ophidselsen er stor på grund af begivenhederne i Palæstina. Regeringerne i Den arabiske Ligas medlemsstater og i De forenede Nationer er overordentlig foruroligede og dybt bekymrede over dette.
5. …
6. Som medlemmer af Den arabiske Liga, en regional organisation i henhold til kap.VIII indenfor rammerne af De forenede Nationers Pagt[9], er regeringerne i de arabiske stater ansvarlige for opretholdelse af fred og sikkerhed i deres område. Regeringerne anser de begivenheder, der finder sted i Palæstina, for en trussel mod freden og sikkerheden i området som helhed og i hvert enkelt land.
7. Da sikkerheden i Palæstina er en hellig forpligtelse for de arabiske stater … har de arabiske staters regeringer set sig nødsaget til at intervenere i Palæstina[10] ene og alene for at hjælpe landets indbyggere med at genoprette fred og sikkerhed, lov og orden og for at forhindre blodsudgydelse.
8. … Regeringerne i de arabiske stater understreger ved denne lejlighed, hvad de tidligere har erklæret ved Londonkonferencen[11] og i De forenede Nationer, nemlig at oprettelsen af en palæstinensisk enhedsstat efter demokratiske principper er den eneste retfærdige løsning…
Kilde 65: Golda Meir om møderne om kong Abdullah 1948
Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed.
Lige inden oprettelsen af Staten Israel i 1948 mødtes hun som leder af Jewish Agencys politiske afdeling flere gange hemmeligt med kong Abdullah af Transjordanien i et forgæves forsøg på at undgå krigshandlinger. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv”, der kom i 1975, på dansk i 1979. Det er Golda Meirs andet møde med Abdullah – det fandt sted i starten af maj 1948, hvor israelerne endnu håbede at kunne holde Abdullah og hans britisk trænede Arabiske Legion ude at den forventede krig. Legionen var langt den bedste arabiske hær i området og havde også britiske officerer. Hun var ledsaget af en af Jewish Agencys eksperter i arabiske forhold, Ezra Danin – og begge var forklædt som arabere.
Jeg stolede fuldstændig på Ezras evne til at bringe os sikkert gennem fjendens linjer, og jeg var alt for spændt på resultatet af vor sendelse til at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi – hvad Gud forbyde – skulle blive pågrebet. Men skønt vi måtte identificere os flere gange, nåede vi heldigvis det aftalte mødested i rette tid og uden at være blevet opdaget. …..
Så kom Abdullah ind i værelset. Han var meget bleg og virkede meget trykket. Ezra fungerede som tolk, og vi talte sammen en times tid. Jeg indledte samtalen med straks at gå til sagen. – Har de alligevel brudt det løfte, De gav mig? spurgte jeg ham[12]. Han svarede ikke direkte på spørgsmålet. – Da jeg aflagde det løfte, troede jeg, jeg var herre over min egen skæbne og kunne gøre, hvad jeg anså for rigtigt. Men siden da har jeg fået noget andet at vide. Så fortsatte han og sagde, at før havde han været alene, men nu ”er jeg en af fem”; vi forstod, at de andre fire var Egypten, Syrien, Libanon og Iraq. Alligevel mente han, at krigen kunne undgås.
– Hvorfor har I så travlt med at udråbe jeres stat? spurgte han mig. – Hvorfor haster det sådan? I er så utålmodige! Jeg sagde til ham, at jeg ikke syntes, man kunne sige om et folk, der havde ventet 2000 år, at det var utålmodigt, og det lod han til at acceptere.
– Kan De ikke forstå, sagde jeg – at vi er Deres eneste forbundsfælle i denne region? De andre er alle deres fjender[13]. – Ja, sagde han, det ved jeg. Men hvad kan jeg gøre? Det er ikke mig, der bestemmer. Så sagde jeg til ham: – De må være klar over, at hvis krigen bliver påtvunget os, vil vi kæmpe. Og vi vil vinde. Han sukkede igen og sagde: – Ja, det ved jeg. Det er jeres pligt at kæmpe. Men hvorfor ikke vente et par år? Opgiv jeres krav om fri indvandring. Jeg vil overtage hele landet, og I vil blive accepteret i mit parlament. Jeg vil behandle jer godt, og der bliver ingen krig.
Jeg prøvede at forklare ham, at han plan var umulig. – De ved, hvor meget vi har gjort, og hvor hårdt vi har arbejdet, sagde jeg. – Tror De, vi har gjort alt det blot for at blive repræsenteret i et fremmed parlament? De ved, hvad vi ønsker, og hvad vi tilstræber. Hvis De ikke kan tilbyde os andet, end hvad De lige har tilbudt, så bliver der krig, og vi vil vinde den. Men måske vi kan mødes igen – efter krigen, og når der findes en jødisk stat.
– De stoler alt for meget på Deres tanks, sagde Danin. – De har ingen virkelige venner i den arabiske verden, og vi vil knuse Deres tanks, ligesom Maginotlinien blev ødelagt.[14] Det var meget dristige ord, navnlig i betragtning af, at Danin vidste nøjagtigt, hvordan det stod til med vores udrustning. Men Abdullah så endnu alvorligere ud og sagde igen, at han vidste, at vi måtte gøre vores pligt. Han tilføjede også bedrøvet, forekom det mig, at begivenhederne må måtte gå deres gang. Vi ville alle med tiden erfare, hvad skæbnen havde i behold til os.
– Der var åbenbart ikke mere at sige. Jeg ville tage af sted, men Danin og Abdullah havde indledt en ny samtale.
– Jeg håber, vi kan opretholde kontakten, også efter at krigen er begyndt, sagde Danin. – Naturligvis, svarede Adullah. – De må komme og besøge mig. – Men hvordan skal jeg nå frem til Dem? spurgte Danin. – Åh, jeg er sikker på, De vil finde ud af noget, sagde Abdullah med et smil. Så gik Danin i rette med ham, fordi han ikke traf de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. – De går i moskeen, sagde han til Abdullah, – og tillader Deres undersåtter at kysse sømmen af Deres klædning. En skønne dag vil en eller anden misdæder[15] forgribe sig på Dem. Tiden er inde til at forbyde den skik, af sikkerhedsgrunde. Abdullah var synlig forarget. – Jeg vil aldrig blive mine egne vagters fange, sagde han meget strengt til Danin. – jeg er født som beduin, en fri mand, og jeg agter at forblive fri. Lad så dem, der ønsker at myrde mig, prøve at gøre det. Jeg vil ikke lægge mig selv i lænker. Så sagde han farvel til os og gik.[16]
Kilde 66: Bernadottes møde med den egyptiske premierminister Nokrashi Pasha, 29.maj 1948
Trods alle fredsbestræbelser brød krigen som ovenfor nævnt ud straks den 15.maj og FN udnævnte derfor omgående den 20.maj svenskeren Folke Bernadotte til at mægle i konflikten – jf. den historiske gennemgang. Skildringen af mødet er fra Folke Bernadottes egen bog: Til Jerusalem, der udkom allerede i 1950.
Samme dag – den 29.maj – kl.10 skulle jeg træffe den ægyptiske statsminister, Nokrashi Pasha[17] . Jeg indfandt mig i ministeriet og blev ført ind i et værelse, hvor en herre iført tarbusch[18] tog imod mig. I den tro, at jeg stod overfor statsministeren selv, begyndte jeg straks på samtalen, men blev afbrudt, da manden pludselig styrtede ud af døren. Den morsomme lille episode sluttede med, at det blev meddelt, at statsministeren var kommet og ventede mig.
Nokrashi Pasha var et interessant bekendtskab. Vi talte sammen i nærværelse af mine to medhjælpere, Dr. Bunche og legionsråd Mohn.[19] Jeg begyndte med at forklare ham, hvori min opgave bestod. Den gik ud på, sagde jeg, at betrygge freden i Palæstina. Grunden til den rådende situation var den, understregede jeg, at der i Palæstina var 650.000 jøder og 1.300.000 arabere. Det var klart, at man måtte søge at finde en udvej, der kunne gøre det muligt for de to folk, at leve fredeligt sammen.
Statsministeren tog derpå til orde og gjorde i en længere udvikling rede for sin opfattelse. Efter de optegnelser, der blev gjort, udtalte han blandt andet følgende:
… Statsministeren erklærede, at det ikke havde været den ægyptiske regerings hensigt at sende tropper til Palæstina. Den havde hele tiden håbet og ventet, at en løsning på problemet ville blive fundet i Lake Succes.[20] Man da det blev den 8.maj, og det stod klart, at der ikke ville fremkomme nogen løsning, samt at det kunne befrygtes, at der ville komme til at herske kaos i Palæstina, når det britiske mandat ophørte, og briterne forlod landet, besluttede den egyptiske regering at sende tropper dertil for at opretholde ro og orden
Efter at de ægyptiske tropper var draget ind i Palæstina, var det blevet klart for den egyptiske regering, at jøderne var indstillet på at tvinge araberne med vold, våbenmagt og terror. Dette kunne de arabiske stater ikke tillade. Det var først og fremmest dette, de protesterede imod. De jødiske terroristers, Sternligaens, Irguns og til en vis grad også Haganahs virksomhed måtte undertrykkes.[21]
Som det nyeste og hidtil værste eksempel på jødisk umenneskelighed og terrorisme nævnede statsministeren jødernes forgiftning af det vand, der blev tilført den ægyptiske hær i Palæstina. Han sagde, at den ægyptiske regering havde fuldgyldigt bevis herfor. Man havde nemlig grebet de to jøder, der havde ansvaret for forsøget. De var i besiddelse af kolera- og dysenteribaciller og havde indrømmet, at de af deres overordnede officerer havde fået ordre til at udføre denne skurkegerning . . .
Statsministeren udtrykte håbet om, at fredsmægleren ikke anså sig for bundet af indholdet af den beslutning om en deling, som generalforsamlingen havde fattet den 29.november forrige år. Forholdet var det, at generalforsamlingen havde vedtaget resolutionen; men at sikkerhedsrådet havde nægtet at acceptere den, hvorfor den ikke længere var i kraft[22] …
Statsministeren erklærede, at ingen løsning, der rummede en anerkendelse af den jødiske stats berettigelse i Palæstina ville være antagelig hverken for de arabiske stater, for Tyrkiet eller Iran. …
Som svar på et spørgsmål erklærede statsministeren, at Palæstina burde være en uafhængig enhedsstat, og at denne hverken helt eller delvist burde indlemmes i nogen arabisk stat[23].
Politisk set, erklærede statsministeren videre, ville idealet være, at jøderne blev flyttet bort fra Palæstina. Men man var nødt til at erkende, at det i praksis hverken var gennemførligt eller ønskeligt. Derfor var man gået med til, at jøderne skulle blive i Palæstina. …
Statsministeren udtrykte sin tilfredshed med den af englænderne foreslåede resolution om en våbenhvile i Palæstina, der var blevet forelagt i Sikkerhedsrådet; men han mente, at det tidsrum af fire uger, der var fastsat i den påtænkte resolution var alt for langt.
Kilde 67: Bernadottes mæglingsforslag den 27.juni 1948
Efter møder med både jødiske og arabiske ledere fløj Folke Bernadotte den 18.juni til Rhodos, hvor han og hans medhjælpere nu havde godt en uge til at udarbejde et forslag angående Palæstina, som begge parter helst skulle acceptere. Det hastede, da våbenhvilen udløb den 8.juli.
Mægleren fremsætter følgende forslag som et muligt grundlag for diskussionen:
1. At Palæstina, således som det blev defineret i det mandat, som i året 1922 blev givet til Det forenede Kongerige, dvs. med Transjordanien indbefattet, skal danne en union bestående af to medlemmer, et arabisk og et jødisk, afhængig af de direkte interesserede parters villighed til at overveje en sådan ordning.
2. At de to medlemmers grænser i første omgang skal fastsættes ved forhandlinger under ledelse af mægleren og på grundlag af forslag, som han fremkommer med. Når der i hovedsagen er opnået enighed om grænsernes udformning, skal de endegyldigt fastsættes af en grænsekommission.…
Angående paragraf 2 i forslaget anses det for værd at overveje visse territoriale ordninger.[24] Følgende retningslinjer kan lægges til grund:
1. Hele Negev-området eller en del deraf kommer ind under det arabiske territorium[25]
2. Hele Vestgalilæa eller en del deraf kommer ind under det jødiske område[26]
3. Byen Jerusalem kommer ind under det arabiske territorium med selvstyre for den jødiske menighed og særlige forholdsregler til beskyttelse af de hellige steder.[27]
4. Jaffas status tages op til overvejelse.[28]
5. Der oprettes en frihavn i Haifa, denne skal omfatte raffinaderierne og endestationerne for de forskellige transportmidler.
6, Der oprettes en frihavn for luftfart i Lydda[29]
Kilde 68: Araberne afviser forslaget 3.juli 1948
Den arabiske Liga mødtes i Cairo i begyndelsen af juli og vedtog at forkaste grev Bernadottes forslag og at genåbne fjendtlighederne efter våbenstilstandens udløb den 8.juli.
Jeg har den ære at underrette Deres Excellence, at den politiske komité i de arabiske staters liga, bestående af udenrigsministrene, har modtaget Deres brev af 27.jui 1948 og omhyggeligt har gennemgået de af Dem fremsatte forslag. …
… Den politiske komité beklager dybt at måtte erklære, at den ikke kan acceptere forslagene som grundlag for en drøftelse …
(sign.) Abdul Rahman Azzam[30]
Generalsekretær for Den arabiske Liga
Kilde 69: Israel afviser forslaget 5.juli 1948
Bernadotte var nu tilbage i Mellemøsten: Den 3.juli fløj han til Cairo, den 4. er han i Transjordaniens hovedstad Amman og fløj derpå tilbage til Rhodos. Dér fik han den 5.juli om morgenen besked om, at Israels regering også var klar med et svar på hans fredsplan, så samme dag rejste han til Tel Aviv. Her mødtes han den 6. om morgenen med den israelske udenrigsminister Moshe Shertok (1894-1955), som overrakte ham det jødiske svar.
På Israels provisoriske regerings vegne[31] har jeg den ære at fremsende følgende bemærkninger til de forslag, De har fremsat i Deres brev af 27.juni[32] som grundlag for en drøftelse af Deres forsøg på at ”sikre en fredelig fremtid for Palæstina”.
- Den provisoriske regering har med forbavselse konstateret, at Deres forslag synes at ignorere generalforsamlingens beslutning af 29.november 1947, som er og bliver den eneste internationalt gyldige retskendelse angående spørgsmålet om, hvorledes Palæstina i fremtiden skal styres. Den provisoriske regering beklager også, at De, da De formulerede Deres forslag, ikke i fuld udstrækning synes at have taget hensyn til de vigtigste omstændigheder, som er forbundet med situationen i Palæstina, nemlig oprettelsen af den suveræne stat Israel indenfor det område, som tilkendtes den i generalforsamlingens resolution, og andre territoriale forandringer, som er blevet konsekvensen af, at de angreb, som Palæstina-araberne og tilgrænsende arabiske stater er slået tilbage.
…
- Den provisoriske regering er blevet dybt såret over Deres forslag angående byen Jerusalems fremtid, hvilket forslag den betragter som katastrofalt. Den tanke, at Jerusalem som led i en fredelig løsning skulle stilles under arabisk styre, har kun kunne opstå ved total ligegyldighed overfor den historiske udvikling og spørgsmålets fundamentale kendsgerning: Jødedommens historiske forbindelser med den hellige stad; den fremskudte plads, som Jerusalem har indtaget i jødisk historie, og som den stadig indtager i dagligt jødisk liv … Den provisoriske regering beklager at måtte sige, at Deres forbløffende forslag angående Jerusalem, der opmuntrer falske arabiske forhåbninger og sårer jødiske følelser, sandsynligvis vil fremkalde det modsatte end den fredsfremmende virkning, De utvivlsomt har haft i tankerne.
- Den provisoriske regering finder det ikke nødvendigt på dette stadium at fremsætte kommentarer til de andre punkter i forslaget, da den håber, at en gennemgang af nærværende bemærkninger angående de væsentligste sider i den af Dem forsøgsvis skitserede ordning må få Dem til at tage hele Deres behandling af problemet op til fornyet overvejelse.
(Sign.) M. Shertok
udenrigsminister
Kilde 70: Golda Meir om evakueringen af arabere fra Haifa
Det vel mest omdiskuterede problem efter 1948 har været de arabiske flygtninge fra Palæstina. Allerede før krigen bryder ud i maj 1948 har der jo været kampe mellem palæstinensiske jøder og arabere i hele det engelske mandatområde – og under disse kampe – og under krigen mellem Israel og de arabiske nabostater efter 14.maj forlader over 600.000 arabere det område, som efter våbenstilstanden i 1949 blev til staten Israel.
Der følger her fire forskellige kilder, der belyser denne flugt. Den første er igen fra Golda Meirs erindringer ”Mit liv” fra 1975 (på dansk 1979), som der tidligere har været bragt kilder fra. Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed. Efter staten Israels oprettelse blev hun medlem af parlamentet – Knesset – fra 1949-1974 og var arbejdsminister 1949-56, udenrigsminister 1956-66 og premierminister 1969-74. Året efter hun gik af, udgav hun disse erindringer.
Når som helst jeg læser eller hører om, hvor brutalt vi behandlede araberne[33], kommer mit blod i kog. I april 1948 stod jeg selv på stranden i Haifa i timevis og bogstavelig talt bønfaldt araberne i denne by om ikke at forlade landet. Ydermere var det en scene, det næppe er troligt, jeg nogensinde kan glemme. Haganah[34] havde lige overtaget Haifa, og araberne var begyndt at flygte bort – fordi deres ledere med så megen veltalenhed havde forsikret dem, at det var den klogeste kurs at følge, og englænderne[35] så generøst havde stillet snese af lastbiler til deres rådighed. Intet af det, Haganah sagde eller forsøgte at gøre, hjalp noget som helst – hverken appeller fra højttalere på vogne eller de flyveskrifter vi lod regne ned over byens arabiske kvarterer. »Frygt ikke!«, stod der på arabisk og hebraisk. »Hvis I tager bort, vil det kun påføre jer fattigdom og ydmygelser. Bliv i den by, der både er jeres og vor.« De var underskrevet af De jødiske arbejderes Råd i Haifa. Lad mig citere den engelske general, Sir Hugh Stockwell, der dengang havde overkommandoen over tropperne: »De arabiske ledere tog først bort, og ingen gjorde noget forsøg på at standse, hvad der begyndte som stormløb og udviklede sig til panik.« De var besluttede på at tage af sted. Hundreder kørte over grænsen, men nogle søgte ud til kysten for at vente på skibe. Ben-Gurion tilkaldt mig og sagde: »Du må omgående tage til Haifa og sørge for, at araberne bliver i Haifa og bliver behandlet godt. Jeg vil også gerne have, at du prøver på at overtale de arabere på stranden til at vende tilbage. Du må få dem til at forstå, at de ikke har noget at frygte.« Så jeg tog straks af sted. Jeg sad der på stranden og bønfaldt dem om at vende tilbage til deres hjem. Men de havde kun ét svar. »Vi ved, der ikke er noget at frygte, men vi må tage bort. Vi vil komme tilbage.« Jeg var fuldstændig sikker på, at de ikke tog bort, fordi de var bange for os, men fordi de var dødsens angst for at blive betragtet som forrædere mod den arabiske ”sag”. Alligevel talte jeg, til jeg var blå i hovedet, men det hjalp ikke.
Hvorfor ønskede vi, at de skulle blive? Der var to meget gode grunde: først og fremmest ønskede vi at bevise over for verden, at jøder og arabere kunne leve sammen – uanset hvad de arabiske ledere udbasunerede; for det andet vidste vi meget godt, at hvis en halv million arabere forlod Palæstina på det tidspunkt, ville det bevirke store økonomiske forstyrrelser i landet. Dette fører mig frem til et andet omstridt spørgsmål, som jeg vel lige så godt kan tage mig af med det samme. Jeg vil meget gerne én gang for alle bevare spørgsmålet om, hvor mange palæstinensiske arabere, der faktisk forlod deres hjem i 1947 og 1948.[36] Svaret er: allerhøjst omkring 590.000. Af disse udvandrede 30.000 lige efter FN’s beslutning i november 1947 om landets deling; andre 200.000 drog bort i løbet af denne vinter og foråret 1948 (inklusive langt størstedelen af de 62.000 arabere i Haifa); og efter statens oprettelse i maj 1948 og det arabiske angreb på Israel flygtede yderligere 300.000 arabere. Det var så sandelig meget tragisk, og det fik meget tragiske følger, men der bør i det mindste ikke være tvivl om kendsgerningerne som de var – og stadig er. Den arabiske påstand om, at der er ”millioner” af ”palæstinensiske flygtninge” er lige så usand som påstanden om, at vi tvang araberne til at forlade deres hjem. De ”palæstinensiske flygtninge” blev skabt som et resultat af arabernes ønske om (og forsøg på) at tilintetgøre Israel. De var ikke årsagen til det. Naturligvis var der visse jøder i yishuv’en[37], der allerede i 1948 sagde, at den arabiske udvandring var det bedste, der kunne være sket Israel, men jeg kender ikke nogen seriøs israeler, der nogensinde følte sådan.
De arabere, der blev i Israel, fik imidlertid en bedre tilværelse end de, der drog bort. Der var så at sige ikke en arabisk landsby med elektricitet eller rindende vand i Palæstina før 1948, og i løbet af tyve år fandtes der næppe en arabisk landsby i Israel, der ikke var tilsluttet det nationale ledningsnet, eller et hjem uden rindende vand. Jeg tilbragte megen tid i disse landsbyer, da jeg var arbejdsminister, og jeg var lige så glad over, hvad vi gjorde for dem, som jeg var, når en transitlejr forsvandt. Forlydender og propaganda er ét – kendsgerninger er noget andet. Det var mig – og ikke medlemmer af den nye venstrefløj[38] – der som arbejdsminister åbnede veje og besøgte de nye boligbebyggelser i arabiske landsbyer i hele Israel.
Kilde 71: Herbert Pundik om den planlagte fordrivelse af Nazareths arabiske befolkning
Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945. Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi, men meldte sig så til Haganah for at hjælpe jøderne i Palæstina – se kilde 62. Også denne kilde er fra hans erindringer: ”Det er ikke nok at overleve. Erindringer, der udkom i 2005.
Nazareth[39] var allerede blevet erobret den 15.juli. At den i dag er en by med 75.000 arabiske indbyggere, skyldes et samspil af tilfældigheder, bl.a. en enkelt mands stædighed.
Ben Dunkelman havde været officer i den canadiske hær under Anden Verdenskrig. Han meldte sig som frivillig til den israelske selvstændighedskrig, hvor han fik kommandoen over en bataljon i Galilæa.
Efter at bataljonen havde erobret Nazareth og drevet Fawzi el-Kaukjis[40] guerilla-styrker ud, fik han over radioen ordre til at ”evakuere” den arabiske civilbefolkning. Det hedder med et mindre forblommet ord i dag etnisk udrensning.
Dunkelman krævede at få ordren skriftligt, underskrevet af sin brigadechef, Moshe Carmel. Dennes adjudant svarede, at det ikke lod sig gøre, fordi chefen efter mange søvnløse dage og nætter endelig havde lagt sig til at sove.
Dunkelmans svar var så, at så kunne han ikke udføre ordren.
Og såedes kom Nazareths arabere ikke til at dele skæbne med 650.000 andre arabere, der enten flygtede eller blev drevet ud af den del af Palæstina, der blev Israel.
Historien er ikke almindelig kendt, men dens kilde er den bedst mulige, nemlig den tidligere israelske forsvarschef Hayim Laskov. Han fortalte mig den under en samtale i København i begyndelsen af 1970´erne. Den tjener måske ikke til at fremhæve Dunkelmans menneskelige kvaliteter, han ville formodentlig have pareret ordre, hvis han havde fået den skriftligt, men historien illustrerer hvorledes vi, i krig som i fred, er ofre for kræfternes spil, og hvilke konsekvenser enkeltpersoners beslutninger kan få på deres medmenneskers livsforløb.
Kilde 72: Uri Avneriy om de arabiske flygtninge
Uri Avnery, født som Helmut Ostermann i Beckum i Westfalen) i 1923 og død i 2018 i Tel Aviv, var en israelsk journalist og fredsaktivist. Han tilhørte en gammel tysk-jødisk bankierfamilie. Familien flyttede til Palæstina i 1933. Som ung tilhørte han terrororganisationen Irgun, og deltog i den arabisk-israelske krig i 1948. Efter krigen skrev han en bog om krigen
Han var medlem af Knesset fra 1965 til 1973 og igen fra 1979 til 1981. Han blev senere engageret i venstreorienteret aktivisme, og grundlagde fredsbevægelsen Gush Shalom, som han siden var leder af. Bevægelsen var respekteret i Europa, men de fleste israelere så på den og Ur Avnery som pro-palæstinensiske aktivister.
Avnery krydsede i 1982 frontlinjen til Beirut, hvor han mødtes med Yasser Arafat, hvilket efter sigende skulle have været første gang en israeler mødte Arafat personligt. I sin bog ”Israel uden Zionisme” fra 1968, hvor han fremlægger sin plan for fred med araberne efter 6-dages-krigen i 1967, skriver han s.195-97:
Jeg tror, at det var blevet et mål for Ben Gurion og hans regering at smide den arabiske civilbefolkning ud. Efter at iværksættelsen af delingsplanen så forsmædeligt var brudt sammen for De forenede Nationer, og staten Israel udelukkende var blevet oprettet ved israelsk våbenmagt, kunne man udmærket se bort fra FNs mening. Fred med araberne synes ikke at kunne komme på tale, hvis man tog den arabiske propagandas yderliggående karakter i betragtning. I denne situation var det let for folk som Ben Gurion at tro, at erobringen af ubeboede områder både var nødvendig af sikkerhedsgrunde og ønskelig af hensyn til den nye hebraiske stats befolkningsmæssige ensartethed.
Hvordan blev dette mål nået? Under denne fase af kampene forekom egentlige massakrer sjældent på nogen af siderne. I almindelighed var det nok at skyde et par salver ind i en arabisk landsby for at få indbyggerne til at flygte. Ifølge den zionistiske propaganda opfordrede de arabiske regeringer og de arabiske hære araberne til at forlade deres hjem. Desværre er dette aldrig blevet bevist. Erskine Childers, en seriøs om end proarabisk skribent, har forsikret mig om, at han har gennemgået alle båndoptagelser af de arabiske radiostationers udsendelser i løbet af 1948 – som BBC i London opbevarer – men ikke har fundet en eneste ordre eller blot antydning i den retning. Tværtimod lader det til, at de arabiske regeringer opfordrede indbyggerne til ikke at forlade deres hjem. Jeg er tilbøjelig til at tro, at de lokale arabiske ledere i krigens første fase opfordrede araberne til hellere at forlade deres hjem end at blive tilbage i israelsk besat område. I krigens tredje fase tog de arabiske regeringer så en anden stilling, mens nøjagtigt det modsatte skete i hver fase på den israelske side.
Men selv denne analyse kommer ikke ind på det, sagen drejer sig om. Arabernes største udvandring var slet ikke resultatet af nogen overlagt politik, hverken fra arabernes eller zionisternes side, men snarere et naturligt produkt af krigen som sådan. Kun få mennesker nu til dags gør sig klart, at araberne aldrig er flygtet ud af landet. Når en arabisk kampenhed trak sig tilbage fra en landsby under et israelsk fremstød, fulgte befolkningen fra den forladte landsby med tropperne, fordi de frygtede det værste. Israelerne siger ofte, at araberne var bange, fordi de vidste, hvad de selv ville have gjort ved israelerne, hvis situationen havde været omvendt. Sandheden er, at det for primitive mennesker er naturligt at forlade deres hjem et par dage, mens deres landsby bliver angrebet. Hvis de israelske kibbutznikker og andre landsbyboere ikke gjorde dette, men blev og kæmpede sammen med hæren til det sidste, var det, fordi disse landsbyer var af en særegen karakter og indstillet på forsvar – og fordi alle israelere i almindelighed under krigen følte, at der intet alternativ var, intetsteds at tag hen, at vi måtte blive og kæmpe, uanset hvad resultatet blev. »Intet alternativ« – ein brera på hebraisk – var krigens motto, en måde at tænke på, en fælles beslutsomhed, som af hjertet deltes af alle i den nye stat under denne afgørende krig.
Den arabiske civile befolkning blev, som tiden gik, trængt tilbage nogle få kilometer ad gangen, så de efterhånden kom længere og længere bort fra deres hjem, men hele tiden troede de, at det kun var et spørgsmål om dage eller uger, før de atter kunne vende tilbage. Da våbenstilstanden blev undertegnet, var der pludselig opstået en international grænse mellem dem og deres hjem. De var blevet flygtninge. Kun de arabere, som boede i områder, der var blevet løbet over ende af den israelske hær under lynangreb, d.v.s. når der ingen tid var til at flygte (når den israelske hær ikke var interesseret i at få vejene blokeret af flygtninge), forblev i Israel. Dette var tilfældet i Nazareth og hele Galilæa. Dertil kom de arabere, som boede i en række landsbyer, som Jordan havde afstået i våbenstilstandsaftalen efter kampens ophør.
Jeg for mit vedkommende mener, at det er formålsløst at prøve at lægge det oprindelige ansvar for flygtningetragedien på den ene eller den anden part. Udvandringen var uundgåelig, på samme måde som selve krigen var blevet det på grund af den onde cirkels virkninger. Det ansvar, der nu engang er der, må begge parter bære. Fejhed, uansvarlighed og ligegyldighed havde en lige så stor skyld i tragedien som terror, manglende menneskelighed og voldsmentalitet.
Kilde 73: Benny Morris om flugten i 1948
Den israelske historiker Benny Morris er født i 1948 og har været professor i historie på Ben Gurion-Universitet i Beersheba i Negev. I 1988 udgav han bogen The Birth of the Palestinian Refugee Problem, hvori han dokumenterede, at de 700.000 palæstinensere, der flygtede fra deres hjem i forbindelse med oprettelsen af Staten Israel i 1947-48, ikke alle gjorde det af egen fri vilje, men i flere tilfælde blev både fordrevet og massakreret af det israelske militær. Dette vakte på dette tidspunkt stor harme og Benny Morris og andre unge historikere begyndte nu at kalde sig selv »de nye historikere«, hvilket især mødte kritik fra den israelske højrefløj, som kritiserede det revisionistiske historieprojekt for at være undergravende – at man altså prøvede at revidere den på dette tidspunkt gældende opfattelse, at de arabiske palæstinensere alle havde forladt landet frivilligt.
I 2008 udgav han bogen 1948: A History of the First Arab–Israeli War , hvor han i konklusionen bl.a. skriver følgende:
Krigen resulterede i skabelsen af omkring syvhundrede tusinde arabiske flygtninge. Dette var delvist et resultat af de idéer om uddrivelse[41], der optrådte i begge parters ideologi i denne konflikt. I 1948 havde mange af de zionistiske ledere accepteret idéen og nødvendigheden af en overførsel[42], og dette påvirkede hændelser under krigen. Men denne gradvise accept var i høj grad en reaktion på uddrivelses-ideologien og al-Husseinis[43] og hans tilhængeres voldelige praksis gennem de forrige to årtier.
Begge nationale bevægelser gik ind i midt-1940´erne med et element af fordrivelse i deres ideologiske bagage. Blandt zionisterne var det et mindre og underordnet element, til tider nævnt af de afgørende ledere, inklusiv Ben Gurion og Chaim Weizmann. Men det havde ikke oprindeligt været en del af den zionistiske ideologi og var sædvanligvis sket som svar på uddrivelse og terror fra arabernes side. Det faktum, at Peel-kommissionen i 1937 havde støttet en overførsel af araberne ud af en kommende jødisk stat, havde uden tvivl underbygget den brede accept af idéen blandt de jødiske ledere.
Selvom zionistiske ledere og tilhængere fra Theodor Herzl og frem til tider havde foreslået en overførsel, var det først fra midten af 1930´erne og i de tidlige 1940´ere, at zionistiske ledere klart talte for ideen – som svar på det arabiske oprør, som havde dræbt i hundredvis af bosættere og havde truet med at ødelægge Yishuv´en[44], og nazisternes antisemitisme, som havde truet med at udrydde tysk og derpå europæisk jødedom. De zionistiske ledere mente, at et sikkert og nogenlunde rummeligt tilflugtssted var en afgørende nødvendighed for Europas forfulgte jøder, og at dette tilflugtssted kun kunne findes i Palæstina – men for at opnå sikkerhed og sikre den nødvendige plads, måtte nogle eller alle palæstinensiske arabere, grundet deres konstante angreb, flyttes. Arabisk støtte til en nazistisk sejr og Haj Amin al-Husseinis arbejde for nazisterne i 2. Verdenskrigs Berlin spillede også en rolle i denne tankegang. Zionistiske tanker om fordrivelse var således i det mindste delvist et svar på araberes og kristne europæeres tanker og handlinger med fordrivelse eller drab.
Ikke desto mindre var flytning eller uddrivelse aldrig en del af den zionistiske bevægelse eller dens hovedgrupper som en officiel politik på noget tidspunkt af bevægelsens udvikling – selv ikke under krigen i 1948. Dette var uden tvivl delvist på grund af Israels forventning om, at det at inddrage støtte til overførsel i deres programmer ville mindske vestlig støtte til zionismen og skabe splid i zionismens rækker. Det var også et resultat af moralske skrupler.
Gennem 1948-krigen, der almindeligvis fra jødiske side var set som en overlevelseskrig, blev overførsel aldrig en almen eller klart udtalt zionistisk politik – selvom der var fordrivelse, og selvom der i de kritiske måneder herskede en atmosfære af, hvad der senere ville blive kaldt etnisk udrensning[45] Således var der ved krigens slutning – selvom meget af landet var blevet ”renset” for arabere – andre dele af landet – specielt i det centrale Galilæa – hvor der var en muslimsk, arabisk befolkning, og byer midt i den jødiske kyststribe, Haifa og Jaffa, havde stadig arabiske mindretal.
Kilde 74: FNs generalforsamlings resolution 194 af 11.dec.1948
Både FNs Sikkerhedsråd og Generalforsamlingen havde siden krigens udbrud søgt at stoppe den og jo også opnået flere våbenhviler. I december prøver man at sikre en mere varig våbenhvile og en kommende fred.
Generalforsamlingen,
Der har taget situationen i Palæstina nærmere i betragtning
- Udtrykker sin dybe påskønnelse af de fremskridt der ved den afdøde FN-mæglers[46] mellemkomst er opnået for at fremme en fredelig tilpasning af den fremtidige situation i Palæstina, en sag han ofrede sit liv for; og udtrykker sin tak til den fungerende mægler[47] og hans stab for deres fortsatte bestræbelser og pligttroskab i Palæstina;
- Opretter en forligskommission[48] bestående af 3 medlemmer af De forenede Nationer, som skal have følgende opgaver:
- a) At påtage sig de opgaver, der blev overdraget FN’s Palæstinamægler ved generalforsamlingens resolution 186 (S-2) af 14. maj 1948, for så vidt den anser det for nødvendigt under de nuværende omstændigheder;
- b) At udføre de specifikke opgaver og direktiver, som er givet den ved nærværende resolution og sådanne yderligere opgaver og direktiver, som måtte blive givet den af generalforsamlingen eller af sikkerhedsrådet;
- c) At påtage sig, på sikkerhedsrådets anmodning, enhver af de funktioner som nu er overdraget FN’s Palæstina-mægler eller FN’s våbenstilstandskommission ved sikkerhedsrådsresolutioner; ved en sådan anmodning til forligskommissionen fra sikkerhedsrådet med hensyn til alle FN’s Palæstinamæglers tilbageværende funktioner i forbindelse med sikkerhedsrådsresolutioner vil mæglerens tjeneste blive afsluttet;
- Beslutter at en generalforsamlingskomite bestående af Kina, Frankrig, Unionen af sovjetiske socialistiske republikker, Det forenede Kongerige og Amerikas forenede Stater inden afslutningen af første del af det nuværende møde i generalforsamlingen skal forelægge til forsamlingens godkendelse et forslag til navnene på de tre stater, som vil udgøre forligskommissionen;
- Anmoder kommissionen om straks at påbegynde sine funktioner med henblik på etableringen af kontakt mellem parterne indbyrdes og med kommissionen på den tidligst mulige dato;
- Opfordrer de berørte regeringer og myndigheder til at udvide forhandlingsrammerne baseret på sikkerhedsrådets resolution af 16. november 1948 og at søge enighed ved forhandlinger ført med enten forligskommissionen eller direkte med henblik på endelig afgørelse af alle spørgsmål, som er udestående mellem parterne;
- Pålægger forligskommissionen at tage skridt til at bistå de berørte regeringer og myndigheder med at opnå en endelig afgørelse af de spørgsmål, som er udestående mellem parterne;
- Beslutter at de hellige steder – inklusive Nazareth[49] – religiøse bygninger og steder i Palæstina bør beskyttes og den frie adgang til dem sikret i overensstemmelse med eksisterende rettigheder og historisk praksis; at arrangementer i denne henseende bør være under effektivt FN-opsyn; at FN’s forligskommission ved præsentationen af sine detaljerede forslag til et permanent internationalt regime for Jerusalemområdet ved den fjerde ordinære generalforsamling bør medtage anbefalinger vedrørende de hellige steder i dette område; at kommissionen med hensyn til de hellige steder i resten af Palæstina bør opfordre de politiske myndigheder i de pågældende områder til at afgive passende formelle garantier vedrørende beskyttelsen af de hellige steder og adgang til dem; og at disse tilsagn bør forelægges Generalforsamlingen til dens godkendelse;
- Beslutter at Jerusalemområdet, inklusive den nuværende Jerusalem kommune plus de omkringliggende landsbyer og byer, hvoraf den østligste skal være Abu Dis; den sydligste Bethlehem; den vestligste Ein Karem[50] (inklusive den bebyggede del af Motsa området); og den nordligste Shu’fat, i betragtning af, at det har tilknytning til tre verdensreligioner, bør tildeles separat og speciel behandling i forhold til resten af Palæstina og bør placeres under effektiv FN-kontrol;
- a) Anmoder sikkerhedsrådet om at tage yderligere skridt for at sikre afmilitarisering af Jerusalem på den tidligst mulige dato;
- b) Pålægger forligskommissionen at forelægge for den fjerde ordinære generalforsamling detaljerede forslag til et permanent, internationalt regime for Jerusalem området, som vil sikre størst muligt lokalt selvstyre for særlige grupper, som er foreneligt med Jerusalem områdets særlige, internationale status;
- c) Forligskommissionen bemyndiges til at udpege en FN-repræsentant, som skal samarbejde med de lokale myndigheder vedrørende den midlertidige administration af Jerusalem området;
- Beslutter at den friest mulige adgang til Jerusalem ad vej, ad jernbane eller ad luftvejen bør sikres alle indbyggere i Palæstina, i afventning af mere detaljerede aftaler om arrangementer mellem de berørte regeringer og myndigheder;
Pålægger forligskommissionen øjeblikkeligt at rapportere til sikkerhedsrådet med henblik på dette organs passende handling en hvilken som helst parts forsøg på at forhindre sådan adgang;
- Pålægger forligskommissionen at søge arrangementer mellem de berørte regeringer og myndigheder, som vil fremme områdets økonomiske udvikling, herunder arrangementer for adgang til havne og lufthavne og brugen af transport- og kommunikationsfaciliteter;
- Beslutter at de flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, bør have tilladelse hertil på den tidligst gennemførlige dato, og at der bør betales kompensation for ejendom til dem, der vælger ikke at vende tilbage, og for tab af eller skade på ejendom som efter principperne i folkeretten eller ud fra en rimelighedsbetragtning bør erstattes af de ansvarlige regeringer eller myndigheder;
Pålægger forligskommissionen at fremme repatrieringen, genbosættelsen og den økonomiske og sociale rehabilitering af flygtningene og betalingen af kompensation og at opretholde tætte kontakter med lederen af FN’s hjælpeprogram for palæstinensiske flygtninge og gennem ham de relevante FN-organer og kontorer;[51]
- Bemyndiger forligskommissionen til at udnævne sådanne underorganer og ansætte sådanne tekniske eksperter, der fungerer under dens myndighed, som den finder nødvendig for effektivt at kunne udføre sine opgaver og sit ansvar i henhold til denne resolution;
Forligskommissionen vil have sit officielle hovedkvarter i Jerusalem. De myndigheder, der er ansvarlige for ordenen i Jerusalem, vil være ansvarlige for at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre kommissionens sikkerhed. Generalsekretæren vil sørge for et begrænset antal vagter til sikring af kommissionens stab og område.
- Pålægger forligskommissionen at indgive fremskridtsrapporter periodevis til generalsekretæren til videregivelse til sikkerhedsrådet og medlemmerne af FN;
- Opfordrer alle berørte regeringer og myndigheder til at samarbejde med forligskommissionen og til at tage alle mulige skridt for at bistå med implementeringen af denne resolution;
- Anmoder generalsekretæren om at sørge for det nødvendige personale og de nødvendige faciliteter og til at træffe passende arrangementer for at sikre de nødvendige økonomiske midler, der kræves for at føre nærværende resolutions bestemmelser ud i livet.
Kilde 75: Våbenstilstandsaftalen mellem Egypten og Israel den 24.februar 1949
FNs mægler, Ralph Bunche fra USA, indbød nu parterne til våbenstilstandsforhandlinger på Rhodos., hvor også Folke Bernadotte havde haft hovedkvarter. Mellem januar og juli 1949 afsluttedes dér en række våbenstilstandsaftaler mellem Israel på den ene side og Egypten, Libanon, Transjordanien/Jordan og Syrien på den anden side.
Art. 1 …
- Sikkerhedsrådets henstilling[52] om ikke at gribe til militære magtmidler ved ordningen af Palæstina-spørgsmålet skal fra nu af omhyggeligt respekteres af begge parter.
Art. 2. …
- Der må ikke foretages nogen fjendtlig handling af nogen af parternes militære eller halvmilitære styrker, herunder friskarer[53], mod modpartens militære og halvmilitære styrker og heller ikke mod civile i områder, der står under modpartens kontrol; de må heller ikke under noget påskud overskride våbenstilstandens demarkationslinje[54] og komme ind på den anden side. … de må heller ikke begive sig ind i eller passere gennem modpartens luftrum eller søterritorium indenfor tremilegrænsen.
Art. 10.
- Overholdelsen af våbenstilstandsbetingelserne skal overvåges af en blandet våbenstilstandskommission bestående af 7 medlemmer, til hvilken hver af parterne skal foreslå 3, og hvis formand skal være FNs stabschef for organisationen til overvågelse af våbenstilstanden eller en højtstående officer fra observationskorpset udpeget af ham efter forhandling med den foreliggende aftales parter.[55]
Art.12. —
2. Den foreliggende aftale, der er blevet drøftet og indgået I forlængelse af sikkerhedsrådets re af 16.november 1948 for at etablere våbenstilstand og borteliminere truslen mod freden i Palæstina samt for at lette overgangen fra den nuværende våbenstilstand til en permanent fredstilstand i Palæstina, skal forblive i kraft, indtil der er opnået en fredelig ordning mellem parterne …[56]
Noter
[1] I FNs delingsplan havde der jo været tale om, at der skulle nedsættes en kommission bestående af fem repræsentanter fra fem forskellige medlemsstater og at denne kommission skal stå for administrationen i overgangsperioden. Men kommissionen havde aldrig fået adgang til Palæstina, så længe England stod for styret.
[2] I midten af marts havde Ben Gurion dannet et nationalråd bestående af 37 medlemmer. Nationalrådets forretningsudvalg, kaldet ”nationaladministrationen”, der bestod af 13 medlemmer, virkede som en slags skyggeregering i mandatets sidste måneder.
[3] Flere af medarbejderne i udenrigsministeriet mente, at Palæstina burde underkastes et midlertidigt formynderskab af FN, da alt tydede på, at der ville udbryde en egentlig krig i samme øjeblik der blev udråbt en jødisk stat i Palæstina.
[4] Warren Ausstin var USA’s første FN-ambassadør – udnævnt af Truman i januar 1947. Han sad resten af Trumans præsidentperiode – til januar 1953.
[5] De facto – USA anerkender Staten Israel som eksisterende
[6] Se Israels uafhængighedserklæring – med udråbelsen af Staten Israel overgik ”Nationalrådet” til at fungere som en provisorisk, dvs. midlertidig regering. En ”rigtig” regering forudsatte afholdelse af valg og udpegning af en demokratisk valgt regering.
[7] Allerede den 22.juni udnævnte Truman historikeren og embedsmanden James G. McDonald til USA’s første ambassadør i Israel
[8] Fire af Ligas medlemmer var jo selv tidligere mandatområder, der nu havde opnået selvstændighed: De tidligere britiske mandatområder Irak og Transjordanien og de tidligere franske mandatområder Syrien og Libanon.
[9] I FN-pagtens kapitel VIII står i artkel 52 stk.1 følgende: ”Der er intet i den foreliggende pagt, der udelukker, at regionale ordninger eller organer kan foretage hensigtsmæssige foranstaltninger på regionalt plan, når det drejer sig om sager, der har at gøre med opretholdelse af international fred og sikkerhed …”
[10] Umiddelbart efter Israels oprettelse rykkede tropper fra Syrien, Libanon, Transjordanien, Irak og Egypten ind i Palæstina
[11] Londonkonferencen var et møde holdt på engelsk initiativ i London i begyndelsen af 1947. Til stede var delegerede fra de arabiske stater, men hverken jøder eller arabere fra Palæstina deltog. Det var efter denne England overlod løsningen af problemet til FN.
[12] Ved deres første møde i begyndelsen af november 1947 havde Abdullah klar erklæret, at han ikke ville deltage i noget arabisk angreb på jøderne. Han ville forblive deres ven, havde han sagt, ligesom jøderne ønskede han frem for alt fred.
[13] De fire arabiske lande – Libanon, Syrien, Irak og Transjordanien – var jo alle ”kunstige” nationalstater, skabt af England og Frankrig efter 1.Verdenskrig – jf. det historiske afsnit om Sykes-Picot-aftalen. Der var derfor store indbyrdes stridigheder. Og mod syd var Saudi-Arabien opstået som stormagt – bl.a. med erobringen af Hedjaz, hvor Abdullahs far havde været Emir til 1924
[14] Maginotlinien var en fransk befæstningslinke langs Frankrigs grænse mod Tyskland. Frankrig regnede den for uindtagelig – men i maj 1940 rykkede de tyske tropper bare udenom linjen og besejrede Frankrig i løbet af få uger
[15] Misdæder er et gammeldags ord for forbryder, bandit.
[16] Abdullah blev i 1951 myrdet netop ved en moské – Al Aksa i Jerusalem, som fra 1948-1967 var under Jordan. Hans modstandere mente, at han var ved at indgå en fredsaftale med Israel.
[17] Nokrashi Pasha havde været Egyptens premierminister 1945-46, og blev igen leder af regeringen i december 1946 til han blev myrdet af et medlem af Det muslimske Broderskab i december 1948
[18] En tarbusch er det samme som en fez – en arabisk hovedbeklædning
[19] Ralph Bunche havde allerede været med UNSCOP i Palæstina året før – jf. tidligere kilder – og afløste Bernadotte, da han blev dræbt senere på året i Jerusalem. Legationsråd Paul Mohn var en svensk diplomat
[20] FNs daværende hovedkvarter i New York
[21] Læs om Irgun og Stern-banden i den historiske gennemgang. Haganah var dagen før indgået i den nu oprettede officielle israelske hær – Tzva Haganah le-Yisra’el – på dansk oftest omtalt som IDF – Israel Defence Forces.
[22] Den egyptiske regeringsleder henviser til, at generalforsamlingen ifølge FN-pagten ikke har ret til at træffe bindende beslutninger, men kun til at foretage henstillinger. Den 19.marts havde USA i sikkerhedsrådet forslået, at Palæstina skulle stå under FNs formynderskab, men dette var ikke vedtaget inden den 15.maj, og forlaget havde mødt modstand både fra Sovjetunionen og fra Zionisterne.
[23] Egypten kendte selvfølgelig til Abdullah af Transjordaniens planer om at indlemme i hvert fald de arabiske områder i Palæstina i et større Jordan – jf. forrige kilde
[24] Disse territorielle ordninger vakte voldsom forbitrelse i Israel og i de arabiske stater – med undtagelse af Transjordanien, der jo nu også ville få områder vest for Jordanfloden og hvis konge måske kunne blive leder af unionen.
[25] Negev-ørkenen var på dette tidspunkt besat af egyptiske tropper
[26] Området var allerede på jødernes hænder
[27] Fra krigens udbrud og til våbenhvilen havde den engelskledede transjordanske hær, ”Den arabiske Legion”, forsøgt at erobre byen, men da våbenhvilen trådte i kraft, beherskede jøderne endnu en del af byen. Bernadotte forestillede sig, at det vestlige Galilæa kunne være en slags kompensation for Jerusalem. Han tager ikke hensyn til idéerne om et internationalt styre over byen.
[28] Jaffa var på dette tidspunkt den største af de arabiske byer i Palæstina; allerede i de første dage i maj var araberne dog begyndt at forlade byen, der den 12.maj overgav sig til jøderne.
[29] Lydda kaldes også Lod og er stedet, hvor den nuværende Ben Gurion Lufthavn ligger.
[30] Abdul Rahman Azzam var en egyptisk diplomat og Den arabiske Ligas første generalsekretær – fra marts 1945 til September 1952.
[31] Israels provisoriske regering var oprettet samtidig med staten den 14.maj – den var provisorisk, dvs. foreløbig – da den jo ikke er udpeget af et parlament, da der endnu ikke har været egentlige valg.
[32] Se forslagene i kilde 67
[33] Især efter 6-dages-krigen i 1967 er sympatien for Israel i den vestlige verden dalet – og der er en stærkt forøget interesse for de arabiske flygtninge, nu kalder palæstinenserne. På grund af Israels sejr i krigen i 67 ses Israel nu ofte som den stærke part – og de arabiske flygtninge, hvoraf mange stadig sad i flygtningelejre i Libanon, Syrien og Jordan, som ofre for Israels overgreb
[34] Haganah var den jødiske, militære undergrundsorganisation, der var oprettet i Palæstina i 1920 efter arabiske uroligheder og overfald på jøder, bl.a. i Jerusalem. Haganah fungerede nu som et ”hjemmeværn” for de jødiske indvandrere og blev i 1948 kernen i den nye israelske hær, IDF.
[35] I april 1948 er Palæstina jo stadig et engelsk mandatområde – frem til 14./15.maj
[36] I debatten i 1970´erne, da Golda Meir skriver sine erindringer, tales der ofte om millioner af arabiske flygtninge
[37] Yishuv´en er det hebraiske betegnelse for jøderne i det engelske mandatområde – dengang kaldt de jødiske palæstinensere.
[38] I Israel opstår der efter uafhængighedskrigen flere mindre venstrefløjspartier – altså til venstre for Arbejderpartiet, som Golda Meir tilhører – de har tydeligvis kritiseret, at regeringen i Jerusalem ikke gjorde nok for de arabere, der blev i Israel – et spørgsmål, som stadig spiller en vigtig rolle i israelsk politik
[39] Nazareth ligger i Galilæa og forbindes mest med Jesus fra Nazareth. Her i 1948 er byen beboet af arabere – både kristne og jødiske arabere.
[40] Fawzi el-Kaukjis (1890-1977) var feltkommandør I den arabiske befrielseshær under uafhængighedskrigen. Han havde som Haj Amin al-Husseini tilbragt krigsårene I Nazi-Tyskland
[41] Morris skriver ”expulsionist elements”. Europa havde femogtyve år før været vidner til en græsk-tyrkisk ”befolkningsudveksling”, hvor omkring 900.000 ortodokse grækere var blevet fordrevet fra de græske byer i Anatolien – og hvor grækerne til gengæld havde fordrevet de fleste muslimer fra Grækenland. Dette blev så en del af Lausanne-aftalen fra 1923 – freden med den nye tyrkiske republik, der afløste Sévres-traktaten fra 1920
[42] Morris bruger over ”transfer” – en sådan flytning af mange millioner var netop i 1945-47 sket i Europa, hvor tyskere var fordrevet eller flygtet fra Østpreussen, Pommern, Schlesien og russerne til gengæld havde fordrevet polakker fra de områder, man havde fået i Hitler-Stalin-aftalen i 1939 og beholdt efter krigen. Disse polakker blev så ”overflyttet” langt mod vest – til de områder tyskernes var fordrevet fra. Begrebet bruges også om fordrivelser af muslimer fra Indien til Pakistan og hinduer fra Pakistan til Indien i 1947.
[43] Se om Hussein al-Huseini i den historiske gennemgang
[44] Yishuv´en er det hebraiske navn på det jødiske samfund i Palæstina før 1948.
[45] Udtrykket ”etnisk udrensning” kommer fra krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990´erne, hvor serbere og kroater prøvede at skabe etnisk ”rene” serbiske eller kroatiske områder. Her var det dybt problematisk, bl.a. fordi mange efter 1945 havde opfattet sig som ”jugoslaver” – og der også var blandede ægteskaber. Især i krigen i Bosnien 1992-95 prøver alle tre gruppers ledere – ortodokse serbere, katolske kroater og muslimske bosniakker at skabe ”rene” serbiske, kroatiske og muslimske områder – og det har siden Dayton-aftalerne i 1995 været kritiseret, om omverden i aftalerne accepterede den etniske udrensning, der var sket.
[46] Den afdøde FN-mægler var Folke Bernadotte, der 17.sept. 1948 var blevet dræbt af jødiske terrorister i Jerusalem
[47] Den fungerende mægler var Ralph Bunche, Bernadottes assistent
[48] Forligskommissionen kom til at bestå af repræsentanter for Frankrig, Tyrkiet og USA, og ifølge punkt 7 og 8 skulle
kommissionen »fremlægge et detaljeret forslag til et permanent, internationalt regime for Jerusalemområdet«. Et sådant forslag blev da også udarbejdet, men det blev aldrig implementeret, fordi flere af FN’s medlemslande, herunder Sovjetunionen, trak deres støtte til et sådant ”regime” tilbage. Det samme gjaldt kongeriget Jordan, som ikke villeacceptere international kontrol med tempelområdet med al-Aqsa moskéen og Klippemoskéen.
[49] Nazareth nævnes specielt, da alle de hellige steder i Jerusalem og Betlehem jo skulle høre under det internationale styre over Jerusalem-området. Det kommer ikke til at ske – frem til 1967 kommer de under jordansk styre, mens Nazareth ligger i Israel.
[50] Ein Kerem lige vest for det jødisk kontrollerede Jerusalem gælder for at være Johannes Døberens fødeby.
[51] Resolutionens punkt 11 giver op til i dag basis for stridigheder mellem Israel, de arabiske lande og palæstinenserne. De arabiske lande og PLO har konsekvent fastholdt, at punkt 11 giver de palæstinensiske flygtninge en juridisk (folkeretlig) ret til repatriering i Israel, hvad Israel benægter
[52] FNs sikkerhedsråd havde i efteråret 1948 drøftet situationen i Palæstina og vedtaget resolutioner om indstilling af fjendtlighederne, tilbagetrækning af tropperne til stillingerne før den 14.oktober og om indledning af våbenstilstandsforhandlinger. Det er disse resolutioner af 4. og 16.november og af 29.december, der danner grundlaget for Bunches forhandlinger på Rhodos.
[53] Det var jo ikke kun den jordanske og egyptiske hær, der havde kæmpet mod Israel – også flere grupper af frivillige.
[54] Demarkationslinjen fulgte i høj grad den gamle grænse mellem Palæstinamandatet og Egypten.
[55] Den danske generalmajor Vagn Bennike var i 1953-54 chef for FNs våbenstilstandskommission i Palæstina kaldet UNTSO (United Nations Truce Supervision Organization.
[56] Der blev først indgået fred mellem Egypten og Israel i marts 1979 – det var den første fredsaftale – og Egypten blev dermed det første land, der anerkendte staten Israel.
Litteratur
Avnery, Uri: Israel uden zionisme. Notabene 1970
Begin, Menachem: The Revolt. Story of the Irgun. Steimatzky 1952
Bender, Johan: Palæstina-problemet fra Krig mod Fred. Gyldendal undervisning 1994
Bernadotte, Folke: Til Jerusalem. Gyldendal 1950
Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1922-1955. Fra britisk mandat til Nassers våbenkøb.. Gyldendal 1973
Espersen, Søren: Israels selvstændighedskrig – og de danske frivillige. Hovedland 2007
Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014
Lapierre, Dominique & Larry Collins: Oh Jerusalem. Om jøder og araberes første bitre strid om den hellige stad 1947-48. Forum, København 1983
Levin, Harry: Jerusalem Embattled. A Diary of the City under Siege. Cassell, London 1997
Meir, Golda: Mit Liv. Gyldendal 1979
Melchior, Bent: Så vælg da livet. Erindringer. Gyldendal 1997
Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)
Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer. Gyldendal 2005
Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.9 Katastrofen i Palæstina og hvad deraf fulgte)
Links
UNSCOP arkiv og sammendrag 1947
Israels Uafhænighedserklæring 1948
Generalforsamlingens resolution 194 af 11.dec. 1948:
Sikkerhedsrådets resolutioner fra november/december 1948: Resolution 61 af 4.11.48, Resolution 62 af 16.11.48 og Resolution 66 af 29.12.48
Tilbage til Israel – ung og ældgammel
Kilde 77: David Ben Gurion anbefaler at flytte Knesset og ministerierne til Jerusalem 13. december 1949
Efter at have stillet forslag om overflytning af Knesset og ministerierne (undtagen forsvarsministeriet) til Jerusalem, fortsatte Ben Gurion:
Vi respekterer og vil vedblivende respektere de ønsker om kultusfrihed og om fri adgang ril de hellige steder, som måtte næres af alle vedkommende stater, og vi ønsker at sikre de eksisterende rettigheder i henseende til de hellige steder og de religiøse bygninger i Jerusalem. Vi vedgår vort tilsagn om at bevare disse rettigheder, og vi vil med glæde opfylde det, skønt vi ikke vil have del i den tvungne adskillelse af Jerusalem, som vil være en uhjelmet[1] og uretfærdig krænkelse af de jødiske folks historie og naturlige ret i dets fædres land.[2]
[1] ”uhjelmet” vil sige uretmæssig/ulovlig – ingen havde foreslået, at Jerusalem skulle deres – det var sket ved den transjordanske hærs fremrykning og erobring af den gamle by
[2] Jerusalem forblev delt mellem Israel og Jordan frem til juni 1967.
Kilde 64: Den arabiske Ligas erklæring ved angrebet på Israel 15.maj 1948
Den arabiske Liga var blevet dannet den 22.marts og bestod af følgende stater: Syrien, Transjordanien, Irak, Saudi -Arabien, Libanon, Egypten og Yemen. Ifølge Den arabiske Ligas pagt var formålet ”at styrke forbindelserne mellem medlemsstaterne, at samordne deres politik for at skabe samarbejde mellem dem og at beskytte deres uafhængighed og selvstændighed”.
Erklæringen af 15. maj 1948
1. Da det britiske mandat nu er ophørt, uden at der i landet findes en lovlig forfatningsmæssig myndighed til at sikre ro, orden og respekt for lovene og til at beskytte indbyggernes liv og ejendom, erklærer de arabiske staters regeringer følgende:
2. Styrelsen af Palæstina bør gives tilbage til landets indbyggere i overensstemmelse med bestemmelserne i folkeforbundspagten og De forenede Nationers Pagt …[8]
3. Ro og orden i Palæstina er blevet forstyrret. Den zionistiske aggression har medført, at over ¼ million af de arabiske indbyggere har forladt deres hjem og søgt tilflugt i de arabiske nabolande … Efter at det britiske mandat over Palæstina er ophørt, er de britiske myndigheder ikke længere ansvarlige for sikkerheden i landet, bortset fra, hvad der angår tilbagetrækningen af deres styrker og da kun i de områder, hvor der er givet meddelelse om, at tropperne befinder sig. Palæstina kommer således til at stå uden noget regeringsmaskineri, der kan opretholde lov og orden i landet og beskytte indbyggernes liv og ejendom.
4. Denne tilstand truer med at brede sig til de arabiske nabostater, hvor ophidselsen er stor på grund af begivenhederne i Palæstina. Regeringerne i Den arabiske Ligas medlemsstater og i De forenede Nationer er overordentlig foruroligede og dybt bekymrede over dette.
5. …
6. Som medlemmer af Den arabiske Liga, en regional organisation i henhold til kap.VIII indenfor rammerne af De forenede Nationers Pagt[9], er regeringerne i de arabiske stater ansvarlige for opretholdelse af fred og sikkerhed i deres område. Regeringerne anser de begivenheder, der finder sted i Palæstina, for en trussel mod freden og sikkerheden i området som helhed og i hvert enkelt land.
7. Da sikkerheden i Palæstina er en hellig forpligtelse for de arabiske stater … har de arabiske staters regeringer set sig nødsaget til at intervenere i Palæstina[10] ene og alene for at hjælpe landets indbyggere med at genoprette fred og sikkerhed, lov og orden og for at forhindre blodsudgydelse.
8. … Regeringerne i de arabiske stater understreger ved denne lejlighed, hvad de tidligere har erklæret ved Londonkonferencen[11] og i De forenede Nationer, nemlig at oprettelsen af en palæstinensisk enhedsstat efter demokratiske principper er den eneste retfærdige løsning…
Kilde 65: Golda Meir om møderne om kong Abdullah 1948
Golda Meir var født Goldie Mabovitch i 1898 i Kiev i Ukraine. Hun udvandrede som 2 mio. andre jøder til USA i 1906 og blev dér uddannet til lærer. I 1921 udvandrede hun til Palæstina, hvor hun hurtigt blev virksom i fagbevægelsen Histadrut, senere spillede hun en aktiv rolle i arbejderpartiet Mapai og kæmpede for øget jødisk immigration og uafhængighed.
Lige inden oprettelsen af Staten Israel i 1948 mødtes hun som leder af Jewish Agencys politiske afdeling flere gange hemmeligt med kong Abdullah af Transjordanien i et forgæves forsøg på at undgå krigshandlinger. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv”, der kom i 1975, på dansk i 1979. Det er Golda Meirs andet møde med Abdullah – det fandt sted i starten af maj 1948, hvor israelerne endnu håbede at kunne holde Abdullah og hans britisk trænede Arabiske Legion ude at den forventede krig. Legionen var langt den bedste arabiske hær i området og havde også britiske officerer. Hun var ledsaget af en af Jewish Agencys eksperter i arabiske forhold, Ezra Danin – og begge var forklædt som arabere.
Jeg stolede fuldstændig på Ezras evne til at bringe os sikkert gennem fjendens linjer, og jeg var alt for spændt på resultatet af vor sendelse til at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi – hvad Gud forbyde – skulle blive pågrebet. Men skønt vi måtte identificere os flere gange, nåede vi heldigvis det aftalte mødested i rette tid og uden at være blevet opdaget. …..
Så kom Abdullah ind i værelset. Han var meget bleg og virkede meget trykket. Ezra fungerede som tolk, og vi talte sammen en times tid. Jeg indledte samtalen med straks at gå til sagen. – Har de alligevel brudt det løfte, De gav mig? spurgte jeg ham[12]. Han svarede ikke direkte på spørgsmålet. – Da jeg aflagde det løfte, troede jeg, jeg var herre over min egen skæbne og kunne gøre, hvad jeg anså for rigtigt. Men siden da har jeg fået noget andet at vide. Så fortsatte han og sagde, at før havde han været alene, men nu ”er jeg en af fem”; vi forstod, at de andre fire var Egypten, Syrien, Libanon og Iraq. Alligevel mente han, at krigen kunne undgås.
– Hvorfor har I så travlt med at udråbe jeres stat? spurgte han mig. – Hvorfor haster det sådan? I er så utålmodige! Jeg sagde til ham, at jeg ikke syntes, man kunne sige om et folk, der havde ventet 2000 år, at det var utålmodigt, og det lod han til at acceptere.
– Kan De ikke forstå, sagde jeg – at vi er Deres eneste forbundsfælle i denne region? De andre er alle deres fjender[13]. – Ja, sagde han, det ved jeg. Men hvad kan jeg gøre? Det er ikke mig, der bestemmer. Så sagde jeg til ham: – De må være klar over, at hvis krigen bliver påtvunget os, vil vi kæmpe. Og vi vil vinde. Han sukkede igen og sagde: – Ja, det ved jeg. Det er jeres pligt at kæmpe. Men hvorfor ikke vente et par år? Opgiv jeres krav om fri indvandring. Jeg vil overtage hele landet, og I vil blive accepteret i mit parlament. Jeg vil behandle jer godt, og der bliver ingen krig.
Jeg prøvede at forklare ham, at han plan var umulig. – De ved, hvor meget vi har gjort, og hvor hårdt vi har arbejdet, sagde jeg. – Tror De, vi har gjort alt det blot for at blive repræsenteret i et fremmed parlament? De ved, hvad vi ønsker, og hvad vi tilstræber. Hvis De ikke kan tilbyde os andet, end hvad De lige har tilbudt, så bliver der krig, og vi vil vinde den. Men måske vi kan mødes igen – efter krigen, og når der findes en jødisk stat.
– De stoler alt for meget på Deres tanks, sagde Danin. – De har ingen virkelige venner i den arabiske verden, og vi vil knuse Deres tanks, ligesom Maginotlinien blev ødelagt.[14] Det var meget dristige ord, navnlig i betragtning af, at Danin vidste nøjagtigt, hvordan det stod til med vores udrustning. Men Abdullah så endnu alvorligere ud og sagde igen, at han vidste, at vi måtte gøre vores pligt. Han tilføjede også bedrøvet, forekom det mig, at begivenhederne må måtte gå deres gang. Vi ville alle med tiden erfare, hvad skæbnen havde i behold til os.
– Der var åbenbart ikke mere at sige. Jeg ville tage af sted, men Danin og Abdullah havde indledt en ny samtale.
– Jeg håber, vi kan opretholde kontakten, også efter at krigen er begyndt, sagde Danin. – Naturligvis, svarede Adullah. – De må komme og besøge mig. – Men hvordan skal jeg nå frem til Dem? spurgte Danin. – Åh, jeg er sikker på, De vil finde ud af noget, sagde Abdullah med et smil. Så gik Danin i rette med ham, fordi han ikke traf de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. – De går i moskeen, sagde han til Abdullah, – og tillader Deres undersåtter at kysse sømmen af Deres klædning. En skønne dag vil en eller anden misdæder[15] forgribe sig på Dem. Tiden er inde til at forbyde den skik, af sikkerhedsgrunde. Abdullah var synlig forarget. – Jeg vil aldrig blive mine egne vagters fange, sagde han meget strengt til Danin. – jeg er født som beduin, en fri mand, og jeg agter at forblive fri. Lad så dem, der ønsker at myrde mig, prøve at gøre det. Jeg vil ikke lægge mig selv i lænker. Så sagde han farvel til os og gik.[16]
Kilde 66: Bernadottes møde med den egyptiske premierminister Nokrashi Pasha, 29.maj 1948
Trods alle fredsbestræbelser brød krigen som ovenfor nævnt ud straks den 15.maj og FN udnævnte derfor omgående den 20.maj svenskeren Folke Bernadotte til at mægle i konflikten – jf. den historiske gennemgang. Skildringen af mødet er fra Folke Bernadottes egen bog: Til Jerusalem, der udkom allerede i 1950.
Samme dag – den 29.maj – kl.10 skulle jeg træffe den ægyptiske statsminister, Nokrashi Pasha[17] . Jeg indfandt mig i ministeriet og blev ført ind i et værelse, hvor en herre iført tarbusch[18] tog imod mig. I den tro, at jeg stod overfor statsministeren selv, begyndte jeg straks på samtalen, men blev afbrudt, da manden pludselig styrtede ud af døren. Den morsomme lille episode sluttede med, at det blev meddelt, at statsministeren var kommet og ventede mig.
Nokrashi Pasha var et interessant bekendtskab. Vi talte sammen i nærværelse af mine to medhjælpere, Dr. Bunche og legionsråd Mohn.[19] Jeg begyndte med at forklare ham, hvori min opgave bestod. Den gik ud på, sagde jeg, at betrygge freden i Palæstina. Grunden til den rådende situation var den, understregede jeg, at der i Palæstina var 650.000 jøder og 1.300.000 arabere. Det var klart, at man måtte søge at finde en udvej, der kunne gøre det muligt for de to folk, at leve fredeligt sammen.
Statsministeren tog derpå til orde og gjorde i en længere udvikling rede for sin opfattelse. Efter de optegnelser, der blev gjort, udtalte han blandt andet følgende:
… Statsministeren erklærede, at det ikke havde været den ægyptiske regerings hensigt at sende tropper til Palæstina. Den havde hele tiden håbet og ventet, at en løsning på problemet ville blive fundet i Lake Succes.[20] Man da det blev den 8.maj, og det stod klart, at der ikke ville fremkomme nogen løsning, samt at det kunne befrygtes, at der ville komme til at herske kaos i Palæstina, når det britiske mandat ophørte, og briterne forlod landet, besluttede den egyptiske regering at sende tropper dertil for at opretholde ro og orden
Efter at de ægyptiske tropper var draget ind i Palæstina, var det blevet klart for den egyptiske regering, at jøderne var indstillet på at tvinge araberne med vold, våbenmagt og terror. Dette kunne de arabiske stater ikke tillade. Det var først og fremmest dette, de protesterede imod. De jødiske terroristers, Sternligaens, Irguns og til en vis grad også Haganahs virksomhed måtte undertrykkes.[21]
Som det nyeste og hidtil værste eksempel på jødisk umenneskelighed og terrorisme nævnede statsministeren jødernes forgiftning af det vand, der blev tilført den ægyptiske hær i Palæstina. Han sagde, at den ægyptiske regering havde fuldgyldigt bevis herfor. Man havde nemlig grebet de to jøder, der havde ansvaret for forsøget. De var i besiddelse af kolera- og dysenteribaciller og havde indrømmet, at de af deres overordnede officerer havde fået ordre til at udføre denne skurkegerning . . .
Statsministeren udtrykte håbet om, at fredsmægleren ikke anså sig for bundet af indholdet af den beslutning om en deling, som generalforsamlingen havde fattet den 29.november forrige år. Forholdet var det, at generalforsamlingen havde vedtaget resolutionen; men at sikkerhedsrådet havde nægtet at acceptere den, hvorfor den ikke længere var i kraft[22] …
Statsministeren erklærede, at ingen løsning, der rummede en anerkendelse af den jødiske stats berettigelse i Palæstina ville være antagelig hverken for de arabiske stater, for Tyrkiet eller Iran. …
Som svar på et spørgsmål erklærede statsministeren, at Palæstina burde være en uafhængig enhedsstat, og at denne hverken helt eller delvist burde indlemmes i nogen arabisk stat[23].
Politisk set, erklærede statsministeren videre, ville idealet være, at jøderne blev flyttet bort fra Palæstina. Men man var nødt til at erkende, at det i praksis hverken var gennemførligt eller ønskeligt. Derfor var man gået med til, at jøderne skulle blive i Palæstina. …
Statsministeren udtrykte sin tilfredshed med den af englænderne foreslåede resolution om en våbenhvile i Palæstina, der var blevet forelagt i Sikkerhedsrådet; men han mente, at det tidsrum af fire uger, der var fastsat i den påtænkte resolution var alt for langt.
Kilde 67: Bernadottes mæglingsforslag den 27.juni 1948
Efter møder med både jødiske og arabiske ledere fløj Folke Bernadotte den 18.juni til Rhodos, hvor han og hans medhjælpere nu havde godt en uge til at udarbejde et forslag angående Palæstina, som begge parter helst skulle acceptere. Det hastede, da våbenhvilen udløb den 8.juli.
Mægleren fremsætter følgende forslag som et muligt grundlag for diskussionen:
1. At Palæstina, således som det blev defineret i det mandat, som i året 1922 blev givet til Det forenede Kongerige, dvs. med Transjordanien indbefattet, skal danne en union bestående af to medlemmer, et arabisk og et jødisk, afhængig af de direkte interesserede parters villighed til at overveje en sådan ordning.
2. At de to medlemmers grænser i første omgang skal fastsættes ved forhandlinger under ledelse af mægleren og på grundlag af forslag, som han fremkommer med. Når der i hovedsagen er opnået enighed om grænsernes udformning, skal de endegyldigt fastsættes af en grænsekommission.…
Angående paragraf 2 i forslaget anses det for værd at overveje visse territoriale ordninger.[24] Følgende retningslinjer kan lægges til grund:
1. Hele Negev-området eller en del deraf kommer ind under det arabiske territorium[25]
2. Hele Vestgalilæa eller en del deraf kommer ind under det jødiske område[26]
3. Byen Jerusalem kommer ind under det arabiske territorium med selvstyre for den jødiske menighed og særlige forholdsregler til beskyttelse af de hellige steder.[27]
4. Jaffas status tages op til overvejelse.[28]
5. Der oprettes en frihavn i Haifa, denne skal omfatte raffinaderierne og endestationerne for de forskellige transportmidler.
6, Der oprettes en frihavn for luftfart i Lydda[29]
Kilde 68: Araberne afviser forslaget 3.juli 1948
Den arabiske Liga mødtes i Cairo i begyndelsen af juli og vedtog at forkaste grev Bernadottes forslag og at genåbne fjendtlighederne efter våbenstilstandens udløb den 8.juli.
Jeg har den ære at underrette Deres Excellence, at den politiske komité i de arabiske staters liga, bestående af udenrigsministrene, har modtaget Deres brev af 27.jui 1948 og omhyggeligt har gennemgået de af Dem fremsatte forslag. …
… Den politiske komité beklager dybt at måtte erklære, at den ikke kan acceptere forslagene som grundlag for en drøftelse …
(sign.) Abdul Rahman Azzam[30]
Generalsekretær for Den arabiske Liga
Kilde 69: Israel afviser forslaget 5.juli 1948
Bernadotte var nu tilbage i Mellemøsten: Den 3.juli fløj han til Cairo, den 4. er han i Transjordaniens hovedstad Amman og fløj derpå tilbage til Rhodos. Dér fik han den 5.juli om morgenen besked om, at Israels regering også var klar med et svar på hans fredsplan, så samme dag rejste han til Tel Aviv. Her mødtes han den 6. om morgenen med den israelske udenrigsminister Moshe Shertok (1894-1955), som overrakte ham det jødiske svar.
På Israels provisoriske regerings vegne[31] har jeg den ære at fremsende følgende bemærkninger til de forslag, De har fremsat i Deres brev af 27.juni[32] som grundlag for en drøftelse af Deres forsøg på at ”sikre en fredelig fremtid for Palæstina”.
- Den provisoriske regering har med forbavselse konstateret, at Deres forslag synes at ignorere generalforsamlingens beslutning af 29.november 1947, som er og bliver den eneste internationalt gyldige retskendelse angående spørgsmålet om, hvorledes Palæstina i fremtiden skal styres. Den provisoriske regering beklager også, at De, da De formulerede Deres forslag, ikke i fuld udstrækning synes at have taget hensyn til de vigtigste omstændigheder, som er forbundet med situationen i Palæstina, nemlig oprettelsen af den suveræne stat Israel indenfor det område, som tilkendtes den i generalforsamlingens resolution, og andre territoriale forandringer, som er blevet konsekvensen af, at de angreb, som Palæstina-araberne og tilgrænsende arabiske stater er slået tilbage.
…
- Den provisoriske regering er blevet dybt såret over Deres forslag angående byen Jerusalems fremtid, hvilket forslag den betragter som katastrofalt. Den tanke, at Jerusalem som led i en fredelig løsning skulle stilles under arabisk styre, har kun kunne opstå ved total ligegyldighed overfor den historiske udvikling og spørgsmålets fundamentale kendsgerning: Jødedommens historiske forbindelser med den hellige stad; den fremskudte plads, som Jerusalem har indtaget i jødisk historie, og som den stadig indtager i dagligt jødisk liv … Den provisoriske regering beklager at måtte sige, at Deres forbløffende forslag angående Jerusalem, der opmuntrer falske arabiske forhåbninger og sårer jødiske følelser, sandsynligvis vil fremkalde det modsatte end den fredsfremmende virkning, De utvivlsomt har haft i tankerne.
- Den provisoriske regering finder det ikke nødvendigt på dette stadium at fremsætte kommentarer til de andre punkter i forslaget, da den håber, at en gennemgang af nærværende bemærkninger angående de væsentligste sider i den af Dem forsøgsvis skitserede ordning må få Dem til at tage hele Deres behandling af problemet op til fornyet overvejelse.
(Sign.) M. Shertok
udenrigsminister
Kilde 70: Golda Meir om evakueringen af arabere fra Haifa
Det vel mest omdiskuterede problem efter 1948 har været de arabiske flygtninge fra Palæstina. Allerede før krigen bryder ud i maj 1948 har der jo været kampe mellem palæstinensiske jøder og arabere i hele det engelske mandatområde – og under disse kampe – og under krigen mellem Israel og de arabiske nabostater efter 14.maj forlader over 600.000 arabere det område, som efter våbenstilstanden i 1949 blev til staten Israel.
Der følger her fire forskellige kilder, der belyser denne flugt. Den første er igen fra Golda Meirs erindringer ”Mit liv” fra 1975 (på dansk 19