Jøder og arabere i Palæstina

Det zionistiske ønske om en stor jødisk immigration til Palæstina og om at oprette en jødisk stat har ført til en lang og blodig konflikt mellem jøderne og senere Israel på den ene side og de palæstinensiske arabere og Israels arabiske nabolande på den anden.

Således kom zionismen ikke længere kun til at berøre jødernes historie og den jødiske immigration, men også den konflikt mellem to folk, der gennem årene er kommet til at dominere vor tids syn på Mellemøsten.

Konflikten mellem jøder og arabere skyldtes ikke de to forskellige religioner, for jødedommen og islam har i mange sammenhænge vist sig faktisk at kunne eksistere fredeligt side om side. Konflikten er først og fremmest territorial – hvem har ret til landet… Konflikten opstod altså ikke som et slagsmål mellem to forskellige trosretninger, rabbinere over for imamer  eller Davidstjemen over for Halvmånen, men som et spørgsmål om jord, vand og ørken.

 

Selv om der i årene efter Første Verdenskrig kom flere og flere jøder til Palæstina, boede der stadig langt flere arabere.

De to folk havde levet fredeligt side om side i flere hundrede år, men med en voksende jødisk befolkning følte mange arabere og deres ledere sig truede. De nyankomne jøder tilhørte ofte en anden kultur, talte et fremmed sprog og var ofte uvidende om de lokale skikke og traditioner.

Resultatet var spredt arabisk uro i løbet af 1920erne, men den britiske regering, der administrerede Palæstina, bekræftede alligevel deres støtte til et jødisk hjemsted uden at love nogen hverken en jødisk eller arabisk stat. Nogle arabere havde støttet Storbritannien under Den Første Verdenskrig, og briterne havde også lovet arabere i hele Mellemøsten national uafhængighed. De palæstinensiske arabere følte sig derfor forrådte.

Zionisme og arabisk nationalisme
Historien er fyldt med beskyldninger om, at zionismen har ignoreret forholdet til araberne, lukket øjnene for de faktiske forhold i Palæstina, og at zionismen derfor fra starten var et luftkastel. Det er ikke rigtigt. Siden 1920erne har der været en debat om, hvordan forholdet mellem de to folk burde være. En debat med mange skiftende holdninger, påvirket af forskellige tilgange til socialisme, liberalisme, brugen af magt over for fredelige midler osv.

Den voksende konflikt delte zionismen i to grupper. Den ene blev anført af Martin Buber, der opfordrede til et jødisk-arabisk partnerskab. Den 12. zionistiske kongres i 1921 definerede Palæstina som et “fælles hjemland’ og talte om en national udvikling med både jøder og arabere. Den anden gruppe blev ledet af den højreorienterede Vladimir Jabotinsky, der troede på, at der skulle oprettes en stat med plads til alle, men under jødisk styre.

Men konflikten mellem jøder og arabere var umulig at stoppe. I 1929 blev over 100 jøder dræbt af arabere, især i byen Hebron, og briterne slog opstanden ned med hård hånd og dræbte mange arabere. Mellem 1931 og 1936 kom der over 200.000 jøder til Palæstina, hvor den jødiske befolkning efterhånden levede i en enhed, der lignede en stat med eget sundhedsvæsen og uddannelsessystem. For at mildne den arabiske modstand forsøgte regeringen i London at begrænse den jødiske indvandring, første gang i 1922.

Briterne indså, at alt andet end en deling af Palæstina var umuligt kunne føre til en løsning af konflikten. Den såkaldte Peel-kommission foreslog i 1937 at dele landet i to stater, en arabisk og en jødisk. Forslaget blev diskuteret af den 20. zionistiske kongres i Schweiz, og selv om det konkrete britiske forslag blev afvist, blev princippet om en deling accepteret.

Repræsentanter fra alle arabere, også de palæstinensiske, mødtes i Damaskus samme år og afviste blankt at dele Palæstina. Det er en del af det “arabiske hjemland’, sagde de, og Storbritannien må vælge “mellem vores venskab og jøderne”.

Efterhånden spredte den arabiske nationalisme sig over hele Mellemøsten, og jøderne måtte indse, at de ikke blot stod over for en lille gruppe lokale arabiske ledere, men en folkelig bevægelse, der krævede national uafhængighed i hele Mellemøsten. I 1939, lige før Anden Verdenskrigs udbrud, strammede briterne endnu mere op på jødernes adgang til Palæstina, på et tidspunkt hvor Europas jøder var desperate for at komme væk fra nazisterne.