Israel-info Flag

En Oplevelse for Livet


AF Morten Messerschmidt. Medlem af Europapparlamentet

Til daglig kender de fleste kun Israel og Mellemøsten fra avisernes overskrifter, reportager og Tv-avisernes indslag. Kun de færreste har oplevet forholdene i Israel på egen hånd. Som DFUs politiske næstformand fik jeg i april denne mulighed, da jeg deltog i en introduktionsrejse, arrangeret af ”Thanks to Scandinavia”, der sammen med The American Jewish Committee arbejder for at udbrede forståelse for Israels situation og synspunkter.

Delegationen, som bestod af politikere, journalister mv. fra hele Norden.

Rejsen, hvor 15 meningsdannere – både politikere, journalister og NGO-repræsentanter – fra hele Skandinavien var inviteret, bød på en bred introduktion til de forskellige synspunkter. Både Israels og palæstinensernes opfattelse af situationen samt en lang række spændende foredrag og debatter med israelske politikere, forfattere, journalister og andre var på programmet, der også bød på møder med en officer fra IDF (Israel Defence Forces), en palæstinensisk journalist, en jødisk bosætter og en eminent rundvisning i landet Israel.

Mange tror, at fronterne står stærkt i Israel. Det er også sandt, når man taler om forholdet mellem israelerne og palæstinenserne. Men internt i Israel mødes fronterne. Sharons (Likud-partiet) fredsplan er således blevet hilst velkommen af Labor, og i vide kredse tales der om en fremtidig fusion af de to store partier. Om det bliver til noget, er svært at sige, men eet er i hvert fald sikkert: med den øgede konsensus flyttes fronterne ud på fløjene og de mere ekstreme partier opnår forholdsvis større støtte blandt vælgerne. En lang række spændende foredragsholdere beskæftigede sig med dette rent internt israelske emne, for eksempel Professor Yossi Shain, der til daglig underviser i Georgetown i USA, men som havde accepteret at være rejsens første taler.

Med ryggen mod Vestbredden.

Det tema, som optog os 15 deltagere mest, var selvfølgelig problemet med palæstinenserne. Langt fra alle israelere er enige med bosætterne. Måske snarere tværtimod! Således redegjorde den karismatiske forfatter, Yehoshua, under et spændende indlæg for, at en tostatsmodel er nødvendig, for at Israel kan slippe for beskyldningerne om overtrædelse af diverse konventioner. Hans synspunkt var, at to stater vil skabe mulighed for, at Israel i højere grad kan føre sanktionspolitik over for palæstinenserne. Om end der er fornuft i hans argument, der i øvrigt deles af mange, tror jeg ikke, at indrømmelser til palæstinenserne vil løse noget som helst. Tværtimod tog terroren til, da man i 1993 gav indrømmelser i Gaza. Det blev set som et svaghedstegn og som en bekræftelse af, at terroren virker. Det er på den baggrund farligt at undervurdere konsekvenserne af tilbagetrækning på Vestbredden.

Som sagt deler mange Yehoshuas synspunkt, men der er også mange, der ikke gør. Én af dem var den fremragende taler, Yoram Ettinger, der repræsenterede Sharon-regeringen. Han lagde i sit syn på konflikten særlig vægt på, at det ikke er ønsket om et territorium, der driver palæstinenserne – men det uslukkelige had til jøderne. Et had, der går århundreder tilbage. Her pegede han på Sinai og Gaza, der i dag er under palæstinensisk kontrol, som eksempler på, at tilbagetrækning øger terroren. Siden 1993, da Israel trak sig ud af Gaza, er 1400 israelere blevet dræbt af terror. Ligeledes viste Oslo-forhandlingerne i 1993, at palæstinenserne slet ikke ønsker fred. Arafat afviste at det generøse tilbud om at afgive 95 % af de ”besatte” områder. Det er ikke ønsket om territorium, der driver terroren – men hadet til jøder. Et had, der understreges af, at de palæstinensiske myndigheder afholder fodboldturneringer til ære for Yassin og Rantisi – to af PLO’s største terrorister, formodentlig kun overgået af Arafat selv. Hvordan mon verdenssamfundet ville reagere, hvis man i Chile holdt turneringen til ære for Pinochet? Eller i Tyskland til ære for Rudolph Hess?

Med Anita Saele, Stortingsmedlem i Norge, på Vestbredden.

Det, der bør være i fokus i den politiske debat, men som ofte overses, når den venstreorienterede presse skal reportere, er, at dette for israelerne drejer sig om overlevelse. En hverdag, hvor man ikke ved, om ens børn og familie sprænges i stumper og stykker af en selvmordsbomber, ikke kan gå ind i et supermarked uden at skulle gennem metaldetektor og konstant leve i frygten for den palæstinensiske terror, er næsten umulig at forestille sig, hvis man ikke selv har oplevet det. Når man ved grænserne til Syrien og Libanon kan se Hizbollahs våbenbærende terrorister pege ind på israelske territorium og så samtidig i den europæiske presse kan se en entydig bebrejdelse af det israelske selvforsvar, kan man godt forstå, at det til tider må være svært at være israeler. At mødes med en konstant sympati for ens landsmænds mordere, må være ubærligt, ligesom det må være utåleligt at være vidne til den forplumring, som medierne generelt lader præge dækningen – for eksempel når der tales om at ”give palæstinenserne land tilbage”. Palæstinenserne har aldrig haft noget land, men har levet under et delt protektorat, styret af hhv. Syrien, Jordan og Egypten. Eller når sikkerhedshegnet bliver fremstillet som brud på folkeretten. Hvilket folk har ikke ret til at forsvare sig mod terror?

Men Israel er meget mere end terror og konflikt. Israel har en fantastisk natur og en utroligt spændende historie, der blandt andet har lagt jord til størstedelen af vore bibelsberetninger. Heldigvis bød programmet også på en introduktion til disse spændende seværdigheder. Således kørte vi efter at være landet og have haft de første to mødedage i hovedstaden, Tel Aviv, nordpå til den store havneby, Haifa, hvor vi besøgte grænsestationen til Libanon med hizbollah-militsens grænsepost under 100 meter væk. Herfra kørte vi til Golanhøjderne, som er et centralt strategisk område, da det er den eneste vandindførsel til Israel. Herefter kørte vi igen sydpå over Vestbredden, hvor vi besøget kong Herodes borg, det døde hav (som var fantastisk!), for om aftenen at ende i Jerusalem.

På sidste dag i Israel blev der tid til at bade i Det Døde Hav. Det var en helt speciel oplevelse på grund af det meget salte vand og helt skønne mudder. I baggrunden ses Jordan.

Fredag aften var det arrangeret, at vi skulle deltage i en sabbat-middag med rabbiner David Rosen. En spændende oplevelse med traditionel jødisk middag og gammeltestamentelig salmesang. Endelig bød lørdagen, som også var dagen for afrejse, på en spændende rundvisning i det gamle Jerusalems gader – herunder både grædemuren, Via Dolorosa og Gravkirken. Og således endte et omfangsrigt program for en inspirerende uge i Israel. Og med understregning af, at både det politiske og historiske udbytte var helt i top, er jeg glad for nu at kunne tælle mig selv blandt dem, der har oplevet Israel på egen krop. Jeg giver min varmeste opfordring til alle – om at gøre det samme. Det er en oplevelse for livet.

 

Søg på Israel-info:


Aktuelt - nyheder og indlæg
Israels geografi
Links til nyheder
Holocost - The Auschwitz Album