Det Dansk-Jødiske Samfund

SOM ETNISK MINORITET OG SOM RELIGIONSSAMFUND

En historisk, kulturel og politisk redegørelse
af Arthur Arnheim

Den ikke-jødiske verdens opfattelse af jøders plads i samfundene har altid været bestemt af den til enhver tid fremherskende ideologi.

I middelalderen så man jøderne i den kristne kirkes opfattelse, som de forblindede, der var dømt til evigt fornedrende vandringer blandt folkene. Den nazistiske ideologi anså jøder for at være en race af udbyttere, som skulle fjernes fra samfundene. Den stalinistiske kommunisme kaldte dem “kosmopolitter” hjemmehørende intetsteds og alle steder og dermed en potentiel fare for sovjet-systemet.

Hvis man i dagens Danmark stiller spørgsmålet: “Hvilken plads indtager jøder i det danske samfund?”, vil alene det at stille spørgsmålet straks skabe uro og nervøsitet både blandt jøder og ikke-jøder. Det er forståeligt, fordi spørgsmål af den art normalt er blevet stillet af dem, der havde ondt i sinde overfor jøder. Når det alligevel skal tages op her og nu, er det, fordi det gængse svar på spørgsmålet har rod i en svunden tids ideologi og politik og i lang tid ikke har modsvaret realiteterne. Det gængse svar lyder således: Jøderne i Danmark danner et anerkendt trossamfund på linie med andre anerkendte religionssamfund som katolikker og baptister. Realiteten er imidlertid, at et flertal af jøderne i Danmark er ikke-troende i religiøs forstand, og at mange af disse ikke-troende alligevel identificerer sig som jøder og anerkender, at jødisk kultur og tradition har betydning i deres tilværelse. Denne mærkelige modsætning mellem den officielle definition af jøders placering i samfundet og deres egen opfattelse af deres situation finder sin forklaring i den historiske udvikling, som derfor skal forsøges udredet her.

Jøderne i Danmark har udgjort et særligt samfund siden ca. 1680. Ludvig Holberg og hans samtidige kaldte dem “den jødiske nation”. Dengang forstod man begrebet nation, som det vi i dag kalder folk. Af hensyn til klarheden er det nødvendigt her at lægge sig fast på nogle nutidige definitioner: Et folk er en gruppe mennesker med fælles oprindelse og fælles kulturel baggrund (i denne definition er oprindelsen det konstante mens den kulturelle baggrund er i glidende bevægelse, idet hver kultur modtager impulser fra andre kulturer, som bearbejdes og tages ind i den egne kultur). En nation i moderne forstand er et statsretsligt begreb omfattende mennesker, der lever indenfor et bestemt territorialt afgrænset område. Holbergs opfattelse af det jødiske samfund var utvivlsomt korrekt og svarende til realiteterne. Med egen kultur, hvori religionen var fuldt integreret, eget sprog, retssystem, sociale og uddannelsesmæssige systemer fungerede det jødiske samfund, som et semi-autonomt folk indenfor datidens danske ”commonwealth”, der omfattede adskillige andre folk såsom tyskere (i hertugdømmerne), nordmænd, islændinge, m.fl. Fra omkring 1780 kom det til et brud med denne opfattelse. Det skyldtes, at en ny revolutionerende ideologi begyndte sin sejrsgang over Europa baseret på oplysningstidens filosofi.

Oplysningstidens idé-grundlag

Den nye filosofi satte så at sige Gud fra bestillingen. Forholdet mellem mennesker skulle ikke længere være bestemt af en moral dikteret eller inspireret af Gud. Moralen skulle nu bestemmes af den menneskelige fornuft. Begreber som frihed og lighed blev taget op og givet nyt indhold, man formulerede principper om almene menneskerettigheder.

Disse ideer fik politisk indhold under den store franske revolution i 1789. Meget hurtigt efter revolutionens udbrud kom spørgsmålet op i den franske nationalforsamling, om hvorledes princippet om lighed og menneskerettigheder skulle praktiseres overfor jøderne. En af de mest ivrige fortalere for jødernes ligeberettigelse var den delegerede Clermont Tonnere. Essensen af hans synspunkter er blevet sammenfattet i følgende formulering: ”Vi vil nægte jøderne alt som nation, men vi vil bevilge dem alt som religion”. Hermed sagde han, at man ikke kunne tolerere, at jøderne dannede ”en stat i staten”. De måtte opgive deres semi-autonome status og dertil knyttede retssystem etc. De kunne beholde det, som den delegerede opfattede som religion, d.v.s. gudsopfattelse, gudstjenestelige ceremonier og ritualer. Fra at være et delvist selvstyrende folk skulle de nu være medlemmer af et religionssamfund. Det hele kom således til at være i overensstemmelse med tidens ide om adskillelse af stat og kirke. Efter disse retningslinier gennemførte – nogle vil sige gennemtvang – Napoleon i 1806 de ændringer i franske jøders status, der gav dem ligeberettigelse og ændret samfundsstruktur.

I hovedtrækkene benyttede man de samme principper i Danmark, da man gennemførte ligeberettigelsen for de danske jøder, formelt gennem anordningen af 23. Marts 1814.

Politisk ligeberettigelse i henhold til tidens ideer om frihed og lighed var imidlertid ikke de eneste motiver bag ændringerne i jødernes status. Det er tydeligt, at man også ønskede at ”højne” deres almene kulturelle niveau, som man fandt lavt og underudviklet. Det var der også en del jøder, som syntes, og det havde givet anledning til en jødisk parallel til oplysningstidens bevægelser. Det var den såkaldte Haskala. Det hebraiske ord betyder simpelthen fornuft. Danske myndigheder havde med interesse fulgt bevægelsen og det gav sig udtryk i, at kongen og den senere regent, kronprins Frederik (VI), gav tilsagn om som de første at figurere på subskriptionslisten til et af bevægelsens hovedværker: Moses Mendelssohns oversættelse til tysk af Biblen (Berlin 1773). Også mange af de københavnske jøder, der senere blev aktive i reformer af samfundet indefra, var med på subskriptionslisten til værket.

Det forhold, at kongen og regeringen var lydhøre overfor synspunkter i det dansk-jødiske samfund, var karakteristisk og medførte, at ligeberettigelsen gennemførtes på en måde, der var mindre hårdhændet end det havde været tilfældet i Frankrig. På typisk dansk vis, var man i højere grad indstillet på kompromiser og forbehold, som åbnede muligheder for at give dispensation fra reglerne. Man ønskede, at jøderne i Danmark skulle kunne acceptere de ønskede reformer. Det kom til at betyde, at hele processen kom til at strække sig over mange år. Allerede i 1796 havde en kommission behandlet spørgsmålet om: ”Jødernes pligter og rettigheder som borger i Danmark”. Kommissionens betænkning og forslag om reformer blev dengang afvist af det jødiske samfunds ledelse og af et stort antal af dets medlemmer. Alligevel genfinder man mange af forslagene i den anordning, som blev udstedt 18 år senere – denne gang med tilslutning fra det dansk-jødiske samfund. Forklaringen er den, at jøderne selv i mellemtiden ved reformer i deres samfunds- og ledelsesstruktur og ved fornyelser bl.a. på undervisningsområdet havde medvirket til at berede jordbunden for den nye status, anordningen gav dem.

Kommissionen fra 1796 arbejdede ud fra nogle ufravigelige præmisser: En betingelse for ligeberettigelsen var, at jøderne skulle bringes ind under dansk lov – man kunne ikke acceptere, at deres samfund fungerede, som det man kaldte ”en stat i staten”. Vanskeligheden lå i, at jødedommen, det vil sige jødisk kultur og tradition, var baseret på love. Med Biblen som grundlov havde jøderne udviklet et retssystem som andre retssystemer udvikler sig: Ved fortolkninger af loven, domme som skabte præcedentia, responsa om juridiske anliggender etc. Mens tidens andre retssystemer hovedsagelig regulerede forholdet mellem mennesker indbyrdes og mellem mennesket og samfundet, var det jødiske system altomfattende. Det gjaldt derfor for kommissionen om at få udskilt alt det i det jødiske system, som ikke kunne harmonere med dansk lovgivning. Det gjorde man ved i praksis at anvende den ovennævnte franske formulering om ”at nægte jøderne alt som nation og give dem alt som religion”. Det, der derfor skete, var at man reducerede jødisk kultur og tradition til, hvad man dengang forstod ved begrebet religion.

Det blev tydeligt udtrykt allerede ved benævnelsen af de nye danske borgere. Man kunne ikke længere kalde dem ”medlemmer af den jødiske nation”. Selve ordet jøde ønskedes undgået – ikke mindst af datidens jøder selv. Man fandt, det havde en odiøs og defamerende klang. Man valgte, at kalde dem ”bekendere af den mosaiske (d.v.s. Moses) tro”. Set fra jødisk side var det en lidet dækkende betegnelse. Moses troede ikke på Gud, han vidste, at han var til. Det kan enhver overbevise sig om ved at læse Biblen uden teologiske forklaringer. Det hebraiske ord for religion er Da’at, hvis grundbetydning er viden eller kundskab. Endelig fandtes der ikke hos jøder nogen trosbekendelse i kristen forstand. Alligevel instituerede anordningen en sådan for de danske jøder i form af en obligatorisk konfirmation for den jødiske ungdom. Med indførelsen af konfirmationen gik man således videre end blot det at sigte imod, at det jødiske samfund ikke fungerede som ”en stat i staten” – her var der tale om en harmonisering, som skulle ”højne” den jødiske kultur.

Dette kom også til udtryk i den titel man gav overrabbineren, som nu kaldtes ”præst ved det mosaiske troessamfund”. Man fik derved tydeliggjort, at overrabbinerens funktion var ændret. Tidligere havde en af hans vigtigste funktioner været at virke som retsformand for den rabbinske domstol (Bet Din), som dømte i henhold til jødisk lov, og som afgjorde tvivlsspørgsmål om jødisk lovgivning. Dette måtte naturligvis ophøre, nu hvor jøderne var underkastet dansk lov og ret. Men også bag spørgsmålet om overrabbinerens titel, lå et ønske om en funktionsændring, der kunne sidestille ham med en dansk præst, altså igen en harmoniseringsbestræbelse.

Et samfund under omstilling

Anordningen præsenterede betingelserne for en accept af jøder, som ligeberettigede borgere i Danmark. Som det er nævnt ovenfor, havde det jødiske samfund allerede flere år før anordningens udstedelse påbegyndt et reformarbejde, hvorved samfundet blev omstillet til den nye tid og dens krav. Man havde oprettet en skole for ”drengebørn af den mosaiske tro” i 1805 og tilsvarende en pigeskole, Carolineskolen, 1810. Her undervistes der på dansk med hovedvægt i undervisningen lagt på fag, der kunne give børnene en god start på livet i det danske samfund. Der blev dog også undervist i hebraisk i et omfang så børn lærte at følge med i synagogen og i religion med hovedvægt på bibelhistorie.

På det juridiske område blev det centralt, at alle dokumenter der kunne danne grundlag for retslige eller offentligt administrative afgørelser, som f.eks. testamenter og menighedsprotokoller, skulle føres på dansk eller tysk, hvor de hidtil havde været på jiddisch (juden-deutsch) eller hebraisk. Den ovennævnte rabbinske domstol, Bet Din, kom til at ændre karakter. Den blev nu hovedsagelig en frivillig voldgiftsret i sager mellem jøder indbyrdes. Derudover fortsatte den sin funktion ved afgørelse af skilsmisse i henhold til jødisk lovgivning. Med hensyn til bryllupper blev der tale om et interessant kompromis, idet overrabbineren fik statslig bemyndigelse til at ægtevie i henhold til dansk lovgivning og således fik mulighed for på en og samme gang at gøre et ægteskab gyldigt både efter dansk og jødisk lovgivning.

Det sociale område forblev et internt anliggende for det jødiske samfund. Grunden hertil var, at samfundets egen sociale forsorg var langt bedre udbygget og fungerende end datidens danske. Den stærke jødiske tradition, som lagde vægt på den enkeltes pligt til at gøre en personlig indsats for fattige, syge, enker og de ældre indtog fra gammel tid en vigtig plads i det jødiske samfunds liv. Alligevel skete der også på dette område en vis omstilling som i virkeligheden styrkede det sociale arbejde. Hidtil havde det været samfundets ledelse, som havde administreret de sociale ordninger og på forskellig vis beordret medlemmerne til at bidrage til deres funktion. Nu blev meget overladt til frivilligt fungerende organer oprettet og drevet af grupper af medlemmer. Gennem hele det 19. århundrede blev der oprettet nye selskaber, komiteer og stiftelser på det sociale område – fadderselskabet, sygeplejeselskabet, præmieselskabet for blot at nævne nogle få af dem. Således fortsatte det jødiske samfund i Danmark at styre sin egen socialforsorg stort set indtil Steinckes store socialreform i 1933.

For så vidt religionsudøvelsen angik, der i princippet skulle være et internt jødisk anliggende, blev der også tale om omstillinger. Det er ovenfor nævnt, at der skulle indføres obligatorisk konfirmation og prøver i religion for den jødiske ungdom. En lærebog i religion, som skulle udarbejdes til brug for disse, skulle godkendes af de danske myndigheder. Der var således kontrol med, hvorledes harmoniseringen skete.

Derimod blev de reformer som indførtes i synagogens gudstjeneste gennemført af det jødiske samfund selv, men igen motiveret af et ønske om harmonisering med omverdenens kristne gudstjeneste. Reformerne her må dog karakteriseres som små. Selv efter deres gennemførelse ville en udefra kommende jøde have genkendt hovedtrækkene i en jødisk gudstjeneste, som den forløb andetsteds.

Mendel Levin Nathanson var hovedperson i arbejdet for at ”højne” det jødiske samfunds kulturelle niveau gennem reformer og omlægninger af samfundets funktioner. Det er imidlertid tydeligt, at han i hvert fald fra 1830’erne og fremefter havde en ”hidden agenda” med et alternativ til reformerne: En fuldstændig assimilation af jøder til den ikke-jødiske omverden. Han lod således i 1838 sine egne børn døbe og det vides også at han tidligere havde opfordret andre jøder til at overgå til kristendommen. Ser man nøjere på disse tilfælde af jøders dåb, kommer der også et socialt skel frem. Kandidater til dåben var de mere velhavende jøder, og dem, der havde ambitioner om en karriere i det danske samfund, dem som havde gået i skole i ”Det von Westenske Institut”- De to jødiske skoler, som Nathanson havde stiftet, forblev fattigskoler, hvis formål i første række var at opdrage de fattige og udannede jødebørn til gode danske borgere af mosaisk trosbekendelse. Spørgsmålet om og i hvilket omfang de jødiske skoler skulle bruges til fremme af assimilationen skulle i tiden helt frem til midten af det 20. århundrede forblive et stridspunkt mellem forskellige opfattelser af, hvilken vej det jødiske samfund skulle udvikle sig.

Jødisk identitet – en ny faktor dukker op

”Jeg er jøde, hvad vil jeg mellem jer?” Med denne salut begyndte forfatteren Meir Aaron Goldschmidt en tale ved et nationalt dansk møde på Skamlingsbanken i 1844. Nogle har ment, at denne retoriske indledning var udtryk for Goldschmidts frustration over, at jøder nu en generation efter at anordningen var udstedt stadig ikke var fuldt accepterede som ligeberettigede danske borgere. Det er nok ligeså relevant at hævde, at udtalelsen var udtryk for en identitetskrise hos Goldschmidt. Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt som hans opvækst og uddannelse var sket på dansk kulturel baggrund, hvilket havde medført, at han havde nærmet sig kristendommen. Men et enkelt år i hans liv, hvor han som 6-årig boede hos en onkel havde påvirket ham stærkt. Onklen og hans familie levede et ortodokst jødisk familieliv, der gjorde et uudsletteligt indtryk på Goldschmidt . Han definerede atmosfæren i dette hjem som noget ”Nationalt-Religiøst-Stemningsfuldt”. Gennem store dele af Goldschmidts produktion finder man jødisk tradition og kultur beskrevet med stor kærlighed og inderlighed. Det er også værd at bemærke, at Goldschmidt ved rejser til Rom og under opholdet der, kredsede omkring Titusbuen (symbolet på det jødiske folks tab af fædrelandet ) og ghettoen. Det fik ham til at give udtryk for samhørighed med det jødiske folk.

Med fuld ret har man draget sammenligning mellem Goldschmidt og hans samtidige, filosoffen og skribenten Moses Hess. Disse to mænds livsbane og forhold til jødedommen forløb parallelt. Hess gik imidlertid et skridt videre end Goldschmidt. Hess’ identifikation med det jødiske fok førte til, at han forfattede det første zionistiske manifest i moderne tid, værket ”Rom und Jerusalem” (1862). Goldschmidts forhold til jødedommen og den samhørighed med det jødiske folk, som han udtrykte blev det første tegn på, at der var andet end ”troen”, som adskilte jøder fra deres danske medborgere. Der var en faktor, som vi kalder jødisk identitet, og den er vigtig, når jøders plads i samfundet skal defineres.

En omfattende reform og strukturændring, som den det jødiske samfund gennemgik, må normalt have tid til at virke før det er muligt at vurdere dens følger. Der gik dog ikke mere end to generationer før det var klart, at hovedideen bag anordningen af 23. Marts 1814 var realiseret. Omkring år 1870 fungerer det jødiske samfund helt klart som et religionssamfund. At brede kredse i den danske offentlighed accepterede jøderne som danske borgere og værdsatte deres bidrag til dansk kultur- og erhvervsliv afspejles tydeligt i det 19. århundredes righoldige memoire- og biografiske litteratur. Generelt udtrykt, kan man konstatere, at jøderne omkring 1870 var integreret i det danske samfund uden at være assimilerede med det.

Hvordan så jøderne selv på deres situation og plads i samfundet? I en måske noget forenklet men dog rammende form formulerede man forholdet således: ”Danmark er vort fædreland men det hellige land er vore fædres land”. Samhørigheden med andre grupper af det jødiske folk var imidlertid stadig gennem hele århundredet en vigtig faktor i det jødiske samfunds liv. Indikatoren herfor var den indsats som blev gjort, når andre jødiske samfund ude i verden var truede. Det dansk-jødiske samfund mobiliserede mange kræfter for at lette de østeuropæiske jøders trængte situation under den bølge af pogromer og forfølgelser, der rasede i Rusland og Polen i perioden 1882-1920. I denne indsats lå der mere end blot en humanitær hjælp til medmennesker i nød. Ledende danske jøder var stærkt engagerede i socialt, kulturelt og politisk arbejde for de russiske jøder.

Derudover var flere individuelle medlemmer af trossamfundet kraftigt involverede i internationalt jødisk arbejde. Professor David Simonsen øvede således en livslang indsats for internationale jødiske organisationer gennem sit brede kontaktnet. Videre kan nævnes, at dr. Louis Frænkel, hvis forfædre havde været blandt de første jøder i Danmark, blev den, som tog initiativet til at oprette Dansk Zionistforening.

Assimilation og udtynding

Et samspil mellem flere forskellige forhold var årsag til, at det dansk jødiske religionssamfund efter 1880 langsomt ændrede karakter, således at en nyvurdering af dets plads i samfundet begyndte at trænge sig på.

Den første faktor, som fik betydning, var assimilationen og det dermed følgende frafald. I perioden 1880-1905 blev der indgået 395 rent jødiske ægteskaber og 272 blandede jødisk/ikke jødiske ægteskaber. I de sidst nævnte var der 365 børn af hvilke kun 61 blev medlemmer af trossamfundet. At dette forhold frembød en fare for det jødiske samfunds fremtidige eksistens stod fuldstændig klart for ledelsen allerede ved århundredskiftet. På dette tidspunkt interviewede formanden, etatsråd Glückstadt, rabbiner Lewenstein med henblik på dennes tiltrædelse af stillingen som overrabbiner i Danmark,. Ved den lejlighed stillede etatsråden rabbineren et spørgsmål om, hvorledes denne tænkte sig at bekæmpe faren for frafald som følge af assimilation.

Den næste faktor lå i den kulturrevolution som brødrene Georg og Edvard Brandes havde sat i gang i Danmark, hvorved der blev vendt op og ned på nogle af de moralske normer som hidtil havde været gældende i det danske samfund. Til grund for nogle af deres opfattelser, var den ateisme de stod for. Brødrene Brandes aktiviteter både på det kulturelle og det politiske plan havde mange sympatisører blandt de københavnske jøder. På den baggrund er det overraskende og vanskeligt at forstå at både Brandes brødrene og deres jødiske sympatisører forblev som medlemmer af det mosaiske trossamfund. Anså de måske alligevel trossamfundet for at være andet og mere end et religionssamfund? Lå der i deres passive forbliven som medlemmer en tanke om at udmeldelse ville være en slags forræderi mod jødisk fællesskab?

Af memoire-litteraturen og brevvekslinger mellem de jødiske Brandesianere fremgår det ret klart, at de gennemgående identificerede sig som jøder (paradoksalt nok er Georg Brandes selv den eneste, som for sit vedkommende benægtede, at hans jødiske herkomst havde haft nogen betydning i hans eksistens eller for hans produktion). På en mærkværdig måde havde de jødiske Brandes-tilhængere, der dog lagde stor vægt på logisk tænkning og klarhed i synspunkterne, en blind plet, når de skulle forklare den jødiske identitets plads i deres tilværelse. Man kan sige, de vidste den var der, men kunne ikke finde ud af, hvad de skulle bruge den til. Undtagelsen var her forfatteren Henri Nathansen, men mere om hans indstilling vil blive bragt nedenfor.

Den tredje mest væsentlige faktor i omvurderingen af det jødiske samfunds situation skyldtes indvandringen af de østeuropæiske jøder. I løbet af perioden ca. 1900-1920 indvandrede mange tusinde jøder fra Rusland og Polen og mere end 3000 af dem fandt blivende plads i Danmark. Nettoresultatet blev, at de gamle dansk-jødiske familier i personantal blev en minoritet. Majoriteten havde en helt anden befolkningsmæssig struktur, hørte til en helt anden social klasse og medbragte en jødisk kultur som på mange punkter adskilte sig fra den kultur, som de gamle danske jøder havde udviklet og levet deres tilværelse efter. Det blev minoriteten, der blev ved med at lede samfundet og bestemme dets holdning og politik. Den politiske linie man frem for alt ønskede at holde var, at trossamfundet vedblivende var et religionssamfund. Når man var aktiv i hjælpen til nødstedte jøder i udlandet, var det i solidaritet med trosfæller. Den antisemitisme som blev den alvorligste fare i det 20. århundrede baserede sit had på, at jøderne var en (skadelig) race. Dette var med til at motivere ledelsen til fortsat at hævde, at jødedommen var en religion, og at jøder hverken udgjorde en race eller et folk (etnisk minoritet).

Hvordan lykkedes det at fastholde billedet af jøderne i Danmark som et samfund af danske borgere med mosaisk tro efter at masseindvandringen og de ovennævnte forhold havde medført, at kun et mindretal af jøderne i Danmark passede med denne beskrivelse? Svaret måtte blive, at de mange nyindvandrede måtte gøres til danskere, tilpasses dansk levevis og kultur. Her blev de jødiske skoler det vigtigste instrument.

Som ovenfor nævnt havde skolerne fra begyndelsen, i henholdsvis 1805 og 1810, haft det formål at højne fattige jødebørns undervisningsmæssige og kulturelle niveau, således at de efter endt skolegang kunne indpasses i det danske samfund. På det tidspunkt, hvor indvandringen tog fart, var de jødiske skolers elevtal på et lavpunkt. I 1905 havde de tilsammen under et hundrede elever. På få år fordobledes elevtallet på grund af indvandrernes tilgang, og denne udvikling fortsatte dog med lavere stigningstakt i de følgende årtier.

Hvorledes reagerede de nyindvandrede på at blive tilpasset en kultur, der var dem aldeles fremmed? Som alle andre grupper af indvandrere med sociale og økonomiske problemer, var de jødiske indvandrere fra Østeuropa først og fremmest indstillet på at bruge deres energi på at skabe sig en økonomisk eksistens, der kunne sikre deres tilværelse i det nye land. For dem var det dernæst væsentligt, at de frit kunne bibeholde deres kulturelle aktiviteter. Det udnyttede de i vidt omfang ved udgivelse af blade og tidsskrifter på jiddisch, at oprette egne foreninger og ved at spille jiddisch amatørteater. At deres børn gennem de jødiske skoler kunne få en uddannelse, der gav dem en god start i det danske samfund, har de fleste anset som et gode. Selv hvis de ville, havde de i øvrigt ingen mulighed for at udøve en indflydelse på skolens læseplaner eller den linie for undervisningen som var fastlagt. Linien blev nemlig lagt af skoledirektionen, der var styret af trossamfundets ledelse, hvor kun de gamle dansk-jødiske familier var repræsenterede. Der var således den noget særprægede situation, at en direktion, som ikke selv sendte sine børn i den jødiske skole, ledede denne med fast hånd. Man kunne her henholde sig til en bestemmelse vedrørende de jødiske skolers ledelse, som var fastlagt af Frederik VI gennem en kongelig resolution fra 1814, hvori det hed: ”Det skal aldeles ikke overlades til fædre af den mosaiske trosbekendelse at bestemme noget angående de genstande i hvilke deres børn skulle uddannes i skolerne.” Helt uden gnidninger forløb de østeuropæiske jødebørns fordanskning dog ikke. Der fortælles om en enkeltstående episode, hvor en af de tidligst indvandrede, som havde formået at skabe sig en position (det drejer sig om antikvitetshandler Joseph Nachemsohn) i 1912 overværede en undervisningstime på Carolineskolen og oplevede, at en lille pige blev sat til at synge en af Ingemanns kristne salmer. Det fik ham til at protestere højlydt men uden, at det fik nogen virkning.

Der gik lang tid inden den næste protest lod sig høre. Den kom i 1930 og var da fremført på meget kvalificeret niveau i en tale holdt af forfatteren Henri Nathansen ved et stiftende møde for en forening med det formål at demokratisere ledelsesforholdene i trossamfundet og for at få det til at gå ind i en aktiv jødisk kulturpolitik. Da Nathansens redegørelse var meget udførlig, kan der her kun bringes nogle citater, der både kan give et indtryk af hans analyse og hans holdning til problemerne. Undervisningen på de jødiske skoler var genstand for nogle af hans mest sviende angreb. Han stillede først spørgsmål omkring det forhold, at skolerne gang på gang ansatte ikke-jøder som ledere: ”Tror nogen her, at jødisk tro, jødisk liv, jødisk ånd og kultur har mulighed for udvikling, ja blot for opretholdelse, når ikke-jøder er sat til at lede og præge ungdommen? Ville det ikke være et overmenneskeligt krav at forlange af en ikke-jødisk leder at skulle påtrykke en skole præg af jødisk natur, jødisk kultur i ånd og sjæl? Tror nogen, at en religiøst præget kristen skole ville indsætte en jøde som overlærer?” Nathansen kommer herefter med, hvad han kalder et bevis på forvirringen og forvrængningen af ”vor såkaldt jødiske skoles fysiognomi, at en lærerinde havde givet en elev som udenadslære en sang med strofen: ”Hjælp os Krist og Himlens Frue, frels os fra den Ondes magt”. Dette, siger Nathansen, ”kan være en tankeløshed, den er i hvert fald en taktløshed for ikke at sige en usømmelighed”. Men Nathansen borede endnu dybere, idet han påstod, at skolens ledere arbejdede for en fuldstændig assimilation af den jødiske ungdom. Som et bevis herfor anførtes nogle udtalelser til et dansk tidsskrift fra toldinspektør Ivar Berendsen, der var medlem af skolens direktion, og som havde udtrykt sig således: ”Det ville kun lidet hjælpe om de højere, og højeste velsituerede gennem mange generationer daniserede kredse, fuldstændigt lod sig optage af den øvrige danske befolkning, når der under dem (sic!) samtidig var en fremmedfølende, fremmedtalende og afsondret klasse, der opretholdt race og nationalitetsforskellen. Følgen heraf ville være, at der i Danmark, ligesom alle andre steder, ville bestå et jødisk folk, og virkningerne heraf ville ikke udeblive”. Berendsen fortsætter med at forklare hvorledes skolerne brugtes til at opnå det formål, som han (og ledelsen) fandt rigtig for at afværge denne fare: ”Disse familiers (altså indvandrernes) børn bliver nu straks sat i den jødiske skole, som er dansk. Børnene opdrages straks som danske og vekselvirkningen mellem forældre og børn fører hele familien til danskhed på få år”.

Der er ringe tvivl om, at Berendsen frygtede for, at det ville fremkalde jødehad, dersom de danske jøder trådte frem og vedkendte sig, at deres samfund var andet og mere end et religionssamfund. Den bagved liggende tanke om, at jøder ved deres optræden selv er med til at skabe antisemitisme, er en af de ulykkeligste træk i jødedommens lange og trange historie. Ulykkelig, fordi tanken er en sejr for antisemitismen, der derved får jøderne til selv at acceptere et af antisemitternes vigtigste argumenter. Berendsens holdning havde imidlertid dybe rødder blandt jøderne i Danmark. Den dukkede allerede op i en brevveksling mellem Henrik Hertz og Mendel Levin Nathanson, fra 1830, hvori den sidstnævnte skrev: ”De har ganske ret. Jøderne bør ej gøre for megen opsigt”. Der går en lige linie fra dette udsagn over Berendsens udtalelse til en meget brugt vending blandt danske jøder i tiden mellem de to verdenskrige: Den lever godt som lever ubemærket (en fordanskning af et oprindelig gammelt latinsk ordsprog). Det jødiske samfunds ledelse brugte dette som en beskyttelsesforholdsregel for at fastholde billedet af samfundet som et religionsfællesskab.

Holocausts følgevirkninger

Under anden verdenskrig var jøderne i Danmark udsat for oplevelser så rystende som aldrig før i deres historie samtidig med, at de blev vidner til udryddelse af jøder i en målestok som aldrig før i jødernes lange og smertelige historie. Det gør det vigtigt nærmere at redegøre for reaktionerne hos de individuelle danske jøder og de konsekvenser samfundets ledelse drog af begivenhederne.

Den første og altoverskyggende reaktion var overstrømmende taknemmelighed overfor den danske regering og det danske folk for den hjælp man fik til at undgå de tyske forfølgelser. Måske haltede logikken her. Hvis det forholdt sig sådan, at man i Danmark opfattede jøderne som ligeberettigede danske borgere, så var der vel ikke grund til mere end tilfredshed med, at den danske regering og det danske folk gjorde deres pligt overfor medborgere i nød, ligesom man efter evne og mulighed gjorde så meget man kunne overfor andre grupper af danske udsat for tyskernes forfølgelse. Der, hvor der var virkelig grund til taknemmelighed, var det forhold, at det danske folk og den danske regering hjalp jøder til Sverige og bistod dem, som var deporteret til Theresienstadt, uanset om det drejede sig om danske statsborgere eller det gjaldt om de flere tusinde jøder, som i oktober 1943 levede som flygtninge i Danmark. Det så man ingen steder, at det dansk jødiske samfunds ledelse specifikt pegede på, når taknemmeligheden blev udtrykt ved mindehøjtideligheder og lignende lejligheder.

Den næste reaktion, som mærkedes i det dansk jødiske samfund var en bølge af udmeldelser fra trossamfundet. Læser man bladet ”Jødisk Samfund” fra slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 50’erne, vil man finde dette forhold omtalt. Man vil forgæves lede efter en forklaring fra nogle af dem, som tog denne beslutning, om hvorfor de havde taget den. Det kan næppe have været, fordi de netop nu opdagede, at de var indifferente overfor jødisk religion eller at jødisk tradition ikke betød noget for dem. Det er nok realistisk at antage, at udmeldelserne var en konsekvens af, at de ikke længere havde nogen fornemmelse af samhørighed med andre jøder. Det er måske en hård dom for den betyder jo, at nazisternes massedrab på jøder – som de selv heldigt havde undgået – ikke betød mere for dem personligt – end de katastrofer andre folkegrupper havde været udsat for under nazismen.

Udmeldelserne var en overraskende – men ikke en almindelig reaktion hos danske jøder. Tværtimod, aldrig nogensinde før havde jødiske sammenkomster i Danmark kunnet samle så mange mennesker, som de gjorde sidst i fyrrerne og først i halvtredserne. Næppe nogensinde før havde der været en sådan aktivitet i jødiske foreninger som netop da. Oprettelsen af den jødiske stat i 1948 gav ligeledes anledning til mobilisering af solidaritet -og mere end det. En relativt stor gruppe unge – hvoraf de fleste var født og opvokset i Danmark lod sig hverve som frivillige i kampen mod dem, som søgte at forhindre, at den jødiske stat blev oprettet. De var med andre ord rede til at give deres liv for den jødiske sag. Det kan kun karakteriseres som højeste grad af identifikation.

På denne baggrund må vurderingen blive, at størstedelen af de danske jøder reagerede på Holocaust og oprettelsen af staten Israel ved at tilkendegive styrket samhørighed med det jødiske folk.

Den dobbelte loyalitet

Hvorledes reagerede nu ledelsen af Det Mosaiske Troessamfund på Holocaust, den tyske jødeforfølgelse i Danmark og erfaringerne fra 19 måneders flygtningetilværelse? Kom der en ændring i holdning og politik, der afspejlede disse voldsomme omvæltninger i tilværelsen både for jøder i og udenfor Danmark? Kom det til en nyvurdering af trossamfundets opgaver og status? Svaret på disse spørgsmål er et klart nej. Politikken blev fortsat at fastholde, at man var et dansk religionssamfund og opgaverne for ledelsen var at administrere dettes institutioner. At der skulle eftertryk på dansk blev hurtigt klart. Op gennem halvtredserne blev spørgsmålet om trossamfundets tilknytning til World Jewish Congress (WJC) flere gange drøftet i trossamfundets delegeretforsamling. WJC er en sammenslutning af repræsentanter for jødiske samfund overalt i verden med observatørstatus i FN. Allerede under krigen kunne organisationen løse bemærkelsesværdige opgaver. Parallelt med grev Bernadottes forhandlinger med tyskerne i krigens sidste faser om løsladelse af skandinaviske fanger, gennemførte WJC’s forhandlere frigivelse af et større antal jødiske kvinder fra koncentrationslejrene. Efter krigen forhandlede WJC med det nye Tysklands første kansler Konrad Adenauer aftalen om skadeserstatninger til jødiske ofre for Holocaust og tilbagegivelse af røvet jødisk ejendom. Mosaisk trossamfunds ledelse afslog blankt enhver form for tilknytning til WJC. Motiveringen var, at WJC var en politisk organisation, og at medlemsskab ville binde trossamfundet til at følge WJC’s politik, også når organisationens politik f. eks. ville være i modstrid med den danske regerings holdning og politik. Tilhængere af tilslutning til WJC angav som hovedargument, at organisationen arbejdede for fælles jødiske interesser, og at erfaringerne havde vist nødvendigheden og betydningen af, at jøder stod sammen uanset deres nationale statsborgerskab. Som svar på det argument, repræsentanterne havde fremført, fremhævede man, at det lå i danske jøders ligeberettigelse, at man som alle andre danske borgere var berettiget til med demokratiske midler at opponere mod regeringens holdninger og politik, hvis man anså den for at være i modstrid med jødiske interesser. Ledelsen var imidlertid ikke modtagelig for argumenter. Man holdt sig udenfor det jødiske fællesskab, som WJC havde etableret.

Også til den nyoprettede stat Israel holdt man afstand. Mens jøderne i Palæstina 1947-49 var i krig for at forsvare den stat, som FN havde vedtaget skulle oprettes, organiseredes den første danske Israels-indsamling. Mens de fleste andre jødiske samfund ude i verden samlede ind til køb af våben, insisterede ledelsen for det dansk-jødiske samfund på, at dets opbakning kun kunne gives, hvis midlerne gik til et humanitært formål. Det skete da også. Indsamlingen i 1948-49 gik til oprettelse af et tuberkulosehospital.

Flere år senere, længe efter at Danmark havde anerkendt Israel, kom dets udenrigsminister, Golda Meir, på officielt besøg til Danmark, som den danske regerings officielle gæst. Regering, presse og offentlighed modtog hende med respekt og varme. I det officielle program var indlagt et besøg på den jødiske skole. Da ministeren ankom til skolen var den pyntet med danske flag. Intet israelsk flag var at se, hvilket ministeren ikke lod upåtalt. Episoden beroede ikke på nogen forglemmelse. Man ville på enhver måde undgå alt, som kunne henlede tanken på, at danske jøders loyalitet kunne være splittet mellem det at være jødisk og at være dansk. Der er ingen tvivl om baggrunden for den politik, som ledelsen valgte at følge. Argumentationen var den samme som ovennævnte toldinspektør Berendsen havde gjort sig til talsmand for i 1930, da han havde fremmanet faren ved at danske jøder skulle blive opfattet som del af en race eller et folk. Med ”fare” mentes der, at antisemitter kunne bruge dette som påskud til angreb på jøder. Forskellen mellem toldinspektørens udtalelser fra 1930 og trossamfundets politik i 1950’erne var den, at nazismen i mellemtiden udtrykkeligt havde bevist, at antisemitter ikke behøver nogen påskud for deres jødehad. Er der ikke en ”grund” skal de nok selv opfinde en.

I officiel dansk politik har spørgsmålet om de danske jøders placering og status i samfundet i nyere og nyeste tid ikke været noget problem. Det har været nemt og bekvemt at henholde sig til den gamle formel fra det 19. århundredes begyndelse, hvorefter det jødiske samfund er et anerkendt religionssamfund.

Forholdet er ikke helt det samme, når det gælder den brede danske offentligheds opfattelse. Når talen er om jøder skelnes der ikke mellem de danske jøder og jøder andetsteds fra. Det fremgår af bøger og af avisers omtale af jødiske forhold, hvor de brede generaliseringer er hyppigt forekommende. Her er det ikke religionen, der bruges som fællesnævner for jøder, betegnelsen ”det jødiske folk” er mere almindeligt forekommende.

Opfattelsen af danske jøder som del af et jødisk folk er specielt tydeligt kommet frem gennem politiske reaktioner overfor den israelsk-arabiske konflikt. Man har set protestdemonstrationer mod israelsk politik rettet mod Det mosaiske Troessamfund. Mere end én jødisk elev på danske gymnasier i 70’erne og 80’erne har kunnet berette om den verbale aggression, som har været rettet mod dem i forbindelse med den skærpede mellemøstlige konflikt. Selv når de ikke har givet deres mening tilkende, har man søgt at gøre dem ansvarlige for israelsk politik. Dette må ikke misforstås. Der er her ikke tale om nogen vulgær antisemitisme. Modsat rettede manifestationer er også forekommet: Da Israel i 1975 ved en dristig militær operation, reddede et antal gidsler i Entebbe, Uganda, oplevede danske jøder, at vildt fremmede som de mødte på gaden, gratulerede dem med den heldigt gennemførte aktion.

Både de ovenfor anførte negative og positive reaktioner peger på, at man i den brede danske offentlighed reelt opfatter jøder i Danmark som en del af det jødiske folk – som en slags etnisk minoritet i Danmark.

Konklusion

I den ovenanførte historiske redegørelse og analyse af det jødiske samfunds status og placering i det danske samfund er det vist, hvorledes det jødiske samfund begyndte sin tilværelse som en typisk etnisk minoritet. Det er derefter søgt forklaret, hvorfor og hvorledes samfundet af politisk-ideologiske årsager accepterede status som religionssamfund, og at det har fastholdt dennes status også efter, at et flertal i samfundet blev indifferente overfor troen. Det er samtidig søgt påvist, at jøder i Danmark fortsat har identificeret sig med det jødiske folk og at jødiske traditioner i større eller mindre omfang er af betydning for den enkelte. Det er endelig vist, at den brede danske offentlighed helt har accepteret jøderne i Danmark som danske borgere, men alligevel opfatter dem som en del af det jødiske folk.

Det vil være forkert at anse denne situation som fastlåst. I begyndelsen af denne artikel er det gjort gældende, at jøders status i samfundene er bestemt af de politiske ideologier. Hvis man vil prøve at danne sig et billede af den fremtidige udvikling, må man derfor se på tendenserne i tiden. Det er i denne forbindelse interessant at mærke sig nogle udtalelser, som den tyske kansler Gerhard Schröder for nylig er fremkommet med. Han talte om Europa under omdannelse. Fra at være et nationernes Europa ville man komme til at se et folkenes Europa. Hermed sigtede han ikke alene til udvidelsen af den europæiske union. Med i billedet kommer også den folketilvandring af store grupper af ikke-europæiske folk, som har fundet sted og som fortsætter. Flere af disse folkegrupper, eller etniske minoriteter, kommer med egen kultur og traditioner. Alt tyder på, at de ønsker at fastholde deres traditioner og deres kulturmønster også i anden og tredje generation. De vil søge hver for sig at blive accepteret som et folk indenfor ”den europæiske nation”. Dette forhold kan også tænkes at få virkninger for den status som jøderne i Europa har og måske give anledning til en korrektion som bringer overensstemmelse mellem den almindelige opfattelse af danske jøders position og den officielle definition af deres plads i samfundet.

Arthur Arnheim er tidligere direktør for den danske forening af Ph.D’ere, MA’ere og MSc’ere og historiker, som er uddannet fra Københavns Universitet. Han har forsket i historien om de danske samt nordtyske jøder. Arthur Arnheim har udgivet studier om og artikler med de danske jøders trossamfund og Holocaust – samt om redningen af de danske jøder under den tyske besættelse af landet. Arnheim er nu pensioneret, men fortsætter sin forskning i Jerusalem.