Historie

Israel – ung og ældgammel

 

 

Af Otto Rühl

I Danmark lader vi Danmarks historie starte omkring år 950 med Jellingestenen – som vi kalder ”Danmarks Dåbsattest” – som endda er i vores pas.

I Tv-serien Historien om Danmarks var der tre udsendelser om tiden før Gorm den Gamle og Harald Blåtand  – ”Stenalder”, ”Metallernes tid” og ”Vikingetiden”.

Intet af dette er politisk problematisk – selvfølgelig boede der folk, i det, der nu er Danmark før Gorm den Gamle – vi er bare tilbage i ”forhistorisk” tid – hvor vi ingen skriftlige kilder har – og derfor i højere grad må støtte os på arkæologiske fund.

Når vi her på israel-info.dk giver informationer om Israels historie, er selv dette med, hvornår historien begynder, kontroversielt. For historien bruges i den grad i nutiden – til at vise den enes eller den andens ret til landet.

I jødisk tradition er der ingen tvivl: Historien begynder med Guds løfte til Abraham om et land, Abrahams vandring til ”Det hellige Land” – patriarkerne Abraham, Isak og Jakob – og Jakobs tolv sønner – stamfædrene til Israels 12 stammer.

Fortællingen om Moses spiller også en så vigtig rolle, at den i årtusinder er fortalt ved den jødiske påskefest. Udvandringen fra Egypten er en kernefortælling – de 40 år i ørkenen, hvor Moses bl.a. får Loven, Toraen, der er hele grundlaget for jødedommen.

Vi begynder dog først fortællingen om Israels historie omkring år 1000 f.v.t.

Baggrunden for dette kan ses på nedenstående billede fra Det jødiske Museum i Ferrara i Norditalien: ”Esodo” betyder ”Exodos” – udvandringen (fra Egypten) – ”Conquista di Canaan” erobringen af Kanaans land – og nedenunder står de to centrale personer i historien: Moses og Josua – Josua som ledte indvandringen i Det hellige Land.

Bemærk: Der er ingen årstal ud for Moses og Josua.

Museet sætter først årstal på, når vi når ned mod år 1000 f.v.t., hvor vi begynder at have skriftlige kilder – nedskrevet langt senere – men vi kan begynde at tale om ”Israels historie”.

 

Kongetiden

Der stor uenighed blandt historikerne om, hvor meget vi rent faktisk ved om Israel i Kongetiden ca. år 1000-587 f.v.t..

Politikens Verdenshistorie taler klart om et kongevalg kort før år 1000 f.v.t, mens N.P. Lemche afviser, at der er kildemæssigt grundlag for at tale om Davids storrige.

Læs mere om de forskellige historiesyn i: Kilderne til Israels ældste historie

Langt de fleste historikere mener dog, at der er arkæologiske beviser for en indvandring af nye stammer i området i sidste halvdel af det 2. årtusinde f.v.t. – og at disse stammer har sluttet sig sammen omkring år 1000 f.v.t.

Ifølge de skriftlige kilder blev disse stammer trængt af filistrene, folket, der boede ude ved kysten omkring byer som Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron.

Filistrene har været en gruppe blandt de såkaldte havfolk, der som led i en række folkevandringer angreb Egypten under Ramses 3. (1198-1166 f.v.t.).

Dette kan have været grunden til, at nogle grupper sidst i det 11.årh. f.v.t. krævede, at de skulle overtage nabolandenes styreform – at også de skulle have en konge.

Vi har i 1.Samuelsbog i Det gamle Testamente (GT) interessante kilder til dette spørgsmål. Det skinner nemlig her igennem, at der næppe har været enighed om den nye styreform.

I kap. 8, som har én holdning, reagerer Jahve på folkets krav med følgende svar til Dommeren Samuel: “Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, for det er ikke dig, de vrager, men mig, de vrager, som deres konge” (vers 7).

Det er én af de ting, der gør historiebøgerne i Det gamle Testamente vanskelige – hvad skal vi som historikere stille op, når Gud sådan meget direkte griber ind i historien ?

Noget overraskende er holdningen en anden i kap.9 og begyndelsen af kap.10. Her salver dommeren Samuel Saul til konge og spørger: “Har Herren ikke salvet dig til fyrste over sit folk Israel?”

Med salvningen får vi grundlagt hele traditionen om “kongedømmet af Guds nåde” – når danske konger efter enevælden og frem til 1848 salvedes af den ledende biskop, ja, så går der en lige linie tilbage til fortællingen i 1.Samuelsbog.

Hvornår sker dette? Ja, hvis der er tale om historiske forhold, er vi som sagt nok sidst i det 11.årh. f.Kr.. Sauls regeringstid sættes gerne til omkring 1020 -1000 f.v.t..

Ifølge kilderne opfylder Saul dog ikke folkets forventninger. Han vinder godt nok flere krige, men skildres som mere og mere mistroisk og til sidst afløses han af David fra Bethlehem, der i al senere jødisk historieskrivning står som storkongen.

Ifølge GT gjorde David op med fjenderne, filistrene måtte underkaste sig og deres byer skulle fremover betale tribut til Israels konge.

Også Israels øvrige naboer måtte underkaste sig, og David kom til sidst til at herske over et land, der ifølge GT strakte sig fra “Eufrat i nord til Egypten i syd”.

Meget vigtigt er, at David erobrede den sidste af kananæernes faste borge i Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad.

Om dette hører vi i vores næste kilder (4 + 5) – det er denne skildring, der er baggrunden for, at den moderne stat Israel i 1995/96 fejrede “Jerusalems 3000 års jubilæum” – et meget omstridt jubilæum.

Ingen er jo i tvivl om, at byen er ældre – vi hører, at David erobrer en stærk by – beliggende på en klippe.

Derimod er der tvivl om, hvorvidt skildringen i GTs historiske bøger er korrekte – og her har vi ét af de historiske spørgsmål, hvor arkæologerne giver forskelle svar.

Efter David fulgte kong Salomo/Salomon. Han havde regeret sammen med David de sidste år og stod nu som regent over et storrige, der strakte sig fra Det røde Hav til Eufrat.

Hvor David er gået ind i historien som erobrerkongen, der skabte Storisrael og hvis tid – “Davids-tiden” – man siden drømte sig tilbage til, er Salomon gået ind i historien som bygmesteren – det var Salomon, der byggede Det første Tempel.

Man vil derfor ofte se perioden fra David og Salomon og frem til templets ødelæggelse i 587 f.v.t. kaldt “Det første Tempels tid”.

Ifølge GT bygges templet som en bolig for Jahve – nu var israelitterne bofaste, nu skulle deres gud have en prægtig bolig – og i templet placerede man “Pagtens Ark”, den helligdom, man havde haft med sig på vandringen i ørkenen.

Opførelsen af templet har krævet utrolig megen arbejdskraft og kostet en formue.

Om det har været grunden til utilfredsheden med styret, eller det har været modsætninger mellem stammerne, der gjorde sig gældende, kan vi ikke vide med sikkerhed – det korte af det lange er, at den fælles kongetid slutter allerede her – med Salomons død omkring år 935 f.v.t..

Dette år vælges to konger – Rehabeam i den sydligste og mindste del – Juda – Jeroboam i den største og nordligste del, der fik navnet Israel.

Hermed stopper den fælles historie – og vi må se på de to rigers historie hver for sig.

 

Nordriget Israel

Nordrigets historie (935-722 f.v.t.) led under mange indbyrdes magtkampe, ligesom der var religiøse stridigheder.

Det var jo et problem, at Jerusalem med templet lå i Sydriget – derfor byggede man egne helligsteder – men var det så stadig “Jahve”, man dyrkede? I hvert fald talte de såkaldte profeter vredt om, at man svigtede den oprindelige religion.

Nordriget lå også mere farligt end Sydriget. Hvis du ser på kortet nedenfor, kan du se, at Israel mod nord havde en meget stærk nabo – Assyrerriget.

Assyrerriget erobrede efter år 1000 f.v.t. stadig mere land og i 722 blev også Israel erobret af Assyrerkongen Sargon 2.

Han deporterede befolkningen for at undgå senere oprør, og dermed ophørte Nordrigets eksistens.

Fra da af og indtil 1948 har betegnelsen Israel ikke været brugt om nogen stat, men du vil se, at begrebet af og til bruges om det jødiske folk, patriarken Jakobs (“Israels”) efterkommere.

 

Sydriget  Juda

Judas rige (935-587 f.v.t.) havde fra starten flere fordele.

Hvis du ser på kortet igen, kan du se, at riget lå mere beskyttet – og man havde stadig Jerusalem både som hovedstad og som religiøst centrum med Salomons tempel som stedet, hvor man dyrkede Jahve.

Kongerne var også stadig af Davids slægt.

Alligevel blev Juda også påvirket af naboerne. En overgang var Juda nærmest en assyrisk lydstat.

Ser vi i GTs historiebøger, er det tydeligt, at den af kongerne, der omtales mest positivt, er kong Josias (639-609 f.v.t.). Det skyldes nok, at han en overgang genoprettede Judas selvstændighed.

Men baggrunden er nok i høj grad Assyrerrigets nedgang: Efter i 671 f.v.t. at have erobret Egypten og Babylon, så riget strakte sig “fra Sahara til Iran”, begyndte det sidst i det 600-tallet at gå ned ad bakke.

I 616 f.v.t. var Babylon blevet samlet som stormagt under kaldæeren Nabopolassar, og allerede fire år senere erobrede han sammen med mederkongen Kyaxares´ hær Assyrerrigets hovedstad Ninive.

Assyrerriget var brudt sammen – en ny stormagt trådt frem på scenen: Babylon (se kortet)

Under kong Nebukadnezar den 2 (605-562 f.v.t.) begyndte Babylon nu en erobringspolitik i stil med den, assyrerkongerne havde praktiseret i århundreder.

Det første område, der blev erobret var Syrien og derpå gjorde Nebukadnezar klar til næste store modstander: Ægypten.

To gange – i 601 og 568 f.v.t.. prøvede Nebukadnezar at erobre Ægypten, men uden held – Jerusalem og Juda derimod indtog han i 597 f.v.t.

Juda blev nu lydstat under Babylon, og Nebukadnezar blandede sig kraftigt i Judas indre forhold. Han tog to af Judas konger – Jojakim og Jojakin – til fange, og da kong Sidkija i 587 f.v.t. gjorde oprør mod ham, erobrede han byen, ødelagde templet og førte kongen og en stor del af befolkningen med til Babylon.

På den måde ville Nebukadnezar sikre sig, at Judas indbyggere ikke længere gjorde oprør.

Læs om: Kilderne til Kongetiden

 

Det babylonske Fangenskab

Det babylonske Fangenskab 587 – 539 f.v.t. er et vendepunkt i Israels historie.

Det ser man ud fra flere ting: Man gik i de år i gang med at nedskrive alle de mundtlige traditioner – sandsynligvis er Mosebøgerne nedskrevet i disse år på baggrund af den mundtlige overlevering og Det deuteronomistiske historieværk stammer også fra denne periode.

Det var uhyre vigtigt for folket fra Juda at minde sig selv om, at de havde en stolt forhistorie – ja, at det land, de var ført bort fra, havde de engang i tidernes morgen fået af Gud selv – og løftet om land havde han opfyldt også sidst, de var fanger.

Der eksisterede sagn og overleveringer om, at man engang havde været trælle i Ægypten, men at Gud havde henvendt sig til Moses og han havde ført dem ud af Ægypten til “landet, der flød med mælk og honning”.

Men hvis dette var rigtigt – hvis israelitterne virkelig var “Guds udvalgte folk” – hvorfor sad de så nu som trælle i Babylon?

Hvorfor var deres tempel og deres hovedstad blevet ødelagt? Det er klart, at et muligt svar var, at Babylonernes gud Marduk var stærkere.

Vi ser igen og igen folk skifte religion, fordi de opdager, at andre folk klarer sig bedre med deres gud eller guder. Vikingernes skifte til “Hvide Krist” ved middelalderens start er et eksempel herpå.

Det overraskende er, at dette ikke skete for jøderne. Tværtimod begyndte man at gøre sig klart, hvad troen egentlig gik ud på.

I de mange regler og love, man traditionelt havde fulgt, fandt man det nye holdepunkt. Lovene gav man navn efter Moses og Moseloven eller Tora´en blev det nye centrum i jødedommen.

Hvorfor nu jødedommen? Fordi vi hidtil har talt om israelitterne. De stammer, der ifølge traditionen stammede fra Abraham, Isak og Jakob/Israel, som boede i det hellige land.

Men fra nu af og op til i dag har man nu kunnet tilhøre dette folk uden nødvendigvis at bo i det hellige land. Man kunne være jøde, overholde de efterhånden 613 bud om alt lige fra at drengene skulle omskæres til spiseregler og de vigtigste ti bud.

Og svaret på jødernes situation i Babylon?

Ja, det så vi i kilderne fra Kongebøgerne i Det deuteronomistiske Historieværk:

Det var på grund af Herrens vrede, det gik Jerusalem og Juda sådan. Til sidst forstødte han dem fra sit ansigt 
2. Kongebog 24,20

Det var altså, fordi man havde svigtet Jahve!

Jahve havde ikke svigtet jøderne. Nej jøderne havde svigtet ham. Denne holdning skinner igennem Det deuteronomistiske historieværk og hos profeten Esajas.

En lærd jøde der forkyndte for folket, at hvis de fremover rettede sig efter Jahves bud og dyrkede Jahve, som skrifterne lærte dem – ja, så var der chancer for, at de kunne vende tilbage til Jerusalem.

Og tilbage til Jerusalem ville langt de fleste. I et digt fra disse år (Salme 137 i “Salmernes Bog”, en samling af salmer i Tanach/GT) – lyder det:

Glemmer jeg dig, Jerusalem, da visne min højre (hånd).

Nogle vil måske kende  salmen uden at tænke over det. Det var den, der dannede grundlag for popgruppen “Bonnie M´s” “At the Rivers of Babylon” i 1970´erne!

Jøderne var næppe klar over, hvilken betydning det ville få for dem og deres fremtid, da persernes leder, Kyros, i midten af 550´erne gjorde oprør mod den mediske konge. Medien var nabo til Det babylonske Rige, men hvad kom dette jøderne ved? Det skulle hurtigt vise sig!

I år 550 f.v.t. erobrede Kyros medernes hovedstad. I 546 f.v.t. Lydiens hovedstad Sardes. Dermed strakte Kyros´ Perserrige sig pludseligt fra den Arabiske Havbugt til Ægæerhavet.

Perserriget var nu en trussel mod Babylon.

Samtidig var Perserriget blevet nabo til de græske folk, hvad der i det følgende århundrede skulle få store konsekvenser.

I Babylon var der på dette tidspunkt stor utilfredshed med herskeren, Nabunaid 555-539 f.v.t.. Da Kyros i begyndelsen af 539 f.v.t. angriber rigets centrum, kan han rykke frem uden at møde den store modstand. Den 12. oktober 539 rykkede han ind i selve hovedstaden, Babylon. Et storrige var igen forsvundet. Et nyt ,Perserriget, havde afløst det.

Og nu går profetierne i opfyldelse. Kyros fører en ganske anden politik end de babylonske konger, og han lader derfor jøderne vende hjem til Israel. Dette er baggrunden for, at Kyros – som naturligvis dyrkede de persiske guder – i GT omtales særdeles positivt.

Det er værd at bemærke, at det langt fra var alle jøder, der efter 539 vendte hjem til Israel. En del blev og fra nu af, har vi altså både jøderne i Israel og jøder, der bor andre steder.

I diaspora´en som det blev og stadig kaldes. Ordet kommer fra græsk og betyder adspredelse. Her betyder det altså de jøder, der levede spredt rundt om i verden.

De jøder, der kom hjem, gik som noget af det første i gang med at genopføre templet. Men det var hårde tider, og Det 2. tempel stod først færdigt i 515 f.v.t..

Det har ifølge de beskrivelser, vi har, næppe været så prægtigt som Salomons, der var blevet ødelagt i 587 f.v.t., men det bliver dog hurtigt igen centrum for jødedommen.

Man beholdt dog også de skikke, man havde tillagt sig i Babylon, nemlig at mødes i synagoger, der er en slags forsamlingshuse, hvor man hørte tekster fra det, der nu var jødedommens hellige bøger, og hvor man udlagde disse tekster.

Læs om: Kilderne til Det babylonske Fangenskab

 

 

Hjemkomsten fra Babylon

I det 6. årh. f.v.t .skete der store forandringer i hele Lilleasien.

Fra omkring år 550 f.v.t gjorde perserkongen Kyros sig til herre over hele området frem til Ægæerhavet.

Perserriget grænser nu op mod den græske verden og de græske byer på Ægæerhavets østkyst hører nu under perserne. Det er denne periode, ”historiens fader”, Herodot, skriver om i sit historieværk.

I 539-538 erobrer Kyros derpå Babylon, og herefter strækker Perserriget sig fra Middelhavet til Indusfloden. Hans søn Kambyses indlemmer Middelhavets sidste stormagt Egypten i Perserriget.

Efter Kambyses fulgte Dareios  521-485 f.v.t.  Det er ham, der går i gang med at organisere det nye kæmpestore Perserrige, og det er ham, der angriber Athen i 490 f.v.t. og indleder Perserkrigene.

Årsagen var, at Athen havde støttet en af de græske byer på Ægæerhavets østkyst, Milet, der havde gjort oprør mod Persernes undertrykkelse. Dareios ødelægger Milet i 494 f.v.t og sender indbyggerne i fangenskab til Babylon.

Da Kyros i 539-538 havde erobret Babylon, havde han ladet de jødiske fanger vende tilbage til Israel – se kilde 9 – og genopbygningen af Jerusalem og Templet tager nu fat.

Men som det fremgår af kortet, bliver der ikke genetableret en jødisk stat. Juda, som Sydriget jo var blevet kaldt, genopstår som en persisk provins med Jerusalem som hovedstad og religiøst centrum.

Læg mærke til i kilde 9 fra Ezras Bog, en del af det tidligere nævnte Kronistiske Historieværk, at Kyros taler om, at Gud har givet ham ordrer til at genopbygge hans Tempel i Jerusalem. Det er det, der nu er det centrale at få genopbygget Templet og få jøderne til at følge Moseloven.

Ifølge de historiske bøger var det jo på grund af frafald, de var blevet sendt i eksil. Nu gjaldt det om at følge Loven. Vi hører i Nehemias´ Bog kap. 8, at Ezra læser Loven op for folket i Jerusalem og de genoptager de religiøse fester . f.eks. Løvhyttefesten:

Da de nærlæste Loven, fandt de ud af, at Gud gennem Moses havde givet ordre til, at israelitterne skulle bo i hytter lavet af blade under den fest, de kaldte løvhyttefesten

Vores kendskab til Judæa de næste 150 år er ikke stort. Perserriget er fortsat stormagten også efter nederlaget til Athen i slaget i Salamis-bugten i 480 f.v.t. og slaget ved Plalæa i 479 f.v.t., der indledte Athens storhedstid.

Vi har en langt senere kilde – historikeren Flavius Josefus, der sidst i det første århundrede e.v.t. skriver sit 20-binds værk Jødiske Antikviteter ( Ἰουδαϊκὴ ἀρχαιολογία).

I hans 11. bog skriver han om tiden ”Fra Kyros´ første år til Alexander den Stores død”. Han bygger i denne bog meget på Ezras og Nehemias´ bøger og så historien om Esther, der under Ahasverus hindrer et massedrab på jøderne, som kongens medarbejder Haman planlagde, som er skildret i Esthers Bog i Det Gamle Testamente.

 

 

Alexander den Store

Athens storhedstid sluttede kort før år 400 f.v.t.. og der var ingen af de andre græske bystater, der kunne overtale pladsen.

Fra midten af 300-tallet melder der sig en ny magt, Makedonien. I modsætning til de græske bystater var Makedonien et monarki og kongen fra 359 f.v.t., Filip 2. fik frem mod 338 f.v.t. samlet alle de græske bystater under sit herredømme.

To år senere blev han dræbt, og sønnen Alexander (den Store) overtager tronen. Alexander starter i 334 f.v.t. et felttog, der kommer til at vare resten af hans liv. Allerede to år efter har han underlagt sig Lilleasien og i 332 Syrien og Egypten. I Egypten bliver han som faraoerne dyrket som guddommelig.

Josefus har i ”Jødiske Antikviteter” (11. bog kap. 8) en fortælling om, at Alexander den store skal have besøgt Templet i Jerusalem på vej mod Egypten. Vores hovedkilde til den næste periode, Makkabæerbøgerne kender ikke historien. Det gør den græske filosof og historiker Arrian fra det 2. årh. e.v.t. heller ikke.  Arrian, der kunne bruge flere samtidige kilder, er vores hovedkilde til Alexanders felttog.

Alexanders besøg i Templet har siden været omdiskuteret blandt historikere, og der er ikke enighed om, hvorvidt besøget virkelig fandt sted.

Alexander fortsatte østpå og besejrer Perserkongen Dareios. Han lader sig hylde som Asiens konge. Siden rykker han mod Indien, men da hans tropper gør oprør, fordi de ikke vil med længere, vender han modvilligt om og dør 323 f.v.t. af malaria i Babylon.

 

Judæa i den hellenistiske tid

Efter Alexander den Stores død falder hans rige hurtigt fra hinanden. Hans nærmeste hjælpere, de førende generaler, kom i langvarig indbyrdes strid om magten og ud af de næsten 40 års kampe, får vi omkring år 280 f.v.t. tre nye kongeriger, Makedonien, Syrien – Seleukidernes Rige – og Egypten, der også er kendt som Ptolemæernes Rige.

For Israels historie er de to sidstnævnte af meget stor betydning. I Egypten var Alexanders general Ptolemæus 1. blevet statsholder og senere konge, og hans slægt Ptolemæerne sad til og med Dronning Cleopatra, der begik selvmord i år 30 f.v.t..

I Syrien var det Alexanders general Seleukos og hans efterfølgere Seleukiderne, der havde magten.

Begge magter blev en del af det vi kalder den hellenistiske verden. Det var faktisk lykkedes Alexander at sprede en græsk-inspireret kultur ud over det store rige, han havde samlet og den hellenistiske kultur fortsatte i de tre riger, der fulgte.

Vi vil altså se, at også jøderne i Israel og andre steder blev stærkt påvirket af denne kultur og måske mest i den by, Alexander selv havde grundlagt i Egypten, Alexandria.

Alexander havde opfordret jøder til at slå sig ned i nogle af de byer, han havde grundlagt og efter ca. halvtreds år, var jøderne i Alexandria så påvirket af det græske sprog, at der opstod et behov for at oversætte den jødiske bibel Tanach til græsk.

Ifølge traditionen var der 72 lærde jødiske mænd, der oversatte Tanach og oversættelsen kaldes Septuaginta, der er latin og betyder hvalfjerds.

Judæa var frem til 198 f.v.t. under Ptolemæerne i Egypten, men blev det år erobret af Antiochus 3. den Store, der var konge i Syrien 222-187 f.v.t..

Det er under hans søn Antiochus 4. Epifanes, som forfatteren til 1. Makkabæerbog kalder ”et syndigt rodskud”, at det går galt.

Vi får nu et kulturelt sammenstød mellem jøder, der fastholder traditionerne og jøder, der er påvirkede af nu mere end hundrede års hellenistisk indflydelse og vil leve som alle andre i Seleukide-riget.

Når Makkabæerbøgerne kalder det  at ”slutte pagt med hedningerne”, så er vi jo ikke i tvivl om, hvordan han ser på forslaget om at assimilere sig, for at bruge et moderne udtryk.

 

Antiochus starter i 170 f.v.t. et felttog mod Egypten og prøver igen i 168 f.v.t. at erobre naboriget men stoppes af Middelhavets ny stormagt – Romerriget.

På vejen hjem erobrer han Jerusalem, plyndrer Templet og prøver at tvinge jøderne til at følge de græske skikke og den græske religion.

Dette medfører et oprør under ledelse af præsten Mattathias og hans søn Judas – kaldet Makkabæeren.

Det lykkedes dem at erobre magten, og i en selvstændighedsperiode på omkring hundrede år blev tempeltjenesten igen renset for den udenlandske indflydelse.

Det er i forbindelse med denne renselse miraklet med olien til lamperne sker – som jøder også i dag fejrer under Chanukka-festen i december måned.

Tiden var præget af indre splid og førte til sidst til, at den romerske hærfører Pompejus i år 63 f.v.t. lagde landet ind under Romerriget.

Makkabæerne står i det moderne Israel som helte og har givet navn til rigtig mange sportsklubber – og sågar en israelsk øl.

Læs om: Kilderne til Tiden efter eksilet

Se også: Tidstavlen til Israels historie

 

 

Israel under Romerriget

Israel blev eroberet af Romerriget i  63 f.v.t. og helt frem til  135 e.v.t.. Byen Rom  havde frem mod 266 f.v.t. erobret hele Italien og i årene frem til 133 f.v.t. store dele af Middelhavsområdet.

I første halvdel af det 1. årh f.v.t. kæmpede først den romerske feltherre Sulla og senere Pompejus mod øst i Lilleasien og ved kampenes slutning i år 63 f.v.t. oprettede Pompejus to nye romerske provinser, Pontus (det nordlige Lilleasien) og Syrien, hvortil Israel hørte.

Hvis man kender Lukas´ fortælling om Jesu fødsel, der taler om en folketælling, vil man vide, at ”det var den første folketælling, der blev holdt mens Kvirinius var guvernør i Syrien”. Israel var altså en del af denne provins.

Romerne ville have ro og derfor brugte de tit en styreform, hvor der var en vis form for selvstyre. I Judæa valgte Cæsar idumæeren Antipater til lokal leder. Idumæa var et område syd for Judæa.

Antipaters søn Herodes blev fra 37-4 f.v.t. romersk ”lydkonge”, d.v.s. han styrer Israel på vegne af romerne. For at legitimere sin magt giftede Herodes sig med Mariamme, der var en del af den Makkabæerslægten, der siden oprøret i 170-erne f.v.t. havde styret Israel som konger og ypperstepræster – han dræbte hende dog i år 29 f.v.t..

 

Herodes som romersk lydkonge

Herodes (37-4 f.v.t.) er kendt som Judæas store bygherre – det var under ham, Det 2.Tempel bliver udvidet og udbygget til det, der senere står som billedet af Det 2.Tempel.

Herodes byggede også en imponerende fæstning ved Det døde Hav, et vinterpalads ved Jeriko, havnen Caesarea ved Middelhavet og den imponerende fæstning, Masada, ved Det døde Hav.

I Jerusalem byggede han Antoniaborgen for at beskytte Templet og Tempelpladsen og endelig byggede han Herodion i nærheden af Bethlehem, hvor nogle forskere mener, han blev begravet.

 

Herodes var en dygtig diplomat

Under den romerske borgerkrig, efter at samarbejdet mellem Marcus Antonius og Octavian er brudt sammen, holder han først med Antonius og dennes elskerinde Cleopatra.

Det var ikke overraskende, da Antonius i magtdelingen havde fået den østlige del af Romerriget. Men da Antonius lider nederlag i søslaget ved Actium i 31 f.v.t. og Antonius og Kleopatra har begået selvmord, iler han til Rom.

I Rom sværger Herodes troskab mod Octavian. Der senere til Augustus, der ofte bliver omtalt, som den første kejser, ledede Romerriget 31 f.v.t. til 14 e.v.t.

Herodes synes at have været utrolig bange for at miste sin magt. Ifølge historikeren Josefus udrydder han alle konkurrenter – incl. flere af sine egne børn. Dette kan være baggrunden for den historie, evangelisten Mathæus langt senere fortæller om barnemordet i Betlehem – som ikke optræder nogen andre steder.

Da Herodes den Store døde, udbrød der et oprør, som blev slået ned af den romerske statholder i Syrien, Varus. Derefter blev landet delt mellem tre af Herodes´ sønner:

• Akkelaos fik Judæa, Samaria og Idumæa
• Herodes Antipas Galilæa og Østjordanlandet
• Filip egnene nordøst for Galilæa.

 

Judæa under romersk styre

Allerede i år 6 e.v.t. blev Arkalaos afsat og herefter blev Judæa, Samaria og Idumæa underlagt en romersk landshøvding.

Det vil altså sige, at Judæa med Jerusalem nu er under direkte romersk styre, mens Galilæa fortsatte under Herodes Antipas frem til år 39 e.v.t, hvor han forsøgte at blive konge og herefter blev landsforvist.  Rollen for disse små konger var jo blot at være trofaste undersåtter af kejseren og så styre de indre forhold.

På nogle områder kan Det nye Testamente fint kan fungere som historisk kilde. F.eks. ser vi meget tydeligt i de tre ældste evangelier, at dette med at betale skat til romerne var kontroversielt.

I alle tre har vi fortællingen om, at farisæerne spørger Jesus, om det er tilladt gudfrygtige jøder at betale skat til kejseren eller ej. Jesus beder dem derpå om at kigge på en sølvmønt, selve beskatningsmidlet, og fortælle ham, hvis portræt og navn der er fremstillet på mønten, nemlig den romerske kejsers. Og derpå siger han til dem:

“Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”

Matth. 22,15-22 med parallelstederne Mark. 12,13-17 og Luk. 20,20-26

Det er jo også dette, der er baggrunden for, at ”tolderne” er utrolig upopulære på dette tidspunkt – de opkrævede jo skatter for besættelsesmagten, romerne.

Vi kender navnene på flere af de romerske ”guvernører ”eller statholdere i Judæa – først og fremmest Pontius Pilatus, der havde embedet fra ca. 26 – 36, altså under kejser Tiberius (14-39).

Det var under hans styre, Jesus fra Nazareth ifølge både evangelierne og den romerske historikere Tacitus blev henrettet

 

Det jødiske Oprør

Alle kilder taler om en stigende utilfredshed med det romerske styre og der er enighed om, at oprøret, der endte med at blive så katastrofalt, startede under Kejser Nero og den romerske landshøvding  Gessius Florus i år 66.

 

Vi kan følge krigens gang nærmest dag for dag takket være den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus, men også hos de romerske historikere Sueton og Tacitus findes flere oplysninger om det jødiske oprør 66-70 e.v.t..

Josefus påstår i sit værk, skrevet efter krigen, at han advarede meget imod at gøre oprør. Trods advarslerne bliver dog øverstkommanderende for nordfronten i Galilæa og tages her til fange af den romerske general Vespasian.

Resten af krigen tilbringer han på romersk side. Først med Vespasian, derpå med sønnen Titus, som overtager krigsførelsen, da faderen bliver kejser i Rom.

Situationen er nemlig den, at da Nero dør i år 68 udbryder der krig om arvefølgen. Nero var sidste kejser af det julisk-claudiske dynasti – den slægt, der havde regeret Rom siden Cæsar og Augustus.

Nu blev der strid om, hvem der skulle efterfølge Nero. Efter tre kejsere, der kun sad nogle måneder, ender det med, at Vespasian, der var i gang med at bekæmpe det jødiske oprør, blev kejser i år 69 og indledte perioden med det flaviske dynasti.

 

Kejser Vespasian

I år 70 belejres Jerusalem og i august måned sker katastrofen. Oprørernes sidste holdepunkt  Tempelpladsen erobres og Det 2.Tempel ødelægges. Kun en lille rest af muren omkring Tempelpladsen står tilbage – Vestmuren eller Grædemuren.

Josefus gør meget ud af, at Templets ødelæggelse sker mod Titus´ vilje. Vi skal huske, at Josefus, da han skriver, er i Titus´ tjeneste.

Titus får efter sejren opført en triumfbue i Rom, der er en meget vigtig kilde til erobringen, idet reliefferne viser, hvordan krigsbyttet føres gennem Rom.

Vi ved derfor helt sikkert ved, at der i Templet har stået en syvarmet lysestage – en Menorah. Vi har også mønter, hvor kejser Vespasian fejrer sønnens sejr i Judae.

Krigsbyttet fra Templet i Jerusalem – herunder Menorah´en:

Det besejrede Judaea – romersk mønt fra Vespasians regering:

 

Det er vigtigt at understrege, at den romerske nedkæmpelse af oprøret i Jerusalem i år 70 ikke var helt slut. En gruppe oprørere havde forskanset sig på Herodes den Stores fæstning Massada ved Det døde Hav.

Josefus har også en skildring af denne belejring  og dets tragiske endeligt: Romerne får ved hjælp af jødiske krigsfanger bygget en rampe op til fæstningen over fra vest og i år 73 lykkes det at indtage fæstningen.

Alle beboerne med ganske få undtagelser har forinden begået selvmord . En begivenhed, som vi dels hører om hos Josefus, men hvor vi også har arkæologiske kilder nemlig brikker med navne fra en lodtrækning, som Josefus taler om.

 

Massada en omdiskuteret begivenhed

Begivenheden har siden været særdeles omdiskuteret: Nogle lægger vægt på, at selvmord er stærkt fordømt i jødedommen, andre lægger vægt på, at man valgte at dø som frie mennesker og ikke som romerske slaver.

Enhver, der har besøgt stedet, vil kende mottoet ”Masada shall never fall again” – Masada skal aldrig falde igen – det moderne Israel vil også kæmpe til sidste mand.

Det var nu romerne, der 100 % styrede området. Der var intet Tempel, og Jerusalem lå øde hen. Først under kejser Hadrian skete der noget.Han gik i gang med at genopbygge Jerusalem – nu med navnet Aelia Capitolina .

 

Jødernes Judæa blev til romernes Palæstina

Da Hadrian omkring år 130 lod bygge et Jupitertempel på Tempelpladsen i Jerusalem, udbrød der et nyt jødisk oprør – Bar Kochba-opstanden, der varede fra ca. 132-135.

Efter nedkæmpelsen af opstanden blev alle jøder fordrevet fra Judæa og romerne gav landet et nyt navn: Palæstina.

Læs om: Kilderne til Israel under Romerriget

 

Palæstina 135 til 1948

Den første arabiske periode 638-1099. I løbet af 620´erne var der sket store omvæltninger syd for Det byzantinske Rige. I

Mekka havde den arabiske købmand og karavanefører Muhammed fra omkring 610 haft den oplevelse, at Gud talte til ham. Han var ikke i tvivl om, hvilken Gud det var – fra sine rejser i det nordligste Arabien kendte han til både jødernes og de kristnes tro på den ene Gud. Så Muhammed begyndte at prøve at overbevise de andre borgere i Mekka om, at der kun eksisterede én almægtig gud, nemlig Gud – på arabisk ”Allah”.

Ifølge traditionen fik han de første 12 år kun 70 tilhængere, men i 622 fik han fra byen længere nordpå et tilbud om at komme til Medina, hvorfra hans mor, Aminah stammede. I Medina lå de 11 stammer, heraf 3 jødiske, ofte i strid, så Muhammed skulle være en slags mægler.

Muhammed drog derfor til Medina – begivenheden kaldes i islam ”Hidjra”, der betyder udvandringen, og den har i islam en så afgørende betydning, at den islamiske tidsregning begynder på den dag, Muhammed drog af sted, nemlig den 16. juli 622, som altså er år 1 i islam.

Bemærk: Muslimer bruger som jøderne en månekalender – månederne følger som i jødedommen nymånen – men i modsætning til jødedommen bruger islam ikke ”skudmåneder” – fester som Ramadanen flytter sig derfor i forhold til den kristne kalender, da året er ca. 11 dage kortere.

De følgende ti år underlægger Muhammed sig nu hele den arabiske halvø – i 630 erobrer han også Mekka – og vender tilbage på en pilgrimsrejse til Kabaen – en gammel arabisk helligdom i byen. Han rydder den for gudebilleder og gør den til centrum for tilbedelsen af den ene Gud.

Muhammed død år 632

Muhammed dør år 632 og der opstår stridigheder om ”arvefølgen”.

En strid, der den i dag har følger, idet islam splittes mellem sunnier og shiíter. Men i første omgang ender de med de 4 såkaldte ”retledede” kaliffer, der alle havde været blandt Muhammeds første tilhængere og havde nære familiebånd til ham – stærkest Ali, Muhammeds fætter, hvis tilhængere – shiat Ali – Alis parti – er starten på den shiitiske retning indenfor islam.

For Israel/Palæstina er den 3. kalif – Umar (634-644) – afgørende. På 7 år erobrede hans hære Iran, Syrien og Egypten. Historisk er årsagen i høj grad, at områdets to hidtidige stormagter – Det byzantinske Rige og Persien (Iran) havde slidt hinanden op i en langvarig krig i årene inden. Der var altså ingen stormagt, der kunne stoppe ham.

I 638 erobrer han Jerusalem – en by ladet med religiøse følelser – jødedommens centrum fra omkring år 1000 f.v.t. – også efter byens og templets ødelæggelse i år 70 e.v.t – og fra omkring år 30 også kristendommens – der var her, Jesus var korsfæstet under den romerske statholder Pilatus, men også her han ifølge sine tilhængere var opstået efter tre dage og efter 40 dage opfaret til himmelen.

Hvad gør så islam?

Jo – muslimerne prøver fra første øjeblik at forbinde islam og Jerusalem. På én måde er det nemt – for islam er det jo samme Gud alle tre monoteistiske religioner taler om – i Koranen optræder mange af historierne fra Tanach/Det gamle Testamente – jødernes stamfader bliver derfor også muslimernes – Abraham/Ibrahim – dog via den førstefødte – Ismael – og ikke via hustruen Saras søn, Isak.

Men hurtigt opstår endnu en forbindelse:

I de mange fortællinger om Muhammed, samlet i Hadith-samlingerne, har vi flere fortællinger om en natlig rejse til Jerusalem.

Ærkeenglen Gabriel fører en nat Muhammed på et helt specielt ridedyr – ”Buraq” – til Jerusalem, hvor han møder de andre profeter, der klart accepterer ham som bønneleder – imam. Fortællingen kobles senere sammen med andre fortællinger om Muhammeds himmelfærd – det vigtigste her er dog, at såvel Abraham og Moses som Jesus anerkender Muhammed som imam – jøder og kristne burde altså gøre det samme – og Muhammed har også selv været i Jerusalem – ja, ifølge senere traditioner er han oven i købet faret til himmelen herfra, inden han tager tilbage til Mekka, hvor mange ifølge de muslimske traditioner nu falder fra – ”Det er jo umuligt. Det tager en karavane en måned at drage til Syrien og en måned at komme hjem igen. Kan Muhammed virkelig rejse frem og tilbage på én nat? Og mange af dem, der allerede havde omvendt sig, faldt igen fra troen.” (Ibn Ishaqs biografi om Muhammed fra det 8.årh.)

Da Kaliffen Umar (Umar 1. ibn al-Khattab) havde erobret Jerusalem i 638, tilbad han stamfaderen Abraham/Ibrahim oppe på Tempelpladsen, hvor også Islam lærer, at Abraham havde skullet ofre sin søn – i islam dog Ismael. Herpå lod han bygge en moské af træ.

Klippemoskéen i Jerusalem

Da den 4. af de retledede kaliffer, Ali, dør i 661 overtager Ummajadeslægten magten og flytter hovedstaden til Damaskus.

Den 5. kalif af Ummajadeslægten, Abd al-Malik gik nu 690-92 i gang med at opføre en større helligdom på Tempelpladsen – Qubbat al-Sakhra –(eller ‘klippekuplen’), somme tider også kaldt Umarmoskeen, fordi det jo er Umar, der byggede den første helligdom.

Stedet forbindes nu både med Abraham/Ibrahims ofring af Ismael – men også med historien om Muhammeds natlige tur til Jerusalem. Og den blev nu efter Mekka og Medina Islams tredje vigtigste helligdom.

 

Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem

Men Klippekuplen er jo ikke en moské til bl.a. fredagsbøn – og Abd al-Malik bygger også en ”rigtig” måske på Tempelpladsen – Al Aqsa Moskeen – Masjid al-Aqsa.

Den store syvskibede bygning med arkader og en blytækket kuppel over mihraben (bederetningen mod Mekka) rummer bl.a. udskårne træpaneler fra 700-tallet. Og stod i sin nuværende form færdig omkring 1035.

Islams spredning fra 632

Da den 4. kalif, Ali, dør strækker Det arabiske Rige sig i øst næsten til Indien og i vest til Tunesien.

Under de efterfølgende kaliffer – Ummajaderne – nåede riget sin største udstrækning i vest, da hele Spanien var erobret og de arabiske hære i hundredåret for Muhammeds død var trængt helt op i nærheden af Paris, men standsedes af Karl Mantel i slaget ved Poitiers.

 

Flere kalifater

Efter Ummajaderne fulgte Abbasiderne med hovedstad i Bagdad, men ummajaderne fortsatte med deres eget kalifat i Spanien, ligesom Bagdad-kalifatet måtte acceptere andre rivaler.

I denne periode af den arabiske historie er der i perioder stor tolerance overfor jøder og kristne – da begge grupper jo ifølge islam tilhører ”Bogens Folk” – Moses og Jesus havde jo også som profeter fået ”Bogen” – altså Koranen.

Men da de i modsætning til Muhammed ikke selv havde skrevet eller fået skrevet teksten ned, var der opstået mange misforståelser, da man senere i Toraen skrev Moses´ fortællinger ned og i evangelierne Jesu budskab. For islam er det altså ikke Muhammed, der har misforstået nogle af de fortællinger fra Tanach/Det gamle Testamente eller fra Det nye Testamente, han hørte på sine handelsrejser mod Syrien – nej ifølge islam er Koranen den oprindelige Bog, der altid har eksisteret.

Jøder og kristne under Islam

Men jøder og kristne var ”andenrangsborgere”.

Der var rettigheder, de ikke havde og omvendt skatter, som kun de skulle betale. For jøderne var det muslimske styre dog generelt mere tolerant – her led de ikke over de kristnes beskyldninger om ikke at have taget imod Messias, da han kom – men oven i købet – beskyldte de kristne dem for – slået ham ihjel.

Og der var selvfølgelig stadig jøder og kristne i det hellige land, selvom mange var gået over til islam. Og ifølge den beretning, en muslimsk digter og filosof, Nasir-i-Khusraw, skrev om et besøg i 1047, kom der ”fra alle græske områder og fra alle andre lande også kristne og jøder til Jerusalem i stort antal for at besøge ”Opstandelseskirken” og synagogen”.

Læs om: Kilderne til den første arabiske periode 638-1099

Tilbage til Israel – ung og ældgammel.