Kilderne til korstogene

Pave Urban tale som blev starten på korstogene til Det hellige Land. Israel-Info

Kilde 23: Pave Urban tale 1095

Pave Urban den 2.’s tale i Clermont den 27.november 1095 findes i flere referater. Her er den, som Robert af Rheims – ”Munken” – har nedskrevet nogle år efter.

Robert af Rheims indleder sin gengivelse af talen således:

I året 1095 efter at Vor Herre blev menneske, blev et stort kirkemøde afholdt i Auvergne-regionen i Gallien i byen, som kaldes Clermont. Pave Urban d. 2. ledte dette kirkemøde sammen med de romerske biskopper og kardinaler. Dette kirkemøde blev kendt for den store skare af både franske og tyske biskopper, samt stormænd, som deltog. Efter at have ordnet sager, der havde med kirken at gøre, gik paven ud på en stor mark, fordi ingen bygning var stor nok til at huse den store folkemængde. Dernæst talte paven til de tilstedeværende med sød og overbevisende veltalenhed og han henvendte sig til forsamlingen med ord, der mindede om det følgende, idet han sagde:

”Oh, frankere[1], folket fra den anden side af bjergene, I er det udvalgte folk og elsket af Gud, som det kan ses på jeres mange bedrifter. I adskiller jer fra alle andre folkeslag på grund af situationen i jeres land samt ved jeres katolske tro og ved den høje agtelse, som I nyder hos den hellige kirke. Disse ord er henvendt til jer. Vi ønsker at fortælle jer om bedrøvelige omstændigheder, der har ført os til jeres land, og den fare, der truer jer og alle troende.

Fra Jerusalem og Konstantinopel kommer bedrøvelige nyheder, som det så ofte er sket før. Nyheder om at et folkefærd fra det persiske kongedømme [tyrkerne][2] – et fordømt folk, et folk fuldstændig fremmed for Gud, en generation med onde hensigter og en ånd, der har opgivet troen på Gud – brutalt har invaderet de kristnes lande og affolket dem ved sværdet, plyndring og ild. De har ført fanger til deres eget land, og mange har de dræbt med grusom tortur. De har enten ødelagt mange af Guds kirker eller ladet andre omdanne til brug for deres egen religion. De ødelægger altrene med snavs og besmittelse. De dræber kristne og blodet fra omskæringen spreder de på altrene eller kaster det i døbefontene.

Det græske (byzantinske) kongerige er nu sønderlemmet af dem og de har frataget dem et så stort område i omfang, at det ikke kan krydses på en to måneders march.[3] Hvem skal hævne alt dette, hvem skal genoprette det ødelagte, om ikke I? I er dem, hvem Gud frem for andre nationer har skænket storslået ære i våbenstrid, stort mod, legemlig raskhed og styrke til at strække de hårede skalpe til jorden på dem, der vover at gøre modstand mod jer. Lad jeres forfædres bedrifter være jer en opmuntring og lad deres eksempel opildne jeres sind til mandig dåd – Karl den Stores storhed og tapperhed, og hans søn Ludvig[4] , og jeres andre konger, der har besejret saracenernes[5] kongeriger og har udvidet den hellige kirkes område i disse lande, der før var i hedensk besiddelse. Lad jer især opflamme af Den Hellige Gravs Kirke, som nu er i hænderne på urene folkeslag, og lad jer vække af denne urene vanhelligelse af de hellige steder. Oh, tapre soldater og efterkommere af uovervindelige forfædre, husk jeres forfædres tapperhed og stå ikke tilbage for dem.

Hvis kærlighed til jeres børn, forældre og koner holder jer tilbage, så husk hvad Herren siger i evangeliet: ”Den, der elsker sin fader eller moder højere end mig, er mig ikke værdig.” ”Enhver, der forlader hjem eller brødre, eller sin fader eller moder eller hustru eller børn eller land for min skyld, skal få 100 gange igen og han skal arve det evige liv.” Lad derfor ikke jeres ejendomme eller bekymringer for familien holde jer tilbage.

For dette land, som I bor i, er på den ene side omgivet af havet og på den anden side af bjergtoppe, og det er for lille til jeres store befolkning. Ej heller nyder det overflod af velstand, og det giver næppe tilstrækkelig med føde til dem, der dyrker det. Det er derfor, I dræber hinanden og erobrer land fra hinanden og fører krig, og derfor dør mange af jer i interne kampe.[6] Lad derfor hadet iblandt jer forsvinde, lad disse fejder stoppe, bring alle disse konflikter til standsning. Begynd i stedet jeres rejse til Den hellige Grav. Tag dette land fra det onde folk og lad landet underkaste sig jer. Dette land, der som Evangeliet omtaler som landet, der: ”Flyder med mælk og honning.” Dette Land blev givet af Gud til Israels børn.

Jerusalem er verdens navle, et land, der er mere frugtbart end andre, et land, der er som et andet paradis. Det er det land, som menneskehedens forløser oplyste ved sit komme, besmykkede ved sit liv, helliggjorde ved sin lidelse, forløste ved sin død og forherligede med sin grav. Denne kongelige by i verdens centrum holdes nu fanget af Kristi fjender, og er underkastet dem, som ikke kender Gud, til de vantros dyrkelse. Hun længes derfor efter at blive befriet, og ophører ikke med at bønfalde jer om at komme hende til undsætning. Især jer anråber hun om hjælp, fordi, som vi allerede har sagt, Gud har skænket jer af alle nationer stor ære i kamp. Påtag jer derfor denne rejse for forladelsen af jeres synder med visheden om en ærefuld og evig belønning i det himlens kongerige.”

Da pave Urban klogt havde sagt disse og mange andre ting, så var det som om han samlede alle de tilstedeværendes ønsker til ét formål, så at de opildnet og alle som én råbte: ”Gud vil det! Gud vil det!” Da den ærværdige romerske biskop hørte dette, vendte han sit blik mod himlen og takkede Gud, hvorefter han påbød tavshed og sagde:

”Kære elskede brødre. Vi har i dag været vidne til det, som Herren siger i evangeliet: ”Når to eller tre er samlet i mit navn, vil jeg være iblandt jer.” Hvis ikke Gud Herren havde været til stede i jeres ånd, ville I ikke alle have råbt det samme, for selv om råbet kom fra jer alle, havde jeres råb kun én kilde. Derfor siger jeg til jer, at det var Gud, som indgød dette råb i jeres bryst, og det var Gud, der frembragte det. Lad det derfor være jeres kampråb, når I angriber fjenden. Når et væbnet angreb foretages mod fjenden, lad da dette kampråb gjalde blandt alle Guds soldater: Gud vil det! Gud vil det! […]

Urban den 2. nåede lige akkurat ikke at høre om Jerusalems erobring før sin død. Han var pave fra 1088-1099.

Se også: Talen og andre gengivelser af talen.

Kilde 24: Uddrag af ”Gesta Francorum” X, 38-39 om Jerusalems erobring i 1099

Frankernes Bedrifter (Gesta Francorum) er en anonym beretning om det første korstog. Tydeligvis skrevet af et øjenvidne og nedskrevet i begyndelsen af 1100-tallet:

Onsdag og torsdag (den 13. og 14.juni 1099) angreb vi byen fra alle sider, dag og nat. Men før vi angreb byen, beordrede biskopperne og præsterne. . . at alle skulle gå i procession rundt om byen til Guds ære, og de arrangerede fælles bøn, faste og uddeling af almisser.

Tidligt den sjette dag i den uge, angreb vi igen byen fra alle sider, men da angrebet ikke lykkedes, blev vi alle forbløffet og bange. Men da den time nærmede sig, hvor Vor Herre Jesus Kristus nedlod sig til at lide på korset for os[7] , begyndte vores riddere at kæmpe bravt i et af tårnene – nemlig den deling med hertug Godfred[8] og hans bror, grev Eustace. En af vores riddere, ved navn Lethold, kravlede op ad bymuren, og så snart han havde besteget den, flygtede forsvarerne fra muren og gennem byen. Vore mænd fulgte efter, dræbte og fældede [dem] helt til Salomons tempel[9], hvor nedslagtningen var så stor, at vores mænd vadede i blod op til deres ankler.

Grev Raymond[10] havde ført sin hær og sit belejringstårn op i nærheden af ​​muren fra syd, men mellem tårnet og muren var der en meget dyb grøft. Vores mænd havde så holdt et rådsmøde om, hvordan de kunne fylde den, og det blev proklameret af budbringere, at enhver, som bar tre sten til grøften, ville modtage en denar. Arbejdet med at fylde den havde krævet tre dage og tre nætter, og da omsider grøften var fyldt, flyttede de belejringstårnet op til muren. Men mændene, der forsvarede denne del af muren, kæmpede desperat med sten og ild. Da greven hørte, at frankerne allerede var i byen, sagde han til sine mænd: “Hvorfor nøler I? Se, frankerne er allerede nu i byen.” Emiren, der kommanderede Davidstårnet[11] , overgav sig til greven og åbnede den byport, hvor pilgrimmene havde været vant til at betale tribut[12]. Men denne gang drog pilgrimme ind i byen, mens de forfulgte og dræbte saracenerne[13] op til Salomons tempel, hvor fjenden samlede sine styrker. Kampen rasede hele dagen, så templet blev dækket af deres blod. Da hedningene var blevet overvundet, beslaglagde vore mænd et stort antal af både mænd og kvinder, som de enten dræbte eller tog til fange, som de nu ønskede. På taget af templet havde et stort antal hedninge af begge køn samlet sig, og disse blev taget under beskyttelse af Tancred [14]og Gaston af Beert[15]. Bagefter spredte hæren sig over hele byen og tog guld og sølv, heste og muldyr og husene, der var fyldt med alle slags varer, i besiddelse. Senere gik alle vores folk begejstrede til vor Herres grav, idet de græd af glæde og indfriede det offer, som de skyldte[16]

Om morgenen kravlede nogle af vores mænd forsigtigt op på taget af templet og angreb saracenerne, både mænd og kvinder, idet de halshuggede dem med dragne sværd. Resten søgte døden ved at springe ned i templet. Da Tancred hørte om dette, blev han fyldt af vrede[17]

Så besluttede vores lederes råd, at hver enkelt under bøn skulle yde almisser, således at Herren kunne vælge sig den, som Han ønskede skulle herske over de andre og regere byen. De beordrede også, at alle de saracenske døde skulle kastes ud [af byen] på grund af den store stank, da hele byen var fyldt med deres lig. De levende saracenere slæbte derfor de døde ud foran portene og lagde dem i bunker, [store] som huse. Ingen har nogensinde set eller hørt om en sådan nedslagtning af hedninge, for der blev dannet ligbål som pyramider af dem, og ingen kender deres antal, undtagen Gud. Men Raymond foranledigede, at emiren og de ​​andre, der var med ham, blev ført til Askalon, hele og uskadte.

Den ottende dag efter at byen blev erobret, valgte de Godfred som byens leder, der skulle bekæmpe hedningene og bevogte de kristne.

Kilde 25: Uddrag af Ibn al-Athirs ”Kamil at-Tawarikh” om Saladins tilbageerobring af Jerusalem i 1187

Saladin var født i en kurdisk familie og fik som ung tjeneste hos Nur al-Din, der mellem 1146 og 1154 havde fået kontrol over hele Syrien.

Han opfordrede Nur al-Din til at involvere sig i Egypten, hvor det fatimidiske dynasti militært var hårdt trængt af korsfarerne. I 1169 blev han indsat på posten som fatimidisk vesir og gjorde op med resterne af det shiamuslimske fatimidedynasti og sikrede Egypten for sunniislam.

Ved Nur al-Dins død i 1174 fik Saladin muligheden for at lancere sig selv som hans legitime politiske arvtager og lod sig i den egenskab hylde i Damaskus i oktober 1174.

Han kom nu i konflikt med Korsfarerriget i Jerusalem og erobrede byen i 1187

Uddrag af “Den sande Historie”:

Da Saladin havde fuldført sin erobring af Askalon[18] og dens omegn, sendte han bud efter den ægyptiske flåde og en stor troppestyrke…. Den sejlende styrke afskar de franske forbindelseslinjer. Hvert eneste franske fartøj, de fik øje på, blev angrebet og hver en galej blev erobret. Da de var ankommet og Saladin kunne stole på deres støtte, marcherede han fra Askalon til Jerusalem. Dér var den ærværdige patriark, der havde større autoritet end selve kongen, og dér opholdt Balian ibn-Barzan[19] sig også, herskeren over al-Ramla, der stod lige så højt som kongen. De riddere, der havde overlevet Hattin[20], var også koncentret der.

Indbyggerne i dette område – Askalon og andre steder – havde også samlet i Jerusalem, så der var en stor skare af mennesker dér, og enhver af dem ville vælge døden frem for at se muslimerne ved magten i deres by. Ofringen af ​​liv, ejendele og sønner var for dem[21] en del af deres forpligtelse, når det gjaldt om at forsvare byen. I løbet af denne tid befæstede de den med alle forhåndenværende midler, og derefter besteg de alle murene, besluttet på at forsvare dem af alle kræfter og viste vilje til at kæmpe til det yderste af ​​deres evner i forsvaret af Jerusalem. […]

[Al-Athir beretter, at Saladin belejrede byen og med belejringsmaskiner satte hårde angreb ind på dens forsvarsværker.] Da frankerne så, hvor voldsomt muslimerne angreb, hvor vedvarende og effektivt ilden fra kastemaskinerne var og hvor energisk sappørerne[22] gennembrød bymurene uden at møde nogen modstand, blev de desperate, og deres ledere samlede sig for at afholde råd. De besluttede at bede om frit lejde ud af byen og at overgive Jerusalem til Saladin. De sendte en deputation af deres herrer og adelige ud for at anmode om [overgivelses]betingelser, men da de nævnte det for Saladin, nægtede han at imødekomme deres anmodning. ”Vi vil gøre med jer,” sagde han, “ligesom I gjorde med befolkningen i Jerusalem, da I indtog den i år 492[23], med mord og slaveri og andre sådanne grusomheder”. Sendebuddene vendte tomhændet tilbage. Balian ibn Barzan bad herefter om frit lejde for sig selv, så han kunne træde frem for Saladin og drøfte udviklingen. Der blev givet samtykke hertil, og han trådte frem og begyndte igen at bede om en generel amnesti til gengæld for overgivelse. Sultanen afslog stadig hans anmodninger og bønner om at vise barmhjertighed. Fortvivlet over denne indstilling, sagde Balian endelig: ”O sultan, du skal vide, at der er rigtig mange af os i denne by. Gud alene ved, hvor mange. I øjeblikket kæmper vi halvhjertet i håb om at redde vores liv og i håb om at blive skånet af dig, som du har skånet andre. Dette [gør vi] på grund af vores angst for døden og vores kærlighed til livet. Men hvis vi ser, at døden er uundgåelig, så vil vi ved Gud dræbe vores børn og vores koner, brænde vores besiddelser for ikke at efterlade dig med så meget som en dinar eller en drakme eller en enkelt mand eller kvinde til at slavebinde. Når dette er gjort, vil vi nedrive Klippemoskéen og Al-Aqsa-moskéen[24] og de andre hellige steder, og vi vil slagte de muslimske fanger, som vi har – 5000 af dem – og dræbe alle heste og dyr, vi besidder. Herefter vil vi komme ud [af byen] for at bekæmpe dig som mænd, der kæmper for deres liv. Og hver mand vil dræbe en af sine ligemænd [blandt muslimerne] før han falder død om. Vi vil dø med ære eller vinde en ædel sejr!”

Så indkaldte Saladin sine rådgivere til råd. De gik alle ind for, at han afgav de garantier, som frankerne krævede, uden at tvinge dem til at foretage ekstreme foranstaltninger, hvis resultat man ikke kunne forudse. ”Lad os betragte dem som allerede værende vores fanger,” sagde de, ”og tillad dem at løskøbe sig på de vilkår, der aftales mellem os.” Sultanen gik med til at give frankerne tilsagn om sikkerhed på den betingelse, at hver mand, rig eller fattig, skulle betale ti dinarer, børn af begge køn 2 dinarer og kvinder 5 dinarer. Alle, der betalte disse summer inden 40 dage, skulle gå fri, og dem, der ikke havde betalt inden 40 dage, skulle gøres til slaver. Balian ibn Barzan tilbød 30.000 dinarer som løsesum for de fattige, hvilket blev accepteret, og byen overgav sig fredag ​​den 27. i måneden Rajab [2. oktober 1187], en mindeværdig dag, hvor de muslimske flag blev hejst over Jerusalems mure.

Ved hver byport gav Saladin emirerne ansvaret for indkrævning af beskatning for at gøre krav på den passende løsesum for indbyggerne. Men de snød i udførelsen af ​​deres opgaver og fordelte imellem sig penge, som ellers ville have fyldt statskassen til gavn for alle. Der var faktisk præcis 70.000 kavalerister og infanterister i Jerusalem, uden at medregne kvinder og børn. Ikke et overraskende tal, når man betænker, at der var folk der fra Darum, Ramla, Gaza og andre steder. Der var så mange af dem, at de fyldte gaderne og kirkerne, og at det var umuligt at gå [rundt i byen]. En indikation på antallet er den kendsgerning, at de fleste af dem betalte løsesummen, og Balian ibn Barzan befriede 8000 [fattige], for hvem han betalte 30.000, og udover disse udgjorde antallet af dem, der ikke kunne betale, og som blev taget som fanger, alligevel tilsammen præcis 16.000 mennesker, mænd, kvinder og børn. […]

På toppen af ​​ Klippemoskéens kuppel var der et stort forgyldt kors. Da muslimerne drog ind i byen om fredagen, klatrede nogle af dem op til toppen af ​​kuplen for at tage korset ned. Da de nåede toppen, steg der et stort skrig op fra byen og uden for murene, idet muslimerne i deres glæde råbte Allah akbar [Gud er stor], mens frankerne stønnende i bestyrtelse og sorg. Så højt og gennemtrængende var råbet, at jorden rystede. Da byen var blevet indtaget, og de vantro havde forladt den, besluttede Saladin, at helligdommene skulle genetableres i deres oprindelige tilstand. Tempelridderne havde bygget deres boliger op mod al-Aqsa-moskéen sammen med lagerrum, latriner og andre nødvendige kontorer, hvilket optog en del af al-Aqsa-moskéens område. Alt dette blev genetableres i den oprindelige tilstand. Sultanen beordrede, at Klippemoskéen skulle renses for al [kristen] besudling, og det blev gjort.

Kilden er skrevet af Ibn al-Athir (1160-1233), der skrev verdenshistorien “Den sande Historie” (Kamil at-Tawarikh fra de ældste tider og frem til sin egen samtid, og berettede herunder om begivenheder før og under Det 3. Korstog, som han selv var øjenvidne til, idet han i perioder var tilknyttet Saladins hær.

Noter

[1] Frankerriget var allerede blevet delt ved Verdun-traktaten i 843 – så ”frankerne” er her både folk fra Det vestfrankiske Rige (Frankrig) og fra Det østfrankiske Rige – Det tysk-romerske Rige
[2] De tyrkiske seldsjukker havde i løbet af 1000-tallet erobret de tidligere persiske områder
[3] Pave Urban kender tydeligvis til Det byzantinske Riges nederlag i 1071, hvor seldsjukkerne erobrer store dele af Anatolien
[4] Karl den Store, som i år 800 blev juledag år 800 blev kronet som Romernes Kejser – sønnen Ludvig er ham, der ved delingen i 843 fik det Østlige Dele – det ”tyske” område
[5] Saracenerne var i middelalderen en almindelig betegnelse for muslimerne
[6] På dette tidspunkt er der i Vesteuropa mange stridigheder mellem brødre om jord
[7] Jesus dør på korset fredag eftermiddag så tidligt, at han nåede at blive begravet før sabbatten havde forhindret dette
[8] Godfred af Bouillon (1060-1100), hertug af Nedre Lothringen. Fra 1100 hersker over Jerusalem
[9] Salomons Tempel – sådan omtaler Krøniken Al Aksa-Moskeen – Tempelpladsen, hvor Moskeen lå, havde jo indtil år 70 e.Kr. rummet det jødiske Tempel.
[10] Grev Raymond er Grev Raymond d.4. af Toulouse (1041-1105) også kaldet greven af St. Gilles
[11] Davidstårnet ligger også i dag i byens citadel ved den vestlige del af bymuren og Davidsporten. Den omtalte emir var byens muslimske guvernør. I citadellet er i dag Jerusalems bymuseum.
[12] De kristne pilgrimme havde hidtil skulle betale en afgift til de muslimske myndigheder, når de nåede frem til byen.
[13] Almindelig betegnelse for muslimerne i middelalderen
[14] Tancred var en af korstogenes ledere og nevø til Bohemund at Tarent.
[15] Gaston af Beert var med i Grev Raymonds hær
[16] Dette var jo også en pilgrimsfærd
[17] De havde jo fået lovet Tancreds beskyttelse
[18] Askalon er en haveby ved Middelhavet – nord for Gaza-striben
[19]  Balian af Ibelin (1143-1193) var en frankisk adelsmand og ridder
[20]  Slaget ved Hattin var et  slag nær Tiberiassøen i det daværende kongerige Jerusalem 4.7.1187 mellem en kristen hær under Guy af Lusignan, konge af Jerusalem, og en muslimsk hær under sultan Saladin. Saladins sejr var total. Guy og de fleste kristne adelige blev fanget, og tempelriddere og johannitere blev henrettet.
[21] De kristne
[22] Sappører er soldater, der undergravede fjendens forsvarsværker. Ingeniørsoldater[23] 492 i arabisk tidsregning svarer til 1099 i den kristne. Den arabiske starter med Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i 622 – da de regner med ”måne-måneder” er deres år lidt kortere end det kristne.
[24] De to vigtigste muslimske helligdomme på Tempelpladsen

Litteratur og links

Hansen, Lars Peter Visti: Korstogene – Idé og virkelighed. Systime 2004

Maalouf, Amin: Korstogene som araberne ser dem. Gyldendal 1997

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 5.del: Korstog)

Nielsen, Henrik Skovgaard Nielsen: Korstog og Jihad? Kulturmøder mellem Europa og Islam ca.600-ca.2000. Systime 2005

Philips, Jonathan: Sultan Saladin. En mellemøstlig legende. Kristeligt Dagblads Forlag 2020
Pihl, Michael & Jesper Rosenløv: Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv. Frydenlund 2016

Runciman, Steven: A History of the Crusades vol.1-3. Penguin 1965

Thiedecke, Johnny: Gud vil det. Korstogstiden 1100-1300. Forlaget Marko 198

faktalink

Center for historieformidling tekst 176

Center for historieformidling tekst196

Forlaget Columbus

Historienet

Tilbage til Israel – ung og ældgammel