Sport og politik

Diskussionen om at blande – eller ikke blande – sport og politik er et ikke ukendt fænomen i Israel. Fra begyndelsen af det 20.århundrede blev sport knyttet til forskellige grene af spektret. I dag er tendensen dog helt forsvunden.

Men hver gang et israelsk idrætshold eller sportsklub kalder sig noget med “Maccabi” – ca. 20.000 medlemmer – kan man være nogenlunde sikker på, at klubben oprindelig opstod med base i liberale-konservative kredse, ligesom der var sikkerhed for at noget med “Hapoel” – ca. 90.000 medlemmer – var opstået omkring den socialistiske fagbevægelse Histadrut. Var man med i en Betar-sportsklub – ca. 8.000 medlemmer -, var man højreorienteret revisionist, og spillede man fodbold i en Elitzur-klub – ca. 15.000 medlemmer – var man tilknyttet det religiøse Hapoel Mizrachi.

Med Fodboldunionen, stiftet i 1928 kom der for første gang en paraplyorganisation for de mange forskellige politiske sportsgrupperinger. Og i dag er der paraplyorganisationer inden for snart sagt alle sportsgrene, som alle er under forsæde af Israels Idrætsforbund og Israels Olympiske Kommitee.

Også på en mere beklagelig måde blandes sport og politik i den internationale sportsverden, for siden 1970erne har Israels arabiske naboer søgt at isolere Israel internationalt, og har bl.a. sørget for, at Israel ikke kan deltage i de forskellige sportsgrenes asiatiske grupper, hvor landet geografisk rettelig hører hjemme.

Den arabiske boykot har dog ikke haft nævneværdig effekt, for i stedet er Israel i dag medlem i de langt mere prestigefyldte europæiske forbund, og deltager her på lige fod med de europæiske lande.