De 10 misforståelser der står i vejen for fred…

Den israelsk-palæstinensiske konflikt er muligvis vor tids mest komplekse politiske situation. Mange er tyet til bare at give den ene eller den anden side skylden. Men hvis vi tager os tid til at forstå historien og rette på de mange misforståelser, så begynder der at danne sig en vej frem for palæstinensernes fremtid.

Så lad os begynde med at få styr på historien – og rette 10 af de største misforståelser. 

Misforståelse nr. 1 – Israel stjal, på ulovlig vis, land fra palæstinenserne
En palæstinensisk stat med et palæstinensisk folk har historien aldrig kendt. Gennem 400 år – fra 1517 til 1917 – indgik Palæstina i det Osmanniske rige med Konstantinopel (Istanbul) som hovedstad. I 1917 erobrede engelske tropper Jerusalem og Palæstina. Ved fredskonferencen i Versailles i 1920 blev Palæstina udlagt som såkaldt mandatområde med England som mandatar. I forordet til mandatpagten, der blev enstemmigt vedtaget af Folkeforbundet, står der, at hensigten med den midlertidige status er at virkeliggøre den af den britiske regering i november 1917 udsendte »Balfour-erklæring«. I denne står der ordret, at »der i Palæstina skal oprettes et nationalt hjemsted for det jødiske folk«. Palæstina bestod på dette tidspunkt – som altid tidligere – af såvel området mellem Middelhavet og Jordanfloden, på i alt 27.000 kvadratkilometer som af Østjordanlandet, der udgør 91.000 kvadratkilometer. I 1922 opdelte England efter imperiedevisen »del og hersk« området i to dele: Palæstina vest for Jordanfloden og emiratet Transjordanien – altså det større område – på østsiden af floden. Emir Feisal blev af briterne indsat som leder her. Derved var Palæstina minimeret til mindre end en fjerdedel, hvorved de tre fjerdedele tilfaldt araberne. FN stemte i 1947 for at give land til både jøderne og palæstinenserne. Jøderne accepterede deres del og oprettede helt lovligt staten Israel. Araberne afslog deres del og angreb Israel. Selv efter krigen var tabt, havde araberne det meste af det land, som FN havde besluttet de skulle have. Dette fører til…

Misforståelse nr. 2 – De omkringliggende arabiske lande ønskede faktisk at oprette en palæstinensisk stat
Efter krigen var Vestbredden og Gaza kontrolleret af hhv. Jordan og Egypten… i 19 år! I al den tid, havde disse landes regeringer mulighed for at oprette en selvstændig “Palæstinensisk” stat. Men det gjorde de ikke! I stedet beholdt de landområderne til egen brug. Var Vestbredden og Gaza i disse 19 år “besat” af Jordan og Egypten? Var der protester i disse 19 år? Nej.

Misforståelse nr. 3 – De arabiske nationer ønsker at løse de Palæstinentiske flygtningenes krise
Palæstinenserne har bosat sig i arabiske nationer i hele Mellemøsten. Disse nationer kunne løse krisen øjeblikkeligt ved at give flygtninge samme rettigheder som resten af deres befolkninger, men i stedet for nægter de dem stemmeret, ejerskab af land, og endda lov at studere i folkeskoler. Ironisk nok, er Israel det eneste land, som giver dem fuldt statsborgerskab, og Israel
absorberede 156.000 arabere efter 1948-krigen. Selv i dag hvor der bor ca 1.7 millioner Israelske araber i Israel har den arabiske befolkning stemmeret og ret til at opstille til såvel nationale som lokale valg. De har stiftet egne arabiske partier, og de kan blive ministre i israelske regeringer. En af de israelske arabere sidder som dommer i Israels Højesteret, en anden som næstformand for Knesset, og en tredje har tidligere været israelsk ambassadør. Flere er aktive i landets forsvar. Overalt i israelsk administration, forskning og i det private erhvervsliv sidder der israelske arabere: Som universitetsprofessorer, sygehusdirektører, administrerende direktører og i det israelske politi. Der er en sand kaskade af israelske arabere på ledende poster indenfor TV, radio og øvrige medier. Tidligere var der også en arabisk “Miss Israel”.

Misforståelse nr. 4 – FN indsatser hjælper med at løse flygtningekrisen
FN trådte ind for at give hjælp til de palæstinensiske flygtninge, men i stedet for at bruge deres eksisterende agentur, der hjælper med at genbosætte flygtninge verden over, skabte FN UNWRA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees), som har sikret enhver palæstinenser status som en flygtning indtil en palæstinensisk stat er skabt inden for
Israels grænser. Dette gør det endnu sværere for palæstinensere at leve i deres værtsnationer og låser dem fast i en konstant flygtningestatus, som de giver videre til deres børn, børnebørn og oldebørn, og forøger antallet af flygtninge fra 500.000 i 1949 til næsten 5 millioner i dag. Efterhånden som tilstanden forværredes, begyndte international bistand at strømme ind, hvilket faktisk er…

Misforståelse nr. 5 – Løsningen er flere penge
Virkelig? Vestlige nationer har givet palæstinenserne enorm meget støtte. Selv når man medregner inflation, har de modtaget 25 gange så meget per person som Europa modtog for at genopbygge efter Anden Verdenskrig. Hvor er den stabile økonomi? Hvor er den forbedrede infrastruktur? De penge kunne bestemt have hjulpet, men de blev givet til nogle ledere, som havde en anden agenda. Hvilket fører os direkte videre til…

Misforståelse nr. 6 – Oprettelsen af en stat er de palæstinensiske lederes primære mål
Al denne internationale støtte igennem årerne gik til at støtte én bestemt mand – Yassir Arafat. Efter hans død, opdagede revisorer, som var hyret af Arafats egen familie, hemmelige investeringer til en værdi af mere end 1 milliard dollars. Den indkomststrøm ville have været truet hvis en ny stat blev skabt – hvilket giver ledere som Arafat – eller Abbas for den sags skyld, en milliard gode grunde til aldrig at underskrive en fredsaftale. Hvilket fører os til…

Misforståelse nr. 7 – Israel har en ægte fredspartner
I år 2000, valgte israelerne, som var desperate efter en løsning, Premierminister Ehud Barak, med et mandat til at skabe fred med palæstinenserne. Barak tilbød Yassir Arafat 94 % af det land han krævede, undtagen Jerusalem. Arafat afslog. President Clinton gav Arafat hele skylden for at den største chance for fred i 60 år slog fejl. Dette bringer os frem til den måske største misforståelse af dem alle…

Nr. 8 – Israel skal bare opgive land for fred
Sidste gang Israel forsøgte dette var i 2005. Tusindvis af jødiske bosættere blev drevet ud af Gaza og til gengæld lovede de palæstinensiske ledere fred. Men da israelerne rykkede ud, stemte palæstinenserne Hamas ind. Jep, de valgte en terrororganisation, som, siden den tog magten, har affyret mere end 10.000 raketter ind i Israel. Overrasket?
Så er du sikkert blevet narret af…

Misforståelse nr. 9 – De fleste palæstinensere ønsker en vedvarende fred med Israel.
Nogle palæstinensere gør, men de er et mindretal. I mere end 60 år har den palæstinensiske uddannelsessystem fodret deres børn med en støt bunke had. De ophøjer selvmordsbombemænd og fejrer døden, i klasseværelset – og der er direkte investering i uddannelsesprogrammer, som indoktrinerer den næste generation af palæstinensere til had, racisme og antisemitisme.. Og endelig…

Misforståelse nr. 10 – At give palæstinenserne en stat er den eneste løsning på deres lidelser.
Dette har været den eneste tilgang der har været forsøgt de sidste 60 år. Men dette er mennesker vi taler om, og at vente på at de får en stat før de får samme rettigheder som alle andre har, har kun gjort deres situation værre.

Lige nu er Israel den eneste nation der giver fulde rettigheder til palæstinenserne inden for dets grænser, men hvis vi gav dem lige rettigheder i alle lande, som de bor i, kunne vi øjeblikkeligt forøge livskvaliteten for alle palæstinensere. Lad os være ærlige. Disse misforståelser har skjult potentielle løsninger. Når vi tager os tid til at opklare forvirringen og se virkeligheden i øjnene, begynder vi at afsløre sandheden, og det er først da, at vejen mod retfærdighed kan begynde.

Teksten er inspireret af Jerusalem Institute of Justice film:
The Israeli Palestinian Conflict: 10 Myths Preventing Peace