span style=”font-weight: bold;”>Kristendommen

De fleste kristne i Israel bor i Nazareth, Bethlehem, Haifa eller Jerusalem.

Rigtigt mange kristne kirkesamfund er repræsenteret i Israel: græsk-ortodokse, russisk-ortodokse, armenske, syrisk-ortodokse, koptiske, etiopiske, romersk-katolske, græsk-katolske, melkitter, armensk-katolske, anglikanere, baptister, adventister samt tyske og skandinaviske protestanter.

Kristendommen, som altså findes i mange former, fremstod, da Jesu disciple efter Pesach (påsken) omkring år 30 blev overbevist om, at Jesus var opstanden og at han var den blandt jøder længe ventede Messias.

Jesus og disciplenes forudsætninger var jødedommen, særlig profeternes religion, og de tidligste kristne søgte endnu til Templet i Jerusalem, ligesom jødernes Torah, de 5 mosebøger samt profeternes bøger, indgår i de kristnes Bibel.

Men indholdet af den kristne tro og forkyndelsen blev alligevel noget nyt: Fortællingen om Jesus Kristus og hans ord og gerninger, død og opstandelse blev det centrale i den nye pagt mellem Gud og mennesker.

I modsætning til jødedommen blev den nye religion missionerende – og med den omvendte jøde, Paulus – tidligere Shaul, som den dominerende.

Kristne helligsteder i Israel

De vigtigste kristne steder ligger selvfølgelig i Nazareth, Bethlehem, omkring Genesereth Sø og i Jerusalem: I Nazareth er der Bebudelseskirken, til minde om ærkeenglen Gabriels budskab til Maria, i Bethlehem Fødselskirken, til minde om Jesu fødsel. Begge steder er der flere kirker – ofte fordi de forskellige kirkesamfund har hver deres kirke.

Jesu liv og gerning var jo koncenteret omkring Genesereth Sø, især byen Kapernaum. Her finder vi kirker som Taghba til minde om brødbespisningsunderet, Saligprisningernes Bjerg (Bjergprædikenen) og Kapernaum selv.

Jesu lidelse og død finder sted i forbindelse med den jødiske påskefest, som Jesus sammen med sine disciple og titusinder andre jøder fejrede i Jerusalem. På Zion-bjerget (se også jødiske helligsteder) vises Den sidste nadvers Sal(Coenaculum), hvor Jesus på den jødiske Seder-aften ved Påskemåltidet indstiftede nadveren. På Oliebjerget mindes Jesu angst for den forestående død i ”Alle nationers Kirke” i Gethsemane Have og forræderiet og tilfangetagelsen i Forræderiets Grotte. I Den gamle By følges Via Dolorosa – ”Smertens Vej” – der markerer stationerne fra Jesu domfældelse hos Pilatus ud til Golgata, hvor Gravkirken dækker over både korsfæstelsesstedet og Jesu grav.

En del protestanter foretrækker at mindes Jesu død og begravelse ved den såkaldte Havegrav lige uden for Damaskusporten. Der holdes dansk gudstjeneste i Frelserkirken lige overfor Gravkirken.

Litt. Hanne Følner m.fl. Kuplen, Muren, Graven. Jerusalem som helligsted for tre religioner. Gyldendal 2002.