Hvorfor sker der forfærdelig vold i Israel?

af Yvette Espersen – 16.10.2015 ifm spørgsmålet om en 3. intifada er på vej.

Israel begyndte onsdag at lukke det østlige Jerusalem af, i et forsøg på at stoppe den forfærdelige vold, som er taget til i den seneste tid, og som tirsdag kostede tre uskyldige mennesker livet og sårede 20.

Angrebene, der finder sted i Israel, ligner dem vi så i den første intifada mellem 1987 og 1993, med stenkast og knivangreb på uskyldige civile. Der er dog visse forskelle. Denne gang er der også påkørsler og direkte skudangreb på civile, men der har, indtil videre, ikke været nogle succesfulde selvmordsbombeangreb. Denne gang er det teenagere og folk i starten af tyverne, samt kvinder, der deltager i angrebene.

Hamas har opfordret individer til at udføre angreb på israelere på denne sporadiske vis, og har haft succes med at overbevise befolkningen, særligt de unge, om at Israel er en direkte trussel mod al-Aqsa-moskeen, og visse udmeldinger påstår endda, at Israel ønsker at ødelægge den. Dette er naturligvis helt usandt. Præsident Mahmoud Abbas, som er leder af det Palæstinensiske Selvstyre, har ligeledes bidraget til disse tilskyndelser, ved at udtale at Israelerne prøver at ændre status-quo omkring al-Aqsa-moskeen. Dette er selve kernen bag denne nye opstand.

Tempelbjerget er jødedommens helligste sted, og området omkring al-Aqsa-moskeen, som er det tredjehelligste sted i islam, har længe været grund til bekymring, da de to deler det samme område. Siden oprettelsen af den jødiske stat har der været rygter blandt palæstinenserne om, at Israelerne ønsker at bygge det Tredje Tempel i Jerusalem på det sted hvor al-Aqsa-moskeen står. Under den første intifada var der mange optøjer, og mange mennesker blev såret. I oktober 1990 brød der en endnu større urolighed ud, og tusindvis af demonstranter stødte sammen med det israelske grænsepoliti. 22 palæstinensere blev dræbt og mange flere blev såret. Dette begyndte efter der blev spredt et rygte om, at en religiøs jødisk gruppe havde planer om at lægge grundstenen til det Tredje Tempel.

Den anden intifada var også forbundet til dette område i 2000, da den daværende oppositionsleder, Ariel Sharon, samt medlemmer af Likud-partiet besøgte al-Aqsa sammen med 1000 bevæbnede vagter. Demonstrationer brød ud og indledte en fem år lang palæstinensisk opstand. Det er fortsat uklart, om denne opstand skyldtes Sharons besøg på Tempelbjerget, eller om den var planlagt af Yassir Arafat efter han vendte tilbage fra Camp David-forhandlingerne.

Sidste november begyndte optøjerne igen, da israelsk politi gik ind i al-Aqsa-moskeen, for første gang siden erobringen af Jerusalem fra Jordan i 1967. I løbet af det sidste år har der været konstante sammenstød, hvor især grupper af palæstinensiske kvinder har generet jøder, der har besøgt området. Disse kvinder, som bogstaveligt talt har taget kontrollen over området, har skreget “Allah Akbar” i hovedet på besøgende, og spyttet jøder i ansigtet. De er blevet vrede over israelske restriktioner i området, som er blevet indført på grund af optøjerne.

Israelske muslimer og palæstinensere med bopæl i Østjerusalem har som regel adgang til Tempelbjerget, og muslimer må bede i al-Aqsa-moskeen uden hindringer, men optøjerne og fjernelsen af kvindegrupperne har resulteret i en følelse af, at Israel har krænket deres ære. Filmoptagelserne af fjernelsen af disse kvinder er blevet delt med stor iver på de palæstinensiske sociale medier.

Det opfattede voldsomme israelske stormløb på al-Aqsa-moskeen er muligvis kun et symptom på den frustration, som palæstinenserne føler over ikke at være i kontrol over deres egen skæbne. Den kulturelle og religiøse betydning, som al-Aqsa-moskeen har, bruges af både Hamas og Fatah til at opildne til endnu mere had, især mod det jødiske folk. Videoer og billeder af knivstikkerier og andre angreb deles jævnligt på de officielle palæstinensiske medier og almene sociale medier, hvor gerningsmændene afbilledes som om de bliver henrettet af det israelske politi. Disse terrorister afbilledes som uskyldige, og mordene fremstilles som om det er politiet og endda bosætterne, der står bag. Det har ikke hjulpet, at Jerusalems borgmester har opfordret israelere til at bære våben for at beskytte sig selv. Dette har bare tændt yderligere op under hævnfølelsen og ønsket om martyrdød, og opfordrer andre palæstinensere, især de unge, til at gøre det samme.

De fleste israelere er enige om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den palæstinensiske vold og en eksisterende eller ikke-eksisterende fredsproces. Det var under Oslo-processen i 1990’erne, at terroren virkelig tog til, og selvmordsbombeangrebene begyndte. Så man kan spørge sig selv, om det virkelig er situationen på Tempelbjerget og al-Aqsa-moskeen, der er problemet her, eller om der er noget dybereliggende bag den kaotiske situation. Der er intet der tyder på, at knivstikkerne er frustreret over en manglende fredsforhandling, og de lader ikke til at have nogen som helst tillid til deres ledelse overhovedet.

Disse nye terrorister lader ikke til at være forbundet til nogen organisation eller noget individ. De er børn, der bestemt er født efter 1993 og Oslo-aftalen, og nogle er endda født efter 2000. De kan ikke huske de frygtelige konsekvenser af den anden intifada, og de selvmordsangreb der fulgte med, så de har nogle helt andre erfaringer end den ældre generation. Her er tale om mennesker, som er dybt påvirket af de sociale medier. Det palæstinensiske uddannelsessystem og deres egne sociale netværk har ikke kunnet dreje dem væk fra denne type vold. Dette betyder dog ikke, at de organiserede grupper ikke rider med på bølgen. Hamas’ ledere bruger hashtagget “#alaqsaindanger”, men de er mere medløbere end de er iværksættere.

Det er klart, at der nu er en tilskyndelse om had og drab på jøder, sat i gang af knivsvingende imamer, palæstinensiske ledere i både Hamas og Fatah, der taler om helligt blod spildt for al-Aqsa, lærere i skolerne, officielle medier og især sociale medier. Dette er dog ikke noget nyt. Det har været sådan i årtier. Denne nye intifada, der er sat i gang af unge palæstinensiske individer, som er blevet inspireret af deres hadefulde opvækst og uddannelse, bliver formentlig temmelig svær at standse.