Partierne

Der er et væld af politiske partier og bevægelser i Israel – det eneste demokrati i Mellemøsten. Der findes omkring 50 aktive partier, omend der nok i virkeligheden findes et sted mellem 80 og 100 partidannelser.

Det hele kan virke uoverskueligt. Ikke mindst fordi det ikke er spor sjældent, at der ind i mellem finder partisammenslutninger sted, ligesom enkeltpersoner – selv politisk betydende enkeltpersoner – af og til skifter parti eller stifter eget parti.

Med en karismatisk og kendt person i spidsen for et parti, er der rimelige muligheder for at opnå en repræsentation i Knesset – parlamentet, som ligger i Israels hovedstad, Jerusalem.

Efter valget til Knesset den 10. februar 2009 er følgende 12 partier repræsenteret (senest ajourført 15. august 2012):

1.   Kadima
2.   Likud
3.   Israel Labor Party
4.   Shas
5.   United Torah Judaism
6.   Hadash
7.   Ichud Leumi
8.   Ra’am-Ta’al
9.   Habayit Hayehudi
10. National Democratic Assembly
11. New Movement-Meretz
12. Haatzma’ut

Efter valget til Knesset den 28 marts 2006 var 10 partier repræsenteret. Læs alt om valget 2006klik her.
Efter valget til Knesset den 28. januar 2003 var 13 partier repræsenteret. Læs mere om Valg 2003klik her

Spærregrænsen for repræsentation er lav, 2 procent (Danmark 2, Tyskland 5, Sverige 4). Kandidaterne opstiller på “landsliste” – og i parti-prioriteret listeopstilling.

Knesset består af 120 medlemmer der benævner sig selv Chaverim (venner).

Politiske partier i Israel

Kadima
Kadima blev stiftet i 2005 af premierminister Ariel Sharon – som en direkte konsekvens af den israelske tilbagetrækning fra Gaza. Sharons eget Likud-parti delt efter tilbagetrækningen – flest imod, og et efterfølgende formandsvalg i Likud så ud til at ville skaffe den tidligere premierminister, Binyamin Netanyahu lederskabet. Herefter dannede Ariel Sharon “Kadima” (hebr. for Fremad) – og fik omgående følgeskab af fremtrædende Knesset-medlemmer fra såvel Likud som fra Labor (herfra således bl.a. Shimon Peres, Haim Ramon og Dalia Itzik).
Efter Sharons alvorlige sygdom overtog Jerusalems tidligere borgmester, den langt mindere karismatiske Ehud Olmert lederskabet af Kadima – og det faktum gjorde, at den sikre Kadima-sejr ikke blev helt så overbevisen ved valget den 28. marts 2006. Ehud Olmert kom dog til at danne regering efter valget i 2006.
Mens Ariel Sharon endnu var leder, viste opinionsundersøgelser at Kadima ville kunne opnå 50-55 mandater ved marts-valget, men endte altså langt lavere. De fleste af Kadimas Knesset-medlemmer er relativt ukendte i den brede offentlighed i Israel. Undtagelser er Ehud Olmert, tidl. premierminister Shimon Peres (som i dag er Israels Præsident) – samt de tidligere ministre, Meir Sheetrit, Shaul Mofaz og Avraham Hirchson. Tidligere udenrigsminister Tzipi Livni, som i dag er partiets leder, har opnået stor popularitet såvel i Israel som uden for landets grænser, og er det eneste seriøse statsminister-alternativ til Likuds leder, Benjamin Netanyahu. Under Tzipi Livnis ledelse opnåede Kadima 28 mandater ved valget den 10. februar 2009, og blev landets største parti.

Likud
Likud, som fik en valgkatastrofe ved valget den 28. marts 2006, men som ved valget den 10. februar 2009 igen fik regeringsmagten, blev i sin tid stiftet i en alliance mellem Det Frie Centerparti, Laam, dele af Herut (se nedenfor) og Gahal (se nedenfor) forud for 1973-valget. Siden 1973 har Likud enten været det regerende parti i Knesset eller det ledende oppositionsparti. Likuds ledere, Menachem Begin, Yitzhak Shamir og Benjamin “Bibi” Netanyahu og Ariel Sharon (som senere stiftede Kadima) har alle tjent som premierminister. Efter valget 2009 dannede Benjamin Netanyahu atter regering.

Ved valget i 1984 dannede Likud overraskende en koalition med Labor, hvor Yitzhak Shamir og Shimon Peres på skift indtog premierministerposten. Herut og Det liberale Parti slog sig yderligere sammen med Likud i 1988. Likuds platform hedder en fredstraktat, der baserer sig på “fred-for-fred” – i modsætning til “land-for-fred”, som er det gængse slogan på Israels såkaldte fredsfløj. Likud ønsker at bevare status qvo, når det gælder forholdet mellem religion og stat samt når det gælder sundhedsvæsenet, uddannelse og velfærd.
Ved valget til det 16. Knesset, den 28. januar 2003 opnåede Likud – 29,4 procent af stemmerne, svarende til 38 mandater. Ved valget 28. marts 2006 fik partiet kun 12 mandater – men mere end fordoblede ved valget den 10. februar 2009, hvor partiet med 27 mandater bag sig igen fik statsministerposten.

Herut
(Tnuat HaHerut – Frihedsbevægelsen)
Herut blev grundlagt i 1948 af den senere premierminister, Menachem Begin, og skulle blive den ideologiske fanebærer for den revisionistiske bevægelse. Partiet har spillet en meget stor rolle i Gahal og Likud. Herut Hadasha – det nye Herut – blev skabt i 1998 under ledelse af Menachem Begins søn, Benny Begin. I forbindelse med valget i 1999 gik Herut i alliance med Moledet og Tekuma og dannede Haichud Haleumit (Den Nationale Enheds Parti). I februar 2000 bekendtgjorde Michael Kleiner, at Herut forlod Haichud Haleumit for atter at blive et selvstændigt parti. I det 15. Knesset kom partiet ind med ét mandat, men opnåede ved valget i 2003 ikke tilstrækkeligt med stemmer til at forcere spærregrænsen på 1,5 procent.

Gahal
(Den Liberale frihedsblok)
Israelerne gør meget i forkortelser….(!) Gahal er således også en forkortelse – nemlig for Gush Herut-Liberalim (Den Liberale Frihedsblok), som er et stærkt højreorienteret parti, stiftet i 1965 af en række medlemmer af Herut og Det Liberale Parti. I 1967 – efter Seksdageskrigen – tilsluttede Gahal sig Det Nationale Enhedsparti (Haichud HaLeumi), og blev senere, i 1973, opslugt af Likud.

Labor-Meimad
Labor
(Mifleget HaAvodah HaYisraelit / Maarach – Arbejderpartiet)
Det nuværende Labor blev dannet i 1968 som en alliance af partierne Mapai (se nedenfor), Mapam (se nedenfor), Ahdut Ha’avodah (se nedenfor) og Labor Rafi. Arbejderpartiet som  sådan har siden Israels selvstændighed i 1948  og frem til 1977 været det absolut dominerende regeringsbærende parti. Arbejderbevægelsens historie i Israel går dog langt tilbage til før statens oprettelse, idet bevægelsen har haft mange grene og udspring. Således var såvel Jewish Agency som det jødiske forsvarsforbund, Haganah, i høj grad en del af Arbejderbevægelsen og dermed Labor.

Indtil 1977, hvor Menachem Begin med sit Likud-parti kom til magten, kom hver eneste af Israels premierministre fra Labor (som frem til 1968 hovedsagelig var ledet af Mapai). Og det er en imponerende række af kendte politikernavne, der på et tidspunkt har haft Labor stående på visitkortet: David Ben-Gurion, Moshe Sharett, Levi Eshkol, Golda Meir, Moshe Dayan, Abba Eban, Yitzhak Rabin, Shimon Peres og Ehud Barak. Lederen af Labor var Shimon Peres (som i efteråret 2005 gik over til Ariel Sharons nystiftede Kadima) indtil 09.11.2005 hvor partiet fik en ny leder Amir Peretz.
Læs en profil om Amir Peretz – klik her.


Labors nye leder – Amir Peretz

Ved valget 2009 var Labor atter anført af Ehud Barak, som indgik regeringssamarbejde med Likud. Ehud Barak er i dag Israels forsvarsminister. Det Israelske Labor er et socialdemokratisk parti. Dets ideologiske vision for Israel er funderet i de værdier, der lå i de klassiske jødiske arbejderbevægelser, hvis rod går helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, og som på mange måder adskiller sig fra de øvrige internationale arbejderbevægelser, idet de i høj grad hvilede på det traditionelle jødiske værdisæt.

Labor har forpligtet sig til demokratiet og til at udvilke den sociale og økonomiske velstand, så den når alle borgere i landet. Man har yderligere bundet sig til at styrke Israels økonomi, baseret på de frie markedsmekanismer – samt ikke mindst til at søge at skabe en situation med permanent fred i Mellemøsten. Labour er pragmatisk af natur. Det anerkender behovet for kompromis såvel i indenrigs- som i udenrigspolitikken som den bedste måde til at sikre politisk stabilitet og fremgang – begge dele i Israels interesse.

 

 

Mapai
(Mifleget Poalei Eretz Israel – Israels Arbejderparti – Nu en del af Labor)
Mapai blev grundlagt i 1930 som et zionistisk-socialistisk parti og var det dominerende parti forud for Israels selvstændighed. Venstre-centerpartiet Mapai stod i spidsen for alle koalitioner og sad på alle premierministerposter frem til 1968, hvor partiet blev en del af Labour-samarbejdet. Det var ikke mindst den såkaldte Lavon-skandale – samt efterfølgende interne skænderier og opgør, som blev begyndelsen til enden for det indflydelsesrige parti. Se i øvrigt ovenfor under Labor, idet Labor og Mapai, ikke mindst personmæssigt, har en sammenfaldende historie.

Mapam
(Det Forenede Arbejderparti – Nu en del af Labor)
Ligeledes et zionistisk-socialistisk parti, som i Israels første år i lange tider var landets næststørste parti. Mapam blev en del af Labour i årene 1969-1984, var uafhængigt af Labour i 1988, og kom i 1992 atter tilbage til Labor-folden.

Ahdut Ha’avodah
(Det Forenede Arbejderparti – Nu en del af Labor)
Grundlagt i 1919 som et udspring af Polaei Zion. Ahdut Ha’avodah, (Det forenede Arbejderparti), sluttede sig i 1930 sammen med HaPoel HaTzair og formede Mapai. I 1944 brugte Siah Bet, en udbryder af Mapai, Ahduts navn og skabte et helt nyt politisk parti sammen med HaKibbutz HaMeuhad, (Den forenede Kibbutzbevægelse). I 1954 blev Ahdut Ha’avodah atter rekonstrueret, da en gruppe medlemmer forlod Mapam og tilsluttede sig en gruppe fra HaKibbutz HaMeuhad. Fra 1965 til 1968 gled Ahdut mere og mere ind med Mapai, og blev tilsidst helt opslugt af Labor.

Meimad
(Den Religiøse Centerbevægelse – Nu i alliance med Labor)
I dag i alliance med Labour. Meimad blev stiftet i 1988 som et religiøst-zionistisk alternativ til det Nationale Religiøse Parti. Meimad kunne ikke længere acceptere det Nationale-Religiøse Partis stadigt mere højreorienterede holdninger – specielt hvor det gjaldt fredsprocessen og sikkerheden. Meimad håber at det er muligt at indkorporere orthodoks praksis i Israels offentlige liv, men vil ikke gøre det ved at indføre skrap lovgivning. Meimad holder sig til, at fred med araberne er muligt og at Israel kan forhandle land-for-fred. I 1999 støttede Meimad Ehud Baraks Labor-parti, og indgik også ved valget den 28. januar 2003 i en alliance med Labor. Lederen af Meimad er i øvrigt danskfødt – nemlig rabbi Michael Melchior, søn af overrabbiner emeritus Bent Melchior. Michael Melchior har haft forskellige ministerposter – senest viceudenrigsminister fra marts 2001 til oktober 2002.

Yisrael Beiteinu
Leder er Avigdor Lieberman, som i høj grad appellerede til de russiske indvandrere, og som vandt sin store tilslutning på et meget kontroversielt forslag om at give palæstinenserne de områder i Israel, hvor araberne er i overtal – mod til gengæld at indlemme områder på Vestbredden med jødisk majoritet. Yisrael Beiteinu er yderligere et typisk lov- og orden parti. Efter valget den 10. februar 2009 indgik Yisrael Beiteinu i et regeringssamarbejde med Likud og Labor. Partiets leder, Avigdor Liebermann, indtog herefter posten som udenrigsminister.

Gil – Pensionistpartiet
Fik en kort opblomstring i forbindelse med 2006-valget, men er nu ude af billedet i israelsk politik.

Shas
Generelt sagt er Shas det religiøse parti, som hovedsagelig har sine tilhængere blandt sephardiske jøder – det vil side de jøder, som har deres kulturelle udspring i middelalderen først blandt spanske/portugisiske og osmanniske jøder og i dag i de afrikanske jøder og de jøder, som har boet i arabiske stater.

I den jødiske stats opbygningfase var det ikke mindst de ashkenaziske jøder – groft sagt dem fra Tyskland og Østeuropa, der var styrende. Først sent – efter statens oprettelse i 1948 – blev der i de lukkede arabiske og afrikanske lande langsomt lukket op for at de derværende jøder kunne emmigrere, hvorefter de store irakiske kontingenter, yeminitterne, de tunesiske, algierske og marrokanske jøder efterhånden begyndte at gøre sig gældende også i det politiske liv.

Der er i Israel i dag en generel accept af at det ikke er formålstjenligt, at de sephardiske jøder på mange måder er forfordelt i henseende til stillinger og politisk indflydelse. Det har Shas i høj grad været banebrydende for.

Partiets leder var ved valget i 2003 den halachiske autoritet, rabbi Ovadiah Yosef. Den israelske regerings afvisning af at forlænge rabbi Yosefs periode som Rishon Letzion (Sephardernes overrabbiner), har i høj grad været medvirkende til partiets fremgang.

Mafdal
(Det Nationale Religiøse Parti / Den Nationale Union)
OG
Haichud HaLeumi
(Den Nationale Enheds Parti)
Dannet tilbage i 1956 som en sammensmeltning med Mizrachi, HaPoel Mizrachi og en række andre religiøse zionistbevægelser. Mafdal lægger afgørende vægt på, at alle Israels love skal være i nøje overensstemmelse med de halachiske regler (det jødiske lovsystem).
Mafdal har ofte været tungen på vægtskålen i israelsk politik, og det er på den måde lykkedes for partiet at få god indflydelse. Det er således Mafdal, der har sørget for, at forældre har ret til vederlagsfrit at kunne sende børnene til religiøse skoler, det er Mafdal, der har sørget for at religiøse domstole har tiltaget sig en vis vægt i det israelske lovsystem. Ligeledes har partiet indført kosher i IDF og i forbindelse med alle offentlige institutioner. Op til 1981 hentede Mafdal altid omkring de 10 procent af stemmerne, men derefter er det gået noget ned ad bakke, i takt med at andre religiøse partier har vundet indpas.
Ved valget i 2003 opnåede partiet 4,3 procent af stemmerne, svarende til 6 mandater – er nu sammensmeltet med Haichud HaLeumi.

Haichud HaLeumi
(Den Nationale Enheds Parti)

Haichud HaLeumi blev grundlagt i 1999 som en koalition mellem Herut, Moledet og Tekuma. Ze’ev Binyamin Begin – kaldet Benny Begin – stillede op som premierministerkandidat ved valget i 1999, men trak sig fra kapløbet et par uger før valget. Partiets fundament er den urokkelige tro på Eretz Israel (landet Israel) som jødernes hjemland. Efter et dårligt valg, hvor partiet kun opnåede fire pladser, trak Benny Begin sig tilbage. Ved valget til det 16. Knesset, den 28. januar 2003, fik Haichud HaLeumi 5,5 procent af stemmerne, svarende til 7 mandater. Er nu sammensmeltet med Mafdal – de to partier fik ved valget den 28. marts 2006 tilsammen 9 mandater.

Meretz
Meretz blev stiftet i 1992 som et venstrefløjs parti af en alliance mellem Ratz (se nedenfor), Mapam og Shinui. Ved valget samme år fik Meretz 12 mandater, som gjorde partiet til Israels tredjestørste. Man indgik på daværende tidspunkt i en alliance med Yitzhak Rabin. Det var Yossi Sarid, der anførte Meretz i 1996-valget, hvor man opnåede 9 mandater – og ved det efterfølgende valg 10. I dag, efter valget til det 16. Knesset i 2003 er det gået noget ned ad bakke for Meretz, som med 5,2 procent af stemmerne indtager 6 pladser, og er landets sjettestørste parti. Op til valget 28. marts 2006 var lederen af Meretz Yossi Beilin.

Ratz
(Borgerrettighedsbevægelsen – CRM – Nu en del af Meretz)
Ratz blev stiftet i 1973 af Shulamit Aloni, et tidligere medlem af Knesset for Labour. Ratz arbejder for at styrke borgerrettighederne i Israel og vil gå meget langt for et kompromis med de palæstinensiske arabere.
Ratz beskrives som et “elitært” parti, idet dets tilhængere kommer fra den højere middelklasse af vestligt orienterede ashkenazi-jøder fra byernes mere velstående forstadskvarterer – samt af den såkaldte intelligentsia. Ratz vandt tre mandater i Knesset i 1973, og var i en kort tid med i en regeringskonstellation.
Ved valgene i 1977 og 1981 var Ratz en del af Labours valgliste, men brød med Labour i 1984, hvor Ratz tog tre mandater og fem mandater i 1988. I 1992 tilsluttede Ratz sig Mapam og Shinui i enheden Meretz.

Yahdut HaTorah
(Den Forenede Torah-Judaisme)
Yahdut HaTorah er en koalition mellem to ultra-orthodokse partier, Agudat Yisrael (se nedenfor) og Degel HaTorah (se nedenfor), som i 1992 gik sammen i en fællesliste til Knesset-valget og vandt 4 mandater. I 1999 fik koalitionen, under ledelse af Meir Porush 5 mandater. Parti-koalitionen er modstander af enhver forhandling med de palæstinensiske arabere og modsætter sig dannelsen af en palæstinensisk stat i Judæa og Samaria (Vestbredden) og i Gaza. Yahdut HaTorah er varm tilhænger af oprettelsen af nye jødiske bosættelser såvel i Judæa, Samaria som i Gaza.

Agudat Israel
(Det Israelittiske Forbund – nu i alliance med Yahdut HaTorah)
I det tidlige 20. århundrede blev Agudat Israel (Det israelittiske Forbund) stiftet som den politiske gren til den traditionelle jødiske orthodoksi – grupper af stærkt religiøse, som ikke var til sinds at acceptere kulturelle ændringer og den åbenhed overfor omverdenen, som var kendetegnet ved eksempelvis Hirsch’s ny-ortodoksi. (Læs mere under Religion.)
Agudat Israel blev stiftet ved en konference, som fandt sted i Katowizch i 1912. På daværende tidspunkt havde Den 10. World Zionist Congress netop afvist en resolution, fremsat af Mizrachi – en religiøs zionist-fraktion, som forlangte at religiøse skoler skulle støttes på lige fod med andre skoler. I vrede over afvisningen forlod adskillige prominente Mizrachi-folk zionistbevægelsen, allierede sig med andre grupper og stiftede Agudat Israel. I løbet af Den første Verdenskrig skiftede partibevægelsen hovedkvarter fra Rusland til Frankfurt i Tyskland.
Aktive i Agudat var en række af kendte hasidiske grupper, hvoraf nogle allerede på daværende tidspunkt arbejdede for oprettelse af religiøse landbrugskollektiver i Palæstina – uden for den officielle zionistbevægelsels rammer.
Agudat Israel opnåede bemærkelsesværdig politisk styrke, specielt i Polen, hvor partiet blev repræsenteret i parlamentet. Mens Agudat Israel oprindeligt var stærk modstander af zionismen som bevægelse, idet man argumenterede med, at jøderne som sådan udgjorde et religiøst samfund, defineret af Torah’en – og således ikke som en normal nation, blev argumentet overhalet af begivenhederne, da Staten Israel blev grundlagt i 1948, hvorefter Agudat Israel gik aktivt ind i de politiske processer.
I Israel har partiet siden repræsenteret de såkaldt ultra-ortodokse interesser i parlamentet. Som følge af Israels proportionale valgregler har det antalsmæssigt forholdsvis beskedne Agudat Israel i tidens løb ofte været tungen på vægtskålen i forbindelse med regeringsdannelser, hvorfor partiet i forhold til størrelsen har haft overmåde stor indflydelse på israelsk politik.
Partiets repræsentanter har opereret politisk dygtigt, og har stået stejlt på mærkesagerne: En streng overholdelse af Shabbat, kosher-reglerne samt en afvisning af at ændre de orthodokse regler med hensyn til definitionen på en jøde. Dette har specielt i Israel særdeles stor betydning i forbindelse med “The Law of Return” – altså den grundlæggende lov, der dels giver øjeblikkelig indrejsetilladelse, dels øjeblikkelig statsborgerskab til enhver jøde, der ønsker det.

Degel HaTorah
(Torahens Banner – nu i alliance med Yahdut HaTorah)
Stiftet af rabbineren Eliezer Shach i 1980. Shoah/Holocaust udslettede det meste af hvad der fandtes af den traditionelle religiøs-jødisk befolkning i Østeuropa, og den modstand mod zionismen og den jødiske stat, der fandtes i resterne af denne orthodokse befolkning, blev til noget af en anakronisme.
Og dog fandtes der stadig en rimelig stor del mennesker, koncentreret omkring den lithauiske jødedom, der gjorde det til deres livssag at genetablere de jødiske institutioner og samfund dels i Amerika, dels i Israel. Disse samfund er i dag, dels i flere israelske byer, dels i byer som New York og Chicago blomstrende samfund med mange tilhængere, der ofte isolerer sig fra det omgivende samfund for i fred at kunne leve det liv, de finder rigtigst.
Disse genetablerede orthodokse samfund fik fri udfoldelsesmuligheder, takket være de liberale samfund, de nu i Amerika og Israel blev en del af, og i Israel blev de samtidig en del af et velfærdssamfund, som var særdeles generøst overfor bl.a. unge mænd fra Agudat Israel og Degel HaTorah, der ønskede at studere, og som under ingen omstændigheder ville aftjene værnepligt i det israelske forsvar, Zahal (IDF).
Tolerancen overfor disse religiøse militærnægtere var som sagt stor, men er nu i vide kredse i Israel efterhånden ved at slippe op. Men tolerancen var – og er – i høj grad skabt af en kombination af respekt for Holocausts ofre og en forståelse for vigtigheden af, at der til stadighed – midt i den sekulare stat – er nye unge mennesker, der helt helliger sig studiet af Torahen, disse stadige og stædige Torah-studier, som igennem 2.000 år i udlændigheden bevarede og bevarer den mosaiske tro og er selve kernen i jødedommen.
Den genetablerede lithauiske orthodoksi er kendetegnet ved en overraskende vitalitet, dels som følge af en voksende interesse blandt unge jøder for de kulturelle og religiøse rødder, dels som følge af en bemærkelsesværdigt højere fødselsfrekvens i grupperne omkring orthodoksien….
I Yeshivahen (de jødiske samfund i Israel) forblev den lithauiske orthodoksi i mange år en integreret del af Agudat Israel, men i 1980erne brød lithauerne ud – under anførsel af lederen af Tonevich Yeshivah i B’nai Brak, rabbi Eliezer Shach. Han dannede sit eget politiske parti, Degel HaTorah. Partiet indgår ved valgene i en koalition, som for tiden har fem mandater i Knesset.

Hadash
(Rakah/ Den Demokratiske Front for Fred og Lighed)
Som navnet antyder en venstreorienteret bevægelse, oprindelig en del af Det Kommunistiske Parti (se nedenfor) og De Sorte Pantere i 1977. Et parti bestående af ikke-velstillede israelske arabere og jøder. Hadash’s platform er at arbejde for at forbedre den økonomiske og sociale status blandt de fattigste grupper, at gennemføre fulde og lige rettigheder til israelske arabere og kvinder. Hadash var blandt de første partier til at indlede kontakt til PLO, og kræver total tilbagetrækning af israelske tropper fra Judæa og Samaria (Vestbredden), Gaza og Øst-Jerusalem, og støtter oprettelsen af en palæstinensisk-arabisk stat. Partiet opnåede 3 procent af stemmerne – svarende til 3 mandater ved valget til det 16. Knesset, den 28. januar 2003. Var efter valget den 28. marts 2006 ikke repræsenteret i Knesset.

Israels Kommunistiske Parti
Israels Kommunistiske Parti blev stiftet i 1922. Partiet består af såvel jødiske som arabiske medlemmer og har en stærkt anti-zionistisk holdning. Fra starten af partiets historie arbejdede man for oprettelsen af en palæstinensisk-arabisk stat. Andre af paritets hovedpunkter er arbejder-rettigheder, kvinde-rettigheder og lighed mellem alle Israels borgere. I dag består partiet overvejende af arabiske israelere, og fungerer i en tæt alliance med Hadash.

Am Ehad
(Én Nation)
Umiddelbart før valget i 1999 besluttede den tidligere formand for Histadrut, Knesset-medlem Amir Peretz at forlade Labour (se ovenfor) for at danne sit eget parti, Am Ehad (Én Nation) til fordel for den israelske arbejder. Idéen viste sig god, for Am Ehad kom omgående i Knesset med to mandater – et resultat, det lykkedes at bevare i forbindelse med valget den 28. januar 2003 – i høj grad takket være Amir Peretz’s karismatiske personlighed og hans styrke og popularitet i den socialistiske fagbevægelse. I dag er Amir Peretz tilbage som formand for Labor.

De Arabiske partier
1) Balaad
(Den Nationale Demokratiske Alliance)
Et af af Israels arabiske partier, som er under ledelse af Azmi Bishara. Partiet arbejder for en demokratisk stat for alle borgere, en tilbagevenden til Israel af alle palæstinensiske flygtninge, arabiske soldater i IDF, en total tilbagetrækning af alle israelske styrker til 1967-grænserne og oprettelse af en palæstinensisk stat. Azmi Bishara stillede op til valget som premierminister i 1999, men trak sig blot to dage før valget.

2) Den Forenede Arabiske Liste
I 1996 blev denne bevægelse grundlagt af dr. Ahmed Tibi, som havde ønsket, at alle de islamiske bevægelser og partier kunne samles under én paraply-organisation. AMC er kontroversiel i Israel, idet Ahmed Tibi – som repræsentant for den israelske fredsbevægelse – stod i hemmelig kontakt med PLO, lang tid før Oslo-Aftalen blev underskrevet.

Tibi har også i årevis opereret som Yasser Arafats tætteste rådgiver. AMC blev anerkendt og registreret som et legitimt politisk parti efter flere forsøg. Den Arabiske Bevægelse for Forandring besluttede i 1996 til ikke at opstille, og allierede sig i stedet med Hadash. AMC tilsluttede sig så ved 1999-valget Balad, men blev kort efter atter opsplittet i to partier – hver med et mandat.

Den store enhed i Den Forenede Arabiske Liste er Det Arabiske Demokratiske Parti, som blev stiftet af det tidligere Knesset-medlem af Labor, Abdel Wahab Daroushe. Det Arabiske Demokratiske Parti fik et enkelt mandat ved valget i 1988 og to i 1992-valget. De væsentligste programpunkter er fuld lighed for israelske arabere og total tilbagetrækning af israelske styrker fra Judæa og Samaria (Vestbredden), fra Gaza og fra Øst-Jerusalem. Samtidig forlanger partiet en selvstændig palæstinensisk stat. Ved valgene i 1996 og 1999 indgik Abdel Wahab Daroushe i et samlet islamisk parti-dannelse.

Yisrael B’Aliya
(Israel for Tilbagevenden)
Partiet blev dannet i 1996, og er et moderat højrefløjs parti, som især har gjort sig til talsmand for de mange russiske jøder, som efter Murens fald og Sovjetunionens opløsning er strømmet til Israel. I spidsen for partiet står Nathan Sharansky, som arbejder for en udvidelse af loven om tilbagevenden og at der gives stadigt større subsidier til at absorbere de mange indvandrere. Yisrael B’Aliya støtter i princippet palæstinensisk autonomi, men ikke en palæstinensisk stat. I 1996 fik partiet syv pladser i Knesset, i 1999 6 pladser og i 2000 4 pladser. Efter det – for partiet – triste resultat den 28. januar 2003, hvor kun 2 mandater blev vundet, trak Sharansky sig tilbage, og partiet fusionerede reelt med Likud.