Yasser Arafat

Yasser Arafat mødte op til FN’s generalforsamling i 1974 med en olivengren og et pistolhylster ved hoften, og til denne dag er der usikkerhed om, hvorvidt han havde en pistol i hylsteret. Denne symbolske sidestilling mellem fred og vold definerer Arafats eget politiske liv.

Skønt han altid var loyal mod sit mål om genoprettelse af et hjemland for palæstinensiske arabere, mente mange før starten på den 2. intefada, at hans metoder var blevet blødere med årene.

Arafat blev født i 1929 i Cairo, Egypten – ikke i Jerusalem, som han selv hævder – som søn af en succesrig købmand og en religiøs mor. Hans fødenavn var Mohammed, men han fik hurtigt tilnavnet Yasser, som betyder nem/let. Arafats mor døde da drengen var fire år gammel.

Som teenager i 1940erne blev Yasser Arafat involveret i den palæstinensisk-arabiske sag. Før araberne blev besejret af Israel i 1948, førte Arafat an i de arabiske forsøg på at indsmugle våben til området.

Efter krigen studerede Arafat til bygningsingeniør ved Universitetet i Cairo. Han ledede her den Palæstinensiske Studenter Liga, og forpligtede sig efter endt uddannelse til at danne en gruppe, som skulle befri Palæstina fra israelsk herredømme, og befri området for jøder.

I 1956 grundlagde han Al Fatah – en undergrunds terroristorganisation. I starten blev Al Fatah ignoreret af større arabiske nationer så som Egypten, Syrien og Jordan, som allerede havde dannet sin egen gruppe – Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation – PLO.

Det var ikke før end i 1967 – under den arabisk-israelske krig, da araberne mistede Gaza Striben, Golan Højderne og Vestbredden – at de arabiske nationer henvendte sig til Arafat. Og i 1968 blev han leder af PLO.

En terrorists udvikling
I to årtier udførte PLO blodige angreb mod Israel, og Arafat opnåede et ry som en skrupelløs terrorist.

Men i 1988, da han fortalte FN at PLO ville anerkende Israel som en suveræn stat, havde Arafat ”varmet op” til diplomati.

Så i 1993 skete det utænkelige. Terroristlederen, som næsten ikke var blevet set uden sit kendetegn ghutra-tørklædet og lurvede skæg, mødtes med sine erklærede fjender.

De hemmelige fredsforhandlinger i Norge førte til Oslo Fredsaftalen med den israelske premierminister Yitzhak Rabin. Aftalen indebar begrænset palæstinensisk selvstyre og medførte at Arafat, Rabin og den israelske udenrigsminister Shimon Peres i 1994 modtog Nobels Fredspris.

I januar 1996 blev Arafat valgt til den første præsident for det Palæstinensiske Råd med ansvar for Vestbredden og Gaza Striben.

Efter at Oslo Fredsaftalen var underskrevet, og Arafat var blevet overladt til at administrere meget af Vestbredden og Gaza, begyndte hans hære at jagte palæstinenserne, som de havde jagtet jordanerne og libaneserne i årene forud. Samtidig forsøgte han at kontrollere enhver detalje i palæstinensernes liv – for eksempel insisterede han på personligt at inspicere bygningstilladelser samt beslutte hvilke huse der måtte foretages udvidelser på. Alt dette hindrede en effektiv administration, og hans popularitet faldt brat.

Den umiddelbare trussel ved Arafats kontrol i denne periode var ikke de arabiske ledere. Problemet var penge. Arafat var konstant i pengenød, fordi han skulle holde sin bureaukratiske maskine i gang, og problemet blev værre. Mange palæstinensere mener, at han kun deltog i Oslo fordi han ved at have støttet Irak i Golfkrigen, havde stødt sine finansielle velgørere fra sig (hovedsageligt Saudi Arabien samt nogle europæiske regeringer) og således ikke havde noget andet valg. Han var således – menes der – tvunget til at underskrive hvad han selv, samt de fleste palæstinensere, opfattede som en rædsom aftale.

Gennem 2001 mistede Arafat såvel magt som popularitet, og det var der adskillige grunde til: Andre og mere radikale grupper havde været meget mere aktive samt bedre repræsentanter for befolkningens mening. Israelske aktioner mod den palæstinensiske infrastruktur – f.eks. politiet – gjorde det praktisk talt umuligt for Arafat at udøve meget magt, og der blev således skabt et image af ham som svag og inaktiv blandt hans tidligere tilhængere. Der er også antydninger af, at Arafat selv sympatiserer med – og tillader – at radikale grupper får mere spillerum til sine opstande og terroristangreb på israelsk jord.

I 2002 blev Arafat af israelerne sat i husarrest i Ramallah. Dette styrkede en overgang Arafats status blandt araberne og gav ham status af en leder, som ikke ville bøje sig. I dag (2004) fremstår han dog ikke længere som en ubestridte leder for de palæstinensiske arabere.

Styringen af områderne, som har opnået selvstyre har ikke været nogen succes. Der har været mange brud på menneskerettighederne, og økonomisk vækst er stadig udenfor rækkevidde. Meget af dette kan tilskrives Arafat, som var blevet beskyldt for at være for svag til at hindre korruption og nepotisme blandt palæstina-arabernes nye lederskab.

Til trods for disse problemer, er der god grund til at tro, at Arafat var palæstinensernes foretrukne leder af en eventuelt ny arabisk stat på Vestbredden.

Yasser Arafat døde i en alder af 75 år den 11. november 2004, han efterlader sig sin kone, Suha, og sin datter Zahwa (opkaldt efter Arafats mor). Begge har han levet adskilt fra i fire år.

Interesant kommentarer om Arafat – klik her
Arafats nekrolog – klik her
Tidstavl over Arafats liv – klik her
Deltagere ved Arafats begravelse – klik her
Arafats biografi med vigtig links – klik her

Arafats Legacy
Honest Reporting – 12.11.2004

En kort video præsentation om Arafat