Hvad skete der egentlig i Mellemøsten?

(Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, bruger tit et kort med usande påstande. )

Konflikten mellem Israel og Hamas/Fatah har resulteret i enorm medieopmærksomhed. I denne forbindelse kan det være frustrerende gang på gang at se, læse og høre historiske fakta blive forklaret forkert af såkaldte eksperter, anti-israelske politikere og journalister og især Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. Israel-Info har lavet en simpel tekst med landkort, som fortæller den faktiske historiske proces som man kan læse nedenfor.

Følgende er hvad palæstinensiske børn undervises i, og hvad anti-israelske politikere tror på er rigtigt:

‘Palæstinas 1948-krig endte med en katastrofe, aldrig før set i verdenshistorien, da zionistiske bander stjal Palæstina, og fordrev dets befolkning fra byer, fra landsbyer, fra hus og hjem, og derved skabte staten Israel.’
Hver eneste påstand her er falsk.
Der var ingen arabisk stat eller nation med navnet “Palæstina” i Mellemøsten i 1948.
Der var ingen “palæstinensisk” nation, som jøderne kunne stjæle eller “besætte”.


 

af Yvette Espersen

400 år frem til Første Verdenskrig

I 400 år frem til Første Verdenskrig, var Mellemøsten styret af tyrkerne, et rige som dengang var kendt som det Ottomanske Imperium (1553-1922). Der var ikke noget Palæstina, ikke noget Jordan, ikke noget Libanon, ikke noget Syrien, og ikke noget Irak. Disse blev allesammen skabt af de europæiske magter fra stumperne af det tyrkiske rige.

Jøderne har levet i området, der kaldes Palæstina, i over 3.700 år.

Siden det 19. århundrede har jøderne haft befolkningsflertal i Jerusalem. Israel har lige så meget ret til at eksistere i Mellemøsten, som hvilken som helst af disse arabiske stater.

Jøderne har været et af de mest forfulgte og undertrykte folkefærd på jordkloden. Nazisterne ønskede at udslette jøderne, og det lykkedes næsten for dem. Mange af de 6 millioner jøder, som nazisterne myrdede kunne have være reddet, hvis et andet land havde givet dem asyl, men det var der stort set ingen lande der gjorde.

1922 – et hjemland for jøderne og et for araberne
Efter Første Verdenskrig, lovede briterne, at de ville omdanne det palæstinensiske mandatområde til et hjemland for jøderne. I 1922 gav Winston Churchill dog 80% af området til araberne. Dette område kendes i dag som Jordan, og kunne sagtens have været en palæstinensisk stat, hvis araberne havde ønsket det, men det ønsker de ikke.
1948 FN igen en deling – jøderne sagde ja – araberne nej

I 1948, opdelte de Forenede Nationer de 20 % der var tilbage af mandatområdet i to dele, én del til araberne og én del for jøderne. 60 % af det nye Israel var ørken. Det jødiske folk tog fat og omdannede ørkenen til frugtbar jord.

Støttet af FN, og med milliarder af amerikanske og israelske dollars til økonomisk udvikling, kunne araberne have gjort det samme. I stedet røg disse midler direkte ind i ledernes schweiziske bankkonti, og financierede etnisk had og terror. Hvis araberne havde været villige til at acceptere en aftale, hvori de fik 90 % af det oprindelige palæstinensiske mandatområde, ville der ikke være nogen Mellemøstkonflikt, men det var de ikke villige til.

For første gang i 2000 år havde jøderne deres eget stat
Oprettelsen af Israel betød, at jøderne for første gang i 2.000 år havde deres egen stat, som ville beskytte dem, men en sjettedel af 1 % af Mellemøsten til jøderne var for meget for araberne.

Der var ingen arabere i Palæstina før de muslimske invasioner i det 7. århundrede. I de næsten 1.300 år der fulgte, gjorde araberne intet forsøg på at skabe en uafhængig palæstinensisk stat. De ønskede bare ikke, at de jøder der boede i Mellemøsten, skulle skabe en jødisk stat.

Israel oprettedes og så er der krig

Vi har gang på gang hørt fra PLO, Fatah og Hamas, at de ønsker at “drive jøderne ud i havet”. På samme dag, som Israel oprettedes i 1948, angreb fem arabiske hære fra Jordan, Syrien, Egypten, Libanon og Irak den spirende jødiske stat. En hundrededel af alle jøder i Israel blev dræbt i Uafhængighedskrigen, men det lykkedes ikke araberne, at drive jøderne ud i havet.

I de efterfølgende 67 år, har araberne ført en ustandselig krig for at udslette den jødiske stat og afslutte det de begyndte. De har gjort det med terror, selvmordsbombeangreb og traditionelle krige i 1967 og 1973, men krigen mod Israel handler ikke om landområder. Araberne retfærdiggør deres krig mod Israel, ved at sige, at jøderne stjal deres land og besatte det. Disse påstande er dog historisk forkerte.

I dag bor der 1.7 arabere i Israel med flere rettigheder end araber i andre arabiske lande

Ved Israels fødsel, var der knap en million arabere, der levede side om side med ca 1,2 millioner jøder. Det var de arabiske regeringer, som opfordrede araberne til at forlade deres hjem under Uafhængighedskrigen. Nogle arabere var jaget ud, nogle flygtede af frygt, og alligevel valgte knap flere hundredtusinder arabere at forblive i den nye israelske stat. Israel gjorde disse arabere til borgere, og gav dem rettigheder, faktisk flere rettigheder end borgere i noget andet arabisk land. Hvis jøderne var ubarmhjertige besættere og tyve, som de arabiske ledere og anti-israelske politikere påstår, hvorfor ville de så byde araberne velkommen og give dem rettigheder?

1948: ca 850.000 jøder tvunget fra deres hjem

Mellemøstkonflikten handler heller ikke om flygtninge. Efter den arabiske 1948-krig mod Israel blev omkring 850.000 jøder tvunget til at flygte fra deres hjem i de arabiske lande, hvor de havde boet i tusinder af år, og deres egendele og hjem blev beslaglagt. Israel gav dem asyl og genbosatte dem, så derfor er der aldrig nogen der snakker om disse flygtninge. I dag er jøder personae non grata i arabiske stater, men samtidig er der 1,8 millioner arabere, der har fuldt statsborgerskab i Israel.

Falske påstande
Den palæstinensiske sag handler ikke om selvbestemmelse. Araberne og deres støtter påstår, at Mellemøstkonflikten handler om palæstinensernes ønske om en stat, og Israels der nægter at opfylde deres drøm. Begge disse påstande er falske.
Palæstinenserne har flere gange fået tilbudt en stat
Palæstinenserne blev tilbudt en stat i 1948, og igen i 2000. Begge gange reagerede de med væbnet aggression og terrorangreb. Hvis palæstinenserne bare ønsker deres egen stat, hvorfor er der så ikke nogen intifada i Jordan, hvor palæstinenserne er et flertal af befolkningen? Jordan og Egypten annekterede faktisk henholdsvis Vestbredden og Gaza efter den forfejlede krig mod Israel i 1948. Da PLO (Palestinian Liberation Organization) blev dannet 15 år senere i 1964, ønskede den ikke Vestbredden og Gaza befriet fra Jordan og Egypten, men derimod ønskede den “likvideringen af den zionistiske tilstedeværelse – udslettelsen af Israel”. I dag regerer Hamas Gaza, og er i samlingsregering med Fatah. Dets erklærede mål er at “befri Palæstina fra Jordan til havet” – med andre ord, at fjerne staten Israel.
Mellemøstkonflikten handler udelukkende om udslettelsen af Israel.
Ifølge den arabiske propagandamaskine, er den israelske besættelse af de arabiske landområder grunden til konflikten. Denne påstand er forkert.
I 2005 trak Israel sine militærstyrker ud af Gaza, som det havde besat for at forhindre terrorangreb. Samme dag Israel trak sig ud, begyndte Hamas at affyre raketter og missiler af imod civile i Israel, og har fortsat med det lige siden. Disse araberes mål er destruktionen af Israel og jøderne. Araberne lægger ikke skjul på dette mål, som konstant gentages på tv, i radioen, i aviser, og endda i børneprogrammer. Hele befolkninger uddannes i at hade Israel og det jødiske folk.
De Forenede Nationer sagde i 1948, at
“jøderne kan få en stat på en lillebitte del af ørkenen i det enorme Mellemøsten, så deres folk kan have et fristed i denne verden”.
Under Anden Verdenskrig støttede araberne Hitler og Endlösung. Hitler forsøgte at udslette det jødiske folk, og det mislykkedes. De overlevende samlede sig i en meget lille del af det tyrkiske rige og sagde “aldrig igen”.
Araberne har i 67 år ført en konstant krig mod Israel og det jødiske folk i et forsøg på at afslutte det, som Hitler startede.

Den civiliserede verden må nu også sige “aldrig igen”.