Vælg en side

Kilderne til Israel bliver mere og mere en normal stat 1956–1967

Kilde 92: Uddrag af Basic Law nr. 1 om Knesset

Som nævnt i den historiske gennemgang kunne den grundlovgivende forsamling valgt i 1949 ikke enes om en grundlov. Israel har derfor løbende vedtaget ”grundlæggende love”, der tilsammen udgør en slags forfatning. Den første blev vedtaget i 1958 og var ”Grundloven” om Knesset.Knesset er statens parlament

Knesset mødes i Jerusalem

  1. Knesset er statens parlament
  2. Knesset mødes i Jerusalem
  3. Knesset skal, efter sit valg, bestå af 120 medlemmer
  4. Knesset vælges ved almindelige, nationale, direkte, lige, hemmelige og proportionale[1] valg i overensstemmelse med Knesset-valgloven; denne del kan ikke ændres uden et flertal af Knessets medlemmer ønsker det.
  5. Enhver israelsk statsborger på eller over alderen 18 år skal have ret til at stemme ved valgene til Knesset, undtagen en domstol har frataget ham denne ret i kraft af en lov.[2]

5.a: En kandidatliste kan kun afleveres af et parti; regler om listeforbund, registrering af partier og aflevering af en kandidatliste skal fastsættes i en lov.[3]

  1. Enhver israelsk statsborger, som på den dag, hvor en kandidatliste med hans navn på, afleveres, er 21 eller derover, har ret til at blive valgt til Knesset, medmindre en domstol har frataget ham denne ret i kraft af en lov, eller han har fået en endelig fængselsdom på over tre måneder og der ikke på den dag, hvor kandidatlisten afleveres, er gået syv år syv år, siden han udstod sin straf, medmindre formanden for den centrale valgkomité har besluttet, at den forbrydelse, han er dømt for, under hensyntagen til omstændighederne, ikke gør ham uværdig.[4]

Kilde 93: Herbert Pundik om besøget i Beersheba 1957

Herbert Pundiks forældre var kommet til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faderen fra Ukraine, moderen fra Rusland via Tyskland, begge i forbindelse med jødepogromer. Han selv var født i København i 1929 og måtte med familien flygte til Sverige under aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Han tog dansk realeksamen i Göteborg og sluttede sig til den danske brigade og kom hjem med den ved befrielsen i maj 1945. Efter nogle måneders militærtjeneste hjemme i Danmark genoptog han sin skolegang og tog i 1947 studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter sommerferien startede han på Københavns Universitet for at studere arkæologi og eskimologi, men meldte sig så til Haganah for at hjælpe jøderne i Palæstina – se kilde 62 og 71. I 1954 bosatte han og familien sig fast i Tel Aviv og Herbert Pundik blev i 1957 tilknyttet fagbevægelsens avis, Davar. Også denne kilde er fra hans erindringer: ”Det er ikke nok at overleve. Erindringer”, der udkom i 2005.

Fagbevægelsen, Histadruth, var dengang landets største arbejdsgiver[5]. Den producerede 70 % af landets industrivarer, var den største byggeentreprenør, kontrollerede næsten hele landbrugsproduktionen og dens afsætning samt næsten hele transportsektoren. Mapai, som arbejderpartiet dengang hed, var en brødremenighed. Kritik skulle holdes inden døre.

Der opstod snart tvivl om, hvorvidt manden fra Danmark var en sand broder.

Min første artikel i Davar Hashawa[6]overlevede jeg kun, fordi den blev tilskrevet mit åbenbare ukendskab til hvor grænsen for acceptabel kritik lå. Artiklen var en kritisk reportage fra Beersheba der blev erobret fra den egyptiske hær i oktober 1948, Dengang var den en lille by med 10.000 indbyggere, omgivet af ørken. En markedsplads for Negev-ørkenens beduiner og centrum for den engelske administration af det sydlige Palæstina.

Byen blev fokus for arbejderbevægelsens og regeringens udviklingsprogram for det sydlige Israel. Indvandrere i tusindvis og investeringskapital blev pumpet ind i den søvnige ørkenby. Det skulle gå hurtigt. Betonkanoner støbte toetageshuse med lejligheder på cirka 50 kvadratmeter. Etagerne blev støbt side om side, bagefter løftede kranen den ene etage og placerede den ovenpå den anden.

Jeg rejste ned til Beersheba sammen med en ung arkitekt, Ram Karmi, der i dag anses for at være en af Israels betydeligste. Sammen med sin søster, Ada, er han mester for den nye højesteretsbygning i Jerusalem, som har vakt international opmærksomhed.

Resultatet af vores besøg blev en meget kritisk reportage, om bl.a. planlægningen af den nye ørkenhovedstad, der ikke tog hensyn til, at den lå i en ørken, og ikke i et eller andet veltempereret europæisk klima.

Golda Meir var som arbejdsminister ansvarlig for planlægningen af Beersheba, og den kritik ville hun ikke lade sidde på sig.

Fredag morgen, kort efter at avisen med min artikel var kommet på gaden, var hun i telefonen.

Davars chefredaktør, Hayim Shurer, var ingen betydelig bladmand, en kvalifikation, der var overflødig på et partiblad, men til en vis grænse var han en loyal chef.

”Hvem har skrevet den reportage fra Beersheba”? Ville Golda Meir vide.

Shurer fortalte, at det var en ny indvandrer fra Danmark.

”Fyr ham”! dekreterede hun.

Den ordveksling refererede Shurer for mig. Hvad der i øvrigt blev sagt under samtalen, ved jeg ikke, men jeg beholdt min stilling.

Kilde 94: Werner David Melchior om de nye byer i Israel

Werner David Melchior (1922-1987) var søn af den danske overrabbiner Marcus Melchior og blev student fra Frederiksberg Gymnasium i 1940. Han studerede derpå historie i København og Stockholm og rejste allerede i 1945 til det daværende Palæstina som korrespondent og var siden fastboende dér. Melchior var aktiv politiker i det israelske arbejderparti, hvor han havde poster som partiets parlamentariske sekretær og ansvarlig for information i den internationale afdeling. Sideløbende med dette var han korrespondent/reporter for Danmarks Radio I 1967 udgav han bogen ”Israel – hvorfor – hvordan”, hvorfra denne kilde er hentet.

De nye byer

Byernes udvikling er en historie for sig, eller snarere mange historier. Abrahams Beersheba[7] var indtil 1948 en flække på 2.000 mennesker, skønt den svulmede til 5.00 ved det ugentlige beduinmarked. De 2.000 arabere flygtede, og hvad der siden er sket, belyser værdien i påstandene om, at Israel simpelthen har placeret indvandrerne i flygtningenes hjem. Beersheba har i dag over 70.000 indbyggere og er vital og dynamisk.

Ved Det røde Hav lå der et skur af bjælker og lærred, hvor mandatmagtens[8] politi holdt rast under sine patrouilleture frem til den ægyptiske grænse. Indtil 1956 huserede der nogle hundrede eventyrere, så godt som udelukkende enlige mænd, der kun blev der en kort overgang. Men da Sinaifelttoget[9] åbnede søvejen til dette sted, Eilat, blev der gjort begyndelsen til en havn, til udvinding af kobber fra kong Salomons gamle miner, til en turistindustri. Nu har Eilat 15.000 indbyggere og brug for flere, og over 90 % er fastboende familier.

Fra Eilat eksporteres årligt mange hundredtusinder tons potaske[10] fra Det døde Hav og fosfater fra aflejringerne i det centrale Negev til Asien. Fosfaterne findes i meget store kvantiteter i nærheden af et sted, hvor intet var, og som for øvrigt ikke er langt fra den kilde, hvor Hagar ifølge traditionen fandt vand til Ismael.[11] Stedet hedder Yerucham[12] og er nu en by på en halv snes tusinde mennesker. Længe sygnede den hen, på et vist tidspunkt frygtede man at skulle opgive hele bosættelsen. Så gik fosfatværkerne i gang med selv at lave kurser for indvandrerne og uddanne dem i de forskellige funktioner i driften, og nu vokser og trives Yerucham.

Ved Middelhavet, omtrent halvvejs mellem Tel Aviv og Gaza-områdets[13] nordlige ende, dér hvor filistrenes[14] Ashdod engang havde ligget, var der i 1948 et fiskerleje på et par snes sjæle. I begyndelsen af 1957, før der endnu var demobiliseret ovenpå Sinaifelttoget, rejstes her de første barakker til et par hundrede jødiske flygtninge fra Ægypten. Nu ligger der en by på 30.000 med første fase af en ny stor dybvandshavn i funktion, som er gravet og bygget ud fra klitterne. Der opereres nu i denne havn, som giver nyt liv til Negev, idet den forkorter vejen til nærmeste store Middelhavshavn – tidligere Haifa – med 150 km, med en kapacitet på 1½ million tons. Om få år vil havnen være færdig og endda lidt overstige Haifas kapacitet på 4 millioner tons årligt.

Således er der siden 1948 grundlagt 27 nye byer i Israel – fra det nordligste Galilæa til Det røde Hav. De har langtfra alle endnu nået sådanne resultater som de anførte eksempler. Adskillige af dem befinder sig på stadier, som også de anførte har måttet igennem, med stagnation, forsøg på at komme andre steder hen i landet, kvalificeret arbejdskraft skræmt bort af mangel på investeringer, investeringer skræmt bort af mangel på kvalificeret arbejdskraft, brist på kommunikationer, brist på faciliteter til fritidens udnyttelse fra svømmebassin til cafeer og teatre. De fleste steder er det et spørgsmål om tid, indtil de nødvendige faktorer en skønne dag foreligger. Men en langvarig og bekostelig proces er det, i penge og i nerver.

Kilde 95: Richard Oestermann om Eichmann-sagen

Den danske journalist Richard Oestermann var født i København i 1926, men måtte i 1943 som så mange andre flygte til Sverige. Efter studentereksamen blev det journalistvejen, han fulgte. Fra Holbæk over København til Jerusalem, hvor han var første gang i 1958 for at dække 10-året for staten Israels oprettelse. Tre år senere vendte han tilbage for at dække Eichmann-processen – og blev der. Richard Oestermann skrev til mange aviser i hele Skandinavien og han blev ved til han døde i 2015, Han har udgivet flere bøger – denne kilde er fra hans erindringer ”Mig og Mellemøsten” fra 2014.

Efter flere besøg i Israel slog jeg mig ned der i 1961, som korrespondent for skandinaviske blade, for at dække processen mod krigsforbryderen Eichmann[15]. Jeg ville tage til Israel og bo der, hvis det kunne blive som journalist. Muligheden opstod med Eichmann-processen. Vi var måske 6-700 journalister fra hele verden, der var kommet for at dække sagen.

På nær få journalister vendte alle tilbage. Nogle blev, efter retssagen, inklusive mig, der var fascineret over, at Israel som et nyfødt land havde så meget interessant at skrive om. Mere synes at ske her på én dag end i Sverige på et helt år. Jeg er nok en af de sidste journalister fra denne gruppe, der stadig er i Israel.

Det var meningen med Eichmann-processen at granske, hvad der var sket under krigen, og at den skulle være en øjenåbner for unge israelere.

Den 11.april 1961 var starten på retssagen mod Adolf Eichmann – manden, der måske mere end nogen anden havde været ansvarlig for historiens grusomste massemyrderier. Verdens opmærksomhed var rettet mod teaterbygningen Bet Ha´am på Bezalel St. i Jerusalem. Her skulle en af historiens værste forbrydere stilles til ansigt til ansigt med 39 vidner, overlevende fra koncentrationslejrene. Midt på scenen var en glasboks, hvor Eichmann sad med en israelsk politimand på hver side. Ingen kugler eller giftpiller kunne komme gennem glasset.

Der var gået næsten et år siden Eichmann var blevet pågrebet i Argentina og ført til Israel, hvor han sad fængslet i Haifa. Dér blev han forhørt af israelsk politi eller kunne konferere med sin forsvarsadvokat, Robert Servatius.

Atmosfæren var spændt, da rettens døre åbnede. Det var første gang offentligheden, repræsenteret af verdenspressen, så Eichmann, efter at han var blevet fanget. I salen var hundreder af journalister og repræsentanter for anti-nazistiske organisationer fra hele verden.

Kilde 96: Werner David Melchior om Adolf Eichmann

Om Werner David Melchior – se kilde 94

Prototypen på alle disse trofaste, i sandhed det klassiske eksempel på naziregimets produkt, var Adolf Eichmann. Skønt han formelt set var oberstløjtnant, lå hans faktiske beføjelser med hensyn til slutløsningens[16] gennemførelse langt over den ”lille skrue i det store maskineri”[17]. Sandt nok, andre havde finansieret maskineriet, stillet det på benene og beordret det sat i funktion; de forbeholdt sig posterne som præsident og bestyrelsesformand i foretagendet. Men Eichmann var den højeste funktionær, for hvem slutløsningen på jødespørgsmålet ikke var ét blandt mange anliggender, de befattede sig med, men som udelukkende syslede[18] hermed. Denne generaldirektør for driften var så egenmægtig, at hans overordnede ikke formåede blot at bremse ham, da de på et vist tidspunkt så sig foranlediget dertil. I denne og i andre henseender gav han perfekt rolle som troldmandens lærlings kost.[19]

Denne Eichmann personificerede det umenneskeliggjorde regime i dets yderste konsekvens. En af de mest forfærdende sider ved ham var, hvor almindelig han var[20]. Han besad ikke én egenskab, der adskilte ham fra mængden. Han var ikke en sadist, som fandt en pervers tilfredsstillelse i mord; det havde gjort ham menneskeligt afskyelig, men ikke ubegribelig. Han var tilsyneladende end ikke antisemit, behøvede i hvert fald ikke at være det, for han ville i hvert fald have medvirket til masseudryddelsen, eftersom han var decideret villig til at skyde sin egen far – også det uden andet motiv end besked på at gøre det; ja, han var indstillet på at sende tyske landsmænd i hundredtusindvis ”gennem skorstenen”, som han yndede at udtrykke sig. Igen, havde han bare hadet jøderne, havde hans adfærd været plausibel[21]

Denne fremstilling vil afgjort ikke lægge et godt ord ind for intolerance eller forfølgelse af anderledestænkende, som de repræsenteres af f.eks. inkvisition[22] eller stalinisme. Men inkvisitionens kætterbrændere troede eller hævdede i det mindste at tro, at de opfyldte en guddommelig vilje; udrenserne i Sovjetunionen skulle uanset den forekommende persondyrkelse have en illusion om at tjene den marxistiske idé. I begge tilfælde anerkendtes som afgørende noget, der stod højere end det enkelte individ af kød og blod. De, der udførte ordrer, skulle have en forestilling om, at deres samvittighed blev tilfredsstillet i kravet om, at et ophøjet begreb ydede dækning for det ansvar, de påtog sig, at altså samvittighedens protest kunne have et samvittighedens motiv som modstykke.

Eichmännerne slutløste[23] Europa rundt under parolen ”Unsere Ehre heisst Treue”, vor ære består i trofasthed[24]. De var æreløse, fordi deres ære kun bestod i afkaldet af ansvaret for egne handling. Deres samvittighed krævede intet andet end en besked om en såre dødeligs tilfældige ønsker eller inhumane anslag. Hvor meget højere stod ikke de hedninge, der kastede børn i en moloks glødende bug[25]. De troede, at de dermed tjente en formodet gud. For Eichmann var en besked nok til at transportere seks millioner mennesker, der ikke havde gjort andet end at eksistere, til den visse død. Hans påberåbte sig derved Kants kategoriske imperativ[26], som dog ikke skulle gælde for hans embedsførelse og dermed ikke var slet så kategorisk endda. Den var også suspenderet i privatlivet, da han to gange efter eget udsagn rev Det ny Testamente ud af hænderne på sin kone, som læste i det, og flåede det i stumper og stykker. Hans og hans liges ære bestod i en menneskelig fornedrelse, hvis mage historien ikke har at opvise.

Alle de, der tror, at nazisme måske ikke var helt så forfærdelig, som man vil gøre den til, skulle holde sig dette for øje. Og de kan drage den almenmenneskelige lære af det jødiske folks skæbne under nazivældet, at nok rammer uhyrlighederne jøderne først – og dette indebærer en lære for disse, som der vil være mere at sige om -, men de gør aldeles ikke holdt dér, men retter sig i sidste konsekvens mod deres egne landsmænd, hvilket jo også var Hitlers egen idé i slutfasen[27], og endog mod deres egne fædre.[28]

Kilde 97: Richard Oestermann om Danmark i oktober 1943

Om Richard Oestermann se indledningen til kilde 95

Næsten overalt var Israels fokus på det danske folks redning af jøderne i oktober 1943 – 70 år siden i dag: hvordan de 7000 jøder i Danmark på næsten mirakuløs vis undgik at blive deporteret til tyske dødslejre og i stedet blev bragt i sikkerhed i Sverige.

Efter at snesevis af vidner i ugevis havde fortalt retten om rædsler, sadisme og død under nazisternes fremfærd i Europa, var der her for første gang en rapport om noget helt anderledes.

Som den israelske presse skrev: ”Den danske hjertevarmende enestående modige og kompetente indsats mod nazisterne”.

Dybt bevæget hørte forsamlingen en vidnerapport fra den danskfødte israeler Werner David Melchior[29] om det danske folks modstand mod de nazistiske forsøg på at udrydde jøderne i Danmark. Københavnsk-fødte Werner Melchior, søn af den ansete overrabbiner Marcus Melchior, var selv en af de første jøder, som blev reddet fra nazisterne. Nu stod han i Bet Ha´am for at aflægge vidnesbyrd. Punkt for punkt beskrev han udviklingen i det tysk-besatte Danmark, hvor det overvældende flertal af danskerne afviste nazisternes bestræbelser på at indlede en antisemitisk kampagne.

Mens alle i retssalen synes at være bevægede over denne rapport, som lyste op i en mørk og bestialsk ondskab, reagerede Eichmann ikke i sin glasboks. Han skrev omhyggeligt sine noter i dokumentbjerget foran sig. Han mindedes formodentlig sin vrede over, at han projekt ikke var lykkedes i Danmark, og blev mindet om, at han aldrig forstod danskerne, som var vanskelige og handlede helt anderledes end de fleste andre folk i Europa”.

Før Eichmanns død ved henrettelse – den eneste nogensinde i Israel – var danskernes mod og kompetence en af krigens store gåder for ham.[30]

Kilde 98: Herbert Pundik om splittelsen i Arbejderpartiet 1965

Om Herbert Pundik se indledning til kilde 93

Ben Gurion havde atter trukket sig tilbage til sin kibbutz[31] i Negev-ørkenen Sde Boker i juni 1963. Han var 76 år og kørt træt efter femten års opslidende indsats. Han var kommet til den opfattelse, at nationens interesser ikke altid var identiske med arbejderbevægelsens[32], og at de sidste måtte vige for de første. Heri havde han den nye generation, bl.a. Dayans[33] støtte, men ”den gamle garde”, bl.a. Golda Meir[34], var voldsomt modstander af Ben Gurions pragmatisme.

Denne konflikt samt en bitter strid om, hvem der havde ansvaret for en indviklet spionfadæse i Kairo[35], var medvirkende årsag til Ben Gurions beslutning om at hellige sig sine bøger og sin fåreflok i ørkenen.

Han udpegede Levi Eshkol til sin efterfølger, men det skabte ikke ro i partiet., og i 1964 brød den unge generations ledende skikkelser, deriblandt Dayan og den senere ministerpræsident Shimon Peres[36] ud af partiet i loyalitet med Ben Gurion og hans revisionistiske[37] holdning til forholdet mellem stat og arbejderbevægelse. I den henseende var Ben Gurion forud for mange af sine kolleger i den internationale arbejderbevægelse. Nødvendigheden af at afideologisere de socialdemokratiske partier indså han allerede i begyndelsen af 60´erne, da Israel var et af de mest centralstyrede, ideologisk tyngede lande i den demokratiske verden. Arbejderbevægelsen havde gjort en historisk indsats som grundlægger af den nye stat. Af ideologiske, men ikke mindst personlige grunde, var dens ledere ikke villige til at afvikle det store apparat, der sikrede partiets ledende position, men samtidig var en hæmsko for Israels økonomiske udvikling. Partiets følelse af magtfuldkommenhed blev årsag til en glidende nedgang i dets popularitet, hvilket Ben Gurion indså.

Sussi[38] og jeg fulgte Ben Gurion ud af arbejderpartiet. På Davars[39] redaktion opstod en akavet situation. Dagbladet fulgte partiledelsen, men ugebladet[40] fulgte Ben Gurion. Trods forsøg lykkedes det ikke anti-Ben Gurion-flertallet på redaktionen at fravriste os kontrollen med ugebladet.

Israelerne tager deres politik personligt. Ægteskaber slog revner under slagsmålet mellem Ben Gurion-tilhængere og tilhængerne af den gamle garde i arbejderpartiet. Ude i kibbutzerne, hvor det var skik at medlemmerne spiste i en fælles spisesal, gik bølgerne så højt, at medlemmer af modsat overbevisning nægtede at dele bord.

Beslutningen om at bryde ud af arbejderpartiet og oprette et nyt parti, Rafi, faldt i vores meget beskedne baghave i Tel Aviv i juni 1965. Mødet blev ledet af Shimon Peres, der, bortset fra Dayan, var den der stod Ben Gurion nærmest. Jeg husker at Peres der har visionære tilbøjeligheder, den dag talte om et Israel, hvor hver arbejder ville eje en bil, og om den kommende informationsrevolution. Det grinede vi meget ad, så uopnåeligt forekom det os for 40 år siden. I dag er Israel de førende indenfor højteknologi.

Tre år senere vendte partiet tilbage til moderpartiets favn. Uden Ben Gurion. Og uden Sussi og jeg.[41]

I 1995 havde Israel ikke været i krig i næsten ti år. Befolkningen nød en voksende velstand, levestandarden steg over 6 % pr. år, industriproduktionen voksede med 20 % pr. år. – – –

Ved Knesset-valget i 1965 vandt det traditionelle arbejderparti med Eshkol i spidsen stort. De fik 45 mandater af 120.

Ben Gurion, der var næsten 80 år, havde mistet sin magi. Vælgerne var tiltrukket af den besindige Eshkol, der ikke var eksponent for de store omvæltninger. Befolkningen var træt af kriser.

Kilde 99: Werner David Melchior om de politiske partier 1967

Om Werner David Melchior se indledning til kilde 94

I betragtning af de vanskeligheder, Israel har at brydes med i denne henseende[42], er det forbavsende, hvilken indrepolitisk stabilitet landet har lagt for dagen lige siden 1948. Enhver jøde, der indvandrer, bliver normalt automatisk statsborger i Israel. Og har aktiv og passiv valgret mindre end et halvt år senere. Mange af indvandrerne kender ikke landets forhold og baggrund særligt godt på forhånd; de er uden erfaring med et politisk demokratis funktion. De lider bevidst og ubevidst af og under deres mangel på dannelse og kritisk øvelse, som følges med hyppig tendens til misfornøjelse med de rådende forhold; det kan da være rimeligt at forvente, at de bliver forholdsvis lette ofre for slogans, nedrakningspropaganda og gyldne løfter og således kan vindes for ekstremistiske politiske retninger. Det er da på denne baggrund forbavsende, hvor lidt de politiske konstellationer har ændret sig i de første hen ved 20 år af Israels eksistens. Det socialdemokratiske Mapai har trods alle omskiftelser i sin skæbne hele tiden været det eneste parti, omkring hvilket et parlamentarisk flertal har kunnet samles, og det religiøst-zionistiske Misrachi [43] samt det lille såkaldt uafhængigt-liberale parti (-) har så godt som hele tiden deltaget i de skiftende koalitioner. Næststørst er i skrivende stund et listeforbund af liberale og det såkaldte Cherutparti, som repræsenterer det yderste højre og får sin særlige karakter af at være udgået af mandattidens IZL[44] og at blive ledet af dettes daværende kommandanter.[45] Venstrefløjen er ikke mindre broget. Her har man nærmest Mapai og nu i listeforbund[46] med det Achut Avoda og – ligeledes med i den nuværende regeringskoalition Mapam (ordlegene florerer såmænd også på det hold, de to splittelsespartiers navne betyder henholdsvis ”Arbejdets Enhed” og ”Det forenede arbejderparti”), hvilket sidste er en slags yderligtgående folkesocialister[47], som indtil denne dag ikke er kommet sig rigtigt af en forhenværende stalinisme (på Slansky[48]– og lægeprocessernes[49] tid våndede man sig på det hold under egne forklaringer om, hvor ret Stalin havde i alt, hvad han sagde, undtagen i jødespørgsmålet, som han desværre havde misforstået; sådanne misforståelser har man dog ikke regnet andre til gode, der i historiens løb har taget fejl af jødespørgsmålet, men i det mindste i jødernes omdømme er blevet anset for ansvarlige for deres handlinger).

Dermed er listen dog ikke udtømt. Der var et kommunistisk parti i Israel, som revnede umiddelbart inden valget i 1965, så at der nu er to kommunistiske partier (med henholdsvis 3 og 1 mandat) Israels folketing Knesset. Det større af dem er nærmest rent arabisk, det mindre af dem rent jødisk. Den relativt store tilslutning, kommunisterne har blandt arabiske vælgere ikke mindst i Nazareth, skyldes ikke så meget den marxistisk-leninistiske læres udbredelse som Sovjetunionens gennem mange år ret konsekvente negative politik overfor Israel. Da kommunisterne skønnes at følge Moskva, er stemmeafgivning til deres fordel et af de media, gennem hvilket det arabiske mindretal kan udtrykke sin modvilje mod den jødiske stat.

Endvidere sidder der i Knesset sammenlagt seks medlemmer repræsenterende to ikke-zionistisk ekstremt religiøse partier, samt i alt fire repræsentanter for i alt tre arabiske partier, som alle er allierede med Mapai.

 

Litteratur:

Harslund, Søren: Israel – kampen for Staten. Forlaget Skandinavia 2014

Meir, Golda: Mit liv. Gyldendal 1979

Melchior, Werner David: Israel – hvorfor – hvordan. Haases Facetbøger 1967

Oestermann, Richard: Mig og Mellemøsten – et liv ud over det sædvanlige. Ufordringens Forlag 2014

Pundik, Herbert: Det er ikke nok at overleve. Erindringer 2005

Sachar, Howard M: A History of Israel – From the Rise of Zionism to our Time.  Alfred A. Knopd, New York, 1981

Noter

[1] Det overordnede mål for proportionale valgsystemer er, at antallet af stemmer, et parti får, afspejles i den parlamentariske sammensætning. Hvis et parti får 40% af stemmerne, så forsøger de proportionale valgmetoder på forskellig vis at sikre, at partiet også får omkring 40% af sæderne i parlamentet. Også i Danmark har vi denne metode.

[2] I Danmark kan man miste valgretten, hvis man bliver umyndiggjort

[3] Jf. Den danske Grundlovs § 31 stk.2: ”De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, -”

[4] Jf. Den danske Grundlovs § 30 stk1: Valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget. Det er så folketinget selv, der afgør dette

[5] Dette kan lyde overraskende for danske læsere. Men fagbevægelsen i Danmark havde faktisk også tidligt forsøgt at skabe sine egne virksomheder – Arbejdernes Fællesbageri – Bryggeriet Stjernen – men allerede i mandattidens Palæstina var det i langt højere grad fagforeningen, dannet i Haifa i 1920, der også stod for opbygningen af virksomheder i Palæstina og senere Israel

[6] Davar Hashavua var et illustreret ugeblad, der udkom som et fredagstillæg – før sabbatten, hvor der ikke udkom aviser

[7] Beersheba er nævnt i Tanach/Det gamle Testamente – i 1.Mosebog kap,21, hvor Abraham og Abimelek strides om en brønd

[8] Den britiske mandatmagt 1920-1948

[9] I 1956 – se den historiske gennemgang

[10] Potaske er et kemisk hævemiddel

[11] Historien om Hagar og Israel er central både i 1. Mosebog og i Koranen, hvor Ismael som den ældste anses som stamfaderen til araberne.

[12] Yerucham er syd for Beersheba

[13] Gazaområdet var fra 1949-1967 besat af Egypten, fra 1957 var der FN-tropper ved våbenstilstandslinjen til Israel.

[14] Filistrene var i oldtiden navnet på et folkeslag, der boede på Palæstinas kyst i de fem byer, Gaza, Ashdod, Ashkalon Gat og Ekron. De var ifølge Tanach/Gamle Testamente ofte i krig med israelitterne

[15] Adolf Eichmann (1906-1962) – se den historiske gennemgang

[16] Werner David Melchior bruger her nazisternes egen begreb for massemordet på Europas jøder – ”Endlösung” – den endelig løsning på det jødeproblem, der ifølge nazisterne var skyld i alle Tysklands ulykker.

[17] Det var under hele retssagen Eichmanns påstand, at han jo blot havde været den ”lille skrue i det store maskineri” – altså ingen egen skyld havde.

[18] Sysle med noget er gammelt dansk for at arbejde, beskæftige sig med noget

[19] Melchior regner med, at læserne kan deres Goethe – en tysk forfatter, der levede 1749-1832 og bl.a. skrev et digt om ”Troldmandens lærling” – ”der Zauberlehrling”: Lærlingen tryller her en kost om, så den kan hjælpe ham – men han mister magten over kosten.

[20] Den tyske politolog og filosof Hannah Arendt (1906-1975) dækkede retssagen for the New Yorker og skrev en bog herom kaldet Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet. Også hun var forbløffet over, hvor almindelig han var.

[21] Plausibel – her nok ”forståelig”, ”givet mening”.

[22] Inkvisitionen var den katolske kirkes forfølgelse af ”kættere” – ofte tænkes specielt på den spanske inkvisition

[23] Melchior bruger verbet at slutløse om at udføre ”den endelige løsning”

[24] ”Meine Ehre heißt Treue” var mottoet for Hitlers SS-tropper

[25] I Bibelen er Molok navnet på en syrisk guddom, som man ofrede mennesker til

[26]  Immanuel Kants (1724-1804) kategoriske imperativ lyder: ”Handl således, at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning”.

[27] Hitler beordrede i krigens sidste måneder, at så meget i Tyskland som muligt skulle ødelægges, da tyskerne tydeligvis ikke havde været stærke nok til at vinde.

[28] Også i de mange år efter Werner David Melchiors tekst har studiet af gerningsmændene været centralt i Holocaustforskningen

[29] Om Werner David Melchior se indledning til kilde 94.

[30] Det er også stadig noget af en gåde for historikerne, at Eichmann ved et møde i København i starten af november 1943, lover den ”Rigsbefuldmægtigede” i Danmark, Werner Best, at de næsten 500 danske jøder, der var blevet fanget ved aktionen i oktober 1943 og sendt til ghettoen Theresienstadt nord for Prag, ikke ville blive sendt videre til udryddelse i dødslejrene.

[31] En kibbutz er et landsbrugskollektiv med et omfattende fællesskab

[32] Med arbejderbevægelsen hentydes både til Arbejderpartiet, men jo også Fagbevægelsen Histadrut

[33] Moshe Dayan (1915-1981) havde i perioden 195358 været den fjerde leder for det israelske forsvar, Israel Defense Forces (IDF). Han gik derpå ind i politik og blev valgt ind i Knesset for Arbejdspartiet, Mapai. Han blev herpå landbrugsminister under David Ben-Gurion. Dette var han indtil oktober 1964, hvor han forlod regeringen efter en uenighed med den nye premierminister, Levi Eshkol

[34] Om Golda Meir se indledning til kilde 58 – hun havde været udenrigsminister under Ben Gurion og fortsatte under Levi Eshkol

[35] Lavon-affæren – se den historiske gennemgang

[36] Shimon Peres var også medlem af Arbejderpartiet Mapai, var kommet i Knesset i 1959 og havde fra 19591965 været viceforsvarsminister, først under Ben Gurion, så under Eshkol.

[37] Revisionistiske skal her forstås som en ”revision” af den klassiske socialistiske tanke om hele arbejderbevægelsen – parti og fagbevægelse – som repræsentant for folket.

[38] Sussi var Herbert Pundiks kone

[39] Davar var fagbevægelsens avis

[40] Ugeavisen, som var et fredagstillæg havde Herbert Pundik som redaktør.

[41] Herbert Pundik var samme år – 1965 – blevet ansat som rejsende reporter ved Politiken og var i 1970-93 chefredaktør samme sted. Han havde dog fortsat fast bopæl i Tel Aviv

[42] Afsnittet her(s.210 ff)  følger lige efter et afsnit om de sociale modsætninger (s.206-19)

[43] Misrachi samlede de religiøse zionister – de indgik 1956 i Det national-religiøse Parti

[44] IZL – Etzel – eller Irgun – se den historiske gennemgang af kampene i mandattiden

[45] Cherut-partiets leder var Menachem Begin – se den historiske gennemgang og flere kilder

[46] Jævnfør med danske kommunalvalg, hvor partierne kan indgå listeforbund for ikke at spilde stemmer

[47] Melchior sammenligner med det danske SF, der i 1959 var dannet af udbrydere fra Danmarks kommunistiske Parti

[48] Slansky-prcessen var en politisk skueproces i 1952 mod en gruppe højtstående tjekkoslovakiske kommunistiske funktionærer, der nu af det kommunistiske diktatur blev anklaget for under ledelse af Slansky at have deltaget i en statsfjendtlig sammensværgelse. Blandt de 14 anklagede var de 11 jøder og hele processen havde klare antisemitiske tegn.

[49] Lægeprocessen var Stalins sidste proces mod såkaldte politiske modstandere – også her var mange af de anklagede jøder. I Danmark er de to processer baggrunden for store stridigheder i Danmarks kommunistiske Parti, hvor bl.a. Peter P. Rohde – en dansk forfatter med jødisk baggrund – i 1953 blev smidt ud af partiet for sin kritik af disse processer. Peter P. Rohde har skrevet forordet til Melchiors bog – og spiller også en vigtig rolle i Herbert Pundiks citerede bog

Links:

https://main.knesset.gov.il/EN/activity/Pages/BasicLaws.aspx

https://www.mfa.gov.il/mfa/mfa-archive/1950-1959/pages/basic%20law-%20the%20knesset%20-1958-%20-%20updated%20translatio.aspx

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/de-glemte-danske-gaza-udsendte