Israel-info Flag
Palæstina: Blev araberne snydt?

Klumme af Geoffrey Cain

Trods beskyldninger om løftebrud har araberne i Mellemøsten fået deres uafhængighed, omend det tog sintid. Men harmen og bitterheden består. Et af de store spørgsmål i Mellemøsten-problematikken er, omaraberne blev snydt af Storbritannien ved oprettelsen af mandatområdet Palæstina i 1920. Det påstår man ihvert fald. Men blev de det? Svaret er både ja og nej alt efter optikken, og jo mere man ser på historien, jomere indviklet synes den at være. Der er et så enormt antal aftaler, møder, konferencer, dagbøger ogdokumenter involveret, at man sagtens kan finde belæg for ethvert synspunkt, og det faktum, at de trehovedaktører ­ Storbritannien, araberne og jøderne ­ ofte skiftede holdning og var indbyrdes uenige, gør ikkeforløbet nemmere at forstå.

Hvem opfandt Palæstina?

Et andet problem er de mange myter, der er trådt i stedet for virkeligheden og som forkludrer udsigtenalvorligt. "Araberne blev snydt"-påstanden bygger nemlig på den underforståede præmis, at aftalerne mellemaraberne og Storbritannien nærmest kun gjaldt det, der i dag udgør området "Palæstina", dvs.Israel/Gaza/Vestbredden. Men i Storbritanniens skelsættende aftale med arabernes repræsentant, sherifHussein af Hedjaz, i 1915, blev ordet ikke engang nævnt. Og forståeligt nok. Hele det omstridte områdehavde araberne i mere end tusind år kendt som "Sydsyrien", og ordet "Palæstina" var slet ikke med i deresverdensbillede.

"Der er intet land, der hedder Palæstina," sagde den syriske leder Auni Bey Abdul-Hadi, til den britiske Peel-kommission i 1937.

"Palæstina er et navn, zionister fandt på. Der er intet Palæstina i Bibelen [fuldstændig korrekt, GC]. Voresland har i århundreder været en del af Syrien. Palæstina er et fremmedord ord for os. Det er noget,zionisterne har fundet på."

Og denne holdning var længe den officielle. Zuheir Muhsin, PLO's militære leder og medlem aforganisationens eksekutivråd, sagde noget lignende efter seks-dageskrigen i 1967.

"Der er ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Vi er alle en del af ét folk, det erkun af politiske grunde vi understreger vores palæstinensiske identitet. Eksistensen af et selvstændigtpalæstinensisk folk bruger vi kun af taktiske grunde. Grundlæggelsen af en palæstinensisk stat er blot et nytværktøj i kampen mod Israel."

Ved en FN-konference i 1956 udtalte Saudi-Arabiens repræsentant: "Det er almen viden, at 'Palæstina' ikkeer andet end Sydsyrien". Det er ikke arabernes holdning i dag, men det var det dengang, og hvad selvenavnet Palæstina angår, er det interessant at bemærke, at her i Europa forekom det relativt sent.


Filistrenes land

Under korstogene og langt op i middelalderen omtaltes området som Det Hellige Land. Men det ændrede sigefterhånden. Briterne og andre europæere blev senere flasket op med forestillingen om, at området hedPalæstina (det stod på bibelhistoriekort dengang), selvom der aldrig havde være noget palæstinensisk folkmed eget sprog, kultur og historie, medmindre man regner Bibelens filistre for "palæstinensere?" I så faldville antagelsen skabe flere problemer, end den løste, eftersom disse filistre ­ der boede i området omkringGaza ­ højst sandsynligt var ætlinge af "Søfolket" og derfor græsk-talende. De nævnes ofte i Det GamleTestamente, men ikke et eneste sted i Det Ny, hvilket tyder på, at de på det tidspunkt allerede var forsvundetud af historien som så mange andre i det, som Bibelen kalder Kana'ans land.
Så folk, der henviser til en historisk etnisk gruppe ved navn "palæstinenserne", har dårlige kort på hånden.Hvilket de færreste af dem synes at være klar om.

Jack Straws uvidenhed

En af dem er Tony Blairs daværende udenrigsminister Jack Straw, der i en Wikipedia artikel om Balfour-erklæringen i 1917 citeres for at sige, at mange af de problemer, han som udenrigsminister måtte slås med,skyldtes ²de modstriden forsikringer, der privat blev givet til palæstinensere, samtidig med at de blev givet tilisraelere." Det er et temmelig oprørende udsagn. Straw taler tydeligvis om aftalen mellem Storbritannien ogaraberne, dvs. 1915-aftalen, da der hverken fandtes israelere eller palæstinensere, men kun "jøder ogarabere". For sådan blev de omtalt dengang, og det var først i 1948, at ordet "palæstinenser"fik sinnuværende betydning. I hele det korte tidsrum, Mandatområdet Palæstina eksisterede (1920-1948), blevbegge grupper kaldt "palæstinensere", idet man blot skelnede mellem jødiske og arabiske palæstinensere.Det kan tidligere udenrigsminister Jack Straw umuligt have været uvidende om, men alligevel vælger han atfølge flokken og lade som om "Palæstina" har været stridens æble lige fra begyndelse.

Det har det ikke. Vist er det sandt, at Storbritannien for at vinde Første Verdenskrig udstedte alt for mangeløfter til sine allierede - ­ franskmændene, russerne, araberne og senere også jøderne ­ - men det er usandt, atpalæstinenserne (der, som vi har set, først blev til i 1960'erne af taktiske grunde) er blevet lovet noget. Detvararaberneunder lederskab af omtalte sherif Hussein af Hedjaz, der blev lovet noget. Og det skete påfølgende måde.

Storsyrien

I 1915 lovede Storbritannien at efterkomme arabernes krav om hele den arabiske halvø plus Mellemøstenhelt op til grænsen mod Tyrkiet.­ Men det var et løfte med mange forbehold.Et af dem var, at området "vestfor Aleppo, Homs, Hama og Damaskus (dvs. Libanon)" ikke skulle indgå i den kæmpestore syriske stat, somaraberne krævede, og dette tilsyneladende harmløse undtagelse kom senere til at spille en temmelig vigtigrolle i det efterfølgende forløb. Da palæstinamandatet blev oprettet i 1920, påstod Storbritannien,at "områdetvest for Aleppo, Homs, Hama og Damaskus"ogsåomfattede, det område, der senere blev til Israel.Men detgjorde det ikke. Godt nok lå det indenfor det kæmpe område, sherif Hussein gjorde krav på, men synderliginteresseret i det var han ikke. Det fulgte nærmest med som det tynde øl og blev ikke nævnt i de mangebreve, Hussein skrev til Storbritanniens repræsentant, Sir Henry Macmahon. Frankrig og Storbritannien varlige så uinteresseret, og området blev heller nævnt som noget vigtigt i deres hemmelige aftale, ­ (Sykes-Picotaftalen), fra 1916.


Sherif Husseins holdning var faktisk ret klar. Udover dehellige byer Mekka og Medina, som hans familietraditionelt var beskyttere for - og derfor som en selvfølge skulle forblive hans domæne -interesserede hansig kun for Damaskus i det nuværende Syrien og Bagdad i det nuværende Irak, og han bad udtrykkeligt om,at disse byer måtte blive en del af hans kommende rige.

Jerusalem v ar ikke et sted araberne valfartede til og havde ikke hans interesse. Takket været påvirkning fraarabernes vejleder i krigen mod tyrkerne, den pro-zionistiske T.E. Lawrence ­ - "Lawrence of Arabia" ­ - varhan i de første år en varm tilhænger af jødernes tilbagekomst til deres gamle land som en undergruppe i enstorstat kontrolleret af ham selv eller en af hans sønner. En jødisk stat havde han sikkert aldrig forestilletsig, og selv briterne, der to år senere kom til at love jøderne "et nationalt hjem i Palæstina", var indbyrdesuenige om, hvorvidt dette nationale hjem betød en stat.
Krigen rasede og deres politik var "wait and see" og samtidigt at give så få konkrete løfter som muligt.

Alle snød

Og så kommer vi tilbage til det centrale spørgsmål: blev araberne snydt af de allierede, først og fremmestEngland? Ja,det kan man godt sige, at de blevpå en vis måde, og en del af snyderiet lå i misbruget af denlille passus om "området vest for Aleppo, Homs, Hama og Damaskus", som Storbritannien ­ med støtte frajødernes leder Chaim Weizmann, senere bedyrede også omfattede området omkring Jerusalem, selvom allekan se, at udtrykket sigter ene og alene til Libanon.


Men Storbritannien var ikke den eneste part, der snød. Det gjorde ­ eller forsøgte at gøre ­ folk i alle lejre:briterne, franskmændene, jøderne og, ja, araberne selv. I sin korrespondance med Storbritanniensrepræsentant Sir Henry MacMahon havde arabernes talsmand, sherif Hussein, krævet, at hele Arabien ogMellemøsten skulle være arabisk. Ja ikke blot arabisk men ogsåmuslimsk, hvortil briterne indvendte, at selvom de støttede arabernes uafhængighed, var der trods alt andre indbyggere i Mellemøsten - ­ armeniere,jøder, druser, kurdere, assyrere og maroniter - ­ der også skulle tages hensyn til.

Men det var ikke noget problem, svarede Hussein. Dem skulle han nok holde hånden over ioverensstemmelse med den traditionelle "Omars Pagt", der angiveligt beskyttede ikke-muslimer underislamisk herredømme. (Pagten<http://en.wikipedia.org/wiki/Covenant_of_Umar_I>, hvis eksistens eromstridt blandt historikere, angives at være indgået i 637 mellem islams 2. kalif Omar ibn Khattab ogJerusalems kristne patriark Sofronius.) Men ­ som det klart fremgår af pagten selv ­ var denne beskyttelse ligeså værdifuld som de tyrkiske muslimers "beskyttelse" af den armenske minoritet, som de netop i 1915 gjordesig de ihærdigste anstrengelser for at udrydde.

Omars Pagt

Men araberne var anderledes, bedyrede sherif Hussein. De var bundet af Omars Pagt og derfor forpligtet tilat behandle minoriteterne godt. "Vi muslimer", skrev han, "vil træde i de troendes leder, Omar ibn Khattabsog de andre kaliffers fodspor. Khalif Omar, erklærede, at 'kristne skal have de samme privilegier og pligtersom os." Det var en bemærkelsesværdig udtalelse, eftersom Omars Pagt nærmest siger det modsatte. Oghistorien viser også, hvor lidt beskyttelse ikke-muslimer kunne gøre sig håb om. De kristnes kår under islamvar absolut ikke misundelsesværdige, og jødernes var meget værre. Man får et godt indblik i forholdene vedat læse et par linjer af et arabisk kristent samfunds accept af Pagtens betingelserne (her citeret i kortformefter Al-Turtushis bog Siraj al-Muluk):

"Vi vil ikke bygge kirker, munkeceller, nye munke- eller nonneklostre i vore byer og omegn, ej heller vil vireparere dem, der forfalder, eller som ligger i muslimske bydele. Vi vil ikke vise ydre tegn på vores religioneller omvende nogen til den. Vi vil vise muslimerne respekt og vi vil stå op og overlade vore stole tilmuslimer, når de ønsker at sætte sig. Vi vil ikke åbent vise vore kors eller vore bøger på muslimernes vejeeller på deres markeder. Vi vil kun slå lavmælt på vore klaptræer i kirkerne. Vi vil ikke hæve vore stemmer,når vi følges med vore døde. ... Vi vil ikke begrave vore døde i nærheden af muslimerne. Vi vil ikke byggehuse, der rager op over muslimernes. ... Vi vil ikke tage slaver, som er blevet tildelt muslimer, og hvis viunder nogen omstændigheder undlader at overholde disse løfter, vil vi ikke længere været beskyttet afPagten, og vi vil kunne straffes for opsætsighed." Og videre i samme dur.

Araberne fik det stort set som de ville

Det er vanskeligt at frigøre sig fra den tanke, at sherif Hussein talte mod bedre vidende, og løftet om atbeskytte minoriteterne i de nu uafhængige arabiske stater har også vist sig mest at være tomme ord.Mellemøstens kristne er snart en saga blot, og det arabiske forår, ­ der resulterede bl.a. 100.000 kristnekopteres flugt, ­ har kun forstærket processen. Så araberne har også snydt. Men hvem snød mest? Det serud til, at det gjorde Storbritannien, men historien har en mærkelig krølle. Hvis vi springer fra 1915 frem tilnutiden og ser på, hvordan arabernes krav blev honoreret, kan vi se, at araberne har fået næsten alt, hvadde bad om. Her er et kort over det område, som sherif Hussein krævede som et arabisk/islamisk kalifat,efter at briterne og araberne i fællesskab havde fordrevet tyrkerne fra Mellemøsten.

(Se kortet)

Ligner det ikke i påfaldende grad Mellemøsten og Arabien, sådan som de ser ud i dag, ­ blot med den forskelat der er flere stater og ikke bare én? Ja, og sådan har Mellemøsten set ud i over tres år, så selv omaraberne ikke fik det præcis, som de ville have det, så fik de noget, der lignede det meget. Så hvad erproblemet? Problemet er Israel. Det lille land, der kun udgør få procent af det samlede område, er en evigtorn i arabernes øjne til trods for, at arabernes krav til briterne i 1915 i det store og hele er blevet indfriet.Alligevel er der mange mennesker ­ som Jack Straw, ­ der tror, at aftalen kun gjaldt en lille del af dette enormeområde, nemlig "Palæstina", som araberne så er blevet snydt for.


Jødisk indvandringsforbud

Men tingene er klart mere indviklet end som så, og selve ordet Palæstina har fra starten været et yderstflydende begreb, som ingen var enig om, hvor var. Da det blev oprettet i 1920 under britisk overhøjhed,omfattede mandatområdet Palæstina det nuværende Israel, Gaza, Vestbredden OG det nuværende Jordan.Her måtte jøderne med de sejrende allierede stormagters accept oprette et nationalt hjem, sådan som de varblevet lovet i Balfour-erklæringen af 1917. Men i 1922 - blot to år senere - vedtog Folkeforbundets Råd, atTransjordan (det senere Jordan), skulle være forbeholdt arabere ogsåledes lukket for jødisk indvandring, ogdette på trods af at Transjordan formelt stadig var en del af Mandatområdet Palæstina helt op til 1946. Dettebetød, at2/3 af "1920-Palæstina" erklæret "jødefri"i 1922og har været det lige siden.

Men hvorfor fandt man så på dette overfor jøderne ganske svigagtige forbud i det hele taget? Årsagen varpres fra nye aktører. Lokale arabere var begyndt at blande sig ­ ofte med vold, ­ og de delte ikke sherifHusseins begejstring for jødisk indvandring. Briterne begyndte at få et alvorligt anfald af kolde fødder oggjorde alt hvad de kunne for at løbe fra deres løfte i Balfour-erklæringen. Det hjalp ikke. Fraspaltningen afJordan som udelukkende arabisk område sammen med andre drakoniske restriktioner for jødisk indvandringgjorde ikke araberne tilfredse*. Og de har heller aldrig været det siden.

Opsummerende kan man sige, atalleparter - ­ Storbritannien, Frankrig, jøderne og araberne - ­ snød påvægten i varierende omfang, og hvem der snød mest, afhænger naturligvis af optikken. Selv vil jeg pege påFrankrig, der ­ trods forsikringer om det modsatte ­ lige fra starten arbejdede ihærdigt for at få Syrien ikke blotsom protektorat men som koloni i gammeldags forstand. Det gjorde Storbritannien trods alt ikke. Denoprindelige aftale med sherif Hussein gik ud på, at Storbritannien ville bistå med at oprette en uafhængigarabisk stat ­ eller evt. flere uafhængige arabiske stater ­ og det er sådan set, også, hvad der skete. Arabernefik stort set, hvad de bad om, og som tak til sherif Hussein for hans støtte i kampen mod tyrkerne indsattebriterne Husseins søn Abdullah som emir af Transjordan og en anden søn, Feisal, som konge af Irak. De tobritiske mandater, Irak og Palæstina, blev efter en kort overgangsperiode til de uafhængige lande Irak ogJordan. Men også ­ senere ­ til Israel. Og da araberne ikke vil have en jødisk stat iblandt sig, kan konfliktenaldrig løses.


* I et nyt forsøg på at tilfredse dem, delte FN det, der var tilbage af det område, hvor jøder kunne bosætte sig, endnu engang,idet FN besluttede, at Gaza og Vestbredden også skulle være "jødefri". Men det var heller ikke nok for araberne, der i 1948prøvede at løbe det sidste jødiske område over ende.













Søg på Israel-info:


Aktuelt - nyheder og indlæg
Israels geografi
Links til nyheder
Holocost - The Auschwitz Album