Historie

Israel – ung og ældgammel

 

 

Jerusalem - Israel ung og ældgammel

Af Otto Rühl

I Danmark lader vi Danmarks historie starte omkring år 950 med Jellingestenen – som vi kalder ”Danmarks Dåbsattest” – som endda er i vores pas.

I Tv-serien Historien om Danmarks var der tre udsendelser om tiden før Gorm den Gamle og Harald Blåtand  – ”Stenalder”, ”Metallernes tid” og ”Vikingetiden”.

Intet af dette er politisk problematisk – selvfølgelig boede der folk, i det, der nu er Danmark før Gorm den Gamle – vi er bare tilbage i ”forhistorisk” tid – hvor vi ingen skriftlige kilder har – og derfor i højere grad må støtte os på arkæologiske fund.

Når vi her på israel-info.dk giver informationer om Israels historie, er selv dette med, hvornår historien begynder, kontroversielt. For historien bruges i den grad i nutiden – til at vise den enes eller den andens ret til landet.

I jødisk tradition er der ingen tvivl: Historien begynder med Guds løfte til Abraham om et land, Abrahams vandring til ”Det hellige Land” – patriarkerne Abraham, Isak og Jakob – og Jakobs tolv sønner – stamfædrene til Israels 12 stammer.

Fortællingen om Moses spiller også en så vigtig rolle, at den i årtusinder er fortalt ved den jødiske påskefest. Udvandringen fra Egypten er en kernefortælling – de 40 år i ørkenen, hvor Moses bl.a. får Loven, Toraen, der er hele grundlaget for jødedommen.

Vi begynder dog først fortællingen om Israels historie omkring år 1000 f.v.t.

Baggrunden for dette kan ses på nedenstående billede fra Det jødiske Museum i Ferrara i Norditalien: ”Esodo” betyder ”Exodos” – udvandringen (fra Egypten) – ”Conquista di Canaan” erobringen af Kanaans land – og nedenunder står de to centrale personer i historien: Moses og Josua – Josua som ledte indvandringen i Det hellige Land.

 

Billede viser at starten på Israels historie sættes omkring 1000 år f.v.t. hvor de første skriftelige kilder dukker op.Det jødiske Museum i Ferrara i Norditalien. Israel - ung og ældgammel

 

Bemærk: Der er ingen årstal ud for Moses og Josua.

Museet sætter først årstal på, når vi når ned mod år 1000 f.v.t., hvor vi begynder at have skriftlige kilder – nedskrevet langt senere – men vi kan begynde at tale om ”Israels historie”.

 

Kilderne til Israels ældste historie

Kilderne til tiden før eksilet i det 6.årh. f.v.t. – dvs. fra den fælles Kongetid i det 10. årh. f.v.t. og frem til Det babylonske eksil, der starter omkring 578 f.v.t. – er i høj grad de to samlinger af historiske bøger i Toraen/Det gamle Testamente.

Den første samling kaldes Det deuteronimistiske Historieværk og består af 5. Mosebog, Josuabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne.

Det andet er Det kronistiske Historieværk med Krønikebøgerne, Ezras og Nehemias´ bøger.

Er det historieskrivning?

Selvfølgelig ikke i moderne forstand – forfatterne har et helt andet sigte – at fortælle om jødernes historie frem til eksilet – og for det sidste værks vedkommende – også efter eksilet.

Og der er også et religiøst formål med de to værker: Fulgte kongerne Jahves bud, så gik det godt, gjorde man det modsatte – værst af alt dyrkede man andre guder – ja så gik det galt.

I historie spørger vi først og fremmest om forfatter og tid, når vi arbejder med kilder.

Her har vi et problem.

Vi ved nærmest intet som forfatterne andet end, at der har været flere. Det fremgår tydeligt flere steder, at der er forskellige opfattelser – allerede dengang om dette med, at Israel blev et kongedømme omkring år 1020.

Tiden er også problematisk.

Vi ved, hvornår fortællingerne er samlet og skrevet ned for det sidste bind i Det deuteronomistiske Historieværk slutter således:

37 år efter, at Sydrigets konge Jojakin var blevet tvunget i eksil, blev Evil-Merodak konge i Babylon. Han benådede Jojakin og løslod han fra fængslet og i det hele taget fik Jojakin en god behandling i Babylon, bedre end de andre konger, der også var i eksil. Jojakin fik lov til at gå i almindeligt tøj i stedet for sin fangedragt, og resten af hans liv spiste han sammen med kong Evil-Merodak. Så længe, han levede, fik han alt, hvad han behøvede, af kongen.

                                                                                                                                                                     2. Kongebog kap.25

Forklaring: Evil-Merodak er konge i Babylonerriget 562-60 f.v.t.. Hans babylonske navn er Amel Marduk.

Når forfatterne slutter deres fortælling her, kan vi jo konkludere, at de ikke ved, hvad der siden skete – at Evil-Merodak faktisk bliver styrtet allerede i 560 f.v.t. – og bestemt ikke, at israelitterne faktisk får lov at komme tilbage til Israel, da Babylonerriget erobres af Perserriget.

Så værket må være færdigredigeret her mellem 562-60 f.v.t.

Det kronistiske Historieværk har til gengæld hele fortællingen med om israelitternes tilbagevenden til det hellige Land omkring 538 f.v.t. og genopbygningen af Jerusalem under Ezra og Nehemias – så det er skrevet efter eksilet i Babylon.

Men hvad, kan vi så være sikker på, hvis vi går tilbage til den fælles kongetid i det 10. årh. f.v.t.. Det er der bestemt ikke enighed om, som det fremgår af følgende tre kildetekster:

 

Kilde 1: Kong Davids bibelske palads fundet

”Israelske arkæologer har afdækket en paladsbefæstning, som de mener sandsynligvis har været kong Davids eller kong Salomons, og de har fundet beviser på, at israelitterne endnu på de to lederes tid dyrkede afguder i deres egne hjems fire vægge.

Ved udgravninger nær Tempelbjerget, hvor det andet tempel, som blev bygget i 6. årh. før Kristus, ligger 1), har videnskabsmændene også fundet de tidligste tegn på beboelse i Jerusalem – Kanaan-lertøj fremstillet 2.500 år før David besejrede byen cirka 1000 år før Kristus og 3.500 år før Jesus prædikede her.

Disse og andre fund drager udbredte antagelser om Den hellige Bys fortid i tvivl og åbner nye veje for efterforskning af spørgsmål, som har interesseret lærde i århundreder.

Blandt fundene er:

– Et komplet, jødisk boligkvarter fra bibelsk tid, herunder veludformede stentoiletter, i kong Hezekias æra, som ligger tre århundreder efter Davids. Beviser, der tyder på, at de accepterede grænser for byerne fra Davids og Hezekias´ tid, skal revideres.

– En enestående kultisk keramikfigur af en nøgen, uomskåren mand med to par arme, fundet i et af israelithusene, hvor den sandsynligvis fungerede som frugtbarhedsgud.

”Profeterne prædikede imod det, men alligevel er de der i israelitiske hjem”, sagde direktøren for udgravningen, Yigal Shiloh, om den eksotiske figur, der tilsyneladende griber om en håndfuld vindruer.

Yigal Shiloh, lektor ved det Hebraiske universitets Arkæologiske Institut, fortalte, at et langt mere betydningsfuldt fund er det umådelige, skrånende, terrasseformede bygningsværk, som menes at have været Davids, eller hans søns Salomons, paladsfæstning.

”Indtil denne dag er intet monumentalt bygningsværk som dette blevet afdækket i Israel eller i nogen anden bibelsk by”, oplyste Yigal Shiloh om den fem etager høje bygning, der er presset inde mellem kanaanæiske 2) huse fra det 13.århundrede før Kristus og israelitiske huse, som er tre århundreder nyere.

Skønt denne ”tidspresse” kun placerer bygningsværket indenfor disse 300 år, er det mest sandsynligt opført af dem, som fik dramatisk betydning for Jerusalem: David, som gjorde bjergbyen til hovedstad for den israelitiske statssammenslutning, eller Salomon, som byggede Det første Tempel i nærheden i det 10. århundrede før Kristus.

Beviserne er en stærk afvisning af påstande fra arkæologer, som ikke gravede så dybt, men så toppen af bygningsværket og hævdede, det var en del af en befæstningsmur fra en periode mindst 600 år efter David.

Yigal Shiloh bemærkede, at han selv har haft dem misopfattelse af udgravningsområdet, som ligger på statsejet jord og er blevet udgravet hyppigere end noget andet område i Israel. Han er chef for et hold på 250 frivillige og 30 faste medarbejdere her i blandt bjergbestigere og mineingeniører. Holdet kommer fra Israel og 15 andre lande.

Det var nødvendigt med bjergbestigningseksperter og ingeniører til udforskning af det labyrintagtige, 50 meter lange tunnelsystem, som fører inde fra den gamle muromkransede by til dens eneste naturlige vandkilde, et kildevæld for foden af skråningen.

Vandforsyningens sårbarhed har altid været byens svageste led, et konstant mål for dem, der i bibelsk tid såvel som i nyere tid, bragte byen under belejring. Oldtidens beboere udhuggede adskillige gange for at sikre forsyningen.

Nogle eksperter mener, at tunnelsystemet, som blev delvist afdækket i 1860´erne af arkæologen Charles Warren, blot for senere at blive tildækket med murbrokker, måske endog blev benyttet på tidspunktet for Davids sejr over kanaanæerne.

Videnskabsmændene har rejst spørgsmål om, hvorvidt det, der går under betegnelsen Warrens skakt, er den ”tsinnor” (”Katarakt” eller ”akvadukt”) gennem hvilken Davids styrker ifølge bibelsk redegørelse angreb kanaanæernes by.

Donald Ariel, den amerikansk fødte vicedirektør for udgravningerne, indrømmer, at dette stadig er en mulighed, men sagde, at det er usandsynligt, fordi ”alle de klart daterede vandsystemer”, man har fundet i Israel, viser sig at være bygget efter israelitternes sejr over kanaanæernes bastioner.”

Noter:

1) ”ligger” – lå ville være en mere korrekt glose – templet blev ødelagt af romerne i år 70 e.Kr. I dag ligger der to moskeer på Tempelpladsen.

2) Kanaanæerne – de folk, der boede i landet før israelitternes indvandring.

Tekst: Berlingske Tidende 18. sept. 1980 – teksten er af Michael Widlanski fra New York Times – og i underoverskriften står: ”Spændende arkæologiske fund udenfor det gamle Jerusalems mure”.

 

Kilde 2: Politikens Verdenshistorie bd. 7

”Fra Sinai trængte de jødiske nomadestammer efterhånden ind i Kanaans Land 1), der lå omtrent hvor nutidens Israel ligger.

Det var beboet af agerdyrkende folk, hvoraf nogle var af indoeuropæisk herkomst. De satte sig til modværge mod disse hyrdefolk, der kom med deres får og geder.

Men de hårdføre beduiner overmandede lidt efter lidt jordens dyrkere og tog den selv i besiddelse. De forblev dog ikke upåvirkede af agerbrugsreligionen med dens efter jødisk opfattelse mere eller mindre anstødelige frugtbarhedsritualer.

Den ene gang efter den anden revser Jahve i det gamle Testamente sit folk for, at det tilbeder fremmede guder.

Jødernes styrke forøgedes med en forbedret organisation. I oprøret med filistrene samlede de sig om en fælles anfører, som de udråbte til konge.

Den første af disse konger var Saul, der kan have regeret ca.1025 – ca.1012. Nogen enevældig fyrste var han dog ikke. Man har betegnet ham som ”historiens første konstitutionelle monark” (”Epstein”) 2), men desværre giver Bibelen kun knap besked om, hvad der stod i verdens første forfatning eller håndfæstning. 

Det hedder kun, da profeten Samuel under Mizpafesten imødekom folkets ønske om en konge ved at kåre Saul, at han ”talede til folket om kongedømmets ret og skrev den i en bog og lod den blive for Herrens ansigt”.

Under Sauls efterfølger kong David (ca.1012-972) gik det jødiske kongedømme ind i sin glansperiode.

Han erobrede kanaanæernes sidste støttepunkt, Jerusalem, som han gjorde til sin hovedstad.

Her blev jødernes største helligdom ”pagtens ark”, fremstilet af ”akacietræ, halvtredje alen lang, halvanden alen bred og halvanden alen høj” med de hellige love anbragt, og der blev opført et tempel, som Davids efterfølger Salomon (ca. 972-931) gjorde overmåde prægtigt, beriget af kobberminerne ved Aqababugten.

De to kongers store ry og deres nære forhold til Jahve-kulten fremhæves af, at man i det Gamle Testamente finder en samling af kultiske salmer 3) under Davids navn og en samling af ordsprog under Salomons.”

Noter:

1) Kanaans Land – det navn, der bruges om ”det hellige Land” før israelitterne indvandrer

2) Konstitutionel monark – en konge, der hersker indenfor en forfatnings (”Constitution”) rammer

3) Kultiske salmer er salmer, der bruges ved ”kulten” – gudsdyrkelsen, de hellige fester

Tekst:

Politikens Verdenshistorie bd.7: Arild Hvidtfeldt: Kulturens Korsveje, Politikens Forlag 1983 s. 100-102.

 

Kilde 3: N.P.Lemche og Københavnerskolen

”Historiske epoker ca. 900 f.Kr.-135 e.Kr.

Med hensyn til den efterfølgende del af Israels historie, som traditionelt er kaldt kongetiden, er det især den første del heraf, den gammeltestamentlige fortælling om Davids storrige, der har været i den moderne forsknings søgelys.

Dette rige skulle ifølge den ældre forskning være opstået i 900-tallet f.Kr., idet David blev konge over Israel ca. 1000 f.Kr. og Salomon fyrre år efter.

GT regner imidlertid med, at begge konger regerede i fyrre år, men der er tydeligvis tale om runde tal, der næppe kan tillægges historisk betydning.

Vigtigere er det dog, at det arkæologiske billede af tidsalderen, i hvilket det israelitiske storrige skulle have eksisteret, på ingen måde stemmer overens med fremstillingen af perioden i GT.

Således tyder de arkæologiske levn i egnen omkring Jerusalem på, at der slet ikke opstod et statslignende samfund i den sydlige del af kong Davids formodede rige i 900-tallet f.Kr., men at Juda Rige først grundlagdes i 700-tallet f.Kr. Israels Rige er derimod ældre, men det er endnu uklart, om det opstod i 900-tallet eller 800-tallet f.Kr.

Forfatterne til de historiske beretninger i GT har konstrueret en fremstilling af Israels historie, der gjorde Israel til en stor stat med en lang fortid; men der er tale om en ideologisk redegørelse, der ikke stemmer helt overens med virkeligheden i Israels land i perioden 1200-587 f.Kr., dvs. i den periode, man normalt regner med, at Israels historie har udspillet sig.

Under alle omstændigheder må man konkludere, at der næppe nogensinde har eksisteret et sådant israelitisk storrige, som beskrivelsen i GT er det eneste vidnesbyrd om.”

Tekst: Uddrag af Niels Peter Lemches artikel om det gamle Israel i Den store danske Encyklopædi bd. 9. Gyldendal, København, 1997.

Om Niels Peter Lemche

Niels Peter Lemche er en fremtrædende repræsentant for ”Københavnerskolen” – en retning indenfor den gammeltestamentlige forskning, der med centrum i København igennem det sidste årti i det 20. århundrede har ændret opfattelsen af Israels historie og den gammeltestamentlige historiefortælling, som har været fremherskende i international forskning i det meste af det 20. årh.

 

 

Kongetiden

Som det fremgår af ovenstående, er der stor uenighed blandt historikerne om, hvor meget vi rent faktisk ved om Israel i Kongetiden ca. år 1000-587 f.v.t..

Politikens Verdenshistorie taler klart om et kongevalg kort før år 1000 f.v.t, mens N.P. Lemche afviser, at der er kildemæssigt grundlag for at tale om Davids storrige.

Langt de fleste historikere mener dog, at der er arkæologiske beviser for en indvandring af nye stammer i området i sidste halvdel af det 2. årtusinde f.v.t. – og at disse stammer har sluttet sig sammen omkring år 1000 f.v.t.

Ifølge de skriftlige kilder blev disse stammer trængt af filistrene, folket, der boede ude ved kysten omkring byer som Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron.

Filistrene har været en gruppe blandt de såkaldte havfolk, der som led i en række folkevandringer angreb Egypten under Ramses 3. (1198-1166 f.v.t.).

Dette kan have været grunden til, at nogle grupper sidst i det 11.årh. f.v.t. krævede, at de skulle overtage nabolandenes styreform – at også de skulle have en konge.

Vi har i 1.Samuelsbog i Det gamle Testamente (GT) interessante kilder til dette spørgsmål. Det skinner nemlig her igennem, at der næppe har været enighed om den nye styreform.

I kap. 8, som har én holdning, reagerer Jahve på folkets krav med følgende svar til Dommeren Samuel: “Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, for det er ikke dig, de vrager, men mig, de vrager, som deres konge” (vers 7).

Det er én af de ting, der gør historiebøgerne i Det gamle Testamente vanskelige – hvad skal vi som historikere stille op, når Gud sådan meget direkte griber ind i historien ?

Noget overraskende er holdningen en anden i kap.9 og begyndelsen af kap.10. Her salver dommeren Samuel Saul til konge og spørger: “Har Herren ikke salvet dig til fyrste over sit folk Israel?”

Med salvningen får vi grundlagt hele traditionen om “kongedømmet af Guds nåde” – når danske konger efter enevælden og frem til 1848 salvedes af den ledende biskop, ja, så går der en lige linie tilbage til fortællingen i 1.Samuelsbog.

Hvornår sker dette? Ja, hvis der er tale om historiske forhold, er vi som sagt nok sidst i det 11.årh. f.Kr.. Sauls regeringstid sættes gerne til omkring 1020 -1000 f.v.t..

Ifølge kilderne opfylder Saul dog ikke folkets forventninger. Han vinder godt nok flere krige, men skildres som mere og mere mistroisk og til sidst afløses han af David fra Bethlehem, der i al senere jødisk historieskrivning står som storkongen.

Ifølge GT gjorde David op med fjenderne, filistrene måtte underkaste sig og deres byer skulle fremover betale tribut til Israels konge.

Også Israels øvrige naboer måtte underkaste sig, og David kom til sidst til at herske over et land, der ifølge GT strakte sig fra “Eufrat i nord til Egypten i syd”.

Meget vigtigt er, at David erobrede den sidste af kananæernes faste borge i Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad.

Om dette hører vi i vores næste kilder (4 + 5) – det er denne skildring, der er baggrunden for, at den moderne stat Israel i 1995/96 fejrede “Jerusalems 3000 års jubilæum” – et meget omstridt jubilæum.

Ingen er jo i tvivl om, at byen er ældre – vi hører, at David erobrer en stærk by – beliggende på en klippe.

Derimod er der tvivl om, hvorvidt skildringen i GTs historiske bøger er korrekte – og her har vi ét af de historiske spørgsmål, hvor arkæologerne giver forskelle svar.

Efter David fulgte kong Salomo/Salomon. Han havde regeret sammen med David de sidste år og stod nu som regent over et storrige, der strakte sig fra Det røde Hav til Eufrat.

Hvor David er gået ind i historien som erobrerkongen, der skabte Storisrael og hvis tid – “Davids-tiden” – man siden drømte sig tilbage til, er Salomon gået ind i historien som bygmesteren – det var Salomon, der byggede Det første Tempel.

Man vil derfor ofte se perioden fra David og Salomon og frem til templets ødelæggelse i 587 f.v.t. kaldt “Det første Tempels tid”.

Ifølge GT bygges templet som en bolig for Jahve – nu var israelitterne bofaste, nu skulle deres gud have en prægtig bolig – og i templet placerede man “Pagtens Ark”, den helligdom, man havde haft med sig på vandringen i ørkenen.

Opførelsen af templet har krævet utrolig megen arbejdskraft og kostet en formue.

Om det har været grunden til utilfredsheden med styret, eller det har været modsætninger mellem stammerne, der gjorde sig gældende, kan vi ikke vide med sikkerhed – det korte af det lange er, at den fælles kongetid slutter allerede her – med Salomons død omkring år 935 f.v.t..

Dette år vælges to konger – Rehabeam i den sydligste og mindste del – Juda – Jeroboam i den største og nordligste del, der fik navnet Israel.

Hermed stopper den fælles historie – og vi må se på de to rigers historie hver for sig.

 

Nordriget Israel

Nordrigets historie (935-722 f.v.t.) led under mange indbyrdes magtkampe, ligesom der var religiøse stridigheder.

Det var jo et problem, at Jerusalem med templet lå i Sydriget – derfor byggede man egne helligsteder – men var det så stadig “Jahve”, man dyrkede? I hvert fald talte de såkaldte profeter vredt om, at man svigtede den oprindelige religion.

Nordriget lå også mere farligt end Sydriget. Hvis du ser på kortet nedenfor, kan du se, at Israel mod nord havde en meget stærk nabo – Assyrerriget.

Assyrerriget erobrede efter år 1000 f.v.t. stadig mere land og i 722 blev også Israel erobret af Assyrerkongen Sargon 2.

Han deporterede befolkningen for at undgå senere oprør, og dermed ophørte Nordrigets eksistens.

Fra da af og indtil 1948 har betegnelsen Israel ikke været brugt om nogen stat, men du vil se, at begrebet af og til bruges om det jødiske folk, patriarken Jakobs (“Israels”) efterkommere.

Judæa i det Assuriske rige. Historie Israel - ung og ældgammel.

Sydriget  Juda

Judas rige (935-587 f.v.t.) havde fra starten flere fordele.

Hvis du ser på kortet igen, kan du se, at riget lå mere beskyttet – og man havde stadig Jerusalem både som hovedstad og som religiøst centrum med Salomons tempel som stedet, hvor man dyrkede Jahve.

Kongerne var også stadig af Davids slægt.

Alligevel blev Juda også påvirket af naboerne. En overgang var Juda nærmest en assyrisk lydstat.

Ser vi i GTs historiebøger, er det tydeligt, at den af kongerne, der omtales mest positivt, er kong Josias (639-609 f.v.t.). Det skyldes nok, at han en overgang genoprettede Judas selvstændighed.

Men baggrunden er nok i høj grad Assyrerrigets nedgang: Efter i 671 f.v.t. at have erobret Egypten og Babylon, så riget strakte sig “fra Sahara til Iran”, begyndte det sidst i det 600-tallet at gå ned ad bakke.

I 616 f.v.t. var Babylon blevet samlet som stormagt under kaldæeren Nabopolassar, og allerede fire år senere erobrede han sammen med mederkongen Kyaxares´ hær Assyrerrigets hovedstad Ninive.

Assyrerriget var brudt sammen – en ny stormagt trådt frem på scenen: Babylon (se kortet)

Under kong Nebukadnezar den 2 (605-562 f.v.t.) begyndte Babylon nu en erobringspolitik i stil med den, assyrerkongerne havde praktiseret i århundreder.

Det første område, der blev erobret var Syrien og derpå gjorde Nebukadnezar klar til næste store modstander: Ægypten.

To gange – i 601 og 568 f.v.t.. prøvede Nebukadnezar at erobre Ægypten, men uden held – Jerusalem og Juda derimod indtog han i 597 f.v.t. 

Juda blev nu lydstat under Babylon, og Nebukadnezar blandede sig kraftigt i Judas indre forhold. Han tog to af Judas konger – Jojakim og Jojakin – til fange, og da kong Sidkija i 587 f.v.t. gjorde oprør mod ham, erobrede han byen, ødelagde templet og førte kongen og en stor del af befolkningen med til Babylon.

På den måde ville Nebukadnezar sikre sig, at Judas indbyggere ikke længere gjorde oprør.

 

Det Babyloniske rige. Historie Israel - ung og ældgammel

 

Kilder til Kongetiden

Kilde 4: 2. Samuelsbog kap 5

Forfatter til Samuelsbøgerne er “Deuteronomisten”, der under det babylonske fangenskab (587-538 f.v.t..) har samlet en masse forskellige beretninger af forskelligt omfang og karakter.

Det er en del af “Det deuteronomistiske Historieværk” (se afsnittet om kilder), der også omfatter Josuabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne.

De to Samuelsbøger fortæller om israelitternes kampe med filistrene, om Israels første konge, Saul af Benjamins stamme, om Davids kongedømme og om stridighederne i Davids familie.

De har navn efter profeten Samuel, den ene af de tre hovedpersoner: Samuel – en af dommerne fra “Dommertiden” – der får til opgave at finde en konge, Saul fra Gibea – den første konge – og David – storkongen omkring år 1000 f.v.t.

Samuelsbøgerne er nedskrevet efter, det babylonske fangenskab er startet år 587 f.v.t..

Hele Det deuteronomistiske Historieværk har nemlig til formål at vise, hvordan Israel igen og igen svigtede deres gud, Jahve.

Allerede det at kræve en konge var at svigte Jahve – og fordi Israel svigtede Jahve, blev Davids rige splittet i to i 926, og disse riger gik til sidst til grunde – i 722 og 587 f.v.t..

Samuelsbøgerne rummer ikke blot højdepunktet af israelitisk fortællekunst, men tillige noget af det bedste historiske kildemateriale, der findes i Det gamle Testamente.

Med hensyn til spørgsmålet om Samuelsbøgernes troværdighed, synes meget stof at bygge på kongernes officielle arkiver.

Andet stof kan være fra profetkredse og den folkelige overlevering. Men det er sent nedskrevet og stærkt bearbejdet.

David bliver konge i Israel og indtager Jerusalem

2. Samuelsbog kap 5

Vers 1: Derefter kom alle Israels stammer til David i Hebron og sagde: »Vi er jo af samme kød og blod som du.

Vers 2: Før i tiden, dengang Saul var konge over os, var det dig, der førte Israel ud i krig og hjem igen. Og Herren har sagt til dig: Du skal vogte mit folk Israel, du skal være fyrste over Israel. 

Vers 3: Alle Israels ældste var kommet til kongen i Hebron; dér sluttede kong David pagt med dem for Herrens ansigt, og de salvede David til konge over Israel.

Vers 4: David var tredive år, da han blev konge, og han regerede fyrre år;

Vers 5: I Hebron regerede han syv år og seks måneder over Juda, og i Jerusalem regerede han treogtredive år over hele Israel og Juda.

Vers 6: Kongen og hans mænd drog nu til Jerusalem mod jebusitterne, som boede i landet. Jebusitterne sagde til David: »Her kommer du ikke ind, medmindre du fjerner de blinde og lamme.« Dermed mente de: Her kan David ikke komme ind.

Vers 7: Men David indtog klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen.

Vers 8: Den dag sagde David: »Den, der vil besejre jebusitterne, må ramme sinnor. David hader de lamme og blinde.« – Derfor siger man: »En blind og en lam må ikke komme ind i templet.«

Vers 9: David tog nu bolig i klippeborgen og kaldte den Davidsbyen, og han befæstede den rundt om fra Millo og indefter.

Vers 10: Og David blev mægtigere og mægtigere; Herren, Hærskarers Gud, var med ham.

Vers 11: Tyrus’ konge Hiram sendte folk til David med cedertræ, tømrere og murere, og de byggede et hus til David.

Vers 12: Da forstod David, at Herren havde sikret ham som konge over Israel og ophøjet hans kongemagt for sit folk Israels skyld.

Vers 13: Efter at David var kommet fra Hebron, tog han flere medhustruer og hustruer fra Jerusalem, og han fik flere sønner og døtre.

Vers 14: Dette er navnene på de sønner, han fik i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomo, 

Vers 15: Jibkar, Elishua, Nefeg, Jafia,

Vers 16: Elishama, Eljada og Elifelet.

Vers 17: Da filistrene hørte, at David var blevet salvet til konge over Israel, drog de alle op for at få fat på ham. Så snart David fik det at vide, drog han ned til klippeborgen.

Vers 18: Samtidig var filistrene kommet og havde spredt sig ud over Refaim-dalen.

Vers19: David spurgte Herren: »Skal jeg drage op mod filistrene? Vil du give dem i min hånd?« Herren svarede: »Drag op, for jeg giver filistrene i din hånd.«

Vers 20: Så drog David til Ba’al-Perasim, og dér slog han dem. Og han sagde: »Herren er brudt igennem fjenderne foran mig, som vand bryder igennem.« Derfor kalder man dette sted Ba’al-Perasim. Vers 21: Dér efterlod filistrene deres gudebilleder, og David og hans mænd tog dem med sig.

Vers 22: Men filistrene drog igen op og spredte sig ud over Refaim-dalen.

Vers 23: David spurgte Herren, og han svarede: »Drag ikke op mod dem, men gå bag om dem og angrib dem ud for baka-buskene.

Vers 24: Så snart du hører lyden af trin i baka-buskenes top, skal du storme frem, for da er Herren draget ud foran dig for at slå filistrenes hær.«

Vers 25: David gjorde, som Herren havde befalet ham; og han slog filistrene og forfulgte dem fra Geba helt til Geze

Hvad er:

Hebron – en by i Judæa, syd for Jerusalem og Bethlehem

Saul – Israels første konge (ca. 1020-1000 f.v.t.)

Herren – israelitternes gud, Jahve

Juda – det sydlige Israel, senere kaldet Judæa

Jebusitterne – et af de folk, der boede i området

Sinnor – betydningen er usikker

Tyrus – by på den fønikiske Middelhavskyst (i dag: Libanon)

Filistrene – et ikke-semitisk folkeslag, der ca. år 1200 f.v.t. havde slået sig ned på den sydisraelske kystslette. Filistrene var Israels hovedfjende omkring år 1000 f.v.t. og Davids forgænger, Saul, var faldet i kamp mod filistrene

Ba’al Perazim – lå vistnok tæt sydvest for Jerusalem

 

 

 

Det kronistiske Historieværk

Heller ikke Krønikebøgernes forfatter kender man til. Oprindeligt har Krønikebøgerne sammen med Ezras og Nehemias´ Bøger udgjort ét værk – Det kronistiske Historieværk.

Det er nedskrevet efter eksilet – tidligt omkring år 400 f.v.t., senest omkring år 200 f.v.t, hvor det omtales i en anden bog. Da ”Kronisten” – sådan kalder man forfatteren – levede, var det altså lang tid siden, at Israel havde været et selvstændigt rige. Han skrev, mens landet enten var en del af Perserriget – før år 333 f.v.t. – eller en del af de hellenistiske kongeriger – efter 333 f.v.t..

Israel havde altså ingen konge – det, der holdt folket sammen, var troen på Jahve og for Kronisten er præsteskabet den vigtigste gruppe.

Krønikebøgerne dækker faktisk hele Israels historie fra verdens skabelse indtil jødernes hjemkomst fra eksilet i Babylon – men indtil kongetiden er det kun stamtavler, derpå skildres Davids historie i 1. Krønikebog kap.11-29 og 2.

Krønikebog skildrer historien fra Salomon til Jerusalems ødelæggelse.

David bliver konge i Israel og indtager Jerusalem

Kilde 5: 1. Krønikebog kap. 11

Vers 1: Derefter samledes hele Israel hos David i Hebron og sagde: »Vi er jo af samme kød og blod som du.

Vers 2: Før i tiden, også dengang Saul var konge, var det dig, der førte Israel ud i krig og hjem igen. Og Herren din Gud har sagt til dig: Du skal vogte mit folk Israel, du skal være fyrste over mit folk Israel.« Vers 3: Alle Israels ældste var kommet til kongen i Hebron; dér sluttede David pagt med dem for Herrens ansigt, og de salvede David til konge over Israel efter Herrens ord ved Samuel.

Vers 4: David og hele Israel drog nu til Jerusalem, det samme som Jebus, hvor jebusitterne, landets indbyggere, boede.

Vers 5: Jebusitterne sagde til David: »Her kommer du ikke ind!« Men David indtog klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen.

Vers 6: David sagde: »Den første, der slår en jebusit ihjel, skal være overhoved og anfører.« Joab, Serujas søn, kom først op, så han blev overhoved.

Vers 7: David tog nu bolig i klippeborgen; derfor kaldte man den Davidsbyen.

Vers 8: Han befæstede byen hele vejen rundt fra Millo; resten af byen genopførte Joab.

Vers 9: Og David blev mægtigere og mægtigere; Hærskarers Herre var med ham.

Vers 10: Dette er de førende af Davids krigshelte, som sammen med hele Israel gav hans kongedømme deres støtte og gjorde ham til konge efter Herrens ord om Israel.

Vers 11: Dette er listen over Davids krigshelte: Jashobeam, Hakmonis søn, anfører for de tre; det var ham, der svang sit spyd over 300 faldne på én gang.

Vers 12: Den næste af de tre helte var akoitten Eleazar, Dodajs søn.

Vers 13: Han var med David ved Pas-Dammim, dengang filistrene samledes til kamp. Der var en mark, hvor byggen stod tæt, og da hæren flygtede for filistrene,

Vers 14: Stillede han sig op midt i marken og forsvarede den og huggede filistrene ned, så Herren gav en stor sejr.

Vers 15: Engang drog tre af de tredive høvdinge ned over klippen til David i Adullams hule, mens filistrenes hær lå lejret i Refaim-dalen.

Vers 16: David var på det tidspunkt i klippeborgen, og filistrenes guvernør var i Betlehem.

Vers 17: David blev tørstig og sagde: »Hvem vil hente noget vand til mig fra cisternen ved byporten i Betlehem?«

Vers 18: Så brød de tre gennem filistrenes lejr og øste vand op af cisternen ved byporten i Betlehem og bragte det til David. Men han ville ikke drikke det, han udgød det for Herren

Vers 19: og sagde »Min Gud bevare mig fra at gøre det! Skulle jeg drikke disse mænds blod, når de har sat livet på spil ved at hente det?« Og han ville ikke drikke det. Dette gjorde de tre helte.

Vers 20: Joabs bror Abishaj stod i spidsen for de tredive. Han svang sit spyd over tre hundrede faldne og blev berømt blandt de tredive;

Vers 21: han nød anseelse blandt de tredive og blev deres anfører, men kom ikke på højde med de tre.

Vers 22: Jojadas søn Benaja fra Kabse’el var en tapper mand, der udførte talrige heltegerninger. Det var ham, der dræbte moabitten Ariels to sønner. Det var også ham, der gik ned i en cisterne og dræbte en løve, en dag det sneede.

Vers 23: En anden gang dræbte han en kæmpestor egypter, fem alen høj; egypteren havde et spyd som en væverbom i hånden, og Benaja gik imod ham med en kæp og vristede spyddet ud af hånden på ham og dræbte ham med hans eget spyd.

Vers 24: Det gjorde Benaja, Jojadas søn, og han blev berømt blandt de tredive helte;

Vers 25: men selv om han nød anseelse blandt de tredive, kom han ikke på højde med de tre. David satte ham i spidsen for sin livvagt.