EU og Israel

Der er ingen styr på EU’s mange penge til palæstinenserne
af Yvette Espersen
En palæstinenser fra Bethlehem, der studerer jura i England, udtalte for nylig til EU, at …”de penge, I sender til Det Palæstinensiske Selvstyre slet ikke hjælper os – de skader os. Vi beder jer om at kontrollere disse midler”.
Han hentydede til de mange millioner euro, der sendes til palæstinenserne som støtte. I november sidste år holdt Calev Myers fra Jerusalem Institute of Justice en tale ved en begivenhed, som blev afholdt i samarbejde med Europa-Parlamentet i Bruxelles. Det var en tale, der præsenterede Jerusalem Institute of Justice’s rapport omkring Det Palæstinensiske Selvstyre og menneskerettigheder. Blandt de tilstedeværende var medlemmer af Udenrigsudvalget i Europa-Parlamentet. Dette er, hvad han kunne præsentere:
Støtten er større end Marshall-hjælpenDen Europæiske Union har over de seneste år, været den største økonomiske bidragyder til Det Palæstinensiske Selvstyre, med bidrag på hundreder millioner euro om året. Har disse hundreder af millioner opnået det, som var målene, da de blev doneret? Er de blevet investeret klogt? Findes der gode mekanismer, der kan sikre, at disse offentlige midler bruges ordentligt? Det er meget vigtige spørgsmål, som enhver borger i EU, der faktisk er direkte ansvarlig for disse penge, bør stille. Dette er især tilfældet i denne tid, hvor Europa er ramt af krise og arbejdsløsheden er høj. Den EU-støtte, der er givet til Det Palæstinensiske Selvstyre i perioden mellem Oslo-aftalen i 1993 og nu, er 25 gange højere per indbygger end det beløb, som USA gav den europæiske befolkning inden for rammerne af Marshall-planen efter Anden Verdenskrig. Det er konklusionen på undersøgelser udført af Jerusalem Institute of Justice. (Disse tal er justeret i forhold til inflation) Det bliver pengene brugt til.
Hvordan er dette muligt? Hvorfor er der så mange palæstinensere, der lever i ynkelig fattigdom, og hvorfor er de ikke kommet længere end de var for 18 år siden i forhold til at skabe en bæredygtig økonomi og en stabil regering – begge nødvendige elementer for at oprette den stat, de påberåber sig ret til? Hvor blev pengene af?
Vi kan se, hvor den ikke er blevet af. I modsætning til Marshall-hjælpen er pengene ikke gået til modernisering af palæstinensisk industri og forretningspraksis ved at gøre brug af højeffektive vestlige modeller for at skabe en bæredygtig økonomi og en følelse af håb og selvhjulpenhed. Faktisk har man opnået stik modsatte resultater. På grund af mangel på effektive kontrolmekanismer er en enorm del af den økonomiske støtte gået til:
1) palæstinensiske lederes personlige bankkonti
2) ophobning af våben, som fortsat bruges mod Israel
3) betaling til sikkerhedsfolk i et oppustet og ineffektivt sikkerhedsagentur
4) direkte investering i uddannelsesprogrammer, som indoktrinerer den næste generation af palæstinensere til had, racisme og antisemitisme. Afhængighed af støttenDenne måde at styre tingene på har skabt en uendelig afhængighed af støtte udefra, som har forøget fattigdommen i stedet for at udslette den.
Mindst 60 procent af den palæstinensiske økonomi i dag er båret af udenlandsk støtte uden nogen som helst udsigt til ændringer i fremtiden. Alle oplysninger om den palæstinensiske økonomi er tilgængelige, hvis man ønsker at vide, hvordan disse penge bruges. Alle pengeoverførsler efterlader spor. Dette, at milliarder af euro i støtte over de sidste to årtier ikke har været brugt til at fjerne palæstinensisk fattigdom eller skabe en bæredygtig økonomi, er meget slemt i sig selv. Og det faktum, at så mange penge er gået til at støtte et regime med stort set ingen interesse for menneskerettigheder eller menneskeliv, er intet mindre end en katastrofe. Krænkelse af menneskerettighederRapporten med overskriften “Skjulte uretfærdigheder” (Hidden Injustices), som blev udsendt af Jerusalem Institute of Justice, gransker de palæstinensiske ledelser gennem menneskerettighedsbriller, og rapporterer omkring de primære overtrædelser af menneskerettigheder, der er udført mod det palæstinensiske folk af dets egne ledere.
Dokumentet gennemgår fakta, der er baseret på omfattende interviews og research, og kigger på Det Palæstinensiske Selvstyre ud fra Den Internationale Menneskerettighedsdeklaration fra 1948 – et dokument, som alle lande i EU har taget til sig. Fakta er tydelige. Selvom Israel har mange fejl, er det ikke den israelske soldat ved grænseovergangene, det er ikke den israelske regering og det er ikke bosætterne på de omstridte områder, der overtræder palæstinensernes menneskerettigheder – det er Det Palæstinensiske Selvstyre selv.
Under det palæstinensiske styre finder man overtrædelser af menneskerettigheder, der inkluderer arbitrær fængsling, tortur, nedværdigende behandling af fanger, regelmæssig brud på ytringsfrihed, meningsfrihed, pressefrihed og religionsfrihed. Minoriteters, kvinders og børns rettigheder overtrædes også rutinemæssigt. EU’s moralske ansvarHvis nogen kan, og bør, kræve en menneskerettighedsreform fra Det Palæstinensiske Selvstyre, så er det Den Europæiske Union, fordi det erEU, der finansierer systemet.
EU holder økonomien og regeringen i live. EU er moralsk ansvarlig for at kræve reformer og følge op på, at de udføres, ved at kræve internationale menneskerettighedskonventioner overholdt, hvis støtten skal fortsætte. Den Europæiske Union bør anerkende, at den ved ikke at gøre økonomisk støtte betinget af overholdelse af menneskerettigheder og respekt for menneskeliv, faktisk bliver medansvarlig for overtrædelse af menneskerettigheder.
Der skal stilles betingelser for støtten”Skjulte uretfærdigheder”-rapporten siger ikke, at støtte til palæstinensere bør stoppes. Den siger derimod, at der skal tilføjes betingelser til den enorme støtte, som sikrer, at pengene bruges til at:
1) skabe jobs
2) modernisere palæstinensisk industri
3) opbygge en bæredygtig økonomi
4) uddanne den næste generation med værdier der inkluderer tolerance og fredelig sameksistens og endelig
5) en generelt større beskyttelse af menneskeliv og menneskerettigheder.
EU har en vidunderlig mulighed for at skabe ændringer i Mellemøsten.
Spørgsmålet bør derfor være: Er EU interesseret nok i regionens fremtid til at blive engageret?
EU bryder international lov i Israel
Ifølge en rapport fra februar 2015, er den Europæiske Union aktivt involveret i illegal bebyggelse i Adumim-området på Vestbredden. EU har financieret, og været aktivt involveret i, opbyggelsen af mere end 400 ulovlige bygninger i dette område mellem 2012 og 2014.
Alle bygninger bærer EUs flag og navn.De er ulovlige under international lov af flere årsager.
For det første, er Adumim-området (og de andre områder hvor de illegale EU-godkendte bebyggelser finder sted) en del af Område C, ifølge den Midlertidige Aftale fra 1995 mellem staten Israel og Palestinian Liberation Organization (den såkaldte Osloaftale II). I henhold til Artikel XI af samme aftale, har Israel fuldt administrativt ansvar og autoritet over landområder der befinder sig i dette område, således, at al bebyggelse i dette område skal have speciel tilladelse fra de israelske myndigheder.
Enhver bygning, der konstrueres uden en sådan tilladelse, er ulovlig, og ved at godkende, at palæstinenserne udfører sådanne handlinger, overtræder EU Osloaftalen II. I denne sammenhæng, bør det nævnes, at EU var med til at underskrive Osloaftalen II, som et af vidnerne til aftalen.
EU er en del af den Kvartet der gang på gang har opfordret til, at begge parter respekterer Osloaftalen. http://www.israelnationalnews.com/News/News.aspx/199407
Hvor blev pengene til palæstinenserne af?
EU har doneret milliarder af Euro til det Palæstinensiske Selvstyre med få eller ingen krav om menneskerettighedsreformer
En palæstinenser fra Bethlehem, der studerer jura i England, udtalte for nylig til EU, at …”de penge, I sender til det Palæstinensiske Selvstyre slet ikke hjælper os – de skader os. Vi beder jer om at kontrollere disse midler”. Han hentydede til de mange millioner Euro, der sendes til palæstinenserne som støtte.
I november sidste år holdt Calev Myers fra Jerusalem Institute of Justice en tale ved en begivenhed, som blev afholdt i samarbejde med Europaparlamentet i Bruxelles. Det var en tale der præsenterede Jerusalem Institute of Justice’s rapport omkring det Palæstinensiske Selvstyre og menneskerettigheder. Fremmødte ved begivenheden inkluderede medlemmer af Udenrigsudvalget i Europaparlamentet. Dette er hvad han kunne præsentere:
Den Europæiske Union har over de seneste år, været den største økonomiske bidragsyder til det Palæstinensiske Selvstyre, med bidrag på hundreder af millioner af Euro om året. Har disse hundreder af millioner opnået de mål, som det var tænkt, at de skulle, da de blev doneret? Er de blevet investeret klogt? Findes der gode mekanismer, der skal sikre, at disse offentlige midler bruges ordentligt? Disse er meget vigtige spørgsmål, som enhver borger i EU, der faktisk er direkte ansvarlig for disse penge, bør stille. Dette er især tilfældet i denne tid, hvor finansmarkedet i Europa har det hårdt og arbejdsløsheden stiger støt.
Ifølge undersøgelser udført af Jerusalem Institute of Justice, estimeres beløbet af international støtte, overført til det Palæstinensiske Selvstyre fra EU i tidsperioden mellem underskrivelsen af Oslo-Aftalen i 1993 og nu, at være 25 gange så højt per indbygger, som det beløb der blev givet fra USA til den europæiske befolkning under Marshallplanen til genopbyggelse og økonomisk genoprettelse af Europa efter Anden Verdenskrig. Groft sagt vil dette sige, at den støtte der er blevet overdraget til det Palæstinensiske Selvstyre over de seneste 18 år kunne have genopbygget den europæiske økonomi 25 gange! (Disse tal er justeret i forhold til inflation)
Hvordan er dette muligt? Hvorfor er der så mange palæstinensere der lever i ynkelig fattigdom, og hvorfor er de ikke kommet længere end de var for 18 år siden i forhold til at skabe en bæredygtig økonomi og en stabil regering – begge nødvendige elementer for at oprette den stat de kræver at have ret til? Hvor blev pengene af?
Vi kan se hvor den ikke er blevet af. I modsætning til Marshal-Planen er pengene ikke gået til modernisering af palæstinensisk industri og forretningspraksis ved at gøre brug af højeffektive vestlige modeller for at skabe en bæredygtig økonomi og en følelse af håb og selvhjulpenhed. Faktisk, har man opnået stik modsatte resultater. På grund af mangel på effektive kontrolmekanismer er en enorm del af den økonomiske støtte gået til:
1) palæstinensiske lederes personlige bankkonti
2) ophobning af våben, som fortsat bruges mod Israel
3) betaling til sikkerhedsfolk i et oppustet og ineffektivt sikkerhedsagentur
4) direkte investering i uddannelsesprogrammer, som indoktrinerer den næste generation af palæstinensere til had, racisme og antisemitisme.
Denne måde at styre tingene på har skabt en uendelig afhængighed af støtte udefra, som har forøget fattigdommen i stedet for at udslette den.
Mindst 60 procent af den palæstinensiske økonomi i dag er båret af udenlandsk støtte uden nogen som helst udsigt til ændringer i fremtiden. Alle oplysninger om den palæstinensiske økonomi er tilgængelig, hvis man ønsker at vide, hvordan disse penge bruges. Alle pengeoverførsler efterlader spor.
Det at milliarder af Euro i støtte over de sidste to årtier ikke har været brugt til at fjerne palæstinensisk fattigdom eller skabe en bæredygtig økonomi er en skam. Til gengæld er det faktum, at så mange penge er gået til at støtte et regime med stort set ingen interesse for menneskerettigheder eller menneskeliv, intet mindre end en katastrofe.
Rapporten med overskriften “Skjulte uretfærdigheder” (Hidden Injustices), som blev udsendt af Jerusalem Institute of Justice gransker de palæstinensiske ledelser gennem menneskerettighedsbriller, og rapporterer omkring de primære overtrædelser af menneskerettigheder der er udført mod det palæstinensiske folk af dets egne ledere. Dokumentet gennemgår fakta der er baseret på omfattende interviews og research, og kigger på det Palæstinensiske Selvstyre ud fra den Internationale Menneskerettighedsdeklaration fra 1948 – et dokument, som alle lande i EU har taget til sig. Fakta er tydelige. Selvom Israel har mange fejl, er det ikke den israelske soldat ved grænseovergangene, det er ikke den israelske regering og det er ikke bosætterne på de omstridte områder, der overtræder palæstinensernes menneskerettigheder – det er det Palæstinensiske Selvstyre selv.
Under det palæstinensiske styre finder man overtrædelser af menneskerettigheder der inkluderer arbitrær fængsling, tortur, nedværdigende behandling af fanger, regelmæssig brud på ytringsfrihed, meningsfrihed, pressefrihed og religionsfrihed. Minoriteters, kvinders og børns rettigheder overtrædes også rutinemæssigt.
Hvis nogen kan, og bør, kræve en menneskerettighedsreform fra det Palæstinensiske Selvstyre, så er det den Europæiske Union fordi det er EU der financierer systemet. EU holder økonomien og regeringen i live. EU er moralsk ansvarlig for at kræve reformer og følge op på at de udføres, ved at lave yderligere betingelser for at internationale menneskerettighedskonventioner overholdes hvis støtten skal fortsætte.
Den Europæiske Union bør vide hvordan man kræver menneskerettigheder overhold, samt reformer og ordentlig ledelse. EU har i flere årtier nu samarbejdet med Tyrkiet og nægtet at godkende det som medlem af unionen indtil det beviser at det kan overholde menneskerettighedsstandarder – men samtidig har EU doneret milliarder af Euro til det Palæstinensiske Selvstyre med få eller ingen krav om menneskerettighedsreformer. Hvordan kan dette forklares?
Den Europæiske Union bør anerkende, at den ved ikke at gøre økonomisk støtte betinget af overholdelse af menneskerettigheder og respekt for menneskeliv, faktisk bliver medansvarlig for – og endda med til at hjælpe – overtrædelse af menneskerettigheder.
“Skjulte uretfærdigheder” rapporten siger ikke at støtte til palæstinensere bør stoppes, men derimod at der skal tilføjes betingelser til den enorme støtte der sikrer at pengene bruges til at:
1) skabe jobs
2) modernisere palæstinensisk industri
3) opbygge en bæredygtig økonomi
4) uddanne den næste generation med værdier der inkluderer tolerance og fredelig sameksistens og endelig
5) sikre, at disse midler fra den Europæiske Union bør betinges af at det Palæstinensiske Selvstyre bliver bedre til at have en generelt højere hensyn for menneskeliv og menneskerettigheder.
Der findes en vidunderlig mulighed for Europaparlamentet for, at skabe ændringer i Mellemøsten. Spørgsmålet bør derfor være: er EU interesseret nok i regionens fremtid til at blive engageret?
Svar fra Villy Søvndal : Bliver EU/DK penge brugt til terrorister?
Spørgsmål til Udenrigsminister – 1619 – 15. april 2013
Spørgsmål: Kan udenrigsministeren bekræfte en udtalelse fra en hustru til en fængslet palæstinensisk terrorist, hvori hun siger, at det Palæstinensiske Selvstyre udbetaler penge til fængslede terrorister, hvilket logisk set betyder, at Danmark og EU støtter fængslede terrorister økonomisk – som det fremgår af dette link – ( http://www.palwatch.org/main.aspx?fi=157&doc_id=8783 )

Svar: Udenrigsministeriet har ikke mulighed for at bekræfte den specifikke udtalelse, der refereres til med det medsendte link til Palestinian Media Watch.
Generelt kan der henvises til besvarelsen af 22.8.2011 af URU 229. Det fremgår heraf, at EU støtter det palæstinensiske selvstyre dels via budgetstøtte, dels via en række bistandsinvesteringer og -projekter. Særligt budgetstøtten har til formål at sikre den selvstyrets mulighed for at udbyde en lang række basale serviceydelser til palæstinensere på Vestbredden og i Gaza. EU-støtten til selvstyrets generelle budget anvendes primært til månedlige overførsler til lønninger og pensioner til offentligt ansatte, pensionister og udsatte palæstinensiske familier på Vestbredden og i Gaza. EU-støtten til udsatte palæstinensiske familier er betinget af den enkelte families økonomiske situation, og modtagere screenes grundigt, blandt andet på baggrund af internationale sanktionslister. Selvstyret udbetaler desuden forskellige overførselsindkomster uden om EU’s budgetstøtte, herunder til støtte for familier til palæstinensere, der afsoner fængselsdomme i israelske fængsler eller er administrativt tilbageholdte. Ifølge selvstyret tildeles sådanne overførselsindkomster i relation til dommens længde og ikke dens karakter.

Israel-info, 10.07.2007
Folketingsmedlem møder Olmert og Livni

EU-ordfører Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti er netop hjemvendt fra et af de første møder mellem European Friends of Israel (EFI) og staten Israel som et vigtigt skridt på vejen til at opretholde og forbedre forholdet mellem Israel og Europa.16 parlamentsmedlemmer fra forskellige EU-lande var med på den fire dage lange rejse – med Messerschmidt som Danmarks repræsentant. Under det omfattende program blev der afholdt møder med bl.a. statsminister Ehud Olmert, udenrigsminister Tsipi Livni samt med ambassadører og diplomater fra en række EU-lande. Yderligere besøgte gruppen det israelske center for krigs- og terrorofre samt byen Sderot ved grænsen til Gaza. – I samtalen med Ehud Olmert stod det klart, at Israel betragter forholdet til EU som et venskab, der bliver bedre og bedre. Vore relationer skal styrkes, således at vi sammen kan sætte ind mod vold og terror i verden, blandt andet i forhold til det iranske regime, siger Morten Messerschmidt. – Særligt bevægende var mit besøg i Sderot. Her talte vi med pårørende til ofre for palæstinensernes Qassam-raketter, som i stigende antal regner ned over denne by. Dette er meget afslørende for, at de ekstreme palæstinensiske grupper ikke ønsker forsoning med Israel, men i virkeligheden ønsker at udrydde staten. Her må vi vise vores støtte og venskab med Israel, siger Morten Messerschmidt.

Nyhed – interessant artikel på engelsk fra Jerusalem Center for Public Affairs

http://www.jcpa.org/israel-europe/ier-dror-05.htm
The EU and Israel: Radically Different Worldviews
There is a radical difference in basic culture between the EU and Israel. The EU is a new, unprecedented type of entity unless one goes back to the Roman or Holy Roman Empire. It eludes the ideas of nationalism, cultural uniqueness, and separate states. This results from two devastating wars that ruined Europe’s culture. European governments focus on their citizens’ welfare while neglecting security risks.

(Prof. Yehezkel Dror is professor of political science (emeritus) at the Hebrew University of Jerusalem and founding president of the Jewish People Policy Planning Institute. His experience as a strategic planner includes two years at the RAND Corporation, senior advisory positions in the offices of the Israeli prime minister and defense minister, and two years working on EU policy issues at the European Institute of Public Administration in Maastricht. – Interview by Manfred Gerstenfeld)

– nedenfor kan læses tidligere artikler om emnet EU og Israel fra 2003, og er fra EU-Kommissionens Hjemmeside

EU skærper profilen

I september (2003) rejste Solana rundt mellem Israel, Jordan og Egypten i et forsøg på at få et møde i stand mellem Arafat og Peres.

Det er givet, at terrorangrebet på USA den 11. september vil få konsekvenser for USA’s internationale engagement – hvilke er det endnu for tidligt at sige. Den nye situation stiller også nye udfordringer til EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som på det seneste har været præget af forsøg på at skærpe den udenrigspolitiske profil.

Med terrorangrebet den 11. september på USA’s “hjerte’ – World Trade Center i New York og Pentagon i Washington – kom verden på brutal vis selv til USA, og chokket vil i den kommende tid utvivlsomt forplante sig til amerikanernes internationale udsyn.

Et samlet Europa udtrykte omgående sin solidaritet med USA, og internt i EU var der samtidig flere udmeldinger om behovet for i endnu højere grad at tale med én stemme og styrke EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Det falder i tråd med, at EU på det seneste har arbejdet mere målrettet for at komme ud af rollen som økonomisk gigant og politisk dværg.

Javier Solana er resultatet af Amsterdam-traktatens udnævnelse af en “hr. FUSP” – den højtstående repræsentant for EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) – og med ham har EU fået en gennemgående figur, der kan tegne profilen, mens de forskellige formandskaber kommer og går. Solana er dermed det hidtil bedste bud på dén europæer, som Washington kan ringe til – sådan som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger allerede for år tilbage efterlyste det.

Med udnævnelsen af Javier Solana og intentionerne om at udvikle en fælles udenrigspolitik har EU forsøgt at nå længere end til blot at være den glade giver på det økonomiske område, mens man på det udenrigspolitiske ikke har haft meget at skulle have sagt.

Mere aktiv profil
Pyongyang, Seoul, Skopje, Jerusalem, Cairo… Javier Solana har været her og der og alle vegne, og listen over hovedstæder og internationale brændpunkter, som EU’s udenrigspolitiske chef har besøgt, er efterhånden lang. Den vidner ikke alene om, at han er en travl og berejst herre. Den er også udtryk for, at EU i årets løb har forsøgt at skærpe den udenrigspolitiske profil.

I det seneste år har der været flere eksempler på, at EU er trådt ind i de tomrum, der opstod efter magtskiftet – og før terrorangrebet – i USA.

Mægling i Mellemøsten
Det er tilfældet i Mellemøsten, der traditionelt er USA’s interesseområde, hvilket terrorangrebet på USA også i høj grad syntes at være udtryk for. Men allerede inden da var konflikten i regionen blevet forværret.

Det bragte EU på banen med en række initiativer. I begyndelsen af september 2003 rejste Javier Solana rundt mellem Israel, Jordan og Egypten i et forsøg på at få et møde i stand mellem den palæstinensiske leder Arafat og den israelske udenrigsminister Peres med det mål at skabe våbenhvile og genoptagelse af fredsforhandlingerne.

EU spiller en betydelig økonomisk rolle ved at levere over halvdelen af hjælpen til de palæstinensiske områder, og forsøget på at mægle mellem parterne er endnu et eksempel på, at EU ønsker at nå længere end til blot at være den glade giver uden reel indflydelse.

I forhold til Mellemøsten har EU lagt stor vægt på at konsultere USA for at vise, at der ikke er tale om et modsætningsforhold – men et samspil. Det så vi et eksempel på i Makedonien, hvor et samarbejde mellem amerikanske og europæiske forhandlere førte til en fredsaftale. Men også her lå EU i en mere fremskudt position end tidligere, og Solana syntes igen at være allestedsnærværende under processen.

Så selvom der stadig er lang vej til en ægte udenrigspolitisk sværvægtsrolle, er EU i det mindste trådt tydeligere frem i en periode, hvor der har været god plads på den internationale scene. Om terrorangrebet på USA nu vil betyde, at amerikanerne træder endnu et skridt tilbage, eller om de i højere grad vil involvere sig internationalt, er det endnu for tidligt at sige, men 11. september vil uundgåeligt få udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser – også for EU-landenes fremtidige samarbejde.

Af Vera Bundgaard, freelancejournalist, exam.art. i østasiatiske forhold

Eurobarometer-undersøgelsen
Eurobarometer-undersøgelsen, som blev udført med det formål at afdække, hvad borgerne i de 15 EU-medlemsstater mener om genopbygningen af Irak, konflikten i Mellemøsten og fred i verden, foreligger nu i sin helhed. – http://ec.europa.eu/denmark/home_da

Køreplan eller kaos i Mellemøsten juni 2003

Et spinkelt håb spirer i Mellemøsten efter den israelske regerings tøvende accept af kvartettens køreplan for fred. Men terrorbomber og mord truer mere end nogensinde den plan, som EU fik overbevist amerikanerne om under det danske formandskab sidste år.

‘Du mener altså, at israelske nybyggeres kvinder skal begynde at abortere?’

Sådan svarede Israels regeringsleder Ariel Sharon ifølge BBC News, da den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, midt i maj bad ham om at bremse væksten i de israelske bosættelser på Vestbredden.

Sharons snerren demonstrerer ikke blot, at hans respekt for den pragmatiske Colin Powell kan ligge på et meget lille sted. Bemærkningen minder også om, at det næppe er nyfunden tilgivelse og forsonlighed, der har inspireret Ariel Sharon til at presse det internationale samfunds seneste fredsplan gennem den israelske regering.

Begrænsning af bosættelserne er nemlig et af de første krav, som Israel skal opfylde ifølge den køreplan for Mellemøsten, som er blevet foreslået af kvartetten bestående af USA, EU, FN og Rusland i fællesskab. Men samtidig er det tydeligvis en af mange betingelser, som israelerne ikke umiddelbart har tænkt sig at opfylde.

Når den israelske regeringsleder alligevel har overbevist et flertal af sine ministre om en principiel accept af køreplanen fra den såkaldte ‘kvartet’, så skyldes det et nyt pres fra den amerikanske præsident, George W. Bush, som Sharon frem for alt ønsker at beholde som sin allierede. Selv med Ariel Sharons støtte var det et meget snævert flertal i den israelske regering, der accepterede kvartettens plan søndag den 25. maj 2003. 12 ministre stemte for, mens syv stemte imod og fire afstod fra at stemme.

Landets højrefløj råber på hævn og afviser forhandling med palæstinensernes nybagte premierminister, Mahmoud Abbas, så længe palæstinensiske terrorgrupper optrapper selvmordsbomberne i Israel. På den anden side står Abbas, i folkemunde kaldet Abu Mazen, over for den næsten umulige udfordring at få militante grupper som Hammas og Islamisk Jihad til at strække våben. Alligevel gøder kvartettens køreplan jorden for en lille spire af håb. Trods alt er det første gang nogensinde, at en israelsk regering officielt anerkender planer om en selvstændig palæstinensisk stat.

Møllers plan

‘Jeg mener, at vi alle har de nødvendige muligheder for fremskridt. I dette øjeblik er det vigtigt for regionen, at planen bringer håbet om fred tilbage,’ sagde den franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, da han besøgte Israel dagen efter regeringens godkendelse af køreplanen.

‘Alternativet til køreplanen er ikke status quo – men afgrunden,’ advarede han. Hvis Washington opretholder det nødvendige pres på både Ariel Sharon og Mahmoud Abbas, så viser køreplanen måske vej til en ny chance for fred i Mellemøsten. I så fald vil fortjenesten ikke kun tilfalde amerikanerne, men også EU, der denne gang har gjort en stor del af det afgørende forarbejde.

Krigen i Irak har forsinket processen, men allerede sidste år øjnede udenrigsminister Per Stig Møller en chance for at vække USAs interesse for en ny fredsplan. Det var det danske EU-formandskab, som i fællesskab med Kommissionen gjorde meget af det diplomatiske benarbejde, der overbeviste den amerikanske præsident og hans rådgivere om en ny indsats.

På trods af stor skepsis i flere europæiske hovedstæder lykkedes det Per Stig Møller, som formand for EUs udenrigsministre, at bygge videre på saudiarabiske fredsplaner – og på det politiske nybrud, som George Bush markerede i en tale kort før det danske formandskab sidste sommer, hvor han støttede tanken om en selvstændig palæstinensisk stat.

Store dele af den køreplan, som kvartetten, anført af USA, præsenterede parterne for den 30. april 2003, er udtænkt i København og Bruxelles. Dens videre skæbne har derfor også betydning for, hvorvidt EU kan komme til at spille en politisk rolle i Mellemøsten, som er på højde med Europas økonomiske indflydelse i regionen.

‘Det er i begge parters interesse at begynde at gennemføre køreplanen så hurtigt som muligt med støtte fra det internationale samfund. For meget blod har flydt. Det er på tide at give ny energi til indsatsen for fred,’ sagde EUs udenrigskommissær, Christopher Patten, da planen blev offentliggjort.

Ny stat i 2005

Kvartettens køreplan omfatter tre faser, hvor Israel og det palæstinensiske selvstyre parallelt skal give hinanden indrømmelser og løfter, der med det samme skal omsættes til konkret handling.

Først skal terroren mod Israel standses, siden skal den israelske hær trækkes tilbage fra de besatte områder; bosættelserne skal holde op med at vokse; mens det palæstinensiske selvstyre skal revidere sine skolebøger og andre publikationer, der opfordrer til drab på israelere – og endelig skal der gennemføres frie og demokratiske valg for palæstinenserne så hurtigt som muligt – allerede i år.

Straks efter valget skal en international konference hjælpe med skabelsen af en uafhængig palæstinensisk stat med foreløbige grænser, hvis etablering overvåges af internationale observatører.

I begyndelsen af 2004 skal endnu en international konference ifølge planen stadfæste den nye palæstinensiske stat. Detaljerede forhandlinger under ledelse af kvartetten skal føre frem til en endelig fredsaftale, der omfatter alle elementer inklusive de mest ømtålelige spørgsmål. Det er spørgsmål som grænser, palæstinensiske flygtninge, jødiske bosættelser og Jerusalems status.

Den endelige løsning skal være på plads i 2005.

Både tidligere erfaringer og den nuværende eksplosive situation gør imidlertid, at mange har svært ved at tro på køreplanens reelle chancer. Udnævnelsen af den pragmatiske Mahmoud Abbas som palæstinensisk premierminister giver amerikanerne håb om, at israelerne vil anerkende ham som en mere troværdig forhandlingspartner end Yassir Arafat.

Som ventet støttede Mahmoud Abbas også straks køreplanen betingelsesløst, da han blev udnævnt i slutningen af april. Men Abbas og hans ministre havde næppe sat sig til rette, før endnu en palæstinensisk terrorbombe dræbte fire mennesker i Tel Aviv. Og siden er både palæstinensisk terror og israelske gengældelser eskaleret.

Israelske betingelser

De mest moderate medlemmer af den israelske regering betragter måske nok Mahmoud Abbas som en mand, de – i modsætning til Arafat – kan tale med. Men lidt længere ude på den israelske højrefløj er der ingen i tvivl om, at Abbas bare er en marionet for Arafat, og at han ikke har nogen reel vilje til at standse terrorismen.

Regeringens godkendelse af køreplanen er kun principiel, og Ariel Sharon erklærede straks, at han kun accepterer planen, fordi USA har lovet at ‘tage højde for’ Israels særlige bekymringer, når planen skal gennemføres. Den israelske regerings præcise betingelser er endnu ikke blevet offentliggjort, men en række internationale medier nævner for eksempel de jødiske bosættelser som et punkt, hvor Sharon ikke vil give sig. Han vil heller ikke høre tale om at give fire millioner palæstinensiske flygtninge lov til at vende hjem, og de palæstinensiske områder holdes fortsat i et jerngreb af den israelske hær.

Palæstinensernes nye premierminister har lovet at sætte en stopper for terrorgruppernes angreb på Israel, om nødvendigt med magt – og det kræver israelerne at se bevis for, før de vil trække tropper tilbage. Umiddelbart et ganske forsvarligt standpunkt. Men i virkelighedens verden kan det vise sig umuligt at gøre konkrete fremskridt, så længe den israelske regering fastholder den holdning.

Terror fortsætter

For det første kræver palæstinenserne, at Ariel Sharon accepterer kvartettens køreplan fuldstændigt og uden de betingelser, der er tale om nu.

‘Israelsk godkendelse med reservationer er ikke nok. Vi vil have dem til at godkende køreplanen i sin helhed og uden betingelser, ligesom den palæstinensiske side har gjort,’ sagde en af Yassir Arafats rådgivere, Nabil Abu Rudeina, efter den israelske regerings beslutning.

For det andet hjælper premierminister Mahmoud Abbas’ gode vilje ikke meget, hvis militante palæstinensiske grupper som Hamas og Islamisk Jihad ikke vil høre på ham. De har allerede for længst afvist kvartettens fredsplan – og Hamas lover kamp til sidste blodsdråbe; også mod sin egen palæstinensiske regering, hvis den forsøger at afvæbne dem. Først når alle israelske tropper er væk, og den selvstændige stat Palæstina er etableret, omfattende de nuværende besatte områder og hele Israel, kan der måske blive tale om at lægge våbnene.

De militante islamiske grupper er ekstremt populære i store dele af den palæstinensiske befolkning, og med en administration og et politi forkrøblet af israelske hævntogter, kan Mahmoud Abbas næppe stille meget op over for terrorgrupperne.

Selvom køreplanen giver nyt håb, mangler der altså stadig tegn på, at dødvandet kan brydes. Planen bygger på våbenhvile og parallelle indrømmelser hos de to parter. Men foreløbig venter begge parter stadig på, at den anden giver sig først. Som de altid har gjort. Derfor var begejstringen også meget forsigtig i Bruxelles, da Israels regering gav sit første, betingede ja til køreplanen.

‘Gennemførelsen er min største bekymring. For vi har allerede så mange aftaler, som aldrig er blevet gennemført,’ sagde EUs udenrigspolitiske repræsentant Javier Solana.

– Af Thomas Lauritzen, Bruxelles