Den politiske zionisme

En politisk zionisme kunne nemlig ikke opstå, før det jødiske liv, spredt ud over de fem verdensdele, var blevet mere sekulariseret, det vil sige mindre religiøst.

I løbet af det 18. århundrede var en proces begyndt, inspireret af oplysningstiden, som fik fornuft og rationalitet til at spire overalt i Europa. Den jødiske oplysning blev sat i gang med den tysk filosof Moses Mendelsohn, som var den første jøde, der talte åbent for jødernes politiske frigørelse og lige rettigheder.

Mange europæiske jøder var begejstrede for nu i fuld målestok at kunne tage del i det liv, der omgav dem. Men desværre var ikke alle kristne europæere lige begejstrede for jøderne. På trods af den formelle ligeberettigelse opstod mod slutningen af det 19. århundrede en genopblusning af antisemitismen i flere lande. Denne antisemitisme var af en anden karakter end tidligere; hvor antisemitismen før havde været religiøst præget, var den antisemitisme, der opstod sidst i det 19. årh. af mere racistisk karakter. I Tyskland, Frankrig og Østrig-Ungarn stiftedes direkte anti-semitiske partier, og specielt Rusland blev gennembølget af ekstrem kristen nationalisme, og voldelige optøjer (pogromer) mod jøderne fandt sted i disse år.

Pogromerne i Rusland i 1881 overbeviste en del jøder om, at de uanset hvad – aldrig ville kunne opnå fuld ligestilling med mindre de havde deres eget nationale hjemsted.

Idéen blev første gang formuleret af russeren Leon Pinsker i 1882 i hans skrift “Autoemancipation” (selvfrigørelse) og en lille gruppe af de i alt to millioner jøder, der flygtede fra Rusland mellem 1880 og 1914 og som udvandrede til Palæstina, hvor de grundlagde de første jødiske landbrugskolonier. Palæstina var på det tidspunkt under tyrkisk herredømme.

Zionismen opstod på et tidspunkt, hvor der blev flere og flere ikke-religiøse jøder i Europa. Da jøderne var begyndt at tage del i deres omgivelsers kultur og politiske debat havde zionisterne svært ved at vinde indpas. Især i Tyskland voksede en liberal jødisk reformbevægelse, hvis tilhængere mente, at jøder ikke er et folk med en fælles kultur, men at man skulle assimilere sig med de samfund, man boede i og mere definere sig som tyskere, franskmand, briter eller måske danskere, end som medlemmer af det jødiske folk.