Israel-info Flag
Spørgsmål til Udenrigsministeren om Israel

14.12.2011 Udenrigsministeriet

Spørgsmål:
Vil udenrigsministeren forklare baggrunden for, at han som udenrigsminister har afvist at mødes med Israels ambassadør, mens han til gengæld har holdt møde med de to palæstinensiske støttegrupper, B'Tselem og Al-Haq - sidstnævntes leder er i øvrigt medlem af den terroristiske Popular Front?
 

Svar:
Mange ambassadører vil gerne have møder med mig i kraft af min post som udenrigsminister.  Det samme var tilfældet for mine forgængere på posten.  Derfor opererer Udenrigsministeriet med, at ambassadører i forbindelse med deres tiltrædelse på posten i Danmark modtages af udenrigsministeren til en kort tiltrædelsessamtale.  Herefter fungerer systemet sådan, at en ambassadør - og dennes diplomatiske stab i øvrigt - som udgangspunkt ikke mødes med udenrigsministeren, men varetager sine kontakter til den danske regering gennem sine kolleger i embedsværket i Udenrigsministeriet og i mindre omfang andre ministerier og institutioner.  I Udenrigsministeriet er det i den forbindelse praksis, at der for ambassadører gives fuld adgang til embedsværket på alle niveauer, hvilket naturligvis også gælder den til enhver tid residerende israelske ambassadør.

På den måde får jeg som udenrigsminister mulighed for at passe mit arbejde, der i høj grad går ud på at varetage danske interesser gennem kontakter med udenrigsministerkolleger.  Jeg kan i den forbindelse oplyse, at jeg tidligere i år har inviteret min israelske kollega til at aflægge besøg i Danmark, lige som jeg selv er blevet inviteret til at besøge Israel.  Jeg forventer på den baggrund, at der snart vil kunne fastsættes en dato for et besøg af eller hos den israelske udenrigsminister.  

Men naturligvis mødes jeg også med andre end ministerkolleger.  Det er vigtigt ikke at begrænse sig til et lukket ministerkredsløb.  Et eksempel på et sådant andet møde er det, som fremhæves i spørgsmål S 1212.  Der var her tale om repræsentanter for to menneskerettighedsorganisationer, der var i København for at modtage PL-Fondens internationale menneskerettighedspris for det arbejde, som de udfører i forbindelse med menneskerettighedskrænkelser i de palæstinensiske områder.

B’Tselem er den førende menneskerettigheds-NGO i Israel.  Oprettet i 1989 af prominente israelske advokater, akademikere, journalister og medlemmer af Knesset.  B’Tselems erklærede mål er bl.a. at informere den israelske offentlighed og beslutningstagere om brud på menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder.  Al-Haq er den ældste palæstinensiske menneskerettigheds-NGO.  Al-Haq monitorerer og dokumenterer brud på menneskerettigheder fra både palæstinensisk og israelsk side i de besatte områder.  Al-Haq udgiver bl.a. rapporter og detaljerede juridiske undersøgelser.  Danmark har tidligere støttet de to NGO via en donor-fælles mekanisme for bistand til god regeringsførelse og menneskerettigheder.

Jeg var glad for at få lejlighed til at møde repræsentanterne for de to organisationer, der begge bidrager til at fremme vores viden om, hvilke overtrædelser af menneskerettighederne, der finder sted i de palæstinensiske områder.  Det første skridt i bekæmpelse af sådanne overtrædelser er altid, at vi gøres opmærksom på dem.  Derfor spiller de to organisationer en vigtig rolle. 



08.12.2011 Udenrigsministeriet


Spørgsmål til udenrigsminister Villy Søvndal om Boykot Israel "anbefaling"

Spørgsmål:
Vil udenrigsministeren oplyse, på hvilket tidspunkt og hvorfor han valgte at slette sit navn som »anbefaler« fra hjemmesiden »Boykot Israel-Kampagnen«, og vil ministeren yderligere oplyse, med hvilken begrundelse han i sin tid valgte at være blandt anbefalerne?

Svar:
Jeg valgte i sin tid at anbefale en boykot af Israel i protest mod opførelsen af den israelske sikkerhedsbarriere og Israels generelt hårde fremfærd mod palæstinenserne.
Jeg finder fortsat, at palæstinenserne i de palæstinensiske områder på en række felter lever under utilfredsstillende forhold, og det bærer Israel sin del af ansvaret for.
Jeg ændrede derimod for tid tilbage syn på, hvordan vi fra det internationale samfunds side bedst kunne påvirke situationen, og dermed på, hvilke midler vi burde tage i brug for at nå vores mål.  Jeg vurderede således, at boykot-modellen ikke ville fremme udsigterne til en to-statsløsning.  Derfor bad jeg sidste år om at blive slettet fra listen, da jeg blev opmærksom på, at jeg fortsat stod på den.



22.11.2011 Udenrigsministeret

Spørgsmål:
Idet ministeren i sit svar på URU alm. del – spørgsmål 6 oplyser, at detaljeret statistik for Gaza ikke er tilgængeligt, da opgørelsen laves for hele det palæstinensiske selvstyreområde, vil ministeren da i stedet oplyse den årlige værdi af varer og pengeoverførsler til De Palæstinensiske Selvstyreområder fra hvert af de 13 nedenfor nævnte områder:

1. Samtlige EU-lande, land for land
2. Den Arabiske Liga som organisation
3. Den Arabiske Liga, land for land
4. USA
5. Rusland
6. Norge
7. Australien
8. New Zealand
9. Canada
10. Brasilien
11. Indien
12. Japan
13. Israel

Svar:
På baggrund af oplysninger indhentet fra officielle kanaler i de pågældende lande og organisationer er i tabellen nedenfor anført den oplyste årlige værdi af varer og pengeoverførsler defineret som bistandsmidler til de Palæsinensiske Selvstyreområder. I flere tilfælde har det ikke været muligt at indhente de pågældende oplysninger, hvorfor der i tabellen i disse tilfælde er angivet ”ikke oplyst”. Der er for overblikkets skyld for alle de indhentede tals vedkommende anvendt beløbsangivelse i EURO; den gældende dagskurs er anvendt. For sammenlignelighedens skyld er anvendt året 2010.

 Land 2010  Land  2010
 Belgien
20-25 mio. EUR  Comorerne
ikke oplyst
 Bulgarien 0
 Dijbouti ikke oplyst
 Cypern 43 000 EUR
 Egypten ikke oplyst
 Estland 191.734 EUR  Forende Arabiske emirater
195,5 mio. EUR(2009)
 Finland 1,5 mio. EUR  Irak 0
 Frankrig 65,1 mio. EUR  Jordan ikke oplyst
 Grækenland 5,17 mio. EUR  Kuwait ikke oplyst
 Irland 7,8 mio. EUR  Libanon ikke oplyst
 Italien 21,2 mio. EUR  Libyen ikke oplyst
 Letland 0  Marokko 18,5 mio. EUR
 Litauen 7.240 EUR  Mauretanien ikke oplyst
 Luxenbourg 7,7 mio. EUR  Oman ikke oplyst
 Malta 50.199 EUR  Qatar ikke oplyst
 Nederlandene 41,6 mio. EUR  Saudi Arabien
108,4 mio. EUR
 Polen 400.000 EUR  Somalia 0
 Portugal 10.667 EUR  Sudan ikke oplyst
 Rumænien 25.000 EUR  Syrien ikke oplyst
 Slovakiet 300.440 EUR  Tunesien ikke oplyst
 Slovenien 152.885 EUR  Yemen ikke oplyst
 Spainen 113,4 mio. EUR  Australien ikke oplyst
 Storbritannien 85,2 mio. EUR  Brasilien 9,3 mio. EUR
 Sverige 43,6 mio. EUR  Canada 48,8 mio. EUR(2009/10)
 Tjekkiet 1,2 mio. EUR  Indien 8,2 mio. EUR
 Tyskland 42,5 mio. EUR  Israel 45.000 EUR
 Ungarn 100.000 EUR  Japan 78,2 mio. EUR
 Østrig 3,6 mio. EUR  New Zealnd
ikke oplyst
 Den Arabiske Liga
186,7 mio. EUR  Norge 85 mio. EUR
 Aleriet Ikke oplyst  Rusland 7,4 mio. EUR
 Barrain Ikke oplyst  USA 549,5 mio. EUR



14.11.2011 Udenrigsministeret

Spørgsmål
Vil ministeren besvare (2010-11, 1. samling) URU alm. del - spørgsmål 216 af 5.
juli 2011 om værdien af vare- og pengeoverførsler samt bistandsprojekter til
Gaza - denne gang med inddragelse af oplysninger for:
1) Samtlige EU-lande - land for land
2) Den Arabiske Liga som organisation
3) Den Arabiske Liga, land for land
4) USA
5) Rusland
6) Norge
7) Australien
8) New Zealand
9) Canada
10) Brasilien
11) Indien
12) Israel
13) Japan

Svar:
Oplysninger om den samlede værdi af varer og pengeoverførsler, der årligt indføres til Gaza-striben, er ikke tilgængelige. I officielle statistikker behandles de palæstinensiske
selvstyreområder som en helhed, og der er kun i få tilfælde en udspecificering i forhold til donorers bidrag til Gaza. Det bemærkes endvidere, at varer og pengeoverførsler
til Gaza sker både via Israel og Egypten. I sidstnævnte tilfælde bl.a. ved brug af underjordiske tunneller, hvor omfanget af vareimport og pengeoverførsler er
ukendt. Der er som følge heraf en betydelig usikkerhed forbundet med at opgøre omfanget af tilførsler til Gaza.

Ifølge oplysninger fra det israelske udenrigsministerium indførtes i juni 2011 varer svarende til 4.795 lastvognlæs (i alt 118.651 tons) til Gaza fra Israel. Det vil sige i
gennemsnit ca. 160 vognlæs varer pr. dag. Der er bl.a. tale om import af fødevarer, Udenrigsudvalget 2011-12 URU alm. del , endeligt svar på spørgsmål 6

Offentligt byggemateriale, nødvendige humanitære produkter og dyrefoder. Der foreligger ikke oplysninger om værdien af de indførte varer. Mængden af indførte varer skal ses i
forhold til Gazas anslåede ca. 1,7 mio. indbyggere (CIA World Fact Book, juli 2011). Det foreligger oplyst fra de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PA), at PA i 2010
overførte ca. NIS 663 mio. (ca. USD 186 mio.) til løn til offentligt ansatte samt pensionsudbetalinger i Gaza. PA overførte ca. NIS 1,2 mia. (ca. USD 353 mio.) til aflønning
af civilt politi og sikkerhedsstyrker i Gaza.

Herudover overførtes midler fra PA til at dække sociale ydelser til særligt udsatte familier, udgifter til transport af patienter udenfor Gaza samt drift af hospitaler (ikke
lønninger). Der foreligger ikke et samlet tal herfor. Ifølge OECD udgjorde den samlede udviklingsbistand til Gaza og Vestbredden,
uden opdeling af de to områder, i 2009 ca. USD 3 mia. Befolkningen i Gaza og Vestbredden udgjorde i 2009 samlet ca. 4 mio. Den samlede udviklingsbistand udgjorde
i 2009 i gennemsnit således ca. USD 742 pr. indbygger. Der foreligger ikke detaljerede oplysninger om enkeltdonorers bistandsprojekter i Gaza.
Ifølge oplysninger fra PA støttede donorer, eksklusiv FN’s Nødhjælps- og Arbejdsarbejdsagentur for palæstinensiske Flygtninge (UNWRA), i 2010 udviklingsprojekter
i Gaza med samlet ca. USD 401 mio. Omkostningerne ved UNRWA’s samlede operationer i Gaza i 2010 oplyses at beløbe sig til ca. USD 470 mio., hvoraf ca. USD 40
mio. var kontantoverførsler. Det samlede beløb var i 2010 således ca. USD 871 mio. svarende til i gennemsnit USD 526 pr. person.
Ifølge tal fra EU-repræsentationen i Jerusalem udbetalte EU Kommissionen i 2010 samlet ca. EUR 445 mio. (ca. USD 644 mio.) til Vestbredden og Gaza. Via EU’s
PEGASE-mekanisme overførtes i 2010 ca. NIS 350 mio. (ca. USD 103 mio.) til løn til offentligt ansatte i Gaza samt pensionsudbetalinger. Herudover overførtes ca.
EUR 22 mio. (ca. USD 32 mio.) til udsatte palæstinensiske familier.

Samlet set gav den danske regering i 2010 Vestbredden og Gaza udviklingsstøtte for ca. DKK 190 mio. (ca. USD 37 mio.) fordelt på bilateral bistand og støtte igennem
Verdensbanken samt UNRWA. Specifikt indbetalte Danmark DKK 30 mio. (ca. USD 6 mio.) til Verdensbankens Trust Fund, som primært er rettet mod nødhjælpsprægede
indsatser i Gaza, til udbetaling over en årrække. Desuden støttede Danmark i 2010 UNRWA’s General Fund (ikke-øremærkede midler til finansiering af
UNRWA’s samlede aktiviteter i de besatte områder samt regionen i øvrigt) med DKK 70 mio (ca. USD 13 mio.). De resterende DKK 90 mio. (ca. USD 17 mio.)
bruges til bilaterale aktiviteter fortrinsvis på Vestbredden.

Herudover bidrog Danmark i 2010 med DKK 24,5 mio. (ca. USD 5 mio.) i humanitær bistand til Gaza fordelt på følgende tre organisationer: UNRWA (DKK 15,5
mio.), Folkekirkens Nødhjælp (DKK 4 mio.) samt Dansk Røde Kors (DKK 5 mio.).



Aktuelt:
Mens vi venter på krigen i Mellemøsten Villy Søvndal
af Jeppe Juhl

Der er med overvejende sandsynlighed krig på vej i Mellemøsten.

Og - man fristes til at sige som normalt - er det de aldeles tankeløse arabiske palæstinensere, der er den direkte årsag til den kommende konflikt.

Dette plagede folk, der igennem 63 år systematisk er blevet misbrugt af deres "egne" i et perverst politisk spil, besidder ganske enkelt ikke evnen til at handle rationelt. Senest klart demonstreret med deres forsøg på at blive officielt anerkendt som stat af FN. 

Forsøget på denne præmature anerkendelse er monumentalt ubegavet, hvis man ønsker freden, og er derfor desværre også et tydeligt tegn på, at de arabiske palæstinensere simpelt hen ikke vil freden. De elsker offerrollen, og når man skærer alt retorikken væk, så er kravet et krystalklart signal om deres sande intentioner: En udryddelse af staten Israel!

Anerkendelse som det 194. FN land skal formelt gå gennem Sikkerhedsrådet. Her vil - hvilket alle ved - USA nedlægge et veto. Derefter vil Abbas gå til Generalforsamlingen og få et klart flertal for at få ændret deres status fra permanent observatør til ikkemedlemsstat lige som Vatikanet.

Og så eksploderer Mellemøsten. Alle fordomme i den uoplyste arabiske verden vil blive "bekræftet". Det vil starte med en Intifada, hvor den "arabiske gade" går amok på Israel (og USA) og ende med, at Hisbollah i Nord og Hamas i Syd begynder at hælde deres mange raketter ind over Israel.

Og så kommer krigen ... og den efterfølgende fordømmelse af Israel fra stort set alle. Inklusive vores egen kommende udenrigsminister Villy Søvndal (sic!).

Det er sørgeligt forudsigeligt. Det ved palæstinenserne udmærket godt. Dette såkaldt initiativ er derfor ikke stupid blackmail i tiende potens, men en ond, kynisk og irrationel handling. Over for deres egen befolkning. Det er de unge vildfarne og vildledte mænd uden håb om en fremtid i fred og fordragelighed, der vil dø. Ikke de fede korrupte katte på Vestbredden eller de religiøse galninge i Gaza. Den onde spiral af blod og gengældelse vil fortsætte. Palæstinenserne svigter deres egne i deres had til jøderne.

Fred kan kun komme ved direkte forhandling mellem to parter. Mellem Israel og mellem Det Palæstinensiske Selvstyre. En statsdannelse kræver veldefinerede grænser aftalt parterne imellem. Ikke dikteret af trediemand. Alt andet er en farlig absurditet. Dette er jo en banal selvfølgelighed.

En anerkendelse af en palæstinensisk stat nu delegitimerer Israel som en lovlig suveræn stat og giver iøvrigt ingen mening udfra et perspektiv om at skaffe noget, der bare minder om en varig fred. Derudover giver det de rabiate blod på tanden, fordi det samtidig legitimerer galningene fra Hamas.

Israel har altid villet freden. Palæstinenserne aldrig. De har endnu ikke kunne tage sig sammen til at anerkende Israel, og de uddanner (for EU og USA penge) systematisk deres ungdom i, at en etstatsløsning (læs: udryddelse af Israel/jøderne) er hvad fremtiden byder. Dette er i realiteten det største problem for freden, fordi den derfor fortoner sig i fremtidens tåger.

For Israel handler dette om en eneste ting: Om sikkerhed. Om at en kommende palæstinensisk stat er afvæbnet, og at der eksisterer en sikkerhedszone, så Israel kan forsvare sig, når (jeg skriver ikke "hvis") palæstinenserne efter en statsdannelse vil fuldbyrde deres mål: At smide jøderne i havet.

Velmenende fredsduer som eksempelvis vores egen Herbert Pundik har givet udtryk for, at denne proces kan opfattes positivt, fordi den indirekte legitimerer det meste af 67 grænserne, men det bygger på den i mine øjne naive tiltro til, at de arabiske palæstinensere gerne vil freden.

Jeg forstår godt håbet, men aner ikke, hvorfra denne tro kommer? Al empiri viser jo det stik modsatte. 

Det er nu, at det ansvarlige internationale samfund skal sige utvetydigt fra over for palæstinenserne. Det er nu især EU skal stå sin moralske prøve. Det er lige nu, at alle stærke kræfter her i 12. time skal gøre alt, hvad de kan for at overtale palæstinenserne til at trække deres ansøgning tilbage.

Hvis man ønsker det godt for de arabiske palæstinensere, så vil en godkendelse i Generalforsamlingen hævet over enhver saglig tvivl være noget nær det værst tænkelige, der kan ske!

 



Søg på Israel-info:


Aktuelt - nyheder og indlæg
Israels geografi
Links til nyheder
Holocost - The Auschwitz Album