P. L. O.

Palæstinensere
Frem til staten Israels selvstændighed i 1948 blev benævnelsen palæstinensere af og til brugt om indbyggerne i det daværende britiske mandatområde, Palæstina – hvad enten de var jøder eller arabere. Fra 1948 skelnede man så mellem jøder og arabere – om indbyggerne i Staten Israel brugte man dog betegnelsen israelere.

Først helt op midt i 1960erne, hvor de palæstinensiske arabere begyndte at formulere en national politik, begyndte man at bruge benævnelsen palæstinensere på de arabere, der havde eller havde haft bopæl inden for det oprindelige mandatområde. Indtil 1960erne eksisterede der altså ikke nogen palæstinensisk identitet – kun en arabisk, og det er kendetegnende, at det er en egypter, Yasser Arafat, der ståede i spidsen for PLO, den palæstinensiske befrielsesorganisation. (Arafat døde, efter længere tids sygdom tidligt om morgenen, torsdag den 11. november 2004 på et militærhospital i Paris. Læs alt om Arafat, hans liv, biografi, nekrolog og diverse kommentarer – klik her )

Den palæstinensiske befolkning er bosiddende i Israel, i Judæa og Samaria (Vestbredden), i Gaza og ikke mindst i Jordan, hvor 80 procent af befolkningen er palæstinensiske arabere.

Palæstina
Ordet kendes fra Bibelen fra den græske benævnelse for folkeslaget Philistrene, som altid lå i kamp mod israelitterne, og er en gammel benævnelse for området mellem Syrien og Egypten og mellem Middelhavet og Jordanfloden – det der stort set i dag er det moderne Israel. Efter at have slået det 2. jødiske oprør ned i 135 e.v.t. ændrede romerne landets navn fra Judea til Palestina. Da dels tyrkerne og dels briterne overtog området benævntes det ligeledes Palæstina.

PLO
(Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation)
En paraplyorganisation, formet af grupper som Fatah, Den Marxistiske Folkefront til Palæstinas Befrielse og adskillige andre smågrupper. PLO blev stiftet i 1964 på den første arabiske konference, og blev oprindelig helt kontrolleret af de øvrige arabiske stater indtil organisationen i 1967 blev helt selvstændig. Fra og med 1969 var egypteren Yasser Arafat leder af organisationen (Arafat døde i november 2004), som fra starten havde til formål at slette Israel fra verdenskortet. Læs PLOs charter  klik her og læs mere om Arafat og hans liv –klik her

PNF
(Palæstinas Nationale Front)
Stiftet i januar 1973 for at koordinere den palæstinensiske nationale modstand mod israelerne. Gruppen blev forbudt af Israel i 1978.

PPP
(Palæstinas Folkeparti)
En venstrefløjsorganisation inden for PLO. Stiftet i 1982 som Palæstinas Kommunistiske Parti, men skiftede navn i 1991. Gruppen støtter Oslo-Aftalen og opfordrer PLO til at samarbejde med alle muslimske grupper.

PA
(De Palæstinensiske Myndigheder)
Lederskabet af de palæstinensiske selvstyreområder, Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza, fra hvilke Israel i overensstemmelse med Gaza-Jericho-aftalen i 1994 og Oslo-Aftalen i 1995 mere eller mindre havde trukket sig tilbage fra – faktisk lige frem til Intifadaen (den palæstinensiske opstand) begyndte i år 2000. Ledelsen af PA blev efter valget den 25. januar 2006 overtaget af bevægelsen Hamas.

PLC
(Palæstinas Lovgivende Råd)
Grundlagt i 1964 som PLOs militære gren, og ledet af Yasser Arafat. Efter Oslo kom dette råd under lederskab af PA.

Palæstinas Nationale Fond
En fond for palæstinensiske skatter og gaver fra andre arabiske personer og lande. Under lederskab af en direktion, som er udpeget af PLOs eksekutiv-kommite.

Palæstinas Nationale Frelses Front
Stiftet i marts 1985 af PFLP og pro-Syriske grupperinger i Damaskus. Denne front er en paraplyorganisation, der modsat sig Yasser Arafats lederskab da han levet.

Palæstinensiske flygtninge
Omkring 600.000 palæstinensiske arabere flygtede fra Israel i årene 1947 til 1949 – i årene, hvor Israel fik sin selvstændighed. Araberne afviste FNs delingsplan for området, og en række arabiske stater gik til angreb på den nye jødiske stat. Fra disse arabiske ledere blev de palæstinensiske arabere opfordret til at flygte, sådan at de ikke ville lide skade, når de arabiske hære strømmede ind i Israel. En anden årsag til flugten var frygt for den israelske hær.

En stor del af araberne blev dog i Israel, og de er i dag israelske statsborgere med fulde rettigheder og repræsenteret i det israelske parlament, Knesset. Der er cirka en million palæstinensiske arabere inden for Israels grænser i dag. En stor del af de, der flygtede – samt deres efterkommere – bor i dag dels i Gaza, dels i Judæa og Samaria (Vestbredden). Yderligere omkring 360.000 flygtede fra disse områder efter Israels sejr i Seksdageskrigen i 1967.

PCC
(PLOs Centrale Råd)
Rådet blev etableret i juni 1970 som det næsthøjeste råd under PLO. I 1973 blev PCC forbindelsesledet mellem PNC og PLOs eksekutivkommite. For tiden har det centrale råd 124 medlemmer.

PLOs Charter
Blev anerkendt af PNC i juli 1968, og består af 33 artikler, som er grundloven for PLO. Også kaldet Det Palæstinensiske National Charther og Palæstinas Grundlov.
Læs hele PLOs charter klik her

PLO-afdelinger
Der er talrige PLO-afdelinger – og nu kaldet ministerier. Den vigtigste er Political Department, som overvåger PLOs arbejde i udlandet. Andre afdelinger beskæftiger sig med flygtninge, kultur og information, sociale områder, uddannelse og folkelige organisationer.

EC
PLOs Eksekutiv-Kommite
Den højeste myndighed inden for PLO. Denne gruppe repræsenterer PLO internationalt og har fuld kontrol over alle underorganisationer samt finanserne. Komiteen har 18 medlemmer, som vælges af PNC.