Israel-info Flag

Befolkning


Introduktion
Dagligdag i konflikten
Hebraisk
Sabatten
Fest og helligdage


Israel kan sagtens beskrives som en kulturel smeltedigel. I følge Hjemvendelsesloven har enhver jøde hvor han end bor i verden, ret til at bosætte sig i Israel og fra første dag i landet opnå israelsk statsborgerskab. Loven har naturligt haft den betydning, at mange jøder fra alle verdens egne er strømmet til landet - fra russerne, ukrainerne og polakkerne, som begyndte at ankomme i 1882 til tyskerne, nordafrikanerne og i nyere tid over en million russiske jøder.(Læs mere on jødernes tilbagevenden - klik her )

Israels befolkning er nu på godt syv millioner. Mere end fire femtedele er jøder, mens der er ca. 1. million muslimer. Resten er kristne og drusere samt andre mindre grupper. (Læs mere om religioner i Israel - klik her)

De indfødte israelere kaldes "sabras" - benævnt efter kaktusfrugten af samme navn: Sej og tornet udvendig og blød og sød indvendig.

Dagligdag i konflikten
Festen for selvstændigheden, den 14. maj 1948, sluttede næsten inden den var begyndt, idet seks arabiske stater invaderede det nye land. Israel sejrede i "Selvstændighedskrigen", men måtte betale med 6.000 menneskeliv. (Læs mere om Israels selvstændighed - klik her)

Derefter fulgte "Seksdageskrigen" i 1967, hvor Israel igen viste overmagt i Mellemøsten. "Yom Kippur" krigen i 1973 var også såvel menneskeligt som økonomisk hård for Israel. (Læs mere om Israels krige - klik her)

Selv om man fik fred med Egypten og Jordan, måtte man igennem næsten daglige terroristangreb fra PLO (Palestine Liberation Organization) helt op til 1985. I 1987 kom palæstinensernes første intifada med selvmordsaktioner og terroristangreb.

Derefter har flere fredsaftaler været forsøgt med PLO - og i Oslo-Aftalen fik palæstinenserne selvstyre i 1994. Men i 2000 vendte intefadaen tilbage.(Læs mere om fredsaftaler - klik her )

Igennem Israels korte, moderne historie har befolkningen vist en ekstrodinær udholdenhed. Folket er god til at vise ro og sørge for orden i tingene - selv i de meget ekstreme terrorsituationer.

Hebraisk
Jøder over hele verden har følt et fællesskab gennem 2.000 år i kraft af den fælles religion. Men et af de stærkeste kræfter i zionismen skulle vise sig at være det hebraiske sprog. Helt frem til dette århundrede var hebraisk et fælles sprog, der næsten udelukkende blev anvendt ved gudstjenester og i andre religiøse sammenhænge.

Når russere, polakker, tyskere, amerikanere og danskere kom til Palæstina talte de russisk, polsk, tysk, amerikansk og dansk. Mange af dem talte godt nok også jiddisch, en tysk dialekt med mange hebraisk gloser og skrevet med det hebraiske alfabet - eller måske ladino, en spansk-hebraisk dialekt.

Den litauiske zionist, Eliezer Ben-Yehuda mente, at det jødiske folk først ville blive bundet helt sammen, hvis man talte det samme sprog. Derfor brugte han sit liv på at tilpasse det gamle bibelske sprog til moderne forhold. Ivrit, som sproget hedder på moderne hebraisk, blev i løbet af 1920'erne og 1930'erne brugt mere og mere blandt jødiske indvandrere i Palæstina, og sproget tales i dag af alle jøder og af de fleste ikke-jøder i Israel og er sammen med arabisk Israels officielle sprog.(Læs mere om Zionisme - klik her )

På gaden hører man mange forskellige sprog udover hebraisk: jiddisch, engelsk, tysk, arabisk, fransk, spansk, amfarist (tales af de etiopiske jøder) og selvfølgelig en masse russisk - som tales af de nye indvandrere - næsten en femtedel af befolkningen. De officielle sprog er dog hebraisk og arabisk.

Foruden at være det åndelige hjem for judaismen er Israel verdens vigtigste kristne område og også af betydning for muslimer.

(Læs mere om religion i Israel - klik her )

Sabatten - eller Shabat - er fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Dagen, som først og fremmest er helliget familien, hvile, gudstjeneste, eftertænksomhed og bøn. Shabat overholdes ret strengt - selv af ikke troende jøder. Forretninger og restauranter lukker, og det er en tid til at være sammen med familie og venner.

Man kan kende de hassidiske jøder med deres lange sorte frakker, sorte hatte og specielle hårlokker omkring ansigtet. Disse mennesker beskrives om ultra-ortodokse og klæder sig som deres forfædre gjorde i Østeuropa for 200 år siden.

Fest og helligdage:
Med så mange praktiserende religioner i Israel kan livet virke som én lang helligdag. Man kan ikke præcist skrive datoene for helligdage, idet den jødiske kalender er baseret på måneåret, så helligdagene følger ikke den gregorianske kalender. År 2004 er altså år 5783.

Rosh Hashanah er det jødiske nytår - eller Dommenes Dag og falder i september og oktober. Ti dage derefter kommer Yom Kippur, som er årets største helligdag.

Sukkot er Høstfesten, og kommer bare en uge efter Yom Kippur. Man bygger en "succah", en intermistisk hytte af palmegrene og blade. Man spiser sammen under disse blade i syv dage for at minde om betingelser israelitterne levede under efter udvandringen fra Egypten.

Torahens Festdag en den sidste fest dag i efteråret og det betyder sang og dans i gaderne med Torah-rullen.

Chanukah er lysfesten i december og fejrer de gamle israelitters oprør mod grækerne, som prøvede at undertrykke den jødiske tro. Der tændes Chanukahlys på Chanukahstagen, den ottarmede lysestage, som findes i ethvert hjem. Der festes med gaver og lege.

Pesach - heraf det danske ord Påske - fejres i marts eller april til minde om de gamle israelitters udfrielse af Egypten. Der spises ikke almindeligt brød eller gær i en uge - kun usyrede matzot - og folk fjerner i deres huse alt, hvad der indeholder gær, en god undskyldning for en grundig forårsregngøring. Middagen, dem første aften hedder "seder", der betyder orden, i det der er et fastlagt program for højtidelighedens forløb (Hagadah'en). På bordet står seder-fadet med retter, der symboliserer israelitternes oplevelser, da de flygtede fra Egypten.

Læs mere om Fest og Helligdag under Kultur - klik her

Til toppen

Søg på Israel-info:


Aktuelt - nyheder og indlæg
Israels geografi
Links til nyheder
Holocost - The Auschwitz Album