Kilderne til den osmaniske periode 1517 -1917

Kilder 26: Theodor Herzl: Der Judenstaat

Theodor Herzl  (1860-1904) drog efter Dreyfus-affæren tilbage til Wien og skrev bogen ”Der Judenstat” – Den jødiske Stat. Han var nået til den opfattelse, at kun hvis det jødiske folk fik deres egen stat, kunne de leve i fred – når der selv i Frankrig mere end 100 år efter Menneskerettighedserklæringen stadig var så voldsom antisemitisme – hvornår ville det så nogensinde forsvinde?

Jødespørgsmålet

Ingen kan benægte alvoren i jødernes situation. Alle de steder, hvor de bor i større grupper, bliver de mere eller mindre forfulgt[1] . Deres lighed for loven, som er vedtaget ved lov, eksisterer kun på papiret [2]. De holdes ude fra alle højere embeder, både i hæren og på alle andre offentlige og private områder. Man forsøger oven i købet at holde dem ude fra forretningslivet: ”Køb ikke noget af jøderne!”

Aggressionerne stiger dagligt i parlamenter, på møder, i pressen, fra prædikestole, på gaden, på rejser (udelukkelse fra visse hoteller) og selv steder hvor man kommer for at morer sig. Forfølgelsens karakter varierer efter lande og sociale lag. I Rusland bliver jødiske landsbyer særligt beskattede, i Rumænien slår man et par mennesker ihjel, i Tyskland gennemtæsker man dem nu og da, i Østrig terroriserer antisemitterne hele det offentlige liv, i Algeriet findes der omrejsende agitatorer, der udtaler sig mod dem; i Paris bliver jøderne holdt ude fra de såkaldte bedre sociale kredse og afvist fra foreninger. Den anti-jødiske følelse findes i et utal af grader. Men dette skal ikke være noget jamrende forsøg på at klassificere jødernes prøvelser.

Jeg har ikke til hensigt at vække medfølelse for os. Det ville være en tåbelig, nyttesløs og uværdig måde at gå frem på. Jeg vil blot spørge jøderne: er det ikke sandt, at situationen i de lande, hvor vi lever i store antal, bliver mere og mere utålelig for de jødiske advokater, læger, teknikere, lærere, og ansatte af enhver slags? Er det ikke sandt, at hele den jødiske middelklasse er stærkt truet? Er det ikke sandt, at folkemængdens had vendes mod de velhavende iblandt os? Er det ikke sandt, at vores fattige lider meget hårdere end andre fattige?

Jeg tror at dette pres kan føles overalt. I vores økonomiske højere klasser skaber det ubehag, i middelklassen vedvarende og alvorlig ængstelse, og i de lavere klasser ren fortvivlelse.

Sagen er, at det overalt går ud på det samme, og det kan sammenfattes i det klassiske berliner-råb: Juden Raus! (ud med jøderne).

Jeg vil nu formulere jødespørgsmålet i dets korteste form: Skal vi ”ud”? Og hvorhen?

Eller kan vi blive? Og hvor længe?

Lad os først afklare spørgsmålet om at blive, hvor vi er. Kan vi håbe på bedre tider, væbne os med tålmodighed, vente fromt på, at jordens konger og folk skal komme i bedre humør? jeg mener ikke, at vi kan vente at strømmen af uvilje vender sig. Hvorfor? På trods af, at vi står kongerne lige så nær som andre borgere, kan de ikke beskytte os. Det ville vække jødehadet, hvis de viser jøderne for meget velvilje. Med ”for meget” skal forstås mindre end hvad enhver anden almindelig borger eller gruppe har krav på. De folk, som jøderne bor hos, er alle antisemitter, enten skjult eller åbenlyst.

Den brede befolkning har ikke, og kan heller ikke have, nogen forståelse for historien. De ved ikke, at Europas nationer lige nu bliver hjemsøgt af Middelalderens synder. Vi er det, som ghettoen har gjort os til[3] Vi har uden tvivl opnået en førende stilling i finansverdenen, fordi man i middelalderen tvang os ud i det. Nu gentager den samme proces sig. Man tvinger os igen ud i finansverdenen, der nu hedder børsen, fordi man afskærer os fra alle andre erhverv. Men når vi er gået ind i børsforretningen, bliver det en ny grund til at foragte os.  Samtidig frembringer vi til stadighed en overflod af middelmådige intellekter, som ikke kan afsættes, og dette er til lige så stor fare for vores sociale position, som vores stigende velstand er det. De veluddannede jøder, som ingen midler har, bliver alle socialister. Den sociale kamp må i begge tilfælde gå ud over os, fordi vi både i den socialistiske og den kapitalistiske lejr står på de mest udsatte poster.

Antisemitismens årsager

Vi vil ikke igen komme ind på de årsager, der har at gøre med følelser, fordomme og snævre livssyn, men vil begrænse os til udelukkende at se på politiske og økonomiske årsager. Moderne antisemitisme må ikke forveksles med tidligere tiders religiøse jødehad[4] Den tager af og til en religiøs drejning i nogle lande, men hovedstrømmen i denne aggressive bevægelse har ændret sig. I de primære lande, hvor antisemitismen er udbredt, skyldes det jødernes frigørelse (emancipation). Da de civiliserede nationer fik øjnene op for det umenneskelige i diskriminationslovgivningen og gav os borgerret, kom vores borgerret for sent. Dér, hvor vi boede, var det ikke længere muligt at emancipere os ved en lovbestemmelse. For besynderligt nok havde vi i ghettoen udviklet os til et middelklassefolk, og da vi trådte ud af ghettoen, var det blot for at styre direkte ind i en skarp konkurrence med middelklassen. Vores frigørelse placerede os altså pludselig midt i middelklassens kredse, hvor vi er nødt til at udholde et dobbelt pres, både udefra og indefra. Det kristne borgerskab er ikke uvilligt til at ofre os til socialismen, selv om det ikke ville hjælpe stort på sagerne.

Samtidig kan jødernes lige rettigheder for loven ikke trækkes tilbage, nu hvor de er blevet tildelt. Ikke kun fordi det ville være imod tidsånden, men også fordi det med det samme ville drive alle jøder, rige som fattige, ind i revolutionspartiernes rækker[5] . Man kan ikke gøre noget virkelig effektivt for at skade os. Tidligere tog man juvelerne fra jøderne. Hvordan skulle man i dag kunne få fat på vores løsøre? Det udgøres af trykte papirer, som er under lås og slå et eller andet sted i verden – måske i kristne pengekister. Det er selvfølgelig muligt at komme efter andele og obligationer i togbaner, banker og alle slags industrielle foretagender gennem beskatning, og hvor den progressive indkomstskat gælder, kan man efterhånden få tag i alt vores løsøre. Men alle disse indsatser kan ikke rettes mod jøderne alene, og skulle man alligevel gøre brug af dem, ville det umiddelbare resultat være en alvorlig økonomisk krise, som bestemt ikke kun ville ramme jøderne, som ville føle den først. Det, at det er umuligt at ramme jøderne, nærer og forbitrer hadet mod dem. Antisemitismen vokser dag for dag og time for time blandt nationerne; den må faktisk vokse, fordi årsagerne til dens vækst fortsat eksisterer og ikke kan fjernes. Dens fjerntliggende årsag er, at vores mulighed for at blive assimilerede gik tabt i Middelalderen; dens nære årsag er, at vi til overflod frembringer middelmådige intellekter, der ikke kan afsættes hverken opad eller nedad i systemet – det vil sige, at de ikke i nogen retning kan sættes i brug på en sund måde. Når vi falder, bliver vi et revolutionært proletariat — de underordnede officerer i alle revolutionære partier. Og når vi omvendt stiger opad, vokser også vore pengepunges frygtelige magt.

Antisemitismens følger

Det tryk, der øver mod os, gør os ikke bedre. Vi er ikke anderledes end andre mennesker. Vi elsker ikke vore fjender, det er ganske sandt. Men kun den, der formår at overvinde sig selv, har lov til at bebrejde os det. Det er naturligt at trykket hos os avler en fjendtlighed mod vores undertrykkere – og vores fjendtlighed får selvfølgelig trykket til at vokse. Det er umuligt at komme ud af sådan et kredsløb.

jo! vil den naive sværmer sige, jo, det er muligt. Nemlig gennem den magt der ligger i menneskets godhed

behøver jeg virkelig først bevise, hvad dette er for noget sentimentalt vrøvl? Ville man basere en forbedring af situationen på alle menneskers godhed, ja, det ville være en utopi!

Jeg har allerede talt om vores ’assimilering’[6]. Jeg siger intet øjeblik, at jeg ønsker den. Vores personlighed som folk er for historisk berømt og trods alle fornedrelser for stor til, at dens udslettelse er ønskelig. Men vi kunne måske blive optaget og indlemmet i de folk, der omgiver os, hvis man lod os være i fred i to generationer. Man vil ikke lade os være i fred. Efter korte perioder af tolerance vækkes fjendskabet mod også igen. Vores medgang synes at provokere andre, fordi verden i århundrede har været vant til at se de kummerligste af de fattige i os. Af uvidenhed eller snæversyn bemærker man ikke, at vores medgang svækker os som jøder og udvisker det særlige ved os. Kun trykket fører os tilbage til den gamle stamme, kun vores omgivelsers had gør os igen til fremmede.

Sådan er og bliver vi en adskilt gruppe – hvad enten vi vil det eller ej.

Vi er et folk – fjenden gør os til det uden vores vilje, sådan som det altid har været i historien. I dårlige tider står vi sammen, og opdager pludselig vores kraft. Ja, vi har kraft til at skabe en stat, endda en mønsterstat. Vi har alle de menneskelige og økonomiske midler, der er nødvendige til det.

Men hvor?

Skal man foretrække Argentina eller Palæstina ?[7]

Palæstina er vort uforglemmelige historiske hjem. Dette navn alene ville være et mægtigt, gribende samlingsråb for vort folk. Hvis Hans Majestæt Sultanen[8] ville give os Palæstina, kunne vi til gengæld bringe Tyrkiets finanser fuldstændig i orden. Vi ville dér for Europa kunne danne et stykke af volden mod Asien; vi ville kunne gøre tjeneste som kulturens forpost mod barbariet[9]. Vi kunne som neutral stat stå i forbindelse med hele Europa, der blev nødt til at garantere vor eksistens. For kristenhedens hellige steder lod der sig finde en folkeretslig for eksterritorial status[10]. Vi kunne danne æresvagt om de hellige steder og med vor eksistens hæfte for opfyldelsen af denne pligt. Denne æresvagt kunne for os efter 18.smertelige århundreder blive det største symbol på løsningen af jødespørgsmålet.

 

Kilde 27: Zionisternes Program fra Basel 1897

Som nævnt i teksten havde Herzl oprindelig planlagt at holde det første møde i sin nye nationale jødiske bevægelse – Zionisterne – i München, men de tyske jødiske ledere afviste klar tanken – så risikerede man jo, at der kunne sættes spørgsmålstegn ved deres tyske patriotisme. Så det blev i Basel i Schweiz, repræsentanter for jøder i mange forskellige lande mødtes i august 1897 og vedtog et program.

Zionismen tilstræber skabelsen af et statsretsligt sikret hjem for det jødiske folk i Palæstina. Kongressen overvejer følgende midler til opnåelse af dette mål:

  1. Bosættelse af jødiske agerbrugere, håndværkere og erhvervsdrivende til fremme af dette formål.
  2. Organisering og sammenslutning af alle jøder gennem lokale og almene foranstaltninger, som landenes love giver mulighed for.[11]
  3. Styrkelse af den jødiske folkefølelse og folkebevidsthed[12]
  4. Forberedende skridt til opnåelse af de regeringstilslutninger[13], der er nødvendige for at opnå zionismens mål.

 

Kilde 28: Chaim Weizmanns[14] beretning om sit møde med Balfour[15] i 1906

Chaim Weizmann var en af de mange russiske jøder, der havde forladt Zarriget. Han var født den 27.nov. 1874 i i Motal ved Pinsk i guvernementet Grodno, Efter studentereksamen udvandrede han til Tyskland, hvor han fra 1892 studerede kemi ved Technische Hochschule i Darmstadt og fra 1894 ved universitetet i Berlin. I 1897 rejste han til Freiburg im Üchtland i Schweiz, hvor han tog doktorgraden i 1899. Han fik ansættelse som docent i biokemi ved universitetet i Geneve og blev i 1904 professor ved Universitet i Manchester. Han var samtidig en del af den zionistiske bevægelse og havde været meget klar i sin modstand mod det forslag om et jødisk område i Uganda, Englands regering var kommet med i 1903 og som mange zionister havde været parate til at modtage, da overgrebene på Ruslands jøder blev stadig værre.

Charles Dreyfus, der som omtalt var administrerende direktør for anilinfabrikkerne i Clyton og formand for Zionistforbundet i Manchester, var også medlem af byrådet og formand for de konservative i Manchester. Til trods for, at han var en glødende tilhænger af Uganda-planen[16] og altid diskuterede dette emne med mig, udviklede der sig et venskabeligt forhold mellem os, der varede mange år – egentlig lige til hans død, der indtraf i en meget høj alder. I begyndelse af 1906 var der ordinært valg i England, og Balfour var blevet udset til at stille op i Clayton-kredsen i Nordmanchester. Efter forslag fra Dreyfus indvilgede Balfour i at modtage mig under kampagnens forvirring og hurlumhej. Han var interesseret i at møde en af de jøder, der havde kæmpet mod, at tilbuddet om Uganda, som hans regering havde givet, blev modtaget. Jeg behøver ikke at sige, at jeg var ivrig efter at træffe Balfour. Dreyfus´ interesse i sagen bestod i, at han ville have Balfour til at overbevise mig om, at min holdning havde været forkert. Det faldt ham ikke ind, at interviewet kunne resultere i det stik modsatte.

Jeg blev ført ind til Balfour i et værelse i det gammeldags Queens Hotel på Piccadilly, som var hans hovedkvarter. Korridoren var fyldt med folk, der ventede på at få kandidaten i tale. Jeg formoder, at mr. Balfour havde givet tilsagn om at ville se mig nogle få minutter – ”et kvarters tid”, sagde Dreyfus forsigtigt – simpelthen for at bryde sin ensformige rutine. Han brugte godt en time på mig.

Jeg havde været mindre end to år i landet[17], og mit engelske var stadig ikke let at forstå. Jeg husker, hvordan Balfour sad i sin sædvanlige stilling med fremstrakte ben og et uforstyrret udtryk i ansigtet, Vi kastede os straks ud i emnet for vor samtale. Han spurgte mig, hvorfor nogle jøder, zionisterne, så bittert modarbejdede Uganda-planen. Den britiske regering var virkelig opsat på at gøre noget for at afhjælpe jødernes elendighed; problemet var af praktisk natur, og det burde løses på en praktisk måde. Jeg svarede ved at plumpe ud i, hvad jeg erindrer som en lang følelsesbetonet tale om den zionistiske bevægelses mening. Jeg dvælede ved den åndelige side af zionismen. Jeg fremhævede, at kun en dyb religiøs overbevisning udtrykt i moderne politisk sprog kunne holde bevægelsen i live, og at denne overbevisning måtte have sit grundlag i Palæstina og kun Palæstina. Jeg tilføjede, at Moses sandsynligvis ville have knust tavlerne endnu engang, hvis han var kommet til den 6.zionistkongres på det tidspunkt, da den vedtog resolutionen om en Uganda-kommission[18]. Vi vidste, at Uganda tilbuddet var velment, og overfladisk set kunne det se ud som den mest praktiske løsning. Jeg var imidlertid overbevist om, at det jødiske folk aldrig ville kunne præstere de penge og den energi, der krævedes for at opbygge et øde land og gøre det beboeligt, med mindre dette land var Palæstina – rent bortset fra, om et andet område var til at få og kunne bruges. Palæstina udøver en magisk og romantisk tiltrækning på jøderne; vor historie er blevet, hvad den er, på grund af vor stædige fastholden ved Palæstina. Vi har aldrig accepteret, at vi har lidt nederlag, og har aldrig glemt mindet om Palæstina. En sådan tradition kan blive en virkelig drivende kraft, og det var netop, hvad vi prøvede at gøre det til. Vi kæmpede med store vanskeligheder, men var dog sikre på, at den dag ville oprinde, da de skulle lykkes.

Jeg skottede hen til min tilhører og blev pludselig bange for, at hans interesserede og høflige udseende måske kun var en maske. Jeg husker, at jeg svedte blod, og jeg prøvede at finde en lidt mindre kluntet måde at udtrykke mig på. Jeg var klar til at bukke mig ud af værelset, men Balfour holdt mig tilbage og stillede mig nogle spørgsmål angående bevægelsens vækst. Han havde hørt om ”dr.Herz”[19], en særdeles udmærket leder, der havde grundlagt og organiseret zionismen. Jeg tillod mig at rette ham, idet jeg fremhævede, at Herzl virkelig havde givet bevægelsen et nyt ståsted og traditionen en moderne politisk indfatning[20]. Herzl var imidlertid død ung, men havde efterladt os dette Uganda-testamente, som vi prøvede at få omstødt.

Pludselig sagde jeg: ”Mr.Balfour, sæt jeg tilbød Dem Paris i stedet for London, ville De så tage imod det?”

Han rettede sig i sædet og svarede: ”Jamen, dr.Weizmann, vi har London.”

”Sandt nok”, sagde jeg. ”Men vi havde Jerusalem, da London var en sump”.

Han lænede sig tilbage, vedblev at stirre på mig og sagde så to ting, som jeg har en levende erindring om. Det første var: ”Er der mange jøder, der tænker som De?”

Jeg svarede: ”Jeg tror, jeg giver udtryk for millioner af jøders tanker, jøder, som De aldrig vil få at se, og som ikke selv kan udtrykke sig, men som jeg kunne brolægge gaderne med i det land, jeg kommer fra.”

Til dette sagde han: ”Hvis det er tilfældet, vil de en dag blive en magtfaktor.”

Kort før jeg trak mig tilbage, sagde Balfour: ”Det er mærkeligt. De jøder, jeg træffer, er helt anderledes.”[21]

Jeg svarede: ”Mr Balfour, De træffer den forkerte slags jøder.”

Kilde 29: Zionisternes forslag til en erklæring fra den britiske regering vedrørende Palæstina. 18.juli 1917

I december 1916 havde 1. Verdenskrig varet i næsten 2½ år og især i Europa var den næsten gået i stå i en langvarig stillingskrig, hvor begge parter havde gravet sig ned i skyttegrave. I England kom der derfor en ny regering til med Lloyd George (1863-1945) som ny premierminister og Balfour – se forrige kilde – som udenrigsminister. Den ny regering lovede at føre en mere aktiv politik og gøre sit til at vinde krigen.

I Mellemøsten ønskede Lloyd George ikke, at Frankrig skulle få indflydelse i Palæstina, og Balfour fandt under et besøg i USA ud af, at USA’s præsident Wilson (præsident 1913-1921) gik meget op i, at et vigtigt mål for krigen måtte være en vedvarende fred under hensynstagen til ”folkenes selvbestemmelsesret – se Wilsons 14 punkter. USA var trådt ind i krigen i april 1917.

Zionisterne begyndte derfor nu at ”bearbejde” den engelske regering for at få et løfte om Palæstina, når krigen engang var vundet, og et tidligere jødisk parlamentsmedlem, Lord Rotschild, afleverede derfor på zionisternes vegne dette forslag til en erklæring, man håbede regeringen i London ville tilslutte sig.

Efter at have overvejet den zionistiske organisations målsætning accepterer Hans Majestæts regering princippet om en anerkendelse af Palæstina som det jødiske folks nationale hjem samt det jødiske folks ret til at opbygge en national tilværelse i Palæstina under en beskyttelse, som der skal tages bestemmelse om ved efter krigens sejrrige afslutning.

Som en forudsætning for, at dette princip kan gennemføres, anser Hans Majestæts regering det for væsentligt, at der gives den jødiske nation i Palæstina indre selvstyre, fri indvandring for jøder samt tilladelse til at oprette et nationalt jødisk koloniseringsselskab til genbosættelse og økonomisk udvikling af landet.

Efter Hans Majestæts regerings opfattelse bør vilkårene og formerne for det indre selvstyre samt patentet for det nationale jødiske koloniseringsselskab udarbejdes og fastlægges i detaljer sammen med repræsentanter for den zionistiske organisation.

 

Kilde 30: Den britiske regerings svarudkast til erklæringen om Palæstina. 31. oktober 1917

Den britiske regering brugte flere måneder til at overveje forslaget fra zionisterne. Man havde også drøftet det med USA’s præsident Wilson, med ledende zionister og med repræsentanter fra de ikke-zionistiske engelske jøder. Men udviklingen i krigen i Mellemøsten krævede efterhånden, at man måtte have styr på, hvad der skulle ske, ved det forslaget i kilde 29 kaldte ”krigens sejrrige afslutning”: Den britiske hær var i løbet af 1917 rykket fra Egypten nordøstpå mod Palæstina, havder erobret Gaza og samme dag som dette udkast drøftes, kæmper man om Beersheba – hovedbyen i den nordlige del af Negev-ørkenen – hvad der blev starten på den videre offensiv mod tyrkerne i Palæstina, som bare seks uger efter fører til Jerusalems erobring.

Hans Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for den jødiske race[22] i Palæstina og vil gøre sit bedste for at lette gennemførelsen af denne sag, idet det klart skal være underforstået, at der ikke må foretages noget, der i Palæstina kan skade de derboende ikke-jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder[23] eller i ethvert andet land de jøders rettigheder og politiske stilling, som er fuldt ud tilfredse med deres nuværende nationalitet og statsborgerskab.[24]

 

Kilde 31: Balfourdeklarationen 2. november 1917

Efter yderligere et par rettelser fremsendte det britiske udenrigsministerium så den 2.november 1917 det, der siden er kaldt Balfourdeklarationen. Den blev stilet til det tidligere parlamentsmedlem Lord Rotschild, der i juli havde sendt zionisternes forslag til regeringen:

Udenrigsministeriet den 2. november 1917

Kære Lord Rotschild.

På Hans Majestæts regering vegne er det mig en stor glæde at overbringe Dem følgende sympatitilkendegivelse med de jødiske zionisters målsætning, som er blevet forelagt for og godkendt af kabinettet:

”Hans Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk[25] i Palæstina og vil gøre sit bedste for at lette gennemførelsen af denne sag, idet det klar skal være underforstået, at der ikke må foretages noget, der i Palæstina kan skade derboende ikke-jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder, eller i ethvert andet land jødernes rettigheder og politiske stilling”.

Jeg vil være taknemmelig, såfremt De vil bringe denne erklæring til Zionistforbundets kundskab.

Deres Arthur James Balfour

Noter

[1] Dette er skrevet under de store forfølgelser af jøder i Zarens Rusland siden ca, 1880

[2] I mange europæiske stater havde jøderne i hvert fald på papiret fået ligeret – i Frankrig allerede efter revolutionen i 1789, i Preussen i 1812 og i Danmark med Frederik d.6s edikt fra 29.marts 1814

[3] I middelalderen boede jøder mange steder i aflukkede områder af byerne  Ordet ghetto blev først brugt om det jødiske kvarter i Venedig, hvorom der i 1516 blev rejst en mur; kvarteret lå nær et støberi, getto.

[4] Det religiøse jødehad, der skyldtes, at man kristne var forargede over, at jøderne ikke havde taget imod Jesus som deres Messias og de falske beskyldninger om, at jøderne skulle være skyld i Jesu død.

[5] Herzl skriver på et tidspunkt, hvor der er stor ængstelse for de socialistiske partier rundt omkring i Europa

[6] Assimilering (eller assimilation) betyder tilpasning til eller optagelse i noget – her altså, at jøderne simpelthen tilpassede sig 100 % til det omgivne samfunds og i udstrakt grad opgav deres egne traditioner.

[7] I 1889 var 800 ortodokse jøder udvandret fra Ukraine til Argentina og havde slået sig ned som bønder på pampas´en: i 1914 fandtes der en jødisk landbefolkning på 40.000

[8] I efteråret 1898 søgte Herzl gennem den tyske Kejser Wilhelm II at få tyrkisk støtte til planen om at skabe et hjem for det jødiske folk i Palæstina; da forsøget imidlertid ikke lykkedes, henvendte han sig i årene 1901-02 direkte til sultanen, hvad der dog heller ikke gav resultat.

[9] Som mange europæere på denne tid så også Herzl Asien som barbariske områder

[10] Herzl var klar over, at mange kristne i Europa næppe ville være begejstrede over et jødisk styre over de kristne steder i Betlehem, Jerusalem og Nazareth

[11] Dansk Zinistforbund blev stiftet allerede i 1903 – dog med navnet Dansk Zioniostforening

[12] Netop de tyske jøders afvisning af kongressen, fordi de nødigt ville have sat spørgsmålstegn ved deres tyske patriotisme, havde vist Herzl, at her var noget at arbejde med.

[13] Bemærk udtrykket ”regeringstilslutninger” – Palæstina var selvfølgelig under den Osmanniske Sultan – men på dette tidspunkt har såvel Det tyske Kejserrige som Storbritannien store interesser i området

[14] Chaim Weizmann var en videnskabsmand og zionistisk politiker, der siden 1903 havde været tilknyttet Victoria Universitetet i Manchester som biokemiker. Teksten er fra hans erindringer ”Trial and Error”. London 1949

[15] Arthur James Balfour var en engelsk politiker, der havde været premierminister fra 1902-1905

[16] Den engelske regering havde tilbudt jøder at indvandre i Uganda og det var blevet vedtaget med en lille majoritet på den 6.zionistkongres i 1903 – Weizmann havde dog været imod

[17] Se indledning til kilden

[18] Man vedtog at sende en kommission af jødiske eksperter til Østafrika – flertallet mente, at situationen for især de østeuropæiske jøder nu var så desperat, at man i hvert fald måtte undersøge det britiske forslag.

[19] Balfour har nok udtalte Theodor Herzls navn på engelsk – ”Mr Herz”

[20] Theodor Herzl havde jo ændret den gamle religiøse zionisme med drømmen om at fejre den jødiske påske ”næste år i Jerusalem” til en moderne mere politisk bevægelse.

[21] Balfour har nok i høj grad mødt britiske jøder, der var stærkt assimilerede – altså helt indgået i den britiske levevis og kultur – og ikke drømte om at udvandre til Mellemøsten

[22] Her i starten af det 20.årh. er racelæren – dette med, at verden bestod af forskellige racer med særlige kendetegn – særdeles udbredt. Umiddelbart har der åbenbart ikke under diskussionerne lydt voldsomme protester over, at man omtalte jøderne som en race – de tilhørte så den semitiske race. På grund af nazismens misbrug af racebegrebet og biologiens fremskrift taler meget få i dag om dette med ”menneskeracer”.

[23] Der bor jo både kristne og jødiske arabere i området

[24] Denne gruppe nævnes bl.a. på hjemmesiden i forbindelse med mange tyske jøders afvisning af zionismen – de var sandelig tyskere af nationalitet – og i kilde 28 ser du, at Balfour jo mest træffer britiske jøder, der er stolte af deres britiske statsborgerskab og anser deres jødiske identitet for noget religiøst eller kulturelt.

[25]  Det jødiske parlamentsmedlem Sir Philip Magnus havde gjort indsigelse mod ordet race, da han havde set udkastet (kilde 30). Han gjorde opmærksom på, at jøderne ikke var en race, men var bundet sammen af den jødiske religion. Også Weizmann havde protesteret mod ordet race – men havde foreslået ”Det jødiske folk” i overensstemmelse med Zionismens program – se kilde 27.

Litteratur 

Bach, Tine: Mellem drøm og dilemma. Dansk Zionisme i 100 år. Dansk Zionistforbund 2003

Elon, Amos: Herzl. Samlerens Forlag 1978

Friedman, Isaiah: The Question of Palestine 1914-1918. British-Jewish-Arab Relations.. Routledge & Kegan Paul, London 1973

Lewis, Bernard: Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år. Gyldendal 1998. (Heri 3.del kap.7: Krudtimperierne)

Mentz, Jørgen: Krudtimperierne. Osmanner, Safavider, Moguler 1500-1700. Systime 1994

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Biografien. Forlaget Sohn 2011 (Heri 7.del: Osmanner)

Pedersen, Hans P.: Fra Drøm til Virkelighed. Jødisk immigration til Palæstina og Israel før og nu. Proskript 2001

Rogan, Eugene: Arabernes Historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017 (Heri kap. 1-5)

Roga, Eugene: Osmannerigets Fald. Første Verdenskrig i Mellemøsten. Kristeligt Dagblads Forlag 2016.

Stein, Leonard: The Balfour Declaration. The Magnes Press 1983

Links

faktatjek: Det osmanniske Rige

Nationalmuseet: Det osmanniske Rige

Britannca: Süleyman the Magnificent

Jødisk Informationscenter: Zionisme

religion.dk: Hvad er zionisme

Tilbage til Israel ung og ældgammel