Kilderne til Tiden efter eksilet

Kilderne til Tiden efter eksilet. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Kilde 9: Fra Ezras Bog kap. 1

Ezras Bog er en del af det ”Kronistiske historieværk” og står i Tanack/Det gamle Testamente efter 2. Krønikebog og fortsætter denne.

Vi befinder os i tiden efter hjemkomsten fra eksilet i Babylon dvs. 530-erne f.v.t..

Ezras Bog fortæller om genopbyggelsen af templet i Jerusalem. Dette byggeri møder modstand hos dem i landet, der ikke var med i eksilet. Byggeriet genoptages på perserkongens foranledning. Forfatterskabet til bogen tillægges den Ezra, der af perserkongen sendes til Jerusalem for at bringe de religiøse forhold i orden, men der er usikkerhed om, præcist hvornår den er skrevet.

Perserkongen Kyros’ forordning om templets genopførelse

I perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes.

I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt:

Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda.  Må Gud være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage op til Jerusalem i Juda og bygge på Herrens, Israels Guds, hus; det er den Gud, der er i Jerusalem.  Overalt, hvor der er nogen tilbage, der bor som fremmede, skal stedets befolkning forsyne dem med sølv og guld, gods og kvæg tillige med frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem

Overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse brød nu op tillige med præsterne og levitterne, alle, hvis ånd Gud havde vakt til at drage op og bygge Herrens tempel i Jerusalem. Og alle deres naboer støttede dem med sølvting, med guld, gods, kvæg og kostbare gaver, foruden alle de frivillige gaver.

Kong Kyros lod karrene fra Herrens tempel hente; dem havde Nebukadnesar taget med fra Jerusalem og anbragt i sin guds tempel. Nu lod perserkongen Kyros dem hente og overdrog dem til skatmesteren Mitredat, som lavede en fortegnelse over dem til Sheshbassar, Judas fyrste.

Tallet på dem var: 30 guldskåle, 1000 sølvskåle, 29 offerknive,  30 guldbægre, 410 forskellige slags sølvbægre og 1000 andre kar.  I alt var der 5400 kar af guld og sølv. Alt dette tog Sheshbassar med, da de landflygtige drog op fra Babylon til Jerusalem.

Kilde 10: 1.Makkabæerbog kap.1 + 2

Første Makkabæerbog skildrer jødernes kamp for religiøs og national frihed mod det hellenistiske Syrien – Sleukideriget i perioden 170-135 f.v.t..

Historikerne mener, det er skrevet i Israel omkring 100 f.v.t. – altså i den periode, hvor Makkabæerne eller Hasmonæerne, som Josefus kalder dem, styrer et uafhængigt Israel.

Der findes også en Anden Makkabæerbog, der er en forkortet version af et græsk historieværk, der er blevet til i Nordafrika eller Israel i slutningen af det 2.årh f.v.t. .Emnet her er det samme som i Første Makkabæerbog.

1.Makkabæerbog kap.1

Alexander den Store

Da makedoneren Alexander, Filips søn[1], var draget ud fra kittæernes land og havde slået Dareios[2], persernes og medernes konge, blev han konge i hans sted; tidligere havde han kun været konge over Grækenland.

Han førte mange krige, indtog fæstninger og myrdede løs på jordens konger. Han trængte frem til jordens fjerneste egne og udplyndrede en mængde folkeslag. Jorden måtte give op over for ham, og han blev overmodig og hovmodig. Han samlede en umådelig stærk hær og blev herre over lande, folkeslag og magthavere, som måtte betale skat til ham.

Siden hen blev han ramt af sygdom og forstod, at han skulle dø. Han tilkaldte dem af sine generaler, der var vokset op sammen med ham fra ungdommen af, og delte sit kongerige mellem dem, mens han endnu var i live.

Alexander havde været konge i tolv år, da han døde. Hans generaler greb nu magten, enhver på sit sted, og efter hans død lod de sig alle krone til konge.[3] Det samme gjorde deres efterfølgere gennem mange år, og de voldte meget ondt på jorden.

Antiokus IV Epifanes

Fra dem udgik der et syndigt rodskud, Antiokus Epifanes[4], kong Antiokus’ søn, som havde været gidsel i Rom.

Han blev konge år 137 regnet fra det græske herredømmes begyndelse. På den tid fremstod der i Israel lovløse folk, og de forledte mange med ordene:

Kom, lad os slutte pagt med hedningerne omkring os, for efter at vi har udskilt os fra dem, har meget ondt ramt os.

Disse ord vandt bifald, og uden at tøve drog nogle af folket af sted til kongen, der gav dem lov til at følge hedenske ordninger. De byggede et idrætsanlæg i Jerusalem efter hedningernes skikke. De skaffede sig atter forhud og faldt fra den hellige pagt. De indlod sig med hedningerne og solgte sig til at gøre det onde.

Antiokus IV’s første felttog mod Egypten

Da Antiokus så, at hans kongedømme var sikret, satte han sig for at blive konge også over Egypten, så han kunne være konge over begge riger.[5]

Han rykkede derfor ind i Egypten med en sværtbevæbnet hær, med stridsvogne og elefanter, med rytteri og med en stor flåde.

Han angreb egypterkongen Ptolemæus, der veg tilbage for ham og flygtede med store tab. De befæstede byer i Egypten blev indtaget og landet udplyndret.

Antiokus IV plyndrer Jerusalems tempel

Efter at have slået Egypten vendte Antiokus tilbage år 143 og drog op mod Israel og Jerusalem med en sværtbevæbnet hær.

I sit overmod gik han ind i helligdommen og tog guldalteret, lysestagen og alle redskaberne til den, skuebrødsbordet, kanderne, stænkeskålene, guldskålene, forhænget, kransene og den gyldne udsmykning på templets forside og skrællede alt guldet af. Han tog også sølvet, guldet, det kostbare udstyr og de skjulte skatte, han fandt. Han tog det hele og drog tilbage til sit eget land. Han havde foranstaltet et blodbad og talt meget overmodigt.

Der kom stor sorg over Israel i hver en egn af landet,

folkets ledere og ældste udstødte sukke,

unge piger og mænd sygnede hen,

kvindernes skønhed svandt bort.

Hver en brudgom istemte klagesang,

bruden sad sørgende i sit kammer.

Landet skælvede for dets beboeres skyld,

hele Jakobs hus[6] var klædt i skændsel.

Jerusalem besættes

To år senere sendte kongen en mand, der skulle stå for skatteopkrævningen, til byerne i Juda, og han kom til Jerusalem med en sværtbevæbnet hær.

På skrømt tilbød han dem fred, og de fæstede lid til ham; men så overfaldt han pludselig byen, tilføjede den et knusende nederlag og dræbte en mængde af israelitterne.

Han udplyndrede byen, stak ild på den og rev dens huse og murene omkring den ned. De førte kvinder og børn bort som fanger og tog dyrene med sig.

De befæstede Davidsbyen med en høj og stærk mur og stærke tårne, så den blev en borg for dem. De lod syndige folk, lovløse mænd, bosætte sig dér, og de satte sig fast i Borgen. De forsynede den med våben og forråd, og byttet fra Jerusalem, som de havde samlet sammen, anbragte de dér, så de blev til stor fare.

Den blev et baghold mod helligdommen,

Israels stadige og ondskabsfulde fjende.

De udgød uskyldigt blod omkring helligdommen

og besudlede helligdommen.

Jerusalems indbyggere flygtede på grund af dem,

og den blev en bolig for fremmede,

den blev en fremmed for dem, der var født der,

og dens børn forlod den.

Dens helligdom blev øde som en ørken,

dens fester blev forvandlet til sorg,

dens sabbatter blev til spot,

dens ære til hån.

Så stor som dens herlighed havde været, blev nu dens vanære.

Dens højhed blev forvandlet til sorg.

Forbudet mod jødiske skikke og vanhelligelsen af templet

Kongen skrev til hele sit rige, at alle skulle være ét folk, og at enhver skulle opgive sine skikke.

Alle hedningerne bøjede sig for kongens ord; også mange israelitter gik ind for hans gudsdyrkelse, ofrede til afguderne og vanhelligede sabbatten.

Kongen sendte budbringere med skrivelser til Jerusalem og byerne i Juda om, at man skulle følge skikke, der var fremmede for landet, og afskaffe brændofre, slagtofre og drikofre i helligdommen, vanhellige sabbatter og fester, gøre helligdommen og præsterne urene, bygge afgudsaltre, helligdomme og afgudstempler, ofre svinekød og urene dyr, lade sine sønner være uomskårne, gøre sig selv afskyelig ved noget urent og vanhelligt, så at loven ville blive glemt og alle dens bud ændret.

Enhver, som ikke handlede efter kongens befaling, ville blive straffet med døden. Alle disse bestemmelser lod kongen nedskrive og sende til hele sit rige. Han indsatte desuden tilsynsmænd over hele folket og befalede byerne i Juda, at hver eneste af dem skulle bringe ofre.

Mange af folket sluttede sig til dem, nemlig enhver som ville svigte loven. De voldte meget ondt i landet; derfor måtte israelitterne skjule sig, hvor de kunne finde et tilflugtssted.

Den femtende dag i måneden kislev år 145 lod han Ødelæggelsens Vederstyggelighed[7] opføre på alteret, og de byggede afgudsaltre rundt omkring i byerne i Juda, og ved husdørene og på gaderne brændte de røgelse.

Når de fandt lovens bøger, rev de dem i stykker og kastede dem på ilden. Hvis de fandt en pagtsbog hos nogen, eller hvis nogen efterlevede loven, medførte det efter kongens bestemmelse dødsstraf for dem.

Måned efter måned fortsatte de med at øve vold mod de israelitter, de fandt i byerne. På den femogtyvende dag i hver måned ofrede de på afgudsalteret, som stod oven på alteret. De kvinder, der havde ladet deres sønner omskære, dræbte de, som de havde fået befaling til. De hængte de spæde børn om halsen på dem, og de dræbte også deres familie og dem, der havde foretaget omskærelsen.

Men mange i Israel fandt mod og styrke hos sig selv til ikke at spise noget urent. De foretrak at dø frem for at gøre sig urene ved maden og vanhellige den hellige pagt. Og de led døden. En stor vrede hvilede tungt over Israel.

1.Makkabæerbog kap.2

Mattathias og hans sønner

På den tid brød Mattathias op fra Jerusalem og slog sig ned i Modein; han var søn af Johannes, sønnesøn af Simon og præst af Jojaribs slægt. Han havde fem sønner: Johannes med tilnavnet Gaddi,  Simon, der blev kaldt Thassi,  Judas, der blev kaldt Makkabæer,  Eleazar, der blev kaldt Avaran, og Jonatan, der blev kaldt Apfus.

Da han så alt det gudsbespottelige, der gik for sig i Juda og Jerusalem,  sagde han:

Ve mig! Hvorfor blev jeg født til dette

at se mit folks ødelæggelse

og den hellige bys ødelæggelse?

Dér sad de, mens den blev overgivet i fjenders hånd

og helligdommen i fremmedes hånd.

Dens tempel er blevet som en æreløs mand,

dens herlige kar er blevet ført bort som krigsbytte,

dens småbørn dræbt i dens gader,

dens unge mænd er faldet for fjendens sværd.

Er der noget folk, der ikke har fået del i magten over den

og ikke har bemægtiget sig dens ejendom som bytte?

Hele dens udsmykning er blevet røvet,

fra frihed er den kommet i slaveri.

Og se, vor helligdom, vor skønhed, vor ære er lagt øde,

hedningerne har vanhelliget den.

Hvorfor skal vi leve længere?

Og Mattathias og hans sønner flængede deres klæder og klædte sig i sæk og sørgede dybt.

Mattathias griber til våben og flygter

Kongens udsendinge, der skulle gennemtvinge frafaldet, kom til byen Modein, for at de også dér skulle bringe ofre, og mange israelitter kom hen til dem; også Mattathias og hans sønner mødte op.

Kongens udsendinge tog til orde og sagde til Mattathias:

Du er en anset og betydningsfuld leder i denne by, og du har støtte af dine sønner og brødre. Træd du nu frem som den første, og udfør kongens befaling, sådan som alle folkene har gjort, også mændene i Juda og de, der er tilbage i Jerusalem, så skal også du og dine sønner blive Kongens Venner, og du og dine sønner vil blive hædret med sølv, guld og mange gaver.

Men Mattathias råbte med høj røst:

Om så alle folkene, der hører under kongens rige, adlyder ham og alle som én falder fra deres fædres gudsdyrkelse og vælger at rette sig efter hans bud, så vil jeg og mine sønner og brødre blive i vore fædres pagt. Gud forbyde, at vi skulle opgive loven og dens bud. Vi vil ikke rette os efter kongens befalinger, så vi på nogen som helst måde viger fra vores gudsdyrkelse.

Da han havde sagt dette, trådte en jødisk mand frem i alles påsyn for at ofre på afgudsalteret i Modein efter kongens befaling. Da Mattathias så det, blev han optændt af lidenskab og oprørt i sit indre.

Opfyldt af retfærdig vrede fór han frem og huggede manden ned ved alteret. Samtidig dræbte han kongens mand, der skulle tvinge dem til at ofre, og han rev alteret ned. Han brændte af lidenskab for loven, som Pinehas[8] havde gjort det over for Zimri, Salus søn.

Derpå råbte Mattathias med høj røst ud over byen:

Enhver, som brænder af lidenskab for loven, og som holder fast ved pagten, skal følge mig!

Derpå flygtede han og hans sønner ud i bjergene og efterlod alt, hvad de ejede, i byen.

Jøderne angribes på sabbatsdagen

Da drog mange, som længtes efter retfærdighed og ret, ud i ørkenen og slog sig ned dér sammen med deres børn, deres kvinder og deres kvæg, for de var ramt af hårde ulykker.

Da kongens mænd og de tropper, som var i Jerusalem, Davids by, fik meddelelse om, at nogle mænd havde trodset kongens befaling og var draget ud til skjulestederne i ørkenen, satte de efter dem i stort tal. Da de havde indhentet dem, tog de opstilling over for dem og gjorde sig parate til at angribe dem på sabbatsdagen. De sagde til dem:

Lad det nu være nok! Kom ud og gør, som kongen befaler, så vil I redde livet!

Men de svarede:

Vi kommer ikke ud, og vi vil ikke gøre, som kongen befaler, så vi vanhelliger sabbatsdagen.

Så indledte de straks angrebet på dem. Men de forsvarede sig ikke imod dem; de kastede hverken sten mod dem eller spærrede indgangene til skjulestederne, men sagde:

Vi vil alle gå uskyldige i døden. Himlen og jorden er vore vidner på, at I dræber os mod al ret.

De angreb dem så på sabbatten, og de og deres kvinder, børn og kvæg døde, hen ved tusind personer.

Da Mattathias og hans venner fik det at vide, sørgede de dybt over dem, og de sagde til hinanden:

Hvis vi alle gør, som vore brødre har gjort, og ikke kæmper mod hedningerne for vort liv og vore love, vil de hurtigt udrydde os fra jordens overflade.

Den samme dag fattede de denne beslutning:

Hvis nogen angriber os på sabbatsdagen, vil vi tage kampen op imod ham. Vi vil ikke dø alle sammen, ligesom vore brødre døde i deres skjulesteder.

Mattathias og hasidæerne

Da samlede der sig om dem en gruppe hasidæere, vældige krigere i Israel, som alle frivilligt ville ofre sig for loven.

Også alle, der var på flugt fra ulykkerne, sluttede sig til dem, og de forøgede derved deres styrke. De fik samlet en hær, og i deres vrede slog de synderne og i deres harme de lovløse. De, som undslap, reddede livet ved at flygte til hedningerne.

Mattathias og hans venner drog omkring og rev afgudsaltrene ned, og med magt omskar de alle de uomskårne drenge, som de fandt inden for Israels grænser. De forfulgte deres overmodige fjender, og deres forehavende havde fremgang ved deres indsats. De beskyttede loven mod angreb fra hedningerne og mod angreb fra kongerne, og de lod ikke synderen få magt.

Mattathias’ afskedsord

Da Mattathias’ liv nærmede sig sin afslutning, sagde han til sine sønner:

Nu hersker overmod og vold.

Det er en tid med store ulykker

og glødende vrede.

Mine børn, kæmp nu med lidenskab for loven,

og giv jeres liv for vore fædres pagt!

Husk på de bedrifter, vore fædre udførte i deres tid,

og I vil få stor ære og evig berømmelse.

Blev Abraham ikke fundet tro i prøvelsen,

og blev det ikke regnet ham til retfærdighed?

Josef holdt i sin nød fast ved budet,

og han blev herre over Egypten.

Med Pinehas, vor fader, blev der sluttet en pagt om evig præstetjeneste,

fordi han brændte af lidenskab.

Josva opfyldte, hvad der blev befalet,

og han blev dommer i Israel.

Kaleb fik et stykke land i eje,

fordi han aflagde vidnesbyrd i menigheden.

David fik en kongetrone til evig tid for sin fromhed.

Elias blev taget bort til himlen

på grund af sin lidenskab for loven.

Hananja, Azarja og Mishael blev reddet ud af flammerne

for deres tros skyld.

Daniel blev reddet fra løvernes gab

på grund af sin uskyld.

Således skal I da indse i slægt efter slægt,

at ingen, der sætter sit håb til Gud, mister sin kraft.

Frygt ikke en syndig mands ord,

for hans herlighed bliver til skarn og til føde for maddiker.

I dag ophøjes han,

men i morgen er han ikke mere at finde,

for han er vendt tilbage til støvet,

og hans planer bliver til intet.

Mine børn, hent mod og styrke i loven,

for ved den vil I vinde ære.

Her er jeres bror Simon. Jeg ved, han giver vise råd, ham skal I altid adlyde, han skal være en fader for jer. Judas Makkabæer har været en vældig kriger fra sin ungdom, han skal være jeres hærfører og føre krig mod folkene. I skal samle om jer alle dem, der holder loven, og skaffe hævn for jeres folk. Lad gengældelsen ramme hedningerne, og hold jer nøje til lovens bud.

Så velsignede han dem og gik til sine fædre. Han døde år 146[9] og blev begravet i sine fædres grave i Modein, og hele Israel holdt en stor dødsklage over ham.

Noter:

[1] Filip af Makedonien var konge af Makedonien 360-336 f.v.t..
[2] Dareios 3. var den sidste persiske storkonge af det Achæmenidiske dynasti fra 336 f til 330 f.v.t..
[3] Bla. Ptolemaios 1. af Egypten og Seleukos 1. af Syrien
[4] Antiochus IV Epiphanes var konge fra 175-164 f.v.t..
[5] Altså både Seleukidernes og Ptolemæernes Rige – Syrien og Egypten
[6] Jakobs Hus er et andet ord for Israel – altså de 12 stammer efter Patriarken Jakob
[7] ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” er sandsynligvis et Zeus-alter – nu skulle alle i hele riget tilbede den øverste hellenistiske gud.
[8] Phinehas eller Phineas præst under israeliternes Exodus-rejse. – kendt for sin modstand mod kætteri (Se 4:mosebog kap.25)
[9] Forfatteren bruger den hellenistiske tidsregning – Matthatias døde 165 f.v.t..

Læs mere:

Asmussen, Jes. Indledning til Aprokryferne. I “Bibelens kulturhistorie” bd.2 – Det gamle Testamente. Politikens Forlag 1979

Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger. Det danske Bibelselskab 1998.

Goldwurm, Hersch: History of the Jewish People – The Second Temple Era. Mesorah Publications 1982

Grant, Michael: The History of Ancient Israel. Phoenix 1997: Heri 5.del: Babylonian and Persian Rule og 6.del: Greek Rule and Liberation.

Liljegren, Bengt: Alexander den Store – en biografi. Forord Peter Ørsted. Høst & Søn 2005.

Thomsen, Rudi: Det persiske Verdensrige. Aarhus Universitetsforlag 1995

Tilbage til fortællingen: Israel – ung og ældgammel