Theodor Herzl


Theodor Herzl, 1900

Vesteuropæiske jøder havde naturligvis hørt om pogromerne i Rusland, men de blev chokerede, da den fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus blev anklaget og dømt for højforræderi ved en fransk domstol i 1894. Anklagerne var falske, men sagen medførte en storm af antisemitisk propaganda i Frankrig.

Den østrigske journalist Theodor Herzl skrev om sagen mod Dreyfus (se nedenunder) til en avis hjemme i Wien, og retssagen fik ham til at skrive bogen ‘Den jødiske Stat” – Læs dokumentet fra Herzls “Den Jødiske stat” – klik her . Her skriver Herzl, at den eneste løsning på antisemitismen er oprettelsen af en jødisk stat. I sommeren 1897 indkaldte Herzl til den første zionistiske kongres i Basel i Schweiz, hvor der deltog 204 repræsentanter fra 54 lande. Da Herzl åbnede kongressen sagde han: “Vi er her for at lægge grundstenen til dét hus, der skal beskytte den jødiske nation”, og de delegerede definerede zionismens mål som oprettelsen af et nationalt hjemsted for jøderne i Palæstina. Læs mere om Vedtagelse fra den 1. Zionistkongres 1897 – klik her. Vedtagelse Kongressen oprettede en zionistisk verdensorganisation, hvis afdelinger skød op i hele Europa og Nordamerika og begyndte at opfordre jøder til at rejse til Palæstina.

Den politiske zionisme var født. Theodor Herzl indledte forhandlinger såvel med de tyrkiske herskere som vestlige stormagter for at få en international anerkendelse af jødisk immigration til Palæstina. Hans initiativ gav ikke de hurtige resultater, han selv håbede på, men Herzl havde sat spørgsmålet om det jødiske folk på den internationale dagsorden.

Herzl havde ikke held til at finde større opbakning blandt de jøderne i USA og Europa. Trods antisemitismen var de fleste nemlig tilfredse med de borgerlige rettigheder, de havde opnået, og tanken om at forlade det højt kultiverede Europa med universiteterne, kunsten og litteraturen for det øde og underudviklede Palæstina var ikke tiltrækkende. (Til højre – Theodor Hetzl i Basel)

Dreyfus-Affæren

I 1894 – nogle år efter Frankrigs militære nederlag til Preussen blev kaptajn Alfred Dreyfus (1859-1935), en assimileret jøde i den franske armé, anklaget for at have solgt militære hemmeligheder til tyskerne. Han blev fundet skyldig, frataget militær rang, og blev deporteret til fangeøen, Devils Ø. I forbindelse med rettergangen og raseriet mod Dreyfus blussede jødehadet op i flere franske byer. Efter nogen tid – efter et stort pres fra franske intellektuelle, som havde en klar fornemmelse af, at Dreyfus uretmæssigt og fordi han var jøde, var blevet brugt som syndebuk for Frankrigs nederlag, indledtes en ny rettergang, som endte med en fuldstændig frifindelse af Alfred Dreyfus. Efterfølgende blev Dreyfus genoptaget i hæren og forfremmet til major. Jøder over hele verden var chokeret over, at det oplyste og moderne Frankrig havde reageret med antisemitisme som man havde, og den lære, man uddrog af affæren var, at selv den totale assimilisation ikke er nogen garanti mod anti-semitisme. Som et resultat af den første retssags anti-semitiske overtoner og den måde, sagen blev beskrevet på i den franske presse, involverede Theodore Herzl sig aktivt i den internationale zionist-bevægelse. Herzl havde selv som østrigsk journalist dækket retssagen mod Dreyfus.