Entebbe-Aktionen 1976

Operation Tordenkile
Den 27. juni 1976 tvang en terrorgruppe, bestående af tyskere og arabere, en Air France-Airbus til landing i Ugandas hovedstad Kampala, efter at de havde taget flyets passagerer og besætning som gidsler. Flyet var på vej fra Paris til Tel-Aviv – med mellemlanding i Athen, og passagererne var for en stor dels vedkommende israelske statsborgere, ligesom en del var amerikanske og europæiske jøder.

Flykaprene forlangte, at Israel omgående skulle løslade 53 arabiske terrorister, som efter domme sad i israelske fængsler. Efter landing i Ugandas hovedstad Kampalas lufthavn, Entebbe, løslod flykaprene den franske besætning og alle ikke-jødiske passagerer, idet de beholdt 105 jødiske gidsler. Dead-line for at opfylde kaprenes krav var sat til 48 timer.

Den israelske regering indvilgede i at forhandle flykaprenes krav, og gik samtidig i dybeste hemmelighed i gang med at forberede en eventuel militær aktion. Ved at indvilge i at forhandle, skaffede israelerne sig tid – og en ny deadline blev sat til den 4. juli 1976.

Mulighederne for at komme gidslerne til undsætning syntes på forhånd ikke store. Dels er afstanden fra Israel til Uganda ca. 4.000 kilometer, og dels ville chancerne for – i en evt. ildkamp –  at redde gidslerne være meget små. Ikke mindst var der det store problem, at flykaprene åbenbart nød beskyttelse af diktatoren, Idi Amins ugandiske tropper, som lå i en ring omkring Entebbe Lufthavnen.

Den mulige militære operation blev lagt i hænderne på brigadegeneral Dan Shomron, som senere blev stabschef for IDF, og den 1. juli kunne han overfor forsvarschefen og forsvarsministeren præsentere den dristige aktion i detaljer.

Dan Shomrons plan var baseret på en række fordele, som IDF havde i forhold til terroristerne. Entebbe Lufthavn i Kampala, hvor gidslerne var tilbageholdt, var i sin tid blevet bygget af en israelsk entreprenør, hvorfor bygningsindretning og forhold i øvrigt var kendt. Yderligere var de frigivne ikke-jødiske gidsler i stand til præcist at kunne beskrive terroristerne, deres bevæbning og de positioner, de indtog i lufthavnsbygningen i Entebbe. Endelig var overraskelsesmomentet af stor betydning. Der var liden sandsynlighed for, at flykaprene havde forberedt sig på en egentlig militær operation.

Brigadegeneral Shomrons plan indebar, at der skulle sendes 200 elitesoldater med udstyr af sted i en C130 Hercules – den eneste flytype, der ville kunne anvendes.

Og som Shomron udtrykte det, ventede der store vanskeligheder: “Vi har altså mere end 100 mennesker i et mindre rum, omgivet af terrorister, der har fingeren på aftrækkeren på deres automatvåben. De kunne begynde at fyre på et sekund, og dræbe masser af gidsler. Vi skulle til gengæld flyve syv timer, lande sikkert med et af verdens mest enorme fly uden at nogen måtte bemærke det, køre 200 soldater af sted i biler til lufthavnsbygningen, trænge ind og dræbe alle terroristerne, inden de fik mulighed for at åbne ild.”

Men måske var det netop fordi ingen forventede en sådan risikofyldt aktion, at den lykkedes.

Flyet lettede kl. 13.20, den 3. juli og satte kursen mod Afrika. Først efter afgangen blev den israelske regering og lederen af oppositionen, Menachem Begin, orienteret om at flyet var på vej, og at aktionen endnu kunne stoppes, såfremt der ikke opnåedes enighed i regeringen herom. Denne enighed blev skabt efter tre timers debat, hvorefter Dan Shomron fik grønt lys til at gøre det, der skulle gøres.

Den 200-mand store eliteenheden, der skulle frelse gidslerne, var under kommando af oberstløjtnant Yonatan Netanyahu – i øvrigt bror til den tidligere premierminister Benjamin Netanyahu. Om bord på Hercules-flyet var udover soldaterne to jeeps og den nu berømte sorte Mercedes, som var af samme type som den Ugandas diktator, Idi Amin normalt lod sig køre i. To yderligere Hercules-fly lettede samtidig – med flere soldater, som havde til opgave efter landingen at ødelægge de Mig-jagerfly fra det ugandiske luftvåben, der holdt parkeret i Lufthavnen. Et fjerde Herculesfly skulle flyve gidslerne hjem.

Ud over de fire Hercules-fly bestod enheden af to Boeing 707 – det ene et transportabelt hospital, som skulle lande i Kenyas hovedstad, Nairobi, samt – på den første tredjedel af turen – en eskorte af F4-Phantomjagerfly.

Efter de 7 timer og 40 minutter i luften, ventede der enheden en overraskelse: Landingsbanens lys var tændt! Men trods dette, blev landingen tilsyneladende ikke bemærket, og flyene kunne lande, kun med ét minuts forsinkelse i forhold til den lagte plan!

Dan Shomrons plan lykkedes – nærmest til perfektion. Elitetropperne stormede frem mod lufthavnsbygningen, dræbte et par terrorister og nogle ugandiske soldater, der stod foran bygningen, trængte ind. Gidslerne blev med hebraiske ordrer kommanderet ned på gulvet, og efter kort, men heftig og blodig ildkamp lykkedes det israelernes skarpskytter at dræbe samtlige 8 terrorister.

Kun én af de israelske soldater måtte lade livet, netop elitetroppernes chef, Yonatan Netanyahu, som mens han eskorterede gidslerne ud mod det ventende fly, blev dræbt formodentlig af en ugandisk soldat, der stadig befandt sig i Entebbe Lufthavns operationsrum. Yderligere døde en engelsk statsborger, Mrs. Bloch, som inden aktionen af uganderne var blevet kørt til Kampalas Sygehus. Det hævdes, at Idi Amin efterfølgende beordrede hende henrettet.

Klokken 23.59 lettede det sidste israelske fly fra Entebbe Lufthavnen, og satte kursen hjem mod Tel-Aviv. Operation Tordenkile, som var planlagt at skulle vare 60 minutter, blev afsluttet på 59 minutter! Otte timer senere landede alle fly og gidsler uskadte i Israel til en stormende velkomst.

Den enestående militære aktion, som medførte hyldest til IDF fra hele den vestlige verden, blev samtidig en lammende knytnæve mod den internationale terrorisme, som nu vidste, at man ikke længere kunne føle sig i sikkerhed nogen steder på kloden. Dan Shomron: “Aktionen viste, at terrorisme kan bekæmpes, og at det er værd at gøre det.”

Samme dag som Entebbe Aktionen kunne USA fejre sit lands 200 års jubilæum, og i taler rundt om i Amerika blev IDFs aktion berømmet som et unikt eksempel på, at frihed er en værdi, der skal kæmpes for hver eneste dag i hver eneste generation.