Vælg en side

Diverse Kommentarer efter Arafats Død

Pope John Paul II – Disgraces Himself in Death of Arafat
If we hold Muslim clerics accountable for praising terrorists, we must hold the Pope accountable as well.

by Rabbi Shmuley Boteach – December 2004

From the way world leaders reacted to the death of Yassir Arafat, you could be forgiven if you had mistakenly believed that Mother Theresa had died. Kofi Annan, a man whose diplomatic career has been dedicated to friendship with tyrants and contempt for their victims, declared himself „deeply moved” by Arafat‚s death and ordered the UN flag flown at half mast. This is not all that surprising given that Annan is the same man who overruled UN General Romeo Dallaire in April 1994 and ordered him not to use his UN forces to disarm the Hutus and prevent them from hacking to death 800,000 Tutsis. Kofi Annan is undeniably one of the most corrupt (he is currently blocking all US Senate efforts to investigate the UN-Iraq-Oil-for-Food rip-off) and immoral men alive and his leadership of the UN exposes it for the farce it has tragically become.

Then there was French President Jacques Chirac who stomach-turning pronouncement on the death of the Godfather of all modern terror ˆ whom Chriac praised in death as a man of Œcourage and conviction‚ ˆ was that he was all choked up and could barely speak. „It is with emotion that I have learnt of the death of President Yassir Arafat.” Of course, one wonders if Chirac was incapacitated by his devastation at Arafat‚s death, or from ordering his troops to fire on innocent civilians in the Ivory Coast this week, after unilaterally deciding, without any UN approval, to destroy the tiny country‚s Air Force. But then, the French were the country that decided to collaborate with Hitler in deporting their Jews to concentration camps, so not too much decency should be expected from that quarter either.

Of course, the United States continues to be embarrassed by Jimmy Carter, a man who has devoted his entire career to protecting tyrants, from Kim Il Sung and Kim Jon Il of North Korea, to Fidel Castro of Cuba. The great humanitarian Carter extended his infinite affection to Arafat at his demise by saying that Arafat had provided „indispensable leadership to a revolutionary movement” and has been „a powerful human symbol and forceful advocate” who united Palestinians in their pursuit of a homeland. I would rather reserve comment on Carter‚s silly statement other than to acknowledge how most decent Americans regard the hapless Carter as a repellant buffoon whom they would rather forget once served as their president.

It is time that the world recognized these three despicable men ˆ Kofi Annan, Jacques Chirac, and Jimmy Carter ˆ as constituting a western ŒAxis of Evil,‚ three leaders whose long careers have been devoted to apologizing for tyrants, propping up dictators, demonstrating contempt for their victims, and, above all else, espousing an irrational hatred of Israel that would normally be called anti-Semitism.

But the most painful and disgraceful reaction of all to Arafat‚s death, from the quarter where it was least expected, came from Pope John Paul II‚s draw-dropping comments voiced through his mouthpiece, Joaquin Navarro-Valls: “At this hour of sadness at the passing of President Yassir Arafat, His Holiness Pope John Paul is particularly close to the deceased’s family, the Authorities and the Palestinian People. While entrusting his soul into the hands of the Almighty and Merciful God, the Holy Father prays to the Prince of Peace that the star of harmony will soon shine on the Holy Land∑‰ In a second statement, Navarro Valls said in the Pope‚s name that Arafat was “a leader of great charisma who loved his people and sought to lead them towards national independence. May God welcome in His mercy the soul of the illustrious deceased and give peace to the Holy Land∑”

That the world‚s foremost spiritual shepherd could describe himself as being close to Arafat‚s family, rather than the thousands of murdered men, women, and children who were Arafat‚s victims, is an astonishing act of sacrilege. That the most influential religious figure alive could describe the death of a tyrant as an hour of sadness‚ and call a mass-murderer an Œillustrious‚ soul is positively despicable. That the Vicar of Christ on earth could say of a man who stole billions from his impoverished and desperate nation that he loved his people‚ is an affront to everything Jesus stood for, which was primarily a dedication to the oppressed, the poor, and the persecuted.

In making these damnable statements, Pope John Paul II, whom I otherwise so greatly admire, has tragically proven himself to be walking in the sinful line of his immoral and cowardly Nazi-collaborator predecessor, Pius XII, a man who demonstrated an almost callous indifference to the value of human life and never once summoned the courage to condemn the Nazi holocaust.

Like John Paul who met Arafat on numerous occasions, Pius in 1943 granted a secret audience to Supreme SS Polizeifuhrer Wolff, who had served Himmler as Chief of Staff and was then serving as the chief of the entire persecution apparatus of Jews and Romans in occupied Italy. That Pius realized he was doing something that others would regard as scandalous and immoral is attested to the fact that the meeting took place in great confidence, and Wolff came dressed in disguise. Years later, Wolff had this to say about the meeting: „From the Pope‚s own words I could sense the sincerity of his sympathy and how much he loved the German people.”

On 16 October 1943, the Pope watched, quite literally, ust 300 feet from his office window, as the SS rounded up more than one thousand Jews of Rome, nearly all of whom would perish by gas a few days later at Auschwitz.. John Paul II is now considering beatifying Pius XII, an action that would forever stain the Church and be a sin against humanity. That is troubling enough. But to actually walk in Pius‚ path by associating oneself with murderers is positively abhorrent. I have long loved this Pope for his devotion to the poor of the Third World. Why would he suddenly turn on all those who have been blown to pieces by Arafat‚s bombers over a forty year career?

How ironic that only one world leader showed true morality and grit in condemning Arafat for what he was, and that man, is not a priest or religious leader, but the Australian Prime Minister John Howard who savaged Arafat as a man whom „history will judge [Arafat] very harshly.”

How ironic that the Pope should have to learn his morality from down under.

Rabbi Shmuley Boteach is a nationally syndicated radio host daily from 2-5 p.m. EST on the Liberty Broadcasting Network, and was named by Talkers magazine as one of America‚s 100 most important talk-radio hosts. A best-selling author of 14 books, his latest work is ‘The Face Your Fear: Living With Courage in an Age of Caution'(St. Martin’s Press).

Jyllands Posten 12.11.2004
Leder: Efter Arafat

EN LANG OG blodig rejse sluttede på et hospital i Paris.

Yassir Arafat udåndede i en alder af 75 år mæt af dage – i skarp kontrast til de tusinder af mænd, kvinder og børn, hvis liv han havde på samvittigheden. Hvad enten de blev ofre for egne eller andres bomber, for angreb eller gengældelse. For drab, likvideringer eller terror.

Hans image ændrede sig med tiden og tidsånden. Oprindelig blev han betragtet som ren terrorist. Den frygtede Al Fatah- og PLO-leder, som introducerede en uforberedt verden til begreber som flykapringer og politiske terroraktioner udenfor den egentlige kampplads. Som med sine bevæbnede krigere udnyttede gæstfriheden i Jordan, Libanon og Tunesien til at etablere sig som en trussel mod værterne.

Arafat opnåede senere heltestatus i dele af den arabiske verden og dele af Vesten. Han trykkede hænder i Washington. Gik på røde løbere i London. Blev modtaget som en statsmand i Paris. Højdepunktet kom vel, da manden, der satte den halve verden i brand med internationaliseringen af kampen mod Israel, blev belønnet med Nobels fredspris. Det er kun 10 år siden. I dag kan der med rette spørges, om Arafat mente det alvorligt, eller om fredsaftalen med Israel dengang også blot var et led i et taktisk spil. Intet i tiden før eller efter har indikeret, at han har været parat til at indgå de nødvendige kompromiser, der kunne have demonteret den evigt tikkende bombe på Palæstina-halvøen.

Men på det tidspunkt stod han som palæstinensernes ubestridte leder og så ud til at have bragt sit folk tættere på en fremtid. Det var en stor taktisk triumf. Gennem terror, politisk tæft, en sublim udnyttelse af modstanderens dumheder og en sag, der kunne argumenteres for, havde han tilsyneladende vendt en håbløs situation til en fremtid med håb.

Det skulle vise sig at være en illusion.

Da først fredsaftalen med Israel smuldrede, blev Arafat symbolet på den uforsonlige og stadigt mere blodige konflikt. Han repræsenterede ikke længere løsningen, men problemet. Som det eneste fælles folkelige samlingspunkt for palæstinenserne forblev hans ry uplettet og hans status uudfordret internt. Men udadtil var han færdig. Israel ville ikke vide af ham. Det ville heller ikke USA eller de øvrige arabiske regimer. Kun i Saddam Hussein havde han en trofast ven. Men det er ikke med den slags venner, at en fremsynet leder skaber fred, velstand og fremskridt for sit folk.

Ved hans død vil der blive grædt tørre tårer. Spørgsmålet er ikke længere eftermælet. Spørgsmålet er, hvad der følger efter. Præsidentens vigtigste og mest presserende arvegods er usikkerheden.

Arafats død kan blive den åbning, som mere fremsynede palæstinensere kan udnytte til at bløde op på de fastfrosne fronter. Verden har før set nellikerevolutioner, som med et trylleslag har ændret et land eller en verdensdel. Men præsidentens sidste suk kan også blive signalet til mere anarki, brutale interne magtkampe og ukontrollable terrorgruppers tilfældige hærgen.

Arafat efterlader sig en nation i kaos og et folk i armod. Som leder gennem 40 år har det været hans ansvar at føre sine undersåtter ind i den moderne verden. Ligesom det er sket for mange andre folkeslag, der har været ofre for historiens ubønhørlige larvefødder. I stedet efterlader han sig et amputeret land i ruiner, plaget af korruption og mental forråelse.

Hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, at nu kan det kun gå fremad. Desværre fortæller historien noget andet. I Palæstina er det svært at holde liv i håbet – selv efter Arafat.

Jyllands-Posten – 10. november 2004 kl. 03:00
Kronik: Den fordærvede arv efter Arafat

Af Jakob Andersen, forfatter, journalist, København

Skyggen af Arafat vil hænge over udviklingen i Mellemøsten i lang tid.

I hele sit liv var han motiveret af trang til destruktion – en mand, der hadede sine fjender, og som ikke elskede sit eget folk alt for meget. Det er en definitiv ironi, at samtidig med, at Arafat gjorde mere end nogen anden for den palæstinensiske sag, påførte han sit folk de fleste unødvendige lidelser. Det vil kræve overmenneskelige anstrengelser at slette sporene efter ham, skriver dagens kronikør.

For snart 40 år siden steg Yassir Arafat op fra det arabiske dyb og skrev sig ind på alverdens avisforsider som chef for al-Fatah og formand for PLO.

Det erklærede mål var Israels udslettelse, og Arafat blev fader til den moderne terrorisme med flykapringer, massemord og kidnapning. Han regerede over et gangstervælde i både Jordan og Libanon. Under den såkaldte fredsproces gennemgik han en midlertidig skinforvandling til statsmand på lavt niveau, men i 2000 udløste han den værste terrorbølge i Israels historie.

Yassir Arafat ville have en palæstinensisk stat på sine egne betingelser, og da han ikke kunne få det, gjorde han som Hitler og efterlod sit folk i en ruin. Han svigtede palæstinenserne, så de nu er forarmede og forkrøblede i en sump af korruption, had og vold. Arafat styrede med jernhånd, og han tillod aldrig, at der udviklede sig en politisk kultur, som kunne være bæredygtig for en fremtidig stat.

Brutalitet var hans evangelium, og vold var hans middel. Derfor er der i dag et tomrum blandt palæstinenserne. Hvem skal lede dem videre?

Bliver det folk fra Arafats gamle korrupte klike som Mahmoud Abbas og Ahmed Qurei?

Eller stormer næste generation ind i tomrummet med Mohammed Dahlan i spidsen?

De fundamentalistiske organisationer Hamas og Islamisk Jihad fornemmer svaghed hos de verdslige ledere og står parat til at slå til. De ønsker ingen fred med Israel, og de har aldrig svigtet deres mål om den jødiske stats udslettelse.

Da Arafat blev fløjet til Paris for at blive behandlet for en dødelig sygdom, begyndte magtkampen mellem hans arvinger. Men det skete hemmeligt, for der var ikke udpeget en kronprins. Udadtil opretholdt man en respektfuld attitude over for den bevidstløse Arafat. Det skulle ikke se ud som om, man dansede på kistelåget.

Bag kulisserne blev der imidlertid manøvreret. Nogle iagttagere i Israel og andre steder fattede et fredshåb ved Arafats afgang fra scenen. Nu ville det blive nemmere at få konstruktive partnere at forhandle med, sagde de. Nu var slagskyggen fra enevælden borte, og det burde blive muligt at genoplive den klinisk døde fredsproces. Men dette håb er afhængigt af, at palæstinenserne kan holde fred indbyrdes. Hvis de begynder at slås om magten – vender geværerne hinanden – er der ingen, der kan forhandle med et gyldigt mandat. For et par år siden konkluderede den amerikanske efterretningstjeneste CIA pessimistisk, at der ikke før 2020 er en levende chance for en palæstinensisk ledelse, som vil være i stand til at gøre de indrømmelser, der er nødvendige for en stabil fred.

Det er ikke svært at forstå, at arven efter Arafat er svær at dele, for hans regimente opelskede de værste egenskaber blandt lederne i andet geled. Som PLO-formand berigede han sig selv på sit folks bekostning (personligt er han god for knap 1,5 milliarder dollar, og hans kone, Suha, har i årevis fået sendt 100.000 dollar om måneden fra det palæstinensiske selvstyres kasse til sit luksuseksil i Paris). Politisk og økonomisk belønnede han dem, der adlød ham ubetinget. Opposition blev slået ned med hård hånd, medmindre der var tale om magtfulde PLO-organisationer som PFLP og DFLP – dem sleskede han for i festtalerne.

Jamen, var Arafat ikke landsfader for sit folk?

Jo, han var.

Jamen, blev han ikke modtaget på den røde løber af statsmænd fra Moskva til Washington (og i København af statsminister Poul Nyrup Rasmussen)?

Jo, han gjorde.

Fik han ikke Nobels Fredspris?

Jo, sandelig.

Nobelprisen blev udløst af den fredsproces, der begyndte i 1993 med den såkaldte Oslo-aftale, og de israelske statsmænd Yitzhak Rabin og Shimon Peres fik den også. I dag synes det grotesk, at denne hæder blev tildelt en mand som Yassir Arafat, og den senere udvikling viste da også, at han aldrig blev en troværdig fredspartner for israelerne.

Der eksisterer mange eksempler på, at Arafat spillede det internationale samfund på næsen, da han lod, som om han ville det bedste. Før fredsprocessen gentog han monotont og uden variation sig selv: »Målet for vor kamp er Israels udslettelse, og der er ikke plads til kompromis.«

Men under fredsprocessen havde han to attituder. Den taktiske, fredssøgende, i det internationale diplomati, og den gamle uforsonlige når verden ikke lyttede med. Selv i netop de dage, da Oslo-aftalen blev underskrevet, sagde Arafat til en jordansk tv-reporter:

»Siden vi ikke kan besejre Israel i krig, vil vi gøre det trinvis. Vi tager en hvilken som helst stump af Palæstina og etablerer herredømme der, og vi bruger det som springbræt til at tage mere. Når tiden kommer, vil vi få de arabiske lande til at hjælpe os med det endelige slag mod Israel.«

Men det var ikke denne hån mod fredsprocessen, der blev refereret i den internationale presse, som i stedet svømmede over af hyldest til den “fredssøgende” PLO-boss, idet den tog hans officielle udtalelser for gode varer. Arafat afslørede igen sine sande mål, da han i januar 1996 – altså midt under fredsprocessen – holdt en tale til arabiske diplomater i spejlsalen på Grand Hotel i Stockholm og sagde:

»Vi palæstinensere vil overtage alt, inklusive hele Jerusalem …
Vi i PLO vil nu koncentrere alle vore kræfter om at splitte Israel psykologisk i to lejre. Inden for fem år vil vi have seks-syv millioner arabere på Vestbredden og i Jerusalem.
Alle palæstinensiske arabere vil blive budt velkommen tilbage af os …
I må forstå, at det er vor plan at eliminere staten Israel og etablere en rent palæstinensisk stat. Vi vil gøre livet uudholdeligt for jøderne med psykologisk krigsførelse og befolkningseksplosion. Jøderne vil ikke længere ønske at leve iblandt os. Jeg har ikke brug for jøder! De er og bliver jøder!«

Yassir Arafat betragtede tilsyneladende Oslo-aftalerne som en trojansk hest, hvorfra palæstinensiske krigere en dag skulle springe frem for at virkeliggøre drømmen om et Storpalæstina. Dette syntes i 2000 at blive anskueliggjort med Al-Aqsa-intifadaen, og det blev i 2001 ordret bekræftet af det palæstinensiske selvstyres minister for Jerusalem, Faisal Al-Husseini, da han sagde:
»Oslo-aftalerne var en trojansk hest. Det strategiske mål er at befri Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet.«

Men hvorfor detonerede Yassir Arafat Al-Aqsa-intifadaen i stedet for at modtage Ehud Baraks fredstilbud i 2000, der opfyldte næsten alle palæstinensernes erklærede territoriale ønsker? En organiseret palæstinensisk stat kunne vel være en endnu bedre “trojansk hest” end Oslo-proceduren som udgangspunkt for en trinvis udslettelseskrig mod Israel?

Forklaringen er formentlig, at en hvilken som helst fredsaftale ville have været umulig at leve med for Yassir Arafat, og at hele fredsprocessen derfor kun var et taktisk spil fra hans side. Selv om han havde fået 100 pct. af Vestbredden og Gazastriben i lommen, ville han ikke have kunnet acceptere en aftale, der efterlod ham med under halvdelen af det, han betragter som det historiske Palæstina, og som ville give Israel papir på, at krigen endegyldigt var slut.

Som Vladimir Jabotinsky og hans jødiske revisionister i mandatperioden havde ønsket landet på begge sider af Jordanfloden, sådan ønskede Arafat landet på begge sider af våbenstilstandslinjen, der fra 1949 til 1967 var Israels reelle, men ikke anerkendte, grænse.

Dette var hans kerneideologi, og den var i mange år udtrykt i PLO’s charter med kravet om Israels udslettelse. Han kunne heller ikke acceptere en traktat, der annullerede flygtningenes ret til at vende tilbage, for dette utopiske krav kæmpede han kompromisløst for i hele sit liv, og han satsede en stor del af sin prestige på det.

Arafat var altså i den situation, at han ikke under nogen omstændighed kunne opnå et resultat, han kunne betragte som en sejr, så da han blev konfronteret med fred, valgte han krig. Han og hans tilhængere ville i stedet vinde deres stat med blod og ild.

Hizbollahs fjernsyn havde bombarderet palæstinenserne med heroiske beretninger om, hvordan Hizbollah jog israelerne ud af Libanon i 2000, og de militante palæstinensere ville skaffe sig deres egen “værdighed” ved at gøre det samme på Vestbredden og i Gazastriben.

Derfor trak de håndgranaten op af baglommen, hængte hjernen på knagen og spændte dynamitten om livet for at ryge til himmels sammen med deres ofre.

I den kommende tid vil palæstinenserne og israelerne – med amerikanerne som partner – søge at finde deres egne ben for at genoptage det politiske spil.

Men der er en hel skok af usikre elementer i situationen, lige fra premierminister Ariel Sharons plan om ensidig rømning af Gazastriben til lederskabskrisen hos palæstinenserne. Sikkert er det, at skyggen af Arafat vil hænge over udviklingen i Mellemøsten i lang tid. I hele sit liv var han motiveret af trang til destruktion – en mand, der hadede sine fjender, og som ikke elskede sit eget folk alt for meget.*

Det er en definitiv ironi, at samtidig med, at Arafat gjorde mere end nogen anden for den palæstinensiske sag, påførte han sit folk de fleste unødvendige lidelser.

Det vil kræve overmenneskelige anstrengelser at slette sporene efter ham.

//Jakob Andersen har netop udgivet bogen “Blodig jord – Hundredårskrigen mellem jøder og arabere”.//

Berlingske Tidende 12.11.2004
En statsmand uden stat

Yasser Arafat var manden, der fik sat den palæstinensiske sag på verdenskortet.Han var manden, der ledede et overset og undertrykt folk til tærskelen af en selvstændig stat, men som fejlede i det afgørende øjeblik. Yasser Arafat efterlader sig et folk på randen af borgerkrig.

RAMALLAH: Yasser Arafat blev en af de længst levende nationale ledere i verden. Han gjorde en stormende entré på den verdenspolitiske scene som formand for PLO i 1969. Det var, da Lyndon Johnson var præsident i USA, og Vietnam stod øverst på verdens dagsorden, og det var, da Hilmar Baunsgaard var statsminister i Danmark og indførte kildeskat og fri porno.

I går døde Arafat. Syg, men så at sige – i overført betydning – med støvlerne på, selv om han i sidste uge under stor dramatik blev overført til et militærhospital i Paris fra sit delvist udbombede hovedkvarter Mukata i Ramallah.

75 år gammel måtte han modstræbende lade sig fotografere til verdenspressen iført hospitalspyjamas og strikket tophue, for da var han for syg til at iføre sig sin uniform og den legendariske Keyffir, det sort- og hvidternede palæstinenser-tørklæde, arrangeret på hans hoved som et kort over Palæstina. Symbolet på den palæstinensiske frihedskamp, der blev hans liv og skæbne. Men en politisk leder, der ikke formåede at sikre sit folk den stat, der var hele formålet med hans livsbane.

Yasser Arafat var frihedskæmperen og terroristen, hvis politiske strategi forvandlede ham til en statsmand og modtager af Nobels Fredspris. Han formåede at sætte den palæstinensiske sag på verdens dagsorden, og gennem modige og grænseoverskridende politiske beslutninger var han på nippet til at kunne give sit folk en selvstændig palæstinensisk stat. Men i det afgørende øjeblik kunne han ikke indgå det nødvendige kompromis.

I dag efterlader han sig et forarmet folk under besættelse. Et folk uden leder, uden stat og på grænsen til borgerkrig.

Den ubekymrede

Yasser Arafat blev født i Cairo i august 1929. Han er ud af de to legendariske Jerusalem-familier Husseyni og al-Sa’id, som menes at stamme direkte fra profeten Muhammed. Forældrene navngav ham Muhammed Abdul Rauf Arafat al-Qudwa og gav ham kælenavnet Yasser (med betydningen: den, der ikke bekymrer sig). Hans mor døde, da han var bare tre år gammel, og han havde derfor sine tidligste barndomsår hos familie i Jerusalem og i Gaza, inden han vendte tilbage til Cairo for at studere.

Som teenager blev den unge Yasser grebet af vrede over fordrivelsen af palæstinensere ved staten Israels oprettelse. Han var lige startet som student ved Cairo Universitet, og han kæmpede i 1948 sammen med Det Muslimske Broderskab i Gaza. Han blev leder af den palæstinensiske studentergruppe, og efter at han i 1955 fik sin eksamen som civilingeniør, tog han til Kuwait, hvor han sammen med tre medstudenter fra Cairo dannede organisationen Fatah i 1959. Organisationen er den dag i dag den største palæstinensiske gruppe, og den er fortsat rygraden i paraplyorganisationen PLO (Palestine Liberation Organization), der blev dannet i 1964.

Yasser Arafat var manden, der advokerede for militante angreb på Israel. Og til de omkringliggende arabiske nabolandes store bekymring indledte Fatah den 1. januar 1965 for første gang den væbnede kamp med et raid ind i Israel.

Med det arabiske nederlag i Seksdageskrigen i 1967, da Israel besatte Vestbredden og Gaza, erklærede Arafat, at Fatahs strategi skulle være »Revolution til Sejren«. Arafat tog krigernavnet Abu Ammar og erklærede sig gift med den palæstinensiske kamp. Det bragte ham på kollisionskurs med de fleste arabiske regeringer.

Persona non grata

På det tidspunkt var der en lang række rivaliserende palæstinensiske grupper i regionen, men som nyvalgt formand for PLO i 1969 formåede Arafat med sin karisma og forhandlingsteknik at samle guerillabevægelsen. Og national selvstændighed blev den erklærede palæstinensiske dagsorden.

Den væbnede kamp kulminerede med en række terrorangreb i begyndelsen af 1970erne. Fatah og dermed Arafat stod direkte bag mordet på den jordanske premierminister Wasfi al-Tall samt den mislykkede gidselaktion ved De olympiske Lege i München, hvor 11 israelske sportsfolk og fem palæstinensiske gidseltagere blev dræbt.

Allerede på det tidspunkt var Yasser Arafat imidlertid begyndt at slå ind på den diplomatiske vej. PLO blev observatør i FN, og i 1974 talte Arafat ved FNs generalforsamling – med pistolbælte i siden. Den palæstinensiske sag var blevet et internationalt anliggende.

I mellemtiden havde Arafat lagt sig ud med og siddet i fængsel i stort set alle de arabiske lande. Han var ikke på talefod med Syrien. Jordan havde smidt ham og PLO ud ved den aktion, der betegnes som Sorte September. Og Egypten anså ham for at være i ledtog med Det Muslimske Broderskab (der senere dukkede op som Hamas i Gaza). Hans hovedkvarter i Beirut under borgerkrigen i Libanon måtte han flygte fra ved den israelske invasion i 1982. Han slog sig ned i Tunis og overlevede mirakuløst adskillige drabsforsøg, formentlig fra den israelske efterretningstjeneste Mossad. Mange skrev dengang på Arafats nekrolog, både den menneskelige og den politiske.

Freden der smuldrede

Men det var for tidligt. PLO-formanden slog – under den første Intifada (palæstinensisk opstand) i 80erne – ind på en pragmatisk linje og indledte en lang rejse mod en fredsproces, der burde være kulmineret med oprettelsen af en palæstinensisk stat i 2005.

Et tilbageslag var den fejlvurderede støtte til Saddam Hussein under den første Golfkrig i 1991, men på det tidspunkt havde Arafat allerede formelt anerkendt staten Israel bag grænserne fra før 1967, og hemmelige forhandlinger i Oslo førte til en fredsproces, hvor verden i 1993 så Yasser Arafat og Yitzak Rabin give hinanden hånden på plænen foran Det Hvide Hus. Året efter fik de to samt Shimon Peres Nobels Fredspris. Men fredshåbet smuldrede med de sammenbrudte Camp David Forhandlinger og den samtidige nye voldelige Intifada, hvis varemærke er blevet palæstinensiske selvmordsbomber og israelske militære overgreb på de besatte områder.

I 1994 holdt Yasser Arafat sit indtog i triumf i Gaza og slog sig ned med hovedkvarter i Mukata i Ramallah, nord for Jerusalem. Men han forstod ikke, at opbygning af en stat skal administreres anderledes end driften af en guerillabevægelse. Arafat forstod ikke at uddelegere magt og ansvar. Han omgav sig med loyale rygklappere og regerede ved hjælp af nepotisme og korruption, og det folk, han ville give en stat, endte med desillusioneret at foragte hans metoder.

Massivt internationalt pres for at indføre reformer i Det Palæstinensiske Selvstyre er blevet hårdnakket afvist, og interne væbnede opgør mellem bevæbnede fraktioner i Gaza og store dele af Vestbredden vidner om et samfund, der til sidst var uden styring, netop fordi Yasser Arafat ville styre det hele selv.

Yasser Arafat efterlader sig sin kone, Suha, og sin datter Zahwa (opkaldt efter Arafats mor). Begge har han levet adskilt fra i fire år.

Politiken 11.11.2004
Frihedskæmper eller terrorist?

Yassir Arafat var ubestridt som palæstinensernes leder, uomgængelig i enhver plan om fortsat krig og nødvendig for ethvert håb om forhandling og fred. De sidste to år sad han indespærret i sit hovedkvarter som bevis på sin urørlighed og dog som offer for sin egen magtesløshed.

Palæstinenserne troede knapt, han nogensinde skulle dø. De kendte ham under krigernavnet Abu Amar. Omverdenen foretrak hans politiske profil og navnet Yassir Arafat.

Både hans navn og indsats i fire årtier blev knyttet til begge dele – både til voldelig og politisk kamp – og såvel hans navn som hans skæbne blev synonymt med drømmen om Palæstina.

Da han stod på FN’s talerstol for 30 år siden, gjorde han en dyd af sit livs tvetydige budskab. »Jeg står her med en frihedskæmpers våben og med fredens olivengren«.

Fik fredspris

Tyve år senere fik han Nobels Fredspris sammen med sin fjende, den israelske regeringsleder Yitzhak Rabin, for deres fælles vilje til at indgå Osloaftalen om fred og forsoning mellem israelere og palæstinensere.

Men ingen af dem skulle opleve fred. Rabin blev myrdet af en af sine egne landsmænd. Arafat måtte forlade sit delvis sønderbombede hovedkvarter på den israelskbesatte Vestbred for at dø i Paris, 75 år gammel. Med sig i graven vil han tage hemmeligheden om sine egne virkelige ambitioner.

Palæstinensiske kritikere i Hamas og andre nationalreligiøse bevægelser kritiserede ham for at sælge ud af palæstinensiske interesser. Israelere anklagede ham for gedulgt støtte til fortsat væbnet kamp mod civile.

Sov med sin Kalasjnikov

Men i fire årtier var Arafat selveste mr. Palestine. Ubestridt som palæstinensernes leder. Nødvendig for ethvert håb om forhandling og fred. Uomgængelig i enhver plan om fortsat krig.

Han talte om fred og erklærede sig i årevis gift med Palæstina. Men han sov ifølge palæstinensiske legender sammen med sin Kalasjnikov, ikke med sine kone, Suha, der foretrak mere luksuriøse parisiske omgivelser for det forskansede hovedkvarter i Ramallah nord for Jerusalem.

Israelerne lukkede portene bag ham i 2002 med anklager om, at han stod bag det voldsomme palæstinensiske oprør, som for anden gang var blusset op i september året før. De lukkede ham inde, men brød sig ikke om at slå ham ihjel, sådan som de har ladet andre af intifadaens ledere dræbe uden dom. Arafat var urørlig. I israelernes øjne: for farlig til at have gående løs, men for populær til at stræbe efter livet. I palæstinensernes øjne: uden for al tvivl netop mr. Palestine og selve legemliggørelsen af håbet om en palæstinensisk stat – i stedet for Israel eller ved siden af Israel.

Skabte Fatahbevægelsen

Sammen med studiekammerater i Egypten og Kuwait skabte han i 1960 Fatahbevægelsen, som i Gaza indledte det første væbnede opgør med Israel.

Det blev ikke Arafat, der fire år senere etablerede PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, men fra 1969 var det ham, der gjorde PLO til paraplyorganisation for alle de væbnede palæstinensiske bevægelser. De byggede i fællesskab på vreden over den første arabisk-israelske krig, som tvang 750.000 palæstinensere i udlændighed. Og med Arafat i spidsen var det PLO og dets tilhørende organisationer, som i de følgende år satte palæstinensernes sag på den internationale dagsorden. Deres våben var i starten bombeeksplosioner, senere flykapringer og andre attentater, som gav international terror et gennembrud i international politik.

Fem år senere blev PLO anerkendt af FN som palæstinensernes repræsentant, samtidig med at Arafat og hans organisationer luftede muligheden for at acceptere fred med Israel frem for en kamp for dets ødelæggelse.

Gav FN et valg

Det var budskabet på FN’s generalforsamling, som han gav valget mellem at møde frihedskæmperens våben og fredens olivengren.

En berygtet terrorchef blev i de øjeblikke forvandlet til politisk leder. Arafat blev snart modtaget med honnør i alverdens lande. Fra midten af 1960’erne havde han allerede været velkommen i Østblokken, fra midten af 1970’erne blev han modtaget med applaus i det internationale politiske system, fra begyndelsen af 1980’erne med forsigtighed i Norden og fra begyndelsen af 1990’erne i USA. Palæstinensernes ret til en egen stat var efter næsten 30 års indsats anerkendt i alle verdens hjørner – og Arafat anerkendt som palæstinensernes leder.

Olivengrenen og den tilhørende ‘tostatsmodel’ gjorde ham salonfähig og bidrog til det ene internationale fredsforsøg efter det andet, alle bygget over det samme koncept: israelsk tilbagetrækning til gengæld for palæstinensisk vilje til forsoning, land for fred – Israel og Palæstina side om side.

Israel stolede ikke på ham

Men bevidst eller ubevidst sikrede Arafat sig aldrig, at israelerne stolede på hans vilje til fred. Med sig i PLO’s ledelse havde han altid både tilhængere og modstandere af kompromis med Israel og altid både kritikere og tilhængere af fortsat væbnet kamp.

Men Arafat forstod at flytte ansvaret for palæstinensernes skæbne over i palæstinensiske hænder, efter at arabiske statsledere i årevis havde talt om solidaritet med palæstinenserne, men ikke været i stand til at vinde dem et land.

Arafat og hans PLO vandt heller ingen territoriale opgør. De forsøgte et oprør mod den jordanske kong Hussein i den ‘sorte september’ 1970, men blev fortrængt fra Jordan. De skaffede sig derefter magt over meget af Sydlibanon, der blev brugt som base for nye angreb på Israel. Men ved den israelske invasion i Libanon i 1982 blev PLO og Arafat fortrængt fra Libanon til Tunesien og godt ti års eksil langt fra det palæstinensiske område.

Krav om stat

Det første palæstinensiske oprør i de besatte områder gjorde fra december 1987 ‘intifada’ til et dagligt ord i internationale overskrifter. Oprøret var næppe planlagt af PLO eller Arafat.

Men politisk var Arafat den nationale leder, som kunne udkrystallisere palæstinensiske demonstrationer, stenkast og voldsomme sammenstød i et samlet politisk krav om en egen stat. Og netop denne intifada, 1987-1992, bidrog til at overbevise Israels daværende regering under Yitzhak Rabin om, at den var nødt til at søge et politisk kompromis med manden, man hidtil havde betragtet som terrorist.

Det reddede Yassir Arafat ud af den isolation, han havde bragt sig i, da han i Irakkrigen 1990-1991 stod side om side med Saddam Hussein over for den internationale koalition, som omfattede de fleste arabiske lande, der i årenes løb havde støttet Arafat politisk og økonomisk.

Ankendelsen af PLO

Med et brev dateret 9. september 1993 skrev Israels Yitzhak Rabin til Yassir Arafat, at Israel havde besluttet at anerkende PLO som den legitime repræsentant for det palæstinensiske folk. Brevet blev modsvaret af et brev fra Arafat, hvori han anerkendte staten Israel og forsikrede, at alle fremtidige uenigheder udelukkende ville blive løst ved forhandling.

Brevene var et direkte resultat af de hemmelige Osloforhandlinger og blev begyndelsen til dén fredsproces, som førte til oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre og til, at Arafat kunne vende hjem til de palæstinensiske områder efter eksilet i Tunesien. PLO havde faktisk i 1988 udråbt en palæstinensisk stat, som ikke hidtil havde fået international anerkendelse. Men i Gaza og på Vestbredden skulle det ske.

Svært demokrati

Med en nydelig – men forholdsvis ukendt – ældre dame som eneste modkandidat blev Arafat i 1996 valgt til palæstinensernes præsident. Israel var ikke glad for titlen, og i årevis – indtil man efter den seneste intifadas udbrud besluttede at erklære Arafat ‘irrelevant’ – blev han af Israel officielt tituleret ‘rais’, det arabiske ord for præsident/statsleder.

Men Arafat havde svært ved at leve op til sine egne deklarationer om palæstinensisk demokrati. Det palæstinensiske parlament, hvis medlemmer havde højere håb om at få indflydelse, måtte sande, at Yassir Arafat ikke havde travlt med at underskrive de love, som nyvalgte parlamentarikere forfattede.

I de første mange år af det palæstinensiske selvstyres liv holdt man stadig tal på de mange nye udkast til palæstinensisk grundlov, som hobede sig op på Arafats bord.

Men palæstinenserne respekterede ham. Hans troværdighed kunne være lille, hans pondus var immervæk altid enorm, og hans popularitet gjorde det umuligt for nogen at udfordre ham som palæstinensisk landsfader, uanset om landet var inden for rækkevidde.

Brugte principperne fra guerillatiden

Arafat styrede fortsat folk efter de samme principper, som han havde benyttet i sin guerillatid og sin tid i eksil. Han spillede de op til 17 forskellige sikkerhedsstyrker og deres ledere ud imod hinanden. I perioden op til den anden intifadas udbrud i slutningen af september 2000 var kritikken af korruption og udemokratiske metoder i selvstyret så højlydt, at mange forudså en eksplosion.

Derfor kom den israelske ministerpræsidentkandidat Ariel Sharons besøg i september 2000 på Tempelbjerget i Jerusalem, hvor klippehelligdommen og al-Aqsa-moskeen står, som en kærkommen lejlighed til at lukke damp ud. Arafat kunne måske have standset den folkelige vrede over israelske betjentes drab på syv unge palæstinensere i Jerusalem. Men han valgte – ligesom han havde gjort det ved den første intifadas udbrud i 1987 – at lade ‘gaden’ bestemme flammernes højde. Den anden intifada har raset siden da med tre tusinde palæstinensiske ofre og ét tusinde israelske.

Tæt på tilbagetrækning

Han var for fire år siden, i januar 2000, et mulehårs afstand fra israelsk tilbagetrækning fra hele Gaza og over 90 procent af Vestbredden, da forhandlingerne med Israel under USA’s mægling brød sammen i Taba.

Intifadaen har ikke sat mere politisk kredit på Arafats politiske bankbog. Han gav pokker i krav fra både sine egne ministre og fra det internationale samfund om at træde et skridt tilbage. På ét år udnævnte han to ministerpræsidenter, men ingen af dem fik til deres fortrydelse reel magt over selvstyret eller de lokale sikkerhedsstyrker. Samtidig blev han kritiseret for at have medbragt korrupte ledere fra eksilet i Tunesien.

Hamasbevægelsen krævede indflydelse i selvstyret og mere krig mod Israel. I hans egen Fatahbevægelse krævede nogle fortsat intifada, mens andre krævede nye forhandlinger om fred.

I Israel blev han stemplet som en utroværdig samarbejdspartner, ikke kun af den højrefløj, som aldrig havde stolet på ham, men også af den venstrefløj, som hidtil havde insisteret på at give ham en chance.

USA stemplede ham

Og hos den amerikanske mægler blev han stemplet som vægelsindet, tvetunget og uvillig til at tage de nødvendige beslutninger.

Hvad ville Arafat selv?

Israel tog selvstyret fra ham, men krævede, at han tog ansvar for forhandling og fred. Sharons regering kaldte ham irrelevant – men gjorde ham også mere og mere magtesløs, i takt med at israelske styrker splittede selvstyret ad. I Ramallah sad Arafat derfor i over to år som bevis på sin urørlighed og dog som offer for sin egen magtesløshed.

Ingen skabte som han international respekt for det palæstinensiske frihedskrav. Hyldet, men i stigende omfang også kritiseret af palæstinensere, frygtet og dog respekteret af israelere, som til det sidste håbede, at han blot ville forsvinde ligesom den drøm om frihed, der i fire årtier var knyttet til navnet Arafat.

Jerusalem Report -29.11.2004
Now the Legacy

Ehud Ya’ari

We surely won’t miss Yasser Arafat. The question is, will the Palestinians miss the only man who was able to lead them back into battle after the debacle of 1948? Or will they remember the defeats that he’s bestowed upon them ever since?

The way in which the Palestinians perceive Arafat and his legacy is a political matter of the utmost relevance. It will determine to no small degree how his inheritance is divided and what kind of flexibility his heirs will have.

The wrangling over the narrative has already begun. One illustration is the argument already under way between those who would fan the persistent rumors that the ra’is was slowly poisoned on the orders of Prime Minister Sharon, and others who are quick to dispel that myth as an Israeli stratagem designed to sow suspicion and strife among the Muqata’ah staff.

The significance is obvious: If the poisoning theory takes root, it would severely hamper Abu Mazen’s ability to establish a cease-fire and move toward a policy of dialogue with Sharon. It would kindle the flames of vengeance by turning Arafat into the most illustrious of the martyrs.

Abu Mazen and his colleagues want to allot Arafat the status of a father figure of the Palestinian national movement who is worthy of respect, despite clear acknowledgment of his many weaknesses and mistakes. They want an Arafat who, even after death, will not be immune to criticism, and they want to prevent those self-appointed guardians of Arafat’s heritage from embellishing his image with a healthy dose of sanctification that would turn all his old statements into future edicts.

The swift crafting of the memory is an absolute necessity, given Abu Mazen’s determination to abandon the ra’is’s policy of the past five years, leading up to and during the intifada. Abu Mazen is striving for an immediate cessation of hostilities in order to stabilize the new regime and to be able to enter into negotiations with Israel. He wants to turn the unilateral disengagement from Gaza into a process of reengagement carried out by agreement and with coordination — the absolute opposite of Arafat’s motto of “a million martyrs marching on Jerusalem.”

If Abu Mazen and his ilk are to have any hope of establishing a new order, though, they will also have to dismantle Arafat’s system of patronage based on dishing out favors and granting monopolies to loyal cronies, the source of funding for the terror gangs. That means hurting the interests of the flocks who have enjoyed Arafat’s generosity, from the field operatives of the Al-Aqsa Martyrs Brigades to some of the well-heeled Nablus gentry.

Unsurprisingly, then, there are plenty of opponents of Abu Mazen’s plan to carry out a “mourning-period revolution” — to bury Arafat’s policies together with him. The opposition comes from different sides that are not terribly well coordinated with each other.

Abu Mazen’s rivals have come to the conclusion that they will not be able to block his rise to power. At the time of writing, they seemed ready to accept his return to the political stage although his falling out with Arafat had lasted a year and four months, during which he didn’t speak once with the ra’is and boycotted all the meetings of the Palestinian leadership. Still, that doesn’t mean they intend to allow Abu Mazen and his partners unlimited room for maneuver.

Even as Arafat lay in the Paris hospital, negotiations were already under way behind the scenes over the extent of Abu Mazen’s executive powers. Hamas was demanding the formation of a “united command,” in which it would play a prominent role, as the ultimate source of decision-making. Abu Mazen’s competitors in the Fatah Central Committee are demanding a “collective leadership” in which important areas of authority will be reserved for them. The young cadres of the Tanzim want a promise of early elections in order to “clean the stables” of the apparachniks who piled up in them with Arafat’s blessing.

The evil that men do lives after them, said Shakespeare’s Mark Anthony. Arafat’s legacy is a mixture of the chaos he encouraged, the commitment to continuing the struggle and the rejection of a settlement, while shrinking the Palestinian Authority to proportions that just about allowed it to exist alongside armed and independent terror organizations. It may yet end up that Arafat’s legacy is even stronger than Arafat in the flesh, and that Arafat’s memory will be enshrined in the monument of an ongoing intifada. In that case, Abu Mazen could find himself wrestling with a ghost whose two feet are planted firmly in the ground.

Haaretz.com 12.11.2004
Comment: Israelis breathe a huge sigh of relief

Israel was released Thursday from the punishment of the most treacherous and wildest of its enemies.

It will remember Yasser Arafat as the person who eight months after he signed the Oslo Accords whispered in a Johannesburg mosque that the agreement was equivalent to the one between Mohammed and the Qureish at Hudbeiya that the Prophet broke two years later and is considered a paragon of Muslim cunning and tactics.

It will remember him as the person who two months after he competed in courtesies with then prime minister Ehud Barak at the Camp David summit gave his blessing to – if not the signal for – the outbreak of another fatal round, which has been going on for more than four years, in the Israeli-Palestinian conflict.

It will remember him as the person who gave the green light for the continuation of cruel terrorist acts while he was still conducting truce negotiations with Israel’s leaders.

Israel wished for Arafat’s death not only because of the vast amount of its blood he has spilled and not only because of the terror he imposed on its streets, but because of the crushing of the belief in the ability to reach an agreement with the Palestinian people.

A month after he appeared on the stage of Oslo’s City Hall at the side of Yitzhak Rabin and Shimon Peres to receive the Nobel Prize for Peace, the terror attack in Beit Lid occurred; Arafat blamed Israel for carrying it out.

Israel has not forgiven him, and will not forgive him on the day of his death, for releasing the beast of terror from its cage and letting it sow killing and destruction in every corner of the country. It has not forgiven him for having broken his commitments, for having shattered its hopes and for having brought down upon it rampages in the style and methods of a primitive tribal world.

The Palestinians, of course, have a different opinion of their leader. In their eyes, and also in the eyes of others, he is the person who brought their national entity to light, the person who brought their distress and their impoverishment under the Israeli occupation to the forefront of the international stage, and the person who unflaggingly bore the torch of their demand for independence and honor.

The Israelis, in almost wall-to-wall agreement, ignore or repress this dimension of his actions: He was, and remained until his dying day, the cunning enemy, the serial misser of opportunities to arrive at compromises, the palpable threat to the Zionist project and the Jews’ right to establish a sovereign life for themselves.

In Israel’s eyes, Yasser Arafat was a primitive individual who played in the territories that were given to his rule by corrupt and unbridled rules that faithfully reflected his conceptual world. He was the essence of the personification of the Palestinian character as it is depicted in the world of Israeli prejudices – violent, murderous, wily, conspiratorial.

He was not a harbinger of a new age, as Egyptian president Anwar Sadat was when he came to the Knesset. He did not arouse admiration and respect among the Israelis the way King Hussein of Jordan did when he came to kneel at the feet of the families of the girls who were murdered at Naharaiyim.

He did not even arouse feelings of respect mingled with suspicion as happened in the wake of the contacts between Israeli representatives and emissaries of former Syrian president Hafez Assad; he aroused repulsion, loathing and scorn.

The Israelis will remember him as the person who tipped the wink to the terror organizations to strike at them indiscriminately, as the person who supported Saddam Hussein when he invaded Kuwait, as the person who issued the inflammatory call for a million martyrs to go to Jerusalem, as the person who tricked their leaders and explained to them that the Palestinian Charter is effectively null and void.

Arafat has died without fulfilling his dream of declaring a Palestinian state. This has happened in proximity to November 4, nine years after the assassination of prime minister Yitzhak Rabin, the man who was wise enough and daring enough to shake his hand and to sign with him an agreement in which the government of Israel recognized the Palestine Liberation Organization as the representative of the Palestinian people and took upon itself to begin negotiations with this organization in the framework of a peace process in the Middle East.

Arafat, for his part, committed himself in that agreement to settle the conflict between the two peoples in peaceful ways and to relinquish the use of terror and other acts of violence. Rabin fulfilled his part in the agreement and paid for this with his life; Arafat broke his commitments and sent the Israelis into a sealed room, from which they sent the Palestinian enemy death and severe distress and caused it disgraceful injustices.

With Arafat’s death, Israel has breathed a huge sigh of relief. Following this death, there should be a recovery from the residues of the past and a willingness to put to the test the Palestinians’ ability to turn over a new leaf in the relations between the two peoples. The excuse for the continued wallowing in the swamp of blood has evaporated with Arafat’s demise.

Jerusalem Post 12.11.2004
The Arafat paradox


The very first time I was sent as an envoy to Yasser Arafat, what seemed most striking to me was the enormous gap between the total unreality of his conspiratorial explanations of political events transpiring around him and the extraordinary skill with which he played his weak political hand in order to advance the hard-line ideological agenda from which he never swerved: the elimination of the State of Israel.

This was the Arafat paradox; as he weaved one conspiracy theory after another and lied in the face of foreign leaders, one wondered how he wasn’t thrown out of the chancelleries of Europe, rather than being welcomed on a red carpet.

Was this a testament to the strength of his cause for the petrodollar rich portions of the Arab and Islamic worlds – or evidence of his own personal powers as a global player? Will this strength that he exhibited be passed on to those who succeed him as well?

With all his faults, Arafat combined every attribute of leadership for the Palestinians. He was at the same time a military commander, head ideologue of the Fatah component of the PLO, the chief financial officer of its terrorist war chest, and its international spokesman at the UN. It is doubtful that any single individual can retain such concentrated powers in the future. A collective leadership is almost inevitable.

Arafat’s secret was that he knew how to read historical trends and exploit them to the fullest for his movement. He began as a sympathizer of the conservative Muslim Brotherhood which opposed the monarchy of Egypt, where he was born. He then shifted leftward, siding with the Soviet Union and its championing of national liberation movements in the 1960s. The apex of his power at the UN in the 1970s came about when the Soviets combined forces with the Afro-Asian bloc against an isolated State of Israel.

However, he was capable of making huge errors, such as siding with Saddam Hussein’s invasion of Kuwait in 1990, which lost him both American backing and the financial support of Arab Gulf monarchies as well. Nonetheless, Arafat recovered with the 1993 Oslo Accords, which gave him the territorial base next to Israel for waging “armed struggle” in accordance with his own “strategy of stages” from 1974. The truth of his Oslo deception became all too clear when he launched his second intifada in September 2000, leading to nearly 1,000 Israeli fatalities.

What finally did in Arafat was yet another historical turn which he failed to discern after the 9/11 attacks. Arafat’s entire strategy had been based on the legitimacy for his terrorist operations granted by the Nonaligned Movement and its Soviet backers at the UN, and in other international forums. He was forgiven in many circles for ordering airplane hijackings and the murder of the US ambassador to Sudan. But after 9/11 he lost his freedom of maneuver. Allied with Hamas, Islamic Jihad, and Iran, he ended his life as a virtual prisoner in his Ramallah headquarters.

Whether the Palestinians will abandon the legacy he has bequeathed them is the most important question for determining the chances of peace in the future. A realistic assessment might lead one to hope that any new leadership will shake loose from Arafat’s terrorist past, but his hard-line political legacy is likely to survive him.

The writer, currently president of the Jerusalem Center for Public Affairs, is a former ambassador to the UN and foreign policy aide to prime minister Binyamin Netanyahu.

Maariv 12.11.2004
From arch-terrorist to Nobel Peace Prize winner and back, according to numerous opinions, NRG Maariv presents life story of Palestinian leader.

For five decades, Palestinian Authority Chairman Yasser Arafat – adorned with his trademark checkered kaffiyeh – was the most prominent face of Palestinian opposition to Israel and the push for a Palestinian state.

Arafat was born as Muhammad Abdul Rahman Abdul Raouf Arafat al-Qudwa al-Husseini on 24 August 1929. His place of birth is disputed. Some of his associates argue he was born in the Old City of Jerusalem. Arafat himself once said he was born in Gaza: “I was born in Gaza and when my mother died when I was four, I was sent to live with my uncle in Jerusalem”. However, most historians and his biographers claim Arafat was born in Cairo.

In the beginning of the 1950s, Arafat received an engineering degree from the University of Cairo and began looking for employment in countries of the Persian Gulf. In October 1959, five Palestinians living in exile, including Arafat, established the Fatah (the initials of the Palestine liberation movement, backwards).

At this stage, the PLO’s initial activities only entailed the publication of a small journal in Beirut by the name of “Palestinuna” (our Palestine). In light of their continued disappointment by Arab nations who seemed to abandon the Palestinian cause, they began formulating an ideology that centered on the desire to establish an independent Palestinian state, without being dependent on Arab nations.

In 1964, Egypt initiated the establishment of the PLO (Palestine Liberation Organization).

January 1st, 1965 was a crucial date for the PLO. They young organization claimed responsibility for planting explosives on Israel’s main water pipe. In the years that followed, the Fatah became synonymous with the words terrorism and armed struggle.

Arafat and his followers gradually took control of the PLO. In February of 1969, Arafat was officially appointed as Chairman of the PLO Executive Committee. After Israel’s triumph in the 1967 Six Day War, Arafat came to realize that the only way to manage an armed struggle against Israel was to set up headquarters in an Arab state. The PLO first based itself in Jordan, which has the longest border with Israel through which it conducted guerilla warfare against Israel.

However, not only Israel became concerned with rise of the PLO and its inner factions, which included the Fatah. King Hussein of Jordan was worried that a Palestinian state would be created within his kingdom.

On September 1st, 1970, one of the PLO factions, the Democratic Front for the Liberation of Palestine, tried to assassinate the king. Five days later, another group called the Popular Front for the Liberation of Palestine kidnapped three airliners and landed two of them in the Jordanian city of Zarqa. A week later, the Palestinians declared an area in the northern part of the kingdom as “liberated territory” and set up a ruling council in the city of Irbid.

King Hussein, who felt his chair rocking under him, decided to fight back. On September 17, 1970, Jordanian military forces stormed terrorists’ hotbeds in Amman. The cleansing operation, which was later named “Black September”, spread to other cities and eventually drove out all PLO command centers in Jordan.

The PLO suffered a crushing defeat. At that time Arafat began demonstrating his remarkable survival skills. PLO command centers moved to Lebanon, where they unofficially created a state within a state, known later as “Fatah Land”.

In subsequent years, guerrillas from various Palestinian factions made headlines with hijackings, bombings and assassinations, most notably the kidnapping and killing of 11 Israeli athletes at the 1972 Munich Olympics.

On June 6th, 1982, Israel utilized the failed assassination attempt on Israeli Ambassador in London, Shlomo Argov, to launch a massive operation to eliminate all terror command centers in Lebanon. On the eve of the 1982 invasion, there were approximately 7,000 armed Fatah members in Lebanon. About 15,000 others belonged to other PLO factions.

IDF forces reached Beirut and headed towards the western part of the city, where Arafat and his supporters were concentrated. Eventually, Arafat gave up his Lebanese base in August 1982 and moved to Tunis.

After overcoming a rising inner PLO opposition and amid the shameful withdrawal from Lebanon, Arafat’s ideology began shifting, marking his willingness to compromise.

On November of 1988, about a year after the first intifada broke out, the Palestinian National Council assembled in Algeria and endorsed a number of moderate resolutions. Among others, the PLO reacted positively to UN resolutions 242 and 338 and said they would serve as a basis for an international peace convention.

After the dramatic decision, Arafat was invited to address the UN General Assembly which convened in Geneva. In addition, relations between the PLO and the US improved as representatives from both sides met on several occasions.

However, after declaring his support of Iraqi dictator Saddam Hussein in 1990, Arafat again became a persona non grata not only in the eyes of Israel and the US but also in those of several Arab states, such as Kuwait. The PLO strongly objected to the US invasion of Iraq and said it was a “dark day for humanity”.

In 1991, Arafat agreed to take part in the Madrid Peace Conference. Meanwhile, secretive negotiations between Israel and the Palestinians took form in Oslo, without Arafat’s knowledge.

Two years later, on September 13th, 1993, the Oslo Accords were signed by Israel and the PLO, and with it came the historic handshake between Prime Minister Yitzhak Rabin and Arafat.

The agreement allowed Palestinian self-rule in the Gaza Strip and the West Bank town of Jericho in return for the PLO’s recognition of the Jewish state.

In 1994, Arafat was awarded the Nobel Peace Prize, along with Israeli leaders Yitzhak Rabin and Shimon Peres, for their work on the Oslo accords, seen at the time as a breakthrough toward an independent Palestinian state and a permanent peace with Israel.

Arafat relocated in the Gaza Strip and began establishing the Palestinian Authority. At a summit at Camp David, Maryland, in 2000, Arafat decided to turn down a U.S.-brokered deal offering Palestinians control of most of the occupied Palestinian territory. Three months later, on September of 2000, the al-Aqsa intifada erupted.

Israel was quick to point its finger at Arafat and claimed he was behind the riots. After a suicide bomber killed dozens in the Park Hotel in Netanya on the eve of Passover 2002, the IDF launched Operation Defensive Shield, during which it blockaded Arafat’s Ramallah headquarters, effectively closing the Palestinian leader in his compound, where he remained until airlifted to Paris two weeks ago.

Continuing violence, along with corruption and economic problems, raised questions at home and abroad about Arafat’s ability to lead the Palestinian Authority.

In 2003, under pressure from the United States and members of his own Cabinet, Arafat appointed Abu Mazen to the new position of prime minister, a move designed to decentralize power. But he resigned less than six months later, saying he didn’t have enough support to do the job.

In July, Arafat announced a program designed to unify security forces and tackle corruption after his frustrated second prime minister, Qorei (Abu Ala), also sought to resign.

Arafat is survived by his wife, Suha Tawil, whom he married in 1991, and their daughter, Zahwa, who was born in 1995.