Israel og apartheid-beskyldningen

I marts 2013 kunne man i medierne læse en historie om, at der i Israel var “apartheid busserne” til palæstinensiske arbejdere fra Vestbredden. Et klassisk eksempel på en overdrevet og fordrejet historie frembragt af “Pallywood” industrien og de journalister, der falder over hinanden for at finde en historie, som de kan angribe Israel med.

Historiens baggrund
Historien er udsprunget af, at der er ti tusindevis af palæstinensere, der har tilladelse til at arbejde i Israel. Der betyder enorm trængsel i de israelske busser, når disse mange palæstinensere skal til og fra arbejdspladsen. Mange vælger at dele udgifterne til taxaer. Og mange virksomheder har selv oprettet busser for at lette transport for deres arbejdere. Men pendling for disse folk er ofte meget besværlig.

Transportministeriet i Israel satte sig derfor for at gøre noget for at hjælpe trængslen og den 4. marts blev der indsat en del nye busser specielt med ruter til og fra de palæstientiske/arabiske byer i selvstyreområdet. Initiativet blev en alt for stor succes. Det viste sig hurtigt, at der ikke var busser nok til at imødekomme efterspørgslen. Der var meget trængsel ved busstoppesteder og det skabte en del uro og ventetid. Transportministeren meldte tilbage, at han ville straks gøre noget ved det og gik i gang med at finde en løsning til flere busser. Men det fik han ikke tid til.

En del medier begyndte at skrive om sagen og fordrejede den til at handle om “apartheid busserne”. Det udløste demonstrationer, hvor der blev sat ild til nogle af busserne, som var parkeret i den arabiske by Kfar Qassem. Busselskabet trak deres busser tilbage fra disse ruter. Med det resultat, at der nu ingen busruter er til arabiske byer i selvstyreområdet. De palæstinentiske arbejdere har stadig store problemer med at komme på arbejde via israelske busruter.

Rigtig mange medier rapporterede historien om apartheid – ingen var interesserede i den rigtige historie – at palæstinensere faktisk var glade for, at der kom nogle gode busforbindelser til deres arabiske byer, så de kunne passe deres arbejde i Israel. Oven i købet kunne mange af disse palæstinentiske arbejdere stadig bruge de oprindelige israelske busser, hvis de havde lyst til det – der var overhovedet ikke tale om adskillelse.

En “lose-lose situation” – både Israel i medierne og de palæstinensiske arbejdere blev tabere. Der var ikke tale om apartheid. Det er et klassisk eksempel på, hvordan en historie kan fordrejes.

Det samme fordrejning skete i forbindelse med de anti-israelske aktiviteter sidste måned rundt om i verden – den såkaldte “Israel Apartheid Week”.

Det sker med mellemrum, at modstandere af Israel sammenligner Israels behandling af palæstinenserne og de israelske araber med Sydafrikas racistiske behandling af ikke-hvide i landets apartheid-tid.

Det er fuldstændig ved siden af. De to ting har intet med hinanden at gøre.

Apartheid i Sydafrika indeholdt således lovbestemte forbud mod sexuelle relationer mellem forskellige racer. Tvungne fysiske adskillelser mellem racer – i restauranter, i boligområder, i badebassiner, i den offentlige transport. Og den drejede sig om at forhindre sorte i at stemme, samt at pålægge dem begrænsninger i deres uddannelse. Apartheid drejede sig således om at adskille racerne. Denne sammenligning med Israel holder ikke på nogen måder vand:

. For det første er Vestbredden og Gaza ikke en del af Israel. Palæstinenserne i disse områder regeres af PA (det palæstinensiske selvstyre). Restriktioner i forhold til de to områder bliver alene iværksat af Israel af sikkerhedsmæssige årsager, og så længe der er agressive nabostater, der truer Israels sikkerheder, vil restriktionerne givetvis blive opretholdt.

. For det andet er det sådan, at love og regler i selve Israel, gælder for alle indbyggere – også for de ca. 20 procent af befolkningen, som er muslimske arabere. Lovene gælder helt uafhængigt af race, oprindelse eller køn. Israels arabiske befolkning har stemmeret og ret til at opstille til såvel nationale som lokale valg. De har stiftet egne arabiske partier, og de kan blive ministre i israelske regeringer. En af de israelske arabere sidder som dommer i Israels Højesteret, en anden som næstformand for Knesset, og en tredje har tidligere været israelsk ambassadør. Flere er aktive i landets forsvar. Overalt i israelsk administration, forskning og i det private erhvervsliv sidder der israelske arabere: Som universitetsprofessorer, sygehusdirektører, administrerende direktører og i det israelske politi. Der er en sand kaskade af israelske arabere på ledende poster indenfor TV, radio og øvrige medier. Tidligere var “Miss Israel” en israelsk araber.

. For det tredje er diskrimination, baseret på race eller religion forbudt i Israel. På samme måde er al tilskyndelse til racistisk adfærd en kriminel handling.

På den baggrund må det vist siges at være absurd at kalde Israel for et apartheid-system. Det er ganske enkelt blot en ny metode til at bringe landet i miskredit.

De kræfter, som bringer disse beskyldninger om apartheid til torvs i forhold til Israel, ignorerer altid konsekvent det der sker i Israels arabiske nabostater. Her bliver der ført en politik overfor minoriteterne som med rette kan beskrives som diskriminatorisk.