Israel-info Flag

Muslim i et jødisk land


Muslim World Today 03.12.2005
Muslim i et jødisk land - Af Tashbih Sayyed, Ph.D.

(Forfatteren er chefredaktør på Pakistan Today og Muslim World Today, californisk relaterede ugentlige aviser, Præsident for Rådet for Demokrati og Tolerance samt assistent på Hudson Instituttet).

Da jeg steg om bord på El Al fly LY 0008 til Tel Aviv den 14. november 2005 med min hustru Kiran, var jeg i tankerne i fuld gang med at gennemgå listen – igen og igen - over de ting jeg ønskede at opnå. Jeg ønskede at bruge mit første besøg i Israel til at føle den jødiske ånds styrke, som nægter at give op overfor onde magter til trods for tusinder af års antisemitisme. Det var ikke Israels selvmorderiske ofre jeg ønskede at undersøge, men grundlaget for den israelske beslutsomhed om at leve i fred.

Der var mange ting jeg ønskede at tale med israelerne om – specielt omkring deres modstand mod at foretage sig noget omkring den dårlige presseomtale, der til stadighed beskriver dem som skurke. Skønt jeg forstår hvorfor pressen – som nogenlunde dækker de fleste begivenheder omhyggeligt – vælger at ignorere alle regler om etisk journalistik når det drejer sig om Israel, kunne jeg ikke lodde Israels modvillighed til at udfordre den negative pressedækning effektivt. Mediernes forudindtagethed mod Israel mindede mig om Nazitidens tyske pressedækning, der blev skabt af Hitler’s propagandaminister, Joseph Goebbels, som indsamlede alle hadefulde ord mod jøderne. Ligesom den tyske presse - som nægtede at trykke sandheden om de grusomme ugerninger i Europas dødslejre – eller hævdede at det alt sammen var en overdrivelse - ignorerer medierne ligeledes i dag den arabiske terrorisme. Jeg ønskede at konstatere, om det var sandt hvad medierne beskyldte Israel for – at være en apartheid stat, udemokratisk og diskriminerende.

Jeg vidste at en sand jødisk stat ikke kunne være udemokratisk,, da demokratiske begreber altid har været en del af jødisk tænkning – dette udledt direkte af Toraen. F.eks. skrev Jefferson i indledningen til Uafhængighedserklæringen, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er blevet skænket visse uafhændelige rettigheder – og imellem disse er livet, friheden og retten til at jagte lykken, og her refererede han hovedsageligt til Toraen, som nævnte, at alle mennesker er skabt i Guds billede. Jeg var fortrøstningsfuld over at Israel ikke kunne være racistisk eller diskriminerende, da staten er baseret på ideen om en pagt mellem Gud og israelitterne, som indebærer at begge parter har pligter og forpligter sig til det faktum, at magt baseres på enighed frem for tyranni udøvet af den stærkeste.

Min forståelse overfor den jødiske stat blev bekræftet, da indrejsepapirerne - som skulle udfyldes inden landing i Tel Aviv – ikke bad mig oplyse min religiøse overbevisning, sådan som det f.eks. er tilfældet i Pakistan. De israelske immigrationsmyndigheder bad heller ikke – som det er tilfældet i Saudi Arabien – om noget ”religionscertifikat”.

Da El Al nærmede sig Det Hellige Land, fortsatte jeg med at bladre i listen af anklager mod Israel, som dets fjender rutinemæssigt fremsætter.

- Israelerne lever i en tilstand af endeløs frygt

- Israel er udemokratisk

- Muslimske, arabiske indbyggere i Israel har ikke lige rettigheder

Ad 1 – Israelerne lever i en tilstand af endeløs frygt

Fra Tel Aviv til Tiberias, Jerusalem til Jezreel og fra Golan Højderne til Gaza Striben, kunne jeg ikke finde noget tegn på frygt. Faktisk følte befolkningen sig så sikker, at hverken forretninger, benzintanke, markedspladser eller steder i øvrigt vi besøgte, og hvor det var kendt at vi var muslimer, fandt det nødvendigt hverken at visitere eller forhøre os. Især da Kiran og jeg tog til Ben Yahuda Street i Jerusalem fredag aften, som var propfyldt af mennesker i alle aldre. Gaderne gennemrystedes af musik og ungdommen havde så travlt med at more sig, at de ikke engang bekymrede sig om at kigge sig omkring. Turister havde travlt med at handle, og hele menneskemængden syntes travlt optaget af at glide ind i de pulserende musikrytmer.

Jeg kunne ikke lade være at sammenligne Israels følelse af sikkerhed med den følelse af usikkerhed som eksisterer i de muslimske lande. Fra Indonesien til Iran og fra Afghanistan til Saudi Arabien er folk ikke sikre på noget som helst. I Pakistans hovedstad Islamabad og i havnebyen Karachi, blev jeg konstant opfordret til ikke at foretage store indkøb i fuld offentlighed, fordi det opmuntrede røvere til komme efter mig. Jeg hørte ingen nyheder om voldtægt, æresdrab eller røverier i Israel.

Ad 2 – Israel er udemokratisk

Som muslim er jeg meget mere følsom overfor eventuelle mangler på demokratiske frihedsidealer i ethvert samfund. Og jeg tror ikke at nogen – måske med undtagelse af en glødende antisemit – vil nægte at Israel er et demokrati. Demokratiet i Israel er proportionel og repræsentativt, men demokratiske koalitioner er nødvendige for at kunne træffe nogen beslutninger, er ikke uden problemer.

På den allerførste dag i Caesarea blev vi introduceret for det israelske demokrati. Luften i hotel lobbyerne var tyk af politisk debat og diskussion. Ariel Sharons beslutning om at forlade Likud og danne et nyt politisk parti, understregede de problemer der opstod som et resultat af de nødvendige demokratiske koalitioner.

”Formålet med et frit og demokratisk israelsk samfund er at opnå tilfredsstillende kompromis’er, men ofte er konklusionerne mindre end tilfredsstillende – især for majoriteten. Det indebærer koalitioner og enighed som samtidig er faktorer der holder hinanden i skak i mht. misbrug af mindretallets rettigheder. Det er et bedre system end det amerikanske valgsystem, som virkelig repræsenterer magt og specialinteresser. I USA praktiserer man demokratiet for de få. I Israel er demokratiet for alle”.

Jeg forsøgte meget at finde frem til en muslimsk stat med demokrati, og hvor religiøse minoriteter tildeles lige demokratiske rettigheder, men det lykkedes ikke. Det muslimske verdenskort er overdænget med konger, despoter, fidusmager-demokrater og teokratiske eneherskere, og forfølgelse af minoriteter er en essentiel del af den sociale islamist optræden, Men her – beskyttet af Israels demokratiske principper – tildeles de muslimske arabiske borgere i Israel alle rettigheder og privilegier som er indeholdt i et israelsk statsborgerskab. Da de første afstemninger fandt sted i Knesset i februar 1949, blev de israelske arabere givet retten til at stemme og til at blive valgt sammen med de israelske jøder. I dag har Israels arabiske medborgere såvel civile som politiske rettigheder til deltagelse i det israelske samfund. De er aktive i Israels sociale, politiske og officielle liv, ligesom de er repræsenteret i Israels parlament, udenrigsanliggender samt juridiske system.

Den israelske tro på demokratiet forklarer også hvorfor israelerne nægter at svare igen på islamisk terrorisme på voldelige måder. Til trods for, at jeg er opmærksom på de menneskelige svagheder, som tillader vrede at betvinge selv de bedste intentioner, fandt jeg ingen israelere der handlede med hævntørst mod deres arabiske landsmænd. Min erfaring som muslim var også medvirkende til at forvente det værste hvad angår menneskelig optræden. Muslimer der har været under indflydelse af det radikale Islam, har sluppet deres terror løs blandt ikke-muslimer, selv når anklagerne mod ikke-muslimerne har vist sig at være falske.

Jeg troede det krævede en overmenneskelig indsats at ignorere de grusomheder man havde været udsat for og sige sig fri for hævnagtige følelser. I min oplevelse af muslimske samfund, er tvivlen aldrig kommet minoriteterne til gode. Had til ikke-muslimer og udbrud af vold mod religiøse minoriteter blandt radikale islamister, har været en norm snarere end en undtagelse. Som ikke-Wahhabi muslim har jeg personligt mødt barbarisk optræden og har oplevet at kristne, hinduer og andre minoriteter er blevet forfulgt under falske forudsætninger. Jeg troede at hvis Wahhabier i Saudi Arabien kan dømme en lærer til 40 måneder i fængsel og 750 piskeslag - kun for at rose jøder - vil det ikke være urimeligt set fra israelernes side at straffe palæstinensere for at kaste sten mod bedende ved Grædemuren ellerfor afbrænding af Joseph’s Grav.

Men selv på dette område har verden taget fejl af israelerne. Til trods for daglige provokationer, er det lykkedes israelerne ikke at synke lige så dybt som deres arabiske fjender. Verden er vant til daglig vold mod religiøse mindretal i den muslimske verden. For kun få dage siden brød troende muslimer i Pakistan ind gennem væggene i en kirke, hvor de brød dørene op og satte ild til dem. De reageerde på et rygte om at en kristen havde skændet deres hellige bog – Koranen. De smadrede marmor alteret på The Holy Spirit Church (Den Hellige Ånds Kirke) og knuste de farvede glasvinduer. De satte ild til et kristent hjem samt den nærliggende St. Anthony’s Girls School (St. Anthony’s pigeskole). På et øjeblik slikkede flammerne op ad murene, og sort røg fyldte luften. I dagevis blev Wahhabi gejstlige ved med at kalde deres muslimske trosfæller ud fra husene for at forsvare deres tro ved at udløse en byge af terror mod kristne.

Jeg spekulerer på om nogen israeler en dag måtte finde det passende at kopiere hvad Wahhabierne har gjort i Irak og andre steder – bortførelser, mord og halshugning af ”vantro”. For ganske nyligt blev en hindu chauffør, Maniappan Raman Kutty, fundet med halsen skåret over i det sydlige Afghanistan uden anden grund end hans tro.

Men der var intet i historien som kunne have dokumenteret min frygt. Jøder – til trods for at have været udsat for de mest barbariske terroristhandlinger – har endnu ikke reageret med hævntørst mod sine gerningsmænd. Og jeg konkluderede at mit første besøg i Israel vil hjælpe mig til at løse knuden på Israels vedvarende fastholdelse som mål overfor islamisk terror.

Ad 3 – Muslimske arabere i Israel har ikke samme rettigheder

Da vores airconditionerede bus passerede de bjergrige kurver på vejen til hjertet af Galilæa, kunne jeg ikke undgå at se de knejsende minareter som identificerede et antal palæstinensiske, arabiske byer som lå spredt omkring i bakkerne. De imponerende kupler på moskeerne understregede den frihed som muslimerne nyder i den jødiske stat. Store arabiske huse, udbredt byggeaktivitet samt store biler, understregede fremgang og velstand for de palæstinensere som lever under Davidsstjernen.

På vej fra Davids By til Royal Prima Hotel i Jerusalem, bad jeg min palæstinensiske chauffør fortælle mig, hvordan han ville have det med at flytte til områderne under palæstinensisk herredømme. Han svarede mig at han ikke kunne forestille sig at leve udenfor Israel. Hans svar prikkede hul på den myte der er i omløb blandt antisemitter, om at de israelske arabere ikke er lykkelige der.

En anden israelsk araber fortalte mig, at arabere i Israel har lige stemmeret. Israel er et af de få lande i Mellemøsten hvor arabiske kvinder kan stemme. I modsætning til ikke-israelske arabere i den arabiske verden, nyder arabiske kvinder i Israel samme status som mænd. Muslimske kvinder har ret til at stemme og til at blive valgt til offentlige embeder. Faktisk er muslimske kvinder mere ligeberettigede i Israel end i noget arabisk land. Israelsk lov forbyder polygami, børneægteskaber og den barbariske kvindeomskæring.

Ydermere fandt jeg ud af, at der ikke forekommer æresdrab i Israel. De muslimske kvinders status i Israel går langt udover hvad der er tilfældet i alle andre lande i regionen. Israels sundhedstilstand overgår langt hvad der ellers er tilfældet i Mellemøsten, og de israelske sundhedsinstitutioner er tilgængelige for arabere på lige fod med jøderne.

Arabisk er – ligesom hebraisk – et officielt sprog i Israel, hvilket understreger den jødiske stats tolerance. Alle vejskilte viser de arabiske navne sammen med de hebraiske. Det er officiel politik fra den israelske stats side at støtte det arabiske mindretal hvad angår sprog, kultur og traditioner – såvel indenfor uddannelsessektoren som i det daglige liv. Israels arabiske presse er den mest livlige og uafhængige sammenlignet med alle andre lande i regionen. Der findes mere end 20 arabiske tidsskrifter. De udgiver hvad de har lyst til, kun underlagt samme censur som jødiske udgivelser hvad angår militærhemmeligheder. Der findes daglige TV- og radioprogrammer på arabisk.

Der bliver undervist i arabisk på jødiske skoler (til børn fra 11 års alderen). Mere end 350.000 arabiske børn går på israelske skoler. Ved Israels grundlæggelse var der 1 arabisk high school i landet. I dag er der hundredvis af arabiske skoler. De israelske universiteter er berømte centre for undervisning i Arabisk mellemøstlig historie og litteratur.

Således opmærksom på de snærende bånd som en ikke-Wahhabi er udsat for under udøvelse af sine religiøse ritualer i Saudi Arabien, kunne Kiran (min hustru) ikke skjule sin overraskelse over de friheder og bekvemmeligheder som folkeslag med alle slags religioner og trosretninger havde når de udøvede deres religiøse forpligtelser ved Church of the Holy Sepulcher (Kirken ved Den Hellige Grav), Garden Tomb , Sea of Galilee (Genesareth Sø) – de nyligt opdagede tunneler ved Grædemuren, Kong Davids Grav og andre hellige steder vi besøgte.

Alle religiøse samfund nyder statens fulde beskyttelse. Israelske arabiske muslimer såvel som mange kristne grupper er frie til at udøve hver deres tro, at helligholde deres egen ugentlige hvile- og helligdag og forvalte egne interne sager. Omkring 80.000 drusere lever i 22 landsbyer i det nordlige Israel. Deres religion er ikke tilgængelig for udefra kommende, og druserne har status som et særlig kulturelt, socialt og religiøst arabisktalende mindretal. Det drusiske Taqiyya koncept indebærer fuldstændig loyalitet af sine tilhængere overfor det land de bor i. Som sådan aftjener druserne også værnepligt i De Israelske Forsvarsstyrker. Ethvert religiøst samfund i Israel har sine egne religiøse råd og retssale, og har fuld bestemmelsesret over religiøse områder, inkl. personlige spørgsmål så som giftermål og skilsmisser. De religiøse anliggender administreres af egne myndigheder og beskyttes af regeringen.

En Hindu journalist som kom for at besøge mig, fortalte om den åbenhed det jødiske samfund repræsenterer. Han fortalte mig at mere end 20% af den israelske befolkning er ikke-jøder, heraf ca. 1,2 mio. muslimer, 140.000 kristne og 100.000 drusere. En anden ikke-jødisk israeler fortalte mig, at det er frivilligt for såvel kristne som drusere om de vil aftjene værnepligt i Den Jødiske Stat. Beduiner har aftjent værnepligt i faldskærmstropperne, og andre arabere har meldt sig frivilligt til andre tjenester.

De store huse ejet af arabiske israelere og igangværende byggeri i de arabiske byer, udstillede falskheden i den propaganda som siger, at Israel diskriminerer de israelske arabere med hensyn til at købe land. Jeg fandt ud af, at i begyndelsen af århundredet blev The Jewish National Fund (Den Jødiske Nationalfond) oprettet af World Zionist Congress (Verdens Zionist Kongres) for at købe land i Palæstina til jødiske bosættelser. Ud af Israels totale areal tilhører 92% Staten og administreres af Land Management Authority (Myndighederne for Administration af Land), og er ikke til salg – hverken til jøder eller arabere.

Den Arabiske Waqf ejer land til øjeblikkelig benyttelse og fordel for muslimske arabere. ”Myndigheds-land”kan lejes af enhver, uanset race, religion eller køn. Alle arabiske indbyggere i Israel er berettiget til at leje ”Myndigheds-land”.

Jeg spurgte 3 israelske arabere om de mødte diskrimination i deres ansættelse. De gav alle 3 det samme svar: Normalt var der ingen diskrimination, men når en selvmordsbombe var eksploderet og havde dræbt israelere, følte nogle israelere sig ubehageligt til mode ved at have med dem at gøre. Men denne ubehagelige følelse var midlertidig og varede ikke længe.

Mit første besøg i Israel har ikke kun styrket min tro på, at Israel er vital for stabiliteten i regionen, men har også overbevist mig om at Israels eksistens en dag vil overbevise muslimerne om nødvendigheden af reformationer i såvel teologi som sociologi.

En rejse gennem den israelske ørken bragte et andet vigtigt aspekt af livet frem – Profeter er ikke de eneste der kan udføre mirakler – folk som tror på sig selv, kan også udføre utrolige ting. Uendelige sandklitter er blevet lavet om til det mest frugtbare land – hvede, bomuld, solsikker, kikærter, peanuts, mango, avocado, papaya, bananer og anden frugt samt grøntsager dyrkes i Israel. Faktisk har israelerne bevist udover enhver tvivl bevist hvorfor Gud lovede dem dette land – fordi kun de kunne holde det grønt!

Landet er gentagne gange beskrevet i Toraen som et godt land – ”et land der flyder af mælk og honning”. Denne beskrivelse stemmer nok ikke helt overens med de ørkenbilleder vi ser på aftenens TV-avis, men lad os holde i erindring, at landet gentagne gange er blevet maltrakteret af erobrere, som var fast besluttede på at gøre landet ubeboeligt for jøder. I de få årtier siden det jødiske folk genvandt kontrollen over landet, har man set en utrolig forbedring af dets landbrug. Israelsk landbrug har i dag et meget stort udbytte. Israelsk landbrug er meget effektivt og er i stand til at dække ca. 75% af landets egne behov til trods for landets begrænsede størrelse.

Når man ser på den udvikling og de forvandlinger som landet har gennemgået som følge af jødernes opfindsomme indstilling, hårde arbejde og forpligtelse til frihed i al tid fremover, er jeg overbevist om, at det er sandt, at Gud skabte denne jord, men det er også et faktum at kun et Israel kan hindre denne jord i at dø.

 

 

Søg på Israel-info:


Aktuelt - nyheder og indlæg
Israels geografi
Links til nyheder
Holocost - The Auschwitz Album