Kilderne til Det babylonske Fangenskab

Det babylonske Fangenskab. Israel - ung og ældgammel. Israel-Info

Kilde 6: Jerusalems fald år 587 f.v.t.

Kongebøgerne er sidste del af Det deuteronomistiske Historieværk, hvor kilde 4 var fra værkets tredje del, Samuelsbøgerne.

Kongebøgerne begynder med Davids død og Salomons tronbestigelse og fortsætter med kongernes historie frem til Jerusalems fald i 587 f.v.t..

Kilden er fra 2. Kongebog kap. 25, Kongebøgernes sidste kapitel og dermed afslutningen på Det deuteronomistiske Historieværk.

Kong Sidkijas oprør og Judas undergang

Vers 1: I Sidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, gik babylonerkongen Nebukadnesar med hele sin hær mod Jerusalem og belejrede den. De byggede angrebsramper omkring den

Vers 2: og byen var under belejring til kong Sidkijas ellevte regeringsår.

Vers 3: På den niende dag i den fjerde måned, da hungersnøden i byen var blevet stor, og der ikke var mad til indbyggerne,

Vers 4: blev byens mur gennembrudt; skønt kaldæerne havde omringet byen, lykkedes det om natten kongen og alle krigerne at flygte ud gennem porten mellem de to mure oven for kongens have, og de tog retning mod Araba-lavningen.

Vers 5: Men kaldæernes hær satte efter kongen og indhentede ham på Jerikosletten, da hele hans hær havde forladt ham og var blevet spredt.

Vers 6: De greb kongen og førte ham til Ribla, hvor babylonerkongen fældede dom over ham.

Vers 7: Han lod Sidkijas sønner halshugge for øjnene af ham og stak øjnene ud på Sidkija, lagde ham i lænker og førte ham til Babylon.

Vers 8: På den syvende dag i den femte måned, det var i babylonerkongen Nebukadnesars nittende regeringsår, kom babylonerkongens tjener Nebuzar’adan, chefen for livvagten, til Jerusalem.

Vers 9: Han stak ild på Herrens tempel og på kongens palads, og alle huse i Jerusalem, også dem der tilhørte rigmændene, brændte han ned.

Vers 10: Murene rundt om Jerusalem blev revet ned af kaldæernes hær, som chefen for livvagten havde med sig.

Vers 11: Chefen for livvagten, Nebuzar’adan, førte dem, der var tilbage i byen, og overløberne, som var gået over til babylonerkongen, og resten af folket i eksil.

Vers 12: Kun nogle af de fattigste i landet lod han blive tilbage til at arbejde i vingårdene og på markerne.

Vers 13: Bronzesøjlerne i Herrens tempel og vognstellene og bronzehavet i Herrens tempel slog kaldæerne i stykker, og de bragte bronzen til Babylon.

Vers 14: Askespandene, skovlene, knivene, skålene og alle de bronzeredskaber, man brugte i tempeltjenesten, tog de med.

Vers 15: Og chefen for livvagten tog fyrbækkenerne og stænkeskålene, alt hvad der var af guld og sølv.

Vers 16: De to søjler, Havet og vognstellene, som Salomo havde lavet til Herrens tempel, alle disse ting indeholdt så meget bronze, at det ikke kunne vejes.

Vers 17: Den ene søjle var atten alen høj, og søjlehovedet på den var af bronze; det var tre alen højt, der var fletværk og granatæbler rundt på søjlehovedet. Alt var af bronze. På samme måde var den anden søjle, også den havde fletværk.

Vers 18: Chefen for livvagten tog ypperstepræsten Seraja og andenpræsten Sefanja og de tre dørvogtere til fange.

Vers 19: Fra byen tog han den hofmand til fange, som havde tilsyn med krigerne, og fem mænd blandt kongens nærmeste rådgivere, som endnu var i byen, og desuden udskrivningschefen, som udskrev folk i landet til krigstjeneste, og tres af storbønderne, som var i byen.

Vers 20: Dem tog chefen for livvagten Nebuzar’adan med sig og førte dem til babylonerkongen i Ribla.

Vers 21: Han henrettede dem i Ribla i Hamats land. Sådan blev judæerne ført i eksil fra deres land.

Nebudkadnesar indsætter Gedalja

Vers 22: Babylonerkongen Nebukadnesar indsatte Gedalja, Ahikams søn, Shafans sønnesøn, over dem, der var tilbage i Judas land, dem Nebukadnesar havde ladt tilbage.

Vers 23: Da alle hærførerne og deres mænd hørte, at babylonerkongen havde indsat Gedalja, kom de til Gedalja i Mispa: Ismael, Netanjas søn, Johanan, Kareas søn, Seraja, Tanhumets søn fra Netofa, og Ja’azanja, ma’akatittens søn; de kom med deres mænd,

Vers 24: og Gedalja gav dem og deres mænd sin ed på, at de ikke behøvede at frygte kaldæernes folk. »Bliv i landet og underkast jer babylonerkongen, så vil det gå jer godt,« sagde han.

Vers 25: Men i den syvende måned kom Ismael, Netanjas søn, Elishamas sønnesøn, som hørte til kongeslægten, med ti mænd, og de dræbte Gedalja og de judæere og kaldæere, som var hos ham i Mispa.

Vers 26: Så brød hele folket op fra den mindste til den største sammen med hærførerne, og de tog til Egypten af frygt for kaldæerne.

Benådningen af Jojakin

Vers 27: I det syvogtredivte år efter at Judas konge Jojakin var blevet ført i eksil, på den syvogtyvende dag i den tolvte måned i det år, da Evil-Merodak blev babylonernes konge, benådede han Judas konge Jojakin og førte ham ud af fængslet.

Vers 28: Han behandlede ham godt og gav ham en plads højere oppe end de andre konger, som var hos ham i Babylon.

Vers 29: Jojakin aflagde sin fangedragt, og hele resten af sit liv spiste han ved babylonerkongens bord,

Vers 30: og han fik sit daglige underhold af kongen dag efter dag, så længe han levede.

Noter:
25.1:   Sidkija, der er blev konge i Juda Rige i 598 f.v.t må være startet oprøret i 589 f.Kr.
25.2:   Nebukadnesars belejring må altså have varet fra 589-587 f.Kr.
25.4:   Kaldæerne er en anden betegnelse for babylonerne
25.6:   Ribla ligger i Syrien, ved den nuv. By Hama – Nebukadnesar synes at have haft hovedkvarter her
25.27: ”I det syvogtredivte år” – må være 561 f.Kr. – passer med, at Evil-Merodak (hebraisk for Amel Marduk) det år blev konge i  Babylon efter Nebukadnesar

Kilde 7: 2. Krønikebog kap.3

Se om Krønikebøgerne i indledningskapitlet om kilderne og kommentarerne til kilde 5.1. Krønikebog slutter med Davids død.

2.Krønikebog gennemgår resten af Kongetiden fra Salomon til Judas sidste konger, Jojakin, der efter babylonernes første angreb i 598 f.v.t. føres som konge til Babylon, og hans farbror, Sidkija, der indsættes som konge i Juda i 598 f.v.t. af babylonerne. Han regerer elleve år til 587 f.v.t.

Joakaz

Vers 2: Joakaz var treogtyve år, da han blev konge, og han regerede tre måneder i Jerusalem.

Vers 3: Men egypterkongen afsatte ham i Jerusalem og pålagde landet en bod på hundrede talenter sølv og en talent guld.

Vers 4: Så gjorde egypterkongen hans bror Eljakim til konge over Juda og Jerusalem og ændrede hans navn til Jojakim. Men Neko tog hans bror Joakaz med til Egypten.

Jojakim

Vers 5: Jojakim var femogtyve år, da han blev konge, og han regerede elleve år i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herren hans Guds øjne.

Vers 6: Babylonerkongen Nebukadnesar drog op mod ham og lagde ham i lænker for at føre ham til Babylon. Vers 7: Nebukadnesar tog også nogle af karrene fra Herrens tempel med til Babylon og anbragte dem i sit tempel i Babylon.

Vers 8: Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim, om de afskyelige ting, han gjorde, og det, der ramte ham, står i Israels og Judas Kongers Bog. Hans søn Jojakin blev konge efter ham.

Jojakin

Vers 9: Jojakin var atten år, da han blev konge, og han regerede tre måneder og ti dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne.

Vers 10: Året efter sendte kong Nebukadnesar nogle folk, som førte ham til Babylon tillige med de kostbare kar fra Herrens tempel. Så gjorde han hans farbror Sidkija til konge over Juda og Jerusalem.

Sidkija og Judas undergang

Vers 11: Sidkija var enogtyve år, da han blev konge, og han regerede elleve år i Jerusalem.

Vers 12: Han gjorde, hvad der var ondt i Herren hans Guds øjne. Han ydmygede sig ikke over for profeten Jeremias, som talte ord, der kom fra Herrens mund.

Vers 13: Han gjorde tilmed oprør mod kong Nebukadnesar, der havde taget ham i ed ved Gud; han gjorde nakken stiv og hjertet hårdt og ville ikke vende om til Herren, Israels Gud.

Vers 14: Alle de ledende præster og overhovederne for folket blev mere og mere troløse og fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Herrens tempel, som han havde helliget i Jerusalem, gjorde de urent.

Vers 15: Herren, deres fædres Gud, sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han ville skåne sit folk og sin bolig.

Vers 16: Men de spottede Guds sendebud og lod hånt om hans ord og holdt hans profeter for nar, indtil Herren blev så vred på sit folk, at han ikke længere ville skåne det.

Vers 17: Han lod kaldæerkongen drage op mod dem, og han dræbte deres unge mænd med sværd i deres hellige tempel. Han skånede hverken ung mand og pige eller gammel og olding; alle gav han i hans magt.

Vers 18: Alle karrene fra Guds hus, både store og små, og skattene i Herrens hus og kongens og hans stormænds skatte, alt bragte han til Babylon.

Vers 19: Så stak de ild på Guds hus og rev Jerusalems mur ned, og alle dens borge brændte de ned, så alle dens kostbare skatte blev ødelagt.

Vers 20: Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten.

Vers 21: Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.

Perserkongen Kyros’ forordning om templets genopførelse

Vers 22: Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt:

Vers 23: Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop!

Noter:
36.4:   Neko var egyptisk farao 609-594 f.v.t.
36.9:   Jojakin bliver konge 598 f.v.t..
36.11: Sidkija regerer 598-587 f.v.t.
36.12: Profeten Jeremias prædikede i Juda i perioden fra omkring 626-587 f.v.t.. Han talte stærkt for, at folket skulle holde fast i troen på deres egen gud, Jahve, der i den danske oversættelse er gengivet med ”Herren”.
36.14: Kronisten anklager folkene på Sidkijas tid for at have svigtet deres egen tro ved at ”følge alle folkeslagenes afskyelige skikke” – altså bruge ting fra nabofolkenes religioner – og dermed gøre templet i Jerusalem ”urent” – fordi de ikke overholdt reglerne.
36.17: Kaldæerkongen: Babylonerkongen Nebukadnesar
36.21: Herrens ord ved Jeremias: Jeremias´ Bog i GT lader profeten advare folket mod, at ”Hele dette land skal blive til ruiner og ødemark, og folkene skal være trælle for Babylons konge i halvfjers år” (Jer. 25,11)
36.22: Kyros var fra ca. 550 f.v.t. konge over mederne og perserne oh grundlagde de følgende årtier den nye stormagt: Perserriget.

Kong David spiller harpe. Kilderne til Det Babylonske Fangenskab. Israel-Info.

 

Kilde 8 – Salme 137

Salmernes Bog bliver også kaldt Davids Salmer og er også en del af Tanach/ Det Gamle Testamente. Skriftet består af fem mindre samlinger: 1-41; 42-72; 73-89; 90-106; 107-150.

Ifølge en gammel tradition var kong David forfatter til de fleste af salmerne, mens nogle af dem blev tilskrevet andre forfattere. F.eks. står Salomo som forfatter til flere salmer. I den græske oversættelse kaldes samlingen psalterion; herfra stammer betegnelsen Davids psalter.

Til den kilde har vi ingen forfatter – men vi kan meget præcist tidsfæste den – den må være skrevet under eksilet – altså mellem 587 og 539 f.v.t.

  1. Ved Babylons floder
    sad vi og græd,
    når vi tænkte på Zion;
  2. i poplerne derovre
    hængte vi vore citere.
  3. For vore fangevogtere
    krævede, at vi skulle synge,
    vore plageånder krævede glædessang:
    »Syng for os
    af Zions sange!«
  4. Hvordan skulle vi kunne synge
    Herrens sange
    på fremmed jord?
  5. Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
    så gid min højre hånd må lammes;
  6. gid min tunge må klæbe til ganen,
    hvis ikke jeg husker på dig,
    hvis ikke jeg sætter Jerusalem
    over min højeste glæde.
  7. Herre, husk edomitterne
    for Jerusalems dag,
    dengang de sagde:
    Riv ned, riv ned, helt ned til grunden!
  8. Babylons datter, du ødelæggerske!
    Lykkelig den, der gengælder dig
    den gerning, du gjorde mod os!
  9. Lykkelig den, der griber dine spædbørn
    og knuser dem mod klippen!

Noter
Til vers 1: Babylons floder kan jo være enten Eufrat eller Tigris – jf. områdets navn i en tidligere periode – Mesopotamien – landet mellem de to floder
Zion kan både være templet eller et billede på Jerusalem
Vers 4: Herrens Sange kan enten være de salmer, der var knyttet til Tempelkulten – eller de samler, der direkte omtalte Zion/Jerusalem
På fremmed jord: Her er opfattelsen altså, at man ikke kan dyrke den gamle religion udenfor Israel
Vers 7: Husk edomitterne – i stedet for at hjælpe israelitterne stod nabofolket edomitterne på babylonernes side

Tilbage til fortællingen: Israel – ung og ældgammel