Kilderne til Israel fra uafhængigheds- til Suezkrigen

Kilde 76: David Ben Gurion afviser i en tale i Knesset FNs idé om Jerusalem som international by dec.49

David Ben Gurion (1886-1973) havde været leder af Jewish Agency, havde udråbt staten Israel i maj 1948 og var straks blev leder af den provisoriske regering, Efter valget i 1949 blev han udpeget til premierminister, hvad han i første gang var til 1953. I FNs delingsplan fra 1947 skulle Palæstina deles i tre dele – en jødisk og en arabisk – og så Jerusalem som en international fristad.

Israel er medlem af De forenede Nationer, ikke af politiske hensigtsmæssige grunde, men af en dyb og traditionsbestemt agtelse for de idealer, verdensfred og broderskab mellem mennesker, som vore profeter [1] har givet os i arv, og som FN har sat på sin fane. Vort medlemskab forpligter os til her, i Israels første Knesset[2], for alle de nationer som er forsamlet i De forenede Nationers generalforsamling, og alle som elsker fred og retfærdighed, at give udtryk for de følelser, det jødiske folk har næret for sin hellige stad Jerusalem, lige fra det for tre tusind år siden blev en national forenet under kong Davids scepter[3], og for den holdning vi indtager til alle religioners hellige steder.

Da vi proklamerede genoprettelsen af det jødiske folks nationale suverænitet i staten Israel den 14.maj 1948[4], erklærede vi – og bandt os derved overfor historien og verden – at ”staten Israel vil garantere religions- og samvittighedsfrihed, frihed i henseende til sprog, opdragelse og kultur; den vil beskytte alle religioners hellige steder og være tro mod de grundsætninger, hvorpå De forenede Nationers pagt hviler.”

I overensstemmelse dermed har vor delegation til De forenede Nationer erklæret, at Israel forpligter sig til at respektere alle eksisterende rettigheder vedrørende hellige steder og religiøse bygninger i Jerusalem, det lover kultusfrihed og fri adgang til alle de hellige steder og religiøse bygninger, som er under denne stats kontrol[5], det anerkender retten for alle nationers og religioners pilgrimme til at besøge de hellige steder i Jerusalem, samt fuld bevægelsesfrihed for alle præster. Endelig, at Israel sit samtykke til opretholdelsen af en effektiv øverste tilsynsførelse med de hellige steder og de gældende rettigheder, udøvet af FN, i henhold til en overenskomst som skal tilvejebringes mellem FN og Israel.

Samtidig anser vi det for vor pligt at erklære, at Jerusalem er en organisk og uadskillelig del af den jødiske stat, ligesom den er en uadskillelig del af den jødiske historie, den jødiske religion og den jødiske sjæl. Jerusalem er staten Israels hjerte. Vi er stolte af at Jerusalem også af andre religionssamfunds medlemmer[6] anses for hellig, og vi vil med glæde garantere dem den videst mulige frihed og hjælpe dem til at tilfredsstille deres religiøse behov i Jerusalem. Vi vil også i alle måder bistå De forenede Nationer i dette øjemed.

Men vi kan ikke forestille os, at De forenede Nationer vil forsøge at adskille Jerusalem fra Staten Israel eller at forringe Israels suverænitet – i Israels evige stad.

Kilde 77: David Ben Gurion anbefaler at flytte Knesset og ministerierne til Jerusalem 13. dec. 1949

Efter at have stillet forslag om overflytning af Knesset og ministerierne (undtagen forsvarsministeriet) til Jerusalem, fortsatte Ben Gurion:

Vi respekterer og vil vedblivende respektere de ønsker om kultusfrihed og om fri adgang ril de hellige steder, som måtte næres af alle vedkommende stater, og vi ønsker at sikre de eksisterende rettigheder i henseende til de hellige steder og de religiøse bygninger i Jerusalem. Vi vedgår vort tilsagn om at bevare disse rettigheder, og vi vil med glæde opfylde det, skønt vi ikke vil have del i den tvungne adskillelse af Jerusalem, som vil være en uhjelmet[7] og uretfærdig krænkelse af de jødiske folks historie og naturlige ret i dets fædres land.[8]

Kilde 78: Loven om Tilbagevending – The Law of Return. Juli 1950

Hele meningen med oprettelsen af en jødiske stat i Palæstina var jo at give jøder på flugt et hjemland – det var det, Theodor Herzl havde drømt om, det de zionistiske ledere havde kæmpet for – især i mandattiden – og i Uafhængighedserklæringen fra maj 1948 havde man talt om, at ” Staten Israel vi stå åben for indvandring af jøder fra alle udlændighedens lande”. Dette blev nu fastslået i loven om tilbagevending fra juli 1950.

§1. Enhver jøde[9] har ret til at komme til dette land som ”oleh” – indvandrer

§2. a: Aliyah (indvandring til Israel) skal ske med et ”indvandrervisum”

b: Et indvandrervisum skal gives til enhver jøde, som har udtrykt sit ønske om at slå sig ned i Israel, med mindre immigrationsministeriet er overbevist om, at ansøgeren

(1) er engageret i aktiviteter vendt mod det jødiske folk

(2) kan true statens sundhed eller sikkerhed

§3. a: En jøde, som er kommet til Israel og efter sin ankomst har ytret ønske om at slå sig ned i Israel, kan, mens han endnu er i Israel, få et indvandrervisum.

B: De restriktioner, der fremgår i §2 stk. b gælder også tildelingen af et indvandrervisum, men en person kan ikke siges at true den offentlige sundhed grundet en sygdom, han har pådraget sig efter sin ankomst til Israel

§4: Enhver jøde, som er immigreret til dette land før vedtagelsen af denne lov og enhver jøde, som er født i landet, enten før eller efter vedtagelsen af denne lov, skal anses for at være en person, som er kommet til landet som indvandrer (oleh) under denne lovs bestemmelser.

§5: Immigrationsministeren får til opgaven at gennemføre denne lov og kan lave retningslinjer for alle sager, der har med gennemførelsen at gøre og også med hensyn til tildelingen af indvandrervisa og indvandrercertifikater til mindreårige op til 18 år.

DAVID BEN-GURION
Prime Minister

MOSHE SHAPIRA
Minister of Immigration

YOSEF SPRINZAK
Acting President of the State[10]
Chairman of the Knesset

Kilde 79: Golda Meir om problemerne med at skaffe plads til de mange indvandrere.

Golda Meir (1898-1978) var en af lederne i arbejderpartiet. Hun var medlem af det israelske parlament Knesset 1949-74 og var arbejdsminister 1949-1956. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv” fra 1975, dansk udgave 1979.

Når jeg læser, hvad jeg har skrevet, må jeg stadig forbløffes over alene antallet af de indvandrere, vi opsugede. Men det var ikke abstrakte tal, vi havde med at gøre dengang. Det var ikke tallene i forbindelse med hjemsendelsesloven[11] – den lov, der blev vedtaget i Knesset i juli 1950 og gav alle jøder ret til indvandring og automatisk gav alle indvandrere israelsk borgerskab – der optog os mest. Det, der bekymrede os, var hvordan vi overhovedet skulle føde, klæde, huse, uddanne og i det hele taget sørge for disse tusinder af indvandrere. Hvordan og med hvad? Da jeg kom tilbage til Israel[12], var der 200.000 mennesker i landet, der levede (hvis man kan kalde det således) i telte overalt i landet, meget ofte to familier i ét telt – og ikke nødvendigvis familier fra samme land eller blot samme kontinent. Bortset fra at ingen af de hjælpeorganisationer, vi improviserede i huj og hast, arbejdede videre godt eller var beregnet for så mange tusinder af mennesker, var der også masser af syge, underernærede og handicappede, der måske kunne have klaret sig bedre, hvis de havde haft bedre logi. En mand, der var kommet gennem års slavearbejde under nazisterne, havde oplevet DP-lejrene[13] og tappert gennemført rejsen til Israel, og som i bedste tilfælde var ved dårligt helbred og i værste svært invalideret og fortjente de bedst mulige forhold, var nu henvist til sammen med sin familie (hvis han stadig havde en sådan) at leve uudholdeligt tæt inde på livet af mennesker, som han ikke engang havde sprog tilfælles med. I ni af ti tilfælde betragtede han yderligere sine naboer som primitive, fordi de aldrig havde set et wc.[14] Ikke desto mindre kunne han måske hurtigere have taget sig sammen, hvis vi havde været i stand til straks at give ham et arbejde eller et bedre logi eller på én eller anden måde følelsen af, at have et fast holdepunkt, det, han som alle flygtninge længtes efter.

Kilde 80: Golda Meir appellerer i 1949 om amerikansk hjælp til at bygge huse til de mange nye indvandrere

Golda Meir (1898-1978) var en af lederne i arbejderpartiet. Hun var medlem af det israelske parlament Knseet 1949-74 og var arbejdsminister 1949-1956. Teksten er fra hendes erindringer ”Mit Liv” fra 1975, dansk udgave 1979. I 1949 rejste hu til USA for at anmode om hjælp fra amerikanske jøder.

I tirsdags for to uger siden forelagde jeg i vort parlament et projekt til opførelsen af 30.000 nye boliger, der skulle være færdige endnu i år. Parlamentet vedtog at gennemføre projektet, og der var stor glæde i landet. Men faktisk gjorde jeg noget mærkeligt: jeg forelagde et projekt, som jeg ikke havde pengene til.

Det, vi ønsker, er at give hver familie en luksuslejlighed på ét værelse: et værelse, som vi vil bygge af betonbyggeblokke. Vi vil ikke engang pudse væggene. Vi vil lave tage, men ikke lofter. Det, vi håber, er at eftersom disse mennesker vil lære et fag, mens de bygger deres huse, vil de kunne gøre dem færdige selv og senere måske føje et værelse til. Indtil da vil vi være lykkelige, og de vil være lykkelige, selv om det betyder at anbringe én familie på to, tre, fire eller fem personer i ét værelse. Men det er bedre end at anbringe to eller tre familier i ét telt….

Det er galt at udstede en dækningsløs check, men jeg har gjort det. Jeg har lovet folk hjemme og folk i lejrene, at regeringen vil opføre disse 30.000 boliger, og vi er allerede begyndt at gøre det med de få penge, vi har. Men det er ikke nok til 30.000 boliger. Det er jer, der må afgøre, om I vil lade de mennesker forblive i lejrene og sende dem pakker med levnedsmidler, eller om I vil sætte dem i arbejde og gengive dem deres værdighed og selvagtelse.

Kilde 81: Ben Gurion forklarer sin afgang som premierminister i november 1953

Ben Gurions afgang som premierminister i 1953 kom som den helt store overraskelse – han forklarede selv senere i sine erindringer fra 1963 motiverne bag. Forinden har han forklaret Israels sikkerhedsproblemer – især efter kuppet i Ægypten i 1952, hvor unge officerer er kommet til magten – og problemet med, at ikke nok indvandrere bosatte sig i områderne langs våbenstilstandslinjerne:

Således var vore sikkerhedsproblemer og koloniseringsproblemet sammenkædet. Henimod slutningen af 1953 havde jeg det indtryk, at disse problemer godt kunne blive højst kritiske i løbet af et års tid eller to, og samtidig foruroligedes jeg ved at erfare, at flere af de nye indvandrere slog sig ned i byer, som allerede var overbefolkede, i stedet for at flytte ud i Negevs og Galilæas folketomme egne. Vore arabiske naboer, hvis politik gik ud på at skabe utrygge forhold i de åbne områder og langs vore grænser, var uden tvivl tilfredse dermed. Jo mere jeg så til denne tendens, des stærkere var den fristelse, jeg følte til at gå ud i vor ørken og være en af dem, der gjorde denne ørken frugtbar. Tilmed følte jeg mig overbelastet af det tryk, jeg havde arbejdet under siden maj 1948.

Derfor meddelte jeg centralkomitéen for mit parti Mapai, at jeg havde bestemt mig til at trække mig tilbage fra kabinettet, skønt jeg ville beholde mit sæde i parlamentet. Denne beslutning vakte modstand og nogen forfærdelse, men jeg var bestemt på ikke at ændre min beslutning. Aviserne kappedes om at finde mulige grunde til min beslutning. Den 2.november 1953 indgav jeg min demissionsbegæring[15] til præsident Ben-Zwi, der havde afløst dr. Chaim Weizmann efter sidstnævntes død den 9.november 1952. I min demissionsbegæring udtalte jeg, at ingen enkelt mand er uundværlig for sit lands regering, og jeg var det bestemt ikke. En forfatningsmæssig regering opretholdes selv om førsteministre kommer og går[16], og jeg havde ingen grund til at antage, at min afgang ville give anledning til nogen krise. Min ven, udenrigsministeren, Moshe Sharett, var blevet udnævnt til fungerende førsteminister og jeg følte mig forvisset om at en ny regering ville blive dannet og opnå Knessets tillidsvotum uden urimeligt tidsspilde eller politisk uro.

Kilde 82: Ben Gurions regeringsprogram, november 1955

Efter en pause på mere end 1½ år – fra november 1953 til juli 1955 – vendte Ben Gurion tilbage på posten, først som forsvarsminister, så også igen efter valget i juli 1955 som premierminister. I november forelagde han sin regeringspolitik i elleve punkter:

  1. At forbedre vort militære beredskab og forsvarets organisation, udrustning, uddannelse og moral, såvel i den regulære hær som i reservestyrkerne, at søge at indordne bosættelserne [17] i grænseområderne i det nationale forsvarssystems rækker;
  2. at mildne spændingen langs grænserne ved at tage effektive skridt til beskyttelse af bosættelserne i grænseområderne i det nationale forsvarssystems rammer;
  3. at arbejde ubønhørligt for opnåelsen af et fredeligt forhold til de arabiske stater
  4. vedblivende med yderste omhu at overholde våbenstilstandsaftalerne mellem Israel og dets naboer, fortsat at insistere på, at de ligeledes skal overholdes af naboerne;
  5. at bygge vort forhold til andre nationer på en oprigtig stræben efter styrkelse af freden i verden som helhed og i særdeleshed i Mellemøsten, på vort behov i henseende til indvandring, sikkerhed, erhvervsudvikling og økonomisk og politisk selvstændighed, på de udenlandske jøders behov, og på usvigelig troskab mod de grundsætninger, som De forenede Nationers Pagt hviler på;
  6. at fremme venskab og gensidig hjælp i forholdet til alle fredselskende nationer, uden hensyn til deres indre styreform og uden at skade nogen anden nations interesser;
  7. at forsætte vore bestræbelser på at tilvejebringe gensidige venskabsforhold til Asiens nationer;
  8. at styrke de bånd, som knytter os til alle lande, hvor der har levet jøder, og som har tilladt deres jødiske samfund at tage del i genopbygningen af Israel;
  9. søge at skabe videre sympati for den politik der tilstræber at samle jøderne fra udlændigheden og opnå tilladelse for jøder fra alle lande til indvandring i Israel;
  10. at tage afstand fra enhver aggressiv tendens eller alliance rettet mod nogen stat, og så vidt muligt at hjælpe til afspænding i mellemfolkelige forhold; og
  11. at opretholde Israels fulde suverænitet, territoriale integritet, uafhængighed og demokratiske styre, og at sikre, at dets forhold til andre lande hviler på lighed, gensidighed og forebyggelse af aggression.

Vi foruroliges af rygter om krigsforberedelser i Syrien i forståelse med Ægypten og Jordan. Disse tre lande har lige sluttet en pagt[18], som vi havde grunde til at opfatte som en aggressiv alliance rettet mod Israel. Kort forinden havde vi haft lejlighed til at foruroliges af visse træk fra syrisk side; og næsten samtidig med efterretningen om den tjekkoslovakisk-ægyptiske våbenhandel[19] havde vi fået nys om ægyptiske troppebevægelser til den sydlige grænsezone, som var blevet demilitariseret i henhold til våbenstilstandsaftalen, men hvoraf en del betragtes som ægyptisk statsområde, og en del, med kolonien Nitzana[20] som centrum, som israelsk territorium …

Kilde 83: Ben Gurion om situationen 1955/56

Til min beklagelse havde De forenede Nationer i nogen tid vist en vis tilbøjelighed til at forvandle våbenstilstandsoverenskomsten [21] til en ensidig forpligtelse for os overfor FN og praktisk talt givet de andre underskrivere fritagelse for deres forpligtelser mod os. Man lukkede sine øjne for sådanne overtrædelser, som Jordans vedholdende tilsidesættelse af artikel VIII, som tilsagde os fri adgang til Klagemuren og vore andre hellige steder[22]. I intet andet kapitel af Jerusalems historie siden det andet tempels fald[23] havde jøderne været afskåret fra gudstjenesten ved de hellige rester af templet – hverken under det byzantinske tyranni, under den arabiske erobring, under seldshukkerne og korsfarerne, under tyrkerne eller under den britiske mandatmagt.

Overfor Jordans genstridighed udrettede De forenede Nationers embedsmænd intet. Det samme beklagelige forhold gentog sig, når det drejede sig om en genoptagelse af det hebraiske universitets virksomhed eller driften af universitetsbibliotekets virksomhed og Hadassah-hospitalet på Skopusbjerget [24], om adgang til den jødiske gravplads på Olivenbjerget og brugen af landevejen Latrun-Jerusalem. Vore påberåbelser af de religiøse og nationale følelser og de kulturelle værdier, der knyttede sig til disse steder, forblev upåagtede. Vi så ikke noget tegn på virksomhed fra FN myndighedernes side for at råde bod på disse forurettelser.

For ikke at lade sig stikke ud, negligerede Ægypten våbenstilstandsforbudet mod opmarch af hærstyrker på linien Kuseima – Abu Ageila nær Gazaområdet[25], og ville ikke tillade FN´s observatører at komme dette område nær.

Vi kunne ikke bøje os for denne stiltiende eftergivenhed overfor denne og mange lignende overtrædelser af våbenstilstandsoverenskomsten eller for den tilbøjelighed De forenede Nationer viste til at anse Israel for en international zone, ganske uden hensyn til FN-pagtens Artikel II, som udtaler, at De forenede Nationer hviler på grundsætningen om alle dens medlemmers suveræne ligeberettigelse.

Kilde 84: Forsvarschefen Moshe Dayan anbefaler et angreb inden en måned. 5.dec. 1955

Moshe Dayan (1915-1981) var en israelsk officer og senere politiker. Han var fra 1929 medlem af den jødiske forsvarsgruppe Haganah og var fængslet af de britiske myndigheder 1939-41. Efter udråbelsen af staten Israel i maj 1948 blev Moshe Dayan kommandant i det delte Jerusalem og fra 1953-58 var han forsvarschef. Her giver han overfor regeringen udtryk for sin dybe bekymring for den militære situation i vinteren 1955/56.

Til forsvarsministeren[26]

Emne: Forholdet mellem Israel og Ægypten

  1. For 6 uger siden standsede luftfartselskabet ”El Al” [27] sine flyvninger over Tiranstrædet på Israel-Sydafrika-ruten. Dette skete efter den ægyptiske meddelelse[28] om, at man ville beskyde fly, som uden tilladelse fløj over dette område, som Ægypten hævder, er ægyptisk territorium. Spørgsmålet om Tiranstrædet er velkendt, og jeg skal ikke her rekapitulere; men jeg anser vor nuværende politik i dette spørgsmål for at være ukorrekt og mener, at den vil føre til tabet af både vore sø- og luftfartsmæssige rettigheder gennem strædet. Eilat vil som følge heraf for os kun være en kyststrækning langs en lukket sø, hvorfra forbindelsen med omverdenen kun kan ske på ægyptiske betingelser . . .
  2. Efter den ægyptiske meddelelse har vi standset vore flyvninger; alligevel sidder vi fortsat side og side med ægypterne i våbenstilstandskommissionen[29]. Dette indebærer, at vi ikke betragter deres handling som en tilsidesættelse af våbenstilstandsaftalerne. Snarere tyder det på, at vi praktisk taget har slået os til tåls med deres ”fortolkning”, og at vi fortsat betragter våbenstilstandsaftalerne som grundlaget for vore relationer til Ægypten – selv når man nægter os passage gennem Strædet.
  3. Formuleringen, at vi skal handle, ”når og hvor” vi anser det for belejligt, er en realistisk formulering, når tiden og stedet for en sådan aktion er indlysende. I praksis betyder det, at ethvert skridt, som måtte blive taget på et hvilket som helst andet sted end ved strædet – i den hensigt at dette indirekte skulle føre til en ophævelse af blokaden af denne vandvej – nødvendigvis måtte være af aggressiv, langvarig og afgørende karakter. Hvad angår tidspunktet, kan jeg ikke indse, at det skulle være mere gunstigt at indtage strædet om nogle måneder. Samtidig med, at de ægyptiske styrker forstærkes, især i luften[30], forringes vore muligheder for et gunstigt udfald af en sådan militær operation. Selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at der i nærmeste fremtid kan opstå en situation, der muliggør en militær aktion, men denne vil i så fald ske tilfældigt, i modsætning til en nøje planlagt aktion, der er udskudt til et bestemt ”tidspunkt” og ”sted”.
  4. Jeg betragter derfor under de nuværende omstændigheder vor nuværende passivitet og vor fortsatte anerkendelse af de israelsk-ægyptiske våbenstilstandsaftaler som en de-facto[31] opgivelse af vor ret til fri besejling og overflyvning af Tiranstrædet. Desuden kan vi ikke se bort fra, at De og Deres forgænger[32] som premierminister har fremsat utvetydige erklæringer om dette spørgsmål, og at De gennem general Burns[33] har gjort Ægyptens premierminister bekendt med regeringens politik, som går ud på, at Israel ikke vil acceptere en ensidig overholdelse af våbenstilstandsaftalerne.

Det er derfor min personlige mening, at vi så snart som overhovedet muligt (inden for en måned) bør erobre Tiranstrædet.

Kilde 85: Ben Gurions brev til FNs generalsekretær d. 17.april 1956

Der var igen i foråret 1956 angreb på angreb på Israel ind over våbenstilstandslinjerne – og Israel gengældte så angrebene tilbage – FNs repræsentant General Burns prøver forgæves at sætte en stopper for angrebene, da situationen i området bliver mere og mere problematisk. Burns prøver nu i april at få både Israel og Ægypten til at overholde våbenstilstandsaftalerne.

På den israelske regerings vegne bekræfter jeg hermed, at der i overensstemmelse med paragraf 2, punkt 2, i den israelsk-ægyptiske våbenstilstandsaftale igen er udstedt ordrer, der træder i kraft fra kl.6 i aften (israelsk tid) den 18.april 1956, gående ud på nøje overholdelse af de instrukser, der forbyder alle enheder i det israelske forsvar at åbne ild tværs over våbenhviledemarkationslinjerne, og som forbyder al overskridelse af disse af såvel militære som paramilitære enheder, heri også inkluderet ikke-militære styrker, hvad formålet end måtte være hermed.[34] Dette tilsagn gives på betingelse af, at et tilsvarende foreligger fra Ægyptens side.[35]

Kilde 86: Generalsekretær Dag Hammerskjölds rapport til FNs sikkerhedsråd om situationen i Mellemøsten 9.maj 1956

Dag Hammarskjöld (1905-1961) var en svensk økonom og embedsmand, der i 1949-53 havde været medlem af Tage Erlanders socialdemokratiske regering, først som kabinetssekretær, derpå som udenrigshandelsminister. I 1953 var han blevet valgt til FNs generalsekretær efter at stormagterne havde nedlagt veto mod flere andre kandidater. Men Sverige var jo neutralt under den kolde krig og Dag Hammerskjöld blev derfor accepteret af alle fem stormagter i FNs sikkerhedsråd.

Sikkerhedsrådet havde den 4.april anmodet generalsekretæren om at træffe forholdsregler til at begrænse spændingerne langs våbenstilstandslinjerne og fra den 10.april frem til den 3.maj opholdt Dag Hammerskjöld sig i Mellemøsten. Den 9.april fremlagde han en 30 siders rapport for sikkerhedsrådet, hvoraf nedenstående er et kort uddrag:

… Udviklingen i området, som skridt for skridt har først til den nuværende anspændte situation er ofte blevet behandlet af sikkerhedsrådet. Der er ikke grund til at gentage de forskellige stadier eller hændelser i begivenhedsforløbet her. Opmærksomheden skal dog henledes på nogle forhold, uden hvilke man ikke fuldt ud forstår denne udvikling.

De demarkationslinjer, der blev fastsat ved våbenstilstandsoverenskomsterne, havde deres oprindelse i de eksisterende våbenhvilelinjer.[36] De var i mange tilfælde ikke historisk betingede eller begrundet i befolkningsforholdene eller jordfordelingen. Man var nødt til at overholde dem i en situation med uhyre politisk spænding, præget af erindringen om konflikten. Når folk fra begge sider af demarkationslinjerne kom i nær kontakt, måtte man kunne forudse gnidninger, hvad enten det drejede sig om civile eller militære personer. Da tilfældene fortsatte og tog til i hyppighed, havde dette en tendens til at give de enkelte hændelser videre perspektiver, end der sikkert i de fleste tilfælde var grund til, hvilket må ses i forbindelse med den spændte politiske atmosfære.

Udviklingen førte til udbrud, undertiden af stor bitterhed, som bragte megen lidelse med sig. Der blev således sat en kædereaktion i gang, som til sidst uvægerligt må blive en trussel mod fred og sikkerhed, medmindre den standses.

Udviklingen kunne have taget en anden drejning, hvis regeringen og borgere i det ene land havde haft grund til at antage, at de indtrængende grænseoverskridere fra det andet land[37], som krænkede våbenstilstandsbestemmelserne, havde handlet uden nogen tilskyndelse eller billigelse af myndighederne, og at disse havde taget modforholdsregler, derunder passende afstraffelse af grænsekrænkerne. Der ville da ikke have været nogen grund til gengældelsesaktioner, der kan betragtes som selvforsvar af det land, som foretager den: i stedet ville en klage til den anden part have været den naturlige reaktionsmåde.

Denne sidste fremgangsmåde er ganske givet den nye tingenes tilstand, mod hvilken enhver bestræbelse på at genoprette våbenstilstandsaftalernes fuldstændige opfyldelse må sigte. Dette mål kan nås på to betingelser: den første er den fuldstændige opfyldelse af våbenstilstandsaftalerne som udgangspunkt for en ny udvikling: den anden er bestræbelserne mod en forbedring af de almindelige politiske forhold mellem de pågældende parter og dermed mod skabelsen af en ånd af mindre mistillid. I begge henseender har FN mulighed for at gøre en indsats, ikke blot på det indledende stadium, men også ved den fortsatte hjælp, FN kan yde de pågældende regeringer …

Forskellige former for lokale ordninger, der allerede er blevet gennemført på grundlag af tidligere forslag fra stabschefen[38] og på grundlag af sikkerhedsrådsbeslutninger, er blevet drøftet. Udover lokal adskillelse af parternes styrker i marken kan følgende gennemførlige forholdsregler træffes:

  1. Oprettelse af fysiske spærringer
  2. Markering af demarkationslinjer og internationale grænser
  3. Aftaler mellem lokale kommandører
  4. Fælles patruljer

De pågældende regeringer har erklæret, at de principielt ikke har nogen indvending mod disse forholdsregler, idet de dog forbeholder sig ret til en endelig afgørelse, hvis og når konkrete forslag i nødsfald fremsættes af stabschefen.

Som det fremgår af erklæringer, der allerede er udsendt, gav regeringerne i Ægypten og Israel betingelsesløse tilsagn om at ville overholde et kampophør på de vilkår, der er nedfældet i den almindelige israelsk-ægyptiske våbenstilstandsaftale kun med forbehold over for selvforsvar; disse tilsagn blev givet på et tidspunkt, hvor der var grundlag for præcise ordrer, som var tilstrækkelige til at lette spændingen langs Gaza-våbenstilstandslinjen. Ordrerne, som jeg blev underrettet om den 18.april 1956, var ikke begrænset til dette særlige tilfælde eller til noget bestemt område . . .

Kilde 87: Brev fra Israels FN-ambassadør Abba Eban til sikkerhedsrådet d.31.maj 1956

Abba Eban (1915-2002) var en israelsk diplomat og politiker. Han voksede op i England og gjorde under 2. Verdenskrig tjeneste i den britiske hær som efterretningsofficer i Cairo og Jerusalem. I 1948 blev han Israels første FN-ambassadør og fra 1950 var han også Israels ambassadør i USA.

Idet jeg henviser til mine udtalelser i sikkerhedsrådet i dag, har jeg den ære efter anvisning fra min regering at underrette sikkerhedsrådet om følgende uddrag, der er oversat fra en udtalelse af den ægyptiske statsminister, oberst Nasser[39] til en korrespondent fra Cairo-avisen ”Akhbar el Yom”; udtalelsen blev udsendt af Cairo radio tirsdag den 29.maj 1956 kl. 7.30:

Den palæstinensiske hær, der er oprettet af Ægypten, er blevet en svært bevæbnet og veluddannet styrke, og det er dens soldaters pligt at hævne deres land og deres folk, som blev uddrevet derfra. Jeg er ikke ukendt med fedayeen. Jeg lærte dem at kende i Faluja under krigen i Palæstina[40]. Da jeg besluttede at danne fedayeen-bevægelsen, var jeg under indtryk af Faluja-tiden, og jeg vidste med det samme, at dette lands sønner, som har tro på deres ret til det, vil være værdige til at bære navnet fedayeen.”[41]

Det er værd at bemærke, at denne udtalelse, som åbenlyst tilskynder til krig mod Israel, blev transmitteret på den selv samme dag, som sikkerhedsrådet indledte sin behandling af generalsekretærens rapport over sin nyligt afsluttede mission i Mellemøsten[42]

I betragtning af, hvad der her er fremført, føler den israelske regering sig forpligtet på at spørge, om den ægyptiske regering virkelig er besluttet på at overholde den kampophør-aftale, som den betingelsesløst har givet tilsagn om til generalsekretæren den 19.april 1956, bestemmelserne i den almindelige våbenstilstandsaftale med Israel og endelig forpligtelserne i FN-pagten . . .

Kilde 88: Uddrag af Moshe Dayans dagbog d. 3.okt. 1956

Uroen langs våbenstilstandslinjerne fortsatte og situationen skærpedes, da præsident Nasser den 26.juli nationaliserede Suez-kanalen, som England og Frankrig havde store økonomiske interesser i. Israel kunne nu være sikker på støtte fra de to stormagter, hvis man slog til mod Ægypten og besatte Sinai-halvøen frem til Suez-Kanalen. Forsvarschefen, Moshe Dayan, skriver følgende i sin dagbog den 3.oktober.

… Vi må og skal fuldføre felttoget på kortest mulig tid. Jo længere det varer, jo større vil de politiske forviklinger blive – pression fra USA’s side[43], afsendelse af frivillige til Ægypten o.s.v. Det må, udadtil, ikke vare mere end to uger, og inden for dette tidsrum skal vi fuldende erobringen af hele Sinaihalvøen.

Det er imidlertid ikke blot politiske hensyn, der nødvendiggør hurtigt handling. Set ud fra et operationsmæssigt synspunkt er hurtig fremrykning af den største vigtighed for os, fordi vi herigennem opnår det fulde udbytte af vort fortrin frem for den ægyptiske hær. Jeg mener ikke det fortrin, der ligger i den enkelte soldats duelighed – pilot over for pilot, kampvognsbesætning overfor kampvognsbesætning – men føringen og discipliner i hele vor hær lige ned til de enkelte kampenheder, brigadegrupper, brigader og bataljoner, stillet over for de tilsvarende ægyptiske. Ægypterne er, hvad jeg vil betegne som skematiske i deres føring, og deres kommandostationer ligger langt tilbage, et godt stykke fra fronten. Enhver ændring i deres enheders gruppering, såsom oprettelse af en ny forsvarslinje, ændring af angrebsmål, flytning af enheder, der ikke er i overensstemmelse med den oprindelige plan, tager tid for dem, tid til at tænke, tid til at modtage rapporter, der skal passere alle led på kommandovejen, tid til at tage en afgørelse efter behørig overvejelse i hovedkvarteret, tid til at lade ordren sive igennem til de kæmpende enheder ved fronten.

Vi er derimod vant til at handle med større smidighed og mindre militær rutine. Vi kan basere vore operationer på enheder, der er uafhængige af hinanden, og hvis chefer, når de modtager rapporter og giver de nødvendige ordrer, befinder sig på stedet sammen med de kæmpende soldater. Hvis vi forstår at udnytte denne fordel, vil vi være i stand til at presse på efter det første gennembrud, før ægypterne kan nå at foretage de nødvendige ændringer af deres front. Jeg er overbevist om, at vi kan føre felttoget på en sådan måde, at fjenden ikke får tid til at reorganisere efter angrebet, og at der ikke vil være nogen pause i kampen. Dette er grundidéen i vores planer. Vi vil opstille enheder, der uafhængigt af hinanden vil gå mod hvert sit af de militære hovedmål, og det vil være opgaven for hver enkelt enhed at nå dette gennem én uafbrudt kamp, én dyb indånding, kæmpe og presse på, kæmpe og presse på, indtil målet er nået.

Jeg er klar over, at denne fremgangsmåde ikke passer til ethvert felttog, men så vidt jeg kan se, er den rigtig og gennemførlig under de nuværende omstændigheder, når målet er Sinaihalvøen og fjenden den ægyptiske hær. Den passer også til vor hær og vores officerer. Jeg kan udpege Suezkanalen på et kort for chefen for en israelsk enhed og sige: ”Dér er Deres mål, og dette er Deres fremrykkeakse. Det nytter ikke, at De under kampen anmoder mig om flere mænd, våben eller køretøjer. De har fået, hvad der tilkommer Dem, og der er ikke mere. Hold mig underrettet om deres fremrykning. De skal nå Suezkanalen i løbet af 48 timer.” Jeg kan roligt give den slags ordrer til cheferne for vore enheder, for jeg ved, at de er rede til at påtage sig sådanne opgaver og er i stand til at udføre dem …

Kilde 89: Israels FN-ambassadør, Abba Eban, på den første ekstraordinære generalforsamling 1.november 1956

Den 29.oktober rykkede Israel ind på Sinaihalvøen, den 30.okt. gav England og Frankrig parterne et 12-timers ultimatum og den 31.oktober angreb England og Frankrig Ægypten ved at landsætte tropper omkring Suezkanalen.  FNs sikkerhedsråd var lammet – for England og Frankrig nedlagde selvfølgelig veto mod enhver fordømmelse af deres angreb, så den 1.november indkaldte man helt ekstraordinært generalforsamlingen, hvor alle medlemmer er repræsenterede.

Mandag den 29.oktober 1956 traf Israels forsvarsstyrker sikkerhedsforanstaltninger på Sinaihalvøen for at udøve Israels naturlige ret til selvforsvar.

Formålet med disse aktioner var at udslette de baser, hvorfra bevæbnede enheder, der står under hr. Nassers særlige opsyn og ledelse, trænger ind på Israels territorium med det formål at myrde, at forøge sabotage, og at skabe permanent usikkerhed for de mennesker, der lever fredeligt her. Dette er de eneste militære handlinger, som den israelske regering er ansvarlig for[44].

Hvad vi drøfter i aften er en reaktion på syv års ulovlig krigstilstand. Krigstilstand er nøglen til forståelse af vort problem her i aften. Ægypten har udøvet krigstilstand mod Israels til lands. Ægypten har udøvet krigstilstand mod Israel til søs. Ægypten har gjort krigstilstand til grundlaget for sit folkeretslige forhold til Israel. Ægypten har ladet krigstilstand være den åndelige og følelsesmæssige drivfjeder for sine handlinger over for Israel. Af denne firedobbelte krigstilstand, som har været hævdet af Ægypten i syv år – men med særlige kraft siden Nasser regimets oprettelse, udspringer den krise, som FNs generalforsamling må tage stilling til i aften. Jeg vil rette nogle ord til generalforsamlingen om hver af disse sider af denne krigstilstand.

Krigstilstand til lands tog sin begyndelse i maj 1948 allerede dagen efter at Israel var blevet en suveræn stat. Denne dag[45] marcherede ægyptiske tropper sammen med andre arabiske hære ind i den nyoprettede stat, Israel, med det erklærede mål at udslette det . . .

I slutningen af dette år blev der under FNs ledelse ført forhandlinger, som endte med afslutningen af våbenstilstandsaftalen på Rhodos[46]. Denne våbenstilstand lovede os ikke et gensidigt tillidsfuldt naboskab med indbyrdes samarbejde. Det lovede os i det mindste frihed for åbenlyse fjendtlige handlinger. Ifølge våbenstilstandsoverenskomsten er hver borger i Israel berettiget til uhindret at opdyrke hver tomme af Israels jord og uhindret at besejle hver tomme af Israels farvande uden ar risikere noget voldeligt overfald fra ægyptisk side.

Alligevel har vort landområde under hele våbenstilstandsperioden været genstand for konstante angreb. Grænsen har for Israel ikke været en beskyttelse mod pludselige voldshandlinger, der er blevet udført både om dagen og om natten. Vor tab på over 400 døde og sårede på grund af disse fjendtlige indfald fortæller sin egen historie om en våbenstilstandsgrænse, som vedvarende er blevet truer og med særlig hyppighed og styrke de sidste to år, siden Nasser-regimet har haft styret i Ægypten. Tabet af døde og sårede er øget, situationen er blevet forværret af utallige rørledninger, der er blevet sprængt i luften, af ødelagte vandforsyninger, af væltede træer, af et inferno af usikkerhed og farer, som har raset omkring fredelige gårde og bosættelser i grænseområdet. Og jeg vil gerne fastslå, at til alle disse plager blev der sidste år føjet den måske mest omfattende og farlige af dem alle, nemlig organiseringen og mobiliseringen af fedayeen-bevægelsen[47] . . .

Men denne krigstilstand, som påføres os til lands, har sit modstykke til søs. I 1948 gennemførte den ægyptiske regering visitationer, gennemsøgninger og beslaglæggelser, begyndte at konfiskere skibe og skibsladninger bestemt til israelske havne, indførte restriktioner og straffebestemmelser mod skibsfart og flag fra andre lande, som ville handle fredeligt med Israel . . ., og som havde ubetinget ret til fri sejlads på Suez-kanalen . . .

I løbet af Nasser-regimet er vi igen blevet vidne til en konsekvent forværring. Blokade- og opbringelsespraksisen er under påberåbelse af, at der består krigstilstand, blevet udstrakt fra Suez-kanalen til et andet internationalt farvand, Akababugten[48], og Israel er blevet nødt til at ændre hele sin økonomiske struktur, til at påtage sig uventede økonomiske byrder for at kunne opveje generne af dette piratsystem, som Ægypten har gennemført på denne store samfærdselsåre indenfor verdenshandlen[49].

Både krigstilstand til lands og til vands er udtrykt i en læresætning om juridisk krigstilstand. Et sådant princip er blevet fordømt af FNs sikkerhedsråd[50], men den opretholdes fortsat. Den 12.juni 1951 sagde den ægyptiske repræsentant i den blandede våbenstilstandskommission[51]:

Vi bringer vore krigsrettigheder i anvendelse. Vi er retsligt i krig med Israel. Denne våbenstilstand afslutter ikke krigstilstanden med Israel. Den skal ikke hindre Ægypten i at tage visse krigsrettigheder i anvendelse.” . . .

Det fjerde aspekt i denne krigstilstand kommer frem i de udtalelser om Ægyptens hensigter mod Israel, som danner den filosofiske baggrund for de krigshandlinger, som jeg har beskrevet.

Her er et typisk eksempel på den slags ytringer, som lyder i den israelske befolknings ører dag og nat:

Vent og se”, siger den ægyptiske diktator, ”snart vil I få bevis for vor nations styrke og vilje. Ægypten vil lære jer en lektie og bringe jer til tavshed en gang for alle. Ægypten vil pulverisere jer” . . .

Kilde 90: Aftalen mellem Dag Hammarskjöld og Nasser 17.november 1956

Israel nåede meget hurtigt sine to vigtigste krigsmål, at genåbne trafikken på Akababugten – Israel havde nu kontrol med sydspidsen af Sinai ved at have erobret sydspidsen, Sharm el-Sheikh – og fjerne fedayeen-truslen mod statens grænser – FN var nu klar til at anbringe en FN-styrke i Ægypten langs grænsen til Israel, der skulle hindre enhver overtrædelse af våbenstilstandsaftalerne fra 1949. Den 17.november fløj Dag Hammarskjöld til Cairo, hvor han om aftenen og natten forhandlede med Nasser om grundlaget for FNs beredskabsstyrkers tilstedeværelse og virksomhed i Ægypten.

Eftersom den ægyptiske regering ved telegram af 5.november 1956 til generalsekretæren, i udøvelse af sine suverænitetsrettigheder, har accepteret generalforsamlingsresolution nr. 394 af samme dato, hvorved der oprettes ”en FN-kommando for en international beredskabsstyrke for at sikre og overvåge ophøret af fjendtlighederne i overensstemmelse med alle bestemmelser i generalforsamlingsresolutionen af 2.november 1956”[52]

eftersom generalforsamlingen i sin resolution 395 af 7.november 1956 tiltrådte princippet om, at den ikke kunne anmode styrken om ”at blive stationeret eller operere på et givet lands område uden samtykke fra vedkommende lands regering” (stk.9 af generalsekretærens beretning af 6.november 1956, A/3302;

efter at have givet sin tilslutning til De forenede Nationers beredskabsstyrkes (UNEFs) ankomst til Ægypten;

eftersom UNEFs fortropper allerede er blevet modtaget i Ægypten, har Ægyptens regering og De forenede Nationers generalsekretær givet udtryk for deres opfattelse af hovedpunkterne vedrørende UNEFs tilstedeværelse og virksomhed, som følger:

  1. Den ægyptiske regering erklærer, at den under udøvelsen af sine suveræne rettigheder i alle spørgsmål vedrørende UNEFs tilstedeværelse og virksomhed loyalt vil handle i overensstemmelse med sin godkendelse af generalforsamlingens resolution nr. 394 af 5.november 1956.
  2. De forenede Nationer tager denne erklæring fra den ægyptiske regering til efterretning og erklærer, at UNEF loyalt vil udøve sin virksomhed i overensstemmelse med det hverv, styrken har fået overdraget i forannævnte resolutioner. De forenede Nationer bekræfter særligt, at det er hensigten at opretholde UNEF, indtil dens opgave er løst, hvilken man har forstået svarer til den ægyptiske regerings ønske …

Kilde 91: Udenrigsminister Golda Meirs erklæring til generalforsamlingen 1.marts 1957

I slutningen af januar 1957 var den israelske rømning af Sinai gennemført, og UNEF-styrken blev placeret på den ægyptiske side af grænsen til Israel. Israelske styrker holdt imidlertid stadig Akababugtens vestkyst besat. I FN truede arabiske stater støttet af Østbloklandene med sanktioner mod Israel, mens USA gennemførte en ”garanti- og pressionspolitik” for at fremtvinge en israelsk rømning. Den 1.marts 1957 kunne Israels nye udenrigsminister, Golda Meir, meddele De forenede Nationer følgende:

. . . Israel er nu rede til straks at trække sig tilbage fra Sharm el-Sheikh i tillid til, at der fortsat vil være fri sejlads for international og israelsk skibsfart i bugten og gennem Tiranstrædet …

Israel er besluttet på at hævde retten til fri og uskadelig gennemfart for skibe indregistreret i Israel og er forberedt på i fællesskab med andre at sikre almindelig overholdelse af denne rettighed. Israel vil beskytte sine skibe, der fører dets flag, og som i overensstemmelse med retten til fri og uskadelig sejlads sejler på åbent hav og i internationalt farvand.

Væbnet hindring mod israelske skibe, der er berettiget til fri og uskadelig sejlads i Akababugten og gennem Tiranstrædet vil af Israel blive betragtet son et angreb, der giver det ret til at udøve sin naturlige ret til selvforsvar ifølge artikel 51 i FN-pagten og til at træffe alle forholdsregler, som er nødvendige for at sikre den frie og uskadelige gennemsejling for dets skibe i bugten og gennem strædet . . .

Noter

[1] Profterne i Tanach/Det gamle Testamente taler meget om de etiske idéer og respekt for det enkelte menneske

[2] Knesset betyder forsamling på hebræisk og relaterer til den store forsamling (Knesset Ha-Gdola), som i årene ca. 410 f.kr. – 310 f.kr. under Ezra og Nehemias, dvs. efter jødernes tilbagevenden fra det babyloniske fangenskab, mødtes i Jerusalem og samlede teksterne til Bibelen (Tanach/Det Gamle Testamente), som beskrevet i Nehemias’ bog. Denne “store forsamling” bestod ligeledes af 120 medlemmer.

[3]  Se den historiske gennemgang her på www.israel-info.dk

[4]  Se kilde 63

[5]  Det var jo kun halvdelen af Jerusalem, der var under Israels kontrol – Den gamle By med de vigtigste: Vestmuren(/”Grædemuren”, den kristne Gravkirke og muslimernes helligdomme på Tempelpladsen – var i 1948 blevet besat af Transjordanien

[6]  Kristne og muslimer – jvf den historiske gennemgang

[7]  ”uhjelmet”  vil sige uretmæssig/ulovlig – ingen havde foreslået, at Jerusalem skulle deres – det var sket ved den transjordanske hærs fremrykning og erobring af den gamle by

[8]  Jerusalem forblev delt mellem Israel og Jordan frem til juni 1967

[9]  Nogle i Knesset havde ønsket en definition af, hvem der var jøde – for de ortodokse var det klart – barn af en jødisk mor eller konverteret til jødedommen – men hvad med de ”halvjøder”, der var blevet forfulgt af nazisterne – men som ikke var barn af en jødisk mor? Man opgav derfor at definere dette i loven – hvad der senere har givet anledning til flere problemer. ”Halvjøder” er en nazistisk betegnelse, der ikke findes i jødedommen, hvor man enten er jøde eller ikke er jøde

[10] Knessets formand, Yosef Sprinzak, fungerede også som præsident under Chaim Weizmanns sygdom i 1950-51

[11] Se kilde 78 – Law of Return

[12]  Golda Meir havde fra statens udråbelsen I maj 1948 og til april 1949 været Israels første ambassadør i Sovjetunionen.

[13]  Displaced Persons Camps – lejre for de overlevende fra KZ-lejrene, der ikke kunne vende hjem

[14] Mange af de første indvandrere kom fra Yemen og havde boet under ufatteligt primitive forhold dér.

[15]  I politiske sprog en betegnelse for en statsministers ”afskedsansøgning”

[16]  I dansk politisk historie er eneste sammenligning, da J.O.Krag i 1972 pludselig meddelte sin afgang og Anker Jørgensen tog over

[17]  Siden 1967-krigen bruges begrebet ”bosættelser” som regel om jødiske bosættelser i de områder på Vestbredden af Jordanfloden, der til 1967 havde været besat af Jordan. Her bruges begrebet om bosættelser i det israelske område langs våbenstilstandslinjerne fra 1949

[18] Ægypten og Jordan sluttede den 20.okt. en forsvarspagt med Jordan

[19]  Den 27.september 1955 meddelte Nasser, at man havde indgået en aftale om køb af nye tjekkoslovakiske våben

[20] Nitzana ligger lige op ad våbenstilstandslinjen til Ægypten

[21]  Fra foråret 1949

[22]  Hele Den gamle By med Tempelpladsen og resterne af den vestlige mur omkring – ”Græde- eller Klagemuren” samt de jødiske hellige steder i Betlehem og Hebron var i 1948/49 blevet besat af Jordan og jøder havde ingen adgang.

[23]  År 70, da romerne erobrede Jerusalem under det jødiske oprør 66-70 – se den historiske oversigt

[24]  Alle tre nævnte institutioner lå i den jordansk besatte del af Jerusalem. Det var aftalt, at Israel havde ret til adgang til denne enklave – det skete bare aldrig

[25]  Gaza-striben var i 1948/49 erobret af Ægypten – Ægypten indlemmede dog ikke området, men holdt det besat til 1967

[26]  David Ben Gurion var i 1955 vendt tilbage til regeringen, først som forsvarsminister, så også som premierminister

[27]  Det israelske flyselskab

[28]  Denne meddelelse kom i begyndelsen af september 1955

[29]  Der var efter våbenhvilen i 1949 nedsat fire våbenstilstandskommissioner   ”MAC´er”– her er det EIMAC – Egypt-Israel Mixed Armistice Commission

[30]  Tjekkoslovakiet var lige begyndt at sælge våben – også kampfly – til Ægypten

[31]  De Facto vil sige ”i praksis” – modsat In Jure – der ville betyde, at Israel officielt – folkeretsligt – havde givet afkald på sejladsen

[32]  Ben Gurion og Moshe Sharetr, som Ben Gurion havde afløst som premierminister måneden før

[33]  General E.L.M. Burns var canadier og formand for FNs våbenstilstandskommission

[34] De grupper, der angreb Israel fra ægyptisk side, var jo ikke medlemmer af den ægyptiske hær, men såkaldte fedayeen-grupper – frivillige militser – som Ægypten benægtede at have ansvaret for.

[35]  Den 18.april underrettede FNs generalsekretær Dag Hammarskjöld Ben Gurion om, at Ægypten havde afgivet et lignede tilsagn, og at ordrerne til våbenhvile ville være effektive fra den 18.april kl.6 aften

[36] Altså dér, hvor tropperne stod i 1948/49, da våbenhvilerne blev indgået

[37]  De før omtalte fedayeen-grupper

[38]  General Burns var stabschef for UNTSO, FNs våbenhvilekontrolorganisation

[39]  Gamal Abdel Nasser (1918-1970) var en ægyptisk officer og politiker og blev i 1956 Ægyptens præsident. Han deltog som major i krigen med Israel 1948/49 og var som mange andre yngre officerer kritisk over for den måde, krigen var blevet ført på. Han var derfor blandt initiativtagerne til dannelsen af De frie Officerer, der i juli 1952 væltede kongen og kuppede sig til magte, Nasser var militærguvernør og premierminister 1954-56, derpå præsident.

[40]  Nasser sad i al-Faluja – en forpost øst for Gaza under krigen i 1948/49 – den blev rømmet efter våbenstilstandsaftalen i 1949.

[41]  Fedayeen er flertalsformen af feday – ”en der ofrer sig”. Det var disse terrorist-grupper den igen og igen angreb Israel fra Ægypten og Gaza.

[42] Se forrige kilde

[43]  USA’s præsident Eisenhower blev rasende over især den engelsk-franske indgriben, der kunne give Sovjet større støtte i den tredje verden – de alliancefri lande, der ikke på forhånd var en del af Vest eller Østblokken.

[44]  Dagen før Abba Ebans tale havde også England og Frankrig angrebet Ægypten – Israel ønsker ikke at tage ansvaret for denne del af Suezkrigen.

[45]  Den 15.maj 1949

[46]  Se kilde 75

[47]  Se kilde 86

[48]  Se kort i den historiske gennemgang – man sejler gennem Tiranstrædet op i Akababugten, hvor den israelske by Eilat ligger helt oppe nordpå

[49]  Også Transjordanien havde en havneby for enden af bugten – byen Akaba.

[50]  Sikkerhedsrådet havde den 1.sept. 1951 i en resolution forbudt nogen af våbenstilstandsparterne ar hævde, at de var aktivt krigsførende; desuden havde den slået fast, at alle lande havde fri gennemsejlingsret i Suezkanalen.

[51]  EIMAC – se kilde 83 note 27

[52]  Denne resolution henstillede, at fjendtlighederne blev indstillet, og at tropperne blev trukket bort. England og Frankrig rettede sig ikke efter henstillingen.

Litteratur:

Ben-Gurion, David: Prøvelsernes År. Israels genfødelse. Samleren 1963

Bender, Johan: Palæstinaproblemet 1955-1974. Gennem tre krige i Mellemøsten til fredskonference i Genève. Gyldendal 1974

Bender, Johan: Palæstinaproblemet fra krig mod fred. Gyldendal Undervisning 1994

Borchenius, Poul: B.G. Bogen om Ben Gurion. Hirschsprungs Forlag 1961

Burkett, Elinor: Golda Meir. TV 2 News. 2008

Dayan, Moshe: Sinaifelttoget 1956. Der Schønbergske Forlag 1967

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Forlaget Skandinavia 2014

Meir, Golda: Mit Liv. Gyldendal 1979

Sachar, Howard M.: A History of Israel – from the Rise of Zionism to Our Time, Alfred A. Knopd, New York, 1981

Links:

Aftalen om religions rolle i den kommende jødiske stat

The Law of Return

Demonstrationer i forbindelse med tysk støtte

Albert Einstein som israelsk præsident