Palæstinensiske flygninge

Artikel i Politiken – 19. marts 2005: af Arne Melchoir
Sandhed har mange udgange

Det er grov forvanskning af virkeligheden alene at gøre Israel ansvarlig for det palæstinensiske flygtningeproblem

I Danmarks Radio’s program ”Udefra” blev der den 22. februar bragt en times udsendelse om de palæstinensiske flygtninge. Den placerede helt og absolut skylden for flygtningeproblemets opståen på israelsk side.

Dette er en groft énsidig og uretfærdig fremstilling. Sandheden er langt mere kompliceret. Fremstillingerne i samtidige og efterfølgende beretninger lægger næsten alle skylden på begge kæmpende sider i 1948, hvilket jo ikke er så mærkværdigt i en krig. Der skal herved i høj grad lægges vægt på, hvilken af siderne der var angriberen den pågældende krig!

Jeg skal her citere fra bogen ”Israel Resurgent” af Norman Bentwich, (dansk udgave ”Israel genopstået” 1960 på forlaget Fremad):

”Masseflugtens årsag var hverken enkelt eller enkel. Der var et samvirke af forskellige tryk. De palæstinensiske araberledere rådede i kampens første del civilbefolkningen til at forlade deres hjem under stridighederne for senere at komme tilbage med den sejrrige befrielseshær. I ét berygtet tilfælde massakrerede jødiske yderligtgående befolkningen i en landsby i udkanten af Jerusalem og fremkaldte udbredt panik. I landsbyerne nær grænsen blev resten af civilbefolkningen, som frygtedes at kunne blive en femtekolonne, drevet ud ved militær aktion under krigsoperationerne. Fortalere for den ene eller den anden side er tilbøjelige til at pille en af disse årsager ud og tilskrive den samtlige vanskeligheder. Den egentlige årsag var i virkeligheden de arabiske landes laden hånt om FN’s beslutning og deres invasion af israelsk territorium. Men hvad der betyder noget i dag er, at et alvorligt menneskeligt problem er blevet skabt.”

Det er et faktum, at der fra arabisk side blev udsendt en række såkaldte ’dagsbefalinger’, der stærkt opfordrede den arabiske befolkning til midlertidigt at rømme deres hjem for ikke at risikere at blive drevet i Middelhavet sammen med jøderne, når de arabiske hære rykkede frem. Efter et par uger ville araberne derpå kunne vende trygt tilbage, hed det. Selve kong Faruk, men også muslimske ledere, herunder stormuftien af Jerusalem og nogle generaler stod bag disse anbefalinger.

Jeg har fundet frem til et frimærke (det har taget lidt tid, derfor den sene indsigelse), som den egyptiske stat udgav i 1948. Det viser – som det ses på illustrationen – den egyptiske hærs overvældende fremmarch ind over det nyetablerede Israel. Sådan et officielt frimærke kommer jo ikke til verden ved en tilfældighed!

En række andre forhold fra starten og indtil denne dag placerer et stort ansvar på arabisk side. Dels den omstændighed, at nabostaterne vægrede sig ved at modtage, integrere eller bare økonomisk hjælpe deres brødre og trosfæller. Dels den omstændighed, at Israel i de første år efter statens etablering i 1948 modtog et lige så stort antal jødiske flygtninge fra en række arabiske stater. Dette skal palæstinenserne godt nok ikke undgælde for. Men eftersom de jødiske flygtninge blev berøvet al ejendom og samtlige værdier, da de blev drevet på flugt, så er der tale om en regning og en modregning. Det bør derfor kræves, at de arabiske stater træder til med deres svulmende kasser for at hjælpe deres brødre. Man kan ikke bare gøre verdenssamfundet (FN) og Israel ansvarlige for de palæstinensiske flygtninges bestemt ikke misundelsesværdige situation.

Arne Melchior

Politiken – marts 2005.

Arne Melchoirs response til to indlæg der imødegår ovenstående artikel

I Politiken den 19. marts 2005 findes to indlæg, der imødegår min artikel i avisen den 13. marts angående baggrunden for den arabiske masseflugt fra Palæstina i 1948. De to indsendere (John Kjærgaard og Michael Helm) hævder, at der ikke foreligger beviser for, at arabiske ledere i væsentlig grad opfordrede araberne til at flygte.

Som jeg oplyste i min artikel, foreligger der en mængde varierende beretninger herom. Jeg anførte, at skylden for flugten er flersidet. Til yderligere dokumentation for, at araberne blev animeret til flugt af deres egne ledere, skal jeg her fra den mangfoldige litteratur gengive et par citater fra bogen ’Krig og krise i Mellemøsten’ af Peter P. Rohde, Thaning og Appels Forlag 1967:

”Som leder af Den arabiske Højkomité havde Haj Amin (stormuftien af Jerusalem) nemlig allerede i januar 1948 fået organiseret en demonstration i form af en arabisk masseflugt fra de områder i mandatet, som ifølge FNs delingsplan skulle tilfalde staten Israel. Han ville derved opnå tre ting: at skabe et psykologisk krigsberedskab ved den ophidselse, som flugten ville fremkalde i de lande, flygtningene søgte ind i, at bevise over for omverdenen, at jøderne for frem mod araberne med umenneskelig grusomhed, så de ikke kunne blive i deres hjem, samt at rydde grunden, så araberne kunne slå ned for fode, hvor de rykkede frem…..”(side 105).

Side 106, citat fra den jordanske Ramallah Radio 3. 4. 1949: ”Man kan ikke bebrejde jøderne den nuværende situation. Det må ikke glemmes, at det var den arabiske Højkomité, der opfordrede flygtningene til at forlade deres hjem i Jaffa, Haifa og Jerusalem, og at visse arabiske ledere i dag benytter dem som brikker i deres politiske spil.”
Arne Melchior.


FNs resolution 194

Resolution af 11. december 1948, som beskæftiger sig med de palæstinensiske arabere, der som flygtninge forlod Israel. Ofte citeret som selve grundlaget for arabernes ret til at vende tilbage til de områder, de forlod. Resolutionen siger klart, at de flygtninge, der vender tilbage, skal være villige til at leve i fred med deres jødiske naboer. Kompensation og genhusning andet steds nævnes også som en mulighed. De arabiske stater, som nu ofte henviser til resolutionen, stemte dengang enstemmigt imod resolutionen.

Hvad indebærer kravet om “ret til at vende tilbage” for araberne?

På samme tid som de palæstinensiske arabere kræver deres egen stat, forlanger de også ret til tilbagevenden for de flygtninge, som forlod Israel. Der findes imidlertid ikke en sådan rettighed, hverken i international lov eller i nogle af de relevante FN-resolutioner eller i nogle af de aftaler, der er indgået mellem Israel og araberne. Årsagen hertil er, at araberne enstemmigt afviste FNs Resolution 181 af 1947, som delte det tidligere britiske mandatområde i to selvstændige stater: en jødisk stat og en arabisk stat – og samtidig gik de arabiske lande til angreb på Israel.

I forbindelse med 1948-krigen forlod mange arabiske familier deres hjem – enten som følge af opfordring hertil fra de arabiske ledere eller af frygt for de israelske tropper. Med få undtagelser forlod alle arabere frivilligt deres hjem, trods gentagne opfordringer fra de israelske myndigheder til at blive i landet. De arabere, der blev – samt deres efterkommere – er i dag israelske statsborgere. Der er omkring en million israelske arabere, som bl.a. er repræsenteret i Israels parlament, Knesset.

De palæstinensiske flygtninges skæbne står i skarp kontrast til de hundredetusinder jøder, der flygtede fra arabiske lande for at komme til Israel. Disse jødiske flygtninge – i antal svarende til de arabere, der flygtede fra Israel – blev alle hurtigt integreret i det israelske samfund, og modtog den nødvendige hjælp til at blive integreret. De palæstinensiske flygtninge, derimod, blev af deres arabiske brødre behandlet som pariaer, blev anbragt i lukkede flygtningelejre, og er siden af araberne blevet brugt som gidsler i konflikten mod Israel. Tilmed er palæstinenserne blevet holdt i økonomisk armod.

Det er ikke fordi, araberne har manglet penge til at sørge for flygtningene. De arabiske lande er for manges vedkommende meget velhavende, takket være olien, og man kunne sagtens have sørget for økonomisk hjælp, fødevarer og uddannelse til de relativt få palæstinensere, men dette har man ikke ønsket. I Jordan er eksempelvis 80 procent af befolkningen i forvejen palæstinensere – så integrationen ville have været let og smertefri i denne i forvejen palæstinensiske stat.

Det er således Israels opfattelse, at det er op til de velhavende modtagerlande at sørge for de palæstinensiske flygtninge.