Zionisme og intolerance

af Melanie Phillips for Daily Mail

Oversat af Mette Thomsen

I kølvandet på højtiden Shavuot, hvor jøder har fejret overgivelsen af De Ti Bud til Moses på Sinai-bjerget, hvorfra han videregav dem til det jødiske folk, som havde slået lejr ved bjergets fod, har jeg grundet over det faktum, at ordet zionisme er blevet et forkætret ord i England og i Vesten.

For mange i disse samfund er zionisme i dag ligestillet med racisme. Denne gruppeforhånelse, som blev betragtet med afsky af anstændige mennesker, dengang den sovjet-arabiske akse fik FN til at bifalde den i 1975, er i dag blevet det prisme, hvorigennem BBC, den akademiske verden, kunsten og teatret og store dele af det øvrige kulturelle establishment nu betragter alle referencer til Israel.

Dette er med til at forklare forsøgene på at boykotte den israelske teatergruppe Habima, da den skulle spille ShakespearesKøbmanden fra Venedigpå London’s Globe Theatre forleden aften under store sikkerhedsforanstaltninger (tilsyneladende har de forventede afbrydelser fra intolerante grupper foreløbig været relativt beskedne). Den dybe ondskab og uvidenhed bag den slags uvilkårlige dæmoniseringer af Israel forekommer så meget desto mere vanvittig set på baggrund af de skinhellige og uimodsagte formodninger om egen moralske ophøjethed, som disse tåber mener sig i besiddelse af.

Dette er lige så grotesk, som det er skræmmende. Zionismen er, hverken mere eller mindre, det jødiske folks selvbestemmelse – som et folk og ikke bare som tilhængere af den jødiske religion. Jøderne er i virkeligheden det eneste folk – som et folk — for hvem Israel (oldtidens Judæa og Samaria) nogensinde har været et nationalt hjemland. De, der afviser zionismen, afviser derfor det jødiske folk og jøders grundlæggende ret til at leve som et folk i deres eget ældgamle hjemland, Israel.

Som noget enestående i verden er jøderne både et folk og tilhængere af en religion. En væsentlig og uadskillelig bestanddel af den jødiske religion er landet Israel; mere specifikt den centrale betydning af og længsel efter Jerusalem og dens Tempel. Afvises denne centrale kerne, flås hjerte og sjæl ud af jødedommen. De, der afviser jødernes ret til Israel og Jerusalem, afviser jødernes ret til deres egen religion.

Jødedommen er som en taburet med tre ben – nationen, religionen og landet. Saver man et af disse ben af, bryder taburetten sammen. Betyder det nu, at alle jøder er zionister? Selvfølgelig ikke, ligesom det heller ikke betyder, at alle jøder er religiøse. Men ligesom hadet til jøder af teologiske grunde altid har truet alle jøders liv og sikkerhed, herunder også dem, der ikke er religiøse, således er også det anti-zionistiske had til jøders selvbestemmelse en form for intolerance, som truer alle jøders liv og sikkerhed, uanset om de er zionister eller ej. Og det forhold, at der findes anti-zionistiske jøder, som selv hader udfoldelsen af jødisk selvbestemmelse i form af staten Israel, er, trods karakteren af tragisk fordrejet eksempel, i lige grad et udtryk for selvsamme intolerance.

Vore dages anti-Israel-vanvid er således endnu farligere end hadet til Israel og lige så patologisk besat og ondskabsfuldt, som dette er i sig selv. Det er slemt nok, at Israel for så mange mennesker i England og i Vesten er blevet i den grad dæmoniseret som en paria-stat i kraft af en exceptionel, systematisk kampagne præget af løgn, fordrejelser og smædekampagner vedrørende dets historie og adfærd, usandheder som ikke desto mindre i dag udgør et uimodsagt grundlag for enhver offentlig diskussion.

Men endnu værre er den antagelse, som ligger bag al denne dovne tilsvining, nemlig at zionismen er en tro, som i sig selv udgør en særligt aggressiv form for racisme eller kolonialisme. Denne ondsindede fordom har vendt op og ned på enhver sandhed, fornuft og anstændighed. Jødernes ret til deres eget historiske, nationale hjemland er blevet fremstillet, fuldkommen fejlagtigt, som tilraning af nogle “palæstinenseres ret” til dette land – palæstinensere, som overhovedet aldrig har eksisteret som et særskilt folk.

De jøder, som er zionister, oplever derfor nu at blive fremstillet som racister og sociale pariaer – blot fordi de hævder det jødiske folks ret til selvbestemmelse i dets eget historiske hjemland.

De, der er drevet af dette ondsindede og fordomsfulde had, har således fået lov til at fremstille selve ofrene for deres had som hadefulde mennesker. Zionistiske jøder bliver således svinet til og ydmyget om og om igen – og det netop af dem, der har den frækhed at påkalde sig moralsk ophøjethed ved netop at gøre sådan, det være sig lige fra elskeligheder som Emma Thompson og Ken Loach til boykotterne og de bøller, som chikanerer og terroriserer zionistiske jøder rundt om på universiteterne.

Dette er virkelig en skræmmende situation og bærer mindelser om den massehjernevask og mentale gidseltagning, som fandt sted i Sovjetunionen – ikke særligt overraskende, når man betænker den sovjet-arabiske akse, som tilbage i 70’erne satte sig for at ødelægge Israel ved at overtage og undergrave den vestlige intelligentsia. Rent praktisk betyder det, at det per definition ikke er muligt at overbevise folk om, hvad der rent faktisk er foregået og hvordan de sande kendsgerninger ser ud, eftersom den slags udtalelser bliver affærdiget med det samme – ud fra den grundholdning, at alle jo ved, at løgnene om Israel i realiteten er den uigendrivelige sandhed.

Men ligesom i det tidligere Sovjetunionen er der masser af anstændige og forstandige mennesker, som ganske godt forstår, hvad det er, der sker her, og forstår de omfattende og dødbringende konsekvenser for hele den vestlige verdens sikkerhed. For disse mennesker og for dem, der endnu kan overbevises – for slet ikke at tale om pligten til at indlejre denne vederstyggelighed i verdenserindringen – må sandheden om den frygtelige vej bort fra al fornuft og anstændighed i forbindelse med Israel og zionismen fortsat fortælles og offentliggøres.