Kilderne til Kongetiden

 

Model af Salomons Tempel i Jerusalem. Kilderne til Kongetiden. Israel-Info

Kilde 4: 2. Samuelsbog kap 5

Forfatter til Samuelsbøgerne er “Deuteronomisten”, der under det babylonske fangenskab (587-538 f.v.t..) har samlet en masse forskellige beretninger af forskelligt omfang og karakter.

Det er en del af “Det deuteronomistiske Historieværk” (se afsnittet om kilder), der også omfatter Josuabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne.

De to Samuelsbøger fortæller om israelitternes kampe med filistrene, om Israels første konge, Saul af Benjamins stamme, om Davids kongedømme og om stridighederne i Davids familie.

De har navn efter profeten Samuel, den ene af de tre hovedpersoner: Samuel – en af dommerne fra “Dommertiden” – der får til opgave at finde en konge, Saul fra Gibea – den første konge – og David – storkongen omkring år 1000 f.v.t.

Samuelsbøgerne er nedskrevet efter, det babylonske fangenskab er startet år 587 f.v.t..

Hele Det deuteronomistiske Historieværk har nemlig til formål at vise, hvordan Israel igen og igen svigtede deres gud, Jahve.

Allerede det at kræve en konge var at svigte Jahve – og fordi Israel svigtede Jahve, blev Davids rige splittet i to i 926, og disse riger gik til sidst til grunde – i 722 og 587 f.v.t..

Samuelsbøgerne rummer ikke blot højdepunktet af israelitisk fortællekunst, men tillige noget af det bedste historiske kildemateriale, der findes i Det gamle Testamente.

Med hensyn til spørgsmålet om Samuelsbøgernes troværdighed, synes meget stof at bygge på kongernes officielle arkiver.

Andet stof kan være fra profetkredse og den folkelige overlevering. Men det er sent nedskrevet og stærkt bearbejdet.

David bliver konge i Israel og indtager Jerusalem

2. Samuelsbog kap 5

Vers 1: Derefter kom alle Israels stammer til David i Hebron og sagde: »Vi er jo af samme kød og blod som du.

Vers 2: Før i tiden, dengang Saul var konge over os, var det dig, der førte Israel ud i krig og hjem igen. Og Herren har sagt til dig: Du skal vogte mit folk Israel, du skal være fyrste over Israel. 

Vers 3: Alle Israels ældste var kommet til kongen i Hebron; dér sluttede kong David pagt med dem for Herrens ansigt, og de salvede David til konge over Israel.

Vers 4: David var tredive år, da han blev konge, og han regerede fyrre år;

Vers 5: I Hebron regerede han syv år og seks måneder over Juda, og i Jerusalem regerede han treogtredive år over hele Israel og Juda.

Vers 6: Kongen og hans mænd drog nu til Jerusalem mod jebusitterne, som boede i landet. Jebusitterne sagde til David: »Her kommer du ikke ind, medmindre du fjerner de blinde og lamme.« Dermed mente de: Her kan David ikke komme ind.

Vers 7: Men David indtog klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen.

Vers 8: Den dag sagde David: »Den, der vil besejre jebusitterne, må ramme sinnor. David hader de lamme og blinde.« – Derfor siger man: »En blind og en lam må ikke komme ind i templet.«

Vers 9: David tog nu bolig i klippeborgen og kaldte den Davidsbyen, og han befæstede den rundt om fra Millo og indefter.

Vers 10: Og David blev mægtigere og mægtigere; Herren, Hærskarers Gud, var med ham.

Vers 11: Tyrus’ konge Hiram sendte folk til David med cedertræ, tømrere og murere, og de byggede et hus til David.

Vers 12: Da forstod David, at Herren havde sikret ham som konge over Israel og ophøjet hans kongemagt for sit folk Israels skyld.

Vers 13: Efter at David var kommet fra Hebron, tog han flere medhustruer og hustruer fra Jerusalem, og han fik flere sønner og døtre.

Vers 14: Dette er navnene på de sønner, han fik i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomo, 

Vers 15: Jibkar, Elishua, Nefeg, Jafia,

Vers 16: Elishama, Eljada og Elifelet.

Vers 17: Da filistrene hørte, at David var blevet salvet til konge over Israel, drog de alle op for at få fat på ham. Så snart David fik det at vide, drog han ned til klippeborgen.

Vers 18: Samtidig var filistrene kommet og havde spredt sig ud over Refaim-dalen.

Vers19: David spurgte Herren: »Skal jeg drage op mod filistrene? Vil du give dem i min hånd?« Herren svarede: »Drag op, for jeg giver filistrene i din hånd.«

Vers 20: Så drog David til Ba’al-Perasim, og dér slog han dem. Og han sagde: »Herren er brudt igennem fjenderne foran mig, som vand bryder igennem.« Derfor kalder man dette sted Ba’al-Perasim. Vers 21: Dér efterlod filistrene deres gudebilleder, og David og hans mænd tog dem med sig.

Vers 22: Men filistrene drog igen op og spredte sig ud over Refaim-dalen.

Vers 23: David spurgte Herren, og han svarede: »Drag ikke op mod dem, men gå bag om dem og angrib dem ud for baka-buskene.

Vers 24: Så snart du hører lyden af trin i baka-buskenes top, skal du storme frem, for da er Herren draget ud foran dig for at slå filistrenes hær.«

Vers 25: David gjorde, som Herren havde befalet ham; og han slog filistrene og forfulgte dem fra Geba helt til Geze

Hvad er:

Hebron – en by i Judæa, syd for Jerusalem og Bethlehem

Saul – Israels første konge (ca. 1020-1000 f.v.t.)

Herren – israelitternes gud, Jahve

Juda – det sydlige Israel, senere kaldet Judæa

Jebusitterne – et af de folk, der boede i området

Sinnor – betydningen er usikker

Tyrus – by på den fønikiske Middelhavskyst (i dag: Libanon)

Filistrene – et ikke-semitisk folkeslag, der ca. år 1200 f.v.t. havde slået sig ned på den sydisraelske kystslette. Filistrene var Israels hovedfjende omkring år 1000 f.v.t. og Davids forgænger, Saul, var faldet i kamp mod filistrene

Ba’al Perazim – lå vistnok tæt sydvest for Jerusalem.

 

Det kronistiske Historieværk

Heller ikke Krønikebøgernes forfatter kender man til. Oprindeligt har Krønikebøgerne sammen med Ezras og Nehemias´ Bøger udgjort ét værk – Det kronistiske Historieværk.

Det er nedskrevet efter eksilet – tidligt omkring år 400 f.v.t., senest omkring år 200 f.v.t, hvor det omtales i en anden bog. Da ”Kronisten” – sådan kalder man forfatteren – levede, var det altså lang tid siden, at Israel havde været et selvstændigt rige. Han skrev, mens landet enten var en del af Perserriget – før år 333 f.v.t. – eller en del af de hellenistiske kongeriger – efter 333 f.v.t..

Israel havde altså ingen konge – det, der holdt folket sammen, var troen på Jahve og for Kronisten er præsteskabet den vigtigste gruppe.

Krønikebøgerne dækker faktisk hele Israels historie fra verdens skabelse indtil jødernes hjemkomst fra eksilet i Babylon – men indtil kongetiden er det kun stamtavler, derpå skildres Davids historie i 1. Krønikebog kap.11-29 og 2.

Krønikebog skildrer historien fra Salomon til Jerusalems ødelæggelse.

David bliver konge i Israel og indtager Jerusalem

Kilde 5: 1. Krønikebog kap. 11

Vers 1: Derefter samledes hele Israel hos David i Hebron og sagde: »Vi er jo af samme kød og blod som du.

Vers 2: Før i tiden, også dengang Saul var konge, var det dig, der førte Israel ud i krig og hjem igen. Og Herren din Gud har sagt til dig: Du skal vogte mit folk Israel, du skal være fyrste over mit folk Israel.« Vers 3: Alle Israels ældste var kommet til kongen i Hebron; dér sluttede David pagt med dem for Herrens ansigt, og de salvede David til konge over Israel efter Herrens ord ved Samuel.

Vers 4: David og hele Israel drog nu til Jerusalem, det samme som Jebus, hvor jebusitterne, landets indbyggere, boede.

Vers 5: Jebusitterne sagde til David: »Her kommer du ikke ind!« Men David indtog klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen.

Vers 6: David sagde: »Den første, der slår en jebusit ihjel, skal være overhoved og anfører.« Joab, Serujas søn, kom først op, så han blev overhoved.

Vers 7: David tog nu bolig i klippeborgen; derfor kaldte man den Davidsbyen.

Vers 8: Han befæstede byen hele vejen rundt fra Millo; resten af byen genopførte Joab.

Vers 9: Og David blev mægtigere og mægtigere; Hærskarers Herre var med ham.

Vers 10: Dette er de førende af Davids krigshelte, som sammen med hele Israel gav hans kongedømme deres støtte og gjorde ham til konge efter Herrens ord om Israel.

Vers 11: Dette er listen over Davids krigshelte: Jashobeam, Hakmonis søn, anfører for de tre; det var ham, der svang sit spyd over 300 faldne på én gang.

Vers 12: Den næste af de tre helte var akoitten Eleazar, Dodajs søn.

Vers 13: Han var med David ved Pas-Dammim, dengang filistrene samledes til kamp. Der var en mark, hvor byggen stod tæt, og da hæren flygtede for filistrene,

Vers 14: Stillede han sig op midt i marken og forsvarede den og huggede filistrene ned, så Herren gav en stor sejr.

Vers 15: Engang drog tre af de tredive høvdinge ned over klippen til David i Adullams hule, mens filistrenes hær lå lejret i Refaim-dalen.

Vers 16: David var på det tidspunkt i klippeborgen, og filistrenes guvernør var i Betlehem.

Vers 17: David blev tørstig og sagde: »Hvem vil hente noget vand til mig fra cisternen ved byporten i Betlehem?«

Vers 18: Så brød de tre gennem filistrenes lejr og øste vand op af cisternen ved byporten i Betlehem og bragte det til David. Men han ville ikke drikke det, han udgød det for Herren

Vers 19: og sagde »Min Gud bevare mig fra at gøre det! Skulle jeg drikke disse mænds blod, når de har sat livet på spil ved at hente det?« Og han ville ikke drikke det. Dette gjorde de tre helte.

Vers 20: Joabs bror Abishaj stod i spidsen for de tredive. Han svang sit spyd over tre hundrede faldne og blev berømt blandt de tredive;

Vers 21: han nød anseelse blandt de tredive og blev deres anfører, men kom ikke på højde med de tre.

Vers 22: Jojadas søn Benaja fra Kabse’el var en tapper mand, der udførte talrige heltegerninger. Det var ham, der dræbte moabitten Ariels to sønner. Det var også ham, der gik ned i en cisterne og dræbte en løve, en dag det sneede.

Vers 23: En anden gang dræbte han en kæmpestor egypter, fem alen høj; egypteren havde et spyd som en væverbom i hånden, og Benaja gik imod ham med en kæp og vristede spyddet ud af hånden på ham og dræbte ham med hans eget spyd.

Vers 24: Det gjorde Benaja, Jojadas søn, og han blev berømt blandt de tredive helte;

Vers 25: men selv om han nød anseelse blandt de tredive, kom han ikke på højde med de tre. David satte ham i spidsen for sin livvagt.

Tilbage til fortællingen: Israel – ung og ældgammel