Kilderne til Den britiske Mandattid 1917/20 – 1948

Det britiske mandat i Palæstina 1917-1920. Israel ung og ældgammel. Israel-Info

Det britiske mandat i Palæstina 1917-1920

Kilde 32: Den engelsk-franske erklæring – 7. november 1918

Denne erklæring blev udsendt i Palæstina, Syrien og Irak en uge efter våbenstilstanden mellem Det tyrkiske Rige og de allierede.

Baggrunden var, at araberne siden udstedelsen af Balfourdeklarationen i november 1917 og rygter om englænderes og franskmændenes hemmelige aftale om delingen af Mellemøsten var blevet mere og mere bekymrede over, hvad der skulle ske nu efter krigen.

England og Frankrig var jo også klar over, at de snart skulle mødes med USA’s præsident Wilson, der i sine 14 punkter for USA’s krigsmål igen og igen havde understreget sine tanker om folkenes selvbestemmelsesret.

Det mål, som Frankrig og Storbritannien stræber mod ved i Østen at fortsætte den krig, der brød ud på grund af Tysklands ærgerrighed, er en fuldstændig og endelig befrielse af de folk, der så længe havde været undertrykt af tyrkerne, samt dannelse af nationale regeringer og forvaltningsorganer, hvis myndighed skal bero på folkenes egne forslag og frie valg.

For at gennemføre disse planer er Frankrig og Storbritannien enige om at opmuntre og yde hjælp til dannelse af nationale regeringer og forvaltningsorganer i Syrien og Mesopotamien, der nu er blevet befriet af de allierede, og at sikre og anerkende dem i de områder, som de er i færd med at befri, så snart de rent faktisk er blevet dannet.[1]

Det være sig langt fra, at de nærer noget ønske om at påtvinge folkene i disse egne særlige institutioner; for dem drejer det sig kun om, at de ved støtte og passende hjælp sikrer, at de regeringer og forvaltningsorganer, der er valgt frit af folkene selv, arbejder regelret. At sikre upartiskhed og lighed for loven for alle, at fremme landets økonomiske udvikling ved at støtte og opmuntre lokalt initiativ, at støtte en udbredelse af folkeoplysningen, at gøre ende på den splid, som tyrkisk politik alt for længe har draget fordel af, det er den politik, som de to allierede regeringer fører i de befriede områder.

Kilde 33: Weizmanns tale i Manchester – 9. december 1917

Denne tale er holdt den 9. december 1917 – samme dag som den britiske general Allenby rykkede ind i Jerusalem:

. . . Så snart den militære situation tillader der, håber jeg, at en jødisk kommission[2] kan rejse til Palæstina for dér at løse to opgaver: den første og mest påtrængende vil være at lindre nød og armod og hele de sår, som den frygtelige krig har forårsaget …

Vor anden opgave … vil bestå i at udarbejde planer og forslag, så vi kan begynde på den vanskelige opgave at kolonisere det gamle land og give det nyt liv …

For zionisterne er det en gammel sandhed, at landet ikke bliver til et jødisk land, hvis jøderne køber det, men ikke bearbejder det med egne hænder. Landet bliver ikke jødisk gennem køb med penge, men gennem arbejde…

I løbet af de sidste ti år af vort koloniseringsarbejde er tendensen til at erstatte arabiske arbejdere med jødiske mere og mere trådt i forgrunden, uden at man har taget hensyn til de tab, der ofte har været forbundet dermed, og jeg vil gerne, at araberne skal vide, at vi ikke gør dette af fjendskab mod dem, men fordi vi vil komme sir Mark Sykes´ forudsigelse[3] i forkøbet og gøre Palæstina til et virkeligt jødisk land. Vi ønsker at kolonierne skal være jødiske, og at arbejdet skal være jødisk, og jeg vil gerne, at vore arabiske venner skal forstå, at det er en elementær grundsætning for dem, der vil opbygge er jødisk land, at arbejdet skal foretages med jødiske hænder og jødiske hoveder og ikke blot med jødiske penge …

Når tiden er inde til, at opbygningen af Palæstina kan begynde, vil det blive en af vore mest påtrængende opgaver at nå til den ønskede forståelse med vore naboer, araberne og armenierne[4] … Palæstina har jord, luft og vand nok til os alle …

Kilde 34: Aftalen mellem Feisal og Weizmann – 3. januar 1919

I forbindelse med fredsforhandlingerne i Paris underskrev Zionisternes leder Chaim Weizmann på vegne af Zionistforbundet og Emir Feisal, søn af Hussein af Mekka en aftale med følgende indhold. Feisals tro engelske medhjælper T.E .Lawrence (”Lawrence of Arabia”) oversatte aftalen for Feisal – og Feisal tilføjede en sætning efter sin underskrift, der ret hurtigt gjorde aftalen værdiløs.

Aftale mellem Emir Feisal Ibn al-Hussein al-Hashemi og præsidenten for Verdens Zionist Forbund Dr. Chaim Weizmann, 3. januar 1919:

Hans kongelige højhed, Emir Feisal, der repræsenterer og handler på vegne af det arabiske kongedømme i Hedjaz, og Dr. Chaim Weizmann, der repræsenterer og handler på vegne af Zionistforbundet, opmærksomme på det racemæssige slægtskab og de gamle forbindelser mellem Araberne og Det jødiske Folk og bevidste om, at den bedst mulige måde til at nå til opfyldelsen af deres naturlige målsætninger er gennem det tættest mulige samarbejde om udviklingen af Den arabiske Stat og Palæstina, og idet de endvidere er opfyldt af ønsket om at bekræfte den gode forståelse, der består mellem dem, er de blevet enige om følgende:

Artikel I:

Den arabiske Stat og Palæstina skal i alle deres indbyrdes forhold og handlinger være præget af den mest hjertelige velvilje og forståelse og til dette formål skal der udnævnes gesandter[5], der skal opholde sig i de respektive områder.

Artikel II

Straks efter afslutningen af forhandlingerne på Fredskonferencen skal de endelige grænser mellem Den arabiske Stat og Palæstina afgøres af en kommission, som de to parter enes om.

Artikel III

Når Palæstinas forfatning og administration skal etableres, skal det på alle måder sikres og garanteres, at Den britiske Deklaration af 2. november 1917[6] gennemføres.

Artikel IV

Alle nødvendige handlinger skal tages for at opmuntre og stimulere jødisk indvandring i stor stil til Palæstina og så hurtigt som muligt bosætte jødiske immigranter på landet gennem tæt bebyggelse og intensiv dyrkelse af jorden. I det man gør dette, skal de arabiske bønders og daglejeres rettigheder beskyttes og de skal hjælpes fremad i deres økonomiske udvikling.

Artikel V

Der må ikke indføres nogen form for lov eller regler som forbyder eller på nogen måde griber ind i den frie religionsudøvelse, og endvidere skal enhver til evig tid have ret til at udøve deres religiøse hverv og dyrke deres religion uden nogen former for diskrimination eller præference. Religion må aldrig blive afgørende for indbyggernes civile og politiske rettigheder.

Artikel VI

De muslimske hellige steder skal være under muslimsk kontrol.

Artikel  VII

Zionistforbundet foreslår at sende en ekspertkommission til Palæstina for at få et overblik over landets økonomiske muligheder og aflægge beretning om de bedste måder at udvikle landet på. Zionistforbundet stiller førnævnte kommission til rådighed for Den arabiske Stat for at skabe et overblik over de økonomiske muligheder i Den arabiske Stat og aflægge beretning om de bedste måder at udvikle landet på. Zionistforbundet vil bruge alle sine kræfter på at hjælpe Den arabiske Stat til at opnå midlerne til at udvikle naturressourcerne og deres økonomiske muligheder.

Artikel VIII

De underskrivende parter er enige om at handle i fuldkommen enighed og harmoni på Fredskonferencen i alle de spørgsmål der er omtalt her.

Artikel IX

Enhver form for uenighed, der måtte opstå mellem de underskrivende parter skal henvises til Den britiske Regering til mægling.

Givet under vor hånd[7] i London, England, den tredje dag i januar, et tusinde ni hundrede og nitten,

Chaim Weizmann                      Feisal Ibn-Hussein

 

Emir Feisals håndskrevne forbehold:

Hvis Araberne får en stat[8] som jeg har bedt om i mit manifest fra 4. januar, adresseret til den engelske udenrigsminister, så vil jeg gennemføre, hvad jeg har lovet i denne aftale. Hvis der sker ændringer, kan jeg ikke være ansvarlig for ikke at gennemføre denne aftale.

Kilde 35: Emir Feisals memorandum til Det øverste Råd på fredskonferencen i Paris – 29. januar 1919

Fredskonferencen i Paris var åbnet den 18. januar. ”Det øverste Råd” var ”de 10 store” på fredskonferencen i Paris – USA’s præsident Wilson, Frankrigs Clemenceau, Storbritanniens Lloyd George samt Italiens og Japans regeringsledere og alle fem landes udenrigsministre. Ofte var det dog kun ”De tre Store” – Wilson, Clemenceau og Lloyd George – der forhandlede.

Emir Faisals memorandom til Det øverste Råd:

Målet for den arabiske nationalistiske bevægelse (som min fader[9] blev leder af under krigen efter fælles opfordringer fra de syriske og mesopotamiske fraktioner[10]) er at forene arabernes endeligt til én nation.…

De forskellige provinser i det arabiske Asien – Syrien, Irak, Jezireh[11], Hedjaz, Nejd[12], Jemen – er meget forskellige i økonomisk og social henseende, og det er umuligt at presse dem ind i rammerne af ét regeringssystem.

Vi tror, at Syrien, der er et område med agerbrug og industri, som er tæt befolket og har en fast bosiddende befolkning, i politisk henseende er tilstrækkeligt udviklet til at kunne styre sine egne indre forhold. Vi føler også, at udenlandsk teknisk hjælp og bistand vil være en særdeles værdifuld faktor i vor nationale vækst. Vi er villige til at betale for denne hjælp med rede penge; vi kan af hensyn til den ikke give afkald på nogen del af den frihed, vi netop selv har vundet ved våbnenes hjælp.

Jezireh og Irak er to vidtstrakte provinser, der består af tre civiliserede byer[13], som er adskilt af store øde områder, der er tyndt befolket med stammer, som er halvnomader. Verden ønsker at gøre brug af Mesopotamiens[14] naturforekomster, og vi tror derfor, at regeringssystemet dér må have mænd og materielle hjælpemidler fra en stormagt som støtteforanstaltning. Vi anmoder imidlertid om, at regeringen bliver arabisk, såvel i princip som ånd, således at man ufravigeligt følger princippet om at udpege frem for princippet om at vælge i de tilbagestående områder, indtil et bredere grundlag med tiden bliver muligt. Den arabiske regerings hovedopgave dér skulle være at overvåge uddannelsen, som skal bringe stammerne op på byernes etiske niveau.

Hedjaz er hovedsagelig et stammeområde, og regeringen skal som før være tilpasset patriarkalske forhold. Vi værdsætter sådanne mere, end Europa gør, og foreslår derfor, at vi beholder vor absolutte uafhængighed dér.

Jemen og Nejd kan ikke forventes at ville forelægge deres forhold for fredskonferencen. De passer sig selv og ordner deres egne anliggende med hensyn til Hedjaz og andetsteds[15]

I Palæstina er det overvældende flertal af befolkningen arabere. Jøderne er meget nært beslægtede med araberne, og der er ingen modsætning i folkekarakteren mellem de to racer.[16] I princippet er vi absolut enige[17]. Alligevel tør araberne ikke påtage sig ansvaret for at holde vægtskålene lige i de sammenstød mellem racer og religioner, der så ofte har bragt verden i vanskeligheder i denne ene provins. De vil gerne have en effektiv overledelse af en stor formynder, under forudsætning af, at en stor folkevalgt lokalforvaltning får beføjelser til aktivt at fremme landets materielle velfærd.

Kilde 36: Den zionistiske kommissions memorandum til Det øverste Råd på fredskonferencen i Paris – 3. februar1919

Den zionistiske Kommission blev ledet af Chaim Weizmann og fik foretræde for Det øverste Råd på fredskonferencen den 27. februar 1919.

Udpluk af Den zionistiske Kommissions forslag:

Den zionistiske kommission fremsætter i dybeste respekt følgende forslag til overvejelse for fredskonferencen:

1. De høje kontraherende parter anerkender det jødiske folks historiske ret til Palæstina og jødernes ret til at genoprette deres nationale hjem i Palæstina.

2. Vedlagte plan viser, hvor Palæstinas grænser skal gå.

3. Den øverste myndighed over Palæstina skal overdrages til Folkeforbundet, og regeringen betros Storbritannien som mandatmagt på folkeforbundets vegne.

4. …

5. …

II Mandatmagten skal blandt andet:

a. fremme jødisk indvandring og samlet bosættelses på landet, idet den nuværende ikke-jødiske befolknings fastslåede rettigheder skal beskyttes på rimelig vis.

b) samarbejde om disse forholdsregler med et råd, der oprettes til udvikling af det jødiske nationale hjem og repræsenterer jøderne i Palæstina og den øvrige verden; det overlades også til dette råd at organisere jødernes uddannelse.

Forslag til Mandatmagten

2. Det jødiske folk skal have ret til en rimelig repræsentation i de udøvende og lovgivende organer, samt når der udtages personale til administrationen. Mandatmagten skal rådføre sig med Det jødiske Råd, som det herefter vil blive benævnt, angående denne repræsentation.

Hverken lov eller sædvane må forhindre, at en borger i Palæstina udnævnes til en administrativ topstilling.

5. Hebraisk skal være et af de officielle sprog i Palæstina og anvendes i alle dokumenter, dekreter og meddelelser samt på alle frimærker, mønter og pengesedler, der udstedes af regeringen.

6. Den jødiske sabbat og de jødiske helligdage skal anerkendes som lovlige hviledage.

Det jødiske Råd for Palæstina

1. Der vælges et jødisk råd af en jødisk kongres repræsenterende jøderne i Palæstina og den øvrige verden; den sammenkaldes til møde i Jerusalem 1. januar 1920 eller før, eller snarest muligt derefter at det provisoriske jødiske råd, som det herefter benævnes.[18]

2. Der jødiske Råd skal anerkendes i henhold til lov og have bemyndigelse til:

a)  at samarbejde og rådføre sig med samt hjælpe Palæstinas regering i alle sager, der angår det jødiske folk i Palæstina og i alle sådanne sager være og handle som repræsentant for det jødiske folk

b) at deltage i udvikling og administration af indvandring, landbrugskolonier, kreditydelser, offentlige arbejder, tjenesteydelser og foretagender samt enhver anden form for virksomhed, der har til formål at udvikle landet. Organiseringen af jødernes uddannelse overlades til rådet.

c) at erhverve og besidde fast ejendom

d) at erhverve og udnytte koncessioner og offentlige arbejder og udnyttelse af naturforekomster.

Kilde 37: Referat af hemmeligt møde i Det øverste Råd om de arabiske områder – 20. marts 1919

Det blev meget hurtigt klart under fredsforhandlingerne i Paris, at England og Frankrig havde helt forskellige hensigter i Mellemøsten. Frankrig ønskede hurtigst muligt at sætte sig på de områder, man havde fået lovet i Sykes-Picot-aftalen fra 1916 mellem England og Frankrig – mens England jo også havde sine løfter til araberne og jøderne ar tage hensyn til. Det hjalp heller ikke på stemningen, at de to lande også var uenige i, HVOR hårdt Tyskland skulle straffes i den fredsaftale, man i første række forhandlede og som endte med Versailles-freden.

Ved dette møde i Det øverste Råd, prøver USA’s præsident Woodrow Wilson (præsident 1913-1921) nu at mægle. Han mindede om, at timandsrådet havde vedtaget resolutioner angående mandatområderne – den ordning, man ville indføre i de arabiske områder. Her havde man slået fast, at ”et af elementerne i mandatordningen var, hvad indbyggerne i de kommende mandatområder ønskede”.

… Præsident Wilson foreslog, at man skulle udpege de bedst egnede mænd til en inter-allieret kommission; den skulle rejse til Syrien, og hvis forholdene gjorde det ønskeligt, skulle den udstrække sine undersøgelser ud over Syriens grænser. Dens opgave skulle være at få belyst den stedlige opinion og de forhold, under hvilken en mandatmagt ville komme til at arbejde. Man skulle anmode den om at komme tilbage til konferencen og redegøre for, hvad den i så henseende havde fundet ud af. … Kommissionen skulle sammensættes af et lige stort antal franske, britiske, italienske og amerikanske repræsentanter. Han ville sende dem af sted med carte blance[19] til at berette om de faktiske forhold.

Monsieur Clemenceau[20] sagde, at han i princippet var tilhænger af en undersøgelse, men det var nødvendigt at have visse garantier. Undersøgelsen måtte ikke begrænses til Syrien.[21] Mandater over Palæstina, Mesopotamien, Armenien[22] og andre dele af Det tyrkiske Rige var lige så nødvendige som et mandat over Syrien . . . Han kunne tænke sig at sende nogle franske arabere [23] dertil, eftersom Feisal kun repræsenterede én side af den arabiske race. Desuden var Feisal praktisk taget engelsk soldat[24] Han havde sagt, at han ville gøre oprør, hvis franskmændene var i Damaskus, men det var en kendsgerning, at der for nylig var blevet sendt fransk artilleri dertil, og det var blevet modtaget ganske udmærket … Kommissionens medlemmer måtte udvælges ganske omhyggeligt, og de skulle foretage undersøgelser i alle tyrkiske mandater[25]. På disse vilkår var han i princippet parat til at acceptere præsident Wilsons forslag.

Mr. Lloyd George[26] sagde, at han intet havde at indvende mod en undersøgelse i Palæstina og Mesopotamien, som var de områder, der principielt angik Det britiske Rige….

Efter Lloyd Georges anmodning påtog præsident Wilson sig at udarbejde et udkast til kommissionens arbejdsområde.

Kilde 38: Anbefalinger fra King-Crane-kommissionen – 28. august 1919

Kommissionen endte med at blive et rent amerikansk foretagende.

Hverken England eller Frankrig ønskede i virkeligheden en sådan en undersøgelse og italienerne nåede ikke engang at overveje, hvem de skulle udpege. Så to amerikanere drog af sted. Det var Dr. Henry Churchill King, præsident for Oberlin College, og Charles R.Crane, direktør for et stort firma indenfor byggebranchen i Chicago. Den opholdt sig i alt 42 dage i Syrien og Palæstina.

Anbefalingerne vedrørende Palæstina:

Vi henstiller for det femte, at det yderliggående zionistiske program for Palæstina med ubegrænset indvandring af jøder, der skal ende med at gøre Palæstina til en decideret jødisk stat, indskrænkes alvorligt…

(2) Kommissionen blev rigeligt forsynet med litteratur om det zionistiske program af den zionistiske kommission i Palæstina, hørte på møder meget om zionisternes kolonier og krav og så personligt noget af det, der er blevet nået. Der var meget i zionisternes målsætning og planer, den synes om, og den påskønner varmt den ildhu, hvormed det er lykkedes mange af kolonisterne at overvinde store naturskabte hindringer ved moderne metoder.

(3) … Det kom gentagne gange frem under kommissionens møde med jødiske repræsentanter, at zionisternes forventede at kunne komme af med praktisk talt alle de nuværende ikke-jødiske indbyggere i Palæstina ved forskellige former for opkøb.

Hvis ønskerne hos Palæstinas befolkning skal være afgørende for, hvad der skal ske med Palæstina, så bør det erindres, at den ikke-jødiske befolkning i Palæstina – der er omtrent 9/10 – er indædt modstander af hele det zionistiske program. Tabellerne viser, at intet punkt var Palæstinas befolkning mere enig om end dette, At udsætte et folk, der er således indstillet, for ubegrænset jødisk indvandring og for et konstant økonomisk og socialt pres for at få det til at opgive landet, er en grov overtrædelse af det netop anførte princip[27] og af folkeretten, selv om det sker inden for lovens rammer,

Det må også bemærkes, at den fjendtlige holdning til det zionistiske program ikke er begrænset til Palæstina, den var et meget gennemgående træk hos befolkningen i hele Syrien, hvad vores møder klart viste. Over 72% – i alt 1350 – af samtlige bønskrifter fra hele Syrien var rettet mod det zionistiske program. Kun to krav havde større støtte: kravet om et forenet Syrien[28] og kravet om uafhængighed …

… Ingen af de britiske officerer, som kommissionens medlemmer rådførte sig med, troede på, at zionisternes program kunne gennemføres uden ved hjælp af våben. Det var den almindelige anskuelse blandt officererne, at der behøvedes mindst 50.000 soldater, blot til at igangsætte programmet…

Der er en anden overvejelse, man ikke må se bort fra, hvis verden forventer, at Palæstina bliver en kommende jødisk stat, hvor langsomt det end sker. Overvejelsen står i forbindelse med, at Palæstina er ”det hellige land” for såvel jøder, kristne som muslimer … Selv med de bedste hensigter kan det betvivles, om kristne og muslimer kan anse jøderne som passende vogtere af de hellige steder eller det hellige land i det hele taget. Grunden hertil er: de steder, som er mest hellige for de kristne – de, der har at gøre med Jesus – og som også er hellige for muslimerne[29], er ikke blot ikke-hellige for jøderne, men direkte afskyelige …

På baggrund af alle disse overvejelser, men med en dyb følelse for af sympati for den jødiske sag, føler kommissionens medlemmer sig nødsaget til at henstille, at fredskonferencen kun går ind for et stærkt reduceret zionistisk progran, og selv da gennemfører det meget langsomt. Det betyder, at den jødiske indvandring begrænses afgørende, og planen om at gøre Palæstina til et decideret jødisk samfund opgives.

Kilde 39: Uddrag af Fredstraktaten med Det osmanniske Rige (Sèvrestraktaten) – 10. august 1920

King og Cranes rapport fik ingen betydning, USA’s præsident Wilson havde mindre og mindre indflydelse, da Kongressen hjemme ikke ønskede USA involveret i alle disse problemer – USA blev ikke engang medlem af Folkeforbundet, som ellers var Wilsons idé.

Efterhånden blev de fire andre fredsaftaler underskrevet:

  • Versaillestraktaten med Tyskland i juni 1919.
  • Saint Germain-traktaten med Østrig i september.
  • Neuilly-traktaten med Bulgarien i november.
  • Trianon-freden med Ungarn i juni 1920.

Nu manglede kun fredsaftalen med Det osmanniske Rige. I april 1920 holdt sejrherrerne et møde i den italienske by San Remo, hvor de endeligt indbyrdes deler de tidligere osmanniske områder. På vegne af Folkeforbundet fik Frankrig mandat over Syrien, herunder Libanon og Storbritannien over Irak og Palæstina. Det blev samtidig bestemt, at mandatområderne senere skulle overgå til fuld selvstændighed.

Man tog så tilbage til Paris og overrakte den osmanniske delegation traktaten den 11.maj. Og så kunne også fredsaftalen med Det osmanniske Rige endelig underskrives den 10.august. Den del, der angik Mellemøsten, kom til at fungere.

Med hensyn til det øvrige nægtede den tyrkiske hær i Anatolien, at anerkende freden og erklærede den 1. november 1922 både regeringen og sultan Mehmed 6. for afsat. Herefter eksisterede Det osmanniske Rige ikke længere og en ny stat, republikken Tyrkiet opstår, der i 1923 i Lausanne indgår en ny fredsaftale:

AFDELING VII. Syrien, Mesopotamien, Palæstina

Art.94: De høje kontraherende parter[30] er enige om, at Syrien og Mesopotamien i overensstemmelse med traktatens afsnit I[31] , artikel 22. paragraf 4 skal anerkendes som provisorisk uafhængige stater under forudsætning af, at en mandatmagt yder dem administrativ rådgivning og bistand, indtil de kan stå alene.

Art.95: De høje kontraherende parter er enige om, at bestemmelserne i artikel 22 skal træde i kraft og administrationen af Palæstina indenfor grænser, der fastlægges af stormagterne blandt de allierede, overdrages til en mandatmagt, der udpeges af de nævnte magter. Mandatmagten skal være ansvarlig for, at den deklaration, som oprindelig blev fremsat af den britiske regering den 2.november 1917[32] og blev antaget af de andre allierede magter med henblik på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk, gennemføres, idet det klar skal være underforstået, at der ikke må foretages noget, der i Palæstina kan skade derboende ikke-jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder, eller i ethvert andet land jødernes rettigheder og politiske stilling.

Mandatmagten påtager sig snarest muligt at udnævne en særlig kommission, der skal studere og regulere alle spørgsmål og krav vedrørende de forskellige religiøse samfund. Ved sammensætningen af denne kommission skal der tages hensyn til de forskellige religiøse samfunds interesser. Kommissionens formand skal udnævnes af folkeforbundsrådet.

Art.96: Mandatbestemmelserne vedrørende ovennævnte områder skal formuleres af stormagterne og forelægges folkeforbundsrådet til vedtagelse.

Kilde 40: Feltmarskal Allenby advarer det britiske udenrigsministerium mod at udnævne Herbert Samuel til 1. britiske højkommissær – 6. maj 1920

Med aftalerne i San Remo i april 1920 begynder England at gøre sig klar til mandatstyret i Palæstina og dermed overgangen fra militært besættelsesstyre under feltmarskal Allenby, der også var højkommissær i Egypten, til civilt styre.

Feltmarskal Allenby advarer det britiske udenrigsministerium mod at udnævne Herbert Samuel til den første højkommissær for Palæstinamandatet:

Meget presserende, privat og dybt fortroligt.

… Jeg har på behørig vis taget til efterretning, at mr. Herbert Samuel[33] er blevet bragt i forslag som den første leder af den nye administration i Palæstina, når mandatet træder i kraft, og at man anmoder om min vurdering af måden, hvorpå overgangen fra militær til civil administration skal ske, samt virkningen af de foreslåede ændringer på den indfødte befolkning …

Hvad angår virkningen på den indfødte befolkning, anser jeg udnævnelsen af en jøde som første guvernør for særdeles farlig.

Den muslimske befolkning befinder sig allerede i en tilstand af stærk ophidselse på grund af nyheden om, at mr. Balfours erklæring skal indgå i fredstraktaten[34] … Udnævnelsen af en jøde, selv en britisk jøde, som første guvernør, vil de betragte som en omgående overdragelse af landet til en permanent zionistisk administration.

Jeg forudser, at det vil skabe almindeligt røre mod zionisterne, når nyheden om mr. Samuels udnævnelse når frem, og vi må være forberedt på voldshandlinger mod jøderne, mord, overfald på jødiske landsbyer og togter ind på vort territorium østfra[35] , om ikke værre ting.

Den indfødte kristne befolkning, protestanter, katolikker og græsk-ortodokse vil også føle sig dybt såret over, at regeringen bliver overdraget til en jødisk myndighed og vil modarbejde administrationen. De har tilstrækkelig megen indflydelse til, a de kan gøre enhver form for form for regering meget vanskelig.

Jeg håber ikke, at disse anskuelser bliver opfattet som værende rettet mod mr. Samuel, som er det bedst mulige valg, hvis det endelig skal være en jøde, der skal udpeges til at stå i spidsen for den første civile regering.

Kilde 41: Palæstina-arabernes henvendelse til koloniminister Churchill – 28. marts 1921

Allerede den 1. juli 1920 overtog Herbert Samuel administrationen af Palæstina. De næste måneder skete så den overgang fra militær til civil administration, feltmarskal Allenby taler om i forrige kilde.

I januar 1921 udnævner Lloyd George Winston Churchill, der havde været marineminister 1911-1915, ammunitionsminister 1917 og krigsminister og minister for luftvåbnet 1919 til koloniminister. Dermed får han også ansvaret for de nye mandatområder Palæstina og Irak.

Den 1. marts rejser han til Cairo, hvor man enes om at dele mandatområdet Palæstina i en øst- og vestdel langs Jordanfloden. Østdelen kaldes fra nu af Transjordanien, og man anerkendte Husseins anden søn, Abdullah, Feisals bror, som Emir af Transjordanien under den britiske mandatmagt.

Fra Cairo drog Churchill til Jerusalem, besøgte Herbert Samuel og mødtes med repræsentanter for de to befolkningsgrupper i området.

Mousa Kazem Pasha El-Hussaini, som førte ordet, havde siddet i den osmanniske administration og fra 1918-20 været borgmester i Jerusalem. Han repræsenter den 3. Palæstina-arabiske kongres, der sad i Haifa.

Haifakongressens præsident, Mousa Kazem Pasha, forelagde følgende memorandum:

… Kongressen er … virkelig repræsentativ for Palæstina og dets talerør. Alle klasser er repræsenteret i den på lovlig vis. Byer, landsbyer, industri og landbrug – altså alle en nations levende udtryksformer – anerkender dens lederskab …

Araberne, der støtter sig til deres sags retfærdighed, føler sig overbevist om, at den unaturlige opdeling af deres land en dag vil forsvinde[36]…

Vi vil nu gå over til at analysere Balfourdeklarationen og vise, hvordan den er til skade for araberen, palæstinenseren og britten.

a. Ud fra et juridisk synspunkt

Et land er dets indbyggeres ejendom med tilhørende rettigheder og privilegier af borgerlig art, det udgør nationens arvegods, som er blevet overdraget fra fader til søn. Palæstinas folk har arvet landet fra sine forfædre, som disse har gjort det efter dem, der var gået forud. Derfor er Palæstina med luft, vand, jord og veje, handel, industri og agerbrug nationens uafhændelige besiddelse, og hverken England eller nogen anden magt kan tildele udlændinge andel i denne arv. Men palæstinenserne er i færd med at miste deres førstefødselsret i kraft af jødisk indvandring og takket være mr. Balfours deklaration, som er blevet forkastet i pressen, på talerstolen og over for den amerikanske kommission [37]

b. Det historiske synspunkt.

Zionisterne og Storbritannien appellerer til historien for at få deres krav bekræftet. Det påstås, at jøderne ejer landet for bestandigt, fordi de i en vis periode af historien erobrede det. Dette argument er mere poetisk end logisk. Skulle man rette sig efter det, burde araberne stille krav om Spanien, eftersom de engang erobrede det, og udviklede en høj civilisation dér. Hvorfor skal Palæstina gives tilbage til jøderne, når Spanien skal forblive på spanske hænder? …

Selv da jøderne for omkring 4000 år siden havde Palæstinas i deres besiddelse, blev deres ret dertil altid bestridt af naboerne. Hele perioden var fyldt med krige, oprør, religiøs og politisk ophidselse samt indre uro; kun under kong Salomon herskede der fred.[38] Men araberne havde i lang tid Palæstina i uforstyrret besiddelse, indtil korsfarerne ankom, og derefter overtog de igen for anden gang landet, efter at de først med udgydelsen af strømme af blod havde overtaget det efter romerne. For øvrigt holdt de altid fred med naboerne – en bedrift, som israelitterne ikke kan smykke sig med.

c) Det moralske synspunkt

I mange lande har jøderne været blandt de mest aktive talsmænd for nedbrydende kræfter, især hvor de fra indflydelsesrige poster har været i stand til at gøre større skade. Det er almindelig kendt, at Ruslands sammenbrud helt eller for største delens vedkommende skyldtes jøderne, ligesom de også må tilskrives skylden for en stor del af Tysklands og Østrigs sammenbrud …

Desuden holder jøderne sig til sig selv og for sig selv, de blander sig ikke med naboerne. De ønsker at nyde godt af et lands privilegier og fordele, men vil ikke yde noget til gengæld …

På denne måde lider Palæstina under sine jødiske kolonier. Hvor disse findes, har den omliggende bondebefolkning måttet sælge og flytte væk. På grund af deres selvtilstrækkelighed vil jøderne ikke beskæftige indfødte, hvis de kan undgå det, eller handle i deres forretninger eller gavne dem på nogen måde …

Forventer Europa, at araberne skal bo og samarbejde sammen med sådan en nabo? Ville det ikke være bedre, om England fandt et land til den i de vidtstrakte ubeboede områder i sit store imperium?

Af alle de ovennævnte grunde anmoder vi i retfærdighedens og rettens navn om, at

1. Princippet om et national hjem for jøderne opgives,

2. Der oprettes en national regering, som skal være ansvarlig over for et parlament, valgt af det palæstinensiske folk, som befandt sig i Palæstina før krigen.

3. Jødisk indvandring standses, indtil en national regering er blevet dannet.

4. Love og regulativer fra før krigen opretholdes, alle de andre, der er kommet til efter den britiske besættelse, ophæves, og nye love indføres ikke, før en national regering er blevet dannet.

5. Palæstina skilles ikke fra sine søsterstater[39]

På den arabiske Palæstinakongres´ forretningsudvalgs vegne

Mousa Kazem El-Hussaini, formand

Kilde 42: Koloniminister Churchills svar til Palæstina-arabernes deputation – 28. marts 1921

Lad mig først forklare, hvorfor jeg modtager Dem her. Jeg tog ud til Cairo for at holde en konference, især om Mesopotamien, og da jeg var så nær ved, inviterede min ven, Sir Herbert Samuel, mig til at aflægge ham et besøg i Palæstina, så jeg kunne se noget af landet og drøfte nogle af dets problemer med ham på stedet. Tro ikke, jeg er kommet her for at overflødiggøre ham…

For det første har De bedt mig om at ophæve Balfourdeklarationen og standse indvandringen af jøder til Palæstina. Det står ikke i min magt at gøre det, men hvis det gjorde, nærer jeg ikke noget ønske om det. Den britiske regering har med Mr. Balfour som talerør givet sit ord på, at den ser med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina, og dette indebærer uundgåeligt jødisk indvandring til landet. Mr. Balfour og den britiske regerings deklaration er blevet ratificeret af de allierede magter, som sejrede i den store krig[40]; deklarationen blev endog udstedt, mens krigen stadig stod på, og sejr og nederlag var lige sandsynlig. Den må derfor betragtes som en af de kendsgerninger, der definitivt er blevet slået fast med den store krigs sejrrige afslutning …

Desuden er det så indlysende rigtigt, at jøderne, der er spredt over hele verden, får et nationalt center og et nationalt hjem, hvor nogle af dem kan blive genforenet. Hvor kunne det blive andre steder end i Palæstina, som de har stået i dyb og inderlig forbindelse med i over 3000 år? Vi tror, det bliver godt for verden, godt for jøderne og godt for Det britiske Imperium. Men vi tror også, at det bliver godt for de arabere, der bor i Palæstina, og det er vor hensigt, at det skal blive godt for dem, således at de ikke kommer til at lide eller blive undertrykt i det land, hvor de bor, eller bliver nægtet deres andel i alt det, der fremmer dets udvikling og velstand, og her vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på Balfourdeklarationens anden del, som højtideligt og udtrykkeligt lover Palæstinas indbyggere hel og fuld beskyttelse af deres borgerlige og politiske rettigheder. De gør mig ondt at høre, at De i den skrivelse, De lige har læst op, ikke tillægger løftet nogen værdi …

Jeg vil også gerne henlede Deres opmærksomhed på Mr. Balfours omhyggelige og nøjagtige ordvalg. Han talte om ”oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina”. Han sagde ikke, at han ville gøre Palæstina til jødernes nationale hjem. Forskellen mellem disse to ting er af største betydning. At der skal være et nationalt hjem for jøderne i Palæstina betyder ikke, at det skal ophøre med at være andre folks nationale hjem, eller at der vil blive dannet en jødisk regering, der skal herske over det arabiske folk …

Jeg tror ikke, De behøver at nære ængstelse og uro med hensyn til fremtiden. Den britiske regering har lovet, at den bevægelse, der kaldes den zionistiske, skal have en rimelig chance her i landet, og den britiske regering vil gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre dette. Men om zionismen kan lykkes, afhænger trods alt af dens egne fortjenester. Vi kan ikke tolerere, at et folk opsluger et andet, eller at et sæt nationale idealer trampes under fode, for at et andet kan komme op at stå … De kan med Deres egne øjne se det arbejde, der allerede er udført af jødiske kolonier i mange dele af landet, hvordan øde sandstrækninger er blevet genopdyrket, og blomstrende landbrug og orangelunde er kommet i stedet … Den skrivelse, De lige har læst op, fremmanede et strålende billede af tingenes herlige tilstand i Palæstina under det tyrkiske styre. Alle gjorde, hvad de havde lyst til, skatterne var lave, retsudøvelsen hurtig og upartisk, håndværk, handel, undervisning og kunst blomstrede. Det var et vidunderligt billede, men det har intet som helst at gøre med virkeligheden, for hvorfor gjorde den arabiske race ellers oprør mod disse himmelske forhold?[41] Billedet er øjensynlig overdrevet, men hvad er sandheden?

Sandheden er, at landet har været stærkt forsømt i fortiden, har sultet og er endog blevet sønderlemmet af det tyrkiske vanstyre[42]. Der er ingen grund til, at Palæstina ikke skulle kunne skaffe underhold til et større antal mennesker, end det gør i dag, og at de alle ville få en højere levestandard.

Så ville De komme og sige: Skal vi i håbet om materiel gevinst lade os blive kostet rundt med af et utal af fremmede, som kommer hertil over havet og er bragt sammen fra hele verden? Mit svar er: Nej, dette vil ikke ske, dette vil aldrig ske. Jødisk indvandring til Palæstina kan kun finde sted, hvis den skaffer sig plads ved lovlige og ærlige midler … Den nuværende regeringsform vil fortsætte i mange år, og vi vil skridt for skridt udvikle repræsentative institutioner, der fører frem til fuldt selvstyre. Alle vi, der er til stede her i dag, vil have forladt den jordiske tilværelse, før det er helt gennemført, og det vil også være tilfældet med vore børn og børnebørn. Jøderne behøver arabernes hjælp på ethvert stadium, og jeg tror det vil være klogt af dem at give dem hjælp, støtte og opmuntring under deres vanskeligheder …

Kilde 43: Palæstina-jødernes henvendelse til koloniminister Churchill –  28. marts 1921

Det jødiske Nationalråd [43] for Palæstina, der repræsenterer jøderne her i landet er og valgt af den jødiske nationalforsamling [44], som er trådt sammen på grundlag af almindelige valg af den voksne jødiske befolkning i hele Palæstina, ønsker over for Dem på den jødiske befolknings vegne i Palæstina at udtrykke sin dybeste taknemmelighed overfor den britiske regering, som var den første, der erklærede sig villig til at bistå med at genopbygge det jødiske nationale hjem i Palæstina.

I de lange udlændighedsår[45] har det jødiske folk altid holdt kærligheden til landet og dets strålende fortid i live. Troen på, at folket en dag ville vende tilbage til sit gamle land har holdt det i live under de hårdeste trængsler i alle dele af verden, og Storbritanniens løfte om at bistå ved genopbygningen af Israels nationale hjem har fyldt alle jødiske hjerter med taknemmelighed.

Det jødiske folk har ydermere grund til at være taknemmeligt, fordi Storbritannien påtog sig mandatet over Palæstina og den opgave at genoprette det jødiske nationale hjem her i overensstemmelse med folkeforbundets vedtagelse. Vi stoler på, at det vil blive muligt at føre denne vedtagelse ud i livet ved at give Palæstina sine historiske grænser[46] og rette dem til, så de dækker behovene for dets fuldstændige uafhængige økonomiske udvikling, som beror på vandkraften og kornkamrene mod nord og øst.

Palæstinas jøder og sammen med dem det jødiske folk i alle lande ser i udnævnelse af Hans Højvelbårenhed Sir Herbert Samuel, en jødisk medbroder, til højkommissær over vort historiske land det første praktiske skridt hen imod virkeliggørelsen af den britiske regerings erklæring, som blev givet gennem Mr. Balfour den 2.november 1917, og opfyldelsen af de allierede magters vedtagelse i San Remo den 24. april 1920[47]…

Den jødiske kolonisations historie i Palæstina er et bevis på de store fordele, som jødisk arbejde har bragt indbyggerne i landet. De kolonier, som jøderne har oprettet i løbet af de sidste 40 år[48], har omskabt øde områder til blomstrende haver … Disse områder, hvor tidligere kun de omvandrende beduiners hjorde græssede, og endda kun nogle få uger om året, er nu blevet tæt befolkede bebyggelser med fabrikker og industrier. De omfatter allerede en befolkning på ca.15.000 mennesker og vil efter særlige tekniske forbedringer være i stand til at opsuge et tilsvarende antal nyankommende i den nærmeste fremtid. Gennem disse kolonier tjener mange tusinder af ikke-jøder i nabolaget til livets ophold. …

Arbejdet med at give landet nyt liv fortsættes. Ud over folk med midler til at bygge og oprette fabrikker, udvikle handel og industri, er der tusinder af unge mænd, som er flygtet fra deres ødelagte hjem i Østeuropa for at give deres styrke og energi til deres eget land. Blandt dem er der lærere, læger, studenter og kontorpersonale, hovedparten i deres bedste alder. De slider hårdt med at anlægge veje og udtørre sumpe for at yde deres indsats i opbygningen af landet.

Jøderne er ivrige efter at yde deres bidrag til forsvaret af deres fædreland. De har allerede givet bevis på deres beredvillighed til opofrelse, da de i tusindvis under den store krig lod sig indrullere fra Palæstina og andre lande i de jødiske bataljoner, der kæmpede sammen med den britiske hær for Palæstinas befrielse. Efterhånden som Palæstina udvikler sig økonomisk ved jødisk indvandring, jødisk kapital og jødisk nidkærhed – vil landets evne til selvforsvar tilsvarende øges.…

Under overvejelserne angående det jødiske hjems nutid og fremtid må det som et grundlæggende princip accepteres, at det jødiske folk i hele verden er uadskilligt forbundet med Palæstina og dets fremtid. Blandt mandatmagtens praktiske forholdsregler til fremskyndelse af det nationale hjems udvikling foreslår vi en politik med tæt bosættelse på landet, forbedring af landets sundhedstilstand, indførelse af et bedre system med hensyn til veje og andre kommunikationsmidler, overdragelse til det jødiske folk af statens jord[49] og andre landområder, der ligger udyrkede hen og ikke har private ejere, så det kan tage sig af deres udvikling og ligeledes af udviklingen af landets naturforekomster.

Kilde 44: Koloniminister Churchills svar til Palæstina-jødernes deputation – 28. marts 1921

Jeg har lige overstået modtagelsen af en deputation, der repræsenterede nogle af landets muslimske indbyggere og jeg sagde ligeud til dem, at der ikke kunne blive tale om at afvige fra de principper, som er blevet fremsat af mr. Balfour i hans deklaration. Jeg fremhævede over for dem, at principperne er af dobbelt karakter: for det første ser den britiske regering med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem i Palæstina, for det andet skal gennemførelsen deraf finde sted uden skade for og uretfærdighed mod landets arabiske og kristne indbyggere[50], som til sammen naturligvis er i overvældende flertal …

Når jeg kommer tilbage til London, vil jeg uden tvivl få at vide, at det ikke ville være nødvendigt at opretholde en stor britisk garnison med så store udgifter for landet, hvis det ikke havde været på grund af den zionistiske bevægelse. De og det jødiske samfund i hele verden må hjælpe mig, så jeg kan svare på modstandernes kritik. Jeg vil gerne kunne sige, at der finder en stor begivenhed sted her, en begivenhed ad betydning for verdens skæbne. Den finder sted uden skade for eller uretfærdighed mod nogen … Jeg nærer et oprigtigt håb om, at Deres sag må lykkes. Jeg kender Deres store energi og ved, hvor store vanskelighederne er på ethvert stadium. De har min varmeste sympati med Deres anstrengelser for at overvinde dem. Hvis jeg ikke troede på, at De var besjælet af den højeste retfærdighedssans og idealisme, og på, at Deres arbejdet bliver til velsignelse for hele landet, ville jeg ikke nære de store forhåbninger, jeg gør, om, at Deres arbejde til sidst bliver fuldført.

Jeg tror, vi har givet det den bedste chance for at blive fuldført med Hans Majestæts udnævnelse af sir Herbert Samuel …

Jeg siger Dem mange tak, fordi De har villet se mig. Jeg føler mig meget beæret over den ulejlighed, De har gjort Dem. Jeg har læst den skrivelse, De har udarbejdet, med stor interesse og sympati, og jeg vil forelægge den for det britiske kabinet, når jeg kommer hjem …

Kilde 45: Uddrag af mandatforordningen for Palæstina – 24. juli 1922

Som aftalt i San Remo og derpå fastslået i Sèvres-traktaten – fredstraktaten med Det osmanniske Rige – den 10. august 1920, skulle Palæstina være et mandat i overensstemmelse med artikel 22 i Folkeforbundspagten.

Mandatordninger herunder, udarbejdet af den engelske regering, blev efterfølgende godkendt af Folkeforbundet:

Artikel 1: Mandatmagten får den fulde lovgivende og udøvende magt, bortset fra, hvor den er begrænset af bestemmelserne for dette mandat.

Artikel 2. Mandatmagten er ansvarlig for, at det i politisk, administrativ og økonomisk henseende bliver muligt at sikre oprettelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina, således som det er nedfældet i fortalen[51], og for at der udvikles selvstyrende organer, samt at alle indbyggeres borgerlige og religiøse rettigheder i landet opretholdes uden hensyn til race og religion.

Artikel 3. I det omfang, omstændighederne tillader det, skal mandatmagten fremme lokalt selvstyre.

Artikel 4. Et særligt jødisk bureau[52] skal have officiel anerkendelse som rådgivende organ for administrationen i Palæstina og samarbejde med den i sager af økonomisk, social og anden art, som måtte angå oprettelsen af det jødiske nationale hjem og den jødiske befolknings interesser i Palæstina, samt bistå med og deltage i udviklingen af landet, dog altid under kontrol af administrationen.

Zionistforbundet skal anerkendes som bureau, under forudsætning af, at mandatmagten anser dets organer for brugbare. Det skal forhandle med Hans britiske Majestæts regering og formidle samarbejdet mellem alle jøder, som er villige til at hjælpe med til oprettelsen af de jødiske nationale hjem.

Artikel 6. Samtidig med, at administrationen i Palæstina skal sørge for, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke tilsidesættes, skal den lette jødisk indvandring ved passende forholdsregler, og den skal i samarbejde med det i art. 4 nævnte bureau virke for samlede bebyggelser på landet af jøder, bl.a. på statens jord og på den uopdyrkede jord, der ikke er nødvendig for almenvellet.

Artikel 7: Administrationen i Palæstina er ansvarlig for, at der udstedet en nationalitetslov. Loven skal i sin udformning indeholde bestemmelser, der gør det lettere for jøder, der tager fast ophold i Palæstina, at opnå palæstinensisk indfødsret.[53]

Artikel 11. … Administrationen kan give det i art. 4 omtalte jødiske bureau lov til på rimelige og reelle vilkår at opføre offentlige værker og drive såvel dem som samfærdselsmidler[54] og hvad der ellers kan være til nytte for almenheden, samt til at udvikle landets naturforekomster, i tilfælde af, at administrationen ikke selv tager sig deraf. Enhver ordning skal indebære, at såvel det direkte som det indirekte udbytte, der fordeles af bureauet, ikke overstiger en rimelig rente af kapitalen: udbytte derudover nyttiggøres til gavn for landet på en måde, som kan godkendes af administrationen.

Artikel 22. Engelsk, arabisk og hebræisk skal være Palæstinas officielle sprog. Alle arabiske bekendtgørelser og indskrifter på frimærker og mønter i Palæstina skal gentages på hebraisk, og alle hebraiske bekendtgørelser og indskrifter skal gentages på arabisk.

Artikel 25. I de områder, der ligger mellem Jordanfloden og Palæstinas fremtidige østgrænse[55] har mandatmagten med folkeforbundets samtykke ret til at udsætte eller udskyde indførelsen af mandatbestemmelser, som den måtte finde uanvendelig for de eksisterende lokale forhold …[56]

Artikel 27. Til ændring af mandatbestemmelserne kræves folkeforbundets samtykke[57]

Kilde 46: Den britiske Hvidbog – 1939

Som det fremgår af den historiske gennemgang blev det mere og mere vanskeligt for Storbritannien at opfylde løfterne i Balfourdeklarationen.

Palæstina-araberne gjorde større og større modstand mod den jødiske indvandring, der var steget voldsomt i 1930´erne efter Hitlers magtovertagelse. En rundbordskonference i London i februar-marts 1939 førte ikke til noget resultat.

Araberne forlangte Palæstinas uafhængighed[58] og standsning af den jødiske indvandring. Jøderne kræver, at Balfourdeklarationen omsider blev opfyldt og at der åbnedes helt for indvandring – især de tyske jøder prøvede på dette tidspunkt – efter novemberpogromen/Krystalnatten i november 1938, på alle måder at slippe ud af Tyskland.

Chamberlains regering udstedte da nedenstående Hvidbog.

En hvidbog er en kritisk dokumentation og partsindlæg over for offentligheden. Den belyser sammenhængene på et område, som er genstand for debat, og er ofte udformet som en statusrapport – navnet skyldes omslagets farve på sådanne rapporter.

Uddrag af Den britiske Hvidbog 1939:

I. FORFATNINGEN

4. Det er blevet hævdet, at udtrykket ”et nationalt hjem for det jødiske folk” indebar en mulighed for, at Palæstina til sin tid kunne blive en jødisk stat eller et jødisk statssamfund … Hans Majestæts regering erklærer hermed utvetydigt, at det ikke er et led i dens politik at gøre Palæstina til en jødisk stat. Tværtimod, den vil betragte det som stridende mod sine forpligtelser over for araberne under mandatet …

7. De arabiske delegationer[59] har under de nyligt stedfundne drøftelser gentaget påstanden om, at Palæstina ligger i det område, hvor sir Henry McMahon[60] i oktober 1915 gik ind på at anerkende og støtte arabisk uafhængighed … Regeringen må af de grunde, som dens repræsentanter har anført i den her foreliggende rapport som sit synspunkt fastholde, at hele Palæstina vest for Jordan-floden blev undtaget fra sir Henry McMahons løfte, og kan derfor ikke acceptere, at McMahon-korrespondancen udgør et retfærdigt grundlag for kravet om, at Palæstina skal omdannes til en arabisk stat.

10. … Angående sine hensigter med hensyn til Palæstinas fremtidige regering erklærer Hans Majestæt følgende:

1) I Palæstina er det Hans Majestæts regerings mål indenfor 10 år at oprette en uafhængig stat, knyttet til Det forenede Kongerige ved et traktat, der på tilfredsstillende måde dækker begge landes handelsmæssige og strategiske behov i fremtiden. Forslaget om oprettelse af en uafhængig stat indebærer, at Folkeforbundsrådet bliver taget med på råd angående mandatets ophør

2) I den uafhængige stat skal arabere og jøder tage del i regeringen på en sådan måde, at der skabes sikkerhed for, at begge samfunds vigtigste interesser tilgodeses.

3) Forud for oprettelsen af den uafhængige stat skal der være en overgangsperiode, i hvilken Hans Majestæts regering beholder ansvaret for landets regering.

8) … Hvis der efter 10 års forløb viser sig, at omstændighederne stik imod Hans Majestæts regerings forhåbninger kræver udsættelse af oprettelsen af en uafhængig stat, vil den rådføre sig med repræsentanter for Palæstinas befolkning, folkeforbundsrådet og de arabiske nabostater, før den beslutter sig til en udsættelse. Hvis Hans Majestæts regering kommer til den konklusion, at udsættelse er uundgåelig, vil den invitere parterne til at samarbejde om en udformning af planerne for fremtiden med henblik på, at det ønskede mål kan nås på det tidligst mulige tidspunkt. …

II. INDVANDRINGEN

13. …  Lige siden udstedelsen af Balfourdeklarationen har den britiske regering håbet på, at den arabiske befolkning efterhånden ville forsone sig med den øgede vækst af det jødiske nationale hjem i anerkendelse af fordelene ved en jødisk bosættelse i og udvikling af Palæstina. Dette håb er ikke gået i opfyldelse. Alternativerne for Hans Majestæts regering er nu: 1) at udvide det jødiske nationale hjem ved ubegrænset indvandring imod den derboende arabiske befolknings udtrykkelige ønske. 2) kun at tillade yderligere udvidelse af det jødiske nationale hjem ved indvandring, hvis araberne er villige til at affinde sig dermed … Efter alvorlige overvejelser og under hensyntagen til, at det jødiske nationale hjem i høj grad er blevet hjulpet frem de sidste 20 år, har den britiske regering derfor besluttet, at tiden nu er inde til at antage det andet af de ovenfor nævnte alternativer.

14. …

1) I løbet af de næste 5 år skal den jødiske indvandring være af en sådan størrelsesorden, at den bringer den jødiske befolkning op på nogenlunde 1/3 af landets samlede befolkning, hvis den økonomiske kapacitet muliggør en absorbering[61]. Hvis man i beregningerne medtager de arabiske og jødiske befolkningsgruppers forventede naturlige tilvækst og antallet af illegale jødiske indvandrere[62], der for øjeblikket befinder sig i landet, indebærer det, at ca. 75.000 indvandrere fra begyndelsen af april i år kan få adgang i løbet af de næste 5 år. Med den økonomiske absorberingsmulighed som kriterium vil indvandrerne få adgang således:

a) i hvert af de næste fem år vil et kontingent på 10.000 jøder få adgang, forstået således, at et underskud det ene år kan føjes til kontingenterne i de følgende af den 5-årige periode, hvis mulighederne før økonomisk absorbering tillader det.

b) som bidrag til løsningen af det jødiske flygtningeproblem[63] vil der blive givet adgang til yderligere 25.000 flygtninge med særlig hensyntagen til flygtningebørn[64] og pårørende, så snart højkommissæren har fået vished for, at der er sørget for deres underhold.

3) Når de 5 år er gået, vil der ikke blive givet tilladelse til yderligere jødisk indvandring, medmindre araberne i Palæstina er rede til at affinde sig dermed.

4) Hans Majestæts regering er besluttet på at standse den illegale indvandring, og yderligere foranstaltninger vil blive taget i anvendelse. Det antal illegale jødiske indvandrere, som det på trods af disse forholdsregler lykkes at komme ind i landet, og som ikke kan deporteres, vil blive fradraget det årlige kontingent.[65]

III. LANDET

16. … Rapporter fra adskillige ekspertkommissioner har vist, at der på grund af naturlig tilvækst i den arabiske befolkning og det stadige salg af arabisk jord til jøder i visse områder i de senere år, ikke er mulighed for yderligere overdragelse af arabisk jord. I andre områder må jordoverdragelser af den art indskrænkes, hvis de arabiske bønders nuværende levestandard skal opretholdes, og en jordløs arabisk befolkning af betydeligt omfang undgås. Som følge af disse omstændigheder vil der blive givet højkommissæren fuldmagt til at forhindre jordoverdragelser og til at regulere sådanne. Disse magtbeføjelser gælder fra den dag, erklæringen herom offentliggøres, og de skal bero hos højkommissæren i hele overgangsperioden.

Kilde 47: Biltmore-programmet – 11. maj 1942

Hvidbogen var en katastrofe for jøderne. De sidste måneder før krigen bryder ud, er der lukket for jødisk indvandring i Palæstina. Med 2. Verdenskrigs start 1. september 1939 er det for sent for Polens jøder, senere også for jøderne i Vesteuropa.  Og fra 1941 for jøderne fra De baltiske Lande og hele Østeuropa.

I USA, der i december 1941 var trådt ind i 2. Verdenskrig, holdt det amerikanske Zionistforbund møde på hotel Bitmore i New York og vedtog her det såkaldte Biltmore-program, der var blevet udarbejdet af David Ben Gurion, formand for Jewish Agencys forretningsudvalg:

1. Amerikanske zionister, forsamlet til ekstraordinært møde, bekræfter deres urokkelige hengivenhed over for demokratisk frihed og international retfærdighed, som De forenede Stater i samarbejde med de andre Forenede Nationer[66] har viet sig til, og udtaler deres tro på humanitetens og retfærdighedens endelige sejr over lovløshed, råhed og tvang.

2. Mødet sender et budskab med håb og opmuntring til sine jødiske landsmænd i ghettoerne[67] og koncentrationslejrene[68] i et Europa, der er domineret af Hitler, og beder til, at frihedens time ikke må være langt borte fra dem.

3. Mødet sender sine varmeste hilsener til Jewish Agencys forretningsudvalg i Jerusalem, til Va´ad Leumi[69] og til hele Jishuv´en[70] i Palæstina samt udtrykker sin dybe beundring for deres udholdenhed og resultater på baggrund af de farer og vanskeligheder, der møder dem. De jødiske mænd og kvinder på markerne og i fabrikkerne og de tusinder af jødiske soldater[71], der har løst deres opgave med ære og udmærkelse i Grækenland, Etiopien, Syrien, Libyen og på andre slagmarker, har levet op til deres folks forventninger og er rede til at påtage sig en nations rettigheder og pligter.

4. I løbet af vor generation, især i de sidste 20 år, er det jødiske folk vågnet op og har omformet sit gamle hjemland: fra 50.000 ved slutningen af sidste krig er deres antal vokset til over 500.000. De har fået øde steder til at bære frugt og ørkenen til at blomstre. Deres resultater som foregangsmænd indenfor landbrug og industri, hvor de har bestræbt sig på at anvende nye former for samarbejde[72], har føjet et betydningsfuldt blad til kolonisationens historie.

5. De arabiske naboer i Palæstina har fået del i de nye værdier, der på denne måde er blevet skabt. …

6. Mødet anmoder om gennemførelse af Balfourdeklarationen og mandatets oprindelige mål, som var at give det jødiske folk mulighed for at grundlægge et jødisk statssamfund i Palæstina, hvilket blev fastslået af præsident Wilson ”i erkendelse af det jødiske folks historiske forbindelse med Palæstina”[73]

Mødet bekræfter sin urokkelige forkastelse af Hvidbogen af maj 1939[74] og benægter dens moralske og lovlige gyldighed … Hvidbogens politik er grusom og uforsvarlig, idet den nægter jøder, der er flygtet fra naziforfølgelserne, et fristed; og fra det tidspunkt, da Palæstina blev et brændpunkt i De forenede Nationers krigsfront, og jødernes bidrog med alt til rådighed stående mandskab i landbrug, fabrikker og lejre, kom den i direkte modstrid med de allieredes interesser i deres krigsanstrengelser.[75]

7. I kampen mod de aggressive og tyranniske kræfter, hvis første ofre var jøderne, og som nu truer det jødiske nationale hjem, bør der anerkendes jøderne i Palæstina fuld ret til at spille deres rolle i krigen og forsvare deres land med en jødisk militærstyrker, der kæmper under eget flag[76] og under De forenede Nationers overkommando.

8. Mødet erklærer, at den nye verdensorden, der følger på sejren, ikke kan hvile på en grundvold af fred, retfærdighed og lighed, medmindre problemet om jødernes hjemløshed finder sin endelige løsning.

Mødet opfordrer til, at Palæstinas porte åbnes, at Jewish Agency overdrages kontrollen med indvandringen til Palæstina og den fornødne myndighed til at opbygge landet, herunder også at udvikle dets ubeboede og uopdyrkede områder. Mødet opfordrer også til, at Palæstina bliver gjort til et jødisk statssamfund som en del af mønstret i en ny demokratisk verden.

Noter

[1] Faktisk havde Emir Hussains søn, Feisal,  allerede den 5. oktober 1918 – fem dage efter at engelske og arabiske tropper var rykket ind i byen – udråbt et selvstændigt Arabien i Damaskus. Franskmændene smider dog Feisal ud i juli 1920.
[2] Weizmann drog selv i spidsen for en sådan kommission af sted til Palæstina 8.marts 1918.
[3] Det har ikke været muligt at finde, hvad Sir Mark Sykes – manden bag Sykes-Picot-aftalen med Frankrig – havde forudsagt om forholdene i Palæstina med hensyn til arbejdskraften.
[4]  Armenierne udgjorde en større gruppe af Jerusalems befolkning – i den gamle by i Jerusalem er der 4 kvarterer – og det ene er det armenske omkring Sct. Jakob-klostret. Der har været armeniere I Jerusalem helt tilbage fra det 4.årh., hvor Armenien gjorde kristendommen til statsreligion, og armenske munke slog sig ned i Jerusalem. Bemærk også, at Gravkirken er delt mellem den græsk-ortodokse, den romersk-katolske og Den armenske Kirke.

[5]  ”duly accredited agents” – altså diplomatiske udsendinge
[6] Balfourdeklarationen
[7] Juridisk formulering – nedenfor følger håndskrevne underskrifter
[8] På engelsk står ”If the Arabs are established”
[9] Hussein ibn Ali – fyrsten af Hedjaz, emir i Mekka
[10] ) Det er vigtigt for Feisal at understrege, at han taler på alle araberes verden, idet det allerede under krigen var kommet frem, at der var flere andre, der mente, at slægten nede fra Hedjaz ikke var de bedst egnede til at styre hele den arabiske verde.
[11] Område mellem Syrien og Irak
[12] Område i det nuværende Oman
[13] Mosul, Bagdad og Busra
[14] Det klassiske navn for Irak
[15] Der var evindelige stridigheder om overherredømmet over de forskellige stammeområder. Mest betydning for eftertiden blev Saud-slægten, der i 1824 havde grundlagt en saudiarabisk stat med centrum i Riyadh. I slutningen af 1800-t. blev Saudslægten udmanøvreret af Rashidslægten og måtte søge tilflugt i Kuwait. I 1902 lykkedes det imidlertid Ibn Saud at generobre Riyadh og sikre sig magten i al-Najd
[16]  Som nævnt andetsteds: Også i første halvdel af de 20.årh. tales om racer som et biologisk begreb
[17] Jvf aftalen mellem Feisal og Weizmann – se forrige kilde (34)

[18] Man ender med at have to forskellige slags råd: Det ene, det lokale jødiske Nationalråd (Va’ad Le’umi), der var valgt af den jødiske nationalforsamling i Palæstina (Asefat HaNivharim) – og så Jewish Agency, der oprettes så sent som 1929  (HaSochnut HaYehudit L’Eretz Yisra’el)
[19] Carte blance er et fransk udtryk, der egentlig betyder ”hvidt kort” – de skulle altså ikke på forhånd have en masse instrukser, men uindskrænket fuldmagt til at finde ud af, hvad situationen rent faktisk var dernede.
[20] Georges Clemenceau (1841-1929( var Frankrigs premierminister 1906-09 og 1917-20.
[21] Syrien var det område, Frankrig ønskede at få og mente at have krav på efter Sykes-Picot-aftalen
[22] På dette tidspunkt er planen, at de armensk befolkede områder, hvor tyrkerne fra 1915 havde begået folkedrab mod de kristne armeniere, sammen med russiske armensk befolkede områder skulle udgøre et stort og selvstændigt Armenien – intet af dette blev til noget, da det nye Sovjetrusland indtog området og gjorde det til en armensk ”sovjetrepublik”, der fra 1922 blev en del af Sovjetunionen
[23]  Frankrig havde fra 1830 haft magten i Algeriet og fra 1881 havde Tunesien været et fransk protektorat.
[24] Feisal havde været leder af den arabiske oprørshær, der sammen med englænderne havde erobret Palæstina og Syrien – fra 1917 med den engelske arkæolog T:E:Lawrence – ”Lawrence of Arabia” – som forbindelsesofficer.
[25] ”Tyrkiske mandater” er et lidt misvisende udtryk – det var jo netop de ”ikke-tyrkiske” områder, man ville tage fra Det osmanniske Rige, som så i højere grad ville blive en tyrkisk nationalstat.
[26] David Lloyd George (1863-1945) var britisk premierminister 1916-1922
[27] I noget af det, der ikke er med her, tales om Wilsons ideer om folkenes selvbestemmelsesret
[28] Et forenet Syrien: Heller ikke Syrien er jo på dette tidspunkt defineret med nogle bestemte grænser. Derfor ønsker nogle, at hele den nordvestlige del af Den arabiske Halvø (incl. Palæstina) skal være et forenet Syrien under Feisals ledelse
[29] Jesus er jo en vigtig profet i islam
[30] De, der underskriver fredsaftalen
[31] Forrest i alle 5 fredsaftaler efter 1.Verdenskrig blev Folkeforbundspagten indsat – Folkeforbundet skulle jo være garantien for, at fredsaftalerne holdt.
[32] Balfourdeklartionen
[33] Herbert Samuel havde været medlem af det britiske parlament 1902-1918 og indenrigsminister i 1916 . Han var højkommissær i Palæstina 1920-1925
[34] Se kilde 39 – Sévres-traktaten fra 1920
[35] Fra den del af Palæstina, man allerede nu var ved at gøre til et andet område – Transjordanien
[36] Englænderne er jo ved at dele Palæstina langs Jordan og gøre Østpalæstina til Transjordanien
[37] Den amerikanske kommission – King-Crane-kommissionen – se kilde 38
[38] Salomon – jødisk konge engang i 900-tallet fvt – er en vigtig profet i islam. En muslimsk hjemmeside fortæller: Profeten Salomon (as) var den yngste søn af Profeten David (as), og det var ham, der arvede sin far. Allah skænkede ham den største kongerige som ingen anden konge nogensinde har regeret. Han havde magt over vinden, og kunne bruge den til at dirigere sin trone igennem luften. Både mennesker og jinner tjente ham trofast, og han kunne beordre fuglene til at gennemføre hans befalinger ved at tale til dem med deres eget sprog. Som resultat af disse specielle velsignelser, var Profeten Salomons (as) kongerige meget mægtig og han havde mange lande under sin magt.
[39] Søsterstater – de stater, der nu oprettes, er jo alle 4 nye – det har alle været en del af Det osmanniske Rige – og geografisk vil araberne tale om ”Syrien”
[40] De andre lande tilsluttede sig Balfourdeklarationen, som derfor kom med i Sèvres-traktatens politiske bestemmelser – se kilde 39
[41] Araberne havde jo gjort oprør mod tyrkerne og i 1917/18 sammen med en engelsk hær fra Egypten smidt tyrkerne ud
[42] Som tidligere nævnt opfattede araberne hele det arabiske område som ét – Det osmanniske Rige havde delt det op i flere provinser.
[43] Det jødiske Nationalråd Va´ad Leumi, der fungerede til det Israels første regering tog over i 1948
[44] Den jødiske Nationalforsamling: Asefat HaNivharim – var en demokratisk valgt jødisk parlamentarisk forsamling i Palæstina under mandattiden – den fungere til det første Knesset var valgt i 1949
[45] Udlændighedsår: Man taler ofte om jøderne i diasporaen – et græsk begreb, der bliver brugt om folk eller befolkningsgrupper, der frivilligt eller ufrivilligt lever spredt udenfor hjemlandet.
[46]  Igen er problemet, at ”Palæstina” ikke har historiske grænser – jvf hele den historiske gennemgang. Zionisterne kan her tale om det antikke ”Eretz Israel” – Davids kongerige 3000 år tidligere. Storbritannien har jo nu med Frankrig lavet en grænse mellem de britiske og det franske område, som løber, hvor grænsen i dag går mellem Libanon og Israel – Golanhøjderne er tildelt Frankrig som hørende med til Syrien.
[47] Aften mellem de allierede, der blev til Sèvres-traktaten sener på året – se kilde 30
[48] Den første aliyah – den første indvandring af jøder til Palæstina i nyere tid – begyndte i 1881/82 og varede frem til 1903.
[49] Statens jord – altså jord, som havde været i Det osmanniske Riges besiddelse
[50] Churchill sætter åbenbart lighedstegn mellem arabisk og muslim – mange af de kristne var jo også arabere.
[51] Allerede i fortalen omtales løfterne i Balfourdeklarationen, som nu var fælles allieret politik
[52] Et sådant bureau blev faktisk først oprettet i 1929 – Jewish Agency. Det blev i første omgang Det jødiske Nationalråd (Va´ad Le´umi), der blev samarbejdspartneren
[53] Kun fire år før har området jo været en del af Det osmanniske Rige, først nu skal man til at definere, hvem der er ”palæstinenser” og det bliver altså de, der bor i mandatområdet og de jøder, der ”tager fast ophold i Palæstina”.
[54] Allerede i 1933 lægges 4 jødiske busselskaber sammen til Egged – det største israelske busselskab
[55] Husk igen: Landet øst for Jordan-floden er også en del af Palæstinamandatet, selvom Abdullah allerede året før er godkendt som Emir over ”Transjordanien” – så østgrænsen er grænsen til det andet mandatområde, Irak
[56] I april og maj 1923 bliver Transjordanien helt officielt adskilt fra Palæstinamandatet og Abdullah får øget selvstændighed.
[57] Folkeforbundet gav kort efter sit samtykke til, at denne mandatforordning kun gjaldt for Palæstina vest for Jordanfloden
[58] Transjordanien var blevet næsten uafhængigt allerede i 1926 og blev helt uafhængigt i 1946, hvor Abdullah blev konge
[59] Lidt overraskende havde England foruden repræsentanter for Palæstina-araberne også indbudt repræsentanter for de arabiske stater Irak, Yemen Saudi-Arabien, Yemen og Transjordanien.
[60] Henviser til den korrespondance Sir Henry McMahon havde med den arabiske leder Hussein i Mekka i 1915 om at få ham og hans sønner til at stå i spidsen for et arabisk oprør mod Det osmanniske Rige
[61] Absorbering. At samfundet har mulighed for at optage så mange indvandrere – bolig, arbejde etc
[62] England havde allerede før 1939 prøvet at begrænse indvandringen, så nogle jøder var kommet ind udenom de officielle britiske myndigheder og blev derfor kaldt illegale.
[63] Mange af verdens lande havde i juli året før deltaget i Évian-konferencen i den lille franske by Évian-les Bains om flygtningeproblemet – ingen lande ønskede dog at tage imod flygtninge.
[64] England tog faktisk hjemme i England mod ca. 10.000 jødiske flygtningebørn uden deres forældre i disse måneder
[65] Mellem 1939 og 1943 kom mere end 20.000 ”illegale” indvandrere  – mod 19.000 legale. Efter 1943 steg antallet, da de første områder begyndte at blive befriet fra Nazi-Tyskland og søgte mod Palæstina enten over havet eller gennem Tyrkiet og Libanon.
[66] Da USA trådte ind i krigen besluttede den amerikanske præsident Roosevelt og den engelske premierminister Churchill de mål, man nu sammen kæmpede for mod Nazityskland, Italien og Japan. Man kaldte sig De forenede Nationer (FN) og senere tilsluttede 26 andre nationer sig erklæringer, der er noget af baggrunden for FNs dannelse i 1945
[67] Allerede i 1940 var tyskerne begyndt at samle Polens jøder i særlige områder – ghettoer. Den største var den i Warszawa, der blev oprettet i oktober 1940
[68] Man er endnu ikke klar over, at der allerede i december 1941 i Chelmno i Polen var oprettet en decideret udryddelseslejr, og at der i samme måned, mødet blev holdt, blev oprettet yderligere to i Belzec og Sobibor i det østlige Polen.
[69] Va´ad Leumi – Det jødiske Nationalråd i Palæstina, som var valgt af den jødiske nationalforsamling
[70] Betegnelse for de jødiske indbyggere i Palæstina
[71] Med jødiske soldater tænkes på de jøder, som Royal Airforce nedkastede over de tyskbesatte områder i Polen, så de kunne hjælpe deres jødiske landsmænd. Jødiske enheder havde også deltaget i den allierede invasion af Libanon i 1941 og netop på dette tidspunkt kæmpede jødiske enheder sammen med englænderne mod Rommels Afrikakorps.
[72] En del jøder havde fra starten bosat sig i landsbrugskollektiver, kibbutzer – senere kom også lidt løsere fællesskaber, moshavim til – en form for andelssamfund.
[73] USA’s præsident Woodrow Wilson (1913-21) havde allerede i oktober 1917 givet udtryk for støtte til jødernes ret til selvbestemmelse
[74] Se forrige kilde
[75] Fem måneder før mødet her var den tyske general Rommel startet sin nye offensiv i Nordafrika, der trængte englænderne tilbage til Egypten.
[76] Først i efteråret 1944 gav englænderne efter for det jødiske pres og oprettede en jødisk brigade – The Jewish Brigade, der deltog i de sidste kampe i Italien

Litteratur

Bethell, Nocholas: The Palestine Triangle. The struggle between the British, the Jews and the Arabs 1935-48. London 1979

Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen; Palæstinaspørgsmålet 1914-1921. Imperialisme og Nationalisme i Det mellemste Østen. Gyldendal 1975

Harslund, Søren: Israel – kampen for staten. Scandinavia 2014

Montefiore, Simon Sebag: Jerusalem. Forlaget Sohn 2011 (Heri 9. Del – Zionisme)

Rogan, Eugene: Arabernes historie fra Osmannerriget til Det arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017. (Heri kap.7: Det britiske Imperium i Mellemøsten)

Segev, Tom: One Palestina, Complete. Metropolitan Books, New York 2000

Tuchman, Barbara W: Bible and Sword. How the British came to Palestine. New York University 1956 (Heri kap. XVII Culmination: The Balfour Declaration and the Palestine Mandate)

Links

WWI Dokument Arkiv: Sèvres-fredstrakaten fra 1920 med Det osmanniske Rige

Det israelske Udenrigsministerium: Mandatordningen fra 1922

Times of Israel: Referat af mødet mellem Hitler og Muftien i Berlin den 28. november 1941

Det Jødiske Virtuelle Bibliotek: Biltmoreprogrammet fra maj 1942

Tilbage til Israel ung og ældgammel