Israel-info Flag

Historie
Israel - ung og ældgammel


Israel er på én gang ung og ældgammel.

Den jødiske stat var blevet til - hvad enten Holocaust havde fundet sted eller ej

Bjergrige ørkener ved Judæa

Israel er på én gang ung og ældgammel.

Den moderne stat, Israel, blev grundlagt i 1948, men det israelittiske folks - jødefolkets - historie går mere end 3.500 år tilbage i tiden, da folkets patriarker, Abraham, Isak og Jakob slog sig ned i "Eretz Yisrael", som Israels land kaldes på hebraisk.

Trods omskiftelser og folkefordrivelser har der lige siden disse tidernes morgen og frem til i dag boet jøder i Israels land, omend historien om det jødiske folks tilbagevenden i stort tal tog sin begyndelse omkring 1830 - og for alvor tog fart på tærsklen mellem det 19. og 20. århundrede.

Israels historie er den jødiske nations historie.

Selvom det jødiske folks historie til tider har været forstemmende og tung, vægter de lyse og glade tider og øjeblikke mest.

Det jødiske folks historie er således den måske mest livsbekræftende historie, verden kender. Det med livet er i det hele taget det vigtigste for det jødiske folk. Det er derfor ikke tilfældigt, at når israelere løfter glasset til en skål, sker det med et: "l'chaim!" - "til livet"!


Den jødiske stat var blevet til - hvad enten Holocaust havde fundet sted eller ej Af Søren Espersen, MF (DF)
Forfatter til bogen "Israels Selvstændighedskrig
"

I politisk ærinde er jeg ret ofte inviteret ud på gymnasier for at diskutere politik. Emnet for diskussionerne overlader jeg altid til eleverne og lærerne selv, og som oftest er det udlændingelovgivningen - og værdispørgsmålene, man interesserer sig mest for, men det næststørste tema på danske gymnasier er faktisk Mellemøsten. Forholdet mellem israelere og arabere, mellem jøder og muslimer.
Og det har gang på gang i disse gymnasiesituationer slået mig, at selv i en situation, hvor interessen for mellemøstkonflikten er glødende stor og konstant, så er kundskaberne om den historiske baggrund - og det gælder både lærere og elever - ikke stor.

Det begynder faktisk at blive foruroligende, når jeg for 17. gang på 17 forskellige gymnasier af godt begavede og tydeligvis velformulerende gymnasieelever er blevet belært om at:

”Efter at jøderne havde været igennem Holocaust, så var alle de vestlige lande, specielt England og USA så flove over det, der var sket, at de, af ren medlidenhed, sørgede for - fra forskellige destinationer at etablere en luftbro til Palæstina. Her fløj så en hel masse amerikanske og engelske og tyske og polske jøder af sted. Og da de kom derned, jagede de med krudt og kanoner og andre moderne våben, godt hjulpet af englænderne og amerikanerne, alle palæstinenserne ud af deres huse - og sendte dem i flygtningelejre, hvor de så har siddet siden.”

Og så tilføjer eleven bebrejdende: ”Hvordan kan du, Søren Espersen, overhovedet finde på at forsvare Israel?”

”Næh”, siger jeg, ”hvis det forholdt sig som du siger, så var der ingen gode grunde til at forsvare Israel, men jeg vil nu alligevel gerne have lov at forklare lidt nærmere om den historiske baggrund". Og det forsøger jeg så lige at få forklaret på de tre minutter, der er tilbage af timen…

Og det når jeg selvfølgelig aldrig. Der er aldrig tid til det. Og man er oppe mod stærke odds.

For det koncept, der cykler rundt omkring Israels oprettelse i 1948 er jo udtryk for en meget lang misinformering - og den får man ikke lige ud af hovedet på unge mennesker og forholdsvis unge lærere, som for længst har besluttet sig til, hvordan det hænger sammen.

Der er dog en lille historie, jeg altid forsøger at få tid til at fortælle gymnasieleverne, fordi den i al sin enkelhed er en øjenåbner - eller i hvert fald sætter noget i gang i hovederne på de unge. Den handler om Israels tidligere ambassadør, Carmi Gillon og min gode folketingskollega Naser Khader, hvis familie bor i Nablus på Vestbredden.

Carmi Gillon spurgte ved et arrangement Naser, hvornår hans familie bosatte sig i Palæstina. Naser svarede, at det gjorde de i 1940erne og spurgte så til gengæld Carmi om, hvornår hans familie bosatte sig i Palæstina. Carmi Gillon svarede, at det gjorde de i 1850erne.... Den lille anekdote er jo ikke i sig selv nogen særlig historisk dokumentation, men den fortæller i hvert fald om en mere nuanceret virkelighed end den med, at det hele startede med Holocaust og vestens efterfølgende, dårlige samvittighed.

Mere historisk dokumentation er der til gengæld i min efterfølgende påstand om, at den jødiske stat - hvad enten den nu var blevet kaldt Israel eller noget andet - var så langt fremme i sin dannelse, at den på et tidspunkt ville være blevet dannet alligevel - også uden Holocaust. Skal man hævde en sådan påstand, er det nødvendigt at se på situationen i Palæstina forud for, og ved den tid, Anden Verdenskrig startede.

I Palæstina havde et større eller mindre antal jøder til alle tider opholdt sig, og i byerne Jerusalem, Hebron og Safed har den jødiske tilstedeværelse været ubrudt siden Det Andet Tempels ødelæggelse i år 70. Dokumenter fortæller, at der i det sjette århundrede var godt 40 jødiske samfund rundt om, særligt i Galilæa, langs kysten og i Jerusalem, og under korstogene ved middelalderens begyndelse, som havde til formål at oprette et kristent Jerusalem, blev såvel muslimer som jøder betragtet som fjenden.

Fra det 16. århundrede blev Safed centrum for den jødiske tilstedeværelse i Palæstina. Det var de tyrkiske myndigheder, som gav tilladelse til, at mange af de portugisiske og spanske jøder - de såkaldte sefardiske jøder, som var blevet forvist, kunne bosætte sig dels i Tyrkiet, dels i det tyrkisk-kontrollerede Palæstina. Omkring 1550 anslås det, at 20.000 jøder boede i Safed, hvorefter antallet langsomt formindskedes.

Midt i 1800-tallet anslås hele Palæstina at have haft en befolkning på 250.000 - heraf 10 procent jøder - og i Jerusalem var jøderne for første gang i 1.600 år ved at blive den største enkeltgruppe. Antallet af jøder var vokset så markant, at mindre grupper begyndte at se sig om efter udflytningsmuligheder. En af de jødiske grupper flyttede ud til området Sharon - nord for det nuværende Tel-Aviv, hvor de i 1878 grundlagde Petah Tikva.

På dette tidspunkt bestod det jødiske samfund i Palæstina af ca. 25.000, hvoraf en tredjedel boede i Jaffa, Safed, Hebron og Tiberias - og andre mindre byer, mens to tredjedele boede i Jerusalem. En dansk højskoleforstander, Anders Dolleris rejste i begyndelsen af 1900-tallet rundt i Palæstina, og gav i sin bog, "Det Hellige Land", en levende skildring af landet og befolkningen. I den forbindelse kunne han berette, at Jerusalem med forstæder havde 70.000 indbyggere - heraf mere end halvdelen jøder, 8.000 muslimer og 15.000 kristne.
Idéen om en jødisk tilbagevenden i større stil til Palæstina var altså her på Theodor Herzls tid ikke ny, og igennem århundrederne var der grupper, som gjorde mere eller mindre vellykkede forsøg på at skabe brohoveder for jødedommen i Palæstina.

For den britiske mangemillionær, Sir Moses Montefiore, var idéen helt reel. Han trak sig tilbage fra Londons forretningsliv i 1824, og brugte herefter sin energi og en stor del af sin formue dels på den jødiske sag, dels på jødisk tilbagevenden til Palæstina. Sammen med sin kone Judith og sin stab af medhjælpere, besøgte han Palæstina mange gange - og ofte på månedlange rejser, hvor han lod foretage optællinger af jøder og kortlægning af, hvor de jødiske samfund i Palæstina fandtes.

Inde i Jerusalems gamle bydel lod Montefiore foretage restaureringer af forfaldne synagoger, og udenfor middelalder-bymuren opførte han boliger - rummelige, tidssvarende lejligheder, som han tilskyndede jøder at bebo. Ét efter ét skød disse nye jødiske kvarterer op: Yemin Moshe i 1856 som det første, Nahlat Shiv'a i 1869, Me'a She'arim og Even Yisrael i 1873, Beit Ya'akov og Mishkenot Yisrael i 1875 - og flere fulgte. Ved århundredets afslutning boede der flere jøder i disse nye forstæder til Jerusalem end inde bag den gamle bys mure.

Fra begyndelsen af 1880erne tog den jødiske indvandring til Palæstina for alvor fat - i det, som i dag beskrives som "Den første Alijah", fra 1881-1904, som bragte 30.000 - 40.000 jøder fra Østeuropa samt en stor gruppe fra Yemen - til jord, der var blevet købt af den engelske baron Rothschild.

Udover et omfattende boligbyggeri, som nu blev subsidieret ved hjælp af effektive og talrige indsamlinger blandt zionister verden over, blev grundstenene lagt til børnehjem, sundhedsklinikker og hospitaler. Det var også årene, hvor franske zionister grundlagde Alliance Israélite Universelle, som opførte Palæstinas første landbrugsskole, Mikveh Yisrael samt en handelsskole i Jerusalem, og det var årene, hvor byens intellektuelle liv begyndte at vågne med jødiske bogudgivelser, geografiske kort, tidsskrifter og aviser - som Halbanon og Yehuda Veyerushalayim.

Ude i Palæstinas landområder skød i rask tempo den ene jødiske bosættelse op efter den anden, og den jødiske befolkning i Palæstina måltes i 1885 til knapt 30.000. Immigranterne var ikke alene unge, men også mange midaldrende eller ligefrem ældre mennesker.

Som nævnt var Petah Tikva blandt de første bosættelser af disse østeuropæiske indvandrere, og herefter fulgte Rishon Le-Zion i klitterne udenfor Jaffa, Zichron Ya'akov ved Samarias middelhavskyst og Rosh Pina. I samme årti blev yderligere fem jødiske kolonier etableret: Yesud Hama'ala, Mazkeret Batya, Nes Ziona, Mishmar HaYarden og Gedera - alle med russere og rumænere som beboere. Kun meget få af nybyggerne havde tidligere prøvet landarbejde, idet det hovedsagelig var i de østeuropæiske byer, at rekrutteringen foregik. Immigranternes baggrund var kontorarbejde, håndværk, butiksdrift og akademiske studier.

På den tid, da Theodor Herzl udgav sin berømte pamflet, Jødestaten, var jorden altså på mange områder gødet for en succesfuld udgivelse. I 1897, da den første internationale zionistkongres blev afholdt, var der registreret 19 større jødiske bosættelser, dækkende knapt 25.000 hektar land og med omkring 5.000 landbrugere. Yderligere havde jøder opkøbt 6.000 hektar vest for Jordanfloden og 10.000 hektar i det, der i dag er Jordan. 45.000 jøder boede i ni større byer, 30.000 i Jerusalem alene.

Omkring år 1925 havde Tel-Aviv en jødisk befolkning på 40.000, Jerusalem havde 42.000, Haifa 14.000, og fra dette år og frem blev den jødiske indvandring enorm, således at der ved Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 boede 400.000 jøder i det britiske mandatområde Palæstina. Antallet havde givet været mindst dobbelt så højt, hvis ikke briterne havde været så effektive i forhold til at holde tilrejsende jøder ude.

Organisatorisk var der på den jødiske side - trods den massive indvandring - rimelig orden i sagerne. David Ben-Gurion var op mod verdenskrigen blevet den ubestridte leder af det såkaldte Jewish Agency, som stod for modtagelsen af nytilkomne, for oprettelse af nye landbrugskollektiver og industrier, for finansieringen og ikke mindst for at skaffe titusindvis af nye jobs. Samtidig var Jewish Agencys leder også den politiske chef for den jødiske undergrundshær, Haganah, hvis hovedmodstander op gennem 1930verne var det britiske kolonistyre - for resten i høj grad årsagen til, at det kommunistiske Sovjetunionen fra starten helhjertet støttede oprettelsen af den jødiske stat.

Ved Anden Verdenskrigs udbrud var således det meste klart i forhold til den dannelse af den jødiske stat, som briterne allerede i 1917 i den såkaldte Balfour-Deklaration, havde lovet de jødiske palæstinensers leder, Chaim Weizman. Krigen og det kaos for de europæiske jøder, som den medførte, kom alle planer på tværs.

Da krigen begyndte, vendte Haganah sig for en tid omkring i forhold til den tidligere hovedfjende, briterne, og besluttede i stedet at melde sig til britisk krigstjeneste mod nazisterne. Dette skete ikke mindst under indtryk af, at SS-lederen Heinrich Himler og de palæstinensiske araberes leder, Haj-Amin el-Husseini havde indgået aftale om oprettelse af "Den Arabisk-Islamiske Hær i Tyskland", og 90.000 jøder iførte sig britisk uniform. Under krigen var jøder i det hele taget overalt aktive i de allierede hære. Af de 500.000 sovjettiske jøder i uniform, faldt en tredjedel, i britisk uniform faldt 3.600 jøder, heraf 750 palæstinensiske jøder. Så snart krigen var overstået, blev briterne igen Haganahs modstander. De tre år fra verdenskrigens afslutning og frem til staten Israels oprettelse, blev det Haganahs væsentligste opgave at gennembryde den britiske flådes blokade for jødisk indvandring, og således blev våbenfæller, som mange Haganah-folk havde haft i britisk uniform, nu fjender.

Fra vestlig side var der efter krigen således absolut ingen "dårlig samvittighed" i forhold til Holocaust. Briterne kæmpede indædt mod al jødisk indvandring, og dirigerede i flere tilfælde indfangede jøder tilbage til de koncentrationslejre, de - som nazisternes fanger - oprindeligt havde befundet sig i.

De palæstinensiske jøder var uden allierede - og stod ganske alene, da David Ben-Gurion udråbte staten, den 14. maj 1948. Og det forhold har ikke ændret sig siden.

Til toppen

 

 

Søg på Israel-info:


Aktuelt - nyheder og indlæg
Israels geografi
Links til nyheder
Holocost - The Auschwitz Album