Israel-info Flag

Kibbutzen


Kibbutzen - Landbrugskollektiv

Link til Kibbutz hjemmeside

Artikel: Return of the Kibbutz volunteer

Artikel: Tiden med kærlighedstid og fællesskab er på vej ud af den israelske kibbutz

Artikel: Zionismens fortrop

Kibbutz Frivillige? - Besøg hjemmesiden - www.danske-kibbutz-frivillige.dk/



Jorden i Judea rykkes klar til landbrug - 1952

Landbrugskollektiv

De første kibbutzer blev oprettet fra 1906, og kom hurtigt til at udgøre kernen i opbygningen af det jødiske samfund før statens oprettelse.

Kibbutz (hebraisk: gruppe) er et kollektivt samfund, et lille samfund i samfundet, hvor folk bor og arbejder i fællesskab. Den første Kibbutzen oprettet i Israel hedder Degania og ligger på bredden af Genesareth Sø i det nordlige Israel.   

I dag ligger der ca. 280 kibbutzer over hele Israel. Kibbutzerne har meget forskellig størrelse nogle  kun med 40 medlemmer andre med over 1.000 medlemmer. De fleste kibbutzer har dog mellem 500 og 800 medlemmer, og lever af landbrug og industriproduktion.

Ca. 2,3% af den israelske befolkning bor i en kibbutz.

Kibbutzernes princip er, at alle beboere yder efter evne og nyder efter behov. Der er oftest fælles spisning og mange fælles aktiviteter. Man har meget få personlige ejendele, og ofte flytter børn tidligt fra deres forældre og bor sammen i kibbutzen. Kibbutzideologien bygger på tanker om fællesskab og lighed, på det kollektive ansvar frem for det individualistiske livssyn. Kibbutzen er funderet på ideen om,  at alle skal have de samme rettigheder og muligheder.

Medlemmer af Kibbutz Nahal Oz, nord Negev 1951

Der er stadig et væld af kibbutzer med både landbrug, industri og indlogering for turister over hele Israel.

Mikveh Israel landbrugsskole grundlagt i 1870 og der hvor Israels moderne landbrugsteknologi udvikles

Siden 1960'erne har kibbutzerne taget imod frivillig arbejdskraft udefra, volontører. Som volontør i en kibbutz bor og arbejder man sammen med kibbutzens medlemmer og andre unge fra hele verden. Man får ikke løn, men til gengæld kost, logi og lommepenge for sit arbejde.

Mange kibbutzer er blevet ramt af økonomisk krise og af manglende interesse fra især unge israelere.


Mælkeproduktion ved Kibbutz Tze`elim, Negev

"Lige siden man i Degania under stor uenighed besluttede, at et barn og en skjorte kunne være personlig ejendom, har man talt om kibbutzens krise. Allerede da ansås privat ejendomsret til skjorten som symptom på den ægte kollektivismes snarlige død og kibbutzens undergang."

Sådan fortæller Hans Henrik Fafner i sin bog: "Kibbutz - en levende utopi" fra 1995. Her kan du læse mere om kibbutz-ideologien og de problemer og udfordringer den står overfor i dag.


Link: Kibbutz website
www.kibbutz.org.il/


The return of the kibbutz volunteer
16 Mar 2005-- Haaretz.com

By Eli Ashkenazi

Among the many changes kibbutzim have undergone in recent years is the disappearance of one of its best-known institutions: volunteers. They were idealistic young people from around the world who came in the 1960s to help kibbutzim whose own youth were in the midst of long army service, which led to critical agricultural jobs begging for working hands.

But the sight of volunteers like Nicole from Canada, Esther and Katrine from Germany, and Jonathan from South Africa sitting on the lawn together at Kibbutz Ein Gev became a rare one. The intifada's outbreak brought the numbers of volunteers, 13,000 annually at their height, down to only 1,000 in 2002 and 2003.

But the numbers last year rose to 1,400, and if the pace continues, 1,800 volunteers will arrive here this year, according to the director of the Kibbutz Movement's volunteers department, Rina Keren. "The calming of the security situation is bringing back the volunteers," Keren says. "Most of the volunteers coming today are warmly encouraged by their parents or other family members who were volunteers themselves at one time."

"When the intifada started, Israel began to be perceived by young people abroad as an occupier. In addition to the negative image, there was also fear. Young people would see buses blowing up on TV and be afraid to come."

Esther Rachow from Germany is one of those volunteers. "I thought about all that," she says. "People who didn't know Israel said negative things to me about it. But I heard about Israel from people who do know it. From my experience here, I learned that most people don't know enough about Israel."

For Nicole Sloam from Canada, learning about Israel from Israelis she met in Chicago encouraged her to come."I heard the Israeli side, what they really think is happening here, and I decided not to be influenced by what I heard in the media and to come here."

Another German volunteer, Katrine Baumgarten, had friends who called her crazy. "In the German newspapers, you see buses blowing up and you hear bad news," she says, adding that she believes Israel is not the "bad guy" in the conflict with the Palestinians.

The main decline in numbers of volunteers was among the Scandinavians, according to Keren. "The Swedes are starting to come back, although not many," she says. "The Danes still haven't started to come back."

Keren says in recent years that volunteers from South Korea and South America have started to arrive. This week, three groups of 50 volunteers each from Sweden, Ecuador and Colombia, will be parceled out to kibbutzim in the Negev and the Jordan Valley.

In addition to supporting Israel, many volunteers are attracted to the idea of a kibbutz. "I didn't know what a kibbutz was," Sloam says. "The Israelis I met in the States told me about it. I appreciate the idea, this beautiful life," she says.

Rachow says she wanted to be a kibbutz volunteer, "because I love the idea of the kibbutz. It's a nice idea people chose out of their own free will; it wasn't forced on them."

"The kibbutz is a wonderful place. To be a volunteer is the cheapest way to see the country, too," South African Jonathan Kope says.

Volunteers receive pocket change, three meals a day, and a roof over their heads, as well as trips, lectures and parties, in exchange for their work. Some volunteers at Kibbutz Hazorea in the Lower Galilee travel to Upper Nazareth to teach English to new immigrant children.

"This is a special experience - a bunch of young people from different countries living together in very simple conditions," says Vivian Lai of Kibbutz Hazorea, who once was a volunteer herself and is now in charge of the kibbutz's volunteers.

The kibbutz also appreciates the volunteers' contribution, according to Lai. "The volunteers add spice, joy, and youth and contribute to the work places."

Baumgarten says that contrary to the popular myth, the relationship between kibbutz members and volunteers is not one big, long party. "We hold parties from time to time, but you have to get up for work at 6:00 A.M., and you can't get up with a hangover," she says.

Apparently not only free time, but also work has changed for today's volunteers: most are involved in the service branches yet dream of farming assignments, which are all taken by the more efficient Thai laborers.

Haaretz.com


Berlingske Tidende 22.05.2005
Tiden med kærlighedstid og fællesskab er på vej ud af den israelske kibbutz - af Lene Frøslev

Danske Vibeke Michel står midt i den israelske kibbutz-bevægelses revolution fra fællesskabet i et socialistisk landbrugskollektiv til fremtidens buldrende privatkapitalisme. KIBBUTZ GADOT

Der er skænket kaffe i de musselmalede porcelænskopper hjemme fra barndomshjemmet. Og på umiskendeligt ålborgensisk forklarer Vibeke Michel om verdens fredeligste og smukkeste udsigt, som den tager sig ud fra hendes veranda i kibbutz Gadot i det østligste Gallilei i Israel.

Til venstre ligger Naftali-bjergene mellem Jordanfloden og Middelhavet. Til højre rejser Golan-højderne sig, langt ude bag kibbutzens korn- og bomuldsmarker knejser Hermonbjerget med sne på toppen. Og på klare dage ser man Libanon i horisonten mod nord.

»Lige fra jeg kom som volontør i 1978, har dette sted været Paradis på jord for mig. Fællesskabet i kibbutzen gav så meget kvalitetstid til at dyrke parforholdet, venner, familie og interesser. Hele livet foregik her. Vi var alle sammen involverede i hinandens tilværelse, og kibbutzen blev verdens navle for os. Det materielle betød ikke noget. Vi havde det, der var, ejede personligt næsten ingenting - og det var fint,« fortæller 47-årige Vibeke Michel.

Smertefuld proces

Vibeke Michel er i dag en garvet kibbutznik, som sammen med sin israelske mand og tre børn har gennemlevet kibbutz-bevægelsens storhedstid som rendyrket socialistisk landbrugskollektiv.

Dengang børnene sov i børnehusene, og forældrene fik tildelt en halv times »kærlighedstid« pr. barn midt på dagen. Dengang alle måltider blev indtaget i den kollektive spisesal, og alle kibbutzens 160 medlemmer og deres børn samledes om ét farvefjernsyn. Dengang man fik sko, arbejdstøj og hygiejnebind i takt med at kollektivets planøkonomi tildelte midler til den slags. Dengang man i det hele taget ydede efter evne og lidt til, og nød efter behov og helst lidt mindre.

»I dag er privatiseringen startet, og vi holder os mere for os selv. Vi ved dårligt nok om bomulden er blevet høstet. Der kommer og går folk i kibbutzen, vi knapt nok kender. Og vi spiser ikke længere sammen i spisesalen« siger Vibeke Michel.

Overgangen fra den socialistiske fællesskabsidé til privatkapitalismens individualitet er en svær og smertefuld proces. Omkring halvdelen af de godt 260 israelske kibbutzer har allerede gennemført den økonomiske og sociale revolution. Og Gadot står i dag midt i vadestedet.

Forandringen startede reelt i midten af 80erne, da børnehuset blev nedlagt og omdannet til traditionel børnehave. Fællesopdragelsen af børnene fra de var seks måneder gamle blev erstattet af en mere traditionel kernefamilie-struktur, og en del af fællesskabet blev flyttet hjem i familieboligerne.

Siden er madbudgettet blevet privatiseret. Alle medlemmer får en sum udleveret om måneden til mad, og så må man selv bestemme, om man vil købe maden i den fælles spisesal, eller tilberede den hjemme. Det betyder at der efterhånden er så få, som spiser fælles, at det kun er et spørgsmål om tid før Gadot - som langt de fleste andre kibbutzer - helt afskaffer den daglige fællesspisning om aftenen.

»Den originale idé med kibbutzen er død. Jeg er lidt nervøs for, hvad der vil ske, den dag alt bliver privatiseret. Men der er ingen vej udenom, og jeg håber bare, at vi kan finde en måde, så vi stadig kan leve i et fællesskab,« siger Vibeke Michel.

Den kollektive struktur er dog stadig altafgørende i Gadot. Alle kibbutzens 160 medlemmer »tjener« det samme, uanset hvad de bestiller - med tillæg for hjemmeboende børn. Det gælder også medlemmer, der arbejder uden for kibbutzen, som f.eks. Vibeke. Hun er speciallærer for autistiske børn på en nabokibbutz.

Hver måned afleverer hun lønchecken på knapt 6.000 kr. til kibbutz-adminitsratoren, mens hendes mand, Moshe, der er leder i udviklingsafdelingen i kibbutzens profitable plasticfabrik, aldrig nogensinde ser en lønseddel. Til gengæld modtager de hver måned knapt 4.000 kr., der skal dække udgifter til mad, billeje, ferier, tøj og opsparing.

Der betales ikke skat eller husleje, og al lægehjælp og uddannelse betales naturligvis af kibbutzen. Det gælder også unges universitetsuddannelse til og med bachelor-graden, hvis bare den unge efter militærtjenesten »giver et arbejdsår til kibbutzen«.

Generationskløft

Det er nu tilladt at eje personlige værdigenstande som f.eks. en bil eller en vaskemaskine, men kibbutzen har stadig en større flåde af fælles biler og et fælles vaskeri. De fleste medlemmer har også i dag en bankkonto uden for kibbutzen, mens opsparingen til alderspension foregår på individuelle konti i kibbutzens regi.

Fremtiden vil betyde et opgør med hele denne filosofi. Det vil betyde, at Vibeke og Moshe Michel vil få mange flere penge udbetalt hver måned. Andre, som den gamle arkivar Rivka, der har boet i kibbutzen i 52 år, vil få mindre at gøre godt med. Kibbutzer, der allerede har privatiseret alt, har også solgt boligerne til kibbutzens medlemmer, og værdien af kollektivets produktionsfaciliteter er blevet fordelt til medlemmerne.

I Gadot som i de fleste andre kibbutzer er det de ældre og ideologiske, der er modstandere af privatiseringen, mens de yngre med typisk et godt job slet ikke kan vente.

Kibbutzbevægelsen i Israel står med to hovedproblemer: Dels er økonomien generelt elendig efter 1980ernes inflationsboom. Og dels flygter de unge.

I Gadot har man klaret sig økonomisk hæderligt som følge af en forsigtig og lidt konservativ beslutningsgang.

Men gennemsnitsalderen i kibbutzen er efterhånden 45 år. Vibeke Michel forstår godt, at datteren Marian »vil udforske den virkelige verden« sammen med sin kæreste i Jerusalem frem for at sidde ved kassen i spisesalen.

»De unge vil have et liv. Og hvad kan vi 50-årige tilbyde dem her? Ikke engang et ordentligt job,« siger Vibeke Michel. Men selv kan hun kun forestille sig en fremtid med børn og børnebørn inden for kibbutzens rammer.

Kibbutzbevægelsen byggede oprindeligt på arbejdsintensivt landbrug. Men siden begyndelsen af 80rne er landbruget blevet mekaniseret og fylder mindre og mindre i kibbutzernes økonomi. I dag er de fleste kibbutzer afhængige af indtægter fra små eller mellemstore industrier inden for plast- og metalbranchen.

Kibbutz Gadot får således 75 pct. af sin indkomst fra plastfabrikken Plasgad med 100 ansatte. Resten er fordelt med en lille hotelvirksomhed og på traditionelt kibbutzlandbrug som plantager med bomuld, avocado og grapefrugt samt en stor kyllingefarm og 400 malkekøer.

Inden for den næste måneds tid skal kibbutzens medlemmer træffe endnu en eksistentiel beslutning: skal der investeres store summer i modernisering af staldene - eller skal kvæget flyttes til stordrift sammen med andre kibbutzer i Golan?

»Det er en meget svær beslutning for vores selvforståelse. For dybest set - hvad er en kibbutz uden køer?,« siger Moshe Michel.


Berlingske Tidende 22.05.2005
Zionismens fortrop - af Lene Frøslev

Den israelske kibbutzbevægelse tog fart i årene lige efter staten Israels oprettelse for 57 år siden. Det var zionismens pionerer, der helt tæt på Israels grænser oprettede landbrugskollektiver for på samme tid at opdyrke det nye land og markere over for verden og de fjendtlige arabiske naboer, at her lå altså den nye jødiske stat.

KIBBUTZ GADOT:

Også kibbutz Gadot blev strategisk placeret ved etableringen i 1949, bare nogle få hundrede meter fra Jordanfloden, der dannede grænsen til Syrien. Der er i dag ca. 260 kibbutzim i Israel med godt 115.000 beboere. Kibbutzerne har i dag investeret i virksomheder inden for plast- og metalbranchen. Mellem 60 og 80 pct. af kibbutzernes økonomi kommer derfra, mens resten kommer fra det traditionelle landbrug. Kibbutzindustrierne har tilsammen en omsætning på ca. 30 mia. danske kroner.

Kibbutzerne har fra starten været bygget op som socialistiske landbrugskollektiver med alting for fællesskabet. Ca. halvdelen af dem er i dag privatiseret. Især de ældre anser den udvikling for ødelæggende for kibbutz-tanken.

Populært rejsemål

Op gennem 1960erne og 30-40 år frem strømmede unge fra især Skandinavien, Storbritannien og USA til de israelske kibbutzim som volontører - frivillige. For mange var det en billig måde at opleve et eksotisk land. Organisationen Danske Kibbutzvenner (DAKIV) har gennem årene sendt i alt ca. 40.000 unge danskere i kibbutz i Israel. DAKIV blev nedlagt for få år siden. Kibbutz Gadot har frem til år 2000 haft omkring 3.000 unge volontører fra en snes forskellige lande.

Der kommer stadig volontører til Israel fra Europa og USA. Kibbutzbevægelsen venter i år at modtage 1.800 unge. I kibbutzernes storhedstid ankom 13.000 unge om året fra hele verden.



 toppen

Søg på Israel-info:


Aktuelt - nyheder og indlæg
Israels geografi
Links til nyheder
Holocost - The Auschwitz Album