… men fortsat konflikt

Zionismen havde nået sit første mål: At skabe et nationalt hjemsted for jøder. Men desværre har israelerne ikke opnået at kunne leve i sikkerhed eller i fred med alle sine naboer.

Israel er et fuldt demokratisk land, og landets palæstinensiske befolkning, der udgør cirka en sjettedel af alle israelere, har stemmeret og kan vælges til det israelske parlament Knesset.

Men trods den formelle ligestilling har den arabiske befolkning i Israel endnu ikke generelt opnået social lighed, ligesom de palæstinensiske arabere, der flygtede i 1948-49, ikke er blevet integreret i de arabiske nabolande.

Vendepunktet i Israels forhold til de palæstinensiske arabere kom i 1967, hvor den konstante militære trussel mod Israel endte med en kortvarig krig, Seksdageskrigen, som endte med, at Israel indtog Jordans besiddelser på Jordanflodens vestbred, Judæa og Samaria – det ægyptiske område, Gaza, samt de syriske områder i Golan-højderne. Samtidig blev Jerusalem samlet til én by, og gjort til Israels hovedstad. Palæstinenserne afviste zionismen som ulovlig imperialisme, og i løbet af 1970erne begyndte den palæstinensiske sag efterhånden at opnå større international anerkendelse.

Kritikken af Israel steg tilsvarende, og i 1975 vedtog De Forenede Nationer en resolution, som gjorde zionisme lig med racisme.

Denne resolution er svær at tage alvorligt for mennesker, der kender til zionismens baggrund og historie.

Zionismen opfatter nemlig ikke jøder som en race, men ser jødedommen som en blanding af religion, sprog, kultur, fælles historie og tilhørsforholdet til et bestemt land, nemlig Israel.

Jøder opfylder altså de fleste af de kendetegn, man normalt tillægger et folk. Den israelske lov om, at enhver jøde kan få statsborgerskab i Israel kan bedst sammenlignes med et lands indfødsret, for eksempel når et barn af danske forældre i udlandet har ret til dansk statsborgerskab.

Naturligvis er det to meget forskellige situationer, men jødernes historie er også meget anderledes end danskernes. Først i 1991 blev FN-resolutionen trukket tilbage.

Israel har måttet udkæmpe fem egentlige krige med sine naboer. Krigen i 1967 gav den palæstinensiske nationalisme ny kraft. Med PLO -(Den Palæstinensernes Friheds Organisation – læs mere – klik her ) – i spidsen bekæmpede palæstinenserne Israel i 25 år, før den israelske regering anerkendte de palæstinensiske arabere som et folk.

Denne erkendelse har været vigtig for zionismen, men der er stadig stor uenighed blandt både israelere og jøder uden for Israel, når det gælder de store spørgsmål, man har diskuteret i årtier: Hvor skal landets grænser gå? Hvad skal forholdet til palæstinenserne være?