Jødedommen

Betegnelsen jøde stammer fra navnet Juda, Jakobs søn, der blandt sine elleve brødre indtog en ledende status. Den blev oprindeligt benyttet som udtryk for de mennesker, der boede i det område, der blev tildelt Juda stamme. Senere ved rigets deling i år 722 før vor tidsregning, blev det en betegnelse for alle, der boede i det sydlige rige og ikke længere var afhængig af, om man var af Juda stamme.

I henhold til gældende jødisk lov omfatter betegnelsen jøde de mennesker, der er født af en jødisk mor eller er konverteret til jødedommen.

Begrebet jødedommen støder man på første gang i Makkabæerbøgerne som synonym for det israelitiske folks tro. Forskere mener, at begrebet skabtes i kølvandet på konfrontationen mellem den jødiske og ikke-jødiske verden og blev forankret i nyere tid, da man søgte en benævnelse for det jødiske folks religion. Jødedommens essens er troen på den ene Gud og helliggørelsen af menneskets liv. Livet går forud for alt. Alle forbud og religiøse love ophæves, hvis liv kan reddes.

Fra morgen til aften – fra fødsel til grav – har den jødiske tro indflydelse på en jødes handlinger og prioriteringer.

Jødedommens bud er indstifter af Gud og beskrevet i De Fem Mosebøger – også kaldet Torah. Ifølge traditionen blev Torah givet til Israels folk af Gud via Moses på Sinai Bjerg.

Ved denne guddommelige åbenbaring fik folket Israel både de skriftlige love, i form af bl.a. De Ti Bud, og den mundtlige overlevering, der fungerer som vejledning for jødisk levevis. Store dele af de jødiske love er grundstenen for den vestlige verdens kultur, ligesom jødedommen har tjent til inspiration for de store monoteistiske religioner: kristendommen og islam.

Torah, De Fem Mosebøger, er det ældste skrift, der er skrevet på hebraisk, det hellige sprog. Torah er for jøder den vigtigste del af Biblen. Ifølge den rabbinske tradition findes der i Torah 613 bud.

Torah udgør sammen med profeterne og skrifterne den skriftlige lære, som på hebraisk hedder Tanach.

Den mundtlige lære kaldes Talmud. Der opstod efter 2. tempels ødelæggelse i år 70 efter vor tidsregning risiko for, at jødedommen ville gå til grunde. Enkelte rabbinere besluttede sig til at nedskrive nogle af de love og regler, som på det tidspunkt var basis for jødedommen. I de følgende århundreder opstod der derved et meget digert værk, der indeholdt dels love og forskrifter om alle livets facetter, dels de diskussioner, der havde ført til jødisk levepraksis. Talmud er enestående i verdenshistorien. Der findes intet andet skriftligt materiale i noget samfund, der på en så fremragende måde beskriver, hvorledes tilværelsen var for de mennesker, der levede dengang.

Indtil Første Tempels ødelæggelse i 586 fvt. blev hebraisk anvendt af jøderne såvel i daglig tale som ved gudstjeneste. Senere blev hebraisk fortrængt af aramæisk og blev nu anvendt alene til bønner og til gudstjeneste. Nogle populære jødiske bønner er blevet forfattet på aramæisk, for at de skulle være forståelige for alle. Det gælder f. eks. også den i dag meget betydningsfulde Kaddishbøn, der bl.a. siges i forbindelse med jødiske begravelser. I begyndelsen af 1900 tallet fik hebraisk en renæssance og blev erklæret for staten Israels officielle sprog.

Læs om Israels fest og helligdage –klik her

Jødiske helligsteder i Israel

Det vigtigste jødiske helligsted i Israel er selvfølgelig Tempelbjerget, hvor det jødiske tempel lå til Titus og den romerske hær ødelagde det i år 70 under det jødiske oprør mod romerne. Kun én del af Templet er tilbage: Vestmuren – på hebraisk ”Ha´Kotel”. Gennem århundreder har jøder her begrædt eller klaget over Templets ødelæggelse, derfor også navne Græde- eller Klagemuren.

I lang tid efter 135 e.v.t., hvor det andet jødiske oprør sluttede, havde jøder slet ikke adgang til Den gamle By. Det eneste sted, de derfor kunne bede, var på Oliebjerget øst for Tempelbjerget, på den anden side af Kedrondalen. Navnet skyldes beplantningen med oliventræer. Oliebjerget er en meget vigtig jødisk gravplads, idet traditionen siger, at Messias ved tidernes ende vil vise sig på bjerget, og profeten Ezekiel vil blæse i trompeten som signal til de døde om at stå op af deres grave.

Davids Grav ligger på Zions bjerg, lige uden for den gamle bys sydvestlige hjørne. Siden 900-tallet har den jødiske tradition identificeret stedet her som kong Davids grav.

Udenfor Jerusalem finder vi Rachels grav i Bethlehem og Patriarkernes grave i Machpela-hulen i Hebron.

 

(Litt. Hanne Følner m.fl: Kuplen, Muren og Graven. Jerusalem som helligsted for tre religioner. Gyldendal 2002.)