Vælg en side

Kilderne til Seksdageskrigen 1967

 

Kort over Sinai-halvøgen. Da krigen var forbi stod Israel igen langs Suez-kanalen

Kilde 100: Israelsk note til sikkerhedsrådet 29.april 1963 om Cairo-aftalen

Efter nederlaget i Suez-krigen i 1956 havde Egypten søgt at slå sig sammen med Syrien i ”Den forenede arabiske Republik”. Denne varede dog kun fra 1958-61, hvor et statskup i Syrien betød et farvel til underlæggelsen under Egypten, hvis præsident – Nasser – havde været leder af begge lande. Men efter et nyt kup i 1963 genoptoges samarbejdet, og man inddrog nu også Irak i samtalerne om en union mellem alle tre lande (Cairo-aftalen).

Denne aftale[1] … udtaler følgende om den nye unions principper og mål:

A: ”Enhed er i særlig grad revolutionært, fordi det er dybt forbundet med den palæstinensiske sag og med den nationale pligt at befri det.”

B: ”Oprettelsen af en militær enhed, der er i stand til at befri det arabiske hjemland fra zionismens farer …”

Udtrykket ”befrielse af Palæstina” betyder intet andet end det mål at ødelægge Israel. Disse udtalelser må forstås på baggrund af de pågældende tre landes proklamerede politiske mål. Disse staters politik er kendetegnet ved en fuldstændig vægring ved at anerkende Israels ret til at eksistere, en hårdnakket påstand om at være i krigstilstand med Israel, en stædig modstand mod at bilægge udestående modsætninger med fredelige midler og mod at nærme sig oprettelsen af varig fred i Mellemøsten, og ved en hastig forøgelse af offensive våben med det erklærede formål at angribe Israel, når tiden er inde, som præsident Nasser udtalte 23.december 1962[2]

 

Kilde 101: Premierminister Yusuf Zuayyin taler i syrisk radio den 11.okt. 1966

Yusuf Zuayyin (1931-2016) var Syriens premierminister i to omgange og tilhørte venstrefløjen i Baath-partiet. Han var først premierminister fra september-december 1965, men blev så afsat af Præsident Amin al-Hafiz.  Efter et opgør mellem de to fløje i Baath-partiet blev han på ny premierminister i februar 1966, da præsident al-Hafiz var blevet styrtet og afløst af al-Atassi. I efteråret 1966 var der daglige episoder ved den syrisk-israelske våbenstilstandslinje.

Vi beskytter og garanterer ikke Israels sikkerhed . . . Vi vil aldrig holde igen på det palæstinensiske folks revolution, der prøver på at befri deres land. Vi vil under ingen omstændigheder gøre noget sådant. I tilfælde af israelsk angreb på Syrien vil vi sætte hele dette område af verden i brand, og forvandle det til en kirkegård for israelsk imperialisme og for deres imperialistiske agenter …

Israel er på vej ind i sidste akt af skuespillet og prøver at spille samme rolle som i 1956, da det undskyldte sit angreb på Egypten ved at henvise til de egyptiske fedayeens[3] overfald … ”

Kilde 102: Premierminister Levi Eshkol taler i Knesset 17.okt.1966

Som det er forklaret i den historiske gennemgang, afløste Levi Eshkol i 1963 Ben Gurion som israelsk premierminister. Referatet af talen er fra Keesing´s Contemporary Archives, en trykt oversigt over de vigtigste internationale nyheder, der udkom fra 1931-1988. På nettet kan man stadig finde Keesing’s Record of World Events

Eshkol anklagede Syrien for at optræne sabotører til virksomhed i Israel; for at hjælpe Al Fatah[4] med våben, udrustning, penge og propaganda; og endelig for – indenfor rammerne af den syriske hær – at optræne enheder, som man havde til hensigt at anvende til udførelse af operationer i Israel eller andre arabiske lande. Mens myndighederne i Damaskus hverken i Syrien eller i Mellemøsten overhovedet gjorde forsøg på at skjule sine forbindelser med Al Fatah, brugte disse imidlertid på den internationale scene et helt andet sprog, ”baseret på tre løgne”: at Syrien ikke havde noget at gøre med forbrydelserne; at Israel havde planer om at angribe Syrien; og endelig at Israel havde forenet sig med ”imperialistiske magter” i en konspiration med det formål, at vælte det syriske regime.[5]

For at fjerne enhver mistanke om Israels aggressive hensigter overfor Syrien tilbød Eshkol at ville slutte en ikke-angrebspagt med dette land. ”Hvis I på trods af vore advarsler og vore forslag har til hensigt at fortsætte voldshandlingerne, ja – så har vi allerede vist, at vi har styrke til at forsvare vore borgeres liv og ejendom. Der er grænser for vores tålmodighed. Hvis sabotagehandlingerne og mordene fortsætter, vil vi tage forholdsregler for at holde dem nede og vælge passende tidspunkter og metoder for disse i overensstemmelse med selvforsvarsretten, som enhver stat besidder og som er anerkendt i FN-pagten.”

Kilde 103: Israelske og arabiske synspunkter for Sikkerhedsrådet 24.maj 1967

Teksten er et referat fra professor Fred J. Khouris bog ”The Arab-Israeli Dilemma fra 1968.

… I mellemtiden mødtes sikkerhedsrådet den 24.maj på Danmarks og Canadas[6] indtrængende anmodning for at overveje den alvorlige situation. Israel og de arabiske stater fik tilladelse til at fremsætte deres synspunkter for sikkerhedsrådet[7]

… Israel benægtede at have koncentreret tropper ved den syriske grænse og fremførte, at en rapport fra U Thant[8] bekræftede dette. Det kritiserede heftigt, at U Thant så hurtigt havde trukket UNEF bort.[9] Det påstod også, at araberne planlagde krig mod det. Som bevis herpå henledte det rådets opmærksomhed på de mange krigeriske udtalelser, som de arabiske ledere fremkom med, og koncentrationen af arabiske tropper nær dets grænser. Det beskyldte de arabiske stater, og især Syrien, for at hjælpe og tilskynde til terroraktioner mod Israel og fremholdt, at det ikke kunne forventes at skulle gå ind på sådanne handlinger uden en eller anden form for modsvar. Det krævede, at araberne skulle trække deres tropper tilbage og holde op med at true det på dets sikkerhed. Det klagede ligeledes over, at blokaden af Akababugten var 1) en ”voldsom krænkelse” af FN-pagten og international lov derunder bestemmelserne i Geneve-konventionen fra 1958 om territorialfarvande[10]; var 2) et ”slag mod en anden nations suveræne ret” og en ”aggressions- og krigshandling” mod det, som truede med at kvæle dets økonomi og som bragte dets sikkerhed i fare. Det underrettede om, at det som ”selvforsvarsmiddel” under henvisning til paragraf 51 i FN-pagten, ville bruge militær magt for at genåbne bugten, hvis FN og/eller verdensmagterne var ude at stand til selv at gøre dette ”uden tøven”. Det fremførte, at det var blevet ”lovet”, at Egypten aldrig ville få tilladelse til at lukke bugten for dets skibsfart, da det efter Sinai-krigen blev overtalt til at trække sine tropper tilbage fra Sharm el-Sheikh[11], og det holdt fast på, at dette løfte blev opfyldt.

Araberne fremkom med skarpe udtalelser, der var blevet brugt af israelske ledere og pegede på Israels militære opbygning som klar ”bevis” på, at Israel havde været ved at planlægge et større angreb på Syrien. De angreb Israel for at forberede sig på en angrebskrig mod araberne på grund af striden om Akababugten. De fastholdt, at de udelukkende havde mobiliseret deres egne styrker som en defensiv forholdsregel. De gentog argumenterne, de havde fremført i 1954, nemlig at Egypten havde en lovlig ”ret” til at begrænse Israels brug af bugten, fordi 1) araberne stadig var i krigstilstand med Israel, og dette tillod dem at tage passende sikkerhedsmæssige forholdsregler i overensstemmelse med krigsretsreglerne; 2) Israels besættelse af Eilat[12] var ulovlig, for den fandt sted efter den almindelige ægyptisk-israelske våbenstilstandsoverenskomst og var i fuldstændig modstrid med forskellige sikkerhedsrådsresolutioner vedrørende våbenhvile, kampstop og tilbagetrækning; 3) 1956-”aggressionen” forandrede ikke bugtens lovlige status og Egyptens ret til at pålægge fjendtlig skibsfart restriktioner; 4) bugten var først og fremmest en indenlandsk og ikke en international vandvej, da den mange steder var mindre end tolv engelske mil bred og alle kyststaterne[13] betragtede deres territorialret til at strække sig mindst seks engelske mil ud fra kysten; og 5) Egypten nægtede ikke nogen stat ”fri og uskadelig gennemfart” ej heller ”blokerede” det rent faktisk Tiranstrædet, eftersom den normale sejlads ikke blev forhindret. Det havde imidlertid ”ret” til at forbyde israelske skibe og strategiske varer bestemt til forsyning af dets fjende at passere gennem territorialfarvand, fordi en sådan sejlads ikke kunne betragtes om ”fri og uskadelig”, da der bestod ”krigstilstand” mellem dem …

De fastholdt yderligere at UAR[14] ikke var forpligtet af Genevekonventionen fra 1958[15], eftersom det ikke havde undertegnet den. I alle tilfælde kunne konventionen kun gælde i ”fredstid” …

 Kilde 104: Præsident Nassers tale den 25.maj 1967

Gamal Abdel Nasser havde været egyptisk præsident fra 1956 og havde bl.a. takket være sin nationalisering af Suez-kanalen samme år vundet heltestatus i store dele af den arabiske verden. I årene efter 1956 forsøgte han at støtte revolutionære kræfter i den øvrige arabiske verden, bl.a. i Nordyemen 1962-67. Han prøvede også at sikre arabisk enhed ved unionen med Syrien i Den forenede arabiske Republik 1958-61 og senere i 1963 forsøgte han med Cairo-aftalen at lave en ny union mellem Egypten, Syrien og Irak

Nasser havde oprindelig prøvet at holde Egypten neutralt under Den kolde Krig og tilsluttede sig De alliancefri Lande, men i løbet af 1960´erne blev han mere og mere afhængig af Sovjetunionen.

… I de sidste dage har Israel udsendt aggressive trusler og pralet voldsomt. Den 12.maj blev en meget uforskammet erklæring fremsat. Alle, der læser denne erklæring, må tro, at disse mennesker er så skrydende og løgnagtige, at man simpelthen ikke kan forholde sig tavs. I erklæringen udtales, at de israelske militære ledere forkyndte, at de ville gennemføre militærhandlinger mod Syrien for at besætte Damaskus og vælte den syriske regering. Samme dag udsendte den israelske premierminister, Eshkol, en meget truende erklæring mod Syrien. Samtidig sagde kommentatorerne, at Israel troede, at Egypten var ude af stand til at handle, fordi de var kørt træt i Yemen.[16]

Det er da helt klart, at de siger, at vi er kørt træt i Yemen og har problemer dér. Vi er i Yemen, men det ser ud til, at de tror på de løgne, de har gentaget alle disse år med hensyn til vores tilstedeværelse i Yemen. Det er muligt, at israelerne selv tror sådanne løgne. Vi er i stand til at gøre vor pligt i Yemen og samtidig vor nationale pligt her i Egypten: både at forsvare vore grænser og at angribe, hvis Israel angriber noget arabisk land.

Den 13.maj modtog vi nøjagtige oplysninger om, at Israel samlede store militære styrker på omkring 11 til 13 brigader langs den syriske grænse. Disse styrker var delt i to fronter, en syd for Tiberias Sø[17] og en anden nord for søen. Den beslutning, som Israel havde truffet på dette tidspunkt, var at gennemføre et angreb mod Syrien, der skulle sætte ind den 17.maj. Den 14.maj tog vi affære, diskuterede sagen og kontaktede vores syriske brødre. Også syrerne havde modtaget disse oplysninger. På grundlag af denne oplysning tog generalløjtnant Mahmoud Fawzi[18] til Syrien for at aftale et koordineret samarbejde[19]. Vi sagde til dem, at vi havde besluttet, at hvis Syrien blev angrebet, ville Egypten gå ind i kampen lige fra starten af. Det var situationen den 14.maj; troppestyrker begyndte at bevæge sig i retning af Sinai for at indtage deres normale stillinger. Nyhedsbureauer meddelte i går, at disse militære bevægelser måtte have været resultat af en forud velovervejet plan. Vi havde ingen plan før den 13.maj, fordi vi ikke troede, at Israel ville have vovet at fremsætte en så uforskammet erklæring.[20]

… Den 16.maj anmodede vi om tilbagetrækning af FNs fredsbevarende styrke (UNEF)[21] i et brev fra Mahmoud Fazwi. Vi bad om fuldstændig tilbagetrækning af UNEF. En stor verdensomfattende kampagne anført af USA, Canada og Storbritannien, begyndte at modsætte sig tilbagetrækningen af UNEF fra Egypten. Derfor følte vi, at der blev gjort forsøg på at omdanne UNEF til en styrke, der skulle tjene neoimperialismen.

Det er helt klart, at UNEF blev anbragt i Egypten med vor billigelse og derfor ikke kan vedblive at være i Egypten undtagen med vor billigelse. Indtil i går blev der talt en del om UNEF. Der bliver nu også rettet angreb på FNs generalsekretær, fordi han foretog en oprigtig og ærlig beslutning, og ikke gav efter for det pres, der blev øvet på ham af USA’s, Storbritanniens og Canadas regeringer for at gøre UNEF til et redskab for imperialistiske planer.

Det er helt klart – og det siger jeg ganske åbenlyst – at hvis UNEF havde ignoreret sin hovedopgave og var begyndt at arbejde for imperialistiske formål, ville vi have betragtet den som en fjendtlig styrke og afvæbnet den med magt. Vi er afgjort i stand til at gøre sådan et stykke arbejde. Jeg siger dette nu, ikke for at bringe UNEF i miskredit, men til dem, der har neoimperialistiske idéer og som ønsker at lade FN tjene deres neoimperialistiske formål, at der ikke er en eneste nation, som respekterer sig selv og som nyder fuld suverænitet, der kunne acceptere disse metoder under nogen omstændigheder. Samtidig siger jeg, at UNEF værdigt og trofast har udført sine pligter. FNs generalsekretær nægtede at give efter for pression. Han udstedte øjeblikkelig ordre til tilbagetrækning af UNEF. Følgelig hylder vi UNEF, som har opholdt sig i vort land i 10 år for fredens sag. Og da de drog af sted – på et tidspunkt, da vi fandt ud af, at neoimperialismen ville lede dem bort fra deres hovedformål – gav vi dem en venskabelig afskedshilsen med på vejen.

Vore styrker er nu i Sinai, og vi er fuldt mobiliserede både i Gaza og i Sinai. Vi noterer os, at der er en hel del snak om fred for tiden. Fred, fred, international fred, FN-intervention, osv, osv, alt dette kommer dagligt frem i pressen. Hvoraf kommer det, at ingen talte om fred, FN og sikkerhed, da den israelske premierminister og de israelske militære ledere den 12.maj udsendte deres erklæringer om, at de ville besætte Damaskus, vælte det syriske regime, rette et voldsomt slag mod Syrien og besætte en del af Syrien? Det var helt klart, at pressen regnede disse erklæringer fremsat af den israelske premierminister og de militære ledere for troværdige …

… Ansvaret ligger nu hos de væbnede styrker. De væbnede styrker besatte i går Sharm el-Sheikh. Hvad betyder det? Det er en bekræftelse af vore rettigheder og vort herredømme over Akababugten, som er en del af det egyptiske territorialfarvand. Vi vil under ingen omstændigheder tillade israelske flag at passere gennem Akababugten.

Jøderne truer med krig. Vi siger til den, at de er velkomne til det, vi er parate til krig, men vi vil under ingen omstændigheder opgive nogen af vore rettigheder. Denne vandvej er vor. Krig kan være en mulighed for jøderne, for Israel og Rabin[22], for at prøve deres styrker mod vore og for at se, at alt det, de skrev om 1956-slaget og besættelsen af Sinai, alt sammen var en gang nonsens.

Til alt dette kommer imperialismen, Israel og reaktionen.[23] Reaktionen spreder tvivl om alt, det samme gør Den islamittiske Alliance[24]. Vi ved alle, at Den islamittiske Alliance nu består af tre stater: Kongedømmet Saudi-Arabien, Jordan og Iran. De siger, at formålet med Den islamittiske Alliance er at forene muslimerne mod Israel. Jeg ville ønske, at Den islamittiske Alliance blot ville tjene den palæstinensiske sag på én eneste måde: ved at forhindre forsyningerne af olie til Israel. Den olie, som nu når Israel, går til Eilat fra Iran[25]. Hvem er det da, der forsyner Israel med olie? Den islamittiske Alliance – Iran, en stat i Den islamittiske Alliance. Det er en imperialistisk alliance, og det betyder, at den står side om side med zionisterne, fordi zionismen er imperialismens hovedallierede.

Kilde 105: Golda Meir om stemningen i Israel maj/juni 1967

Golda Meir (1898-1978) var en af lederne i arbejderpartiet. Hun var medlem af det israelske parlament Knesset 1949-74 og var arbejdsminister 1949-1956. Herefter var hun udenrigsminister til 1966 og havde derpå overtaget posten som generalsekretær for Arbejderpartiet Mapai. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv” fra 1975, dansk udgave 1979.

Som reaktion på, hvad Nasser kaldte syrernes fortvivlede situation” koncentrerede han i begyndelsen af maj egyptiske tropper og tankstyrker i Sinai, og for at ingen skulle misforstå hans hensigter forkyndte Cairo Radio med brask og bram, at ”Egypten med alle sine ressourcer … er rede til at styrte sig ud i en total krig, der vil blive Israels endeligt.”

Den 16.maj tog Nasser affære igen – blot gav han nu ikke sin egen hær ordrer, men FN. Han krævede, at FN-styrken, der havde været stationeret både ved Sharm el-Sheikh[26] og i Gaza-området siden 1956, omgående drog bort. Legalt havde han ret til at udvise FN-styrkerne, for det var kun med Egyptens samtykke, at den internationale politistyrke var blevet stationeret på egyptisk jord; men jeg tror ikke et øjeblik, at Nasser virkelig forventede, at FN ydmygt ville gøre, som han befalede. Det stred mod al ræson, at en styrke, der var blevet til med det ene formål at overvåge, at våbenhvilen mellem Egypten og Israel blev overholdt, skulle fjernes efter anmodning fra en af kombattanterne netop i det øjeblik, da våbenhvilen blev alvorligt truet, og jeg er sikker på, at Nasser forudså en lang række diskussioner, skænderier og megen parlamenteren[27]. Om ikke andet regnede han næsten sikkert med, at FN ville insistere på en eller anden operation, der foregik trinvis over længere tid. Men af grunde, som ingen nogen sinde har forstået, mindst af alle jeg, gav FNs generalsekretær straks efter for Nasser. Han henviste ikke sagen til nogen anden. Han spurgte ikke sikkerhedsrådet om dets mening. Han foreslog ikke engang et par dages udsættelse. Helt på egen hånd gik U Thant omgående ind på at trække FN-styrkerne tilbage. De begyndte at forlade Sharm og Gaza-området allerede næste dag, og den 19.maj var den sidste FN-afdeling draget bort under vild egyptisk jubel og havde ladet egypterne få den fulde kontrol over deres grænse til Israel.

……

I løbet af et par dage stod vores eksistens pludselig på spil. Vi var alene, i disse frygtelige ords mest bogstavelige forstand[28]. Den vestlige verden, som vi altid havde betragtet os som en del af, havde hørt, hvad vi havde at sige, havde lyttet til vor vurdering af den umådelige fare, der truede os, og havde afvist os – selv om der overalt i gader og mødesale var mennesker, der holdt med os. Så vi begyndte at gøre os rede til den uundgåelige krig. Hæren gik i gang med katastrofeplaner, Eshkol udstedte ordrer om generalmobilisering. Og mænd og kvinder, der var ude over den værnepligtige alder, og børn spyttede i næverne og gjorde rent i kælderetager og kælderrum, som måtte gøre det ud for beskyttelsesrum, fyldte tusinder af sække med sand til de jammerlige hjemmelavede skyttegrave, som fædre og bedstefædre gravede i hver have og hver skolegård i hele landet, og påtog sig de væsentlige daglige gøremål i det civile liv, mens tropperne ventede under camouflagenet i Negevs sand – ventede, trænede og blev ved med at vente. Det var, som om et gigantisk ur tikkede og tikkede for os alle, skønt ingen undtagen Nasser vidste, hvornår angrebet ville begynde.

Sidst i maj ophørte alt almindeligt liv – som vi havde kendt det i de foregående måneder. Hver dag syntes at have dobbelt så mange timer som normalt og hver time forekom endeløs. I forsommerens hede gjorde jeg, hvad alle andre gjorde: jeg pakkede en lille taske med nogle få nødvendige ejendele, der kunne være brug for i beskyttelsesrummet, og anbragte den, hvor jeg nemt lige kunne gribe den, når sirenerne begyndte at hyle. Jeg hjalp Aya[29] med at lave identifikationsmærker af voksdug, som børnene skulle gå med, og mørklagde ét værelse i hvert hus, så vi havde et sted at tænke lys om aftenen. Jeg tog til Revivim[30] en dag for at besøge Sarah og børnene. Jeg så, hvordan kibbutzen, som jeg havde kendt fra den første dag, roligt traf forberedelser til det arabiske stormløb, som kunne forvandle den til murbrokker, og jeg mødtes med nogle af Sarahs venner – efter deres anmodning – for at tale om, hvad der kunne ske. Men det, de virkelig ville vide, var, hvornår ventetiden ville være til ende, og det var et spørgsmål, jeg ikke kunne besvare. Så uret blev ved med at tikke, og vi ventede og ventede.

Der var også dystre forberedelser, som måtte hemmeligholdes: indvielse af parker[31] i hver by, så de eventuelt kunne anvendes som massekirkegårde; hoteller blev tømt for gæster, så de kunne indrettes til store førstehjælps-stationer i en nødsituation; nødrationer, der blev oplagret for det tilfælde, at det kunne blive nødvendigt at ernære befolkningen fra centraler; forbindingsstof, smertestillende midler og bårer blev skaffet til veje og uddelt..

Kilde 106: Herbert Pundik om stemningen i Israel maj/juni 1967

Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945. Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi, men meldte sig så til Haganah for at hjælpe jøderne i Palæstina – se kilde 62 og 71. I 1954 bosatte han og familien sig fast i Tel Aviv, og Herbert Pundik blev i 1957 tilknyttet fagbevægelsens avis, Davar – se kilde 93 og 98.

Fra 1955 havde han også været dagbladet Informations udenrigskorrespondent og ti år senere blev han ansat i samme funktion på Politiken. Teksten er fra hans erindringer ”Du kan hvis du tør” fra 2006.

Ugerne før krigen udbrød, gik i angstfuld venten. Jeg husker at Sussies[32] familie i Danmark bønfaldt os om at sende vore tre børn hjem i sikkerhed. Vi valgte at blive sammen. De to ældste, Uri, der var femten, og Ron tre år yngre, hjalp mig med at grave en skyttegrav i baghaven til vores hus i Tel Aviv og fylde sandsække med en jord vi gravede op. Alle husets vinduer var skamferet med klæbestrimmel for at sikre os mod flyvende splinter i tilfælde af de frygtede egyptiske luftbombardementer.

Sikkerhedseksperter havde lavet sindrige udregninger og var kommet til den konklusion, at alene i Tel Aviv ville antallet af civile ofre nå op på 70.000.

En af vore venner, der var indkaldt til civilforsvaret, havde fået til opgave at fremskaffe 70.000 navneplader til markering af vores grave.

Det var ca. 20 år efter Holocaust. Dengang levede endnu over en kvart million mennesker i landet, som med nød og næppe havde overlevet nazisternes jødeforfølgelser og Anden Verdenskrig. Størstedelen af den øvrige befolkning huskede den første israelsk-arabiske krig i 1948, hvor FN forholdt sig passivt, mens araberne angreb, og omverdenen overlod os til vor skæbne.

Jeg var medlem af en eksklusiv forening. Et restparti jøder der på grund af omstændigheder der var totalt uforudsigelige og helt uden for vor kontrol, havde overlevet nazisternes jødeforfølgelser, som kostede seks millioner mennesker livet, heriblandt 1.5 millioner børn. Dette tilføjer jeg ikke for at virke melodramatisk. Jeg var tretten år, da tyskerne besatte Danmark. Og jeg var netop fyldt seksten, Da Adolf Hitler personligt gav ordre til, at de 7.000 jøder i Danmark skulle indfanges og deporteres.

Kilde 107: Richard Oestermann om stemningen i Israel maj/juni 1967

Den danske journalist Richard Oestermann var født i København i 1926, men måtte i 1943 som så mange andre flygte til Sverige. Efter studentereksamen blev det journalistvejen, han fulgte. Fra Holbæk over København til Jerusalem, hvor han var første gang i 1958 for at dække 10-året for staten Israels oprettelse. Tre år senere vendte han tilbage for at dække Eichmann-processen – og blev der. Richard Oestermann skrev til mange aviser i hele Skandinavien og han blev ved til han døde i 2015, Han har udgivet flere bøger – denne kilde er fra hans erindringer ”Mig og Mellemøsten” fra 2014

… Jeg opfattede begyndelsen til Seksdageskrigen på forskellig vis. Dengang var Israel helt alene i verden. Den arabisk-israelske spænding voksede og kom til udtryk d.7.april, da israelske krigsfly angreb syriske artilleristillinger og nedskød 6 sovjetisk-byggede MIG-fly, opsendt mod det israelske luftvåben. Derfra gik det hele ned ad bakke. Syrerne klagede over, at egypterne ikke kom dem til undsætning til trods for deres forsvarsaftale. Den følgende måned forhøjede Egyptens præsident Abdel Gamal Nasser sin indsat ved at beordre Tiran-strædet lukket og krævede, at FN-observatørerne skulle forsvinde. Nasser proklamerede en lukning af strædet for al sejlads til og fra Eilat. Israel følte sig omringet og sin eksistens truet. Samtidig var der tale om en international flotille[33] på 10 skibe, som skulle bryde blokaden. Men land efter land trak sig. Den frie skibssejlads var standset.

Israel var isoleret. Det var en nerveødelæggende periode. ”Send jeres børn til os”, skrev venner i Skandinavien til min kone og mig. Vores svar var klart nej. Nu har jøderne løbet i tusinder af år. Nu står de fast. Jerusalems kommune beordrede haveejere til at lave skyttegrave som beskyttelse, fordi vi ikke havde noget virkeligt tilflugtsrum.

Jeg havde en villa med have i Talpiot-bydelen[34] og efterkom ordren – indtil jeg hørte, at arabiske hære nu kun var få kilometer borte[35]. Jeg mobiliserede al min styrke og sagde: ”Stands graveriet. Det er for let for dem. De kan bare give dig et nakkeskud. Du er allerede i din grav.” Dette kan lyde deprimerende, men det er faktisk, hvad jeg tænkte. Jeg tænkte også, at hvis de ville have fat i mig, så skulle det være oppe i huset, hvor vi ville være bag lukkede skodder og hvor det ville være vanskeligere for dem at pågribe os. Så vi flyttede inden døre.

Helten i vores kvarter var den lokale apoteker ved navn Rubinstein. ”Jeg har nervepiller nok til alle til brug om dagen og sovepiller nok til om natten.”

Aftenen før krigen brød ud, ringede en israelsk officer, som jeg kendte som bibliotekar ved Jewish National and University Library på døren, for at fortælle os, at han havde kommandoen over tre tanks udenfor vores have og spurgte, hvordan han kunne få dem usete op for at forstærke styrkerne i kibbutz Ramat Rahel.[36] ”Du vil kunne ses af jordanske tropper hele vejen”, sagde jeg. ”Vejen er på en højderyg”.

Senere fik jeg at vide, at officeren havde fået sine panserkøretøjer igennem i mørket.

Omkring 1 km fra vores hus var ”Government House”, FN-hovedkvarteret[37]. Jordanske tropper var dukket op ved den østlige indgang og havde sagt til FN-officerer, at de nu overtog bygningen. FN-folkene kunne ikke gøre meget andet end at informere FN-hovedkvarteret i New York om, hvad der foregik.

Med ”Government House” på deres hænder synes jordanerne at have overtaget. Hvis de var fortsat til vores kvarter, kunne de have afskåret en stor del af byen og påberåbt sig sejren[38]. Krigen var ikke begyndt endnu, men den over overhængende.

Kilde 108: Robert J. Donovan i Los Angeles Times

Robert John Donovan (1912-2003) var journalist I Washington, forfatter og især kendt for sine biografier om USA’s præsidenter fra Truman til Johnson. Han var tilknyttet Los Angeles Times og bogen ”Seks dage i Juni – krigen i Mellemøsten” er skrevet sammen med andre fra avisen og udkom straks efter krigen. Afsnittet her er om erobringen af Jerusalems gamle by, der havde været på jordanske hænder 1949-67.

.. Onsdag morgen[39] vidste israelernes ikke, hvad der ville møde dem i Jerusalems gamle bydel. For at skåne hellige mindesmærker her havde de ordre til ikke at benytte svære våben. Ved daggry passerede en israelsk enhed under kommando af en oberst i en let panservogn gennem Mandeltræsporten[40] og fortsatte hurtigt mod sydøst….

Ad denne vej[41] og gennem Skt.Stefansporten[42] jog den israelske enhed. I den gamle by fortsatte den hurtigt ned ad Via Dolorosa – hvor Jesus bar korset på vej til Golgata. Gaden var kranset af eukalyptustræer og pigtråd. Klokken ti nåede kolonnen den kæmpemæssige Omar-moské[43], hvor to israelske soldater hejste Davidstjernen[44] over den guldskinnende kuppel og de blålige mosaikvægge. De stod på den flisebelagte plaza og foran Grædemuren, som i århundreder har været hellig for jøderne[45]. ”Der var næste ingen kamp”, fortalte oversten. ”Der var snigskytter, men det er ikke kamp efter de sidste to dage.”

Fem minutter efter kolonnens ankomst møder en delegation bestående af den arabiske statholder, en kadi (muhammedanernes[46] religiøse dommer) og andre embedsmænd op og lovede israelerne, at der ikke ville finde mere skydning sted.

Kort efter at det murbefæstede område var indtaget, ankom premierminister Eshkol og forsvarsminister Dayan for sammen med soldaterne at deltage i den første gudstjeneste ved Grædemuren. Den blev ledet af rabbi Sholmo Goren, øverste feltpræst i det israelske forsvar.

Lad shofaren[47] være nok så umelodisk – den morgen rummede klangen århundreders skønhed. Vædderhornets hule skingren blev kastet tilbage af Grædemurens af tidens tand slidte sten.

”Lovet være Herren” messede rabbi Sholmo Groen fra Torah´en[48]. ”lovet være Herrens tjenere, lovet være Herrens navn. Hav tillid til Israels Herre, for Han er din styrke og dit skjold. Han har hørt dine bønner. Han er blevet din frelse. Tak Herren, for Han er god, Hans urokkelige kærlighed varer evindelig.”

Stirrende gennem brilleglassene og med det grå skæg sitrende af bevægelse erklærede de israelske forsvarsstyrkers øverste feltpræst: ”Vi har indtaget Guds by. Vi overskrider tærsklen til den messianske æra for det jødiske folk. Og jeg aflægger det løfte til den kristne verden, som vi er ansvarlige overfor, at vi vil tage vare på de hellige steder her for alle religioner[49]. Jeg lover alle folk, at vi vil tage vare på dem.

Jublen kendte ingen grænser for jøderne i Jerusalem. De forlod beskyttelsesrummene for at se de israelske soldater. De græd af glæde og triumf. Skarerne jublede på Sabbatpladsen, da de soldater, der havde befriet Grædemuren, marcherede forbi. De gamle, dybt ortodokse mænd blandt tilskuerne jublede også, men så forlegne ud. For de jublede ad dem, som de så ofte havde lastet for mangel på ortodoksi[50]. De teologistuderende ved Yeshiva[51] jublede vildt, lettede over for en gangs skyld at kunne deltage af hjertets lyst i en fælles lovprisning.

Kilde 109: Kristeligt Dagblad om erobringen af Den gamle By i Jerusalem

Også danske avis dækkede Seksdages krigen tæt. På forsiden dagen efter erobringen af det østlige Jerusalem er hele forsiden af Kristeligt Dagblad kun artikler om krigen: Sikkerhedsrådet kræver kampstop, Sovjet truer nu Israel med diplomatisk brud, Blokaden ved Akaba brudt og Jøderne ved Grædemuren. Her bringes en kommentar med fokus på dette med erobringen af Den gamle by – skrevet af ”OW”

Tårer af glæde grædes ved Grædemuren

Hellige steder for tre religioner indtaget af Israels tropper

De hellige steder i Jerusalem er nu i Israels hænder, efter at israelske tropper har erobret hele den gamle del af byen, som ved delingen i 1948 blev tildelt Jordan[52].

Et umådeligt indtryk har det gjort i hele Israel, at jøder nu igen kan komme til Grædemuren[53], deres største helligdom gennem århundreder. Siden 1948 har de ikke haft adgang til den, men i traditionerne lever det, at jøder i mange hundrede år ved denne mur har grædt og sunget klagesange med bibelsk tekst.

Da muren i går var erobret, strømmede umådelige menneskemængder fra den israelske del af Jerusalem over grænsen[54] til den. Meget ”moderne”[55] jøder var med i begejstringen, deriblandt flere af det nye Israels kendte politikere.

Den store jubel blev forstyrret af en arabisk snigskytte, som skød på mængden. Men det var alligevel en dag med en helt uhørt udfoldelse af glæde.

Grædemuren på Salomons tempels grund

Grædemuren er i dag kun en lille rest af muren omkring det gamle tempel[56]. Den er også en muhammedansk[57] helligdom, og man har flere gange prøvet at reparere den, men forfaldet er skredet frem.

Templet lå på det sted, hvor Abraham forberedte sig til at ofre sin søn, hvor David rejste sit alter, og kong Salomon byggede sit pragtfulde tempel. Salomons tempel blev ødelagt[58], men genopbygget og tyrannen kong Herodes den Store gjorde det stort og meget skønt. Det var i Herodes´ tempel, Jesus uddrev kræmmerne af Tempelgården.

Dette tempel blev helt ødelagt, da romerske soldater kastede fakler ind i det, efter at Titus havde erobret det oprørske Jerusalem.[59]

Salomons tempel

Og da kejser Hadrian byggede et nyt tempel på ruinerne, blev det et nyt tempel for Jupiter. Dette tempel blev revet ned af Konstantin den Stores mor, Helena. Derpå lå pladsen øde hen, indtil arabernes kalif Omar byggede en moske på stedet, en ganske ydmyg moske, som senere kaliffen Abdul Malik erstattede med et af de skønneste orientalske bygningsværker, datiden kendte. Stedet er helligt for muhammedanerne som for jøderne, dels fordi Abraham i begge religioner er en hellig mand, dels fordi muhammedanerne har en tradition om, at Muhammed har søgt hertil, båret den lange vej af åndelige kræfter om natten.[60]

… De hellige steder i den nu erobrede del af Jerusalem er hellige for kristne, for jøder og for muhammedanere. Det er ikke første gang, der er kæmpet om dem. Deres betydning har gennem alle tider gjort dem til historisk fælleseje, uanset, hvem der sad inde med herredømmet over dem.

Kilde 110: Yitzhak Rabin tale på Det hebraiske Universitet 28.juni 1967

Yitzhak Rabin (1922-1995) var født i Jerusalem og havde under uafhængighedskrigen 1948/49 ledet forsvaret af byen. I 1965 var han blevet stabschef og havde nu under Seksdageskrigen været en af hovedstrategerne bag Israels sejr. Efter at have forladt hæren, blev han i 1973 valgt til Knesset for Arbejderpartiet og var senere premierminister 1974-77 og igen fra 1992 til han blev dræbt af en jødisk terrorist den 4.nov. 1995 – se den historiske gennemgang, I talen her prøver han at forklare den afgørende israelske sejr tidligere på måneden.

… Disse (israelske) soldater blev båret frem af åndelige værdier, af dybe åndelige kraftkilder, i langt højere grad end af deres våben og krigsteknik …

Vore piloter, som ramte fjendens fly så nøjagtigt, at ingen i hele verden fatter, hvordan det blev gjort, og man prøver at give det en teknologisk forklaring – at det skete på grund af hemmelige våben; vore væbnede styrker, som slog fjenden, selv når deres udrustning var ringere end hans; vore soldater, inden for de forskellige grene af den israelske hær, som besejrede fjenden overalt til trods for dennes overlegenhed i antal og befæstede støttepunkter – alle disse afslørede alle sammen ikke blot koldsindighed og mod under kampen, men en brændende tro på deres sags retfærdighed, en forståelse for, at kun deres personlige indsats under de allerstørste farer kunne bringe sejr til deres land og deres familier og at alternativet til sejr var udslettelse.

Endvidere overgik hærens officerer af alle grader og på alle kamppladser fjendens officerer. Deres forståelse, deres vilje, deres evne til at improvisere, deres omsorg for soldaterne og frem for alt deres måde at føre tropperne ind i kampen – alt dette er ikke et spørgsmål om materiel eller teknik. Det har ingen rationel forklaring, men kan kun forklares ud fra en dyb bevidsthed om deres kamps moralske retfærdighed.

Alt dette har sit udspring i sjælen og fører tilbage til ånden. Vore krigere sejrede ikke ved hjælp af deres våben, men på grund af bevidstheden om en mission og bevidstheden om retfærdighed, på grund af dyb kærlighed til deres fædreland og en forståelse for den vanskelige opgave, der var lagt på dem; for at sikre vort folks eksistens i dets fædreland, for med selve deres liv som indsats at forsvare den israelske nations ret til at leve i sin egen stat, fri, uafhængig og fredelig.

Denne hær, som jeg havde det privilegium at anføre under disse kampe, kom fra folket og vender tilbage til folket, til det folk, som styrkes i krisens stund og som besejrer alle fjender ved sine moralske dyder og sin åndelige redebonhed[61] i nødens stund….

Kilde 111: Cecil Hourani om årsagerne til de arabiske nederlag, nov. 1967

Cecil Amin Hourani var i ti år rådgiver for præsident Bouguiba i Tunesien, men bosatte sig siden i Beirut. Hans essay blev offentliggjort kort tid efter krigen i tidsskriftet El Nahar i Beirut. Han beskæftigede sig siden mest med Libanons historie.

… Jeg har påvist, hvilken katastrofal følge det var for os, at vi ikke havde gjort os klart, at man må skelne mellem dette at ville dæmme op for Israel og at ville erobre det. Hovedårsagen til, at vi ikke foretog denne skelnen, men forestillede os at vi fra det ene øjeblik til det andet kunne skifte fra den ene til den anden af de nævnte betragtningsmåder, var den fejltagelse, at vi undlod at sammenligne vor egen styrke og vor svaghed med Israel og resten af verden. Vi må derfor undersøge dette spørgsmål ærligt og uden frygt.

Den første fundamentale sandhed, vi må erkende er, at araberne som helhed ikke har nået det videnskabelige og teknologiske stade, ej heller det almindelige uddannelsesniveau blandt masserne, som muliggør en moderne krigsførelse i større målestok. Det er ikke blot en slutning ud fra de seneste begivenheder, det er en statistisk bevislighed. Vi har ikke det uddannelsesmæssige niveau og de hjælpemidler herhjemme eller tilstrækkeligt mange studenter ude til at uddanne en generalstab, et officerskorps og soldater, der er i stand til at bruge moderne våben og metoder. Vi har endvidere ikke en civilbefolkning, der er tilstrækkelig trænet og uddannet til at kunne samarbejde med de væbnede styrker og de civile myndigheder i den udstrækning en moderne krigsførelse kræver.

Ved ikke at tage hensyn til disse kendsgerninger prøvede vore militære ledere at udkæmpe den forkerte slags krig. Det er en klassisk beskyldning, som man retter mod generalstabe, at de bruger metoder, som passer på den foregående krig. Vore militære teoretikere og planlæggere prøvede at udkæmpe den næste krig. Som følge heraf var vore soldater ikke blot ude af stand til at bruge de moderne våben, man rakte dem; i virkeligheden blev de hæmmet af dem. De blev fanget i de tanks, de ikke kunne styre, mens de ventede på den luftstøtte, der aldrig kom, og blev således et let bytte for deres fjender. Og det materiel, de måtte opgive, vil blive indlemmet i den israelske hær, således at vi i virkeligheden har hjulpet med til at bevæbne vore modstandere …

Kilde 112: Den danske historiker Erling Bjøl om 6-dageskrigen

Erling Bjøl (født 1918) er en dansk politolog, historiker og journalist. Han var udenrigspolitisk medarbejder ved Information og Politiken indtil 1963, hvor han blev professor i statskundskab ved Århus Universitet med ansvar for at opbygge det nye fag international politik. I 1972 kom hans trebindsværk ”Verdenshistorien efter 1945” som supplementsbind til Grimbergs Verdenshistorie bd.1-16 på Politikens forlag, Værket er siden kommet i utallige oplag og nye udgaver – teksten her er fra den første udgave i 1972.

Den totale israelske sejr skyldtes flere ting. Omhyggelig planlægning og ypperligt efterretningsarbejde. Israelerne kendte ørkenen langt bedre end ægypterne. Deres tanks kørte gennem klitterræn, som ægypterne og deres russiske rådgivere ikke havde anset for passabelt. De russiske rådgivere havde anbefalet at lade halvdelen af deres kampvogne indgå i infanteridivisioner, fordi infanteriet i den sidste del af Anden Verdenskrig havde vist sig at være særdeles effektivt mod tanks. De overså, at det er ulige vanskeligere for infanteriet at klare sig i ørkenen end i europæisk terræn og klima. Israelerne opererede med rene panserbrigader. Endvidere havde russerne flere steder rådet ægypterne til at grave deres tanks ned i faste forsvarsstillinger med det resultat, at de blev et taknemmeligt bytte for det israelske luftvåben.

De israelske fly havde allerede den første formiddag gjort det af med det ægyptiske flyvevåben. Om eftermiddagen tog de sig af Jordans og Syriens, der ikke synes at have lært noget af den lektion, ægypterne havde fået om formiddagen. Fra tirsdag var de israelske fly til rådighed for krigen på jorden, både i Sinai og Vestjordan. Ligesom i 1948 kæmpede jordanerne beslutsomt i Jerusalem og Samaritanien[62]. Men om tirsdagen blev de taget i en knivtang af en israelsk panserkolonne, der rykkede sydpå langs Jordanfloden fra Galilæa og nordpå mod Jeriko[63]. Det israelske flyvevåben lammede nu jordanernes bevægelser i dagslys. Det var ikke i Palæstina og Sinai som i Vietnam[64]. Her var ingen steder at skjule sig. Jerusalem måtte dog tages i nærkamp. Så langt som man kan spore den tilbage i middelalderen, var den jødiske påskegudstjeneste blevet sluttet med ordene: La Shana haba be Jerusjalajim – næste år i Jerusalem. Onsdag den 7.juni 1967 kl.14 holdt Mosha Dayan og hans soldater andagt ved Grædemuren i den gamle by. Århundreders håb i landflygtighed og forfølgelse var gået i opfyldelse.

Syrerne, som havde startet det hele, blev af israelerne først overladt til sig selv. På Golanhøjderne havde de med russisk bistand opført en befæstningskæde, som de fleste militæreksperter mente, det ville kræve måneders kamp og svære tab at indtage. Det tog israelerne et døgn, og deres samlede tab i Seksdageskrigen blev kun 676 faldne. Angrebet mod Syrien satte først ind på fjerdedagen, da både Ægypten og Jordan var slået ud. Det var på ny flyvevåbnet, der førte an. Dagen derpå fulgte panservåbnet efter. Det gik bag om fæstningslinjen, mens faldskærmstropper angreb den direkte fra helikopterne. Lørdag den 10. – på krigens sjette dage – var den formidable Golanlinje i israelernes hænder. De syriske soldater var for en stor del flygtet, fordi Damaskus radio helt forhastet om morgenen havde meddelt, at israelske tropper allerede var nået halvvejs til Damaskus.

I det hele taget skyldtes israelernes sejre ikke bare deres egen dygtighed og tapperhed, men også modstanderens fejltagelser og dårskab. Jahve[65] havde slået Israels fjender med blindhed.

I FN, hvor sikkerhedsrådet var blevet indkaldt over hals og hoved på krigens første dag, trak den sovjetiske delegerede Nikolai T. Federenko debatten i langdrag med kaskader af ord og forsinkede et engelsk-amerikansk våbenstilstandsforslag med et modforslag, der samtidig fordømte Israel som angriber og krævede omgående tilbagetrækning. For israelernes overkommando var kampene et kapløb med tiden. Hvor længe ville FN være om at træffe en beslutning? Russernes ordflom var med til at give dem respit[66]

Israelernes sejre havde dog dybere årsager end modstandernes militære og diplomatiske fejltagelser og deres egen overlegenhed i våbenbrug. Der var en kløft i kampmoral mellem israelerne og araberne. Israelerne havde en følelse af at kæmpe med ryggen mod muren. Deres hær var en tæt sammensvejset enhed af folk, der var de overlevende efter de frygteligste massakrer og mest skånselsløse forfølgelser, historien kender. Det var en hær uden kassernegårdseksercits, hvis officerer ikke kommanderede ”Fremad!”, men ”Følg mig!”. Efter de første triumfer i Sinaiørkenen syntes de israelske soldater simpelthen ikke at kende til træthed. Nat og dag fortsatte de kampen uden søvn. Gang på gange gjaldede sange om ”Det gyldne Jerusalem” ”Jerushalajim shel sahav”, der blev Seksdageskrigens Tipparary[67].

Kilde 113: Den svenske professor og redaktør Herbert Tingsten 12.juni 1967

Herbert Tingsten (1896-1973) var en svensk professor og redaktør. Han var fra 1935-46 professor i statskundskab ved Stockholms Högskola og skrev især om politiske institutioner og idésystemer, bl.a om det svenske socialdemokrati og debatterende sager som ”Demokratiets Problem” fra 1945. Han deltog i udenrigsdebatten med kritik af både højre- og venstreorienterede diktaturstater Tingsten selv var politisk liberal og var i perioden 1946-59 chefredaktør for den svenske avis Dagens Nyheter. I 1957 udgav han bogen ”Det hotate Israel” (Det truede Israel), som kom i en revideret og aktualiseret udgave straks efter Seksdageskrigen i 1967. Året efter kom den også på dansk – kilden her er det efterord, Herbert Tingsten skrev til den nye udgave.

Den krise, som opstod på grund af de syriske mord- og ødelæggelsesaktioner mod Israel i sommeren og efteråret 1966, syntes i de første forårsmåneder 1967 at gå over i et mindre akut stadium. Man skred under De forenede Nationers medvirken til visse forhandlinger af relativt ubestemt, men alligevel afspændende karakter, nyhederne fra det truede Israel havde i de første forårsmåneder 1967 ikke samme skræmmende indhold som tidligere.

I april og især i maj indtrådte en ny skærpelse af situationen. Denne skærpelse indebar først og fremmest, at Ægyptens diktator, Nasser, som i et par år havde syntes tilbøjelig til at udsætte de fjendtlige handlinger til fremtiden, gik over til en aggressiv politik. Hvad der betingede denne afgørende ændring hos Nasser er endnu uklart. Sandsynligvis blev han drevet af frygten for at miste sin faldende prestige inden for den arabiske verden, af tro på muligheden for et nyt og fastere arabisk forbund[68], af en overdreven vurdering af sine egne ressourcer, af tanken om, at Israels tilbageholdenhed tydede på svaghed, af russiske løfter om støtte og af den antagelse, at det i Vietnam sysselsatte og af Vietnam-krigen opinionsmæssigt svækkede Amerika[69] ville undlade at gribe ind. I hvert fald stillede han i løbet af et par uger i maj verden over for perspektivet af et arabisk overfald på Israel.

Jeg erindrer i korthed om de vigtigste sider af begivenhederne. Hetzen mod Israel nåede på ny et højdepunkt. I Ægypten, Syrien og efterhånden også i andre arabiske stater talte politikerne, radioen og aviserne med hastigt stigende brøl om den forestående ”hellige” krig[70] mod Israel. De i tyve år fremsatte, men i visse perioder mere vanemæssigt end aktivt fremsatte forsikringer om, at Israel skulle ”likvideres”, ”tilintetgøres” og ”jævnes med jorden” blev på ny et med ubeskrivelig brutalitet gentaget tema i propagandaen; alle jødiske mænd, kvinder og børn i Israel må dræbes, hed det i en særlig grov, men for tonen i den arabiske propaganda typisk udtalelse. Der samledes tropper ved grænserne, alliancen mod Israel knyttedes på ny sammen, og til dem, der lovede Nasser støtte, hørte ikke blot Irak, Saudi-Arabien og Algeriet, men også det længe mere vægelsindede Jordan, hvis kong Hussein tidligere betragtedes som den mest beherskede og mindst aggressive af de arabiske ledere. Til hetzen knyttedes aktion efter aktion, der tydede på umiddelbare angrebsplaner. Nasser formåede FNs generalsekretær U Thant til i løbet af nogle døgn at trække den internationale styrke tilbage, som siden 1956 havde sikret ro på grænsen mellem Israel og Ægypten i Gaza-området; denne i manges øjne uforklarlige og utilgivelige eftergivenhed – som blev besluttet uden at FNs Sikkerhedsråd blev rådspurgt – skal ifølge et rygte være forårsaget af, at Indien og Jugoslavien[71] havde erklæret omgående at ville hjemkalde sine kontingenter i FNs lille hær (henimod 4.000 mand). Akababugten spærredes for israelske skibe; siden 1956 havde Israel ifølge international overenskomst haft dette udløb for sin handel mod øst gennem havnebyen Eilat, og for Israel, som folkeretsstridigt hindredes i at anvende Suezkanalen, var Akababugtens eller Tiranstrædets udnyttelse en livsbetingelse. Især USA betonede, at denne Nassers forholdsregel umuligt kunne tolereres, men der blev ikke sat handling bag ordene, selv om den sjette amerikanske flåde endnu engang koncentreredes om farvandene mellem Sydvestasien og Nordøstafrika.

I et par uger omkring den 1.juni ventede verden på krigen. Nassers og andre arabiske lederes udfald blev stedse mere hysteriske, deres løfter om en sejrrig krig og Israels ødelæggelse stedse mere hårde og bestemte. I Israel ønskede mange, at man skulle slå til, at man skulle søge at bryde jernringen inden den blev fastere. Internationale forslag og debatter varslede om uroen inden stormen. Et forslag fra De Gaulle[72] om et møde på højeste niveau mellem USA, England, Frankrig og Rusland afvistes af Rusland. Et israelsk krav om en FN-resolution mod traktatbruddene faldt på det russiske veto[73]. USA og England, fra hvem man snarest ventede støtte til Israel, var tøvende og usikre. De demokratiske folkeslags sympati var uden tvivl på Israels side, men som sædvanlig efter den anden verdenskrig, var det USA, den eneste demokratiske verdensmagt, man stolede på. Underhånden diskuteredes en plan om, at flådestyrker fra USA, England og nogle mindre stater skulle frembringe Akababugtens åbning for Israels handel, men noget resultat kom man ikke til[74]. Alle ventede i ængstelse, i håb om, at andre ville handle. Man frygtede en ny verdenskrig, hvis der blev krig mod Israel: ”Gud bevare Israel, men lad ham frem for alt bevare mig selv.”

Om morgenen mandag den 5.juni brød krigen ud. Mens dette skrives, synes det sandsynligt, at Israel begyndte de egentlige kamphandlinger. Men selv om det er tilfældet, kan Israels angreb ikke betragtes som en forsvarskrig i den ironisk nedsættende betydning, hvori vi sædvanligvis anvender ordet. De arabiske voldshandlinger var af en sådan karakter, at de indebar en tilsløret krig, mod hvilket et folk efter alle folkeretslige doktriner er berettiget til at gribe til åben krig. Et land, som bestandigt oplever angreb af mordere og mordbrændere fra andre staters side – stater som forsikrer, at dette ikke er krig, men at den rigtige, totale udslettende krig snart vil komme – har ikke pligt til at forholde sig passive over for volden og truslen; så tåbelig er den internationale ret ikke. Hvis en kvæler er i gang med at slå strikken om min hals, har jeg ret til at søge at hindre ham, inden han trækker til – det er et folks såvel som det enkelte menneskets ret.

I løbet af krigens fem-seks dage fik vi en ny opvisning af statsmændenes og diplomaternes ballet omkring det grønne bord. De fleste var uden tvivl fyldt med den bedste vilje til at genskabe freden og fremfor alt til at forhindre en større krig – men hvilke løgne, udflugter, falskheder og forvrængninger. Den russiske delegerede i FN talte om Israels i mange år gennemførte aggressioner mod de arabiske stater – han må på sit bord og i sin erindring have haft Israels bønner om forhandlinger og fred og fjendernes højtidelige løfter om at tilintetgøre Israel. USA erklærede sin fuldstændige neutralitet – nogle dage efter at man havde sagt, at Akababugtens lukning umuligt kunne tolereres. Kravet om, at krigen skulle slutte var alles parole, men der var ikke enighed om, hvorledes man skulle få fred, en varig eller i det mindste en sikker fred for nogle år. Den almindelige parole om krigens ophør fandt støtte – da krigen i realiteten var afsluttet.

Israels sejr blev total, større, med mindre vanskeligheder og ødelæggelser end måske nogen havde ventet. På nogle dage blev blokaden brudt i Akababugten, hele Sinaihalvøen erobredes – man gjorde frivilligt holdt ved Suezkanalen – det gamle Jerusalem og de tilgrænsende dele af Jordan blev indtaget, de syriske angreb blev slået tilbage og israelske tropper rykkede mod Damaskus. Efter fire dages forløb ophørte kamphandlingerne i hovedsagen, nogle dage senere i Syrien; Israel, som havde erobret målene for sin aktion, havde allerede tidligere erklæret sig parat til at afslutte kampen, de arabiske stater gav sig senere, da deres situation på alle fronter var håbløs.

Jeg skriver dette med en følelse af glæde, som sikkert findes hos hundreder af millioner af mennesker i den demokratiske verden. Glæde over, at krigen var slut, men fremfor alt glæde over, at den sluttede, som den gjorde. En krigsafslutning efter arabisk erobring, arabiske plyndringer og drab i Israel havde været fortvivlende og fornedrende – som nazismens gerninger for nogle og tyve år siden. Nu har Israel ved egen kraft bevaret og styrket sin frihed: Israel lever og vil leve.

Men hvorledes vil fremtiden blive. Spekulationer er vanskelige og forudsigelser urimelige med de stemninger af had, som hersker i den arabiske verden – og som i de sidste dage har fundet udtryk i absurde demonstrationer mod Rusland, som man vedvarende havde håbet på – i stormagtsspillet omkring de mange stater i Mellemøsten, dette spil, hvor alle med så små indsatser som muligt, søger at vinde et maximum af prestige og tilslutning. Vi kan håbe på, at Israel får fred i det mindste i nogle år. Vi kan endog håbe på, at der vil komme en udligning, en varig afspænding mellem de arabiske stater og Israel – det er den forhåbning, som bestandig er blevet proklameret af Israel – vi kan håbe på, at også konflikten i Mellemøsten vil mildnes sammen med mildningen af den kolde krig i verden[75], at et Israel i frihed og tryghed vil blive en af de ædleste frugter af en bedre organiseret verden.

Lad os håbe på en opinion, en indsigt vover jeg at sige, som forstår og værdsætter Israel. Her kan vi alle gøre noget. Det passionerede, fredelige, rationelt virksomme og opofrende Israel må ikke gå under, det er en del af os selv, af vore drømme, det må leve.

Kilde 114: Det arabiske Topmøde i Khartoum 29.aug.-1.sept. 1967

Knap tre måneder efter krigen mødtes de arabiske ledere i topmøde i Khartoum, hovedstaden i Sudan.

  1. Konferencen har bekræftet enheden indenfor de arabiske rækker, enheden i fællesoptræden og behovet for koordination og for ophævelse af alle indbyrdes forskelligheder. Konger, præsidenter og repræsentanter for de andre arabiske statsoverhoveder har på kongressen bekræftet deres landes bistand og vilje til at opfylde det nye arabiske solidaritets-charter, som blev undertegnet på den tredje arabiske topkonference i Casablanca[76]
  2. De arabiske statsoverhoveder er blevet enige om at forene deres politiske kræfter på det internationale og det diplomatiske plan for at fjerne virkningerne af aggressionen og for at sikre tilbagetrækningen af de aggressive israelske styrker fra de arabiske lande, som er blevet besat siden aggressionen den 5.juni. Dette vil blive gjort indenfor rammerne af de hovedprincipper, som araberne fastholder, nemlig: ingen fred med Israel, ingen anerkendelse af Israel, ingen forhandling med det, og hævdelse af det palæstinensiske folks rettigheder i deres egen land.[77]
  3. De arabiske finans-, økonomi- og olieministres konference anbefalede at standse olieudpumpningen som et middel i kampen. Topkonferencen er imidlertid efter nøje at have overvejet sagen kommet til den slutning, at udpumpningen af olie i sig selv kan bruges som et positivt våben, eftersom olie er et arabisk aktiv, som kan bruges til at styrke de arabiske staters økonomi, som direkte har lidt under aggressionen, således at disse stater vil være i stand til at stå fast i kampen.

Konferencen har derfor besluttet at genoptage udpumpningen af olie, eftersom olie er et positivt arabisk aktiv, som kan bruges til at tjene arabiske formål …

  1. Deltagerne i konferencen har tilsluttet sig den plan, der er foreslået af Kuwait, og som går ud på at danne et arabisk økonomisk og socialt udviklingsfond på grundlag af anbefalingen fra de arabiske finans-, økonomi- og olieministres konference i Bagdad.

Kilde 115: Ambassadør Esther Herlitz om J.O.Krags andel i Sikkerhedsrådets resolution 242

I FN fortsatte forhandlingerne om en resolution, der skulle lægge op til fredsforhandlinger og en endelig fredsaftale mellem Israel og de arabiske lande. Danmark er aktivt med her, idet vi som ovenfor nævnt har en plads i sikkerhedsrådet 1966-67. I Danmark var Esther Herlitz israelsk ambassadør og hun har til journalisten Richard Oestermann fortalt følgende historie – her fra Oestermanns erindringer ”Mig og Mellemøsten” fra 2014.

Esther Herlitz, en israelsk senior-diplomat, var landets ambassadør i Danmark dengang (1967). Hun har fortalt mig om den dramatiske historie bag ”242”[78]:

”Danmark var formand for sikkerhedsrådet i 1967[79]. Jeg blev kaldt til den danske statsminister Jens Ottos Krags[80] kontor. Det var en sen aften ved 22-tiden. Krag sagde, at han agtede at tage til New York for at holde en tale i FN. Han spurgte mig, om jeg troede, at den israelske regering kunne godtage ordlyden om, at (alle stater i) Mellemøsten er berettiget til at leve indenfor sikre og anerkendte grænser”.

”Det var for sent at kontakte regeringen i Jerusalem, så jeg påtog mig ansvaret for, at Israel accepterede denne formulering. Jeg mente, at det var en god definition af grænser, og at det ville have en chance for at blive accepteret, hvis vi holdt formuleringen ambitiøs, vag og åben for forskellige fortolkninger. Den engelske repræsentant i Sikkerhedsrådet var den nu afdøde Lord Caradon, som lavede et udkast til resolutionen og inkorporerede den danske ordlyd om sikre og anerkendte grænser. Men nogle medlemmer af Sikkerhedsrådet ønskede denne sætning elimineret.”

”Så fik jeg en opringning fra lederen af Israels FN-delegation, ambassadør Gideon Rafael, som ønskede at forhindre, at denne formulering blev fjernet. Det var over midnat og Krag sov i sit sommerhus i Skiveren i Nordjylland. Han havde et hemmeligt telefonnummer, men vi omgik denne hindring ved at instruere en dansktalende sekretær fra den israelske ambassade om at forklare situationens alvor og hvor vigtigt det var, at komme til at tale med Krag. Hun gik med til at ringe ham op. Kort efter telefonerede Krag og sagde, at han ville instruere Danmarks FN-ambassadør, Hans Tabor, om at bevare teksten.”

Britiske diplomater har senere prøvet at stjæle æren for danskerne ved at betegne ”242” som en britisk opfindelse, ”men”, sagde Herlitz til mig, ”den var lavet af danskerne med lidt israelsk imput”

I næsten fem årtier har ”242” været udgangspunktet og rygrad i alle Israels forhandlinger med den arabiske verden.[81]

Kilde 116: Sikkerhedsrådets resolution 242 af 22.november 1967

FNs Sikkerhedsråd forhandlede videre de næste måneder om resolutionen – i de sidste forhandlinger var Hans Tabor dog ikke længere dansk repræsentant, da J.O.Krag den 2.okt. havde udnævnt ham til dansk udenrigsminister – til regeringen tabte valget i januar 1968 og Krag den 2.febr. afløstes af Hilmar Baunsgaard.

I de efterfølgende årtier har resolution 242 altid været udgangspunktet for fredsforhandlinger og lå også bag fredsaftalerne med Egypten og Jordan i 1990´erne.

Sikkerhedsrådet,

Udtrykker sin fortsatte uro over den alvorlige situation i Mellemøsten,

Understreger det utilladelige i at tilegne sig territorium ved krig og behovet for at arbejde for en retfærdig og varig fred, hvorunder enhver stat i området kan leve i sikkerhed,

Understreger endvidere, at alle medlemsstater ved at anerkende De forenede Nationers Pagt har påtaget sig at handle i overensstemmelse med artikel 2 i pagten,

  1. Bekræfter at opfyldelsen af pagtens principper forudsætter oprettelsen af en retfærdig og varig fred i Mellemøsten, som bør inkludere opfyldelsen af de to følgende principper:

(I) Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra områder, der blev besat under den sidste konflikt[82]

(II) Ophør af alle påstande om eller tilstande af krig og respekt for og anerkendelse af alle staters suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed i området, samt at deres ret til at leve i fred indenfor sikre og anerkendte grænser fri fra trusler eller voldshandlinger;

  1. Bekræfter endvidere nødvendigheden af

(a) garantier for fri sejllads gennem internationale vandveje i området;

(b) at tilvejebringe en retfærdig løsning på flygtningeproblemet;[83]

(c) at garantere alle staterne i området territorial ukrænkelighed og politisk uafhængighed ved forholdsregler, der omfatter oprettelsen af demilitariserede zoner.

  1. Anmoder generalsekretæren om at udpege en særlig repræsentant[84], som skal rejse til Mellemøsten for at skabe og opretholde kontakten med de berørte parter i den hensigt at fremme enighed og for at bistå i bestræbelserne for at opnå en fredelig og acceptabel løsning i henhold til denne resolutions retningslinjer og principper;
  2. Anmoder generalsekretæren om snarest muligt at afgive rapport til sikkerhedsrådet om den særlige repræsentants virksomhed.

 

Litteratur:

Bender, Johan: Palæstinaproblemet 1955-1974. Gyldendal 1974

Bender, Johan: Palæstinaproblemet – fra krig mod fred. Gyldendal Undervisning 2.udg, 1994

Bjøl, Erling: Verdenshistorien efter 1945. Politikens Forlag 1978

Donovan, Robert J.: Seks dage i Juni. Branner & Korch 1967

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Forlaget Skandinavia 2014

Khouri, Fred J: The Arab-Israeli Dilemma. Syracuse University Press 1968

Meir, Golda: Mit liv. Gyldendal 1979

Melchior, Werner David: Israel – hvorfor – hvordan. Haases Facetbøger 1967

Oestermann, Richard: Mig og Mellemøsten – et liv ud over det sædvanlige. Ufordringens Forlag 2014

Pundik, Herbert: Du kan hvis du tør. Erindringer. Gyldendal 2006

Sachar, Howard M: A History of Israel – From the Rise of Zionism to our Time.  Alfred A. Knopd, New York, 1981

Tingsten, Herbert: Det truede Israel. Gyldendals Uglebøger 1968

Links:

https://www.israelnationalnews.com/Articles/Article.aspx/20620 – om Government House syd for Jerusalem

https://peacemaker.un.org/middle-east-resolution242 – her kan resolution 242 findes på fem sprog – foruden de faste medlemmers også på spansk.

Noter:

[1] Cairo-aftalen mellem Egypten, Syrien og Irak, indgået 17.april 1963

[2] Den franske avis Le Monde havde den 25.december 1962 citeret Nassers tale i Port Said

[3] Fedayeen-grupper er frivillige soldater, ikke en del af den officielle hær.

[4] Al-Fatah er en palæstinensisk bevægelse, der var dannet i 1956 af bl.a. Yassir Arafat. Fra 1965 foretog den terrorangreb mod staten Israel.

[5] Det syriske Baathregime havde stærke forbindelser til Sovjetunionen – hvad der bekymrede USA og dets allierede

[6] FNs sikkerhedsråd har fem permanente medlemmer med ret til at nedlægge veto – USA, Sovjet, England, Frankrig og Kina – derudover er der ti ikke-faste medlemmer, der vælges af Generalforsamlingen for perioder på to år. Ved valget af dem tages der hensyn til kravet om en ligelig geografisk repræsentation. Danmark og Canada var medlemmer 1966-67

[7] Hverken Israel eller de arabiske stater er medlemmer af Sikkerhedsrådet

[8] U Thant (1909-1974) var fra Burma og FNs tredje generalsekretær efter nordmanden Trygve Lie og svenskeren Dag Hammarskjöld

[9] UNEF var de fredsbevarende styrker på våbenstilstandslinjen mellem Israel og Egypten, der var blevet placeret der efter Suez-krigen i 1956. Den 16.maj havde Egypten krævet soldaterne fjernet – og U Thant efterkom hurtigt kravet. Se også Nassers argumenter i næste kilde (kilde 104)

[10] Se dansk tekst her: https://www.retsinformation.dk/eli/ltc/1969/50#:~:text=Denne%20konvention%20st%C3%A5r%20indtil%20den,til%20at%20deltage%20i%20konventionen.&text=Denne%20konvention%20skal%20ratificeres.

[11] Israel trak sig først i 1957 tilbage fra Sharm el-Sheik, som ligger ved Tiran-strædet, der kontrollerer indsejlingen til Akaba-bugten

[12] Eilat er en israelsk havneby ved Akababugten – den ligger på den israelske side af våbenstilstandslinjen, i dag grænsen til Egypten.

[13] Kyststaterne er Egypten mod vest, Saudi-Arabien og Jordan mod øst og Israel helt oppe mod nord – i Eilat – men de arabiske lande anerkender som lige nævnt ikke Israels ret til Eilat.

[14] United Arab Republik – det officielle navn for sammenslutningen af Egypten og Syrien, som Egypten beholdt

[15] Se note 10.

[16] Egypten havde fra 1962 deltaget i borgerkrigen i Yemen, fra 1965 også med regulære egyptiske tropper. Borgerkrigen var udbrudt efter et kup mod imamen Muhammed al-Badr i 1962. Efter kuppet var imamstyret blevet afskaffet og i stedet oprettede man Den Yemenitiske Arabiske Republik med Abd-Allah al-Sallal i spidsen. Herefter kæmpede imamtro grupper støttet af Saudi-Arabien på den ene side og republikanerne støttet af Egypten på den anden side

[17] På dansk som regel kaldet Genesaret Sø

[18] Mahmoud Fawzi havde været egyptisk udenrigsminister fra 1952-64, men var fortsat en af Nassers nærmeste medarbejdere

[19] Egypten og Israel havde året før, den 4.november 1966, indgået en forsvarsaftale.

[20] Det er ikke lykkedes historikere at finde en sådan israelsk erklæring

[21] De fredsbevarende tropper, der var blevet placeret ved våbenstilstandslinjerne efter Suez-krigen i 1956 – se den historiske gennemgang

[22] General Yitzhak Rabin var i 1967 stabschef i Israel – han blev senere premierminister for Arbejderpartiet

[23] Nasser henviser her til de arabiske fyrstedømmer og til de konservative kredse i den arabiske verden.

[24] Der fandtes ikke en egentlig islamisk alliance, men der var uformelle kontakter mellem Kong Hussein i Jordan og Kong Feisal i Saudi Arabien. Jordan følte sig i disse år hårdt presset af samarbejdet mellem Egypten og Syrien, som kunne true kong Husseins styre i landet

[25] Iran havde frem til den islamiske revolution i 1979 tætte og gode forbindelser med Israel

[26] FN-tropperne ved Sharm el-Sheikh skulle sikre den frie sejlads på Akababugten

[27] Parlamenteren – meget snak frem og tilbage – som i et parlament

[28] Begge tekster i denne kilde er taget fra kap. 12 i hendes erindringer, der netop hedder ”Vi er alene”

[29] Aya er Golda Meirs svigerdatter – gift med sønnen Menachem Meir

[30] Revivim er en kibbutz i Negev-ørkenen – oprettet i 1943. Her bor Golda Meirs datter Sarah.

[31] Altså religiøs indvielse til brug for jødiske grave.

[32] Sussie er Herbert Pundiks kone

[33] Flotille betyder bare ”en lille flåde”

[34] Talpiot-bydelen ligger syd for Den gamle By og lige op af våbenstilstandslinjen til den halvdel af Jerusalem, som var besat af Jordan

[35] Israel prøvede længe at få Jordan til at holde sig udenfor konflikten – hvis Jordan gik med, var det israelske – det vestlige – Jerusalem lå pludselig i frontlinjen.

[36] Kibbutz Ramat Rahel lå lige op af våbenstilstandslinjen i Talpiot-området syd for Jerusalem

[37] Government House var oprindelig bygget i 1933 til den engelske højkommissær. I 1948 var det blevet overtaget af FN og lå nu i en lille neutral zone mellem Talpiot i det vestlige, israelske Jerusalem og Abu Dis syd for det østlige, jordanske Jerusalem. Det i dag meget besøgte udsigtspunkt over Jerusalem – Tayelet Haas Promenade – ligger i denne FN-zone. FN har stadig selve bygningen.

[38] Jerusalem lå jo fra 1949-67 i en slags ”lomme” inde på den jordansk besatte Vestbred. Et par km syd for de her omtalte områder Talpiot og FN-zonen nåede man våbenstilstandslinjen – Betlehem, der ligger lidt længere mod syd, lå i det jordanske område.

[39] Onsdag den 7.juni – krigen var startet om mandagen den 5.juni

[40] Mandelbaumgate var den eneste overgang fra Israel til Jordan. Den blev i 60´erne især brugt af FN og af turister, der først besøgte de hellige steder i Den gamle by og i Betlehem og derpå rejste ind i Israel. Den lå nord for den gamle by

[41] Vejen rundt om den nordlige og østlige del af muren rundt om Den gamle By – Sultan Suleyman Street og Yericho Street

[42] Stefansporten – også kaldet Løveporten – er den østlige af de syv porte ind i den gamle by

[43] Omar-helligdommen – på arabisk Qubbat as-Sakhrah – er bygget på det sted, hvor Muhammed ifølge islamisk tradition steg til himmels for at tale med Gud, inden han vendte tilbage til jorden for at udbrede islam. Den blev opført på pladsen, hvor det jødiske tempel havde ligger frem til år 70, i 687691 af Abd al-Malik under det niende kalifat. Den ligger nord for Al-Aksa-moskeen og kaldes ofte på dansk Klippehelligdommen.

[44] Det israelske flag

[45] Grædemuren er en rest af den vestlige mur omkring det jødiske tempel og det eneste, der står tilbage.

[46] Den danske oversætter bruger det begreb, som endnu i 60´erne var det almindelige på dansk for muslimer

[47]  En shofar er vædderhorn og bruges i den jødiske gudstjeneste på særlige helligdage

[48] Torah´en er de fem Mosebøger, men kan også bruges om hele Tanach, den jødiske Bibel – af kristne kaldet ”Det gamle Testamente”

[49] Foruden Al Aksa-moskeen og Klippehelligdommen rummer Den gamle By jo også kirkerne langs Via Dolorosa og Gravkirken.

[50] Der var allerede dengang en stor splittelse mellem de ortodokse jøder og de mere sekulariserede jøder.

[51] Yeshiva er en jødiske religiøs skole, hvor Toraen og Talmud studeres

[52] Hele Jerusalem skulle jo ifølge FNs delingsplan have været under international kontrol. Efter Uafhængighedskrigen 1948/49 og våbenstilstanden med Transjordanien, kom ”Vestbredden” og den østlige del af Jerusalem på jordanske hænder. Frem til 1988 var Jordans krav til Israel at få hele området tilbage, derefter meddelte kong Hussein, at området skulle gives til palæstinenserne – se videre i den historiske gennemgang.

[53] Under den jordanske besættelse af Østjerusalem 1948-67 var det umuligt for jøder at få adgang til Grædemuren

[54] Fra 1949-1967 var våbenstilstandslinjen mellem Israel og Jordan løbet midt ned gennem Jerusalem.

[55] Med ”moderne” mener journalisten sikkert ”ikke-religiøse” sekulariserede israelere.

[56] Se den historiske gennemgang af det israelitiske kongeriges historie

[57] Som tidligere nævnt bruges endnu i 1960´erne udtrykket ”muhammedansk” om muslimsk – i øvrigt også i religionsbøger.

[58] Salomons tempel blev ødelagt omkring år af babylonierne i det 6.årh f.v.t – se den historiske gennemgang

[59] Se kilde 15 her på www.israel-info.dk

[60] Se kilde 21 her på www.israel-info.dk

[61] Redebonhed betyder en parathed til at gøre noget, yde en ekstra tjeneste

[62] Erling Bjøl bruger her udtrykket Samaritanien om den nordlige del af Vestbredden – det bibelske Samaria

[63] Våbenstilstandslinjen løb fra 1949-67 syd for Beth Shean i Galilæa i det nordlige Israel. Mod syd løb den lige nord for den israelske kibbutz Ein Gedi ved Det døde Hav

[64] Seksdageskrigen foregår jo samtidig med Vietnamkrigen, hvor USA og deres allierede i Sydvietnam – regeringen i Saigon – har svært ved at finde modstanderne, ”Vietcong”, fordi de kan skjule sig i de tætte regnskove.

[65] Jahve – det navn Gud giver sig selv i Torah´en

[66] Respit – udskydelse – her altså mere tid.

[67] Sangen ”It´s a long way to Tipparary” var i 1. og 2.Verdenskrig en meget populær sang hos de britiske tropper

[68] Syrien havde jo allerede i september 1961 forladt Den forenede arabiske Republik, der var dannet ved en sammenslutning af Syrien og Egypten i februar 1958.

[69] USA var i 1967 præget af en voksende modstand mod USA’s deltagelse i krigen i Vietnam

[70] I islam tales om Jihad – hellig krig – begrebet er dog noget mere omfattende, idet det også kan betyde ”kampen” for selv at blive en bedre muslim.

[71] Indien og Jugoslavien var to af de ”alliancefri” nationer, der hverken tilhørte Øst- eller Vestblokken

[72] Charles de Gaulle var Frankrigs præsident 1959-69. Han skabte ”Den 5. Republik” med dens stærke præsidentstyre og forsøgte i 60´erne at genskabe Frankrigs storhed, bl.a. ved at opbygge en selvstændig fransk atomslagstyrke og ved i 1966 at trække sig ud af NATOS militære samarbejde

[73] De fem stormagter, der er faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, kan alle nedlægge veto og dermed hindre vedtagelser, som der ellers er flertal for.

[74] Dette forslag nævnes også af Richard Oestermann i kilde 107

[75] Efter Berlin-krisen i 1961 og Cuba-krisen i 1962 var der indtrådt en vis afspænding – to uger efter Seksdageskrigen mødtes Sovjets regeringsleder Kosygin og USA’s præsident Johnson i Glassboro – møder som begge bagefter beskrev som ”nyttige i vor søgen efter verdensfred”

[76] Mødet i Casablanca var blevet afholdt i september 1965

[77] Her ligger et problem for Jordans kong Hussein, der ønskede at få Vestjordan tilbage – altså ”Vestbredden” og Østjerusalem – her lægges op til en ny, palæstinensisk stat.

[78] FNs sikkerhedsråds resolution 242 fra 22.nov.1967 – se kilde 116

[79] Dette er en upræcis formulering – medlemmerne skiftes til at være formand for Sikkerhedsrådet en måned ad gangen – og Danmark havde formandskabet under krigen – altså i juni 1967, hvor forhandlingerne om 242 starter

[80] J.O.Krag havde været statsminister siden 1962 – i denne periode var han også udenrigsminister

[81] Krag skriver selv i sin dagbog – her citeret fra Bo Lidegaards biografi om Krag 2002: ”USA-rejsen var vellykket. Samtalerne med Johnson og Kosygin ikke uden indflydelse på, at der blev topmøde (se note 75 til kilde 113). Forholdet til begge de to store det allerbedste. Vi havde i det hele taget bedre føling til generalforsamlingens vigtigste deltagere – herunder Israel og Ægypten – end fx (generalsekretær) U Thant eller Couve (de Murville – den franske udenrigsminister) – (der var mere negativ end nogensinde)”

[82] Nogle forskere mener, der her er en forskel mellem de britiske og de franske officielle tekster – den engelske skriver ” from territories occupied in the recent conflict;”, den franske ”des territories occupés –” og hævder, at det af den franske tekst fremgår klarere, at det er alt det erobrede, der skal gives tilbage – det afvises af andre, idet der jo i den grad er arbejdet med, at alle fire tekster – den engelske, den franske, den russiske og den kinesiske – siger præcist det samme.

[83] Flygtningeproblemet var nu vokset yderligere – 110.000 af de arabiske palæstinensere, der i 1948 var flygtet fra Israel til den jordansk besatte ”Vestbred”, var nu flygtet videre – desuden var 120.000 af de på Vestbredden fastboende også flygtet – de fleste over Jordanfloden til Jordan. Og FN havde allerede registreret 1,3 mio arabiske flygtninge i Israels arabiske nabolande før Seksdageskrigen

[84] Den 23.nov. udpegede generalsekretæren Sveriges ambassadør i Sovjetunione, Gunnar Jarring, til sin særlige repræsentant i Mellemøsten